1992 LSF 278 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM EN REJSEGARANTIFOND

§ 1

I lov om en rejsegarantifond, jf. lovbekendtgørelse nr. 104 af 28. februar 1986, foretages følgende ændringer

1. § 2 affattes således

»§ 2. Loven gælder for udbud og salg af rejsearrangementer, der omfatter transport og indkvartering, samt arrangementer, der er omfattet af lov om pakkerejser.«

2. I § 6, stk. 1 og 2, udgår »erhvervsmæssigt«, og efter »rejsegarantifonden« i stk. 1 og »selskabsrejser« i stk. 2 indsættes: », medmindre denne virksomhed alene udøves lejlighedsvis«.

3. Efter § 7 indsættes

»§ 7 a. Industriministeren kan bestemme, at garantibeløbet, jf. § 6, stk. 3, og/eller garantibidraget, jf. § 7, stk. 1, i særlige tilfælde nedsættes eller bortfalder.«

§ 1

I lov om en rejsegarantifond, jf. lovbekendtgørelse nr. 104 af 28. februar 1986, foretages følgende ændringer

1. § 2 affattes således

»§ 2. Loven gælder for udbud og salg af rejsearrangementer, der omfatter transport og indkvartering, samt arrangementer, der er omfattet af lov om pakkerejser.«

2. I § 6, stk. 1 og 2, udgår: »erhvervsmæssigt« og efter »rejsegarantifonden« i stk. 1, og »selskabsrejser« i stk. 2 indsættes

»,medmindre denne virksomhed alene udøves lejlighedsvis«

3. Efter § 7 indsættes

»§ 7 a. Industriministeren kan bestemme, at garantibeløbet, jf. § 6, stk. 3, og/eller garantibidraget, jf. § 7, stk. 1, i særlige tilfælde nedsættes eller bortfalder.«

§ 2

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 1993.

Stk. 2. Virksomheder, der ikke har været registreringspligtige efter den hidtidige lov om en rejsegarantifond, jf. lovbekendtgørelse nr. 104 af 28. februar 1986, skal være registreret inden den 1. oktober 1993.

Oprindeligt fremsat forslag

§ 2

Loven træder i kraft den 1. juli 1993.

Stk. 2. Virksomheder, der ikke har været registreringspligtige efter den hidtidige lov om en rejsegarantifond, jf. lovbekendtgørelse nr. 104 af 28. februar 1986, skal være registreret inden den 1. oktober 1993.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Lovforslaget fremsættes med henblik på at gennemføre art. 7 i EF's pakkerejsedirektiv.

EF-direktivet om pakkerejser m.v. blev vedtaget i juni 1990 (EF-Tidende nr. L 158 af 23. juni 1990, side 59). Direktivets danske titel er: »Rådets direktiv af 13. juni 1990 om pakkerejser, herunder pakkeferier og pakketure (90/314/EØF)». Direktivet er et »minimumsdirektiv«, som åbner mulighed for at fastsætte regler, der yder forbrugeren større beskyttelse end efter direktivets bestemmelser.

Pakkerejsedirektivet indeholder i art. 7 en regel om arrangørens og formidlerens pligt til at stille sikkerhed for tilbagebetaling og hjemtransport i tilfælde af insolvens. I lov om en rejsegarantifond findes allerede i dag regler om en garantiordning. Denne ordning skal som følge af direktivet udbygges, således at den kommer til at omfatte flere arrangører end i dag.

Den danske implementering af pakkerejsedirektivet gennemføres, dels ved at justitsministeren fremsætter forslag til lov om pakkerejser og andre pakkearrangementer, dels ved at industriministeren samtidig fremsætter forslag til ændring af rejsegarantifondsloven. For så vidt angår pakkerejseloven henvises til lovforslaget med bemærkninger og betænkning om pakkerejser nr. 1240 i 1992, der er udarbejdet af Justitsministeriets udvalg vedrørende pakkerejser m.v. Ændringerne i rejsegarantifondsloven er især behandlet på side 18-21 i betænkningen.

Art 7 i pakkerejsedirektivet lyder således

»Den rejsearrangør og/eller formidler, der er part i kontrakten, skal godtgøre, at han stiller tilstrækkelig garanti til i tilfælde af insolvens eller konkurs at sikre tilbagebetaling af erlagte beløb og hjemtransport af forbrugeren.«

Der var enighed i pakkerejseudvalget om, at art. 7 kan implementeres ved en tilpasning af rejsegarantifondsloven. Under Industriministeriets videre arbejde med forberedelse af lovændringen viste der sig imidlertid at være behov for en mere gennemgribende revision af loven, der er fra 1979. Et sådant tilbundsgående revisionsarbejde kunne ikke nås inden den planlagte fremsættelse af de to lovforslag for Folketinget. Af hensyn til implementeringsfristen den 1. januar 1993 var det nødvendigt, at fremsættelsen skulle ske så hurtigt som muligt. Den foreliggende revision er derfor en absolut minimumsløsning alene med henblik på implementering af direktivets art. 7. Der vil herefter blive nedsat et udvalg med henblik på en egentlig revision af loven, således at et nyt forslag kan forelægges Folketinget hurtigst muligt.

