1992 BTL 41 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM MIDLERTIDIG OPHOLDSTILLADELSE TIL VISSE PERSONER FRA DET TIDLIGERE JUGOSLAVIEN M.V. NR L 41 1992-93, 1. SAMLING
Statutory Text (3 Articles)
Udvalget har behandlet lovforslaget i en række møder og har herunder
stillet spørgsmål til justitsministeren, som denne har besvaret
skriftligt.
Endvidere har udvalget modtaget skriftlige henvendelser fra Dansk Flygtningehjælp og Muskelsvindfonden.
Der er af justitsministeren stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.
Herefter indstiller et flertal (udvalget med undtagelse af Fremskridtspartiets medlem) lovforslaget til vedtagelse med de af justitsministeren stillede ændringsforslag, idet flertallet henviser til lovforslagets bemærkninger samt bemærkningerne til ændringsforslagene.
Flertallet skal fremhæve, at lovforslaget ifølge justitsministeren også kan omfatte personer, der frigives fra krigsfangelejre, og at Danmark over for UNHCR allerede har tilkendegivet, at man i første omgang er rede til at modtage 100 personer af denne kategori, heri inkluderet eventuelle pårørende til de pågældende.
Flertallet finder endvidere, at lovens duelighed i praksis helt afhænger af de ansvarlige myndigheders evne til og mulighed for at tilpasse den til den til enhver tid gældende situation.
Et mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling, idet midlertidig opholdstilladelse burde være en regel for alle, der får asyl, men desværre kan flygtninge efter udløbet af den foreslåede midlertidige opholdstilladelse søge asyl efter de gældende regler.
Efter Fremskridtspartiets opfattelse er det et helt forkert signal at sende, når man betænker det store antal flygtninge, der søger asyl i Danmark for øjeblikket.
Mere end 9300 mennesker har indtil nu i 1992 søgt om asyl som flygtninge i Danmark, og dermed er den hidtidige rekord fra 1986, hvor 9299 søgte om asyl, slået.
Herudover går der rygter om, at yderligere 2000 bosniere skulle være på vej til Danmark. Samtidig er det af dagspressen fremgået, at et meget stort antal kurdere og somaliere, mellem 5.000 og 15.000, befinder sig i Rusland, hvor de venter på at komme videre.
Det burde ligge helt fast, at såfremt man kommer op på et så stort antal af midlertidige tilladelser, der kan forlænges med 6 måneder, så må og skal disse flygtninge sendes hjem, men det er desværre ikke tilfældet med regeringens »liberale forslag«.
I regeringens forslag står det endvidere omtalt, at personer på midlertidigt ophold skal have undervisning. Man kunne spørge i hvilke fag? Samtidig skal de pågældende tilbydes deltagelse i kulturelle og sociale aktiviteter. Hvilke kurser er det, der vil blive tilbudt, og hvorfor dog alt dette oven i det humanitære? Skal disse mennesker ikke hjem igen? Hvorfor gør man så alt muligt for at holde på dem?
Fremskridtspartiet er fortsat indstillet på at medvirke til en humanitær indsats i det tidligere Jugoslavien, men det skal ikke være i form af en blankocheck, hvor det tillades kommende regeringer at lave tilsvarende invitationer til midlertidige opholdstilladelser uden at spørge Folketinget.
Der er stort behov for, at befolkningen snart får mulighed for at give deres mening til kende om landets flygtninge- og indvandrerpolitik.
Det stigende gab mellem politikerne og befolkningen illustreres af, at landets justitsminister kommer med et lovforslag om midlertidigt ophold til måske i tusindvis af mennesker samtidig med, at han forleden sagde, at problemet med flygtningene udgør »et uoverskueligt problem«.
ÆndringsforslagAf justitsministeren , tiltrådt af et flertal (udvalget med undtagelse af FP)
Til § 13 1) I stk. 2 ændres »§ 1« til: »§§ 1, 14 og 01«.
