1992 LSF 281 FORSLAG TIL LOV OM PAKKEREJSER

Kapitel 1

Lovens anvendelsesområde og fravigelighed

Kapitel 1

Lovens anvendelsesområde og fravigelighed

Kapitel 1

Lovens anvendelsesområde og fravigelighed

§ 1. Loven gælder for aftaler om køb af pakkerejser, som en kunde indgår med en arrangør eller med en formidler, der handler i arrangørens navn. §§ 2, 3 og 5 gælder endvidere for udbud af pakkerejser.

Stk. 2. Loven og de i medfør af loven fastsatte bestemmelser kan ikke ved forudgående aftale fraviges til skade for kunden eller den, som indtræder i kundens krav, medmindre andet er angivet i loven.

§ 1. Loven gælder for aftaler om køb af pakkerejser, som en kunde indgår med en arrangør eller med en formidler, der handler i arrangørens navn. §§ 2, 3 og 5 gælder endvidere for udbud af pakkerejser.

Stk. 2. Loven og de i medfør af loven fastsatte bestemmelser kan ikke ved forudgående aftale fraviges til skade for kunden eller den, som indtræder i kundens krav, medmindre andet er angivet i loven.

§ 1. Loven gælder for aftaler om køb af pakkerejser, som en kunde indgår med en arrangør eller med en formidler, der handler i arrangørens navn. §§ 2, 3 og 5 gælder endvidere for udbud af pakkerejser.

Stk. 2. Loven og de i medfør af loven fastsatte bestemmelser kan ikke ved forudgående aftale fraviges til skade for kunden eller den, som indtræder i kundens krav, medmindre andet er angivet i loven.

Kapitel 2

Definitioner

Pakkerejse

Kapitel 2

Definitioner

Pakkerejse

Kapitel 2

Definitioner

Pakkerejse

§ 2. Ved en pakkerejse forstås en kombination af mindst to af følgende elementer, såfremt de af arrangøren udbydes samlet eller har været udbudt på forhånd og sælges samlet, og såfremt den samlede ydelse har en varighed på over 24 timer eller omfatter overnatning

1) Transport,

2) indkvartering,

3) anden turistmæssig ydelse, der ikke er direkte knyttet til transport eller indkvartering, men som udgør en væsentlig del af pakkerejsen.

Stk. 2. Særskilt fakturering af de i stk. 1 nævnte elementer medfører ikke, at kombinationen af disse falder uden for loven.

Arrangør og formidler

§ 2. Ved en pakkerejse forstås en kombination af mindst to af følgende elementer, såfremt de af arrangøren udbydes samlet eller har været udbudt på forhånd og sælges samlet, og såfremt den samlede ydelse har en varighed på over 24 timer eller omfatter overnatning

1) transport,

2) indkvartering,

3) anden turistmæssig ydelse, der ikke er direkte knyttet til transport eller indkvartering, men som udgør en væsentlig del af pakkerejsen.

Stk. 2. Særskilt fakturering af de i stk. 1 nævnte elementer medfører ikke, at kombinationen af disse falder uden for loven.

Arrangør og formidler

§ 2. Ved en pakkerejse forstås en kombination af mindst to af følgende elementer, såfremt de af arrangøren udbydes samlet eller har været udbudt på forhånd og sælges samlet, og såfremt den samlede ydelse har en varighed på over 24 timer eller omfatter overnatning

1) Transport,

2) indkvartering,

3) anden turistmæssig ydelse, der ikke er direkte knyttet til transport eller indkvartering, men som udgør en væsentlig del af pakkerejsen.

Stk. 2. Særskilt fakturering af de i stk. 1 nævnte elementer medfører ikke, at kombinationen af disse falder uden for loven.

Arrangør og formidler

Kapitel 3

Information m.v.

Kapitel 3

Information m.v.

Kapitel 3

Information m.v.

§ 3. Som arrangør anses enhver, der tilrettelægger pakkerejser og udbyder eller sælger disse direkte eller gennem en formidler, medmindre denne virksomhed alene udøves lejlighedsvis.

Stk. 2. Som formidler anses enhver, der udbyder eller sælger en pakkerejse i arrangørens navn.

Kunde

§ 3. Som arrangør anses enhver, der tilrettelægger pakkerejser og udbyder eller sælger disse direkte eller gennem en formidler, medmindre denne virksomhed alene udøves lejlighedsvis.

Stk. 2. Som formidler anses enhver, der udbyder eller sælger en pakkerejse i arrangørens navn.

Kunde

§ 3. Som arrangør anses enhver, der tilrettelægger pakkerejser og udbyder eller sælger disse direkte eller gennem en formidler, medmindre denne virksomhed alene udøves lejlighedsvis.

Stk. 2. Som formidler anses enhver, der udbyder eller sælger en pakkerejse i arrangørens navn.

Kunde

Kapitel 4

Afbestilling, overdragelse, ændringer i prisen og forbehold i aftalen

Afbestilling

Kapitel 4

Afbestilling, overdragelse, ændringer i prisen og forbehold i aftalen

Afbestilling

Kapitel 4

Afbestilling, overdragelse, ændringer i prisen og forbehold i aftalen

Afbestilling

§ 4. Som kunde anses enhver, der køber, eller i hvis navn der købes en pakkerejse. Overdrager kunden pakkerejsen, anses tillige den, der får overdraget pakkerejsen, som kunde.

§ 4. Som kunde anses enhver, der køber eller i hvis navn, der købes en pakkerejse. Overdrager kunden pakkerejsen, anses tillige den, der får overdraget pakkerejsen, som kunde.

§ 4. Som kunde anses enhver, der køber, eller i hvis navn der købes en pakkerejse. Overdrager kunden pakkerejsen, anses tillige den, der får overdraget pakkerejsen, som kunde.

Kapitel 5

Arrangørens misligholdelse m.v. inden pakkerejsens påbegyndelse

Kapitel 5

Arrangørens misligholdelse m.v. inden pakkerejsens påbegyndelse

Kapitel 5

Arrangørens misligholdelse m.v. inden pakkerejsens påbegyndelse

§ 5. Prisen for en pakkerejse skal tydeligt og let forståeligt fremgå af brochurer, annoncer og andet markedsføringsmateriale.

Stk. 2. Oplysninger i en brochure, annonce eller andet markedsføringsmateriale anses som en del af aftalen om køb af pakkerejsen, medmindre ændringer er meddelt kunden inden aftalens indgåelse.

Stk. 3. Justitsministeren fastsætter efter forhandling med Forbrugerombudsmanden nærmere regler om oplysninger i brochurer.

§ 5. Prisen for en pakkerejse skal tydeligt og let forståeligt fremgå af brochurer, annoncer og andet markedsføringsmateriale.

Stk. 2. Oplysninger i en brochure, annonce eller andet markedsføringsmateriale anses som en del af aftalen om køb af pakkerejsen, medmindre ændringer er meddelt kunden inden aftalens indgåelse.

Stk. 3. Justitsministeren fastsætter efter forhandling med Forbrugerombudsmanden nærmere regler om oplysninger i brochurer.

§ 5. Prisen for en pakkerejse skal tydeligt og let forståeligt fremgå af brochurer, annoncer og andet markedsføringsmateriale.

Stk. 2. Oplysninger i en brochure, annonce eller andet markedsføringsmateriale anses som en del af aftalen om køb af pakkerejsen, medmindre ændringer er meddelt kunden inden aftalens indgåelse.

Stk. 3. Justitsministeren fastsætter efter forhandling med Forbrugerombudsmanden nærmere regler om oplysninger i brochurer.

Kapitel 6

Arrangørens misligholdelse m.v. efter pakkerejsens påbegyndelse

Kapitel 6

Arrangørens misligholdelse m.v. efter pakkerejsens påbegyndelse

Kapitel 6

Arrangørens misligholdelse m.v. efter pakkerejsens påbegyndelse

§ 6. Arrangøren skal inden aftalens indgåelse meddele kunden aftalevilkårene samt give oplysning om bestemmelser vedrørende pas, visum, vaccinationer og lignende, som skal overholdes, for at pakkerejsen kan gennemføres. Arrangøren skal bekræfte aftalevilkårene skriftligt eller på anden egnet måde over for kunden, herunder udlevere kopi af aftalen, hvis den er indgået skriftligt.

Stk. 2. Bestemmelserne i stk. 1 kan fraviges i nødvendigt omfang, hvis aftalen indgås kort før pakkerejsens påbegyndelse.

§ 6. Arrangøren skal inden aftalens indgåelse meddele kunden aftalevilkårene samt give oplysning om bestemmelser vedrørende pas, visum, vaccinationer og lignende, som skal overholdes, for at pakkerejsen kan gennemføres. Arrangøren skal bekræfte aftalevilkårene skriftligt eller på anden egnet måde over for kunden, herunder udlevere kopi af aftalen, hvis den er indgået skriftligt.

Stk. 2. Bestemmelserne i stk. 1 kan fraviges i nødvendigt omfang, hvis aftalen indgås kort før pakkerejsens påbegyndelse.

§ 6. Arrangøren skal inden aftalens indgåelse meddele kunden aftalevilkårene samt give oplysning om bestemmelser vedrørende pas, visum, vaccinationer og lignende, som skal overholdes, for at pakkerejsen kan gennemføres. Arrangøren skal bekræfte aftalevilkårene skriftligt eller på anden egnet måde over for kunden, herunder udlevere kopi af aftalen, hvis den er indgået skriftligt.

Stk. 2. Bestemmelserne i stk. 1 kan fraviges i nødvendigt omfang, hvis aftalen indgås kort før pakkerejsens påbegyndelse.

Kapitel 7

Hæftelse over for kunden

Kapitel 7

Hæftelse overfor kunden

Kapitel 7

Hæftelse over for kunden

§ 7. Inden pakkerejsen påbegyndes, skal kunden af arrangøren skriftligt eller på anden egnet måde have oplysning om praktiske forhold vedrørende pakkerejsens gennemførelse.

§ 7. Inden pakkerejsen påbegyndes, skal kunden af arrangøren skriftligt eller på anden egnet måde have oplysning om praktiske forhold vedrørende pakkerejsens gennemførelse.

§ 7. Inden pakkerejsen påbegyndes, skal kunden af arrangøren skriftligt eller på anden egnet måde have oplysning om praktiske forhold vedrørende pakkerejsens gennemførelse.

Kapitel 8

Kundens pligter

Kapitel 8

Kundens pligter

Kapitel 8

Kundens pligter

§ 8. Justitsministeren fastsætter regler om vilkår, som aftalen skal indeholde, og om de oplysninger, der skal meddeles kunden i medfør af §§ 6 og 7.

§ 8. Justitsministeren fastsætter regler om vilkår, som aftalen skal indeholde, og om de oplysninger, der skal meddeles kunden i medfør af §§ 6 og 7.

§ 8. Justitsministeren fastsætter regler om vilkår, som aftalen skal indeholde, og om de oplysninger, der skal meddeles kunden i medfør af §§ 6 og 7.

Kapitel 9

Straf

Kapitel 9

Straf

Kapitel 9

Straf

§ 9. Kunden kan afbestille en pakkerejse. Afbestiller kunden pakkerejsen, kan arrangøren alene kræve et passende vederlag, der er fastsat under hensyn til tidspunktet for afbestillingen og pakkerejsens karakter.

Stk. 2. Afbestillingsretten efter stk. 1 kan begrænses eller fraviges i aftalen, hvis arrangørens afbestillingsret over for tredjemand er begrænset.

Stk. 3. Kunden kan endvidere afbestille en pakkerejse, hvis der inden for et tidsrum af 14 dage før pakkerejsens påbegyndelse på rejsemålet eller i umiddelbar nærhed af dette forekommer krigshandlinger, naturkatastrofer, livsfarlige smitsomme sygdomme eller andre hermed ligestillede begivenheder. Kunden har i så fald krav på tilbagebetaling af samtlige beløb, der er betalt i henhold til aftalen.

Stk. 4. Stk. 3 gælder ikke, hvis kunden ved aftalens indgåelse kendte den pågældende begivenhed eller begivenheden var almindelig kendt.

§ 9. Kunden kan afbestille en pakkerejse. Afbestiller kunden pakkerejsen, kan arrangøren alene kræve et passende vederlag, der er fastsat under hensyn til tidspunktet for afbestillingen og pakkerejsens karakter.

Stk. 2. Afbestillingsretten efter stk. 1 kan begrænses eller fraviges i aftalen, hvis arrangørens afbestillingsret over for tredjemand er begrænset.

Stk. 3. Kunden kan endvidere afbestille en pakkerejse, hvis der inden for et tidsrum af 14 dage før pakkerejsens påbegyndelse på rejsemålet eller i umiddelbar nærhed af dette forekommer krigshandlinger, naturkatastrofer, livsfarlige smitsomme sygdomme eller andre hermed ligestillede begivenheder. Kunden har i så fald krav på tilbagebetaling af samtlige beløb, der er betalt i henhold til aftalen.

Stk. 4. Stk. 3 gælder ikke, hvis kunden ved aftalens indgåelse kendte den pågældende begivenhed, eller begivenheden var almindelig kendt.

§ 9. Kunden kan afbestille en pakkerejse. Afbestiller kunden pakkerejsen, kan arrangøren alene kræve et passende vederlag, der er fastsat under hensyn til tidspunktet for afbestillingen og pakkerejsens karakter.

Stk. 2. Afbestillingsretten efter stk. 1 kan begrænses eller fraviges i aftalen, hvis arrangørens afbestillingsret over for tredjemand er begrænset.

Stk. 3. Kunden kan endvidere afbestille en pakkerejse, hvis der inden for et tidsrum af 14 dage før pakkerejsens påbegyndelse på rejsemålet eller i umiddelbar nærhed af dette forekommer krigshandlinger, naturkatastrofer, livsfarlige smitsomme sygdomme eller andre hermed ligestillede begivenheder. Kunden har i så fald krav på tilbagebetaling af samtlige beløb, der er betalt i henhold til aftalen.

Stk. 4. Stk. 3 gælder ikke, hvis kunden ved aftalens indgåelse kendte den pågældende begivenhed eller begivenheden var almindelig kendt.

Kapitel 10

Ikrafttræden m.v.

Kapitel 10

Ikrafttræden m.v.

Kapitel 10

Ikrafttræden m.v.

§ 10. Arrangøren skal meddele kunden vilkårene for afbestilling inden aftalens indgåelse. § 6, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 2. Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om afbestillingsvilkår.

§ 10. Arrangøren skal meddele kunden vilkårene for afbestilling inden aftalens indgåelse. § 6, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 2. Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om afbestillingsvilkår.

§ 10. Arrangøren skal meddele kunden vilkårene for afbestilling inden aftalens indgåelse. § 6, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 2. Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om afbestillingsvilkår.

§ 11. Arrangøren skal inden aftalens indgåelse give kunden oplysning om mulighederne og vilkårene for at tegne forsikring til dækning af, at kunden på grund af sygdom eller lignende ikke kan deltage i pakkerejsen. § 6, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 2. Justitsministeren kan fastsætte regler om minimumsdækning.

Overdragelse af pakkerejsen

§ 11. Arrangøren skal inden aftalens indgåelse give kunden oplysning om mulighederne og vilkårene for at tegne forsikring til dækning af, at kunden på grund af sygdom eller lignende ikke kan deltage i pakkerejsen. § 6, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 2. Justitsministeren kan fastsætte regler om minimumsdækning.

Overdragelse af pakkerejsen

§ 11. Arrangøren skal inden aftalens indgåelse give kunden oplysning om mulighederne og vilkårene for at tegne forsikring til dækning af, at kunden på grund af sygdom eller lignende ikke kan deltage i pakkerejsen. § 6, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 2. Justitsministeren kan fastsætte regler om minimumsdækning.

