1992 BTL 35 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF RETSPLEJELOVEN OG FÆRDSELSLOVEN (TVANGSFULDBYRDELSE AF ANDRE KRAV END PENGEKRAV M.V.) NR L 35 1992-93, 1. SAMLING

Udvalget har behandlet lovforslaget i en række møder og har herunder stillet spørgsmål til justitsministeren, som denne har besvaret skriftligt. To af udvalgets spørgsmål og justitsministerens svar herpå er optrykt som bilag til betænkningen.

Endvidere har udvalget modtaget skriftlige og/eller mundtlige henvendelser fra

Advokatrådet,

Dansk Familielandbrug,

Dansk Låntagerforening,

De danske Landboforeninger,

Finansrådet,

Hansen, Niels Gunnar H., Ringe, m.fl.,

Lund, Hans Henrik, advokat, København

og

Realkreditrådet.

Der er af justitsministeren og af et mindretal stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.

Herefter indstiller et flertal (udvalget med undtagelse af Venstres og Det Konservative Folkepartis medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse med de af justitsministeren stillede ændringsforslag.

Et mindretal inden for flertallet (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) bemærker i øvrigt

Havde det stået til mindretallet, skulle begrebet brugeligt pant helt udgå af lovgivningen, da det er til mere skade end gavn.

Det har imidlertid ikke været muligt at få gennemført en afvikling af brugeligt pant.

Mindretallet stiller sig derfor foreløbig tilfreds med lovforslaget og med de af justitsministeren stillede ændringsforslag.

Det oprindelige lovforslag ville have gjort tilstanden endnu værre, end den er i dag, men med de ændringsforslag, som justitsministeren har stillet, har lovforslaget nu fået en karakter, hvor der trods alt er sket fremskridt i forhold til gældende ordning.

Ud over justitsministerens ændringsforslag har Venstre og Det Konservative Folkeparti stillet et ændringsforslag, som mindretallet ikke kan støtte.

Dette ændringsforslag bevirker bl.a., at realkreditinstitutter slipper for en sikkerhedsstillelse. Samtidig lægges der op til, at der for andre kun undtagelsesvis skal stilles sikkerhed. Den holdning deler mindretallet ikke, idet det fastholder, at der skal stilles sikkerhed hver gang, og at det er retten, der afgør størrelsen af sikkerheden. Heri ligger allerede, at realkreditinstitutter kan stille en samlet sikkerhed til dækning af eventuelle erstatningskrav i alle tilfælde, hvor instituttet tager en ejendom til brugelighed, jf. justitsministerens svar på et af udvalgets spørgsmål.

Desuden er det efter ønske fra De Danske Landboforeninger, at der stilles forslag om, at der altid skal stilles sikkerhed.

Et mindretal (Venstres og Det Konservative Folkepartis medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse med det af mindretallet og de af justitsministeren under nr. 1-2 og 5-8 stillede ændringsforslag.

ÆndringsforslagAf justitsministeren , tiltrådt af udvalget

Til § 1 1) I den under nr. 2 foreslåede § 588 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke

»Stk. 3. Overtagelse til brugeligt pant ved fogedrettens foranstaltning som følge af betalingsmisligholdelse kan ikke ske, før der er forløbet 2 uger efter, at panthaver har givet pantsætter skriftlig meddelelse om, at ejendommen kan tages til brugelighed på grundlag af misligholdelsen.«

2) I den under nr. 2 foreslåede § 589 affattes stk. 4 således

»Stk. 4. Med hensyn til sagens behandling i øvrigt finder reglerne i kapitel 55 tilsvarende anvendelse, idet anmodningen dog altid indgives til fogedretten på det sted, hvor pantet er beliggende. Pantsætteren skal underrettes om eller tilsiges til forretningen vedrørende ejendommens overtagelse til brugelighed, medmindre retten undtagelsesvis finder, at afgørende hensyn tilsiger, at sagen behandles uden sådan meddelelse. Underretning eller tilsigelse af pantsætter sker normalt med et varsel på mindst 7 dage og skal forkyndes for pantsætter. Er der ikke givet pantsætter sådan meddelelse, skal rekvirenten efterfølgende snarest muligt underrette pantsætter om forretningens foretagelse, jf. stk. 3, 2. pkt.«