Til § 14 2) Efter 1. pkt. indsættes som nyt punktum
»Udskydelsen af sagsbehandlingen af en ansøgning i henhold til udlændingelovens § 7 kan dog ikke udstrækkes ud over 2 år fra det tidspunkt, hvor beslutningen herom er taget.«
Ny paragraf 3) Efter § 14 indsættes som ny paragraf
»§ 01. En person fra det tidligere Jugoslavien, der inden lovens ikrafttræden er indrejst til Danmark og i forbindelse hermed eller senere har ansøgt om asyl i henhold til udlændingelovens § 7, kan meddeles opholdstilladelse efter denne lov, såfremt vedkommende på grund af krigshandlinger eller lignende uroligheder i det område, vedkommende ellers kan vende tilbage til, må antages at have behov for midlertidig beskyttelse her i landet.
Stk. 2. Udlændingemyndighederne kan i forbindelse med en tilladelse efter stk. 1 bestemme, at asylansøgningen ikke færdigbehandles, så længe den pågældende har opholdstilladelse i medfør af denne lov. Udskydelsen af sagsbehandlingen af en ansøgning i henhold til udlændingelovens § 7 kan dog ikke udstrækkes ud over 2 år fra det tidspunkt, hvor beslutningen herom er taget.
Stk. 3. En person, der er meddelt opholdstilladelse efter stk. 1, kan få tilladelsen forlænget for 6 måneder ad gangen. Ved afgørelsen om forlængelse skal de hensyn, der er nævnt i § 2, stk. 1, 2. pkt., iagttages.«
Bemærkninger
Til nr. 1-3 1) På baggrund af anbefalinger fra UNHCR tilsigter ændringsforslaget at give mulighed for på en administrativt enkel måde at tilvejebringe et opholdsgrundlag for visse grupper af personer fra det tidligere Jugoslavien.
Danmark har i 1992 oplevet en voldsom stigning i antallet af indrejste spontane asylansøgere fra det tidligere Jugoslavien. I perioden fra 1. januar til 12. november er der således registreret i alt 6.324 personer fra det tidligere Jugoslavien. Alle disse asylansøgere indgår i den almindelige asylprocedure.
Den markante stigning i indrejsetallet har forårsaget et stadig stigende pres på det administrative system, der varetager behandlingen af asylansøgninger, ligesom modtagesystemet er belastet til det yderste af de mange indrejste spontane asylansøgere fra det tidligere Jugoslavien.
2) Indtil nu har kun en mindre del af ansøgningerne fra de indrejste spontane asylansøgere kunnet afgøres efter den såkaldte åbenbart grundløs procedure i medfør af udlændingelovens § 53a, stk. 3. Efter denne bestemmelse kan Direktoratet for Udlændinge bestemme, at afgørelsen i en asylsag, hvor ansøgningen må anses for åbenbart grundløs, ikke kan indbringes for Flygtningenævnet. Det er en forudsætning herfor, at sagen har været forelagt Dansk Flygtningehjælp, der skal have erklæret sig enig i, at sagen afgøres på denne måde.
Denne procedure har eksempelvis kunnet anvendes i forhold til asylansøgninger fra personer fra Makedonien, der ikke er ramt af uroligheder eller væbnede konflikter.
I andre sager har der som anført i de almindelige bemærkninger til nærværende lovforslag været vanskeligheder med at træffe afgørelse i asylsagerne, hvilket beror på, at udlændingemyndighederne har manglet nødvendige og pålidelige informationer om forholdene på en række områder, som er centrale for asylvurderingen.
Som ligeledes anført i de almindelige bemærkninger afgør udlændingemyndighederne således ud fra en helt konkret vurdering, om det er forsvarligt at træffe afgørelse i asylsagen. I denne vurdering indgår blandt andet, om ansøgeren kommer fra et krigshærget område, hvorfra man ikke har pålidelige informationer til en forsvarlig bedømmelse af den enkelte ansøgers risiko for personlig forfølgelse.
3) Henset til, at det må henstå som helt usikkert, hvornår situationen i de urohærgede dele af det tidligere Jugoslavien ændrer sig, samt til at en del af asylansøgerne netop er flygtet fra de krigshærgede områder og som begrundelse for asylansøgningen anfører, at de ønsker midlertidig beskyttelse mod følgerne af disse uroligheder og krigshandlinger, kan der være behov for at kunne yde disse personer en sådan beskyttelse, så længe der pågår uroligheder eller egentlige krigshandlinger i deres hjemområde.
