1992 BTL 5 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM PÅLIGNINGEN AF INDKOMST- OG FORMUESKAT TIL STATEN (LIGNINGSLOVEN) OG LOV OM INDKOMSTSKAT OG FORMUESKAT FOR PERSONER M.V. (PERSONSKATTELOVEN) (FRADRAG TIL FISKERE) NR L 5 1992-93, 1. SAMLING
Statutory Text (3 Articles)
Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder og har herunder
stillet spørgsmål til skatteministeren, som denne har besvaret
skriftligt.
Endvidere har udvalget modtaget skriftlige og mundtlige henvendelser fra Dansk Fiskeriforening og Dansk Havfiskeriforening.
Der er af skatteministeren og et mindretal stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.
Herefter indstiller et mindretal (Venstres, Det Konservative Folkepartis, Centrum-Demokraternes og Kristeligt Folkepartis medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse med de af ministeren stillede ændringsforslag.
Et andet mindretal (Socialdemokratiets medlemmer af udvalget) vil redegøre for sin stilling til lovforslaget og de stillede ændringsforslag ved 2. behandling.
Et tredje mindretal (Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget) vil redegøre for sin stilling til lovforslaget og de stillede ændringsforslag ved 2. behandling.
Et fjerde mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) vil redegøre for sin stilling til lovforslaget og de stillede ændringsforslag ved 2. behandling, men vil dog stemme for det af mindretallet stillede ændringsforslag.
Et femte mindretal (Det Radikale Venstres medlem af udvalget) vil redegøre for sin stilling til lovforslaget og de stillede ændringsforslag ved 2. behandling.
Ændringsforslag
Til § 1Af et mindretal (FP)
1) I det foreslåede § 9 G, stk. 1 , ændres »24« til: »12«.
Af skatteministeren , tiltrådt af et mindretal (V, KF, CD og KRF)
2) I den foreslåede § 9 G indsættes efter stk. 1 som nyt stykke
» Stk. 2 . Såfremt fangstturen udgår fra en havn, der ligger mere end 100 km i lige luftlinie fra den skattepligtiges sædvanlige bopæl, nedsættes de i stk. 1 nævnte 24 timer til 12 timer.«
Stk. 2 bliver herefter stk. 3.
3) I det foreslåede § 9 G, stk. 2 , som bliver stk. 3, indsættes i 1. pkt. efter »stk. 1« ordene: »eller stk. 2«.
Bemærkninger
Til nr. 1 De fleste erhvervsfiskere er på havet mellem 12 og 24 timer, og de kan derfor ikke benytte den foreslåede fradragsordning. Det samme gælder for fangstfartøjer, hvor fangstturen udgår fra fremmed havn. Disse kan heller ikke komme ind under den skitserede ordning, hvis fangstturens varighed ikke har været mindst 24 timer.
Det foreslås derfor, at kravet om, at fangstturen skal have en varighed af mindst 24 timer, nedsættes til 12 timer.
Til nr. 2 og 3 Det foreslås at give en række fiskere, der fisker fra en anden havn end deres hjemhavn, mulighed for det særlige fiskerfradrag, selv om de ikke opfylder 24-timers-kravet. Baggrunden for at medtage denne særlige gruppe erhvervsfiskere er, at der fiskes fra en havn, der ligger i en væsentlig afstand fra den sædvanlige bopæl. Disse fiskere opholder sig derfor borte fra deres sædvanlige bopæl i længere perioder ad gangen.
Det foreslås derfor, at såfremt fangstturen udgår fra en havn, der ligger mere end 100 km i lige luftlinie fra den skattepligtiges sædvanlige bopæl, nedsættes de i stk. 1 nævnte 24 timer til 12 timer.
Ved en lige luftlinie forstås en direkte linie målt mellem to steder på landkortet.
Ændringsforslagene skønnes ikke at medføre væsentlige administrative konsekvenser.