Af et mindretal (V og KF)

3) I den under nr. 2 foreslåede § 590 affattes stk. 1 således

»Fogedretten kan undtagelsesvis betinge forretningens fremme af, at panthaveren stiller sikkerhed for de erstatningskrav, som kan følge af administrationen af pantet. Det kan dog ikke pålægges realkreditinstitutter at stille sådan sikkerhed.«

Af justitsministeren , tiltrådt af et flertal (udvalget med undtagelse af V og KF)

4) I den under nr. 2 foreslåede § 590 affattes stk. 1 således

»Før forretningen fremmes, skal panthaver stille sikkerhed for de erstatningskrav, der kan følge af administrationen af pantet. Fogedretten træffer afgørelse om sikkerhedens størrelse.«

Af justitsministeren , tiltrådt af udvalget

5) I den under nr. 2 foreslåede § 590 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke

»Stk. 3. Fogedretten kan ved landbrugsejendomme betinge forretningens fremme af, at panthaveren anviser en person, der besidder de nødvendige kvalifikationer til på panthaverens vegne at varetage ejendommens daglige drift.«

6) I den under nr. 2 foreslåede § 591 udgår stk. 1 og 2 , og i stedet indsættes

»Panthaveren kan ikke kræve sig indsat i besiddelsen af den del af en fast ejendom, som tjener til bolig for pantsætteren eller dennes hustand. Fogedretten kan dog betinge pantsætterens eller dennes hustands ret til at forblive i en bolig af, at der til panthaveren betales et beløb, hvis størrelse og forfaldstid fastsættes af fogedretten under hensyn til sædvanlig lejevilkår for tilsvarende boliger.«

Stk. 3 bliver herefter stk. 2.

7) I den under nr. 2 foreslåede § 592, stk. 2, indsættes efter 2. pkt. som nyt punktum

»Panthaver underretter inden 14 dage efter månedens udgang fogedretten og pantsætter om resultatet af ejendommens drift i den forløbne måned.«

Til § 3 8) I stk. 1 ændres »1. juli« til: »1. september«.

Bemærkninger

Til nr. 1 Ændringsforslaget indebærer en yderligere stramning af reglerne om underretning til pantsætter forud for en fogedsag vedrørende brugeligt pant. Det foreslås, at en pantsat ejendom ikke, alene på grund af betalingsmisligholdelse, skal kunne tages til brugelighed mod pantsætters ønske, før der er forløbet 2 uger efter, at panthaver har givet pantsætter skriftlig meddelelse om, at ejendommen kan blive taget til brugelighed.

Meddelelse erstatter ikke det i tinglysningslovens § 42 a, stk. 2 nævnte påkrav, men kan kombineres med dette.

Da bestemmelsen ikke stiller krav om forkyndelse af meddelelsen, vil panthaver ikke f.eks. ved at skjule sig eller rejse bort kunne forhindre, at forretningen fremmes med rimelig hurtighed. På den anden side må panthaver over for fogedretten kunne godtgøre, at meddelelsen er sendt rettidigt til pantsætter.

Meddelelsen til pantsætter træder ikke i stedet for fogedrettens underretning til pantsætter om fogedsagen eller tilsigelse til denne.

Til nr. 2 Ændringsforslaget tilsigter en skærpelse af retstilstanden, således at overtagelse af en ejendom til brugeligt pant som altovervejende hovedregel vil forudsætte, at pantsætter underrettes om forretningen, hvor ejendommen tages til brugelighed. Sådan underretning skal, ligesom ved umiddelbare fogedforretninger, jf. det foreslåede § 598, stk. 2, normalt ske med mindst 7 dages varsel. For at sikre, at meddelelsen kommer til pantsætterens kundskab, foreslås det endvidere, at underretningen eller tilsigelsen til fogedforretningen skal forkyndes for pantsætter. Sådan forkyndelse af en tilsigelse muliggør efter omstændighederne endvidere fremstilling af skyldneren i tilfælde, hvor dette skønnes fornødent, jf. retsplejelovens § 494, stk. 2. Fravigelse af kravet om forkyndt underretning til skyldneren kan kun ske, når der undtagelsesvis foreligger en helt særlig begrundelse herfor.

Som eksempler på situationer, hvor fogedretten efter omstændighederne undtagelsesvis vil kunne behandle sagen uden forkyndt underretning til debitor, kan bl.a. anføres tilfælde, hvor pantsætters opholdssted er ukendt, eller hvor forkyndelse forgæves er forsøgt. Forkyndelse i Statstidende, jf. retsplejelovens § 159, er således ikke fornøden.

Endvidere kan der tænkes tilfælde, hvor det må lægges til grund, at debitor, hvis han underrettes om fogedforretningen, vil få held til på retsstridig måde at forringe pantet. Ved landbrugsejendomme kan der således være tale om at forebygge bortsalg eller bortskaffelse af besætning, maskiner og andre løsøregenstande, der er omfattet af rekvirentens panteret. Også ved andre erhvervsejendomme kan forebyggelse af lignende retsstridigt salg afløsøre omfattet af tinglysningslovens § 37 betinge, at der bortses fra kravet om forkyndt underretning.

Endelig kan der tænkes tilfælde, hvor det af tidsmæssige grunde er nødvendigt at foretage forretningen straks. Der kan i denne forbindelse f.eks. peges på tilfælde, hvor begæringen har sammenhæng med vanrøgt af ejendommen eller dennes besætning eller med, at høsten ikke bjerges.

Til nr. 3 Ændringsforslaget fritager alene realkreditinstitutter fra eventuelt at stille sikkerhed, mens andre finansielle institutioner, f.eks. typisk et pengeinstitut, kan pålægges at stille sikkerhed i medfør af bestemmelsens 1. punktum.

Til nr. 4 Det gøres med ændringsforslaget obligatorisk, at rekvirenten stiller sikkerhed for et eventuelt senere erstatningsansvar vedrørende administrationen af pantet. Tab ved administrationen af pantet kan omfatte såvel tabsgivende dispositioner vedrørende selve driften af ejendommen som andre tabsgivende dispositioner, f.eks. manglende opvarmning af ejendommen eller manglende betaling af forsikringspræmier med tab til følge.

En sådan sikkerhed vil ikke alene dække skadegørende handlinger på selve ejendommen, men ethvert erstatningskrav, som kan henføres til brugspanthaverens administration. Herved forebygges det, at bl.a. pantsætter lider økonomisk skade på grund af misbrug af rådigheden over det pantsatte.

Opstår der spørgsmål om, hvordan sikkerheden skal stilles, må fogedretten træffe afgørelse herom under hensyn til hensigten med bestemmelsen om sikkerhedsstillelse. Det offentlige vil kunne stille sikkerhed i form af en indeståelse, og bestemmelsens formulering er ikke til hinder for, at f.eks. institutionelle kreditorer stiller en samlet sikkerhed til dækning af eventuelle erstatningskrav i alle tilfælde, hvor institutionen tager en ejendom til brugelighed.

Til nr. 5 Ændringsforslaget tilsigter at sikre, at ejendommens daglige drift sker på en forsvarlig måde.

Formålet med at tage en landbrugsejendom til brugelighed er først og fremmest, at brugspanthaveren kan søge sig fyldestgjort i pantets indtægter. Såvel brugspanthaver som panthaver har således en interesse i, at pantet drives på en sådan måde, at afkastet bliver bedst muligt.

Såvel brugspanthaverens interesse i, at pantet giver det bedst mulige afkast, som de pligter, der påhviler brugspanthaveren tilsiger, at brugspanthaveren lader pantet bestyre af en person, der har de kvalifikationer, som er påkrævet for at kunne drive pantet på en forsvarlig måde. Denne bestyrer kan være brugspanthaver selv, pantsætter eller en eller flere tredjemænd.

De nødvendige kvalifikationer kan afhænge af den pantsatte landbrugsejendoms størrelse samt arten og karakteren af den produktion, som finder sted på ejendommen. Det er således ikke muligt generelt og udtømmende at angive den uddannelse eller de kvalifikationer, som den, der driver brugspantet, bør have. Vurderingen må i hvert enkelt tilfælde ske på baggrund af de konkrete forhold på ejendommen m.v.

Drejer det sig om en landejendom eller et skovbrug af ikke ubetydelig størrelse, bør den, som brugspanthaver overlader administrationen til, normalt være landbrugs- eller skovbrugsuddannet og have erfaring med driften af sådanne ejendomme, f.eks. gennem drift af egen, tilsvarende ejendom. Er der tale om en landbrugsejendom med en særlig specialiseret produktion, f.eks. en særlig form for husdyr- eller kvægproduktion, bør den, som varetager den daglige administration af pantet, kunne dokumentere erfaring med eller særlig indsigt i sådan produktion.

Anvendelsen af den foreslåede bestemmelse er fakultativ. Bestemmelsen kan bringes i anvendelse ved brugspanteforholdets etablering. Det pålægges imidlertid ikke ved ændringsforslaget fogedretten af egen drift at føre tilsyn med, hvilke landbrugsmæssige kundskaber den daglige bestyrer er i besiddelse af, og om disse kvalifikationer er tilstrækkelige. Det forudsættes således, at fogedretten alene tager stilling til spørgsmålet efter påstand fra en af parterne i fogedforretningen, formentlig almindeligvis pantsætter, og at fogedretten i tilfælde af tvist træffer sin afgørelse efter en af parterne foranstaltet bevisførelse, herunder eventuelt med indhentelse af sagkyndige udtalelser eller lignende.

Ved bedømmelsen af de faglige krav, der stilles til den daglige administrator, kan der efter omstændighederne bl.a. tages hensyn til den begrænsning af tabsrisikoen for pantsætter, der følger af brugspanthavers sikkerhedsstillelse.

Viser det sig efterfølgende, at pantet ikke drives forsvarligt under brugspanteperioden, f.eks. fordi den daglige bestyrer ikke har den fornødne indsigt, vil dette efter omstændighederne kunne medføre, at retten i medfør af lovforslagets § 1, nr. 2, (§ 593, stk. 1, jf. § 592) bringer brugspanteforholdet til ophør. En sådan afgørelse forudsætter imidlertid i almindelighed, at spørgsmålet rejses over for retten, idet der ikke påhviler retten nogen forpligtelse til løbende at påse, at pantet administreres forsvarligt.

Til nr. 6 For at begrænse de ulemper, som påføres pantsætter ved ejendommens overtagelse til brugeligt pant, foreslås det, at pantsætteren og dennes husstand skal bevare retten til at bebo den pantsatte ejendom, uanset at brugspanthaveren i øvrigt overtager besiddelsen af ejendommen. Dette kan bidrage til at sikre pantsætters sociale situation i disse tilfælde.

Fogedretten skal dog som i den foreslåede bestemmelse (§ 591) kunne betinge pantsætterens ret i medfør af denne bestemmelse af, at der betales en rimelig leje med tillæg af skønnet forbrug af varme og el. Der vil navnlig være anledning til at betinge fortsat beboelse af betaling i tilfælde, hvor pantsætteren ikke skal udføre arbejde på ejendommen for brugspanthaveren.

Kravet om, at pantsætter i visse tilfælde kan forpligtes til at betale en rimelig leje, skal ses på baggrund af, at hovedformålet med brugeligt pant er en fyldestgørelse i pantets brugsværdi. Når panthaver har overtaget besiddelsen af pantet, vil panthaver således bl.a. kunne fyldestgøre sig i den indtægt, som ejendommen kan indbringe ved udlejning. I forslaget gøres der imidlertid som nævnt bl.a. af sociale grunde en indskrænkning i panthaverens besiddelse af ejendommen for så vidt angår boligen for pantsætter eller dennes husstand. For at panthaver alligevel kan blive fyldestgjort i pantets lejeværdi, forslås det som anført, at fogedretten kan træffe bestemmelse om lejebetaling. Hertil kommer, at brugspanthaver ved pantsætters betaling af det af fogedretten fastsatte beløb kan kompenseres for udgifterne til pantsætters brug af varme og el.

De beløb, der eventuelt betales af pantsætter som husleje i medfør af fogedrettens bestemmelse, fragår i de samlede skyldige prioritetsydelser og bidrager således til at nedbringe disse.

Til nr. 7 Det foreslås, at der i bestemmelsen om brugspanthavers pligter, mens ejendommen er taget til brugelighed, indføjes en regel, hvorefter brugspanthaver hver måned skal underrette fogedretten og pantsætter om resultatet af ejendommens drift.

Hensigten med ændringen er at styrke kontrollen med brugspanthavers administration af pantet og forøge pantsætters mulighed for, f.eks. ved henvendelse til fogedretten, at gribe hurtigt ind i tilfælde af, at ejendommen ikke drives forsvarligt.

Ved underretningen til fogedretten tilsigtes imidlertid ikke, at fogedretten skal udøve en selvstændig kontrolfunktion vedrørende administrationen af pantet. Underretningen af fogedretten er således af mere formel karakter for at sikre, at retten bringes i besiddelse af alle relevante dokumenter.

Reglen pålægger ikke brugspanthaveren en egentlig regnskabspligt. Det er således tilstrækkeligt, at brugspanthaveren underretter fogedretten og pantsætter om de foreløbige driftsresultater i form af en oversigt over de indtægter, som i månedens løb er indgået ved driften af pantet, og de udgifter, der er afholdt til pantet. Underretningen kan således efter omstændighederne, typisk ved mindre ikkeinstitutionelle kreditorer, ske i form af en »kassekladde« over månedens indtægter og udgifter.

Tilsidesætter brugspanthaveren sin pligt til at give sådan underretning, vil dette efter omstændighederne kunne medføre, at brugspanteforholdet bringes til ophør, og eventuelt tillige at brugspanthaver pådrager sig erstatningsansvar for tabsgivende dispositioner, der ellers ville være blevet afværget, jf. herved bestemmelserne i retsplejelovens § 590 og § 593, stk. 1, som affattet ved lovforslaget.

Til nr. 8 Som følge af tidspunktet for lovens vedtagelse foreslås det, at loven træder i kraft den 1. september 1993. Lovens § 1, nr. 3-7, og § 2 skal dog træde i kraft dagen efter bekendtgørelse i Lovtidende, jf. lovforslagets § 3, stk. 5.

Dorte Bennedsen (S) Erling Christensen (S) Lise Hækkerup (S) Lissa Mathiasen (S) Holger Graversen (S) Ole Espersen (S) Ebba Strange (SF) nfmd. Gert Petersen (SF) Sonja Albrink (CD) Grove (KF) fmd. Helge Adam Møller (KF) Inge Dahl-Sørensen (V) Birthe Rønn Hornbech (V) Svend Aage Jensby (V) Tom Behnke (FP) Elisabeth Arnold (RV) Inger Stilling Pedersen (KRF) Bilag

Nogle af udvalgets spørgsmål til justitsministeren og dennes besvarelse heraf

Spørgsmål

» Ad ændringsforslag 1

Ministeren bedes eksemplificere forhold, der falder uden for bestemmelsen som følge af betalingsmisligholdelse.«

Svar

Området for misligholdelse af en panteaftale må afgøres ud fra aftalens indhold.

Som eksempler på forhold, der i almindelighed vil indebære misligholdelse af pantsætters forpligtelser over for panthaveren uden at være en betalingsmisligholdelse, og som kan føre til, at en ejendom tages til brugelighed, kan nævnes tilfælde, hvor taget blæser af en landejendom, og pantsætter ikke udbedrer skaden, eller hvor ejendommens opvarmning i en frostperiode svigter, og pantsætter ikke sikrer ejendommen mod skader som følge heraf. I disse tilfælde vil der være en overhængende risiko for, at pantets værdi forringes meget væsentligt, og risikoen er så nærliggende og akut, at panthaver kan have en legitim interesse i straks at kunne gribe ind.

Som andre eksempler kan nævnes situationer, hvor høsten skal bjærges, men pantsætter ikke gør dette, eller tilfælde, hvor et husdyrhold vanrøgtes. Også i disse situationer foreligger der en nærliggende og akut tabsrisiko for panthaveren, der indebærer, at den pågældende panthaver hurtigt bør kunne gribe ind.

Endelig kan nævnes tilfælde, hvor pantsætteren bortsælger, bortskaffer eller ødelægger løsøre eller faste indretninger, der omfattes af pantet, eller dele af ejendommen. Også under sådanne omstændigheder har panthaveren en anerkendelsesværdig interesse i straks at kunne skride til overtagelse af ejendommen for at undgå forringelse af pantet.

Efter den foreslåede affattelse af ændringsforslag nr. 1 kan pantsætteren i sådanne misligholdelsestilfælde tage ejendommen til brugelighed uden først at give pantsætter det i ændringsforslaget nævnte varsel på 14 dage.

Spørgsmål

» Ad ændringsforslag 3

Vil ministeren være indstillet på at stille et ændringsforslag, således at der alene skal ske sikkerhedsstillelse i undtagelsestilfælde og efter fogedrettens indstilling, og således at realkreditinstitutioner ikke er omfattet heraf?

I benægtende fald ønskes teknisk bistand til udarbejdelse af et ændringsforslag.«

Svar

Den i lovforslaget foreslåede affattelse af bestemmelsen i retsplejelovens § 590, stk. 1, indebærer, at det ikke i alle tilfælde påhviler panthaveren at stille sikkerhed for de erstatningskrav, som kan følge af administrationen af pantet. Fogedretten kan imidlertid betinge forretningens fremme af, at sådan sikkerhed stilles. Det beror således efter lovforslaget på fogedrettens afgørelse, om sikkerhed skal stilles eller kan undlades, f.eks. hvor kreditor er en realkreditinstitution.

Den affattelse af bestemmelsen i retsplejelovens § 590, stk. 1, der er foreslået som ændringsforslag nr. 3, indebærer, at der i alle tilfælde skal ske sikkerhedsstillelse for de erstatningskrav, som kan følge af administrationen af pantet, når en ejendom tages til brugelighed.

Ændringsforslaget har til formål at sikre pantsætter mulighed for i alle tilfælde at kunne få dækning for sådanne erstatningskrav.

Det kan i den forbindelse nævnes, at De danske Landboforeninger i en henvendelse af 26. november 1992 til Retsudvalget har opfordret til, at det i videre omfang gøres obligatorisk at stille sikkerhed (L 35 - bilag 8).

Som anført i bemærkningerne til ændringsforslag nr. 3 er der i øvrigt mulighed for, at institutionelle kreditorer, f.eks. et realkreditinstitut, stiller en samlet sikkerhed til dækning af eventuelle erstatningskrav i alle tilfælde, hvor instituttet tager en ejendom til brugelighed.

På den anførte baggrund fastholder Justitsministeriet det stillede ændringsforslag.

Et ændringsforslag som angivet i spørgsmålet vil f.eks. kunne affattes således

Til § 1 1) I den under nr. 2 foreslåede § 590 affattes stk. 1 således

» § 590. Fogedretten kan undtagelsesvis betinge forretningens fremme af, at panthaveren stiller sikkerhed for de erstatningskrav, som kan følge af administrationen af pantet. Det kan dog ikke pålægges realkreditinstitutter at stille sådan sikkerhed.«

Det bemærkes, at en sådan bestemmelse alene fritager realkreditinstitutter fra eventuelt at stille sikkerhed, mens andre finansielle institutioner, f.eks. typisk et pengeinstitut, kan pålægges at stille sikkerhed i medfør af bestemmelsens 1. punktum.

Ingen

Nr BTL 35

Betænkning over Forslag til lov om ændring af retsplejeloven og færdselsloven (Tvangsfuldbyrdelse af andre krav end pengekrav m.v.)

Nr L 35 1992-93, 1. samling

Afgivet af Retsudvalget

Afgivet: 19930601