På den baggund åbnes der med ændringsforslagene mulighed for, at personer fra det tidligere Jugoslavien, der er indrejst til Danmark som spontane asylansøgere, i nærmere angivne tilfælde kan meddeles midlertidig opholdstilladelse efter den særlige ordning, der gælder i henhold til forslaget til lov om midlertidig opholdstilladelse til visse personer fra det tidligere Jugoslavien m.v.
Muligheden for at give midlertidig opholdstilladelse til en person fra det tidligere Jugoslavien, der opholder sig i Danmark som asylansøger, er efter den foreslåede bestemmelse i § 01 begrænset til personer, som på grund af krigshandlinger eller lignende uroligheder i det område, vedkommende ellers kan vende tilbage til, må antages at have behov for midlertidig beskyttelse her i landet.
Ved udarbejdelsen af bestemmelsen har Justitsministeriet noteret sig de tilkendegivelser, der i forbindelse med de afholdte internationale møder er kommet fra UNHCR's side om, hvem der kan have behov for midlertidig beskyttelse.
UNHCR har peget på, at følgende persongrupper kan have behov for midlertidig beskyttelse
- personer, som er flygtet fra områder, der er ramt af uroligheder,
- personer, som er udsat for menneskerettighedskrænkelser, herunder personer, der tvinges til at forlade deres hjem som følge af kampagner for etnisk udrensning, samt
- personer, som på grund af deres specielle situation har følt sig tvunget til at flygte på grund af konflikten.
På baggrund af afgrænsningen i § 01 vil udgangspunktet bedømt på baggrund af den hidtidige situation i området være, at personer fra Makedonien, Kroatien og Slovenien ikke kan omfattes af ordningen med midlertidig opholdstilladelse, mens for eksempel navnlig personer fra Bosnien-Hercegovina vil kunne falde inden for gruppen af personer, der kan have behov for midlertidig beskyttelse her i landet. Ordningen vil også kunne omfatte personer fra de zoner i Kroatien, hvor der for tiden er en vedvarende krigsfare, og som det derfor kan være meget problematisk for fordrevne personer at vende tilbage til. Det drejer sig navnlig om de områder nær frontlinierne eller i serbisk dominerede områder, hvor UNPROFOR kun i mere eller mindre udstrækning kan være til stede.
Det skal understreges, at situationen i de forskellige områder af det tidligere Jugoslavien hurtigt kan ændre sig, hvilket vil påvirke vurderingen af, om en person fra et af de angivne områder kan blive omfattet af ordningen.
For så vidt angår Serbien-Montenegro vil udgangspunktet således under den nuværende situation være, at personer derfra ikke vil kunne meddeles midlertidig opholdstilladelse under hensyn til, at der ikke der pågår krigshandlinger eller lignende uroligheder. Men eksempelvis vil forholdene omkring Kosovoprovinsen kunne udvikle sig på en sådan måde, at personer derfra vil kunne omfattes af ordningen. Det bemærkes i den forbindelse, at man fra dansk side har rettet henvendelse til UNHCR og anmodet om UNHCR's medvirken til en nærmere klarlæggelse dels af situationen og problemerne for gruppen af etniske albanere fra Kosovo, dels af behovet for særlige initiativer fra dansk side.
Med hensyn til de situationer, hvor en person, der opfylder betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse efter denne lov, lever i ægteskab med en person fra det tidligere Jugoslavien, der ikke opfylder betingelserne herfor, vil der blive fastlagt en praksis, hvorefter begge ægtefæller vil blive meddelt midlertidig opholdstilladelse.
I det omfang en persons motiv til at søge beskyttelse i Danmark ikke skal søges i de generelle forhold, der hersker i det område, vedkommende ellers vil kunne vende tilbage til, men vedkommendes anmodning om asyl er begrundet i individuelle forhold, herunder f.eks. i at vedkommende har været udsat for voldtægt, i forbindelse med krigshandlinger, har været udsat for tortur eller er deserteret eller i øvrigt har unddraget sig militærtjeneste, vil spørgsmålet om, hvorvidt den pågældende skal have opholdstilladelse i Danmark, skulle afgøres efter de almindelige asylretlige regler.
