Legislator Case Law & Legislation
199214K00031 DK

1992 BTL 31 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF VISSE AFGIFTSLOVE, LOV OM FREMSKYNDET TILBAGEBETALING AF VISSE AFGIFTER OG LOV OM FASTE PRISER PÅ TOBAKSVARER (ÆNDRINGER SOM FØLGE AF EF'S INDRE MARKED M.V.) NR L 31 1992-93, 1. SAMLING

4 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (4 Articles)

Betænkning over lovforslag 1992 31 Valid

Bilag

Henvendelsen fra Storck Danmark A/S til Skatteudvalget og et af udvalgets spørgsmål

til skatteministeren og dennes besvarelse heraf

STORCK DANMARK A/S

Folketingets skatteudvalg

Christiansborg

1240 København K

Lovforslag Nr. L 31

Bortfald af kredittid på afgift af cigaretpapir.

I skatteministerens forslag af 8. 10. 1992 flyttes afgiften af cigaretpapir fra lov om tobaksafgifter, L 29, til lov om ændring af visse afgiftslove m.v., L 31. Samtidig ændres opkrævningsproceduren fra banderoler til afregning efter udleveret salg. Som den eneste afgift af alle ændres afgift af cigaretpapir til ugunst for den registrerede virksomhed, idet den hidtil gældende kredittid på ekstra 2 måneder, mod sikkerhedsstillelse, bortfalder.

Importører af beslægtede produkter, cigaretter og røgtobak, kan endog få yderligere kredittid iflg. lovforslag nr. L 29 om tobaksafgifter.

For cigaretpapirets vedkommende er der tale om et beløb på ca. kr. 750 mill. pro anno, og en nedskæring af kredittiden vil påvirke likviditeten i den enkelte virksomhed negativt. Vi skal derfor anmode om, at den nugældende kredittid på 2 mdr. og 15 dage videreføres efter 1. 1. 1993, selvfølgelig med fuld sikkerhedsstillelse fra den enkelte registrerede virksomhed.

I forbindelse med afskaffelsen af banderoler på cigaretpapir i både Danmark og Tyskland pr. 1. 1. 1993 ser vi et muligt problem. I Tyskland bortfalder afgiften på cigaretpapir fra 1. 1. 1993. Da pakningerne solgt i Danmark og Tyskland er identiske, kan man ikke efter den 1. 1. 1993 identificere, om en pakning solgt i Danmark er afgiftsberigtiget. Det kan befrygtes, at cigaretpapir lovligt indkøbes i Tyskland til væsentlig lavere pris (varens pris er lavere end afgiften i Danmark) - uden afgift og med lavere moms - og ulovligt videresælges i forretninger i Danmark. På denne måde kan staten miste et ganske betydeligt provenu.

Det skal således bringes i forslag, at løse dette problem ved at ophæve afgiften på cigaretpapir (3 øre pr. stk.) og flytte afgiften over på den tobak, som anvendes af hjemmerullere. Der anvendes 1 gram tobak pr. cigaret, dermed kr. 30 pr. kg, således at afgiften på L 29 § 1 C forhøjes med kr. 30 til kr. 380 pr. kg. Denne omlægning ville være indtægtsneutral, og kontrollen med afgiften er langt mere sikker gennem anvendelse af banderolesystemet. Samtidig ville man have fjernet endnu en afgift i systemet, nemlig afgiften på cigaretpapir. Denne fjernes i Tyskland og er i øvrigt tidligere fjernet også i Sverige.

Såfremt der ikke kan opnås enighed om bortfald af afgift på cigaretpapir - mod tilsvarende forhøjelse af afgift på cigarettobak - må det i hvert fald fortsat gøres muligt at opnå den hidtil gældende forlængelse af kredittid med 2 måneder mod sikkerhedsstillelse.

Med venlig hilsen

STORCK DANMARK A/S

Hans Winge

Adm. direktør

Albertslund, den 29. oktober 1992.

Spørgsmål 1

I forlængelse af ministerens kommentar til henvendelsen fra Storck Danmark A/S, jf. bilag 7, om afskaffelse af banderoler på cigaretpapir ønskes det oplyst, om banderoler eller stempelmærkning ikke burde opretholdes for at forhindre misbrug og sikre de fremtidige kontrolmuligheder.