Overdragelse af pakkerejsen

§ 12. Kunden kan overdrage pakkerejsen til enhver, der opfylder alle nødvendige betingelser for at deltage i pakkerejsen, såfremt arrangøren eller formidleren underrettes om overdragelsen i rimelig tid inden pakkerejsens påbegyndelse.

Stk. 2. Kunderne hæfter solidarisk for betaling af et eventuelt restbeløb og eventuelle omkostninger, der følger af overdragelsen.

Prisændring

§ 12. Kunden kan overdrage pakkerejsen til enhver, der opfylder alle betingelser for at deltage i pakkerejsen, såfremt arrangøren eller formidleren underrettes om overdragelsen i rimelig tid inden pakkerejsens påbegyndelse.

Stk. 2. Kunderne hæfter solidarisk for betaling af et eventuelt restbeløb og eventuelle omkostninger, der følger af overdragelsen.

Prisændring

§ 12. Kunden kan overdrage pakkerejsen til enhver, der opfylder alle nødvendige betingelser for at deltage i pakkerejsen, såfremt arrangøren eller formidleren underrettes om overdragelsen i rimelig tid inden pakkerejsens påbegyndelse.

Stk. 2. Kunderne hæfter solidarisk for betaling af et eventuelt restbeløb og eventuelle omkostninger, der følger af overdragelsen.

Prisændring

§ 13. Arrangøren kan kun forhøje den aftalte pris for pakkerejsen som følge af ændringer i

1) transportomkostninger, herunder brændstofpriser,

2) skatter, afgifter eller gebyrer for visse tjenesteydelser såsom lufthavns-, havne-, landings- eller startafgifter eller

3) valutakurser, som er anvendt ved beregningen af prisen for den pågældende pakkerejse.

Stk. 2. Prisforhøjelse kan kun foretages, hvis arrangøren hurtigst muligt underretter kunden herom og aftalen om køb af pakkerejsen udtrykkeligt giver mulighed for både forhøjelse og nedsættelse af prisen samt angiver den præcise beregningsmetode herfor.

Stk. 3. Den aftalte pris for pakkerejsen kan ikke forhøjes de sidste 20 dage før det aftalte tidspunkt for pakkerejsens påbegyndelse.

Forbehold i aftalen

§ 13. Arrangøren kan kun forhøje den aftalte pris for pakkerejsen som følge af ændringer i

1) transportomkostninger, herunder brændstofpriser,

2) skatter, afgifter eller gebyrer for visse tjenesteydelser, såsom lufthavns-, havne-, landings- eller startafgifter, eller

3) valutakurser, som er anvendt ved beregningen af prisen for den pågældende pakkerejse.

Stk. 2. Prisforhøjelse kan kun foretages, hvis arrangøren hurtigst muligt underretter kunden herom, og aftalen om køb af pakkerejsen udtrykkeligt giver mulighed for både forhøjelse og nedsættelse af prisen samt angiver den præcise beregningsmetode herfor.

Stk. 3. Den aftalte pris for pakkerejsen kan ikke forhøjes de sidste 20 dage før det aftalte tidspunkt for pakkerejsens påbegyndelse.

Forbehold i aftalen

§ 13. Arrangøren kan kun forhøje den aftalte pris for pakkerejsen som følge af ændringer i

1) transportomkostninger, herunder brændstofpriser,

2) skatter, afgifter eller gebyrer for visse tjenesteydelser såsom lufthavns-, havne-, landings- eller startafgifter eller

3) valutakurser, som er anvendt ved beregningen af prisen for den pågældende pakkerejse.

Stk. 2. Prisforhøjelse kan kun foretages, hvis arrangøren hurtigst muligt underretter kunden herom og aftalen om køb af pakkerejsen udtrykkeligt giver mulighed for både forhøjelse og nedsættelse af prisen samt angiver den præcise beregningsmetode herfor.

Stk. 3. Den aftalte pris for pakkerejsen kan ikke forhøjes de sidste 20 dage før det aftalte tidspunkt for pakkerejsens påbegyndelse.

Forbehold i aftalen

§ 14. Bestemmelser om, at arrangøren forbeholder sig ret til ændringer, og andre almindelige forbehold i aftalen kan ikke gøres gældende over for kunden.

§ 14. Bestemmelser om, at arrangøren forbeholder sig ret til ændringer, og andre almindelige forbehold i aftalen kan ikke gøres gældende over for kunden.

§ 14. Bestemmelser om, at arrangøren forbeholder sig ret til ændringer, og andre almindelige forbehold i aftalen kan ikke gøres gældende over for kunden.

§ 15. Viser det sig inden pakkerejsens påbegyndelse, at arrangøren ikke vil kunne opfylde aftalen, uden at et eller flere vilkår ændres, eller aflyses pakkerejsen, skal arrangøren hurtigst muligt underrette kunden herom.

Stk. 2. Samtidig med den i stk. 1 nævnte underretning skal arrangøren give kunden oplysning om dennes beføjelser, om retsvirkningen af at undlade at give meddelelse som nævnt i stk. 3 samt om, hvortil kundens meddelelse kan gives. I modsat fald kan arrangøren ikke påberåbe sig for sen eller mangelfuld reklamation efter stk. 3.

Stk. 3. Vil kunden gøre krav gældende i anledning af, at arrangøren ikke vil kunne opfylde aftalen, eller at pakkerejsen aflyses, skal kunden give arrangøren eller formidleren meddelelse herom. Meddelelsen skal gives inden rimelig tid efter modtagelsen af en underretning som nævnt i stk. 1. I modsat fald mister kunden retten til at gøre krav gældende, jf. dog stk. 2.

§ 15. Viser det sig inden pakkerejsens påbegyndelse, at arrangøren ikke vil kunne opfylde aftalen, uden at et eller flere vilkår ændres, eller aflyses pakkerejsen, skal arrangøren hurtigst muligt underrette kunden herom.

Stk. 2. Samtidig med den i stk. 1 nævnte underretning skal arrangøren give kunden oplysning om dennes beføjelser, om retsvirkningen af at undlade at give meddelelse som nævnt i stk. 3 samt om, hvortil kundens meddelelse kan gives. I modsat fald kan arrangøren ikke påberåbe sig for sen eller mangelfuld reklamation efter stk. 3.

Stk. 3. Vil kunden gøre krav gældende i anledning af, at arrangøren ikke vil kunne opfylde aftalen, eller at pakkerejsen aflyses, skal kunden give arrangøren eller formidleren meddelelse herom. Meddelelsen skal gives inden rimelig tid efter modtagelsen af en underretning som nævnt i stk. 1. I modsat fald mister kunden retten til at gøre krav gældende, jf. dog stk. 2.

§ 15. Viser det sig inden pakkerejsens påbegyndelse, at arrangøren ikke vil kunne opfylde aftalen, uden at et eller flere vilkår ændres, eller aflyses pakkerejsen, skal arrangøren hurtigst muligt underrette kunden herom.

Stk. 2. Samtidig med den i stk. 1 nævnte underretning skal arrangøren give kunden oplysning om dennes beføjelser, om retsvirkningen af at undlade at give meddelelse som nævnt i stk. 3 samt om, hvortil kundens meddelelse kan gives. I modsat fald kan arrangøren ikke påberåbe sig for sen eller mangelfuld reklamation efter stk. 3.

Stk. 3. Vil kunden gøre krav gældende i anledning af, at arrangøren ikke vil kunne opfylde aftalen, eller at pakkerejsen aflyses, skal kunden give arrangøren eller formidleren meddelelse herom. Meddelelsen skal gives inden rimelig tid efter modtagelsen af en underretning som nævnt i stk. 1. I modsat fald mister kunden retten til at gøre krav gældende, jf. dog stk. 2.

§ 16. Aflyser arrangøren pakkerejsen, uden at dette skyldes kundens egne forhold, eller kan det med sikkerhed forudses, at aftalen i øvrigt vil blive misligholdt væsentligt af arrangøren, har kunden ret til

1) at hæve aftalen og få tilbagebetalt samtlige beløb, der er betalt i henhold til aftalen, eller

2) at deltage i en anden pakkerejse efter kundens valg, såfremt arrangøren uden uforholdsmæssige omkostninger eller tab kan tilbyde dette.

Stk. 2. Vælger kunden at deltage i en pakkerejse af højere værdi, skal kunden betale prisforskellen, i det omfang denne ikke kan kræves erstattet af arrangøren, jf. § 17. Vælger kunden at deltage i en pakkerejse af ringere værdi, skal arrangøren tilbagebetale prisforskellen.

§ 16. Aflyser arrangøren pakkerejsen, uden at dette skyldes kundens egne forhold, eller kan det med sikkerhed forudses, at aftalen i øvrigt vil blive misligholdt væsentligt af arrangøren, har kunden ret til

1) at hæve aftalen og få tilbagebetalt samtlige beløb, der er betalt i henhold til aftalen, eller

2) at deltage i en anden pakkerejse efter kundens valg, såfremt arrangøren uden uforholdsmæssige omkostninger eller tab kan tilbyde dette.

Stk. 2. Vælger kunden at deltage i en pakkerejse af højere værdi, skal kunden betale prisforskellen i det omfang denne ikke kan kræves erstattet af arrangøren, jf. § 17. Vælger kunden at deltage i en pakkerejse af ringere værdi, skal arrangøren tilbagebetale prisforskellen.

§ 16. Aflyser arrangøren pakkerejsen, uden at dette skyldes kundens egne forhold, eller kan det med sikkerhed forudses, at aftalen i øvrigt vil blive misligholdt væsentligt af arrangøren, har kunden ret til

1) at hæve aftalen og få tilbagebetalt samtlige beløb, der er betalt i henhold til aftalen, eller

2) at deltage i en anden pakkerejse efter kundens valg, såfremt arrangøren uden uforholdsmæssige omkostninger eller tab kan tilbyde dette.

Stk. 2. Vælger kunden at deltage i en pakkerejse af højere værdi, skal kunden betale prisforskellen, i det omfang denne ikke kan kræves erstattet af arrangøren, jf. § 17. Vælger kunden at deltage i en pakkerejse af ringere værdi, skal arrangøren tilbagebetale prisforskellen.

§ 17. Lider kunden tab som følge af, at arrangøren ikke kan opfylde de aftalte vilkår, eller som følge af pakkerejsens aflysning, har kunden krav på erstatning fra arrangøren, medmindre

1) aflysningen skyldes, at antallet af tilmeldte til en pakkerejse er mindre end et i aftalen angivet minimum, og skriftlig meddelelse herom er kommet frem til kunden inden en i aftalen angivet frist,

2) aflysningen eller den manglende opfyldelse skyldes kundens egne forhold,

3) aflysningen eller den manglende opfyldelse skyldes en uvedkommende tredjemand og ikke med passende omhyggelighed kunne have været forudset ved aftalens indgåelse eller være undgået eller afbødet af arrangøren eller nogen, arrangøren er ansvarlig for, eller

4) aflysningen eller den manglende opfyldelse skyldes udefra kommende omstændigheder, som arrangøren eller nogen, arrangøren er ansvarlig for, ikke med passende omhyggelighed kunne have forudset ved aftalens indgåelse eller have undgået eller afbødet.

Stk. 2. Kunden har endvidere krav på erstatning, hvis den manglende opfyldelse af aftalen angår egenskaber ved pakkerejsen, som må anses tilsikrede.

Stk. 3. Justitsministeren kan fastsætte regler om frister for aflysning i de i stk. 1, nr. 1, anførte tilfælde.

§ 17. Lider kunden tab som følge af, at arrangøren ikke kan opfylde de aftalte vilkår, eller som følge af pakkerejsens aflysning, har kunden krav på erstatning fra arrangøren, medmindre

1) aflysningen skyldes, at antallet af tilmeldte til en pakkerejse er mindre end et i aftalen angivet minimum, og skriftlig meddelelse herom er kommet frem til kunden inden en i aftalen angivet frist,

2) aflysningen eller den manglende opfyldelse skyldes kundens egne forhold,

3) aflysningen eller den manglende opfyldelse skyldes en uvedkommende tredjemand og ikke med passende omhyggelighed kunne have været forudset ved aftalens indgåelse eller være undgået eller afbødet af arrangøren eller nogen, arrangøren er ansvarlig for, eller

4) aflysningen eller den manglende opfyldelse skyldes udefra kommende omstændigheder, som arrangøren eller nogen, arrangøren er ansvarlig for, ikke med passende omhyggelighed kunne have forudset ved aftalens indgåelse eller have undgået eller afbødet.

Stk. 2. Kunden har endvidere krav på erstatning, hvis den manglende opfyldelse af aftalen angår egenskaber ved pakkerejsen, som må anses tilsikrede.

Stk. 3. Justitsministeren kan fastsætte regler om frister for aflysning i de i stk. 1, nr. 1, anførte tilfælde.

§ 17. Lider kunden tab som følge af, at arrangøren ikke kan opfylde de aftalte vilkår, eller som følge af pakkerejsens aflysning, har kunden krav på erstatning fra arrangøren, medmindre

1) aflysningen skyldes, at antallet af tilmeldte til en pakkerejse er mindre end et i aftalen angivet minimum, og skriftlig meddelelse herom er kommet frem til kunden inden en i aftalen angivet frist,

2) aflysningen eller den manglende opfyldelse skyldes kundens egne forhold,

3) aflysningen eller den manglende opfyldelse skyldes en uvedkommende tredjemand og ikke med passende omhyggelighed kunne have været forudset ved aftalens indgåelse eller være undgået eller afbødet af arrangøren eller nogen, arrangøren er ansvarlig for, eller

4) aflysningen eller den manglende opfyldelse skyldes udefra kommende omstændigheder, som arrangøren eller nogen, arrangøren er ansvarlig for, ikke med passende omhyggelighed kunne have forudset ved aftalens indgåelse eller have undgået eller afbødet.

Stk. 2. Kunden har endvidere krav på erstatning, hvis den manglende opfyldelse af aftalen angår egenskaber ved pakkerejsen, som må anses tilsikrede.

Stk. 3. Justitsministeren kan fastsætte regler om frister for aflysning i de i stk. 1, nr. 1, anførte tilfælde.

§ 18. Er pakkerejsen mangelfuld, kan kunden kræve, at arrangøren afhjælper mangelen, medmindre dette vil påføre arrangøren uforholdsmæssige omkostninger eller væsentlig ulempe.

§ 18. Er pakkerejsen mangelfuld, kan kunden kræve, at arrangøren afhjælper manglen, medmindre dette vil påføre arrangøren uforholdsmæssige omkostninger eller væsentlig ulempe.

§ 18. Er pakkerejsen mangelfuld, kan kunden kræve, at arrangøren afhjælper mangelen, medmindre dette vil påføre arrangøren uforholdsmæssige omkostninger eller væsentlig ulempe.

§ 19. Kan afhjælpning ikke kræves, jf. § 18, eller afhjælper arrangøren efter kundens påkrav ikke mangelen inden rimelig tid, har kunden krav på forholdsmæssigt afslag i pakkerejsens pris. Kunden kan endvidere gøre krav gældende i henhold til § 20.

§ 19. Kan afhjælpning ikke kræves, jf. § 18, eller afhjælper arrangøren efter kundens påkrav ikke manglen inden rimelig tid, har kunden krav på forholdsmæssigt afslag i pakkerejsens pris. Kunden kan endvidere gøre krav gældende i henhold til § 20.