Det bemærkes, at Flygtningekonventionen, kapitel 1, artikel 1, F, litra a-c, indeholder en række regler, der udelukker visse personer fra konventionens beskyttelsesområde. Det gælder således personer, om hvem der er alvorlig grund til at antage, at de har begået en forbrydelse mod freden, en krigsforbrydelse eller en forbrydelse mod menneskeheden, således som disse forbrydelser er defineret i de mellemfolkelige aftaler, som er indgået for at træffe forholdsregler herimod. Det gælder endvidere personer, der har begået en alvorlig ikke-politisk forbrydelse uden for tilflugtslandet, inden de som flygtninge fik adgang til dette. Endelig gælder det personer, der har gjort sig skyldige i handlinger, der er i strid med De Forenede Nationers mål og grundsætninger.
Foreligger der oplysninger om en asylansøger, der giver grund til at antage, at vedkommende har gjort sig skyldig i forbrydelser som beskrevet i Flygtningekonventionens kapitel 1, artikel 1, F, litra a-c, bør vedkommende ikke meddeles midlertidig opholdstilladelse, uanset om betingelserne herfor i øvrigt måtte være opfyldt. I et sådant tilfælde bør spørgsmålet om, hvorvidt den pågældende kan meddeles opholdstilladelse her i landet, afgøres efter de asylretlige regler, i hvilken forbindelse der vil blive taget stilling til, hvilken betydning de foreliggende oplysninger skal have for ansøgningen om opholdstilladelse.
4) Med ændringsforslagene kan visse asylansøgeres ønske om beskyttelse her i landet imødekommes ved, at de meddeles midlertidig opholdstilladelse. Det bemærkes i den forbindelse, at meddelelse af midlertidig opholdstilladelse til en person ikke er afhængig af, at vedkommende har ansøgt herom.
Såfremt en person ikke frafalder sin asylansøgning samtidig med, at vedkommende meddeles opholdstilladelse efter den særlige ordning, er der samtidig skabt hjemmel til, at udlændingemyndighederne kan bestemme, at asylansøgningen ikke færdigbehandles, sålænge den pågældende person har midlertidig opholdstilladelse. Der er dog sat en maksimumgrænse på 2 år for udskydelsen af behandlingen af ansøgningen om asyl. Det forudsættes således, at udlændingemyndighederne uden at træffe afgørelse i asylsagen kan meddele en person midlertidig opholdstilladelse.
Tidsfristen på 2 år for udskydelsen af asylsagsbehandlingen indebærer, at udlændingemyndighederne senest efter 2 år skal fortsætte behandlingen af en persons anmodning om asyl herunder for eksempel foretage afhøring af den pågældende person, såfremt der ikke allerede måtte foreligge et tilstrækkeligt grundlag for at kunne træffe afgørelse i asylsagen. Asylansøgeren vil under den genoptagne behandling af asylansøgningen fortsat kunne meddeles midlertidig opholdstilladelse, såfremt betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt.
5) Efter nærværende lovforslag er det Direktoratet for Udlændinge, der er ansvarlig for den konkrete udvælgelse af de personer, der efter lovforslagets kriterier kan inviteres til Danmark, ligesom direktoratet efterfølgende vil kunne tage stilling til, om en meddelt opholdstilladelse til en person skal forlænges.
Direktoratet for Udlændinge er endvidere den myndighed, der i 1. instans træffer afgørelse om, hvorvidt en asylansøger skal anerkendes som flygtning og meddeles opholdstilladelse i Danmark i medfør af udlændingelovens § 7.
På den baggrund findes det naturligt, at det også er Direktoratet for Udlændinge, der skal tage stilling til, hvorvidt en asylansøger fra det tidligere Jugoslavien kan meddeles midlertidig opholdstilladelse efter den foreslåede bestemmelse i § 01 og eventuelt i tilknytning hertil træffe bestemmelse om, at vedkommendes asylansøgning ikke skal færdigbehandles, så længe den midlertidige opholdstilladelse er gældende.
For så vidt angår asylansøgere, hvis sager er under behandling i Flygtningenævnet, bemærkes, at det også i disse tilfælde vil være Direktoratet for Udlændinge, der skal tage stilling til, hvorvidt den enkelte asylansøger kan meddeles midlertidig opholdstilladelse. Derimod vil det være Flygtningenævnets kompetence at tage stilling til, hvorvidt man i relation til en person, der er meddelt midlertidig opholdstilladelse, vil fortsætte behandlingen af vedkommendes asylsag, eller om der skal træffes bestemmelse om, at asylsagen ikke færdigbehandles, så længe den midlertidige opholdstilladelse er gældende.