Der foreligger ikke oplysninger om, hvor mange erhvervsfiskere der yderligere vil blive omfattet som følge af ændringsforslagene.
Til belysning af størrelsesordenen af provenutabet kan oplyses, at pr. 500 erhvervsfiskere, der foretager fangstture af mindst 12 timers varighed og har bopæl mere end 100 km fra udgangspunktet for fangstturen, skønnes provenutabet at blive forøget med ca. 5 mio. kr., heraf godt halvdelen for kommunerne. Det er herved forudsat, at de omfattede fiskere gennemsnitligt foretager ca. 150 fangstture pr. år.
Pia Gjellerup (S) fmd. Klaus Hækkerup (S) Anne-Marie Meldgaard (S) Peder Sass (S) Stavad (S) Bjarne Laustsen (S) Rahbæk Møller (SF) Jens Thoft (SF) Bente Juncker (CD) Aagaard (KF) Pernille Sams (KF) Mariann Fischer Boel (V) Svend Heiselberg (V) Svend Aage Jensby (V) nfmd. Ole Donner (FP) Elisabeth Arnold (RV) Kofod-Svendsen (KRF)
Tillægsbetænkning
Udvalget har, efter at lovforslaget ved 2. behandling blev henvist
til fornyet udvalgsbehandling, behandlet dette i et møde og har
herunder stillet spørgsmål til skatteministeren, som denne har
besvaret skriftligt og i et samråd.
Et af udvalgets spørgsmål er tillige med skatteministerens besvarelse heraf optrykt som bilag til tillægsbetænkningen.
Et mindretal (Socialdemokratiets og Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget) bemærker, at de to partier ved 2. behandlingen sikrede, at lovforslaget fik et mere acceptabelt indhold, idet det omhandlede fradrag nu kan anvendes af alle grupper af fiskere. Herigennem er lovforslaget blevet langt mere retfærdigt og mindre tilfældigt i sin virkning.
Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti undrer sig over, at regeringspartierne, med fiskeriministeren og skatteministeren i spidsen, stemte imod at ændre kravet om ophold på havet fra 24 timer til 12 timer for at opnå ret til fradraget. Socialdemokratiets og Socialistisk Folkepartis oplevelse af hele forløbet i denne sag har været, at regeringen overhovedet ikke har været interesseret i at lytte til andres synspunkter, uanset om de er fremført af fiskerne selv eller af andre partier. Oplevelsen har nærmest været, at ministrene har været mest optaget af at få lavet en ordning, som kun få fiskere kunne benytte, og som ville skabe splid mellem forskellige grupper af fiskere.
Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti har i hele forløbet været optaget af at få gennemført en enkel og ubureaukratisk ordning, som kan betyde en håndsrækning til en særdeles trængt erhvervsgruppe. For de to partier har det været afgørende, at en løsning skaber ensartede vilkår for de forskellige grupper af fiskere, uanset om de er ejere eller ansatte, og uanset, om man fisker fra store eller fra små kuttere.
Det lovforslag, der nu foreligger efter 2. behandling med det ændringsforslag, som regeringspartierne stemte imod, opfylder i væsentligt omfang disse betingelser. Dog er Socialdemokratiet og SF af den opfattelse, at det er forkert, at ordningen medfører, at man skal give afkald på en række eksisterende fradrag for at få ret til det nye fradrag. Det skaber en urimelig forskelsbehandling, da de fradrag, som man giver afkald på, kan være af vidt forskellig størrelse.
Derfor havde Socialdemokratiet og SF også foretrukket, at man anvendte det samlede provenu til at genindføre det tidligere »fiskerfradrag«. En sådan løsning ville være enklere og mere retfærdig og havde betydet, at fiskernes individuelle fradrag, som dækker direkte udgifter forbundet med arbejdet, ikke ville blive berørt. Desværre har vi måttet tage til efterretning, at en sådan løsning ikke har kunnet samle flertal i Folketinget.