§ 19. Kan afhjælpning ikke kræves, jf. § 18, eller afhjælper arrangøren efter kundens påkrav ikke mangelen inden rimelig tid, har kunden krav på forholdsmæssigt afslag i pakkerejsens pris. Kunden kan endvidere gøre krav gældende i henhold til § 20.

§ 20. Kan en betydelig del af de aftalte ydelser ikke leveres, eller er pakkerejsen i øvrigt behæftet med mangler, som medfører, at formålet med pakkerejsen er væsentligt forfejlet, kan kunden hæve aftalen.

Stk. 2. Hæver kunden aftalen, skal arrangøren tilbagebetale samtlige beløb, der er betalt i henhold til aftalen. Der kan dog tilkomme arrangøren en godtgørelse, som svarer til den værdi, pakkerejsen må antages at have haft for kunden.

Stk. 3. Hæver kunden aftalen, har kunden endvidere krav på uden udgift at blive transporteret tilbage til afrejsestedet eller et andet sted, som er angivet i aftalen, med et transportmiddel, der svarer til det aftalte.

§ 20. Kan en betydelig del af de aftalte ydelser ikke leveres, eller er pakkerejsen i øvrigt behæftet med mangler, som medfører, at formålet med pakkerejsen er væsentligt forfejlet, kan kunden hæve aftalen.

Stk. 2. Hæver kunden aftalen, skal arrangøren tilbagebetale samtlige beløb, der er betalt i henhold til aftalen. Der kan dog tilkomme arrangøren en godtgørelse, som svarer til den værdi, pakkerejsen må antages at have haft for kunden.

Stk. 3. Hæver kunden aftalen, har kunden endvidere krav på uden udgift at blive transporteret tilbage til afrejsestedet eller et andet sted, som er angivet i aftalen, med et transportmiddel, der svarer til det aftalte.

§ 20. Kan en betydelig del af de aftalte ydelser ikke leveres, eller er pakkerejsen i øvrigt behæftet med mangler, som medfører, at formålet med pakkerejsen er væsentligt forfejlet, kan kunden hæve aftalen.

Stk. 2. Hæver kunden aftalen, skal arrangøren tilbagebetale samtlige beløb, der er betalt i henhold til aftalen. Der kan dog tilkomme arrangøren en godtgørelse, som svarer til den værdi, pakkerejsen må antages at have haft for kunden.

Stk. 3. Hæver kunden aftalen, har kunden endvidere krav på uden udgift at blive transporteret tilbage til afrejsestedet eller et andet sted, som er angivet i aftalen, med et transportmiddel, der svarer til det aftalte.

§ 21. Tilbyder arrangøren at afhjælpe en mangel, kan kunden ikke kræve forholdsmæssigt afslag eller hæve aftalen, såfremt afhjælpningen sker inden rimelig tid og uden omkostninger eller væsentlig ulempe for kunden.

§ 21. Tilbyder arrangøren at afhjælpe en mangel, kan kunden ikke kræve forholdsmæssigt afslag eller hæve aftalen, såfremt afhjælpningen sker inden rimelig tid og uden omkostninger eller væsentlig ulempe for kunden.

§ 21. Tilbyder arrangøren at afhjælpe en mangel, kan kunden ikke kræve forholdsmæssigt afslag eller hæve aftalen, såfremt afhjælpningen sker inden rimelig tid og uden omkostninger eller væsentlig ulempe for kunden.

§ 22. Lider kunden tab som følge af, at pakkerejsen er mangelfuld, har kunden krav på erstatning fra arrangøren, medmindre mangelen skyldes forhold som nævnt i § 17, stk. 1, nr. 3 og 4. Kunden har endvidere krav på erstatning, hvis mangelen angår egenskaber, som må anses tilsikrede.

Stk. 2. Har mangelen forvoldt kunden væsentlig ulempe, kan der desuden tilkomme kunden en godtgørelse.

§ 22. Lider kunden tab som følge af, at pakkerejsen er mangelfuld, har kunden krav på erstatning fra arrangøren, medmindre manglen skyldes forhold som nævnt i § 17, stk. 1, nr. 3-4. Kunden har endvidere krav på erstatning, hvis manglen angår egenskaber, som må anses tilsikrede.

Stk. 2. Har manglen forvoldt kunden væsentlig ulempe, kan der desuden tilkomme kunden en godtgørelse.

§ 22. Lider kunden tab som følge af, at pakkerejsen er mangelfuld, har kunden krav på erstatning fra arrangøren, medmindre mangelen skyldes forhold som nævnt i § 17, stk. 1, nr. 3 og 4. Kunden har endvidere krav på erstatning, hvis mangelen angår egenskaber, som må anses tilsikrede.

Stk. 2. Har mangelen forvoldt kunden væsentlig ulempe, kan der desuden tilkomme kunden en godtgørelse.

§ 23. Sker der skade på kundens person eller ting som følge af en mangel ved pakkerejsen, finder § 22 tilsvarende anvendelse.

Stk. 2. Sker der skade på kundens person, skal arrangøren hurtigt søge at komme kunden til undsætning.

§ 23. Sker der skade på kundens person eller ting som følge af en mangel ved pakkerejsen, finder § 22 tilsvarende anvendelse.

Stk. 2. Sker der skade på kundens person, skal arrangøren hurtigt søge at komme kunden til undsætning.

§ 23. Sker der skade på kundens person eller ting som følge af en mangel ved pakkerejsen, finder § 22 tilsvarende anvendelse.

Stk. 2. Sker der skade på kundens person, skal arrangøren hurtigt søge at komme kunden til undsætning.

§ 24. Erstatningen efter §§ 22 og 23 kan i aftalen om køb af pakkerejsen begrænses i overensstemmelse med regler i internationale konventioner, som gælder for den mangelfulde del af pakkerejsen.

§ 24. Erstatningen efter §§ 22 og 23 kan i aftalen om køb af pakkerejsen begrænses i overensstemmelse med regler i internationale konventioner, som gælder for den mangelfulde del af pakkerejsen.

§ 24. Erstatningen efter §§ 22 og 23 kan i aftalen om køb af pakkerejsen begrænses i overensstemmelse med regler i internationale konventioner, som gælder for den mangelfulde del af pakkerejsen.

§ 25. Fremsætter kunden klager under pakkerejsen, skal arrangøren og den pågældende tjenesteyder bestræbe sig på at finde passende løsninger.

§ 25. Fremsætter kunden klager under pakkerejsen, skal arrangøren og den pågældende tjenesteyder bestræbe sig på at finde passende løsninger.

§ 25. Fremsætter kunden klager under pakkerejsen, skal arrangøren og den pågældende tjenesteyder bestræbe sig på at finde passende løsninger.

§ 26. Vil kunden påberåbe sig en mangel ved pakkerejsen, skal kunden give arrangøren eller formidleren meddelelse herom inden rimelig tid efter, at kunden har opdaget mangelen. I modsat fald mister kunden retten til at påberåbe sig mangelen, jf. dog stk. 2 og § 27.

Stk. 2. Er kundens pligter efter stk. 1 ikke angivet i aftalen, kan arrangøren ikke påberåbe sig for sen eller mangelfuld reklamation.

§ 26. Vil kunden påberåbe sig en mangel ved pakkerejsen, skal kunden give arrangøren eller formidleren meddelelse herom inden rimelig tid efter, at kunden har opdaget manglen. I modsat fald mister kunden retten til at påberåbe sig manglen, jf. dog stk. 2 og § 27.

Stk. 2. Er kundens pligter efter stk. 1 ikke angivet i aftalen, kan arrangøren ikke påberåbe sig for sen eller mangelfuld reklamation.

§ 26. Vil kunden påberåbe sig en mangel ved pakkerejsen, skal kunden give arrangøren eller formidleren meddelelse herom inden rimelig tid efter, at kunden har opdaget mangelen. I modsat fald mister kunden retten til at påberåbe sig mangelen, jf. dog stk. 2 og § 27.

Stk. 2. Er kundens pligter efter stk. 1 ikke angivet i aftalen, kan arrangøren ikke påberåbe sig for sen eller mangelfuld reklamation.

§ 27. § 26 gælder ikke, hvis arrangøren eller formidleren har handlet i strid med almindelig hæderlighed eller groft uagtsomt.

Stk. 2. § 26 gælder endvidere ikke for kundens krav i anledning af personskade, jf. § 23.

§ 27. § 26 gælder ikke, hvis arrangøren eller formidleren har handlet i strid med almindelig hæderlighed eller groft uagtsomt.

Stk. 2. § 26 gælder endvidere ikke for kundens krav i anledning af personskade, jf. § 23.

§ 27. § 26 gælder ikke, hvis arrangøren eller formidleren har handlet i strid med almindelig hæderlighed eller groft uagtsomt.

Stk. 2. § 26 gælder endvidere ikke for kundens krav i anledning af personskade, jf. § 23.

§ 28. Formidleren hæfter umiddelbart over for kunden for økonomiske krav, der i medfør af denne lov kan rejses over for arrangøren.

Stk. 2. Formidleren indtræder i kundens krav mod arrangøren. Formidlerens krav kan bortfalde eller nedsættes, hvis kundens krav skyldes formidlerens forhold.

§ 28. Formidleren hæfter umiddelbart over for kunden for økonomiske krav, der i medfør af denne lov kan rejses over for arrangøren.

Stk. 2. Formidleren indtræder i kundens krav mod arrangøren. Formidlerens krav kan bortfalde eller nedsættes, hvis kundens krav skyldes formidlerens forhold.

§ 28. Formidleren hæfter umiddelbart over for kunden for økonomiske krav, der i medfør af denne lov kan rejses over for arrangøren.

Stk. 2. Formidleren indtræder i kundens krav mod arrangøren. Formidlerens krav kan bortfalde eller nedsættes, hvis kundens krav skyldes formidlerens forhold.

§ 29. Kunden skal sørge for de til rejsen nødvendige pas, visa og vaccinationer.

Stk. 2. Kunden skal rette sig efter gældende ordensbestemmelser og de anvisninger, der gives af rejseledere, transportører og andre, der har forbindelse med pakkerejsens gennemførelse.

§ 29. Kunden skal sørge for de til rejsen nødvendige pas, visa og vaccinationer.

Stk. 2. Kunden skal rette sig efter gældende ordensbestemmelser og de anvisninger, der gives af rejseledere, transportører og andre, der har forbindelse med pakkerejsens gennemførelse.

§ 29. Kunden skal sørge for de til rejsen nødvendige pas, visa og vaccinationer.

Stk. 2. Kunden skal rette sig efter gældende ordensbestemmelser og de anvisninger, der gives af rejseledere, transportører og andre, der har forbindelse med pakkerejsens gennemførelse.

§ 30. Overtrædelse af § 5, stk. 1, straffes med bøde, medmindre strengere straf er forskyldt efter anden lovgivning. Det samme gælder grov eller oftere gentagen overtrædelse af § 6, stk. 1, § 10, stk. 1, § 11, stk. 1, og § 15, stk. 1.

Stk. 2. I forskrifter, der udstedes i medfør af § 5, stk. 3, § 8, § 10, stk. 2, § 11, stk. 2, og § 17, stk. 3, kan der fastsættes bødestraf for overtrædelse af forskrifterne.

Stk. 3. Er overtrædelsen begået af et selskab, en forening, en fond eller lignende, kan der pålægges den juridiske person som sådan bødeansvar.

§ 30. Overtrædelse af § 5, stk. 1, straffes med bøde, medmindre strengere straf er forskyldt efter anden lovgivning. Det samme gælder grov eller oftere gentagen overtrædelse af § 6, stk. 1, § 10, stk. 1, § 11, stk. 1, og § 15, stk. 1.

Stk. 2. I forskrifter, der udstedes i medfør af § 5, stk. 3, § 8, § 10, stk. 2, § 11, stk. 2, og § 17, stk. 3, kan der fastsættes bødestraf for overtrædelse af forskrifterne.

Stk. 3. Er overtrædelsen begået af et selskab, en forening, en fond eller lignende, kan der pålægges den juridiske person som sådan bødeansvar.

§ 30. Overtrædelse af § 5, stk. 1, straffes med bøde, medmindre strengere straf er forskyldt efter anden lovgivning. Det samme gælder grov eller oftere gentagen overtrædelse af § 6, stk. 1, § 10, stk. 1, § 11, stk. 1, og § 15, stk. 1.

Stk. 2. I forskrifter, der udstedes i medfør af § 5, stk. 3, § 8, § 10, stk. 2, § 11, stk. 2, og § 17, stk. 3, kan der fastsættes bødestraf for overtrædelse af forskrifterne.

Stk. 3. Er overtrædelsen begået af et selskab, en forening, en fond eller lignende, kan der pålægges den juridiske person som sådan bødeansvar.

§ 31. Loven træder i kraft den 1. oktober 1993, jf. dog stk. 3, og finder anvendelse på aftaler om køb af pakkerejser, når pakkerejsen ifølge aftalen skal påbegyndes efter lovens ikrafttræden.

Stk. 2. Bestemmelserne i §§ 6 og 7, § 9, stk. 1 og 2, §§ 10-13, § 17, stk. 1, nr. 1, og § 24 finder dog kun anvendelse på aftaler om køb af pakkerejser, der indgås efter lovens ikrafttræden.

Stk. 3. § 5 træder i kraft den 1. januar 1994.

§ 31. Loven træder i kraft den 1. oktober 1993, jf. dog stk. 3, og finder anvendelse på aftaler om køb af pakkerejser, når pakkerejsen ifølge aftalen skal påbegyndes efter lovens ikrafttræden.

Stk. 2. Bestemmelserne i §§ 6 og 7, § 9, stk. 1-2, §§ 10-13, § 17, stk. 1, nr. 1, og § 24 finder dog kun anvendelse på aftaler om køb af pakkerejser, der indgås efter lovens ikrafttræden.

Stk. 3. § 5 træder i kraft den 1. januar 1994.

§ 31. Loven træder i kraft den 1. oktober 1993, jf. dog stk. 3, og finder anvendelse på aftaler om køb af pakkerejser, når pakkerejsen ifølge aftalen skal påbegyndes efter lovens ikrafttræden.

Stk. 2. Bestemmelserne i §§ 6 og 7, § 9, stk. 1 og 2, §§ 10-13, § 17, stk. 1, nr. 1, og § 24 finder dog kun anvendelse på aftaler om køb af pakkerejser, der indgås efter lovens ikrafttræden.

Stk. 3. § 5 træder i kraft den 1. januar 1994.

§ 32. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.

Oprindeligt fremsat forslag

§ 32. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Indledning

Den foreslåede nye lov har til formål at styrke beskyttelsen af forbrugere, der køber en pakkerejse. Det er samtidig et formål med lovforslaget at gennemføre et EF-direktiv fra 1990 om pakkerejser m.v.

Reglerne i lovforslaget gælder for udbud og køb af »pakkerejser«, dvs. visse kombinationer af transport, indkvartering eller anden turistmæssig ydelse, jf. lovforslagets § 2.

Lovforslaget indeholder først og fremmest regler om forholdet mellem køberen af en pakkerejse (kunden) og rejsearrangøren. Der foreslås således en række civilretlige regler, navnlig om kontraktens indgåelse og opfyldelse, om misligholdelse og misligholdelsesbeføjelser, reklamation m.v. Endvidere foreslås regler vedrørende brochurers indhold.

EF-direktivet indeholder bl.a. en regel om arrangørens og formidlerens pligt til at stille sikkerhed for tilbagebetaling og hjemtransport, hvis en pakkerejse ikke kan gennemføres på grund af arrangørens insolvens m.v. I lov om en rejsegarantifond, der hører under Industriministeriet, findes allerede i dag regler om en garantiordning. Denne ordning skal som følge af direktivet udbygges, sådan at den kommer til omfatte flere arrangører end i dag. Industriministeren har samtidig med dette lovforslag fremsat forslag om de ændringer af rejsegarantifondloven, som er nødvendige for at opfylde direktivet.

2. EF-direktivet

EF-direktivet om pakkerejser m.v. blev vedtaget i juni 1990 (EF-Tidende nr. L 158 af 23. juni 1990, side 59). Dets danske titel er: »Rådets direktiv af 13. juni 1990 om pakkerejser, herunder pakkeferier og pakketure 90/314/EØF)». Direktivet er medtaget som bilag til dette lovforslag.

Direktivet er både et forbrugerbeskyttelsesdirektiv og et led i gennemførelsen af EF,s indre marked. Direktivet åbner mulighed for at fastsætte eller opretholde regler, der giver forbrugeren en videre beskyttelse end efter direktivets bestemmelser (minimumsdirektiv).

Direktivet skal være gennemført i medlemsstaterne inden 1. januar 1993.

3. Justitsministeriets udvalg vedrørende pakkerejser m.v.

Efter vedtagelsen af EF-direktivet nedsatte Justitsministeriet et udvalg med repræsentanter for de berørte myndigheder og organisationer m.v. Udvalget fik til opgave at udarbejde forslag til en dansk lov om pakkerejser m.v. og i øvrigt overveje de spørgsmål, som en gennemførelse af direktivet giver anledning til, herunder behovet for at fastsætte regler, der giver forbrugerne en udvidet beskyttelse i forhold til EF-direktivet.

Pakkerejseudvalget afgav betænkning i december 1992 (betænkning nr. 1240/1992). Betænkningen indeholder bl.a. udkast til en lov om pakkerejser og andre pakkearrangementer samt udvalgets bemærkninger til lovudkastet. I udvalget var der i det væsentlige enighed om lovudkastet.

I forbindelse med høringen over Pakkerejseudvalgets betænkning, jf. punkt 6 nedenfor, har en række høringsinstanser anført, at der er behov for en fornyet gennemgang af udvalgets lovudkast. Ved den endelige udformning af lovforslaget har Justitsministeriet på den baggrund foretaget en række ændringer i forhold til Pakkerejseudvalgets lovudkast. Der er i vidt omfang tale om sproglige og redaktionelle ændringer eller andre ændringer af teknisk karakter. Der er dog også foretaget visse indholdsmæssige ændringer.

4. Gældende regler

Der findes ingen civilretlige lovregler, som særligt regulerer køb af pakkerejser. På dette område gælder i dag almindelige obligationsretlige grundsætninger, herunder i et vist omfang analogier fra købeloven. Endvidere gælder de generelle regler i aftaleloven, herunder aftalelovens § 36 om tilsidesættelse af urimelige aftalevilkår.

Domstolspraksis er sparsom på dette område. Derimod er der en ret omfattende ankenævnspraksis. Det nuværende ankenævn for rejsebranchen, Rejse-Ankenævnet, behandler klager over rejser her i landet med mindst een overnatning og over alle rejser til udlandet. Rejse-Ankenævnet, der er sammensat med repræsentanter for bl.a. rejsebranchen og forbrugerne, er godkendt af Forbrugerklagenævnet i henhold til forbrugerklagenævnslovens § 12.

Det må antages, at langt de fleste pakkerejser sælges af arrangører, som er medlem af en af de to dominerende rejsebureauorganisationer her i landet, Foreningen af Rejsearrangører i Danmark (RID) og Danmarks Rejsebureauforening (DRF). Disse organisationer har udarbejdet hver deres standardvilkår (almindelige betingelser) for pakkerejser m.v. Standardvilkårene indeholder bl.a. regler om betaling af depositum m.v., om adgangen til at foretage ændringer i aftalen, om afbestilling samt om arrangørens og kundens ansvar for misligholdelse. DRF,s almindelige betingelser er tiltrådt af Forbrugerrådet.

Der er redegjort nærmere for ankenævnspraksis og de gældende civilretlige regler i Pakkerejseudvalgets betænkning, s. 36-67.

I forbindelse med transport under en pakkerejse vil der ofte gælde særlige transportretlige regler, herunder regler om ansvar for kundens tab m.v. Sådanne regler findes i luftfartsloven, søloven, DSB-loven og jernbaneerstatningsloven.

På det transportretlige område findes en række internationale konventioner. På luftfartsområdet er der tale om en konvention om international luftbefordring fra 1929 med senere ændringer (Warszawa-konventionen). Sølovens regler om søtransport er i vidt omfang udformet i overensstemmelse med reglerne i en konvention fra 1974 om befordring til søs af passagerer og deres bagage (Athen-konventionen), som dog endnu ikke er ratificeret af Danmark. For international passager- og rejsegodsbefordring med tog gælder en konvention fra 1980 om internationale jernbanebefordringer (COTIF-konventionen med bilag).

Der er redegjort nærmere for de særlige transportretlige regler i Pakkerejseudvalgets betænkning, s. 67-84.

5. Lovforslagets hovedpunkter

5.1. Anvendelsesområdet m.v.

Lovforslaget omfatter udbud af pakkerejser samt aftaler om køb af pakkerejser, som en kunde indgår med en arrangør eller med en formidler, der handler som fuldmægtig for arrangøren.

Ved en pakkerejse forstås efter lovforslagets § 2 visse kombinationer af transport, indkvartering og/eller anden turistmæssig ydelse, som udgør en væsentlig del af pakkerejsen uden at være direkte knyttet til transport eller indkvartering. »Pakkerejse« bruges således som samlebetegnelse i lovforslaget, skønt definitionen også omfatter arrangementer uden et transportelement.

For at kombinationen af de nævnte elementer kan udgøre en pakkerejse, skal den samlede ydelse efter direktivet være fastlagt på forhånd, hvilket i lovforslaget er præciseret således, at arrangøren skal have udbudt de pågældende ydelser samlet eller udbudt de enkelte ydelser på forhånd og solgt dem samlet. Endvidere skal den samlede ydelse have en varighed på over et døgn eller inkludere en overnatning.

Ved en »arrangør« forstås efter lovforslagets § 3 enhver, som tilrettelægger pakkerejser og udbyder eller sælger disse, enten selv eller gennem en formidler, medmindre denne virksomhed kun udøves lejlighedsvis.

Udtrykket »lejlighedsvis« må efter Justitsministeriets opfattelse fortolkes i lyset af, at direktivet må antages navnlig at være udformet med større, professionelle rejsebureauers virksomhed for øje. Det kan således ikke antages, at man ved affattelsen af direktivets bestemmelser har ønsket at gribe ind i den danske tradition med mange folkelige foreninger og klubber m.v., som af og til arrangerer ferieture og udflugter - primært for deres egne medlemmer. Det samme kan anføres for så vidt angår de ferieture og udflugter, som af og til arrangeres af skoler og aftenskoler. Behovet for de foreslåede forbrugerbeskyttelsesregler er her væsentligt mindre, og navnlig for så vidt angår mindre foreninger og klubber m.v. - hvis ledelse og øvrige arbejdskraft i vidt omfang er ulønnet -, ville det være for vidtgående, såfremt en mere sporadisk virksomhed med salg af pakkerejser skulle være omfattet af loven.

På den baggrund kan Justitsministeriet ikke fuldt ud tiltræde Pakkerejseudvalgets bemærkninger i betænkningen, s. 134, om fortolkningen af udtrykket »lejlighedsvis«. Justitsministeriet finder det rigtigt og i overensstemmelse med direktivets formål, såfremt den, der tilrettelægger pakkerejser, kun anses som arrangør i lovens forstand, hvis denne virksomhed er så regelmæssig og systematiseret eller i øvrigt har et sådant omfang, at den må anses for at have erhvervslignende karakter. Folkelige foreninger, skoler m.v. skal således alene anses som arrangører, hvis tilrettelæggelsen af ferierejser o.l. dels har et professionelt tilsnit, f.eks. ved, at der udarbejdes egentlige rejsebrochurer og lignende markedsføringsmateriale, dels har et ikke ubetydeligt omfang.

Ved en »formidler« forstås i lovforslaget enhver, der udbyder eller sælger pakkerejser som fuldmægtig (agent) for en arrangør. Købsaftalens parter er således alene kunden og arrangøren.

Ved en »kunde« forstås efter lovforslagets § 4 enhver, der køber en pakkerejse eller i hvis navn, der købes en pakkerejse. Som kunde anses desuden den, der får overdraget en pakkerejse af en anden kunde.

Den foreslåede lov gælder for alle aftaler, for hvilke dansk lovgivning finder anvendelse. Spørgsmålet om, hvilken lov der ved danske domstole skal gælde for aftalen, reguleres efter almindelige lovvalgsregler, herunder EF's konvention om, hvilken lov der skal anvendes på kontraktlige forpligtelser, jf. lov nr. 188 af 9. maj 1984 med senere ændringer.

Reglerne i den nævnte konventions artikler 4-5, der må antages i det væsentlige at svare til dansk rets almindelige lovvalgsregler, medfører for så vidt angår køb af pakkerejser til ikke-erhvervsmæssig anvendelse, at de ufravigelige regler i den foreslåede lov som hovedregel finder anvendelse i tilfælde, hvor kunden har bopæl her i landet og har indgået aftalen her i landet.

5.2. Udbud af pakkerejser

Det foreslås i § 5, at pakkerejsers pris skal fremgå tydeligt og let forståeligt af brochurer og annoncer m.v. Arrangører og formidlere skal naturligvis i øvrigt overholde de generelle regler i markedsføringsloven, herunder forbudet mod at give urigtige eller vildledende oplysninger i markedsføringsmateriale.

Det foreslås endvidere, at oplysninger i en brochure, annonce eller andet markedsføringsmateriale indgår som en del af aftalen, hvis kunden ikke har fået besked om eventuelle ændringer inden aftalens indgåelse.

5.3. Arrangørens pligt til at give oplysninger

Arrangøren har efter lovforslaget pligt til inden aftalens indgåelse at give kunden besked om samtlige aftalevilkår. Aftalevilkårene skal efterfølgende bekræftes skriftligt eller på en anden måde, som er klar og tilgængelig for kunden. Der skal endvidere gives oplysninger om legitimations- og vaccinationskrav og lignende betingelser for pakkerejsens gennemførelse. Det kan f.eks. tænkes, at myndighederne på rejsemålet stiller krav om, at personer, der rejser ind i landet, skal være vaccineret mod eller dokumenteret fri for visse sygdomme. Der skal desuden gives oplysning om afbestillingsvilkår og muligheden for at tegne afbestillingsforsikring.

Efter forslaget er der mulighed for, at arrangøren kan undlade at give de nævnte oplysninger, hvis det er nødvendigt som følge af, at pakkerejsen først købes, lige før den skal påbegyndes. Lovforslaget medfører således ingen ændringer for så vidt angår arrangørens oplysningspligt ved salg af afbudsrejser m.v.

Der henvises til lovforslagets §§ 6, 10 og 11.

5.4. Afbestilling

Direktivet indeholder ikke regler om afbestilling. Det foreslås imidlertid, at kunden skal have ret til at afbestille en pakkerejse, bortset fra visse særlige tilfælde. Arrangøren skal normalt have mulighed for at kræve et passende afbestillingsvederlag, fastsat navnlig under hensyn til arrangørens mulighed for at sælge pakkerejsen til anden side.

Der henvises til lovforslagets § 9.

5.5. Kundens beføjelser ved arrangørens misligholdelse m.v.

En væsentlig del af lovforslaget drejer sig om kundens beføjelser, hvis arrangøren ikke opfylder sin del af aftalen.

5.5.1. Hvis arrangøren aflyser pakkerejsen, eller det allerede inden afrejsen er klart, at arrangøren vil misligholde aftalen i væsentligt omfang, får kunden efter lovforslaget mulighed for at hæve aftalen. I så fald kan kunden vælge at få alle beløb tilbage eller at deltage i en erstatningsrejse. Endvidere pålægges arrangøren et strengt erstatningsansvar, hvis kunden lider økonomiske tab som følge af ændringerne eller aflysningen.

Der henvises til lovforslagets §§ 16-17.

5.5.2. Viser det sig efter afrejsen, at pakkerejsen er mangelfuld - f.eks., at der er voldsom byggestøj ved hotellet eller at der mangler guider - vil begge parter normalt være bedst tjent med, at manglen afhjælpes, sådan at arrangementet kan gennemføres uden yderligere problemer. Det foreslås derfor i overensstemmelse med Pakkerejseudvalgets forslag, at krav om afhjælpning skal være kundens centrale mangelsbeføjelse, når pakkerejsen er påbegyndt.

Kun hvis manglen ikke kan afhjælpes eller ikke afhjælpes inden rimelig tid, får kunden efter forslaget ret til et afslag i prisen. Er manglen så alvorlig, at hele formålet med rejsen er væsentligt forfejlet, kan kunden desuden vælge at hæve aftalen og i forbindelse hermed kræve at blive transporteret hjem uden ekstra udgift.

Arrangøren pålægges endvidere et strengt erstatningsansvar, hvis kunden lider økonomiske tab. Endvidere foreslås det, at arrangøren efter omstændighederne skal kunne pålægges at betale kunden en økonomisk kompensation for »ødelagt ferie«.

Arrangøren pålægges endvidere erstatningsansvar for tings- og personskade, som skyldes mangler ved en pakkerejse. Et eksempel på en sådan skade kan være et benbrud, som en kunde pådrager sig ved at falde ned fra en hoteltrappe med et vakkelvornt gelænder.

Det foreslåede ansvarsgrundlag for arrangøren kan betegnes som et objektiveret ansvar med nærmere angivne ansvarsfrihedsgrunde. Der findes ikke i dansk ret erstatningsbestemmelser, som er udformet helt på samme måde. Det foreslåede ansvarsgrundlag har dog på flere punkter en betydelig lighed med de strenge regler om sælgerens ansvarsfritagelse i artiklerne 79-80 i FN's konvention om internationale løsørekøb. Denne konvention er gennemført i dansk ret, jf. lov nr. 733 af 7. december 1988.

Der henvises til lovforslagets §§ 18-23. Pakkerejseudvalgets generelle overvejelser om erstatningsreglernes udformning er gengivet i betænkningen, s. 85-109.

I overensstemmelse med Pakkerejseudvalgets forslag indeholder lovforslaget ikke nærmere regler om, hvornår der foreligger en mangel ved en pakkerejse. I Pakkerejseudvalgets betænkning er der på s. 44-46 redegjort for spørgsmålet.

Efter Justitsministeriets opfattelse må bedømmelsen af, om en pakkerejse er mangelfuld, i vidt omfang bygge på en afvejning af konkrete momenter, hvis indbyrdes vægtning desuden må afhænge af omstændighederne. Det er langt vanskeligere end ved løsørekøb på forhånd at fastlægge et bestemt niveau for, hvor meget der skal til, for at der foreligger en »mangel«.

Vælger man i en lovbestemmelse at anvende brede formuleringer svarende til købelovens § 76, stk. 1, nr. 4, og § 77, vil definitionen være uden særlig praktisk betydning. Anvender man derimod mere præcise beskrivelser, vil man afskære en række tilfælde, hvor mangelsbeføjelser bør kunne gøres gældende. Ankenævn og domstole bør efter Justitsministeriets opfattelse have mulighed for i den enkelte sag ved vurderingen af, om der er tale om en mangel, at foretage en samlet afvejning af de foreliggende omstændigheder, og det opnås bedst ved ikke at lovfæste en nærmere definition af mangelsbegrebet.