Som anført under punkt 3 kan situationen i de forskellige områder af det tidligere Jugoslavien hurtigt ændre sig, hvilket naturligvis vil få indflydelse på Direktoratet for Udlændinges vurdering af, om en person kan meddeles midlertidig opholdstilladelse. Det bemærkes i den forbindelse, at der løbende afholdes møder mellem de myndigheder og organisationer, der er involveret i asylsagsbehandlingen, og at det vil være naturligt, at man i forbindelse med disse møder drøfter udviklingen i situationen i det tidligere Jugoslavien.
6) Det må anses for et væsentligt moment, at man med ændringsforslagene sikrer, at de pågældende asylansøgere, hvoraf nogle har måtte vente i længere tid, fordi myndighederne ikke har kunnet træffe afgørelse i deres asylsager, får et formelt grundlag for deres ophold i Danmark. Det må ligeledes tillægges vægt, at der sikres en hurtig afklaring heraf, og at dette kan ske på en administrativt enkel måde.
Samtidig er det af stor betydning, at ændringsforslagene kan bidrage til, at det store antal af asylansøgere fra det tidligere Jugoslavien ikke belaster asylsystemet ud over dets ydeevne.
På denne baggrund er lovforslaget udformet således, at der ikke er adgang til at påklage en afgørelse fra Direktoratet for Udlændinge om, hvorvidt en person kan meddeles midlertidig opholdstilladelse.
Det bemærkes i den forbindelse, at finder Direktoratet for Udlændinge ikke, at en asylansøger fra det tidligere Jugoslavien kan meddeles midlertidig opholdstilladelse, vil vedkommende, uden at få særlig underretning om spørgsmålet om midlertidig opholdstilladelse, få sin asylansøgning behandlet på normal vis af Direktoratet for Udlændinge. Der vil herunder være klageadgang til Flygtningenævnet, medmindre asylsagen afgøres som åbenbart grundløs i medfør af udlændingelovens § 53a, stk. 3, hvilket forudsætter, at Dansk Flygtningehjælp har erklæret sig enig i, at sagen kan afgøres som åbenbart grundløs uden klageadgang til Flygtningenævnet. Medfører behandlingen af asylansøgningen, at der gives afslag herpå, vil den pågældende ikke have krav på en særlig efterfølgende behandling af spørgsmålet om midlertidig opholdstilladelse efter denne lov.
I de tilfælde, hvor Direktoratet for Udlændinge meddeler en person midlertidig opholdstilladelse, vil en eventuel beslutning om, at vedkommendes asylansøgning ikke færdigbehandles, så længe vedkommende har midlertidig opholdstilladelse, en beslutning, der dog maksimalt kan gælde i 2 år, ikke kunne påklages. Dette vil efter ændringsforslag nr. 1 gælde, uanset om beslutningen træffes i relation til en person, der inviteres hertil, jf. lovforslagets § 1, eller der er tale om en person, der er indrejst til Danmark som spontan asylansøger.
7) Bliver en person fra det tidligere Jugoslavien, der opholder sig i Danmark som spontan asylansøger, meddelt midlertidig opholdstilladelse i henhold til den ved lovforslaget etablerede ordning, vil vedkommende generelt skulle behandles efter de samme retningslinier, som vil være gældende for de personer fra det tidligere Jugoslavien, der inviteres til Danmark.
Den midlertidige opholdstilladelse vil således blive meddelt for en periode af 6 måneders varighed, jf. herved lovforslagets § 1, stk. 3. Opholdstilladelsen vil, jf. det i ændringsforslag nr. 3 foreslåede § 01, stk. 3, kunne forlænges for 6 måneder ad gangen, hvorved bemærkes, at en forlængelse, i modsætning til hvad der gælder for de inviterede personer, ikke er afhængig af, at der ansøges herom.
