1992 LSF 244 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM SOCIAL BISTAND
Statutory Text (5 Articles)
§ 1
I lov om social bistand, jf. lovbekendtgørelse nr. 829 af 1. oktober 1992, som ændret senest ved lov nr. 1079 af 23. december 1992, foretages følgende ændringer
1. I § 38, stk. 3, indsættes efter 2. punktum som nye punktummer
»Det samme gælder kapitaliseret erstatning for erhvervsevnetab og forsørgertab. Løbende erstatning for erhvervsevnetab og forsørgertab modregnes efter samme regler som i § 43. Kan hidtidig arbejdsindtægt ikke dokumenteres, anvendes i stedet for den til enhver tid fastsatte bruttorevalideringsydelse.«
2. § 39, stk. 2, affattes således
» Stk. 2. Der skal endvidere ses bort fra erstatning, som udbetales som kompensation for varigt men, godtgørelse for ikkeøkonomisk skade samt fra erstatning for tab af erhvervsevne og forsørgertab. Endvidere skal der ses bort fra ydelser fra godkendte sociale fonde, stiftelser, foreninger m.v., der er fritaget for beskatning hos modtageren, jf. ligningslovens § 7, litra Z.«
§ 2
Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
I et samfund med et hårdt presset arbejdsmarked er det tiltagende vanskeligt for mennesker med selv lettere handicaps at finde beskæftigelse.
Samtidig stiger antallet af mennesker ramt af arbejdsskade med deraf følgende nedsat erhvervsevne og/eller erhvervstab.
Erstatning for tab af erhvervsevne eller forsørgertab skal i medfør af arbejdsskadeforsikringslovgivningen udgøre den samfundsmæssige kompensation for de heraf følgende beskæftigelsesmæssige og forsørgermæssige vanskeligheder, der kan medføre såvel periodisk arbejdsløshed som nedsat indtjeningsevne, enten på grund af behovet for nedsat arbejdstid eller på grund af ringe aflønning under hensyn til erhvervsevneforringelsen. Det skønnes derfor i strid med dels virkeligheden på arbejdsmarkedet, dels arbejdsskadelovgivningens intentioner, at en tilkendt erstatning for tab af erhvervsevne og forsørger uden forbehold vurderes ud fra bistandslovens almindelige formueregler. Det har den virkning, at såvel løbende ydelser som kapitaliseret erstatning ikke alene modregnes i kontanthjælpen, men også kræves anvendt, inden kontanthjælp kan udbetales, idet den betragtes som likvid formue. Der gøres opmærksom på, at Folketinget ved behandlingen af reglerne for revalideringsydelse og indførelse af brutterevalideringsydelsen tog højde for netop denne problemstilling, men ikke tog højde herfor i bistandslovens §§ 38 og 39. Der henvises til eksemplet i vedlagte bilag.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1 og 2
Ved de foreslåede ændringer får kontanthjælpsmodtageren samme retsstilling som revalidender med hensyn til at se bort fra arbejdsskadeserstatning.
Til § 2
Det foreslås, at loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.
Bilag
Eksempel
A er en 32-årig enlig mor, der som følge af en rygskade måtte stoppe sit uddannelsesforløb som sygeplejerske i 1989. Rygskaden blev i 1989 anerkendt som arbejdsskade.
A overgik herefter til sygedagpenge.
I november 1991 flytter A efter opbrud af et 31/2-årigt ægteskab til B. kommune. I den forbindelse optages et kommunelån til boligindskud på 18.200 kr.
20. januar 1992 påbegyndtes et revalideringsforløb, hvortil der er bevilget § 43 til en 2-årig uddannelse. A starter på uddannelsen til informatikassistent.
1. juli 1992 vælger A at stoppe forløbet. Dels fordi det var for stillesiddende arbejde, som gav yderligere rygsmerter, og dels oplevede A, at der var for få kontaktmuligheder.
Herefter overgår A til kontanthjælp. Sideløbende hermed udbetales første løbende ydelse fra erhvervsevnetabserstatningen.
1. september 1992 kapitaliseres erstatningen. Pålydende 242.218 kr.
B. kommune konkluderer, at A således er i besiddelse af formue på 208.274 kr., hvilket er erstatningsbeløbet fratrukket tilbagebetaling af kontanthjælp samt boligindskudslån på henholdsvis 15.744 kr. samt 18.200 kr.
Denne formue danner efter kommunens skøn grundlag for forsørgelse i 36 måneder, således at der først vil være grundlag for udbetaling af § 37-hjælp omkring den 1. oktober 1995.
Ingen
Nr LSF 244
Forslag til Lov om ændring af lov om social bistand
Fremsat af Lilli Gyldenkilde (SF) Tommy Dinesen (SF) Åge Frandsen (SF) Gade (SF) Ebba Strange (SF)
den 23. marts 1993