1992 BTL 49 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM SYGEHUSVÆSENET OG LOV OM OFFENTLIG SYGESIKRING M.V. (FRIERE SYGEHUSVALG, BEHANDLING PÅ PRIVATE SPECIALSYGEHUSE M.FL., SPECIALESAMLING, AMBULANCETJENESTE, FÆRDIGBEHANDLEDE PATIENTER SAMT PLANLÆGNING OG SAMARBEJDE) NR L 49 1992-93, 1. SAMLING
Statutory Text (3 Articles)
Udvalget har behandlet lovforslaget i en række møder og har herunder
stillet spørgsmål til sundhedsministeren, som denne har besvaret
skriftligt.
Endvidere har udvalget modtaget skriftlige og/eller mundtlige henvendelser fra
Dansk Sygeplejeråd,
Forebyggelsespolitisk Råd,
Gigtforeningen og
Stevns Kommune.
Udvalget ønsker vedrørende bekendtgørelsen om ambulancer at anføre, at udvalget nøje vil følge opstarten af den videregående uddannelse med henblik på at vurdere effekten af denne og for at foretage eventuelle justeringer, således at uddannelsen kan opfylde de hensigter, som ligger til grund for folketingsbeslutning B 47 om en ambulancelov, der blev vedtaget den 16. maj 1991.
Udvalget afventer Sundhedsstyrelsens undersøgelse af effekten ved brug af defibrillatorer i ambulancetjenesten, således at en eventuel etapevis indfasning over en årrække af disse defibrillatorer kan foregå bedst muligt.
Et flertal (udvalget med undtagelse af Venstres og Det Konservative Folkepartis medlemmer) anbefaler, at der i Sundhedsstyrelsens undersøgelse indgår oplysninger om
- responstider alle steder, hvor defibrillatorer anvendes,
- hvor ofte patienter er blevet behandlet med DC-stød, og patienternes udskrivningsdiagnose,
- hvor ofte patienter er blevet overvåget med EKG-monitorering, og sygehusets diagnoser af disse patienter, og
- hvor ofte EKG-monitorering af patienter har givet anledning til anden behandling i ambulancen end DC-stød.
Et mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) mener desuden, at det er positivt, at Rigshospitalet og sygehuse, der yder behandlinger på lands- og landsdelsniveau, inddrages i det frie sygehusvalg.
Mindretallet finder, at det er et skridt i den rigtige retning, at private institutioner, der yder kvalificerede sundhedsydelser, i et vist omfang er inddraget i og med, at bestemte navngivne specialsygehuse er blevet inddraget.
Til gengæld mener mindretallet, at det er en stor mangel ved lovforslaget, at ikke alle private institutioner, der yder kvalificerede sundhedsydelser, er inddraget i dette.
Hvis private hospitaler og lignende inddrages, vil de offentlige sundhedsinstitutioner få den konkurrence, der er afgørende nødvendig for, at de offentlige institutioner tilskyndes til at yde en service, der er baseret på kvalitative og omkostningsmæssige parametre. En generel inddragelse af private hospitaler og lignende vil med andre ord give de offentlige hospitaler det nødvendige »lift up« med hensyn til omkostnings- og kvalitetsbevidsthed.
Mindretallet mener, at det er uklogt og uhensigtsmæssigt, at private hospitaler og andre private institutioner, der yder kvalificerede sundhedsydelser, ikke eksplicit er inddraget i forbindelse med ambulancekørsel i akutte situationer. Erfaringer fortæller, at det kan koste menneskeliv, når private hospitaler og lignende ikke inddrages i akutberedskabet.
Mindretallet er enigt i, at de øgede valgmuligheder vil give amtskommunerne bedre muligheder for at vurdere befolkningens opfattelse af kvaliteten af den ydede behandling
Mindretallet er enigt i de betragtninger, der anføres i bemærkningerne om kørselsgodtgørelse.
Et andet mindretal (Kristeligt Folkepartis medlem af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse. Mindretallet ønsker dog at præcisere, at samlingen af specialer på lands- og landsdelssygehuse kun skal ske, når der er tale om relativt små patientgrupper og sygdomsbehandlingen kræver et højt specialiseringsniveau. Undersøgelse, behandling og efterbehandling af andre former for sygdomsbehandling skal fortsat ske på lokale sygehuse. De eksisterende samarbejdsaftaler mellem de amtskommunale sygehuse og de relevante specialafdelinger ved lands- og landsdelssygehusene skal bevares. Retningslinierne vedrørende lands- og landsdelsfunktioner i sygehusvæsenet skal udarbejdes i tæt samarbejde med amtskommunerne, således at deres muligheder for planlægning ikke ødelægges.
Herefter indstiller udvalget lovforslaget til vedtagelse uændret .
Hanne Andersen (S) Dorte Bennedsen (S) Martin Glerup (S) Anna-Marie Hansen (S) Tove Lindbo Larsen (S) Torben Lund (S) nfmd. Lone Møller (S) Birgitte Husmark (SF) Lis Noer Holmberg (CD) Karen Højte Jensen (KF) Fischer (KF) Mariann Fischer Boel (V) Anders Mølgaard (V) Jørgen Winther (V) Køpke Christensen (FP) fmd. Lone Dybkjær (RV) Inger Stilling Pedersen (KRF)
Ingen
Nr BTL 49
Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om sygehusvæsenet og lov om offentlig sygesikring m.v. (Friere sygehusvalg, behandling på private specialsygehuse m.fl., specialesamling, ambulancetjeneste, færdigbehandlede patienter samt planlægning og samarbejde)
Nr L 49 1992-93, 1. samling
Afgivet af Sundhedsudvalget
Afgivet: 19921208