Kriterierne for forlængelse af en meddelt opholdstilladelse vil være de samme som for de inviterede personer. Der henvises herved til lovforslagets § 2 samt til bemærkningerne til denne bestemmelse. Efter ordlyden i § 2 knyttes vurderingen af, om en opholdstilladelse skal forlænges, til, om der pågår krigshandlinger eller lignende uroligheder i det område, vedkommende ellers kan vende tilbage til. Det er herefter ikke afgørende, om en person har mulighed for at vende tilbage til nøjagtig samme by eller lokalområde, som vedkommende forlod. Opnås der i relation til en republik eller et område en ordnet fred, eksempelvis ved FN's mellemkomst, og indebærer fredsslutningen ændrede grænsedragninger, vil det afgørende være, at den pågældende person kan vende tilbage til det, der i konsekvens af den etablerede fredsslutning må betragtes som vedkommendes hjemområde.
Det følger af lovforslagets § 4, at en person med midlertidig opholdstilladelse ikke har krav på at få familiemedlemmer her til landet.
Begår en person, der er meddelt midlertidig opholdstilladelse i medfør af § 01, kriminalitet, vil vedkommende kunne udvises under de omstændigheder, der er nævnt i lovforslagets § 10. Som anført i bemærkningerne til § 10 vil en person, over for hvem der er truffet afgørelse om udvisning, ikke bliver udsendt af landet, før der er taget stilling til, om vedkommendes ansøgning om asyl skal imødekommes.
Den spontane asylansøger, der er meddelt midlertidig opholdstilladelse, vil endvidere i relation til spørgsmålet om opholdssted, underhold, undervisning m.v. være undergivet de samme regler, som fremgår af lovforslaget vedrørende de personer fra det tidligere Jugoslavien, som inviteres hertil.
Det bemærkes, at muligheden for at meddele midlertidig opholdstilladelse til personer, der opholder sig i Danmark som spontane asylansøgere, efter ordlyden i § 01 kun gælder personer fra det tidligere Jugoslavien. Såfremt regeringen med hjemmel i lovforslagets § 1, stk. 4, besluttede at indgå aftale med UNHCR eller lignende international organisation om en ordning om midlertidig opholdstilladelse til særligt nødstedte personer fra et andet område, som måtte være blevet ramt af krigshandlinger eller lignende uroligheder, vil der således ikke være hjemmel til at lade en sådan ordning omfatte spontane asylansøgere fra området, som måtte være indrejst til Danmark.
8) Efter ændringsforslagene er det alene asylansøgere, som inden lovens ikrafttræden er indrejst til Danmark, der har mulighed for at blive meddelt midlertidig opholdstilladelse. Det bemærkes i den forbindelse, at det afgørende er, om personen er indrejst inden lovens ikrafttræden. Er dette tilfældet, vil vedkommende kunne blive omfattet af ordningen, uanset om vedkommende eventuelt først efter lovens ikrafttræden har ansøgt om asyl.
9) Justitsministeriet har ved udarbejdelsen af ændringsforslagene overvejet, om den foreslåede ordning om at kunne give midlertidig opholdstilladelse til personer fra det tidligere Jugoslavien, der har ansøgt om asyl i Danmark, er i overensstemmelse med Danmarks forpligtelser i henhold til FN's Flygtningekonvention, når der henses til, at en mulig følgevirkning af at meddele midlertidig opholdstilladelse er, at en persons asylansøgning som udgangspunkt ikke færdigbehandles, så længe den midlertidige opholdstillladelse er gældende.
I den forbindelse bemærkes, at Flygtningekonventionen ikke indeholder en forpligtelse for de deltagende stater til at tildele ansøgere, der opfylder betingelserne i konventionen, flygtningestatus. Staterne er alene forpligtet til at lade de pågældende indgive en ansøgning om asyl, til at undlade at refoulere dem i strid med konventionen samt til at tildele dem en række rettigheder m.v.
Disse rettigheder fremgår bl.a. af artikel 17, stk. 1, om adgangen til lønnet beskæftigelse, artikel 22, stk. 1, om elementær undervisning, artikel 23, stk. 1, om offentlig hjælp og understøttelse, artikel 24, stk. 1, litra b, om social tryghed, og artikel 26 om bevægelsesfrihed.