Den væsentligste følge af implementeringsforslaget er en udvidelse af rejsegarantifondslovens anvendelsesområde. Der åbnes desuden mulighed for, at garantistillelsen kan nedsættes eller bortfalde. Rejsekunder bliver omfattet af loven ved ikrafttrædelsen, mens virksomheder, der ikke hidtil har været omfattet af loven, først skal være registreret senest tre måneder senere.

I ændringsforslaget fastholdes rejsegarantifondslovens hidtidige terminologi, som på en række punkter afviger fra pakkerejselovens. Det bør derfor overvejes i forbindelse med den kommende lovrevision, i hvilket omfang denne terminologi skal ændres.

Rejsegarantifondslovens anvendelsesområde udvides, så loven også omfatter hele det område, der hører ind under pakkerejseloven. Udvidelsen vedrører især rejser i Danmark og rejser, der indeholder en anden turistmæssig ydelse end transport og indkvartering, jf. nærmere nedenfor under bemærkningerne til § 1, nr. 1.

Denne udvidelse af lovens område medfører endvidere, at en række virksomheder, der hidtil ikke har været registreringspligtige, skal registreres. Der er derfor indført mulighed for, at industriministeren kan bestemme, at garantibeløb og/eller garantibidrag skal nedsættes eller helt bortfalde, jf. bemærkningerne til § 1, nr. 3.

I pakkerejseudvalgets betænkning rejses nogle spørgsmål om rejsegarantifondslovens relation til pakkerejsedirektivet og dermed til forslaget til lov om pakkerejser. I pkt. 10.2 på side 19-20 anføres bl.a., at det forekommer tvivlsomt, om bestemmelsen i den gældende lovs § 3, stk. 3, er i overensstemmelse med direktivet, idet der alene er en fakultativ adgang til en rimelig kompensation, hvis rejsearrangørens økonomiske forhold medfører, at der indtræder væsentlig misligholdelse under rejsens forløb. Udvalget finder det nærliggende at fortolke direktivet således, at der er pligt til at sikre tilbagebetaling eller et forholdsmæssigt afslag, hvis pakkerejsen må afbrydes, eller der i øvrigt indtræder væsentlig misligholdelse som følge af rejsearrangørens økonomiske forhold. Situationen er imidlertid den, at fonden i sådanne tilfælde yder kompensation efter en fast praksis, jf. betænkningens beskrivelse af den gældende retstilstand i afsnit 3.4 på side 34-35. Der skønnes derfor ikke på nuværende tidspunkt at være noget behov for at ændre bestemmelsen, idet det forudsættes, at fondens praksis videreføres.

I § 24, stk. 1, i forslaget til lov om pakkerejser findes en regel, hvorefter formidleren hæfter over for kunden for dennes krav mod arrangøren i medfør af pakkerejseloven. Hensigten med denne regel er at give kunden optimale muligheder for at få opfyldt sine krav, jf. betænkningen pkt. 10.3 side 20-21. Har fonden efter reglerne i rejsegarantifondslovens § 3 ydet godtgørelse m.v., indtræder fonden i rejsekundens krav mod rejsebureauet, jf. § 5, stk. 1. Under hensyntagen til at det ikke har været formålet med hæftelsesreglen i § 24, stk. 1, at give rejsegarantifonden en bedre retsstilling end efter de hidtil gældende regler, bør formidleren ikke komme til at hæfte for arrangørens insolvens m.v. i videre omfang, end tilfældet er efter de gældende regler. Det har derfor været overvejet at indsætte en ny bestemmelse herom i rejsegarantifondsloven. De videre overvejelser er imidlertid udsat til den forventede lovrevision.

Det forudsættes derfor, at fonden vil administrere i overensstemmelse med den hidtidige ordning på dette område, således at fondens indtrædelsesret efter rejsegarantifondslovens § 5, stk. 1, ikke vil blive gjort gældende overfor formidlere i pakkerejselovens forstand (jf. pakkerejselovens § 3, stk. 2, med bemærkninger) i tilfælde, hvor den manglende opfyldelse af aftalen skyldes økonomiske forhold hos rejsearrangøren, og såfremt formidlerens ansvar udelukkende er baseret på bestemmelsen i pakkerejselovens § 24, stk. 1. I denne sammenhæng bør man være opmærksom på, at pakkerejselovens og rejsegarantifondslovens formidlerbegreber er forskellige, jf. den ovenfor nævnte uoverensstemmelse mellem pakkerejselovens og rejsegarantifondslovens begreber.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1, nr. 1

Bestemmelsen er indsat i stedet for den gældende lovs § 2 med henblik på at udvide lovens anvendelsesområde til at omfatte hele pakkerejseområdet.

Rejsegarantifondsloven gælder fortsat for hele det område, der hidtil har været omfattet af loven, jf. bemærkningerne herom i pakkerejseudvalgets betænkning pkt. 10.1, side 19. De væsentligste udvidelser er, at loven nu også gælder for rejsearrangementer, der foregår i Danmark, og at der indføres et nyt element »anden turistmæssig ydelse«, der kombineret med et af de to hidtidige elementer, transport og indkvartering, udgør en pakkerejse. Der henvises endvidere til ovennævnte betænkning pkt. 3.1 og 3.2 side 31-33 og til bemærkningerne til § 2 i forslaget til lov om pakkerejser.

Efter lovændringen vil rejsegarantifondsloven således dække et bredere område end pakkerejseloven. Den hidtidige fortolkning af udtrykket selskabsrejser i rejsegarantifondsloven indebærer, at begrebet omfatter salg af transport og indkvartering, uanset om den pågældende indkvartering er efter kundens eget valg, eller om reservationen er sket gennem særlige reservationssystemer, uden at det reserverende bureau kan anses for at have indgået kontrakt med det pågældende hotel. Under hensyn til at der med pakkerejseloven - i modsætning til rejsegarantifondsloven - tilsigtes en egentlig obligationsretlig regulering, har man ved fastlæggelsen af pakkerejselovens anvendelsesområde ikke fundet, at de situationer, hvor der ikke kan anses at foreligge en egentlig kontraktsituation mellem arrangør og hotel, skulle være omfattet af pakkerejseloven, jf. betænkningen side 127-128. Der er således ikke herved sket nogen indskrænkning i rejsegarantifondslovens hidtidige anvendelsesområde, der fortsat omfatter alle former for salg af transport kombineret med indkvartering uanset antallet af overnatninger.

Til § 1, nr. 2

§ 6, stk. 1 og 2, er ændret for at bringe bestemmelserne i overensstemmelse med pakkerejselovens § 3, stk. 1, hvor begrebet »lejlighedsvis« anvendes. Denne ændring medfører en vis udvidelse af registreringspligten. For så vidt angår begrebet »lejlighedsvis« henvises til bemærkningerne til pakkerejselovens § 3, stk. 1, hvoraf det bl.a. fremgår, at den, der tilrettelægger pakkerejser, kun anses som arrangør i lovens forstand, hvis denne virksomhed er så regelmæssig og systematiseret eller iøvrigt har et sådant omfang, at den må anses for at have erhvervslignende karakter. Folkelige foreninger m.v. skal således alene anses som arrangører, hvis tilrettelæggelsen af ferierejser o.l. dels har et professionelt tilsnit, f.eks. ved, at der udarbejdes egentlige rejsebrochurer og lignende markedsføringsmateriale, dels har et ikke ubetydeligt omfang.

Til § 1, nr. 3

På grund af den udvidede registreringspligt er der indsat en ny bestemmelse om, at industriministeren kan bestemme, at garantibeløbets og/eller garantibidragets størrelse i særlige tilfælde kan nedsættes eller helt bortfalde. Foreninger, der undtagelsesvis måtte anses som arrangører af pakkerejser, jf. bemærkningerne til § 1, nr. 2, men som ikke udøver erhvervsmæssig virksomhed med henblik på opnåelse af en økonomisk gevinst, påtænkes undtaget fra reglerne om garantistillelse og garantibidrag. Desuden kunne dette være hensigtsmæssigt for arrangører af arrangementer solgt i nærområdet, bl.a. hoteller og kroer. Skoler, sportsklubber og almennyttige foreninger kunne ligeledes tænkes undtaget, jf. betænkningen pkt. 10.4 side 21 vedrørende undtagelse fra garantistillelsen.

Til § 2

Loven træder i kraft den 1. juli 1993. Rejsende på rejser, der er omfattet af loven, vil herefter være dækket af fonden. Virksomheder, der ikke hidtil har været registreringspligtige, skal i henhold til ændringsloven senest være registrerede den 1. oktober 1993. Virksomhederne får dermed et vist tidsrum til at indrette sig på den nye situation.

Ingen

Nr LSF 278

Forslag til Lov om ændring af lov om en rejsegarantifond

Fremsat af industriministeren (Trøjborg)

den 28. april 1993

Vedtaget ved tredjebehandling den 25. juni 1993

Lov nr. 454 af 30/06/1993