Ministrenes rolle i denne sag har været særdeles utilfredsstillende. Først oplevede vi måneders passivitet. Derefter har man nægtet at føre reelle forhandlinger med Folketingets partier om en ordentlig løsning. Det er absolut heller ikke indtrykket, at fiskerne har formået at trænge igennem til regeringskontorerne, hverken i Fiskeriministeriet eller i Skatteministeriet.
Med den løsning, der nu foreligger, har regeringen valgt at bære ansvaret for, at loven kan notificeres i EF. Socialdemokratiet og SF håber, at regeringen denne gang har vurderet rigtigt og spiller med åbne kort, så fiskerne ikke endnu en gang bliver sorteper i regeringens taktiske og dumstædige spil.
Herefter indstiller et flertal (udvalget med undtagelse af Det Radikale Venstres medlem) lovforslaget til vedtagelse i den affattelse, hvori det foreligger efter 2. behandling.
Et mindretal (Det Radikale Venstres medlem af udvalget) vil redegøre for sin stilling til lovforslaget ved 3. behandling.
Pia Gjellerup (S) fmd. Henrik Dam Kristensen (S) Anne-Marie Meldgaard (S) Peder Sass (S) Stavad (S) Bjarne Laustsen (S) Jes Lunde (SF) Jens Thoft (SF) Bente Juncker (CD) Aagaard (KF) Pernille Sams (KF) Mariann Fischer Boel (V) Svend Heiselberg (V) Svend Aage Jensby (V) nfmd. Ole Donner (FP) Elisabeth Arnold (RV) Kofod-Svendsen (KRF) Bilag
Et af udvalgets spørgsmål til skatteministeren og dennes svar herpå
Spørgsmål 5
Har ministeren statistisk belæg for sin forudsætning om, at 7.000 fiskere i gennemsnit har 180 dage på havet af mere end 12 timers varighed, som ligger til grund for de hidtil foretagne provenuskøn?
I benægtende fald ønskes et ny provenuskøn.
Svar
Der foreligger ikke tilgængelige statistiske oplysninger om, hvor mange erhvervsfiskere der vil blive omfattet af lovforslaget, når minimumskravet for fangstturens længde er 12 timer, jf. svarene på spørgsmål 1-3 (L 5 - bilag 5).
Fiskeriministeriet har oplyst, at man heller ikke er i besiddelse af sådanne statistiske oplysninger.
Det skønnede provenutab ved L 5, som vedtaget ved 2. behandlingen, på ca. 95 mio. kr. årligt, bygger på en antagelse om, at samtlige ca. 7.000 registrerede erhvervsfiskere gennemsnitligt foretager ca. 180 fangstture årligt af mindst 12 timers varighed og får fradrag på 190 kr. dagligt. Det er forudsat, at visse hidtil foretagne ligningsmæssige fradrag bortfalder.
Lovforslagets provenuskøn på ca. 50 mio. kr. omfattende fangstture af mindst 24 timers varighed bygger på oplysninger om logbogspligtige fartøjer over 12 m. Det gennemsnitlige antal havdage for disse fartøjer, der generelt driver fiskeri med fangstture af mere end 24 timers varighed, var i 1991 180 dage omfattende ca. 3.600 registrerede erhvervsfiskere. De 180 dage er også beregningsmæssigt lagt til grund for skønnet med 12 timers-reglen.
Såfremt det ikke er alle 7.000 erhvervsfiskere, der vælger at benytte det nye fradrag, eller det gennemsnitlige antal fangstture pr. år er mindre, vil provenutabet mindskes, men der er ikke sikre holdepunkter for et mere præcist skøn.
Ingen
Nr BTL 5
Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om påligningen af indkomst- og formueskat til staten (ligningsloven) og lov om indkomstskat og formueskat for personer m.v. (personskatteloven) (Fradrag til fiskere)
Nr L 5 1992-93, 1. samling
Afgivet af Skatteudvalget
Afgivet: 19921214