Hertil kommer spørgsmålet om adgangen til familiesammenføring, der ikke er reguleret i selve Flygtningekonventionen. De kontraherende stater anerkender imidlertid det særlige behov for familiesammenføring, som eksisterer for flygtninge, der er anerkendt efter FN's Flygtningekonvention.
Efter Justitsministeriets opfattelse er ændringsforslagene i overensstemmelse med Danmarks forpligtelser i henhold til FN's Flygtningekonvention.
Justitsministeriet lægger i den forbindelse vægt på, at man fra UNHCR's side har peget på, at en adækvat løsning på problemet, som er opstået som følge af de hundredtusindvis af mennesker fra det tidligere Jugoslavien, der er søgt til andre lande og har anmodet om beskyttelse, vil være at give midlertidig opholdstilladelse. Justitsministeriet lægger herunder navnlig vægt på, at UNHCR i den sammenhæng har tilkendegivet, at personer, der meddeles midlertidig opholdstilladelse, ikke nødvendigvis behøver at have samtidig adgang til en individuel asylprocedure.
I relation til forslaget om at kunne meddele midlertidig opholdstilladelse til nogle af de personer fra det tidligere Jugoslavien, som opholder sig i Danmark som spontane asylansøgere, bemærkes, at disse ikke afskæres fra at få realitetsbehandlet deres asylansøgning. Udlændingemyndighederne kan i henhold til lovforslaget alene bestemme, at den endelige prøvelse af asylansøgningen som udgangspunkt skal afvente det tidspunkt, hvor den pågældende ikke længere har midlertidig opholdstilladelse, idet der dog samtidig er sat en øvre tidsmæssig grænse på 2 år for, hvor længe asylsagsbehandlingen kan udskydes.
Ligesom udlændingemyndighederne bør imødekomme en asylansøgning fra en person fra det tidligere Jugoslavien, der kommer til Danmark som led i invitationsordningen, såfremt det umiddelbart måtte stå klart, at vedkommende opfylder betingelserne for at blive anerkendt som flygtning i henhold til udlændingelovens § 7, så bør udlændingemyndighederne tilsvarende give flygtningestatus til en spontan asylansøger fra det tidligere Jugoslavien, såfremt det er åbenbart, at vedkommende opfylder betingelserne herfor. I denne situation bør der ikke gives midlertidig opholdstilladelse, uanset om personen i øvrigt opfylder de opstillede kriterier for at blive meddelt midlertidig opholdstilladelse.
10) Det er ikke på nuværende tidspunkt muligt at forudse de præcise økonomiske og administrative konsekvenser, der kan blive en følge af ændringsforslagene. Justitsministeriet vil i givet fald i forbindelse med udarbejdelse af konkrete aktstykker søge de nødvendige merbevillinger, der kan blive en følge af en forsvarlig administration i forhold hertil.
Dorte Bennedsen (S) Erling Christensen (S) Lise Hækkerup (S) Frank Jensen (S) Holger Graversen (S) Karen Jespersen (S) Ebba Strange (SF) nfmd. Gert Petersen (SF) Sonja Albrink (CD) Grove (KF) fmd. Helge Adam Møller (KF) Inge Dahl-Sørensen (V) Birthe Rønn Hornbech (V) Svend Aage Jensby (V) Tom Behnke (FP) Niels Helveg Petersen (RV) Inger Stilling Pedersen (KRF)
Tillægsbetænkning
Udvalget har, efter at lovforslaget ved 2. behandling blev henvist
til fornyet udvalgsbehandling, behandlet dette i et møde og har
herunder stillet spørgsmål til justitsministeren, som denne har
besvaret i samråd.
Der er af justitsministeren stillet ændringsforslag , hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.
Herefter indstiller et flertal (udvalget med undtagelse af Fremskridtspartiets medlem) lovforslag til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.
Et mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse.
Ændringsforslag
Af justitsministeren, tiltrådt af et flertal (udvalget med undtagelse af FP)
Til § 4
1) Paragraffen affattes således
»§ 4. En person med opholdstilladelse efter denne lov har ikke krav på at få familiemedlemmer her til landet.
Stk. 2. Nære familiemedlemmer til de af § 15 omfattede personer med midlertidig opholdstilladelse kan dog efter ansøgning i særlige tilfælde af humanitær karakter meddeles midlertidig opholdstilladelse her i landet.