Svar

Som anført i min kommentar til henvendelsen vil kontrollen med punktafgiften på cigaretpapir ske samordnet med den øvrige kontrol i forbindelse med den almindelige regnskabsmæssige virksomhedskontrol eller i forbindelse med virksomhedskontrol rettet mod særlige afgiftspligtige områder. Det bemærkes, at en særdeles stor del af forbruget består af cigarethylstre med filter, der fylder som cigaretter. 300 stk. cigarethylstre koster i Danmark stort set det samme som en pakke 20 stk.s cigaretter.

Stempelmærker købes kontant (evt. mod kredit mod fuld sikkerhedsstillelse) og er i modsætning til banderoler på vin og spiritus en egentlig kvittering for, at afgiften er betalt. Dette system, der er meget gammelt, anvendes herefter kun for cigaretter og røgtobak, der i 1993 skønnes at indbringe ca. 7 mia. kr. Afgiften af cigaretpapir skønnes at indbringe 50 mio. kr. Der anvendes ikke stempelmærker eller banderoler for andre punktafgiftspligtige varer.

På denne baggrund er det næppe nødvendigt at opretholde et særligt kontrolsystem for cigaretpapir.

Tillægsbetænkning

Udvalget har, efter at lovforslaget ved 2. behandling blev henvist

til fornyet udvalgsbehandling, behandlet dette i et møde.

Der er af skatteministeren stillet et ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.

Herefter indstiller udvalget lovforslaget til vedtagelse med det stillede ændringsforslag.

Ændringsforslag

Til § 6Af skatteministeren , tiltrådt af udvalget

1) I den under nr. 10 foreslåede affattelse af § 12 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke

»Stk. 2 . Skatteministeren fastsætter regler om banderolering af cigaretpapir.«

Bemærkninger

Til nr. 1 Det foreslås, at pakninger til cigaretpapir skal forsynes med en banderole efter nærmere af skatteministeren fastsatte regler.

Pia Gjellerup (S) fmd. Klaus Hækkerup (S) Anne-Marie Meldgaard (S) Peder Sass (S) Stavad (S) Bjarne Laustsen (S) Jes Lunde (SF) Jens Thoft (SF) Bente Juncker (CD) Aagaard (KF) Pernille Sams (KF) Mariann Fischer Boel (V) Svend Heiselberg (V) Svend Aage Jensby (V) nfmd. Ole Donner (FP) Elisabeth Arnold (RV) Kofod-Svendsen (KRF)

Betænkning over lovforslag 1992 31 Valid

Udvalget har behandlet lovforslaget i en række møder og har herunder

stillet et spørgsmål til skatteministeren, som denne har besvaret

skriftligt.

Endvidere har udvalget modtaget skriftlige og/eller mundtlige henvendelser fra

Dansk Erhvervsgartnerforening,

Dansk Industri,

Det Danske Handelskammer,

Handelskammeret,

Hjem-Is A/S og

Storck Danmark A/S.

Henvendelsen fra Storck Danmark A/S og et af udvalgets spørgsmål til skatteministeren og dennes svar herpå er optrykt som bilag til betænkningen.

Der er af skatteministeren stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.

Herefter indstiller et flertal (udvalget med undtagelse af Socialistisk Folkepartis medlemmer) lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.

Et mindretal (Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget) vil ved 3. behandling af lovforslaget stemme hverken for eller imod lovforslaget, men vil stemme for de stillede ændringsforslag.

Baggrunden for, at Socialistisk Folkeparti ikke ønsker at medvirke til gennemførelsen af lovforslaget, er, at selv om det indeholder fornuftige regler for væksthusgartnerier og for alkoholsvag vin, fjerner lovforslaget banderolering af cigaretpapir. Banderoleringsordningen er en velfungerende kontrolordning, som ingen nogen sinde har kritiseret, og følgen af, at banderoleringen nu udgår, vil uden tvivl blive afgiftsovertrædelser som følge af det indre marked, sådan som også Storck Danmark A/S gør rede for i en henvendelse til udvalget. Socialistisk Folkeparti beklager, at det ikke har været muligt at formå ministeren til, når han nu afskaffer kontrolordningen, at flytte afgiften over på tobakken, sådan som foreslået af Storck Danmark A/S.

Da Socialistisk Folkeparti ikke ønsker at bidrage til, at det bliver lettere at unddrage sig de danske afgifter, kan vi ikke støtte lovforslaget.

ÆndringsforslagAf skatteministeren , tiltrådt af udvalget

Til § 2 1) Efter nr. 1 indsættes som nye numre

»01. I § 1, stk. 1, nr. 1 a , der bliver stk. 1, nr. 1, indsættes efter »læskedrikke,» ordene: »dog bortset fra vin og frugtvin med et alkoholindhold på højst 1,2 pct. vol.,».