Sammenfattende mener Justitsministeriet således, at der er flere ulemper end fordele ved at lovfæste et mangelsbegreb ved køb af pakkerejser.

Når det i visse af lovforslagets bestemmelser er forudsat, at pakkerejsen er mangelfuld, henvises der således til en retsstandard, hvis indhold som hidtil må fastlægges af ankenævn og domstole.

5.5.3. I visse internationale konventioner på det transportretlige område findes der særlige regler om begrænsning af transportørens erstatningspligt, dels vedrørende ansvarsgrundlaget, dels vedrørende størrelsen af den erstatning, der kan gives passageren for tab, som kan henføres til mangler ved transportydelsen. Pakkerejseudvalgets betænkning indeholder i kapitel III, pkt. 6, en nærmere beskrivelse af de transportretlige konventioner.

I tilfælde, der er omfattet af de nævnte konventioner, vil arrangøren af en pakkerejse være afskåret fra at videreføre eventuelle erstatningskrav fra kunden til den pågældende transportør for så vidt angår den del af kravet, som ligger ud over begrænsningerne i den pågældende konvention.

På den baggrund foreslog et flertal i Pakkerejseudvalget, at man i den danske lov bruger den hjemmel, der findes i direktivets artikel 5, stk. 2, 3. afsnit, til at tillade, at arrangøren i aftalen tager forbehold om, at erstatningen begrænses i overensstemmelse med internationale konventioner, som gælder for en mangelfuld tjenesteydelse, der indgår i pakkerejsen og medfører, at pakkerejsen som sådan bliver mangelfuld.

Et mindretal i Pakkerejseudvalget fandt, at også ansvarsgrundlaget (culpa, culpa med omvendt bevisbyrde o.l.) bør kunne begrænses i overensstemmelse med eventuelle internationale konventioner. Mindretallet pegede på, at spørgsmålet bl.a. kan få betydning for Danmarks mulighed for at kunne tiltræde Athen-konventionen, der bl.a. drejer sig om bortfragterens ansvar over for passagerer, og hvorefter der alene gælder et culpaansvar for bortfragteren. Et andet mindretal fandt, at en kundes i øvrigt berettigede krav slet ikke bør kunne begrænses som følge af internationale konventioner.

Udvalgets flertal fandt, at direktivteksten kun kan antages at give hjemmel til, at erstatningsbeløbene begrænses.

Der henvises til Pakkerejseudvalgets betænkning, s. 21-23 og 197-198.

Justitsministeriet er enig med flertallet i, at direktivet, der anvender udtrykket »..erstatningen kan begrænses..«, ikke kan antages at åbne mulighed for, at reglerne om arrangørens ansvarsgrundlag kan fraviges til skade for kunden. Lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed.

Der henvises til lovforslagets § 24 og bemærkningerne hertil.

Det bemærkes, at det efter Justitsministeriets opfattelse ikke kan antages, at den foreslåede bestemmelse vil medføre, at Danmark ikke kan tiltræde Athen-konventionen. Denne konvention regulerer bortfragterens ansvar. Der ses ikke at være regler i konventionen, som forhindrer, at en bortfragter, der tillige er arrangør af pakkerejser, kan være ansvarlig efter et strengere ansvarsgrundlag end det, som efter konventionen gælder for bortfragtere.

5.6. Reklamation m.v.

Lovforslaget indeholder regler om kundens pligt til at reklamere, hvis arrangøren misligholder aftalen.

Lovforslagets § 15 drejer sig om reklamation i tilfælde, hvor pakkerejsen aflyses eller det allerede inden afrejsen kan forudses, at arrangøren vil misligholde aftalen.

Lovforslagets §§ 26-27 drejer sig om reklamation over mangler efter pakkerejsens påbegyndelse.

5.7. Hæftelse overfor kunden m.v.

Direktivet overlader det til medlemsstaterne at afgøre, om arrangøren, formidleren eller eventuelt begge skal hæfte overfor kunden for aftalens opfyldelse.

I overensstemmelse med den naturlige forståelse af betegnelsen »formidler« er lovforslaget udformet sådan, at arrangøren er kundens kontraktspart, mens formidleren defineres som en fuldmægtig (agent), der handler i arrangørens navn. Med henblik på at give kunderne den bedst mulige beskyttelse foreslås det imidlertid i overensstemmelse med Pakkerejseudvalgets anbefaling, at formidleren skal hæfte umiddelbart overfor kunden for kundens økonomiske krav (pengekrav). Kunden kan således vælge, om han vil rette sit krav mod arrangøren eller formidleren. Det betyder bl.a., at kunden altid vil kunne få afgjort en eventuel tvist ved danske domstole, hvis han retter sagsanlægget mod en herboende formidler.

Der henvises til lovforslagets § 28.

Pakkerejseudvalget foreslog, at de forskellige handlepligter, som i lovforslaget pålægges arrangøren, tillige skal gælde for formidleren. Justitsministeriet har imidlertid fundet det mest naturligt, at ansvaret for overholdelsen af handlepligter, der har nær sammenhæng med opfyldelsen af aftalen, i loven alene pålægges kundens aftalepart, dvs. arrangøren. Noget andet er, at arrangøren i praksis ofte vil aftale med formidleren, at denne skal sørge for opfyldelsen på arrangørens vegne - f.eks., at formidleren inden aftalens indgåelse skal give kunden forskellige oplysninger, jf. lovforslagets § 6.

5.8. Kundens pligter

Kundens pligter i aftaleforholdet med arrangøren foreslås ikke udtømmende reguleret i loven. I lovforslagets § 29 fastlægges nogle af kundens fundamentale pligter. Der henvises til bemærkningerne til denne bestemmelse.

Pakkerejseudvalget foreslog en regel om retsvirkningerne af, at kunden ikke overholder sin pligt til under rejsen at sørge for pas, visum og lignende og at rette sig efter ordensregler og anvisninger, der gives af guider, personale m.v. (§ 29 i Pakkerejseudvalgets lovudkast). Efter Justitsministeriets opfattelse må afgørelsen af, hvilke konsekvenser kundens misligholdelse skal have, i disse tilfælde afhænger af en konkret vurdering af parternes forhold og de øvrige foreliggende omstændigheder. Det er klart, at der i meget grove tilfælde vil kunne blive tale om f.eks. at udelukke kunden fra at deltage i den resterende del af pakkerejsen, men det kan næppe udelukkes, at en formel regel herom i nogle tilfælde vil lægge op til en for usmidig regelanvendelse.

På den baggrund har Justitsministeriet ikke medtaget en sådan regel i lovforslaget. Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 29.

6. Høring

Pakkerejseudvalgets betænkning har været til høring hos følgende myndigheder og organisationer

Danmarks Rejsebureau Forening, Foreningen af Rejsearrangører i Danmark, Danmarks Turistråd, Turistvognmændenes Landsforening, Rejsegarantifonden, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Turismens Fællesråd, Forbrugerrådet, Industrirådet, Industriministeriet, Den Danske Dommerforening, Advokatrådet, Assurandør-Societetet, Dansk Arbejdsgiverforening, Landsorganisatonen i Danmark, Trafikministeriet, Ministeriet for Kommunikation og Turisme, Centralforeningen af Hotelværter og Restauratører i Danmark, Landsforeningen Dansk Vandrelaug, Danmarks Rederiforening, Arbejdsmarkedets Feriefond, Præsidenten for Østre Landsret, Præsidenten for Vestre Landsret, Præsidenten for Sø- og Handelsretten, Præsidenten for Københavns Byret, Præsidenten for Retten i Århus, Præsidenten for Retten i Odense, Præsidenten for Retten i Aalborg, Præsidenten for Retten i Roskilde, Foreningen af dommerfuldmægtige i Danmark og Dansk Industri.

Som anført ovenfor under pkt. 3 har en række høringsinstanser anført, at der er behov for en fornyet gennemgang af udvalgets lovudkast. Justitsministeriet har i den anledning ved udformningen af lovforslaget foretages en rækker ændringer i Pakkerejseudvalgets lovudkast. På den baggrund har Justitsministeriet samtidig med lovforslagets fremsættelse sendt en kopi af lovforslaget til de ovennævnte høringsinstanser med anmodning om at modtage eventuelle bemærkninger hurtigst muligt.

7. Økonomiske og administrative konsekvenser

Lovforslaget vil ikke have økonomiske eller administrative konsekvenser af væsentlig betydning for det offentlige.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Lovens anvendelsesområde fastlægges i stk. 1. Bortset fra brochurereglerne m.v. i § 5, der finder anvendelse i alle tilfælde, hvor pakkerejser udbydes til salg, gælder loven for aftaler om køb af pakkerejser, der indgås mellem en kunde og en arrangør. Loven gælder, uanset om kunden indgår aftalen med arrangøren selv eller med en formidler, der som fuldmægtig for arrangøren handler på dennes vegne.

I lovforslagets §§ 3 og 4 defineres, hvad der forstås ved »arrangør«, »formidler« og »kunde«.

Bestemmelsen i stk. 2 betyder, at forudgående aftaler, hvorved regler i loven eller tilhørende bekendtgørelser fraviges til skade for kunden, er ugyldige, hvis ikke der er hjemmel hertil i loven. En sådan hjemmel findes i lovforslagets § 6, stk. 2, § 9, stk. 2, og § 24.

Bestemmelsen tilsigter sammen med §§ 2-4 at gennemføre direktivets artikler 1 og 2.

Bestemmelsen svarer med ændringer af redaktionel karakter til § 1 i Pakkerejseudvalgets lovudkast.

Til § 2

I bestemmelsen fastsættes, hvad der i loven forstås ved en »pakkerejse«.

Der skal være tale om en kombination af transport og indkvartering, transport og anden turistmæssig ydelse m.v. eller indkvartering og anden turistmæssig ydelse m.v. Kombinationer med alle tre og eventuelle yderligere elementer er også omfattet.

De enkelte elementer i pakkerejsen skal enten være udbudt samlet, dvs. udbudt til salg som en kombination, eller i øvrigt være blandt de ydelser, arrangøren udbyder til salg. Er ydelserne ikke udbudt til salg som en kombination, skal de være solgt som en kombination. Loven omfatter således også individuelt sammensatte kombinationer.

Ved »indkvartering« forstås indlogering på hotel, i sommerhus eller lignende. Overnatning under transport - f.eks. i en sovevogn i et tog eller i en kahyt på et skib - er ikke indkvartering. Ophold i et transportmiddel kan derimod være en turistmæssig attraktion i sig selv - som f.eks. ved krydstogter o.l., jf. stk. 1, nr. 3, og i så fald kan der være tale om en pakkerejse.

Begrebet »anden turistmæssig ydelse, der ikke er direkte knyttet til transport eller indkvartering, men som udgør en væsentlig del af pakkerejsen«, betyder for det første, at der skal være tale om en selvstændig ydelse af turistmæssig karakter, som ikke er direkte knyttet til transport eller indkvartering. For det andet skal den pågældende ydelse udgøre en væsentlig del af pakkerejsen. Om en ydelse er omfattet af dette kriterium, vil således afhænge af en konkret vurdering af den pågældende ydelses karakter og af dens andel i den samlede rejse eller det samlede arrangement. Ydelser som f.eks. servering under en flyrejse og normal hotelservice er direkte knyttet til transport, henholdsvis indkvartering, og vil derfor ikke være omfattet. Undervisning og uddannelse - f.eks. på højskoler - er som udgangspunkt ikke en »turistmæssig ydelse«, medmindre der er inkluderet betydelige rekreative islæt i form af selvstændige ydelser, som ikke består i transport eller indkvartering. Leje af en bil på bestemmelsesstedet vil heller ikke være en »turistmæssig ydelse«. Derimod er f.eks. teater-, biograf- eller museumsbesøg, udflugter med naturvejledere og kort til skiliftsystemer m.v. omfattet af dette begreb, ligesom f.eks. fodbold-, opera- og jagtrejser indeholder selvstændige ydelser af turistmæssig karakter, som ikke er direkte knyttet til transport eller indkvartering.

Ved afgørelsen af, om ydelsen udgør en væsentlig del af pakkerejsen, må der lægges vægt på, om prisen for den pågældende ydelse udgør et vigtigt element i pakkerejsens samlede pris, og om opholdet eller transporten primært tager sigte på den specielle turistmæssige ydelse.

Definitionen omfatter ikke kun ferie- og andre turistarrangementer. Også forretningsrejser vil kunne være omfattet af definitionen på en pakkerejse.

Det præciseres i stk. 2, at kombinationer som nævnt i stk. 1 ikke kan bringes uden for loven ved, at kunden får en særskilt regning på hvert element.

Bestemmelsen tilsigter at gennemføre direktivets artikel 2, nr. 1, og svarer med redaktionelle ændringer til § 2 i Pakkerejseudvalgets lovudkast. Der henvises i øvrigt til Pakkerejseudvalgets betænkning, s. 126-133.

Til § 3

I stk. 1 defineres, hvad der i loven forstås ved en arrangør.

I udtrykket »tilrettelægger pakkerejser« ligger, at den pågældende skal stå bag det samlede arrangement. Selv om pakkerejsen faktisk er sammensat af en anden end den, som har solgt pakkerejsen, anses sælgeren som arrangør, hvis kunden efter samtlige foreliggende omstændigheder må gå ud fra, at det er sælgeren, der har tilrettelagt rejsen.

Om fortolkningen af udtrykket »lejlighedsvis« henvises til de almindelige bemærkninger, pkt. 5.1.

I stk. 2 defineres, hvad der i loven forstås ved en formidler. Ved afgørelsen af, om den pågældende handler »i arrangørens navn«, må der i overensstemmelse med almindelige fuldmagtsregler lægges vægt på, om kunden efter samtlige foreliggende omstændigheder må gå ud fra, at arrangøren bliver kundens aftalepart. Det er ikke i sig selv afgørende, om den, hos hvem kunden køber en pakkerejse, betegner sig selv »fuldmægtig«, »agent« eller andet. Det er ikke nødvendigt, at det udtrykkeligt udtales, at pakkerejsen sælges for en anden.

En formidler indestår over for kunden for, at han har fornøden fuldmagt, jf. aftalelovens § 25.

Pakkerejser, der sælges af arrangørens ansatte, må anses for at være solgt »direkte« af arrangøren, jf. stk. 1.

Bestemmelsen tilsigter at opfylde direktivets artikel 2, nr. 2-3.

Bestemmelsen svarer med ændringer af redaktionel karakter til § 3 i Pakkerejseudvalgets lovudkast.

Til § 4

I bestemmelsen defineres, hvad der i loven forstås ved en »kunde«.

Alle, der køber eller i hvis navn, der købes en pakkerejse, er kunder i lovens forstand, og har dermed de rettigheder og pligter, som følger af loven. Også den, der lovligt får overdraget retten til at deltage i en pakkerejse, er kunde, jf. herved lovforslagets § 12.

En deltager, der ikke er part i aftalen med arrangøren, er ikke kunde i lovens forstand. Den, der blot køber en pakkerejse på en andens vegne, er således ikke kunde, selv om den pågældende deltager i rejsen.

Såvel fysiske som juridiske personer kan være kunder. Hvis f.eks. en repræsentant for en forening køber en pakkerejse i foreningens navn, vil foreningen således være kunde i lovens forstand.

Bestemmelsen tilsigter at gennemføre direktivets artikel 2, nr. 4, og svarer med redaktionelle ændringer til § 4 i Pakkerejseudvalgets lovudkast.

Til § 5

Bestemmelsen drejer sig om udbud af pakkerejser.

Det foreslås i stk. 1, at brochurer, annoncer og andet materiale, der anvendes til markedsføring af pakkerejser - f.eks. kataloger - skal indeholde oplysning om pakkerejsens pris. Det foreslås endvidere, at prisoplysningerne skal være tydelige og let forståelige. Heri ligger dels, at oplysningerne skal være lette at få øje på, dels at oplysningerne skal være udformet sådan, at de ikke giver anledning til misforståelser. Angivelse af prisen for en pakkerejse skal således omfatte alle obligatoriske tillæg og afgifter, sådan at der oplyses om den pris, rejsen faktisk kan købes til (grundprisen).

Reglen i stk. 1 supplerer den almindelige regel i markedsføringslovens § 2 om, at der ikke må anvendes urigtige, vildledende eller urimeligt mangelfulde angivelser, som er egnede til at påvirke efterspørgsel eller udbud af bl.a. tjenesteydelser.

Reglen i stk. 2 betyder, at vilkår, der fremgår af markedsføringsmateriale for en pakkerejse, anses som en del af aftalen, hvis ikke arrangøren inden aftalens indgåelse har meddelt kunden, at vilkårene ikke gælder længere. Bliver der indgået en aftale, og kan arrangøren ikke opfylde et eller flere af de vilkår, der fremgår af brochuren, vil pakkerejsen efter omstændighederne være mangelfuld. Bestemmelsen giver ikke hjemmel til i markedsføringsmateriale at fravige de præceptive regler i loven.

I direktivets artikel 3, stk. 2, opregnes, hvilke oplysninger en brochure mindst skal indeholde. I overensstemmelse hermed vil det i de administrative regler, som skal fastsættes efter det foreslåede stk. 3, bl.a. blive bestemt, at brochurer, når det er relevant for den pågældende pakkerejse, skal indeholde oplysninger vedrørende rejsemål, transport, betingelser med hensyn til pas, visum, vaccinationer m.v., indkvartering, forplejning, rejserute, betaling for pakkerejsen, herunder størrelsen af en eventuel forudbetaling, samt eventuelle mindstekrav med hensyn til deltagerantallet og i givet fald, hvornår kunderne senest skal underrettes i tilfælde af aflysning. Det vil endvidere blive fastsat, at brochurer skal indeholde oplysning om reglen i stk. 2.

Bestemmelsen tilsigter at gennemføre direktivets artikel 3 og svarer med visse ændringer til § 5 i Pakkerejseudvalgets lovudkast.

Til § 6

Det foreslås, at arrangøren inden aftalens indgåelse skal gøre kunden bekendt med samtlige aftalevilkår og eventuelle øvrige betingelser for, at pakkerejsen kan gennemføres.

Det foreslås endvidere, at arrangøren skal bekræfte aftalen skriftligt eller på anden egnet måde, f.eks. via edb. Er aftalen skriftlig, skal kunden have en kopi. Det er tilstrækkeligt, hvis arrangøren udleverer et deltagerbevis, hvori der er henvist til skriftlige oplysninger i en brochure, som kunden tidligere har fået et eksemplar af.

Reglen i stk. 1 er ikke til hinder for, at der fortsat kan sælges pakkerejser med visse uspecificerede vilkår, f.eks. med hensyn til indkvarteringssted.

I stk. 2 åbnes der mulighed for, at arrangøren kan undlade at give oplysninger og bekræfte aftalen som nævnt i stk. 1. Betingelsen herfor er, at det er praktisk umuligt at opfylde bestemmelserne i stk. 1, fordi aftalen først indgås kort tid, før kunden skal afsted. Denne betingelse vil f.eks. kunne være opfyldt ved køb af en afbudsrejse umiddelbart før, rejsen skal begyndes.

Lovforslaget indeholder ikke regler om civilretlige virkninger af, at arrangøren ikke overholder sine pligter efter bestemmelsen. Manglende overholdelse vil ikke i sig selv medføre, at aftalen ikke er bindende. Efter almindelige aftaleretlige regler gælder der visse krav for at anse vilkår for aftalt. Manglende overholdelse af § 6, stk. 1, vil i forening med andre omstændigheder kunne betyde, at et givet vilkår ikke kan anses for aftalt.

Grov eller oftere gentagen overtrædelse af bestemmelsen vil kunne straffes med bøde, jf. lovforslagets § 30, stk. 1.

Bestemmelsen tilsigter at opfylde direktivets artikel 4, stk. 1, litra a, og stk. 2, litra b og c.

Bestemmelsen svarer med visse ændringer til § 6 i Pakkerejseudvalgets lovudkast.

Til § 7

Det foreslås, at arrangøren inden pakkerejsens påbegyndelse skal vejlede kunden om praktiske forhold under pakkerejsen.

Nærmere regler om, hvilke oplysninger der skal gives, vil blive fastsat administrativt i medfør af lovforslagets § 8. Der henvises til bemærkningerne til denne bestemmelse.

Lovforslaget regulerer ikke eventuelle civilretlige virkninger af, at arrangøren undlader at give kunden oplysning om de nævnte praktiske forhold. Bestemmelsen foreslås heller ikke strafferetligt sanktioneret.

Bestemmelsen tilsigter sammen med § 8 at gennemføre direktivets artikel 4, stk. 1, litra b.

Bestemmelsen svarer med visse ændringer til § 7 i Pakkerejseudvalgets lovudkast.

Til § 8

Det foreslås, at nærmere regler om krav til aftalens indhold og om arrangørens pligt til at give oplysninger skal fastsættes administrativt.

Det fremgår af direktivets artikel 4, stk. 2, litra a, at aftalen i det omfang, det er aktuelt for den pågældende pakkerejse, skal indeholde de bestemmelser, som er opregnet i bilaget til direktivet. De administrative regler om aftalens indhold vil blive udformet i overensstemmelse med dette bilag, som imidlertid ikke angiver udtømmende, hvilke bestemmelser der skal indgå i aftalen. I forbindelse med udarbejdelsen af de administrative regler vil det blive overvejet, om der er behov for yderligere krav, f.eks. at der i aftalen skal gives oplysning om særlige forhold som støjgener eller lignende på indkvarteringsstedet.

Det bemærkes, at der ikke er noget til hinder for, at de nævnte krav til aftalens indhold vil kunne opfyldes ved, at der i aftalen henvises udtrykkeligt til en brochure, hvor oplysningerne findes.

For så vidt angår de praktiske oplysninger, der skal gives inden pakkerejsens påbegyndelse (lovforslagets § 7), fremgår det af direktivets artikel 4, stk. 1, litra b), at arrangøren, hvis det er aktuelt for den pågældende pakkerejse, bl.a. skal give nærmere oplysninger om praktiske forhold vedrørende transporten til rejsemålet, om, hvordan man under rejsen kan komme i forbindelse med arrangøren eller dennes repræsentant og hvordan pårørende kan kontakte mindreårige, der rejser i udlandet, samt om mulighederne for at tegne en afbestillingsforsikring eller en rejseforsikring, der i tilfælde af ulykke eller sygdom dækker udgifter til behandling og hjemtransport. De administrative regler vil blive udformet i overensstemmelse hermed.

Den foreslåede bestemmelse svarer til § 8 i Pakkerejseudvalgets lovudkast.

Justitsministeriet vil i forbindelse med udarbejdelsen af administrative regler inddrage Forbrugerombudsmanden og de berørte organisationer m.v.

Til § 9

Ved bestemmelsen i stk. 1 fastsættes der en principiel adgang til at afbestille en pakkerejse uanset grunden hertil. Gør kunden brug af denne afbestillingsret, skal der som udgangspunkt betales et vederlag til arrangøren. Hermed lovfæstes en kutyme indenfor rejsebranchen, jf. Pakkerejseudvalgets betænkning, s. 149 f.

Hvor stort et vederlag, der kan kræves, vil navnlig afhænge af, hvilke muligheder arrangøren har for at undgå eller begrænse sit tab, f.eks. ved at sælge rejsen til anden side eller annullere forudbestillinger. Arrangørerne vil som hidtil kunne opkræve et standardiseret afbestillingsvederlag, der bygger på normaltabsbetragtninger, idet vederlaget stiger, jo senere kunden afbestiller.

Ved nogle arrangementer kan der fra underleverandørernes side være fastsat strenge betingelser for annullation, som arrangøren er bundet af. Den foreslåede bestemmelse i stk. 2 åbner mulighed for, at arrangøren i så fald kan begrænse eller efter omstændighederne helt fravige afbestillingsretten. Dette skal i givet fald fremgå af aftalen.

Stk. 3 drejer sig om afbestilling i situationer, hvor forholdene på rejsemålet kort før afrejsen indebærer en vis nærliggende fare for kundens liv eller førlighed, således at det ville være urimeligt at fastholde kunden på aftalen.

Pakkerejseudvalget foreslog, at arrangøren i de tilfælde, der er nævnt i stk. 3, skulle kunne beholde et »rimeligt« vederlag. Justitsministeriet finder det imidlertid mere rimeligt, at kunden i disse tilfælde, hvor det er almindelig sund fornuft, at rejsen ikke gennemføres, ikke skal betale et vederlag, men kan kræve ethvert forudbetalt beløb tilbage. Dette svarer også bedst til den foreslåede ordning, når arrangøren aflyser rejsen, jf. lovforslagets § 16.

Det foreslås i stk. 4, at retten til vederlagsfri afbestilling efter stk. 3 ikke skal gælde, hvis kunden ved aftalens indgåelse kendte den pågældende begivenhed eller begivenheden var almindelig kendt, f.eks. hvis begivenheden jævnligt har været omtalt i massemedierne.

Den foreslåede bestemmelse svarer i øvrigt med visse ændringer til § 9, stk. 1-2, og § 10 i Pakkerejseudvalgets lovudkast.

Direktivet indeholder ikke regler om afbestillingsret.

Til § 10

Ved den foreslåede stk. 1 præciseres det, at vilkårene for afbestilling af pakkerejsen skal meddeles kunden inden aftalens indgåelse, jf. den generelle bestemmelse i lovforslagets § 6, stk. 1, Denne informationspligt kan kun fraviges ved afbudsrejser m.v. som nærmere fastsat i § 6, stk. 2. I disse tilfælde, hvor pakkerejsen bestilles kort tid før afrejsen, vil kundens afbestillingsret i øvrigt ikke have særlig praktisk betydning.

Manglende opfyldelse af informationspligten er ikke i bestemmelsen tillagt retsvirkning i forholdet mellem arrangøren og kunden. Hvis arrangøren undlader at opfylde sig informationspligt, vil han efter omstændighederne kunne straffes, jf. lovforslagets § 30.

Hvis der måtte vise sig behov for det, kan justitsministeren efter stk. 2 fastsætte nærmere regler om afbestillingsvilkår, herunder om den standardmæssige beregning af afbestillingsvederlag.

Bestemmelsen svarer med en enkelt ændring til § 9, stk. 3-4, i Pakkerejseudvalgets lovudkast.

Til § 11

Arrangøren skal efter den foreslåede bestemmelse give kunden oplysning om mulighederne og vilkårene for at forsikre sig mod afbestilling på grund af sygdom og lignende. Hvis forsikringsbegivenheden indtræffer, dækker en sådan forsikring et eventuelt afbestillingsvederlag. Kunden har ikke i medfør af lovforslaget mulighed for at afbestille vederlagsfrit i tilfælde af sygdom m.v.

I nogle tilfælde er en form for afbestillingsforsikring inkluderet i pakkerejsens pris. Hvis kunden ikke inden aftalens indgåelse har fået oplyst en bestemt pris (præmie) for en sådan indbygget forsikring, vil det betyde, at arrangøren skal tilbagebetale hele rejsens pris, såfremt forsikringsbegivenheden indtræffer.

Der gælder ret forskellige vilkår for de eksisterende afbestillingsforsikringer, jf. Pakkerejseudvalgets betænkning, s. 159f. Justitsministeriet forudsætter, at rejsebranchens større organisationer sammen med Forbrugerrådet, Assurandør-Societetet og andre berørte organisationer finder frem til mere ensartede vilkår, bl.a. med hensyn til, i hvilket omfang sygdom hos andre end kunden selv er dækket af forsikringen. Opnås der ikke rimelige ordninger på denne måde, vil der i medfør af bestemmelsen i stk. 2 administrativt kunne fastsættes regler om, at der kun må gives oplysninger om afbestillingsforsikringer med en vis minimumsdækning.

Bestemmelsen svarer med visse ændringer til § 11 i Pakkerejseudvalgets lovudkast.

Til § 12

Aftalen om køb af en pakkerejse kan indeholde forskellige betingelser for deltagelsen, som også skal kunne opfyldes af den, der får overdraget pakkerejsen. Det kan være krav om visse fysiske kvalifikationer, alderskrav og lignende.

Endvidere vil arrangøren i nogle tilfælde kunne godtgøre, at han f.eks. i aftalen med andre tjenesteydere er afskåret fra at ændre udstedte billetter, hotelreservationer m.v. I så fald kan pakkerejsen ikke overdrages. Det samme gælder, hvis det i medfør af anden lovgivning er udelukket at overdrage pakkerejsen, jf. f.eks. bestemmelsen i sølovens § 177 om skibsrejser, hvor der i befordringsaftalen er anført en bestemt person som passager.

Der vil i aftalen kunne fastsættes en rimelig frist for, hvornår arrangøren eller formidleren senest skal underrettes om, at kunden vil overdrage pakkerejsen.

Arrangøren vil kunne opkræve et ekspeditionsgebyr for det merarbejde, overdragelsen medfører.

Bestemmelsen tilsigter at opfylde direktivets artikel 4, stk. 3, men giver dog kunden en videre beskyttelse, idet retten til at overdrage pakkerejsen ikke som i direktivet er begrænset til tilfælde, hvor kunden selv er forhindret i at deltage.

Bestemmelsen svarer med ændringer af overvejende redaktionel karakter til § 12 i Pakkerejseudvalgets lovudkast.

Til § 13

Den foreslåede bestemmelse fastlægger betingelserne for, at arrangøren kan forhøje pakkerejsens pris efter aftalens indgåelse.

Opregningen i stk. 1 er udtømmende. Det er en forudsætning, at ændringer i de pågældende omkostninger m.v. faktisk har betydning for prisen.

Kravet om, at den præcise beregningsmetode for prisændringer skal være angivet i aftalen, kan opfyldes ved, at der i aftalen henvises til et bilag med nogle regneeksempler.

Bestemmelsen tilsigter at gennemføre direktivets artikel 4, stk. 4.

Kravet om, at prisændringen skal meddeles kunden hurtigst muligt, jf. stk. 2, er indføjet under hensyn til direktivets artikel 4, stk. 5. Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 15.

Bestemmelsen svarer i øvrigt med redaktionelle ændringer til § 13 i Pakkerejseudvalgets lovudkast.

Til § 14

Ved bestemmelsen slås det fast, at generelle forbehold fra arrangørens side ikke har nogen retsvirkning i forholdet mellem arrangøren og kunden.

Et forbehold i aftalen er omfattet af bestemmelsen, hvis det er holdt i almindelige vendinger, sådan at det er vanskeligt at overskue dets betydning. Præcise forbehold vedrørende bestemte egenskaber ved pakkerejsen er ikke omfattet.

Uspecificerede aftalevilkår er ikke omfattet af bestemmelsen, jf. bemærkningerne til lovforslagets § 6.

Bestemmelsen omfatter både ændringsforbehold og generelle ansvarsfraskrivelser.

Direktivet og Pakkerejseudvalgets lovudkast indeholder ikke tilsvarende bestemmelser.

Til § 15

Det foreslås, at arrangøren hurtigst muligt skal give kunden besked, hvis pakkerejsen aflyses, eller det i øvrigt har vist sig, at arrangøren ikke vil kunne opfylde aftalen fuldt ud. Kunden skal underrettes om enhver ændring i forhold til det aftalte, bortset fra rene bagateller. Underretningspligten gælder således i alle tilfælde, hvor det er klart, at pakkerejsen vil blive mangelfuld, uanset om den manglende opfyldelse skyldes forhold, der er indtrådt før eller efter aftalens indgåelse.

Det foreslås i stk. 2, at arrangøren samtidig med underretningen efter stk. 1 skal vejlede kunden om dennes retsstilling m.v. Arrangøren skal navnlig oplyse om indholdet af stk. 3 og §§ 16 og 17. Arrangøren skal endvidere meddele kunden navn og postadresse på arrangøren eller den, der på arrangørens vegne kan modtage kundens eventuelle reklamation.

Hvis arrangøren ikke overholder sine pligter efter stk. 1 og 2, kan han ikke gøre gældende, at kunden ikke har reklameret rettidigt og korrekt i henhold til stk. 3. Reklamerer kunden først efter pakkerejsens påbegyndelse, vil arrangøren kunne påberåbe sig reklamationsreglerne i lovforslagets kapitel 6, jf. §§ 26 og 27.

Den foreslåede reklamationsregel i stk. 3 betyder, at der, så længe pakkerejsen ikke er påbegyndt, kun gælder en reklamationsfrist for kunden, hvis arrangøren har givet besked om, at aftalen ikke vil kunne opfyldes, eller at pakkerejsen helt aflyses, jf. stk. 1.

Reklamationsreglen i stk. 3 gælder for ethvert krav, som kunden kan gøre gældende i anledning af, at arrangøren vil misligholde aftalen. §§ 16m og 17 regulerer kundens adgang til at hæve aftalen og til at kræve erstatning for eventuelle tab.

Kunden kan naturligvis også blot vælge at henholde sig til aftalen og fastholde arrangørens opfyldelsesforpligtelse eller kræve forholdsmæssigt afslag i prisen, hvis arrangøren ikke afværger misligholdelsen. Kravet om reklamation er i så fald opfyldt, hvis kunden gør arrangøren opmærksom på, at han ikke vil acceptere ændringen i forhold til det aftalte.

Bestemmelsen tilsigter at gennemføre direktivets artikel 4, stk. 5, men giver dog kunden en videre beskyttelse, dels ved, at arrangøren ikke kun skal underrette kunden om væsentlige ændringer i forhold til det aftalte, dels ved, at kunden ikke som efter direktivet skal reklamere »hurtigst muligt«, men blot inden rimelig tid efter modtagelsen af arrangørens underretning. Kravet om reklamation inden rimelig tid svarer til dansk rets almindelige reklamationsregel i forbrugerkøb, jf. købelovens § 81.

Bestemmelsen svarer med visse ændringer til § 14 i Pakkerejseudvalgets lovudkast.

Til § 16

Det foreslås, at kunden skal kunne hæve aftalen eller kræve at få tilbudt en erstatningsrejse, hvis den aftalte pakkerejse aflyses eller det kan forudses, at pakkerejsen vil komme til at lide af væsentlige mangler.

I udtrykket »kan det med sikkerhed forudses« ligger, at arrangøren skal have givet meddelelse om en væsentlig ændring, jf. § 15, eller at der på anden måde skal være en til vished grænsende sandsynlighed for, at arrangøren vil misligholde aftalen væsentligt.

Ved afgørelsen af, om en misligholdelse er væsentlig, må der tages hensyn til forholdets konkrete betydning for kunden og til, om misligholdelsen vil angå et forhold, der normalt har væsentlig betydning for kunder, eller som arrangøren i øvrigt måtte regne med, at den pågældende kunde ville lægge betydelig vægt på.

Som eksempler på væsentlige misligholdelser nævner Pakkerejseudvalget bl.a. ændring af rejsemålet eller transportformen, jf. betænkningen, s. 171.

Kunden har krav på, at pakkerejsen gennemføres til den aftalte pris, medmindre lovens betingelser for prisforhøjelse er opfyldt, jf. lovforslagets § 13. En prisforhøjelse, som ikke har hjemmel i aftalen, vil være en væsentlig misligholdelse.

Ved væsentlighedsbedømmelsen kan der endvidere tages hensyn til, at ophævelse på dette tidspunkt normalt er mindre indgribende over for sælgeren end efter pakkerejsens påbegyndelse, jf. lovforslagets § 20. Vælger kunden at hæve aftalen, betyder det, at arrangøren skal refundere samtlige beløb, der er betalt i henhold til aftalen. Det afgøres efter reglen i lovforslagets § 17, om der tillige skal betales erstatning.

I praksis vil arrangøren ofte kunne tilbyde kunden en tilsvarende erstatningsrejse, og begge parter vil normalt være interesserede i, at sagen løses på den måde. Kunden kan dog også vælge at deltage i en erstatningsrejse af højere eller lavere værdi, hvis arrangøren uden uforholdsmæssige omkostninger eller tab kan tilbyde en sådan.

Bestemmelsen tilsigter at gennemføre direktivets artikel 4, stk. 5 (delvis) og stk. 6, litra a-b, men giver dog kunden en lidt videre beskyttelse, idet kundens beføjelser gælder i alle tilfælde, hvor det kan forudses, at aftalen vil blive misligholdt væsentligt, jf. herved bemærkningerne til lovforslagets § 15.

Bestemmelsen svarer med visse ændringer til § 14, stk. 2, og § 15 i Pakkerejseudvalgets lovudkast.

Til § 17

Efter bestemmelsen har kunden som udgangspunkt ret til erstatning for tab, der lides på grund af, at arrangøren aflyser pakkerejsen eller i øvrigt ikke vil kunne opfylde aftalen fuldt ud.

For at kunne få erstatning skal kunden godtgøre, at der er lidt et økonomisk tab, og at tabet skyldes det forhold, at aftalen ikke bliver opfyldt på et eller flere punkter.

Det må antages, at der i praksis typisk vil være tale om overskuelige tab, som har direkte forbindelse med pakkerejsen, f.eks. udgifter til visa, vaccinationer og forsikringer eller til andre ydelser, der er nært forbundet med pakkerejsen, og som ikke kan afbestilles (negativ kontraktsinteresse). Der vil i stedet kunne kræves erstatning for prisforskellen, hvis kunden har været nødt til at købe en tilsvarende, men dyrere erstatningsrejse (positiv opfyldelsesinteresse).

Såvel tabet som størrelsen af tabet skal være påregneligt for arrangøren. Kunden har desuden en almindelig pligt til at søge at begrænse sit tab. Det betyder f.eks., at kunden ikke kan købe en dyrere erstatningsrejse hos en anden arrangør, hvis arrangøren tilbyder kunden en erstatningsrejse af samme art og kvalitet som den aftalte, jf. lovforslagets § 16.

Efter bestemmelsen er arrangøren som udgangspunkt erstatningsansvarlig, uanset om der er noget at bebrejde ham eller nogen, han er ansvarlig for. Arrangøren er således kun ansvarsfri under de særlige omstændigheder, der er anført i nr. 1-4. Betingelserne for ansvarsfrihed skal være opfyldt i forhold både til arrangøren og dennes ansatte samt andre tjenesteydere - herunder formidleren - der har med pakkerejsen at gøre.

Nr. 1 drejer sig alene om aflysning på grund af for få deltagere. Arrangøren er kun ansvarsfri efter denne regel, hvis der i aftalen om køb af pakkerejsen er angivet et mindste antal deltagere eller en mindste belægningsprocent. Endvidere skal arrangøren have givet kunden skriftlig meddelelse om aflysningen inden for en frist, som ligeledes skal være angivet i aftalen. Urimelige aftalevilkår om det nødvendige antal deltagere vil eventuelt kunne tilsidesættes efter aftalelovens § 36.

Nr. 2 drejer sig om tilfælde, hvor der foreligger egen skyld hos kunden.

Nr. 3 drejer sig om tilfælde af force majeure eller lignende, hvor en aflysning eller anden ændring i forhold til aftalen er hidført af en tredjemand, der ikke har noget at gøre med leveringen af de ydelser, som er omfattet af aftalen. Afgørende er, om arrangøren eller nogen, arrangøren er ansvarlig for, ved at være mere omhyggelig kunne have taget højde for den uvedkommende tredjemands handlinger ved aftalens indgåelse eller kunne have forhindret aflysningen/ændringen eller i hvert fald efterfølgende have afværget kundens tab. Det må i den forbindelse være en betingelse for arrangørens ansvarsfrihed, at den pågældende tredjemands handling har en helt særlig og ekstraordinær karakter.

Der må stilles strenge krav til beviset for, at den situation, der er opstået, ikke kunne have været forudset, afværget eller afbødet, selv om der er udvist passende omhyggelighed. Vurderingen af, om der er udvist »passende omhyggelighed«, må hovedsagelig bero på en konkret vurdering af pakkerejsens karakter og arten af den pågældende tredjemands handling. Pakkerejseudvalget nævner i betænkningen, s. 190, at en arrangør eller tjenesteyder, der f.eks. får et tip om, at der vil blive øvet hærværk mod en bus, som næste dag skal bruges til transport af kunderne, må sørge for overvågning af bussen og tage de nødvendige skridt til at sikre alternativ transport.

Nr. 4 drejer sig om tilfælde, hvor aflysningen eller ændringen i forhold til det aftalte skyldes force majeure eller lignende helt særlige og ekstraordinære forhold, som ikke kan henføres til en uvedkommende tredjemand. Bestemmelsen svarer i øvrigt til nr. 3.

Reglen i stk. 2 svarer i sit indhold til bestemmelsen i købelovens § 80, stk. 1, nr. 4, jf. § 42, stk. 2.

Det foreslås i stk. 3, at regler om frister for aflysning på grund af for få deltagere kan fastsættes administrativt. Justitsministeriet vil fastsætte regler herom efter drøftelse med de berørte organisationer m.v.

Stk. 1 tilsigter at gennemføre direktivets artikel 4, stk. 6, 2. afsnit, og svarer med visse ændringer til § 16 i Pakkerejseudvalgets lovudkast.

Til § 18

Den foreslåede bestemmelse svarer til reglen i købelovens § 78, stk. 1, 2. pkt., om løsøresælgerens afhjælpningspligt.

Det er ikke nødvendigt, at arrangøren selv afhjælper manglen, blot manglen udbedres, uden at kunden skal betale for det.

Kunden kan forlange enhver mangel udbedret, medmindre det godtgøres, at arrangørens byrde herved ikke står i rimeligt forhold til kundens interesse i afhjælpning. En mindre mangel kan således ikke kræves afhjulpet, hvis udbedringen vil være meget dyr. Udbedringsomkostningen er dog ikke nødvendigvis uforholdsmæssig, blot fordi den beløbsmæssigt overstiger den værdiforringelse, manglen medfører.

Bestemmelsen tilsigter at gennemføre direktivets artikel 4, stk. 7, men giver dog kunden en videre beskyttelse, idet afhjælpningspligten ikke som i direktivet er begrænset til væsentlige mangler.

Bestemmelsen svarer med en redaktionel ændring til § 17, stk. 1, i Pakkerejseudvalgets lovudkast.

Til § 19

Ved den foreslåede bestemmelse gøres krav om afhjælpning til kundens centrale mangelsbeføjelse. Forholdsmæssigt afslag og ophævelse kommer kun på tale, hvis manglen ikke kan afhjælpes uden uforholdsmæssige omkostninger eller væsentlig ulempe for arrangøren, eller hvis arrangøren ikke afhjælper manglen inden rimelig tid, efter at kunden har fremsat krav herom. Hvad der er »inden rimelig tid« må navnlig afhænge af manglens betydning for kunden, hvor kompliceret det er for arrangøren at udbedre manglen, samt pakkerejsens tidsmæssige udstrækning. Er der tale om meget alvorlige mangler, vil arrangøren efter omstændighederne skulle efterkomme kundens krav om afhjælpning omgående.

Afslag skal beregnes i overensstemmelse med almindelige regler, dvs. som et nedslag i prisen, som procentvis svarer til den procentvise værdiforringelse af pakkerejsen.

Bestemmelsen tilsigter at gennemføre direktivets artikel 4, stk. 7, og svarer med visse ændringer til § 17, stk. 2, i Pakkerejseudvalgets lovudkast.

Til § 20

Bestemmelsen drejer sig om ophævelse af aftalen på grund af mangler, der viser sig efter, at pakkerejsen er begyndt. Efter pakkerejsens påbegyndelse er ophævelse en særdeles indgribende beføjelse over for arrangøren, som på det tidspunkt ikke har praktisk mulighed for at sælge pakkerejsen til anden side, og som endvidere ikke kan få erlagte ydelser tilbage som ved løsørekøb.

I stk. 1 fastlægges betingelserne for, at kunden kan hæve aftalen. Den grundlæggende betingelse er, at der skal være tale om en mangel, som medfører, at formålet med pakkerejsen er væsentligt forfejlet. I bestemmelsen angives herefter som et eksempel på, hvad der kan udgøre en sådan mangel, at en betydelig del af de aftalte ydelser ikke leveres.

Ved bedømmelsen af, om betingelserne for ophævelse er opfyldt, må der således lægges vægt på manglens karakter og betydning for kundens udbytte af pakkerejsen som helhed samt på, om arrangøren har haft mulighed for at vurdere denne betydning.

I Pakkerejseudvalgets betænkning er der på s. 184-185 nævnt nogle eksempler fra ankenævnspraksis, som kan belyse, om en mangel har medført, at formålet med en pakkerejse er væsentligt forfejlet. I et tilfælde, hvor skibet til et 7-dages krydstogt med start fra en sydeuropæisk by på grund af motorskade måtte returnere efter få timers sejlads og først forventedes klar til sejlads efter 4 dage, fandtes aftalen at kunne ophæves.

I stk. 2 og 3 fastlægges retsvirkningerne af, at aftalen hæves.

I stk. 2 slås det for det første fast, at kunden som udgangspunkt har krav på at få tilbagebetalt samtlige beløb, der er betalt i henhold til aftalen.

Som nævnt kan arrangøren ikke få de ydelser, han har erlagt, tilbage. Pakkerejseudvalget foreslog, at der i stedet åbnes mulighed for, at arrangøren kan tilkendes en godtgørelse svarende til den værdi, pakkerejsen eventuelt kan antages at have haft for kunden. Udvalget fandt, at der på grund af de mange forskelligartede forhold, der kan opstå, kun bør åbnes mulighed for, at der kan tilkendes en godtgørelse. Om det skal ske eller ej, må afhænge af en konkret vurdering af den pågældende hævebegrundende mangel, pakkerejsens formål og eventuelle forudsætninger. Har pakkerejsen været totalt forfejlet, vil der ikke tilkomme arrangøren nogen godtgørelse. Der henvises til Pakkerejseudvalgets betænkning, s. 187-188.

Justitsministeriet kan tiltræde dette forslag, og lovforslaget er med redaktionelle ændringer udformet i overensstemmelse hermed.

Med henblik på gennemførelse af direktivets artikel 4, stk. 7, 2. afsnit, foreslås det i stk. 3, at kunden kan kræve, at arrangøren sørger for hjemtransport uden ekstra udgift for kunden. Dette gælder i sagens natur kun, hvis der indgår et transportelement i pakkerejsen, jf. lovforslagets § 2.

Direktivet indeholder ikke regler om ophævelse af aftalen efter pakkerejsens påbegyndelse.

Bestemmelsen svarer med visse ændringer til § 18 i Pakkerejseudvalgets lovudkast.

Til § 21

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at arrangøren som udgangspunkt har en egentlig afhjælpningsret. Arrangøren kan således ved at afhjælpe en mangel afværge, at kunden gør andre mangelsbeføjelser gældende end krav om erstatning, jf. lovforslagets §§ 22 og 23.

Hvad, der skal til for afhjælpe en mangel ved en pakkerejse, vil bero på en konkret vurdering af aftalen og de eventuelle forudsætninger, som kunden har gjort arrangøren bekendt med. Er det f.eks. aftalt, at kunden skal indkvarteres på et bestemt hotel, som viser sig ikke at have plads eller at være lukket, vil det normalt være tilstrækkeligt, at arrangøren sørger for indkvartering på et andet hotel af tilsvarende standard og med omtrent samme beliggenhed. Er der imidlertid tale om, at f.eks. to ægtefæller har købt en rejse med indkvartering på et bestemt hotel og i forbindelse med aftalens indgåelse har tilkendegivet, at de i anledning af deres sølvbryllup ønsker at bo på netop det hotel, hvor de i sin tid tilbragte deres bryllupsnat, vil manglen ikke kunne afhælpes, hvis ægteparret ikke kan indkvarteres på det pågældende hotel.

Hvad der kan anses som »inden rimelig tid«, vil afhænge af en konkret vurdering, jf. bemærkningerne til § 19. Ligesom efter den tilsvarende regel i købelovens § 79 kan det skærpe bedømmelsen, at initiativet til afhjælpning efter denne bestemmelse ligger hos arrangøren. Pakkerejseudvalget nævner i betænkningen, s. 184, at fristen ved kortvarige arrangementer som f.eks. teaterture kan være meget kort, mens den ved langvarige rejser til en enkelt fjerntliggende destination vil kunne udstrækkes til flere dage.

Direktivet indeholder ikke regler om afhjælpningsret.

Den foreslåede bestemmelse svarer med ændringer af redaktionel karakter til § 19 i Pakkerejseudvalgets lovudkast.

Til § 22

Stk. 1 drejer sig om erstatning for økonomiske tab, som kunden lider på grund af mangler ved pakkerejsen.

Det foreslås, at arrangøren skal være erstatningsansvarlig på samme grundlag som ved ændringer m.v., der kan forudses inden pakkerejsens start, jf. lovforslagets § 17 og bemærkningerne hertil.

Der er ikke henvist til ansvarsfritagelsesgrunden i lovforslagets § 17, stk. 1, nr. 2, idet ændringer i forhold til det aftalte, som skyldes kundens egne forhold, ikke kan betegnes som mangler ved pakkerejsen.

Pakkerejseudvalget foreslog, at der skabes lovhjemmel til, at kunden kan tilkendes et beløb, uanset om der er lidt et økonomisk tab. Udvalget fandt, at der bør åbnes mulighed for, at der kan tilkendes en godtgørelse. Om det skal ske eller ej, må udover karakteren af de ulemper, der er påført kunden, bl.a. afhænge af, om der i forbindelse med manglen eller ulempens opståen er noget alvorligt at bebrejde arrangøren. Der henvises til Pakkerejseudvalgets betænkning, s. 193-194.

Justitsministeriet kan tiltræde dette forslag, og stk. 2 er med redaktionelle ændringer udformet i overensstemmelse hermed.

Er der lidt tab, kan der blive tale om ulempegodtgørelse efter stk. 2 ved siden af tabserstatning efter stk. 1. Godtgørelsen kan fastsættes skønsmæssigt og skal kompensere for »ødelagt ferie«.

Stk. 1 tilsigter at gennemføre direktivets art. 5, stk. 2, 1. afsnit. Direktivet indeholder ikke regler om ulempegodtgørelse.

Bestemmelsen svarer med visse ændringer til § 20 i Pakkerejseudvalgets betænkning.

Til § 23

Stk. 1 drejer sig om erstatning for skader på kundens person eller ting, som skyldes en mangel ved pakkerejsen. Erstatning for tab, der vedrører den manglende opfyldelse af kontrakten, reguleres i lovforslagets § 22.

Bestemmelsen omfatter således tings- og personskade, der lides på grund af visse (farlige) egenskaber ved en mangel.

For at kunne gøre krav gældende skal kunden bevise, at der er sket en person- eller tingsskade, og at skaden er sket på grund af en mangel ved pakkerejsen. Ved tingsskade skal kunden bevise, at der er lidt et tab, og det samme gælder ved personskade for så vidt angår visse erstatningsposter. For eventuelt at kunne få en godtgørelse, jf. lovforslagets § 22, stk. 2, skal kunden endvidere bevise, at manglen har forvoldt væsentlig ulempe.

Arrangøren har bevisbyrden for, at der foreligger en af de ansvarsfrihedsgrunde, der er nævnt i lovforslagets § 17, stk. 1, nr. 3 og 4, jf. § 22, stk. 1.

Reglerne i erstatningsansvarsloven gælder med hensyn til betingelserne for ansvarslempelse m.v. og opgørelsen af erstatning for tings- eller personskade, herunder forsørgertabserstatning til efterladte. Bestemmelserne i erstatningsansvarslovens §§ 3 og 26 om godtgørelse for ikke-økonomisk tab gælder således ved siden af lovforslagets regel om ulempegodtgørelse, jf. § 22, stk. 2.

Reglen i stk. 2 skal ses som et specielt udtryk for den almindelige omsorgspligt over for en aftalepart, der må antages at gælde efter almindelige regler. Arrangøren bør ved personskade altid komme kunden til hjælp, uanset om arrangøren er erstatningsansvarlig eller ej. Den foreslåede bestemmelse går derfor videre end direktivet, hvorefter hjælpepligten ikke gælder, hvis kunden selv er skyld i den opståede situation.

Bestemmelsen foreslås ikke civilretligt eller strafferetligt sanktioneret i loven. Efter almindelige erstatningsretlige grundsætninger kan en tilsidesættelse af omsorgspligten dog efter omstændighederne føre til erstatningsansvar for arrangøren, hvis tilsidesættelsen har påført kunden et økonomisk tab.

Bestemmelsen tilsigter i øvrigt at gennemføre direktivets artikel 5, stk. 2, 1. og 2. afsnit, og svarer med visse ændringer til § 21 i Pakkerejseudvalgets lovudkast.

Til § 24

Det foreslås, at arrangøren i aftalen om køb af pakkerejsen skal kunne tage forbehold om, at kundens erstatningskrav i henhold til lovforslagets §§ 22 og 23 kan begrænses i overensstemmelse med maksimumbeløb, der er fastsat i internationale konventioner, som gælder for den tjenesteydelse, der har gjort pakkerejsen mangelfuld og forvoldt kundens tab m.v.

Sådanne beløbsbegrænsninger findes bl.a. i Warszawa-konventionen om international luftbefordring og Athen-konventionen om befordring til søs af passagerer og deres bagage, jf. Pakkerejseudvalgets betænkning, kapitel III, pkt. 6.

Hvorvidt en international konvention gælder for en bestemt tjenesteydelse, som indgår i pakkerejsen, afhænger af, hvilket lands lovgivning der efter gældende lovvalgsregler finder anvendelse på den pågældende tjenesteydelse. Dernæst vil det være afgørende, om den pågældende konvention er trådt i kraft i det pågældende land, eller om landet dog har indarbejdet de relevante bestemmelser i konventionen i sin nationale lovgivning.

Bestemmelsen er udformet under hensyn til direktivets artikel 5, stk. 2, 3. afsnit. Direktivet åbner ikke mulighed for, at det kan tillades arrangøren at begrænse erstatningsbeløbene i andre tilfælde, hvor arrangøren er afskåret fra at videreføre kundens fulde krav til den ansvarlige tjensteyder, jf. f.eks. reglerne om erstatningsbegrænsning i luftfartsloven kapitel 9, omtalt i Pakkerejseudvalgets betænkning s. 70 og 72.

Bestemmelsen svarer med visse ændringer til § 22 i Pakkerejseudvalgets lovudkast.

Til § 25

Ved bestemmelsen pålægges arrangøren (i praksis oftest dennes repræsentant på stedet) og den pågældende tjenesteyder (f.eks. en buschauffør, skibsfører eller hotelvært) at gøre, hvad der er muligt for at tilfredsstille kunder, som klager over et eller andet, medmindre der er tale om kværulanteri.

Bestemmelsen skal ses som en opfordring til arrangører og tjenesteydere og foreslås ikke sanktioneret i loven.

Arrangørens pligt til at afhjælpe mangler er reguleret i lovforslagets § 18.

Bestemmelsen tilsigter at gennemføre direktivets artikel 6 og svarer med ændringer af redaktionel karakter til § 23, stk. 2, i Pakkerejseudvalgets lovudkast.

Til §§ 26 og 27

Bestemmelserne drejer sig om reklamation over mangler ved pakkerejsen efter pakkerejsens påbegyndelse. De foreslåede regler svarer i vidt omfang til reglerne i købelovens §§ 81 og 82.

Justitsministeriet finder ikke, at der bør gælde særlige formkrav for kundens reklamation. Kunden har bevisbyrden for, at der er reklameret.

Det foreslås, at kunden skal reklamere over for arrangøren (i praksis oftest dennes repræsentant på stedet) eller over for den formidler, som kunden har indgået aftalen med.

Ved vurderingen af, om kundens reklamation er sket »inden rimelig tid«, må der bl.a. lægges vægt på arrangørens interesse i hurtig reklamation og på kundens forhold. Det vil normalt være vigtigt for arrangøren, at der reklameres meget hurtigt - eventuelt over for den stedlige repræsentant - sådan at arrangøren får mulighed for at afhjælpe manglen. Herved kan arrangøren dels afværge, at kunden hæver eller kræver afslag, dels undgå, at der opstår problemer for nye kunder.

Pakkerejseudvalget foreslog en regel, hvorefter en kunde, der konstaterer en mangel under pakkerejsen, så hurtigt som muligt skal gøre arrangøren, dennes repræsentant på stedet eller den pågældende tjenesteyder opmærksomhed herpå (§ 23, stk. 1, i Pakkerejseudvalgets lovudkast). Justitsministeriet finder imidlertid, at en sådan pligt til at reagere forud for den egentlige reklamation af retstekniske grunde bør undgås. Det fornødne hensyn til arrangørens interesse i hurtig reklamation vil kunne tages ved vurderingen af, om kundens reklamation er sket inden rimelig tid, jf. ovenfor.

Bestemmelsen tilsigter således at gennemføre direktivets artikel 5, stk. 4, og giver i øvrigt kunden en videre beskyttelse.

Bestemmelserne svarer med visse ændringer til §§ 25-26 i Pakkerejseudvalgets lovudkast.

Til § 28

Kunden kan vælge, om han vil rette sit økonomiske krav mod arrangøren eller formidleren. De krav, der kan blive tale om at rette mod formidleren, er krav om forholdsmæssigt afslag, erstatning og tilbagebetaling af forudbetalte beløb.

Den foreslåede regel i stk. 2 svarer til de regler, der må antages i almindelighed at gælde om det interne forhold mellem fuldmægtige og fuldmagtsgivere.

I direktivet er det overladt til medlemsstaterne at bestemme, om arrangøren, formidleren eller begge skal hæfte overfor kunden for opfyldelsen af aftalen.

Den foreslåede bestemmelse svarer med redaktionelle ændringer til § 24 i Pakkerejseudvalgets lovudkast.

Til § 29

Ved den foreslåede bestemmelse lovfæstes nogle af kundens fundamentale pligter. Pakkerejseudvalget fandt, at det ville være hensigtsmæssigt at fastsætte disse pligter udtrykkeligt i loven. Bestemmelsen regulerer ikke alle kundens pligter i aftaleforholdet, bl.a. ikke betalingsforpligtelsen. Det kan endvidere fremgå af aftalen, at kunden selv skal sørge for forskellige ting udover pas, visa og vaccinationer.

Pligten til at rette sig efter ordensregler og anvisninger m.v. må forstås med det naturlige forbehold, at reglerne og anvisningerne skal have en saglig begrundelse.

Har kunden f.eks. ikke sørget for nødvendigt pas, vil der ikke kunne gøres krav gældende mod arrangøren, hvis kunden som følge heraf ikke får adgang til det land, rejsen skulle gå til.

Retsvirkningen af, at kunden ikke overholder ordensregler m.v., må afhænge af en konkret vurdering. Særdeles grove tilfælde, navnlig hvor kundens adfærd truer med at ødelægge ferien for andre kunder, må antages i almindelighed at berettige arrangøren til at hæve aftalen og dermed udelukke kunden fra resten af rejsen. Arrangøren vil i sådanne tilfælde efter omstændighederne også kunne kræve, at kunden bl.a. betaler rejsens fulde pris som erstatning for arrangørens positive opfyldelsesinteresse.

Direktivet indeholder ikke regler om kundens pligter.

Bestemmelsen svarer med visse ændringer til § 27 i Pakkerejseudvalgets lovudkast.

Til § 30

Det foreslås, at strafferammen bliver bøde for overtrædelse af visse bestemmelser i loven eller i de administrative regler, der vil blive fastsat i medfør af loven. Forbeholdet om, at højere straf kan være forskyldt efter anden lovgivning, henviser bl.a. til straffelovens regler om berigelsesforbrydelser.

Også formidlere og andre vil efter omstændighederne kunne straffes efter den foreslåede bestemmelse, hvis de gør sig skyldige i strafbar medvirken til overtrædelse af loven.

Bestemmelsen svarer med konsekvensændringer til § 29 i Pakkerejseudvalgets lovudkast.

Til § 31

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. oktober 1993. Herved bliver der den nødvendige tid for rejsebranchen til at indrette sig på de nye regler.

Brochurer, kataloger m.v. produceres normalt op til et halvt år før en ny rejsesæson begynder. Det foreslås derfor, at brochurereglerne m.v. i lovforslagets § 5, stk. 1, først træder i kraft den 1. januar 1994.

Det foreslås endvidere, at lovens regler skal gælde, når pakkerejsen ifølge aftalen skal starte på ikrafttrædelsesdagen eller senere.

Visse bestemmelser i loven ville dog i givet fald få en slags tilbagevirkende kraft. Det gælder dels bestemmelserne om, hvilke oplysninger m.v. kunden skal have inden pakkerejsens start (§§ 6, 7, 10 og 11), og om overdragelse af pakkerejsen og prisforhøjelse (§§ 12 og 13), dels visse bestemmelser, der forudsætter et bestemt indhold af aftalen (§ 9, stk. 1-2, § 17, stk. 1, nr. 1, og § 24). Det foreslås derfor, at disse bestemmelser kun skal gælde, hvis aftalen om køb af pakkerejsen er indgået på eller efter ikrafttrædelsesdagen.

Bestemmelsen svarer med redaktionelle ændringer til § 30 i Pakkerejseudvalgets lovudkast.

Til § 32

Bestemmelsen vedrører lovens territoriale gyldighed.

§ 32. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.

Bilag

RÅDETS DIREKTIV

af 13. juni 1990

om pakkerejser, herunder pakkeferier og pakketure

(90/314/EØF)

Efter 2. behandling den 23. juni 1993

Ingen

Nr LSF 281

Forslag til Lov om pakkerejser

Fremsat af justitsministeren (Erling Olsen)

den 28. april 1993

Vedtaget ved tredjebehandling den 25. juni 1993

Lov nr. 472 af 30/06/1993