Stk. 3. Ansøgning om midlertidig opholdstilladelse efter stk. 2 skal indgives til en dansk repræsentation i ansøgerens hjemland eller i det land, hvor ansøgeren har ophold. Ansøgning kan dog i helt særlige tilfælde indgives her i landet til Direktoratet for Udlændinge.«
Til § 13
2) I stk. 2 ændres »§§ 1, 14 og 15« til: »§§ 1, 4, 14 og 15«.
Bemærkninger
Til nr. 1 og 2
Allerede ved det fremsatte lovforslag om midlertidig opholdstilladelse til særligt nødstedte, inviterede personer fra det tidligere Jugoslavien blev det foreskrevet, at en person med en sådan opholdstilladelse ikke har krav på at få familiemedlemmer her til landet.
Det fremgår imidlertid af bemærkningerne til § 1 i lovforslaget, at udvælgelsen ikke skal ske så snævert, at det er udelukket at medtage nære familiemedlemmer, som ikke selvstændigt opfylder de opstillede kriterier for modtagelsesordningen. Væsentlige humanitære hensyn kan således i nogle tilfælde tale for, at en kernefamilie bestående af far, mor og børn, hvoraf et eller flere medlemmer er behandlingskrævende, udtages samlet til modtagelse i Danmark, således at hvert enkelt familiemedlem meddeles opholdstilladelse efter lovforslaget.
For så vidt angår de i henhold til lovforslagets § 1, stk. 1, omfattede personer vil der ved tilrettelæggelsen af invitationsordningen i samarbejde med UNHCR blive taget hensyn til behovet for, at nære familiemedlemmer gennem invitation kan opnå midlertidig opholdstilladelse i Danmark.
For så vidt angår asylansøgere, der efter § 15 er meddelt midlertidig opholdstilladelse, gælder på samme måde, at de pågældende ikke har krav på at få familiemedlemmer her til landet.
Situationen vil i mange tilfælde være den, at en familie er indrejst samlet her til landet, og i disse tilfælde vil der kunne meddeles hele familien en midlertidig opholdstilladelse, såfremt de falder ind under lovforslagets kriterier.
Men også i den situation, hvor en del af en familie er indrejst til Danmark inden lovens ikrafttræden fra et område med krigshandlinger eller lignende uroligheder, kan der være særlige tilfælde af humanitær karakter, hvor et nært familiemedlem undtagelsesvis bør kunne meddeles midlertidig opholdstilladelse her i landet.
Ændringsforslaget tilsigter at give adgang til at meddele midlertidig opholdstilladelse i sådanne særlige tilfælde. Udtrykket »nære familiemedlemmer« omfatter ægtefæller og mindreårige børn.
Ansøgning om opholdstilladelse efter den foreslåede nye bestemmelse i § 4, stk. 2, behandles af Direktoratet for Udlændinge. I overensstemmelse med lovforslagets øvrige administrative ordning kan Direktoratet for Udlændinges afgørelse efter de foreslåede bestemmelser i § 4, stk. 2 og stk. 3, ikke påklages, jf. ændringsforslag nr. 2 i denne tillægsbetænkning.
Bestemmelsen i stk. 3, sidste pkt., kan anvendes i tilfælde, hvor der ingen dansk repræsentation findes i det område, hvor ansøgeren har bopæl eller opholder sig, eller hvor det i øvrigt er forbundet med væsentlige vanskeligheder at henvende sig til en dansk repræsentation.
Dorte Bennedsen (S) Erling Christensen (S) Lise Hækkerup (S) Frank Jensen (S) Holger Graversen (S) Karen Jespersen (S) Ebba Strange (SF) nfmd. Gert Petersen (SF) Sonja Albrink (CD) Grove (KF) fmd. Helge Adam Møller (KF) Inge Dahl-Sørensen (V) Birthe Rønn Hornbech (V) Svend Aage Jensby (V) Tom Behnke (FP) Niels Helveg Petersen (RV) Inger Stilling Pedersen (KRF)
Ingen
Nr BTL 41
Betænkning over Forslag til lov om midlertidig opholdstilladelse til visse personer fra det tidligere Jugoslavien m.v.
Nr L 41 1992-93, 1. samling
Afgivet af Retsudvalget
Afgivet: 19921117