»02. I § 1, stk. 1, nr. 1 c, der bliver stk. 1, nr. 3, udgår », samt cider med et alkoholindhold på højst 2,5 pct. vol.«»

Til § 3 2) I den under nr. 14 foreslåede affattelse af § 10, stk. 1, nr. 2, ændres »§ 1, stk. 3, 2. pkt.« til: »§ 1, stk. 4, 2. pkt.«.

Til § 7 3) I den under nr. 1 foreslåede affattelse af § 2, stk. 1 , ændres i nr. 4 »får udbetalt tilskud« til: »har tilsagn fra Energistyrelsen«.

Bemærkninger

Til nr. 1 Vin og frugtvin m.v. med et alkoholindhold på højst 2,5 pct., der ved forslag til lov om afgift af øl, vin og frugtvin m.m. (L 28) nedsættes til 1,2 pct., er efter den gældende vinafgiftslov fritaget for vinafgift. Efter praksis skal der imidlertid svares en mineralvandsafgift på 80 øre pr. liter af alkoholfri vin. Med henblik på, at alkoholfri vin afgiftsmæssigt behandles på tilsvarende måde som let pilsner og alkoholfrit øl, der har været fritaget for ølafgift siden juli 1991, foreslås det under nr. 01 at fritage alkoholfri vin for mineralvandsafgift.

Den foreslåede ændring skønnes med en vis usikkerhed at medføre et provenutab på mineralvandsafgiften på omkring 0,2 mio. kr.

Cider pålægges i dag en vinafgift eller mineralvandsafgift alt efter, om alkoholindholdet er over 2,5 pct. vol. eller under.

Da vinafgiftsloven fremover kun omfatter varer, herunder cider, hvis alkoholindhold ligger over 1,2 pct., foreslås det under nr. 02, at beskatningen af cider udgår af mineralvandsafgiftsloven, eftersom cider mindst skal have et alkoholindhold på 2 pct.

Den foreslåede afgiftsomlægning berører kun cider med et alkoholindhold på mellem 2 og 2,5 pct. vol. Efter ændringsforslaget skal der for denne kategori af cider svares en vinafgift på 4,20 kr. pr. liter i stedet for den nuværende mineralvandsafgift på 80 øre pr. liter. Ændringen skønnes med en vis usikkerhed at medføre et årligt provenutab på mineralvandsafgiften på omkring 0,1 mio. kr. og en årlig provenugevinst på vinafgiften på omkring 0,3 mio. kr.

Nettovirkningen af afgiftsomlægningen for cider kan således anslås til en provenugevinst på omkring 0,2 mio. kr. på helårsbasis.

Til nr. 2 Der er tale om en korrektion.

Til nr. 3 Den foreslåede ændring medfører, at også mindre væksthusgartnerier, der efter refusion skal betale under 10.000 kr. i CO2-afgift og som følge heraf ikke kan opnå tilskud til dækning af CO2-afgift efter lov om statstilskud til dækning af udgifter til kuldioxidafgift i visse virksomheder med et stort energiforbrug, kan komme ind under ordningen med fremskyndet tilbagebetaling. Der stilles dog den betingelse, at de skal have tilsagn fra Energistyrelsen efter tilskudsloven. Det sikres herved, at disse mindre væksthusgartnerier i lighed med de større gartnerier får et økonomisk incitament til at indgå i energisynsordningen og få gennemført energieffektiviseringer.

Den foreslåede ændring skønnes ikke at få nævneværdige provenumæssige konsekvenser.

Pia Gjellerup (S) fmd. Klaus Hækkerup (S) Anne-Marie Meldgaard (S) Peder Sass (S) Stavad (S) Bjarne Laustsen (S) Jes Lunde (SF) Jens Thoft (SF) Bente Juncker (CD) Aagaard (KF) Pernille Sams (KF) Mariann Fischer Boel (V) Svend Heiselberg (V) Svend Aage Jensby (V) nfmd. Ole Donner (FP) Elisabeth Arnold (RV) Kofod-Svendsen (KRF)

Betænkning over lovforslag 1992 31 Valid

Nr BTL 31

Betænkning over Forslag til lov om ændring af visse afgiftslove, lov om fremskyndet tilbagebetaling af visse afgifter og lov om faste priser på tobaksvarer (Ændringer som følge af EF's indre marked m.v.)

Nr L 31 1992-93, 1. samling

Afgivet af Skatteudvalget

Afgivet: 19921211

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →