1992 LSF 236 FORSLAG TIL LOV OM ELEKTRISKE STÆRKSTRØMSANLÆG OG ELEKTRISK MATERIEL

Kapitel 1

Lovens formål

§ 1. Loven har til formål under hensyn til de tekniske muligheder, den samfundsmæssige udvikling, Danmarks internationale forpligtelser og ud fra en samfundsøkonomisk afvejning at tilvejebringe det højest mulige sikkerhedsniveau ved produktion, transmission, distribution og brug af elektricitet.

Definitioner

§ 1. Loven har til formål, under hensyn til de tekniske muligheder, den samfundsmæssige udvikling, Danmarks internationale forpligtelser og ud fra en samfundsøkonomisk afvejning, at tilvejebringe det højst mulige sikkerhedsniveau ved produktion, transmission, distribution og brug af elektricitet.

Definitioner

Kapitel 2

Elektricitetsrådet

Kapitel 2

Elektricitetsrådet

§ 2. Ved stærkstrømsanlæg forstås: Elforsyningsanlæg med alle tilsluttede installationer og brugsgenstande, hvor spændingen er så høj eller strømstyrken så stor, at der kan opstå fare.

Stk. 2. Ved elforsyningsanlæg forstås: Anlæg til produktion, transmission og distribution af elektricitet.

Stk. 3. Ved elmateriel forstås: Maskiner, apparater og materiel af enhver art, der indgår i eller er beregnet til at indgå i stærkstrømsanlæg.

§ 2. Ved stærkstrømsanlæg forstås: Elforsyningsanlæg med alle tilsluttede installationer og brugsgenstande hvor spændingen er så høj eller strømstyrken så stor, at der kan opstå fare.

Stk. 2. Ved elforsyningsanlæg forstås: Anlæg til produktion, transmission og distribution af elektricitet.

Stk. 3. Ved elmateriel forstås: Maskiner, apparater og materiel af enhver art, der indgår i eller er beregnet til at indgå i stærkstrømsanlæg.

Kapitel 3

Stærkstrømsbekendtgørelsen

Kapitel 3

Stærkstrømsbekendtgørelsen

§ 3. Der nedsættes et elektricitetsråd til at bistå boligministeren ved lovens administration.

Stk. 2. Elektricitetsrådet har til opgave at følge den elsikkerhedsmæssige, tekniske og brugsmæssige udvikling og fastsætte regler og træffe beslutninger i sager, der i medfør af nærværende lov eller anden lovgivning er henlagt til rådet. Rådet skal endvidere inden for de rammer, der fastsættes på de årlige bevillingslove, medvirke ved tilrettelæggelsen af markedskontrol, tilsyns- og kontrolopgaver i øvrigt og Danmarks deltagelse i det internationale norm- og standardiseringsarbejde. Rådet skal desuden forestå information om elsikkerhed.

Stk. 3. Rådet udarbejder selv sin forretningsorden, som godkendes af boligministeren. Rådet kan i forretningsordenen beslutte at nedsætte sagkyndige udvalg, og det kan delegere nærmere afgrænsede opgaver inden for rådets ressort til disse udvalg.

Stk. 4. Rådet kan indbyde sagkyndige eller repræsentanter for særligt berørte interesser til at deltage i behandlingen af enkelte spørgsmål.

Stk. 5. Til rådet knyttes et sekretariat under ledelse af en direktør.

§ 3. Der nedsættes et elektricitetsråd til at bistå boligministeren ved lovens administration.

Stk. 2. Elektricitetsrådet har til opgave at følge den elsikkerhedsmæssige, tekniske og brugsmæssige udvikling og fastsætte regler og træffe beslutninger i sager, der i medfør af nærværende lov eller anden lovgivning er henlagt til rådet. Rådet skal endvidere inden for de rammer, der fastsættes på de årlige bevillingslove, medvirke ved tilrettelæggelsen af markedskontrol, tilsyns- og kontrolopgaver iøvrigt og Danmarks deltagelse i det internationale norm- og standardiseringsarbejde. Rådet skal desuden forestå information om elsikkerhed.

Stk. 3. Rådet udarbejder selv sin forretningsorden, som godkendes af boligministeren. Rådet kan i forretningsordenen beslutte at nedsætte sagkyndige udvalg, og det kan delegere nærmere afgrænsede opgaver inden for rådets ressort til disse udvalg.

Stk. 4. Rådet kan indbyde sagkyndige eller repræsentanter for særligt berørte interesser til at deltage i behandlingen af enkelte spørgsmål.

Stk. 5. Til rådet knyttes et sekretariat under ledelse af en direktør.

Kapitel 4

Kontrol og tilsyn

Kapitel 4

Kontrol og tilsyn

§ 4. Elektricitetsrådet består af en formand og 17 medlemmer. Rådet skal sammensættes således, at det har et alsidigt kendskab til elsikkerhed og produktion, transmission og distribution af elektricitet samt til installationer og produktion, salg og brug af maskiner, elapparater og elmateriel. Rådets formand udnævnes af kongen. De øvrige medlemmer udnævnes af boligministeren.

Stk. 2. Af de øvrige medlemmer udpeges

1) eet, der er elektroteknisk sagkyndig med en videnskabelig baggrund,

2) eet, der har en juridisk baggrund,

3) eet, der har samfundsøkonomisk indsigt,

4) tre med særligt kendskab til henholdsvis produktion, transmission og distribution af elektricitet samt til installationsforhold efter indstilling af Danske Elværkers Forening,

5) eet med særligt kendskab til installationer og installatørforhold efter indstilling af Elinstallatørernes Landsforening,

6) eet med særligt kendskab til arbejdsforhold, herunder arbejdssikkerhed efter indstilling af Dansk El-Forbund,

7) syv medlemmer med særligt kendskab til produktion af elmateriel samt handels- og forbrugerforhold efter indstilling af henholdsvis Forbrugerrådet, Statens Husholdningsråd, Dansk Industri, Landbrugsraadet, El-Branchens Leverandørforening, Elektronikindustrien og Det Danske Handelskammer,

8) eet medlem efter indstilling af Kommunernes Landsforening,

9) eet medlem efter fælles indstilling af Københavns og Frederiksberg Kommuner.

Stk. 3. Elektricitetsrådets medlemmer udnævnes for en periode af 4 år. Udtræder et medlem i løbet af perioden, udnævnes efterfølgeren for resten af perioden.

Stk. 4. Boligministeren kan inden udløbet af en udnævnelsesperiode, jf. stk. 3, fritage et medlem for hvervet efter anmodning fra den myndighed eller organisation, der har indstillet den pågældende, eller fra medlemmet selv.

§ 4. Elektricitetsrådet består af en formand og 17 medlemmer. Rådet skal sammensættes således, at det har et alsidigt kendskab til elsikkerhed og produktion, transmission og distribution af elektricitet, samt til installationer og produktion, salg og brug af maskiner, elapparater og elmateriel. Rådets formand udnævnes af kongen. De øvrige medlemmer udnævnes af boligministeren.

Stk. 2. Af de øvrige medlemmer udpeges 1) eet, der er elektroteknisk sagkyndig med en videnskabelig baggrund,

2) eet, der har en juridisk baggrund,

3) eet, der har samfundsøkonomisk indsigt,

4) tre med særligt kendskab til henholdsvis produktion, transmission og distribution af elektricitet samt til installationsforhold efter indstilling af Danske Elværkers Forening,

5) eet med særligt kendskab til installationer og installatørforhold efter indstilling af Elinstallatørernes Landsforening,

6) eet med særligt kendskab til arbejdsforhold, herunder arbejdssikkerhed efter indstilling af Dansk El-Forbund,

7) syv medlemmer med særligt kendskab til produktion af elmateriel samt handels- og forbrugerforhold efter indstilling af henholdsvis Forbrugerrådet, Statens Husholdningsråd, Dansk Industri, Landbrugsrådet, El-Branchens Leverandørforening, Elektronikindustrien og Det Danske Handelskammer,

8) eet medlem efter indstilling af Kommunernes Landsforening,

9) eet medlem efter fælles indstilling af Københavns og Frederiksberg Kommuner.

Stk. 3. Elektricitetsrådets medlemmer udnævnes for en periode af 4 år. Udtræder et medlem i løbet af perioden, udnævnes efterfølgeren for resten af perioden.

Stk. 4. Boligministeren kan inden udløbet af en udnævnelsesperiode, jf. stk. 3, fritage et medlem for hvervet efter anmodning fra den myndighed eller organisation, der har indstillet den pågældende, eller fra medlemmet selv.

Kapitel 5

Drift af stærkstrømsanlæg

Kapitel 5

Drift af stærkstrømsanlæg

§ 5. Boligministeren kan fastsætte nærmere regler om rådets virksomhed, jf. dog § 3, stk. 2-4, og § 7.

Stk. 2. Boligministeren kan i særlige tilfælde beslutte at overtage Elektricitetsrådets beføjelser efter loven i sager, der berører andre myndigheders lovbestemte opgaver, eller i sager, der har større principiel betydning.

§ 5. Boligministeren kan fastsætte nærmere regler om rådets virksomhed, jf. dog § 3, stk. 2-4 og § 7.

Stk. 2. Boligministeren kan i særlige tilfælde beslutte at overtage Elektricitetsrådets beføjelser efter loven i sager, der berører andre myndigheders lovbestemte opgaver, eller i sager, der har større principiel betydning.

Kapitel 6

Erstatningsansvar

Kapitel 6

Erstatningsansvar

§ 6. Boligministeren fastsætter efter indhentet udtalelse eller indstilling fra Elektricitetsrådet bestemmelser om

1) lovens administration,

2) tilsyn og kontrol med stærkstrømsanlæg og elmateriel,

3) prøvning og certificering af elmateriel.

§ 6. Boligministeren fastsætter efter indhentet udtalelse eller indstilling fra Elektricitetsrådet bestemmelser om

1) lovens administration,

2) tilsyn og kontrol med stærkstrømsanlæg og elmateriel,

3) prøvning og certificering af elmateriel.

Kapitel 7

Ekspropriation og erstatning

Kapitel 7

Ekspropriation og erstatning

§ 7. Elektricitetsrådet fastsætter i en stærkstrømsbekendtgørelse bestemmelser om elsikkerhed for

1) udførelse og drift af stærkstrømsanlæg, herunder produktion, transmission og distribution af elektricitet,

2) elinstallationer og elmateriel,

3) udførelse og drift af andre anlæg i nærheden af eller i forbindelse med stærkstrømsanlæg.

Stk. 2. Hvor forholdene taler derfor, kan Elektricitetsrådet dispensere fra bestemmelserne i stærkstrømsbekendtgørelsen.

Stk. 3. Elektricitetsrådet kan i tilfælde, hvor forholdene gør det nødvendigt, stille særlige sikkerhedskrav, som afviger fra eller går ud over, hvad der er bestemt i stærkstrømsbekendtgørelsen, eller stille krav om særlig mærkning eller særlig vejledning vedrørende stærkstrømsanlæg og elmateriel.

Stk. 4. Elektricitetsrådet kan undtage visse grupper af stærkstrømsanlæg og elmateriel fra stærkstrømsbekendtgørelsens bestemmelser.

§ 7. Elektricitetsrådet fastsætter i en stærkstrømsbekendtgørelse bestemmelser om elsikkerhed for

1) udførelse og drift af stærkstrømsanlæg, herunder produktion, transmission og distribution af elektricitet,

2) elinstallationer og elmateriel,

3) udførelse og drift af andre anlæg i nærhed af eller i forbindelse med stærkstrømsanlæg.

Stk. 2. Hvor forholdene taler derfor, kan Elektricitetsrådet dispensere fra bestemmelserne i stærkstrømsbekendtgørelsen.

Stk. 3. Elektricitetsrådet kan i tilfælde, hvor forholdene gør det nødvendigt, stille særlige sikkerhedskrav, som afviger fra eller går ud over, hvad der er bestemt i stærkstrømsbekendtgørelsen, eller stille krav om særlig mærkning eller særlig vejledning vedrørende stærkstrømsanlæg og elmateriel.

Stk. 4. Elektricitetsrådet kan undtage visse grupper af stærkstrømsanlæg og elmateriel fra stærkstrømsbekendtgørelsens bestemmelser.

Kapitel 8

Forskellige bestemmelser

Kapitel 8

Forskellige bestemmelser

§ 8. Bestemmelser i stærkstrømsbekendtgørelsen, der medfører betydelige samfundsmæssige omkostninger eller væsentlige forandringer for større befolkningsgruppers forhold med hensyn til brug af elektricitet, skal godkendes af boligministeren.

§ 8. Bestemmelser i stærkstrømsbekendtgørelsen, der medfører betydelige samfundsmæssige omkostninger eller væsentlige forandringer for større befolkningsgruppers forhold med hensyn til brug af elektricitet, skal godkendes af boligministeren.

Kapitel 9

Ikrafttræden m.v.

Kapitel 9

Ikrafttræden m.v.

§ 9. I stærkstrømsbekendtgørelsen fastsættes endvidere bestemmelser med henblik på gennemførelse af EF-regler om elmateriel.

§ 9. I stærkstrømsbekendtgørelsen fastsættes endvidere bestemmelser med henblik på gennemførelse af EF-regler om elmateriel.

§ 10. Boligministeren varetager kontrol og tilsyn med stærkstrømsanlæg og elmateriel for at sikre opfyldelsen af stærkstrømsbekendtgørelsens bestemmelser. Ministeren kan fastsætte særlige bestemmelser for offentligt ejede anlæg.

§ 10. Boligministeren varetager kontrol og tilsyn med stærkstrømsanlæg og elmateriel for at sikre opfyldelsen af stærkstrømsbekendtgørelsens bestemmelser. Ministeren kan fastsætte særlige bestemmelser for offentligt ejede anlæg.

§ 11. Boligministeren kan give påbud til en ejer eller en bruger af et stærkstrømsanlæg om på egen bekostning at lade foretage eftersyn af anlægget og kan herunder fastsætte en frist for udbedring af fejl eller mangler ved anlægget.

Stk. 2. Boligministeren kan nedlægge forbud mod brugen af et stærkstrømsanlæg, der ikke opfylder stærkstrømsbekendtgørelsens bestemmelser. Boligministeren kan lade elforsyningen til den pågældende installation afbryde eller give påbud til vedkommende elforsyningsvirksomhed om at foretage afbrydelse, såfremt ministeren finder det nødvendigt for at sikre overholdelsen af forbudet.

§ 11. Boligministeren kan give påbud til en ejer eller en bruger af et stærkstrømsanlæg om på egen bekostning at lade foretage eftersyn af anlægget, og kan herunder fastsætte en frist for udbedring af fejl eller mangler ved anlægget.

Stk. 2. Boligministeren kan nedlægge forbud mod brugen af et stærkstrømsanlæg, der ikke opfylder stærkstrømsbekendtgørelsens bestemmelser. Boligministeren kan lade elforsyningen til den pågældende installation afbryde eller give påbud til vedkommende elforsyningsvirksomhed om at foretage afbrydelse, såfremt ministeren finder det nødvendigt for at sikre overholdelsen af forbudet.

§ 12. Boligministeren kan til brug for gennemførelse af kontrollen med elmateriel fastsætte bestemmelser om oplysning, når elmateriellet markedsføres, udleveres eller installeres.

Stk. 2. Boligministeren kan nedlægge forbud mod salg, udlevering, installation eller brug af elmateriel, der ikke opfylder stærkstrømsbe-kendtgørelsens bestemmelser. Hvis udlevering eller salg af materiellet er påbegyndt, kan boligministeren om fornødent forlange forbudet offentliggjort.

Stk. 3. Boligministeren kan påbyde forhandlere af elmateriel at tilbagetage materiel omfattet af forbud efter stk. 2 samt at tilbagekalde sådant materiel.

Stk. 4. Boligministeren kan afkræve forhandlere, producenter og importører af elmateriel de oplysninger, der er nødvendige for at konstatere, om materiellet på tidspunktet for salg, udlevering eller installation er i overensstemmelse med stærkstrømsbekendtgørelsens bestemmelser eller andre bestemmelser.

§ 12. Boligministeren kan til brug for gennemførelse af kontrollen med elmateriel fastsætte bestemmelser om oplysning, når elmateriellet markedsføres, udleveres eller installeres.

Stk. 2. Boligministeren kan nedlægge forbud mod salg, udlevering, installation eller brug af elmateriel, der ikke opfylder stærkstrømsbe-kendtgørelsens bestemmelser. Hvis udlevering eller salg af materiellet er påbegyndt, kan boligministeren om fornødent forlange forbudet offentliggjort.

Stk. 3. Boligministeren kan påbyde forhandlere af elmateriel at tilbagetage materiel omfattet af forbud efter stk. 2 samt at tilbagekalde sådant materiel.

Stk. 4. Boligministeren kan afkræve forhandlere, producenter og importører af elmateriel de oplysninger, der er nødvendige for at konstatere, om materiellet på tidspunktet for salg, udlevering eller installation er i overensstemmelse med stærkstrømsbekendtgørelsens bestemmelser eller andre bestemmelser.

§ 13. Ejere og brugere af stærkstrømsanlæg samt fabrikanter og forhandlere af elmateriel skal meddele alle oplysninger, som boligministeren anser for nødvendige for udøvelsen af de tilsynsopgaver, der er omfattet af loven.

Stk. 2. Boligministeren eller den, ministeren bemyndiger dertil, har mod forevisning af behørig legitimation og uden retskendelse til enhver tid adgang til alle stærkstrømsanlæg samt alle lokaliteter, hvor der fremstilles, forhandles, oplagres eller benyttes elmateriel.

§ 13. Ejere og brugere af stærkstrømsanlæg samt fabrikanter og forhandlere af elmateriel skal meddele alle oplysninger, som boligministeren anser for nødvendige for udøvelsen af de tilsynsopgaver, der er omfattet af loven.

Stk. 2. Boligministeren, eller den ministeren bemyndiger dertil, har mod forevisning af behørig legitimation og uden retskendelse til enhver tid adgang til alle stærkstrømsanlæg samt alle lokaliteter, hvor der fremstilles, forhandles, oplagres eller benyttes elmateriel.

§ 14. Boligministeren kan fastsætte regler om betaling af omkostninger forbundet med tilsyn og kontrol efter §§ 11-13.

§ 14. Boligministeren kan fastsætte regler om betaling af omkostninger forbundet med tilsyn og kontrol efter §§ 11-13.

§ 15. Ejeren eller brugeren af et stærkstrømsanlæg skal sørge for, at anlægget opfylder stærkstrømsbekendtgørelsens bestemmelser.

§ 15. Ejeren eller brugeren af et stærkstrømsanlæg skal sørge for, at anlægget opfylder stærkstrømsbekendtgørelsens bestemmelser.

§ 16. Virksomheder, der driver elforsyningsanlæg, må ikke gøre tilslutning til forsyningsnettet og forsyning til forbrugerne afhængig af strengere sikkerhedskrav end dem, der er fastsat i stærkstrømsbekendtgørelsen eller i en anden af boligministeren med hjemmel i denne lov fastsat bestemmelse.

§ 16. Virksomheder, der driver elforsyningsanlæg, må ikke gøre tilslutning til forsyningsnettet og forsyning til forbrugerne afhængig af strengere sikkerhedskrav end dem, der er fastsat i stærkstrømsbekendtgørelsen eller i en anden af boligministeren med hjemmel i denne lov fastsat bestemmelse.

§ 17. Den, der driver et elforsyningsanlæg, skal erstatte den skade på person eller gods, som forvoldes af anlægget, medmindre det oplyses, at skadelidte selv forsætligt eller uagtsomt har hidført skaden, eller at skaden ikke kunne være afværget gennem den agtpågivenhed og omhu, som driften af et elforsyningsanlæg kræver.

Stk. 2. Kan skaden skyldes flere elforsyningsanlæg, hæfter alle, der driver anlæg, for hvilke det ikke kan bevises, at skaden ikke kan være forårsaget af dem, solidarisk over for den skadelidte. De, der driver skadevoldende anlæg, hæfter i mangel af anden overenskomst lige for betaling af erstatning.

§ 17. Den, der driver et elforsyningsanlæg skal erstatte den skade på person eller gods, som forvoldes af anlægget, medmindre det oplyses, at skadelidte selv forsætligt eller uagtsomt har hidført skaden, eller at skaden ikke kunne være afværget gennem den agtpågivenhed og omhu, som driften af et elforsyningsanlæg kræver.

Stk. 2. Kan skaden skyldes flere elforsyningsanlæg, hæfter alle, der driver anlæg, for hvilke det ikke kan bevises, at skaden ikke kan være forårsaget af dem, solidarisk over for den skadelidte. De, der driver skadevoldende anlæg, hæfter i mangel af anden overenskomst lige for betaling af erstatning.

§ 18. Når almenvellet kræver det, kan boligministeren tillade ekspropriation til anlæg for produktion, transmission og distribution af elektricitet. Reglerne i lov om fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom følges.

§ 18. Når almenvellet kræver det, kan boligministeren tillade ekspropriation til anlæg for produktion, transmission og distribution af elektricitet. Reglerne i lov om fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom følges.

§ 19. En virksomhed, der driver elforsyningsanlæg, kan med vedkommende rettighedshaver indgå aftale om at erhverve rettighed over fast ejendom med henblik på etablering af et anlæg til brug for produktion, transmission eller distribution af elektricitet. Ved enighed med pågældende rettighedshaver om rettighedserhvervelsen til anlægget afgøres erstatningsspørgsmål i mangel af enighed herom af en voldgiftsret, hvor hver af parterne vælger en voldgiftsmand. Hvis der ikke kan opnås enighed mellem voldgiftsmændene, træffes afgørelsen ved kendelse afsagt af en opmand udpeget af præsidenten for vedkommende landsret.

Stk. 2. Erstatningsfastsættelsen kan af hver af parterne ved begæring fremsat over for opmanden inden 4 uger fra kendelsen indbringes for vedkommende taksationskommission efter reglerne i § 19 i lov om fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom. I øvrigt finder reglerne i § 26 i nævnte lov tilsvarende anvendelse.

§ 19. En virksomhed, der driver elforsyningsanlæg, kan med vedkommende rettighedshaver indgå aftale om at erhverve rettighed over fast ejendom med henblik på etablering af et anlæg til brug for produktion, transmission eller distribution af elektricitet. Ved enighed med pågældende rettighedshaver om rettighedserhvervelsen til anlægget afgøres erstatningsspørgsmål i mangel af enighed herom af en voldgiftsret, hvor hver af parterne vælger en voldgiftsmand. Hvis der ikke kan opnås enighed mellem voldgiftsmændene, træffes afgørelsen ved kendelse afsagt af en opmand udpeget af præsidenten for vedkommende landsret.

Stk. 2. Erstatningsfastsættelsen kan af hver af parterne ved begæring fremsat overfor opmanden inden 4 uger fra kendelsen indbringes for vedkommende taksationskommission efter reglerne i § 19 i lov om fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom. Iøvrigt finder reglerne i § 26 i nævnte lov tilsvarende anvendelse.

§ 20. Ved fremføring af ledninger til transmission eller distribution af elektricitet over, under eller langs med vej- eller jernbanearealer skal vedkommende vej- eller jernbanemyndighed eller vej- eller jernbanebestyrelse underrettes senest 4 uger inden arbejdets begyndelse. Reglerne i lov om offentlige veje finder i øvrigt anvendelse.

§ 20. Ved fremføring af ledninger til transmission eller distribution af elektricitet over, under eller langs med vej- eller jernbanearealer skal vedkommende vej- eller jernbanemyndighed eller vej- eller jernbanebestyrelse underrettes senest 4 uger inden arbejdets begyndelse. Reglerne i lov om offentlige veje finder iøvrigt anvendelse.

§ 21. Boligministeren kan efter indhentet udtalelse fra Elektricitetsrådet bemyndige Elektricitetsrådet eller andre myndigheder til at udøve de beføjelser, der i denne lov er tillagt ministeren.

Stk. 2. Boligministeren kan bemyndige statslige og kommunale myndigheder eller private foretagender og elforsyningsvirksomheder til at udføre tilsyns- og kontrolopgaver efter kapitel 4.

Stk. 3. Boligministeren kan bemyndige de i stk. 2 nævnte myndigheder, foretagender og elforsyningsvirksomheder til at udstede påbud eller forbud.

§ 21. Boligministeren kan efter indhentet udtalelse fra Elektricitetsrådet bemyndige Elektricitetsrådet eller andre myndigheder til at udøve de beføjelser, der i denne lov er tillagt ministeren.

Stk. 2. Boligministeren kan bemyndige statslige og kommunale myndigheder eller private foretagender og elforsyningsvirksomheder til at udføre tilsyns- og kontrolopgaver efter kapitel 4.

Stk. 3. Boligministeren kan bemyndige de i stk. 2 nævnte myndigheder, foretagender og elforsyningsvirksomheder til at udstede påbud eller forbud.

§ 22. Myndigheder, private foretagender, elforsyningsvirksomheder og personer, der varetager opgaver efter reglerne i kapitlerne 3 og 4 og efter § 21, samt enhver, der yder bistand hertil, har tavshedspligt efter reglerne i straffelovens §§ 152-152 f.

Stk. 2. Ingen, der varetager opgaver efter kapitel 4, må oplyse ejeren eller brugeren af en elinstallation om, hvorvidt et tilsynsbesøg sker som følge af en klage. Tilsvarende gælder i forbindelse med kontrol hos forhandlere eller producenter af elmateriel samt ved tilsyn på elforsyningsanlæg.

§ 22. Myndigheder, private foretagender, elforsyningsvirksomheder og personer, der varetager opgaver efter reglerne i kapitlerne 3 og 4 og efter § 21, samt enhver, der yder bistand hertil, har tavshedspligt efter reglerne i straffelovens §§ 152-152 f.

Stk. 2. Ingen, der varetager opgaver efter kapitel 4, må oplyse ejeren eller brugeren af en elinstallation, om et tilsynsbesøg sker som følge af en klage. Tilsvarende gælder i forbindelse med kontrol hos forhandlere eller producenter af elmateriel samt ved tilsyn på elforsyningsanlæg.

§ 23. Boligministeren kan i bestemmelser om tilsyn og kontrol med stærkstrømsanlæg og elmateriel, jf. § 6, nr. 2, foreskrive, at udførende myndigheder, private foretagender eller elforsyningsvirksomheder skal være akkrediteret til inspektion.

Stk. 2. Boligministeren kan i bestemmelser om prøvning og certificering af elmateriel, jf. § 6, nr. 3, foreskrive brug af akkrediteret prøvning og certificering.

Stk. 3. Boligministeren kan fastsætte regler om betaling af omkostninger forbundet med påkrævet prøvning eller certificering.

§ 23. Boligministeren kan i bestemmelser om tilsyn og kontrol med stærkstrømsanlæg og elmateriel, jf. § 6, nr. 2, foreskrive, at udførende myndigheder, private foretagender eller elforsyningsvirksomheder skal være akkrediteret til inspektion.

Stk. 2. Boligministeren kan i bestemmelser om prøvning og certificering af elmateriel, jf. § 6, nr. 3, foreskrive brug af akkrediteret prøvning og certificering.

Stk. 3. Boligministeren kan fastsætte regler om betaling af omkostninger forbundet med påkrævet prøvning eller certificering.

§ 24. Med bøde straffes den, der

1) overtræder § 15,

2) tilsidesætter vilkår for dispensationer i medfør af loven eller i henhold til bestemmelser udstedt i medfør af loven eller

3) undlader at efterkomme forbud eller påbud, der er meddelt i henhold til loven eller i henhold til bestemmelser udstedt i medfør af loven.

Stk. 2. I bestemmelser, der udstedes i medfør af loven, kan boligministeren fastsætte straf af bøde for overtrædelse af regler i bestemmelserne.

Stk. 3. Er overtrædelsen begået af et selskab, en forening, en selvejende institution, en fond eller lignende, kan der pålægges den juridiske person som sådan bødeansvar. Er overtrædelsen begået af staten, en kommune eller et kommunalt fællesskab, jf. § 60 i lov om kommunernes styrelse, kan der pålægges staten, kommunen eller det kommunale fællesskab bødeansvar.

Stk. 4. Forældelsesfristen for strafansvaret er 10 år.

Stk. 5. Ved overtrædelse af bestemmelser, der udstedes efter § 12, stk. 1, kan boligministeren tilkendegive, at sagen kan afgøres uden retslig forfølgning, hvis den, der har begået overtrædelsen, erkender sig skyldig og erklærer sig rede til inden for en nærmere angiven frist, der efter begæring kan forlænges, at betale en i tilkendegivelsen angivet bøde.

Stk. 6. Med hensyn til den i stk. 5 nævnte tilkendegivelse finder bestemmelsen om tiltalerejsning i retsplejelovens § 930, jf. § 926, tilsvarende anvendelse.

Stk. 7. Betales den i stk. 5 nævnte bøde i rette tid, eller bliver den efter stedfunden vedtagelse inddrevet eller afsonet, bortfalder videre forfølgning.

§ 24. Med bøde straffes den, der

1) overtræder § 15,

2) tilsidesætter vilkår for dispensationer i medfør af loven eller i henhold til bestemmelser udstedt i medfør af loven, eller

3) undlader at efterkomme forbud eller påbud, der er meddelt i henhold til loven eller i henhold til bestemmelser udstedt i medfør af loven.

Stk. 2. I bestemmelser, der udstedes i medfør af loven, kan boligministeren fastsætte straf af bøde for overtrædelse af regler i bestemmelserne.

Stk. 3. Er overtrædelsen begået af et selskab, en forening, en selvejende institution, en fond eller lignende, kan der pålægges den juridiske person som sådan bødeansvar. Er overtrædelsen begået af staten, en kommune eller et kommunalt fællesskab, jf. § 60 i lov om kommunernes styrelse, kan der pålægges staten, kommunen eller det kommunale fællesskab bødeansvar.

Stk. 4. Forældelsesfristen for strafansvaret er 10 år.

Stk. 5. Ved overtrædelse af bestemmelser, der udstedes efter § 12, stk. 1, kan boligministeren tilkendegive, at sagen kan afgøres uden retslig forfølgning, hvis den, der har begået overtrædelsen, erkender sig skyldig og erklærer sig rede til inden for en nærmere angiven frist, der efter begæring kan forlænges, at betale en i tilkendegivelsen angivet bøde.

Stk. 6. Med hensyn til den i stk. 5 nævnte tilkendegivelse finder bestemmelsen om tiltalerejsning i retsplejelovens § 930, jf. § 926, tilsvarende anvendelse.

Stk. 7. Betales den i stk. 5 nævnte bøde i rette tid, eller bliver den efter stedfunden vedtagelse inddrevet eller afsonet, bortfalder videre forfølgning.

§ 25. Udgifterne til Elektricitetsrådets virksomhed dækkes efter regler fastsat af boligministeren af afgifter, som opkræves hos producenter, importører og distributører af elektricitet, i det omfang gebyrer og indtægter i øvrigt ikke dækker udgifterne. Beløbenes størrelse fastsættes på de årlige bevillingslove.

§ 25. Udgifterne til Elektricitetsrådets virksomhed dækkes efter regler fastsat af boligministeren af afgifter, som opkræves hos producenter, importører og distributører af elektricitet, i det omfang gebyrer og indtægter i øvrigt ikke dækker udgifterne. Beløbenes størrelse fastsættes på de årlige bevillingslove.

§ 26. Loven træder i kraft den 1. juli 1993.

§ 26. Loven træder i kraft den 1. juli 1993.

§ 27. Lov nr. 169 af 11. januar 1935 om elektriske stærkstrømsanlæg med senere ændringslove ophæves.

Stk. 2. Regler udstedt i medfør af den i stk. 1 nævnte lov forbliver i kraft, indtil de ophæves eller afløses af bestemmelser i henhold til denne lov.

Stk. 3. Overtrædelse af bestemmelser, der forbliver i kraft efter stk. 2, straffes med bøde.

Stk. 4. Kontrol med elmateriel efter § 12 og deltagelse i internationalt standardiseringsarbejde varetages dog fortsat af Danmarks Elektriske Materielkontrol til og med den 31. december 1993.

Stk. 5. § 2 d i den hidtil gældende lov om udgifterne ved Elektricitetsrådets og Danmarks Elektriske Materielkontrols virksomhed forbliver i kraft til og med den 31. december 1993.

§ 27. Lov nr. 169 af 11. januar 1935 om elektriske stærkstrømsanlæg med senere ændringslove ophæves.

Stk. 2. Regler udstedt i medfør af den i stk. 1 nævnte lov forbliver i kraft, indtil de ophæves eller afløses af bestemmelser i henhold til denne lov.

Stk. 3. Overtrædelse af bestemmelser, der forbliver i kraft efter stk. 2, straffes med bøde.

Stk. 4. Kontrol med elmateriel efter § 12 og deltagelse i internationalt standardiseringsarbejde varetages dog fortsat af Danmarks Elektriske Materielkontrol til og med den 31. december 1993.

Stk. 5. § 2d i den hidtil gældende lov om udgifterne ved Elektricitetsrådets og Danmarks Elektriske Materielkontrols virksomhed forbliver i kraft til og med den 31. december 1993.

§ 28. Udgifterne ved Danmarks Elektriske Materielkontrols virksomhed fra og med 1. januar 1994 til og med 31. december 1996 kan, i det omfang de ikke dækkes af indtægter ved markedskontrol, prøvning og godkendelse af elmateriel samt deltagelse i internationalt standardiseringsarbejde eller indtægter i øvrigt, dækkes efter regler fastsat af boligministeren af afgifter, som opkræves hos producenter, importører og distributører af elektricitet. Beløbenes størrelse fastsættes på de årlige bevillingslove.

§ 28. Udgifterne ved Danmarks Elektriske Materielkontrols virksomhed fra og med 1. januar 1994 til og med 31. december 1996 kan, i det omfang de ikke dækkes af indtægter for markedskontrol, prøvning og godkendelse af elmateriel samt deltagelse i internationalt standardiseringsarbejde eller indtægter iøvrigt, dækkes efter regler fastsat af boligministeren af afgifter, som opkræves hos producenter, importører og distributører af elektricitet. Beløbenes størrelse fastsættes på de årlige bevillingslove.

§ 29. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Oprindeligt fremsat forslag

§ 29. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Formålet med lovforslaget er i lyset af den samfundsmæssige og teknologiske udvikling og udviklingen i det internationale samarbejde, herunder i EF, at opretholde det høje danske sikkerhedsniveau på elområdet og under hensyn hertil ændre organiseringen og ansvarsdelingen mellem de organer og myndigheder, der har til opgave at fastsætte og påse overholdelsen af bestemmelser om elektriske sikkerhedsspørgsmål. Endvidere indeholder forslaget en modernisering og forenkling af den gældende stærkstrømslov, som i sin grund er fra 1935, men som i årene siden er blevet ændret flere gange; senest i 1977.

1. Historisk udvikling

Stærkstrømsloven er en bemyndigelseslov, der bemyndiger boligministeren (tidligere ministeren for offentlige arbejder) til at fastsætte de detaljerede sikkerhedsbestemmelser på alle områder vedrørende produktion, transmission og distribution af elektricitet samt for installationer, udførelse og brug af elektriske apparater og materiel (under eet benævnt elmateriel). De konkrete bestemmelser herom optages i stærkstrømsreglementet. Desuden indeholder loven regler om ekspropriation til elanlæg, og den regulerer elselskabernes muligheder for at indgå aftaler med ejere af fast ejendom ved etablering af anlæg til produktion, distribution og transmission af elektricitet.

Ved den første stærkstrømslov fra 1907 blev det bestemt, at der som bistand for ministeren skulle oprettes en elektricitetskommission med en formand udnævnt af kongen og fire af ministeren udnævnte medlemmer, hvoraf de tre skulle være elektroteknisk sagkyndige og den fjerde jurist. Elektricitetskommissionens opgave var at udforme forslag til sikkerhedsbestemmelser i stærkstrømsreglementet og at holde dem ajour i overensstemmelse med den tekniske udvikling. Kommissionen fik også den overordnede ledelse af tilsynet med de særlig farlige anlæg, herunder elværkerne, samt med elinstallatørernes virksomhed. Endvidere tillagde loven kommissionen beføjelser til at foretage ekspropriationer i forbindelse med etablering af elforsyningsanlæg.

I løbet af 1920'erne opstod der et stigende behov for, at det offentlige kunne tage spørgsmål af teknisk-økonomisk art op til undersøgelse, inden der blev etableret nye elværker eller foretaget udvidelser af eksisterende, med henblik på at opnå mere rationelle forsyningsforhold og dermed lavere elpriser. Dette var baggrunden for den revision af loven, som fandt sted i 1935, hvorved elektricitetskommissionen blev omdannet til et elektricitetsråd og blev udvidet med repræsentanter udnævnt efter indstilling fra elproducenter og for Industrirådet og Landbrugsrådet som repræsenterende elforbrugere samt med yderligere teknisk sagkundskab; nemlig en installatør og et medlem med indsigt i fabrikation af elmateriel. Ved lovrevisionen opstilledes samtidig særlige kvalifikationskrav til de tre elektroteknisk sagkyndige medlemmer, som ministeren skulle udnævne; nemlig henholdsvis videnskabelig uddannelse, sagkundskab med hensyn til driftsledelse og maskinelle spørgsmål samt sagkundskab med hensyn til installationer og arbejdssikkerhed (sidstnævnte medlem har i praksis altid tilhørt ledelsen i Dansk Elforbund).

Rådets opgaver med hensyn til at foretage teknisk-økonomiske undersøgelser ved oprettelse eller udvidelse af elproduktionsanlæg blev ophævet ved gennemførelsen af den nye elforsyningslov (lov nr. 54 af 25. februar 1976), da de økonomiske og planlægningsmæssige spørgsmål vedrørende elforsyningen overgik til handelsministeren (nu energiministeren). Samtidig blev stærkstrømslovens ekspropriationsbestemmelser ændret, således at Elektricitetsrådets ekspropriationsbeføjelser blev begrænset til anlæg med spændinger op til 50 kV, idet ekspropriationer til anlæg med spændinger på 50 kV eller derover sker efter reglerne i lov om fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom.

Med hensyn til elmateriel, der typisk benyttes af brugere uden særlig teknisk indsigt eller instruktion - dvs. de fleste af de installationer og apparater, der bruges i boliger - blev der ved en ændring af stærkstrømsloven i 1928 indført en bemyndigelse til ministeren for offentlige arbejder til at forbyde salg, udlevering og brug af materiel, der ikke var godkendt af og forsynet med et mærke fra et af ministeriet anerkendt prøvningsudvalg. Et sådant prøvningsudvalg blev nedsat i 1930, bestående af medlemmer indstillet af elværkerne, fabrikanter og importører af elmateriel, elinstallatører og elektrikere, og udvalget indgik med ministeriets godkendelse aftale med Københavns Belysningsvæsen om udførelse af de forudsatte prøvninger på belysningsvæsenets laboratorium. Dermed dannedes institutionen Danmarks Elektriske Materielkontrol, DEMKO, hvis personale blev ansat under Københavns Belysningsvæsen, men hvis udgifter blev dækket fuldt ud gennem afgifter for foretagne prøvninger og udstedte godkendelser. I 1964 blev DEMKO's personale overtaget af staten, og samtidig flyttede institutionen fra belysningsvæsenet til egne lokaler. Foruden at foretage prøvninger og meddele godkendelser forestår DEMKO markedskontrollen med elmateriel. Desuden udarbejder DEMKO forslag til nye bestemmelser i stærkstrømsreglementet om udførelse og prøvning af elmateriel, i det væsentligste på grundlag af deltagelse i internationalt standardiseringsarbejde på det elektrotekniske område. DEMKO's forslag til nye bestemmelser behandles af Elektricitetsrådet, inden de optages i stærkstrømsreglementet. For at tilgodese samarbejdet mellem de to organer blev det i 1970 bestemt, at formanden for prøvningsudvalget skulle være den til enhver tid værende formand for Elektricitetsrådet, og i 1978 fastsatte ministeren for offentlige arbejder en forretningsorden for DEMKO, hvorved prøvningsudvalget - der herefter benævnes bestyrelsen for DEMKO - blev udvidet med repræsentanter for Forbrugerrådet, Statens Husholdningsråd og DEMKO's personale.

Ved lov nr. 269 af 8. juni 1977 om ændring af lov om Stærkstrømsanlæg blev den dagældende kontrolordning for elmateriel, der indebar krav om obligatorisk typegodkendelse af materiellet forud for markedsføring, med virkning fra 1.1.1978 afløst af en pligt for fabrikanter, importører m.v. til at lade nyt materiel anmelde til registrering hos DEMKO senest samtidig med markedsføringen. Sammen med anmeldelsen til registrering skal indsendes en prøvningsrapport eller anden dokumentation for materiellets sikkerhed.

Ved bekendtgørelse af 10. juli 1985 delegerede ministeren for offentlige arbejder kompetencen til Elektricitetsrådet til at fastsætte regler i Stærkstrømsreglementet således, at disse kun skal godkendes af ministeren, hvis de medfører betydelige samfundsmæssige omkostninger eller væsentlige forandringer i større befolkningsgruppers forhold med hensyn til brug af elektricitet.

2. Baggrunden for lovrevisionen

I forbindelse med den seneste ændring af stærkstrømsloven i 1977 bebudede ministeren for offentlige arbejder, at der senere ville blive fremsat forslag til en mere omfattende revision af loven, hvis anvendelsesområde efter gennemførelsen af elforsyningsloven i 1976 næsten helt er begrænset til de teknisk-sikkerhedsmæssige forhold ved produktion, distribution og brug af elektricitet. Ministeren for offentlige arbejder fremsatte herefter et forslag til en revision af lov om elektriske stærkstrømsanlæg (lovforslag nr. L114 - Folketinget 1979-80 (2. samling)).

Formålet med lovforslaget var at gennemføre en ændret organisation af de organer, der har til opgave at fastsætte og påse overholdelsen af bestemmelser vedrørende elektriske sikkerhedsspørgsmål. Således blev foreslået, at Elektricitetsrådets sekretariat og DEMKO blev sammenlagt til et nyt direktorat, Eltilsynet, der skulle have det overordnede ansvar for elsikkerhed. For at give interessenterne indflydelse på bestemmelserne blev der samtidig foreslået nedsat et elråd, som skulle være rådgivende overfor ministeren og Eltilsynet. Lovforslaget, der endvidere indeholdt forslag til en modernisering og forenkling af loven, nåede ikke at blive færdigbehandlet i Folketinget i samlingen og er ikke senere blevet genfremsat.

Som nævnt ovenfor blev Elektricitetsrådet herefter bemyndiget til at fastsætte regler i Stærkstrømsreglementet, uden at de skal forelægges ministeren til godkendelse med mindre særlige forhold gør sig gældende. Dette har vist sig at fungere tilfredsstillende og har ikke givet anledning til problemer, bl.a. på grund af det tætte samarbejde, der er mellem Elektricitetsrådet og DEMKO.

Erfaringerne af medlemskabet af EF, herunder implementeringen af lavspændingsdirektivet, gennemførelsen af »det indre marked« og Rådets forordning om den »nye metode« for standardiseringsarbejdet (der bl.a. indebærer en gensidig accept af prøvninger og godkendelser foretaget af akkrediterede og notificerede prøvningsanstalter og organer), har imidlertid medført, at organiseringen af elsikkerhedsarbejdet har måttet tages op til fornyet overvejelse.

Disse overvejelser, om organiseringen af elsikkerhedsarbejdet og herunder ikke mindst DEMKO's fremtid set i lyset af den internationale konkurrencesituation på prøvningsområdet, indebærer, at der i tilknytning til nærværende lovforslag for tiden finder overvejelser sted om DEMKO's fremtidige organisationsform. Udgangspunktet herfor er at DEMKO, specielt for at tilgodese behovet for dansk erhvervsliv til at kunne få udført prøvninger og udstedt godkendelser i Danmark, skal have frihed til at konkurrere på lige vilkår med tilsvarende prøvningsanstalter i udlandet. Disse overvejelser om DEMKO's organiseringsform er endnu ikke endeligt afsluttet, men vil blive forelagt særskilt for Folketinget, når de er tilendebragt. I den forbindelse vil EF's udbudsregler blive iagttaget.

Men det er klart, at de erfaringer, der er høstet, og den udvikling, som er sket på dette område, har medført, at en sammenlægning af Elektricitetsrådet og DEMKO - som foreslået i lovforslaget fra 1980 - nu må anses for uhensigtsmæssig, og at dette samtidig har nødvendiggjort overvejelser om en anden organisering og ansvarsdeling mellem de organer, der har til opgave at fastsætte og påse overholdelsen af bestemmelser vedrørende elektriske sikkerhedsspørgsmål.

Endvidere har EF-Kommissionen i 1991 forlangt, at lavspændingsdirektivet (Rådets direktiv 73/23/EØF om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om elmateriel til anvendelse inden for visse spændingsgrænser) gennemføres fuldt ud i Danmark.

Siden lavspændingsdirektivet trådte i kraft i Danmark i 1978, har Danmark som en overgangsordning efter aftale med Kommissionen kunnet opretholde registreringsordningen for de fleste typer af elektriske husholdningsapparater. Registreringsordningen betyder, som anført overfor, at fabrikanter og importører m.v. af registreringspligtigt elmateriel har pligt til at oplyse myndighederne (DEMKO) om nye produkter og fremsende prøvningsrapport eller tilsvarende til dokumentation af sikkerheden samtidig med, at elmateriellet bliver markedsført. Kommissionen har som nævnt i 1991 i forbindelse med realiseringen af »det indre marked« gjort gældende, at registreringspligten efter Kommissionens opfattelse er en teknisk handelshindring, der er i strid med lavspændingsdirektivet og dermed Romtraktaten. Under forhandlinger med Kommissionen har Danmark måttet anerkende Kommissionens synspunkter og har samtidig meddelt Kommissionen, at et lovforslag, der gør det muligt fuldt ud at gennemføre lavspændingsdirektivet i Danmark, ville blive fremsat primo 1993 med henblik på vedtagelse og ikrafttræden senest 1. juli 1993.

Endelig har det i løbet af den periode, der er gået, siden Elektricitetsrådet og DEMKO ved kongelig resolution af 1. maj 1989 overgik til Boligministeriet, vist sig en række behov for ændringer, som skyldes lovens alder, udviklingen inden for dens område samt udviklingen i samfundet i almindelighed. Bl.a. har den teknologiske udvikling ved kabellægning af elledninger på lavere spændingsniveauer indebåret, at der i de sidste 10 år kun er gennemført ganske få ekspropriationer til ledninger/kabler under 50 kV, hvorfor det ikke forekommer hensigtsmæssigt at opretholde en skelnen mellem ekspropriation til ledninger over eller under 50 kV.

3. Hovedtræk i lovrevisionen

Det overordnede mål med lovforslaget er at opretholde et højt dansk sikkerhedsniveau, der kan modsvare den teknologiske og brugsmæssige udvikling inden for elområdet i bred forstand.

Med udgangspunkt heri foreslås det, at Elektricitetsrådet bevares, men med en ændret og udvidet sammensætning, og at det samlede overordnede ansvar for elsikkerhed placeres hos boligministeren og Elektricitetsrådet.

Efter lovforslaget skal boligministeren have ansvaret for regelfastsættelsen vedrørende administrative og forvaltningsmæssige forhold, mens Elektricitetsrådet får ansvaret for udstedelsen af regler og forskrifter af teknisk-sikkerhedsmæssig karakter. Elektricitetsrådet skal samtidig være rådgivende over for boligministeren vedrørende de administrative regler og skal inden for de rammer, der fastlægges på de årlige bevillingslove, og de rammer, der iøvrigt udstikkes, forestå den overordnede tilrettelæggelse af markedskontrol, tilsyns- og kontrolopgaver iøvrigt samt deltagelse i norm- og standardiseringsarbejdet og i sammenhæng hermed forestå information om elsikkerhed. På grundlag af de erfaringer, der indhøstes, er det også en del af Elektricitetsrådets opgaver inden for de rammer, der fastsættes på de årlige bevillingslove, at overveje og fastlægge dimensioneringen af og ressourcefordelingen mellem de forskellige opgaver.

Vedrørende Elektricitetsrådets sammensætning henvises til lovforslagets § 4. Ved sammensætningen er der, foruden konsekvenserne af den samfundsmæssige udvikling siden den gældende lov blev vedtaget, blandt andet taget hensyn til, at rådet skal overtage det overordnede ansvar for de myndighedsopgaver, der hidtil har været varetaget af DEMKO. Med de opgaver, rådet skal varetage, er der samtidig lagt vægt på, at rådet besidder og kan få den nødvendige sagkyndige bistand, og at de relevante interesser på området kan få indflydelse på udformningen af reglerne og den samlede indsats på det sikkerhedsmæssige område.

Det er samtidig hensigten, at hovedparten af de bemyndigelser, der efter forslaget tillægges boligministeren vedrørende tilsyn og kontrol delegeres til Elektricitetsrådet.

Under hensyn til den betydning elektricitet og brug af elektricitet og dermed elsikkerheden har for borgerne og samfundet og i sammenhæng hermed boligministerens parlamentariske ansvar overfor Folketinget, har man fundet det rigtigst, at boligministeren kan beslutte at overtage Elektricitetsrådets beføjelser i sager, der berører andre myndigheders lovbestemte opgaver, eller som er af principiel betydning. Ud fra tilsvarende hensyn har man også fundet, at ministerens godkendelse skal indhentes, inden Elektricitetsrådet træffer afgørelser, som medfører betydelige samfundsmæssige omkostninger eller væsentlige forandringer for større befolkningsgruppers forhold med hensyn til brug af elektricitet.

Denne nye organisering af sikkerhedsarbejdet, hvor ansvaret for elsikkerhed samles hos een myndighed, Elektricitetsrådet, betyder, at behovet for bestemmelser i loven om DEMKO's opgaver ikke længere er til stede. Som tidligere nævnt overvejes i sammenhæng hermed en ændring af DEMKO's organisationsform, der dels tager udgangspunkt i dette koncept og dels i den udvikling, der internationalt har fundet sted vedrørende DEMKO's kerneområder, og som i forlængelse heraf kan styrke DEMKO's konkurrencesituation og give mulighed for, at DEMKO kan påtage sig opgaver, der ligger i naturlig forlængelse af kerneområderne.

For at DEMKO skal kunne klare sig i konkurrencen, må der være fri prisdannelse på DEMKO's ydelser. Dette indebærer, at boligministeren ikke længere skal godkende DEMKO's priser, samt at den hidtidige bestemmelse om tilskud til DEMKO, finansieret af afgiften på elforbruget, ikke er medtaget i forslaget. Der foreslås dog en 3-årig overgangsperiode, i hvilken bidraget til DEMKOs virksomhed aftrappes (jf. iøvrigt bemærkningerne under de økonomiske og administrative konsekvenser og bemærkningerne til § 28).

Såvel det nye koncept for sikkerhedsarbejdet som overvejelserne om DEMKOs fremtidige organisation tager udgangspunkt i ovenstående og har bl.a. også til formål at sikre de bedst mulige betingelser for på el-området at bevare et anerkendt prøvningsinstitut i Danmark, der mod betaling, ud over at foretage prøvninger og godkendelser, kan servicere og bistå dansk erhvervsliv i bredeste forstand såvel i forbindelse med deltagelse i norm- og standardiseringsarbejdet som ved opbygning af kvalitets- og kontrolsystemer i virksomhederne og i forbindelse med produktudviklingsarbejdet.

Som nævnt tidligere har Danmark overfor EF-Kommissionen måttet erkende, at registreringspligten for elmateriel ikke er i overensstemmelse med lavspændingsdirektivet. Derfor ophæves kravet om anmeldelse af registreringspligtigt materiel.

I forbindelse hermed har der fra flere sider været udtrykt bekymring for, om det nuværende høje sikkerhedsniveau herefter kan opretholdes. Det skønnes derfor i forbindelse med ophævelsen af registreringspligten nødvendigt at styrke markedskontrollen, blandt andet for at gøre det synligt overfor producenter, importører og forhandlere, at man har til hensigt at håndhæve opretholdelsen af et højt dansk sikkerhedsniveau.

Det foreslås derfor, at markedskontrollen øges. Samtidig skabes der mulighed for, at der for særlige grupper af elmateriel kan indføres en oplysningspligt for elmateriel, der markedsføres i Danmark. Oplysningspligten er tænkt som støtte til markedskontrollen, idet oplysningerne vil kunne bidrage til at sikre, at kontrollen løbende er orienteret om, hvad der bringes på markedet i Danmark. Oplysningspligten adskiller sig fra registreringspligten ved, at der her alene er tale om oplysning ved markedsføring, og ved at der ikke, som ved den gældende registreringspligt, på forhånd kræves dokumentation for sikkerhed, hvilket kan være ret bekosteligt for virksomhederne at fremskaffe. Ved selve indførelsen af en oplysningspligt vil dens indhold blive fastsat ud fra en vurdering af resultatet af drøftelser, som for tiden foregår på baggrund af forslag fra EF-Kommissionen om CE-mærkning, idet forslaget efter Kommissionens opfattelse i flere henseender vil betyde forbedrede muligheder for markedskontrol. Forinden en indførelse af oplysningspligt vil den nærmere udformning, herunder omfanget, blive drøftet med Kommissionen.

Markedskontrollens dimensionering må efter en passende periode tages op til overvejelse i Elektricitetsrådet med henblik på en vurdering af, om den ønskede effekt opnås. Dette må naturligvis vurderes i forhold til effekten ved andre tiltag, f.eks. information m.v. (jf. bemærkningerne til § 12).

Endelig skal det anføres, at loven foreslås at træde i kraft den 1. juli 1993, men at der samtidig foreslås indført en overgangsordning således, at DEMKO bevarer ansvaret for de områder, DEMKO i dag administerer, til og med udgangen af 1993, samt at der skabes hjemmel til, at der i perioden 1994 til og med 1996 kan opkræves afgift fra elværkerne til dækning af DEMKOs udgifter, jf. iøvrigt de økonomiske og administrative konsekvenser.

Med hensyn til de øvrige bestemmelser i loven henvises til bemærkningerne til de enkelte bestemmelser. Det skal dog særligt bemærkes, at ekspropriationsbestemmelserne er blevet betydeligt forenklet. Således udføres selve ekspropriationsforretningerne fremtidigt efter lov om fremgangsmåden ved ekspropriation, uanset hvilken spænding elanlægget er bestemt for. Samtidig forenkles de nugældende regler om voldgift ved fastsættelse af erstatning for afståelse af rettigheder i forbindelse med etablering af elanlæg.

4. Økonomiske og administrative konsekvenser

Efter den gældende stærkstrømslov er administrationen og varetagelsen af myndighedsopgaverne i forbindelse med produktion, transmission og distribution samt anvendelse af elektricitet i hovedsagen delt mellem 2 organer: Elektricitetsrådet og DEMKO.

Efter lovforslaget samles administrationen og det overordnede ansvar for arbejde med elsikkerhed i Elektricitetsrådet. Dels ved at Elektricitetsrådet skal fastlægge de teknisk-sikkerhedsmæssige bestemmelser og dels ved, at rådet inden for de rammer, der fastsættes af boligministeren og på de årlige bevillingslove, skal forestå den overordnede administration og styring af tilsyns- og kontrolarbejdet, af norm- og standardiseringsarbejdet og i sammenhæng hermed forestå information om elsikkerhed. En væsentlig del af Elektricitetsrådets opgave er således inden for de givne rammer at prioritere mellem de forskellige indsatsområder.

Det er ikke hensigten, at Elektricitetsrådet selv skal varetage alle de praktiske opgaver i forbindelse med tilsyns- og kontrolarbejdet. Det forudsættes, at de konkrete opgaver varetages af andre, men inden for de rammer, der fastsættes af Elektricitetsrådet og under rådets tilsyn. Således vil det f.eks. stadig være elforsyningsselskaberne, der skal varetage anlægstilsynet med installationer.

Tilsvarende er det heller ikke hensigten, at de myndighedsopgaver, der nu varetages af DEMKO, skal udføres af Elektricitetsrådet. Det forudsættes, at disse opgaver, der primært knytter sig til markedskontrollen, deltagelsen i norm- og standardiseringsarbejdet og i sammenhæng hermed udarbejdelse af oplæg til Elektricitetsrådet og bestemmelser på det teknisk-sikkerhedsmæssige område, skal løses af andre mod betaling for ydelserne.

Det må efter Boligministeriets opfattelse være en forudsætning for udlægning af så vidtgående myndighedsopgaver, herunder ikke mindst markedskontrollen, at de organer og virksomheder, der skal varetage opgaverne for Elektricitetsrådet, ikke alene skal have den nødvendige ekspertise på området, men også at sagsbehandlingen skal ske med dansk som forvaltnings- og myndighedssprog, og at de har det nødvendige kendskab til dansk lovgivning af relevans for udførelse af opgaven og til danske erhvervs- og markedsføringsforhold samt er uafhængige af interesser vedrørende produktion og salg af elmateriel.

Boligministeriet er opmærksom på og vil naturligvis i forbindelse med opgaveudlægningen være opmærksom på EF's udbudsregler, ligesom man vil følge udviklingen og konsekvenserne af udlægningen af disse opgaver og på baggrund heraf overveje det hensigtsmæssige i at lade myndighedsopgaverne udføre uden for myndigheden.

Efter den gældende stærkstrømslov opkræves udgifter ved såvel Elektricitetsrådets virksomhed, som ved DEMKOs virksomhed i det omfang, udgifterne ikke dækkes af afgifter for prøvninger m.v., hos producenter og importører af elektricitet. Samtidig er det ministeren, der fastsætter afgifter (priser) for anmeldelse, prøvning og godkendelse af elektrisk materiel.

Med lovforslaget er det alene Elektricitetsrådets virksomhed der, i det omfang den ikke dækkes af indtægter, finansieres over elforbruget. Det hænger sammen med at Elektricitetsrådet får det samlede overordnede ansvar for området og i sammenhæng hermed de myndighedsopgaver, der hidtil er blevet varetaget af DEMKO og finansieret over elpriserne.

Boligministeren skal heller ikke længere fastsætte afgifterne for prøvninger. Disse skal for fremtiden fastsættes af DEMKO selv ud fra rent forretningsmæssige hensyn. Det forudsættes således, at der ikke længere over elpriserne gives tilskud til disse ydelser.

Det foreslås dog samtidig - uanset at loven foreslås at skulle træde i kraft den 1. juli 1993 - for at skabe de nødvendige forudsætninger for, at Elektricitetsrådet kan varetage de nye opgaver, herunder arbejdet med at udforme de nødvendige opfølgende administrative bestemmelser, og under hensyn til at DEMKOs organisationsform i givet fald tidligst vil kunne ændres med virkning fra den 1. januar 1994, at DEMKO indtil udgangen af 1993 fortsat skal have ansvaret for de myndighedsopgaver m.v., der hidtil har været varetaget af DEMKO.

I tilknytning hertil foreslås endvidere, at den hidtil gældende finansieringsbestemmelse, hvorefter også DEMKOs udgifter i det omfang, udgifterne ikke dækkes af indtægterne for markedskontrol, prøvninger m.v. kan opkræves af elværkerne, forbliver i kraft til og med den 31. december 1993.

Endelig foreslås som en overgangsordning, at der skabes hjemmel til, at der i 3-årsperioden 1994 til 1996 kan opkræves en afgift fra elværkerne til dækning af udgifter ved DEMKOs virksomhed, der ikke dækkes ved indtægter iøvrigt. Formålet hermed er at give DEMKO mulighed for en gradvis tilpasning til de nye organisatoriske, økonomiske og konkurrencemæssige vilkår, virksomheden vil komme til at fungere under. De nærmere betingelser for at opkræve afgiften og afgiftens størrelse i de enkelte finansår vil blive forelagt særskilt for de bevilgende myndigheder, når overvejelserne om DEMKOs fremtidige virksomhedsform er afsluttet, ligesom beløbenes størrelse vil blive optaget på de årlige bevillingslove. I det omfang en ændret virksomhedsform vil berøre EFs konkurrenceregler, vil disse blive iagttaget.

Dette betyder, at udgifterne til de myndighedsopgaver, der hidtil er udført af DEMKO, og som er blevet opkrævet over elforbruget, med virkning fra 1. januar 1994 skal afholdes af Elektricitetsrådet og opkræves herfra. Det drejer sig om udgifterne til markedskontrol og til forskriftsarbejde, herunder norm- og standardiseringsarbejdet.

På baggrund af DEMKOs regnskaber for de seneste år og budgettallene for 1993 er disse udgifter samlet beregnet til årligt i 1993 priser at ville udgøre ca. 11 mill. kr. i 1993, hvoraf 4,8 mill. kr. vedrører markedskontrollen og 6,2 mill. kr. forskriftsarbejdet.

Der skal samtidig ligeledes med virkning fra 1. januar 1994 tilføres Elektricitetsrådet midler til den planlagte udvidelse af markedskontrollen. Ved en udvidelse af markedskontrollen med, hvad der på personalesiden svarer til 5 årsværk, vurderes dette at ville medføre årlige merudgifter i størrelsesordenen 3 mill. kr. Endelig vil ændringerne i Elektricitetsrådets sammensætning og opgavevaretagelse indebære, at der skal tilføres Elektricitetsrådet 1 årsværk svarende til 0,3 mill. kr. samt udgifter iøvrigt af størrelsesordenen 0,3 mill. kr.

De samlede merudgifter til Elektricitetsrådets virksomhed, der vil skulle opkræves over elpriserne med virkning fra finansåret 1994 skønnes herefter at udgøre ca. 14,6 mill. kr. årligt (1993-niveau) inkl. lønudgifter på udvidelsen med 1 årsværk.

Dette skal sammenholdes med, at DEMKO i 1991 og 1992 modtog henholdsvis 24,7 og 28,6 mill. kr. fra elværksafgiften, og at der i 1993 er budgetteret med et beløb på 21,9 mill. kr., der skal opkræves via elværkerne.

Lovforslaget har ikke økonomiske eller personalemæssige konsekvenser for kommuner og amtskommuner, og det er udgiftsneutralt i forhold til staten, idet udgifterne til varetagelsen af disse opgaver som hidtil forudsættes opkrævet over elpriserne. Det skal dog i tilknytning hertil anføres, at lovforslaget indebærer, at de beløb, der skal opkræves over elpriserne, med lovforslagets vedtagelse gradvist vil blive reduceret i overgangsperioden, og at det skønnes at indebære en reduktion af størrelsesordenen 8-10 mill. kr. om året ved overgangsperiodens udløb med udgangen af 1996.

Da loven forudsættes at træde i kraft den 1. juli 1993, vil der være økonomiske konsekvenser allerede i finansåret 1993, som vil blive optaget på tillægsbevillingsloven for 1993

Således foreslås Elektricitetsrådet allerede i 1993 tilført 0,5 årsværk i 1r Øvrige med en tilhørende lønsum på 0,2 mill. kr. Samtidig foreslås Elektricitetsrådets budgetteringsramme udvidet med yderligere 0,1 mill. kr.

I forbindelse med ændringerne, herunder især afskaffelsen af registreringspligten, vil der endvidere være behov for en ekstraordinær målrettet informationsindsats overfor producenter, importører og forhandlere af elmateriel i 1993. Dette skønnes at ville indebære eengangsudgifter i 1993 af størrelsesorden 1 mill. kr., som ligeledes skal tilføres Elektricitetsrådet.

For DEMKO vil udvidelsen af markedskontrollen med virkning fra lovens vedtagelse indebære merudgifter på 1,5 mill. kr. i 1993. Det modsvares dog af en besparelse på 0,4 mill. kr. ved ophævelse af registereringspligten med virkning fra 1. juli 1993.

Samlet vil lovforslaget således indebære merudgifter i 1993 for Elektricitetsrådet på 1,3 mill. kr., heraf lønsum 0,2 mill. kr. og for DEMKO på 1,1 mill. kr.

Også merudgifterne i 1993 vil blive opkrævet hos elværkerne.

Bemærkninger til de enkelte bestemmelser

Til § 1

Tidligere stærkstrømslove har ikke indeholdt en angivelse af formålet. Bestemmelsen sætter rammerne for de områder, inden for hvilke boligministeren og Elektricitetsrådet skal følge udviklingen og tage initiativer.

Bestemmelsen indeholder et principielt krav om en stadig udvikling af sikkerheden ved produktion, transmission og distribution samt brug af el. Der skal derfor løbende ske en afvejning af risici over for de tekniske muligheder for at fjerne disse. Ved afvejningen skal der tages hensyn til den sideløbende udvikling i samfundet i almindelighed, herunder den økonomiske udvikling og udviklingen i acceptniveauer for sammenlignelige risici, samt til Danmarks forpligtelser overfor EF og andre internationale aftaler.

Til § 2

Bestemmelserne er i realiteten uændrede i forholdtil § 1 i den gældende lov. Ændringerne er alene af redaktionel art.

Da stærkstrømsanlæg er et funktionelt begreb, som ikke entydigt kan afgrænses, anses det for formålstjenligt fortsat at medtage definitioner på de centrale elementer, som loven vedrører; ikke mindst af elforsyningsanlæg på grund af den særlige erstatningsregel i § 17, hvis brug gennem mange års retspraksis er begrænset til skader forvoldt af sådanne anlæg.

Det bemærkes, at stærkstrømsanlæg ikke kan defineres inden for eller over en vis spændingsgrænse. Det afgørende er, om der kan opstå fare. Således kan f.eks. en lommelygte være et stærkstrømsanlæg, hvis den eksempelvis anvendes i eksplosionsfarlig atmosfære.

Ved elforsyningsanlæg forstås både offentlige og privatejede anlæg samt stationære og mobile anlæg.

Til § 3

Med henblik på at inddrage særligt sagkyndige i regeldannelsen og samtidig give de særligt berørte erhvervskredse, elselskaberne, forbrugerne og arbejdstagerne indflydelse på opretholdelsen og udviklingen af et højt sikkerhedsniveau i henhold til lovens formål (jf. § 1) foreslås der fortsat nedsat et elektricitetsråd, som ud over at fastsætte regler af mere teknisk karakter, jf. forslagets § 7, generelt skal bistå boligministeren ved lovens administration.

Rådet kan efter forslaget behandle alle spørgsmål, som det finder vigtige for elsikkerheden, og det forudsættes, at rådet på baggrund af sin føling med området skal kunne fastsætte nye eller ændrede bestemmelser i henhold til loven samt kunne udtale sig til ministeren om alle forhold vedrørende elsikkerhed.

I forlængelse heraf skal Elektricitetsrådet følge udviklingen på området, herunder udviklingen i viden om eventuelle helbredsrisici på længere sigt. Desuden skal rådet føre statistik og vurdere ulykkes- og brandsager i forbindelse med el samt deltage i udarbejdelse af retningslinjer for markedskontrol med elmateriel, andre kontrolopgaver og information om elsikkerhed.

Det skal i tilknytning hertil nævnes, at administrationen af elinstallatørloven, herunder autorisationsordningen, fortsat skal varetages af Elektricitetsrådet.

Efter stk. 3 udarbejder rådet en forretningsorden, som efter vedtagelse i rådet forelægges til boligministerens godkendelse.

Bestemmelserne i stk. 3 åbner mulighed for, at rådet kan nedsætte permanente udvalg med deltagelse af særligt sagkyndige til at varetage bestemte opgaver. Sådanne udvalgs nedsættelse og kompetence forudsættes fastsat i forretningsordenen.

Under det nuværende elektricitetsråd er der nedsat to permanente udvalg, som er særligt sagkyndige inden for områderne: Installationer samt produktion, transmission og distribution af elektricitet. Det forventes, at der under det kommende råd bliver behov for at nedsætte tilsvarende udvalg samt et for elmateriel.

Bestemmelsen i stk. 4 tager sigte på behandlingen af særlige opgaver, hvor arbejdet forudsætter sagkundskab, som ellers ikke er repræsenteret i rådet eller i rådets udvalg.

Det er i denne forbindelse hensigten, at der løbende skal ske erfaringsudveksling og i givet fald koordinering af det sikkerhedsmæssige arbejde på de respektive områder mellem Elektricitetsrådet og Arbejdstilsynet, Forbrugerstyrelsen og Sundhedsstyrelsen.

Efter stk. 5 knyttes der et sekretariat til rådet. Sekretariatet ledes af en direktør, som udnævnes af boligministeren efter indstilling fra rådet.

Til § 4

Med den foreslåede sammensætning af rådet er det hensigten at skabe en repræsentation af de interesser, der berøres af loven, og samtidig opnå den tilstrækkelige indsigt på det sikkerhedsmæssige område til varetagelse af lovens formål.

Elektricitetsrådet foreslås således sammensat af repræsentanter med forskellig sagkundskab, hvoraf hovedparten udpeges efter indstilling af interessenter inden for området (vedrørende sammensætningen henvises til lovteksten). På grund af rådets sammensætning er det vigtigt, at den person, som udpeges til formand er uafhængig af de interesser, der i øvrigt er repræsenteret, har et grundigt indblik i de tekniske forhold på lovens område og nyder almindelig tillid i elkredse i bred forstand. Det er ikke hensigtsmæssigt i selve lovteksten at opstille specificerede krav til formandens kvalifikationer, idet sådanne krav kunne komme i vejen for udnævnelse af en formand, som alle parter i øvrigt kunne slutte op om (jf. almindelige bemærkninger).

Bestemmelsen i stk. 4 om fritagelse af et medlem for hvervet inden udløbet af beskikkelsesperioden tager blandt andet sigte på den situation, at et medlem ikke længere anses for repræsentant for den organisation, der har indstillet vedkommende. I sådanne tilfælde og hvor et medlem selv ønsker at fratræde, bør der være mulighed for at udskifte et medlem.

Til § 5

I stk. 1 åbnes der mulighed for, at boligministeren kan fastsætte yderligere regler for rådets virksomhed. Det kan såvel være regler af mere formel karakter som af opgavemæssig art. Bestemmelsen er medtaget under hensyn til, at der kan være forhold, det senere viser sig formålstjenligt at regulere, eller at der fremkommer nye opgaver, som det skønnes hensigtsmæssigt at lade Elektricitetsrådet varetage.

Efter stk. 2 åbnes der mulighed for, at ministeren i særlige tilfælde kan beslutte at overtage de beføjelser, Elektricitetsrådet har efter loven. Ministeren kan således efter forslaget overtage kompetencen til at træffe afgørelser i sager, der berører andre myndigheders lovbestemte opgaver eller har stor principiel betydning.

Til § 6

Kravet om høring af Elektricitetsrådet inden udsendelse af bestemmelser om administration, tilsyn, kontrol, prøvning og certificering i stærkstrømsbekendtgørelsen er nyt. Det har dog i en længere årrække været fast praksis, at stort set alle bestemmelser i det gældende stærkstrømsreglement er udarbejdet af rådet eller efter indstilling af rådet. Kravet er medtaget for at sikre iagttagelse af overensstemmelse til elsikkerhedsmæssige forhold iøvrigt og for at sikre at den ekspertise og føling med området, som rådet og dets sekretariat besidder, indgår ved udarbejdelse af de nævnte bestemmelser.

I § 23 foreslås det, at der i forbindelse med udstedelse af bestemmelser om tilsyn, kontrol, prøvning og certificering kan stilles krav om akkreditering af de organer, virksomheder m.v., som varetager disse opgaver (jf. iøvrigt bemærkningerne til § 23).

Til § 7

Bestemmelserne opregner Elektricitetsrådets opgaver i forbindelse med elsikkerhed.

Bestemmelserne i stk. 2 og 3 findes i dag i stærkstrømsreglementets administrative bestemmelser, men findes så væsentlige, at de bør fremgå af selve loven.

Adgangen til efter stk. 4 at undtage visse stærkstrømsanlæg fra bekendtgørelsen svarer til § 2, stk. 5 i den gældende lov. I dag undtages anlæg til jernbaner, installationer og udstyr i skibe og luftfartøjer samt de fleste installationer og udstyrsgenstande i biler. Der er for tiden ikke tanker om at inddrage nogle af disse områder under bekendtgørelsen.

For så vidt angår fastsættelse af bestemmelser eller dispensationer fra bestemmelser, som også vedrører Arbejdsministeriets område, er det tanken i stærkstrømsbekendtgørelsen at optage bestemmelser om høring af Arbejdsministeriet.

Til § 8

Bestemmelsen skal sikre, at der er den nødvendige tilslutning fra boligministeren i tilfælde, hvor Elektricitetsrådet for at varetage sikkerhedsmæssige hensyn måtte finde det påkrævet at træffe beslutninger, der betyder væsentlige forandringer for befolkningen eller erhvervslivet ved brug af el, eller hvor beslutningerne vil indebære betydelige omkostninger for det offentlige, erhvervslivet og/eller borgerne. Der henvises iøvrigt til § 5, stk. 2 og bemærkningerne hertil.

Til § 9

Bestemmelsen giver den fornødne lovhjemmel til at gennemføre EF-regler på det elsikkerhedsmæssige område.

Til § 10

Efter lovforslaget tillægges boligministeren alle myndighedsopgaverne på tilsyns- og kontrolområdet. Ministeren kan herefter via delegationsbeføjelserne i § 21 på nærmere bestemte områder og vilkår henlægge dem til en anden myndighed eller til et privat foretagende.

Til § 11

Bestemmelserne gælder for både private og offentlige anlæg og indebærer i forhold til den gældende lovs § 2 a, stk. 1 en præcisering af tilsynsbeføjelserne. Der tages især sigte på tilsyn med installationer i boliger, virksomheder og på arbejdspladser.

For tiden foretager elforsyningsvirksomhederne efter aftale med Elektricitetsrådet stikprøvevis undersøgelse af ca. 10% af alle nye installationer (anlægstilsyn). Tilsynsvirksomheden på dette område tænkes fortsat udøvet af de lokale elforsyningsselskaber efter bemyndigelse i medfør af § 21, stk. 2 og 3.

Med hensyn til installationer, der er i drift (driftstilsyn), varetages tilsynet af medarbejdere ansat under Elektricitetsrådet.

For så vidt angår offentligt ejede anlæg er det hensigten, at tilsynet, som det også er tilfældet efter den gældende lov, skal udføres af vedkommende myndighed selv, eventuelt med bistand fra Elektricitetsrådet, jf. iøvrigt § 10, 2. punktum.

Til § 12

Bestemmelserne i stk. 2 - 4 svarer til den gældende lovs § 2 a, stk. 2, nr. 4, 5 og 6.

Samtidig udgår de bestemmelser, der i den gældende lov hjemler registreringspligten.

Boligministeriet er opmærksom på, at registreringspligtens bortfald medfører behov for andre midler, der kan medvirke til opretholdelse af sikkerhedsniveauet for elmateriel. Derfor planlægges markedskontrollen øget svarende til 5 mandår. Endvidere foreslås der hjemlet mulighed for ministeren til at fastsætte bestemmelser om oplysning fra producenter og importører, når elmateriel markedsføres, udleveres eller installeres. Som nævnt under hovedtræk i lovrevisionen vil indførelsen af en oplysningspligt blive vurderet i sammenhæng med og afhænge af resultatet af drøftelserne af EF-Kommissionens forslag om CE-mærkning, som efter Kommissionens opfattelse vil skabe muligheder for bedre markedskontrol. Hertil kommer, at en oplysningspligt skal være indrettet sådan, at den ikke - ligesom registreringspligten - kan sidestilles med en teknisk handelshindring. Dens nærmere udformning og omfang vil blive drøftet med EF-Kommissionen.

Markedskontrollen er en myndighedsopgave, der efter forslaget fremover varetages af Elektricitetsrådet, dog således at Elektricitetsrådet alene har det overordnede ansvar, idet de konkrete arbejdsopgaver forudsættes købt på DEMKO eller en anden virksomhed (jf. iøvrigt de almindelige bemærkninger). Kontrollen sker gennem udtagelse af stikprøver hos fabrikanter, importører, grossister og detailhandlende med henblik på at undersøge, om de stillede sikkerhedskrav opfyldes af det elmateriel, der forhandles eller markedsføres.

Det er tanken, at alt sikkerhedsarbejdet på dette felt skal varetages af Elektricitetsrådet, hvorfor rådet på dette område vil få som opgave at se sikkerhed i en bredere sammenhæng, hvori indgår markedskontrol, oplysningspligten, information og deltagelse i det internationale norm- og standardiseringsarbejde. Samtidig er det tanken, at rådet i denne forbindelse skal varetage opgaven med dimensioneringen af og ressourcefordelingen mellem disse elementer (jf. iøvrigt almindelige bemærkninger).

Ved bortfaldet af registreringspligten vil der ikke længere være sikkerheds- og myndighedsmæssigt grundlag for at opretholde stærkstrømsreglementets nuværende krav til DEMKO om årligt at udsende en fortegnelse over godkendt og registreret elmateriel. Kravet vil derfor blive ophævet ved den kommende ændring af reglementets administrative bestemmelser.

Til § 13

Bestemmelserne svarer til den gældende lovs § 2 b, stk. 1 og 2. De tager sigte på oplysninger til brug for tilsynet med elforsyningsanlæg og den stikprøvekontrol med elektrisk materiel (markedskontrol), som udføres hos fabrikanter, grossister, importører og detailhandlende.

Efter forslagets § 21 kan boligministeren bemyndige andre myndigheder eller private foretagender til at føre tilsyn og kontrol (jf. bemærkningerne til § 21), og med henblik på gennemførelsen af tilsynet og kontrollen skal kontrolmyndigheden efter stk. 2 uden retskendelse have adgang til alle stærkstrømsanlæg og alle lokaliteter, hvor der fremstilles, forhandles, oplagres eller benyttes elmateriel.

Til § 14

Bestemmelsen indeholder hjemmel til, at boligministeren kan fastsætte regler om betaling for omkostninger forbundet med kontrol og tilsyn.

Til § 15

Stærkstrømsbekendtgørelsens bestemmelser (på samme måde som tidligere stærkstrømsreglementets bestemmelser) har normalt ikke tilbagevirkende kraft, og bestemmelsen medfører derfor ikke umiddelbart nogen pligt til at ændre installationer m.v. i overensstemmelse med de ændringer, der foretages i bekendtgørelsen i takt med den tekniske udvikling.

Til § 16

Bestemmelsen svarer til § 2, stk. 3 i den gældende lov.

Til § 17

Bestemmelserne svarer til §§ 6 og 8 i den gældende stærkstrømslov. Det præciseres, at bestemmelserne kun bruges på elforsyningsanlæg.

Bestemmelserne i den nuværende lovs § 7 om erstatningernes omfang anses for overflødige på baggrund af den retspraksis, der har udviklet sig i erstatningssager.

Til § 18

Ekspropriation kan efter forslaget ske til nyanlæg, til udvidelse og ændring af bestående anlæg, til sikring af sådanne anlægs fortsatte beståen, til nødvendige supplerende foranstaltninger samt af hensyn til udnyttelse, betjening, sikker funktion og hensigtsmæssig drift af anlæggene. Disse kan være produktionsanlæg, transformerstationer, omformerstationer, lagerpladser, affaldspladser samt over- og underjordiske ledningsanlæg med tilhørende master og andet tilbehør.

Det forudsættes, at Elektricitetsrådet forestår sagsbehandlingen af ekspropriationsansøgninger fra elselskaberne, hvorefter der afgives en indstilling til ministeren. Indstillingen skal omfatte en vurdering af såvel anlæggets teknisk-sikkerhedsmæssige forhold som forholdet til almenvellet. Ministeren på sin side foretager den endelige bedømmelse i forhold til almenvellet, inden den fremsendes til kommissarius.

Produktionsanlæg over 25 MV og transmissionsanlæg over 100 kV godkendes efter elforsyningsloven af Energistyrelsen, hvorfor spørgsmål om pågældende anlægs almennytte som udgangspunkt må siges at være afklaret ved behandlingen efter denne lov. Ved ekspropriation til det konkrete anlæg skal Elektricitetsrådet og boligministeren derfor i almindelighed alene tage stilling til konkret valg af areal, d.v.s. hvilke ejendomme respektive linjeføring og fremføringsmåde, der - inden for rammerne af den fysiske planlægning - skal foretrækkes til placering af anlægget, men ikke til om anlægget skal etableres.

Selve ekspropriationsforretningerne foreslås udført efter reglerne i lov om ekspropriation vedrørende fast ejendom, uanset hvilken spænding anlægget er bestemt for.

Til § 19

Bestemmelserne om aftale mellem en rettighedshaver og en elforsyningsvirksomhed om afståelse af rettigheder i forbindelse med etablering af elanlæg svarer til bestemmelserne i den gældende lov. Bestemmelserne er dog forenklet, idet der efter forslaget gælder samme procedure, uanset hvilken spænding anlægget er bestemt for.

Efter den gældende lov skal en efterfølgende tvist om erstatningens størrelse fastsættes ved voldgift. Dette foreslås opretholdt.

Med hensyn til beskikkelse af opmænd synes der ikke at være grund til at lade ministeren beholde denne beføjelse, som i praksis er en ren formalitet. Opmændene har i en lang årrække været landsdommere.

Til § 20

Bestemmelserne svarer i hovedsagen til § 9 i den gældende lov med ændringer af redaktionel art.

Da der er store samfundsmæssige interesser i anlæg, drift og vedligeholdelse af veje og jernbaner og tilsvarende store interesser i forbindelse med elanlæg, især behovene i forbindelse med ledninger til eltransmission og -forsyning over, under eller langs med veje og jernbaner, og da denne del af elområdet er overført fra trafik- til boligministeren, anses det dog for formålstjenligt at eventuelle uoverensstemmelser mellem en vej- eller jernbanemyndighed henholdsvis bestyrelse og et elselskab finder sin løsning efter trafikministerens bestemmelse på samme måde som uoverensstemmelser mellem forskellige vejmyndigheder/bestyrelser. Det foreslås derfor i stk. 1, sidste punktum, at reglerne i lov om offentlige veje følges; især §§ 5, 101 og 106. Det forudsættes dog, at trafikministerens afgørelse sker efter samråd med boligministeren.

Til § 21

Der åbnes i stk. 1 mulighed for delegation af opgaver, der varetages af boligministeren. Det påtænkes i vid grad at delegere opgaver til Elektricitetsrådet. Det forudsættes, at den daglige administration af loven varetages af Elektricitetsrådet med bistand fra dets tekniske og administrative sekretariat (jf. bemærkningerne til § 3).

Bestemmelsen i stk. 2 tager bl.a. sigte på tilsyn og kontrol med elinstallationer og andre stærkstrømsanlæg (jf. bemærkningerne til § 11). Bestemmelsen tager desuden sigte på kontrol med elmateriel i det omfang, kontrollen udføres af private foretagender (jf. iøvrigt de økonomisk, administrative bemærkninger og bemærkningerne til § 12).

Efter stk. 3 kan boligministeren delegere sin kompetence til at nedlægge forbud eller udstede påbud efter reglerne i kapitel 4 til de organer (offentlige eller private), der bemyndiges til at føre tilsyn og kontrol efter stk. 2. Påbud eller forbud udstedes efter reglerne i kapitel 4, når elmateriel eller stærkstrømsanlæg er til fare og derfor kræver umiddelbar afhjælpning, eller når det i øvrigt strider mod bestemmelser i loven eller stærkstrømsbekendtgørelsen.

Til § 22

Bestemmelsen i stk. 1 tager især sigte på forretningshemmeligheder og andre oplysninger af konkurrencemæssig betydning. Tavshedspligten foreslås reguleret efter reglerne i straffeloven, §§ 152 - 152f.

Bestemmelserne i stk. 2 tager sigte på at sikre anonymitet ved indberetning af mulige ulovlige forhold.

Til § 23

Bestemmelserne følger af udviklingen i såvel Danmark som Europa, hvor der i stadigt større omgang stilles krav om akkreditering således, at der opnås fælles kvalitetskrav til udøverne af inspektion, prøvning og certificering. Herved sikres der en ensartet bedømmelse og overvågning af det tekniske niveau hos de udførende. Der planlægges for tiden ikke indført krav om akkreditering i forbindelse med inspektion.

Efter erhvervsfremmeloven er det industriministeren, der fastsætter regler om akkreditering af virksomheder, laboratorier og andre organisationer til teknisk prøvning, inspektion og certificering. Denne regelfastsættelse sker ifølge loven efter aftale med den relevante myndighed på områder, hvor der efter anden lovgivning er foreskrevet teknisk prøvning, inspektion og certificering.

Udarbejdelse af nærmere bestemmelser på dette område vil derfor ske i samarbejde med industriministeren under hensyntagen til reglerne i erhvervsfremmeloven, § 10.

Bestemmelsen i stk. 3 indeholder hjemmel til, at boligministeren kan fastsætte regler om betaling for omkostninger forbundet med obligatoriske prøvninger, certificeringer og typegodkendelser i de tilfælde, hvor der stilles krav herom.

Til § 24

Bestemmelserne i stk. 1, 2 og 4 svarer til § 2c, stk. 1 og 3 i den gældende lov. Ændringerne er alene af redaktionel art.

Bestemmelserne i stk. 3 er en ændring i forhold til den gældende lov. De nye bestemmelser er en følge af, at det har vist sig vanskeligt at pålægge foreninger og selvejende institutioner et selvstændigt ansvar for overtrædelse af loven. I retspraksis er ansvaret undertiden pålagt f. eks. foreningens formand, hvilket kan forekomme mindre rimeligt. En bestemmelse svarende til stk. 3 findes i elinstallatørloven.

Hensigten med bestemmelserne i stk. 5-7 er på en enkel og ubureaukratisk måde at kunne sanktionere manglende efterkommelse af bestemmelser i medfør af § 12, stk. 1 om oplysningspligten, jf. bemærkningerne til § 12.

Til § 25

Efter de hidtil gældende regler er udgifterne til Elektricitetsrådets og DEMKO's virksomhed - i det omfang udgifterne ikke er blevet dækket af afgifter fastsat af boligministeren for anmeldelse, prøvning og godkendelse af elektrisk materiel eller af gebyrer og afgifter iøvrigt - blevet opkrævet hos producenter eller importører af elektricitet i forhold til deres kilowatttimeomsætning. Udgifterne er herefter af elselskaberne blevet opkrævet hos forbrugerne af elektricitet over elpriserne.

Det foreslås, at det fortsat er forbrugerne af elektricitet, der over elpriserne skal afholde udgifterne til elsikkerhedsarbejdet, og at beløbene som hidtil opkræves hos elselskaberne.

Med de administrative og organisatoriske ændringer, der foreslås, hvorefter Elektricitetsrådet overordnet overtager ansvaret for hele elsikkerhedsarbejdet, vil hele beløbet i modsætning til nu, hvor Elektricitetsrådet og DEMKO begge hver for sig opkræver udgifterne hos elselskaberne, blive opkrævet af Elektricitetsrådet, som herefter køber nogle ydelser hos andre, f.eks. DEMKO.

Når det fastslås, at udgifterne til Elektricitetsrådets virksomhed skal kunne opkræves hos såvel producenter, som distributører og importører af elektricitet efter boligministerens nærmere bestemmelse, hænger det dels sammen med den stedfundne udvikling på området, og dels med de overvejelser der foregår i EF om et frit marked for elektricitet, der bl.a. kan indebære en ændret organisering på elektricitetsområdet i produktions-, transmission- og distributionsselskaber. De nærmere regler om opkrævningen vil blive fastsat sammen med Elektricitetsrådet og i samarbejde med Danske Elværkers Forening.

Til § 27

Efter forslagets stk. 2 kan boligministeren fastsætte nærmere bestemmelser om, at regler i medfør af den gældende lov forbliver i kraft, indtil de kan afløses af nye regler.

Bestemmelsen er især møntet på det gældende stærkstrømsreglement, der med sine mange og omfattende tekniske bestemmelser skal underkastes en nærmere gennemgang, inden nye regler kan udstedes.

Bestemmelserne i stk. 4 og 5 er medtaget af hensyn til det tidsrum, der efter lovens ikrafttræden går, inden en ændret status for DEMKO kan være endeligt fastlagt. Dette forventes at kunne ske med udgangen af 1993, hvorfor det også af budgetmæssige årsager er fundet mest hensigtsmæssigt først at lade den nye ansvars- og arbejdsdeling mellem DEMKO og Elektricitetsrådet træde i kraft pr. 1. januar 1994.

Til § 28

Bestemmelsen indebærer, at boligministeren i en 3-årig overgangsperiode (1994-1996) årligt kan opkræve et beløb til DEMKOs virksomhed hos elværkerne. Størrelsen af beløbene i de enkelte år vil blive søgt aftalt med Danske Elværkers Forening. Der henvises iøvrigt til bemærkningerne om de økonomiske og administrative konsekvenser.

Lovens formål

Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører Rådets direktiv nr.

73/23/EØF, EF-Tidende 1973 L77/29.

Nr LSF 236

Forslag til Lov om elektriske stærkstrømsanlæg og elektrisk materiel

Fremsat af boligministeren (Kofod-Svendsen)

den 17. marts 1993

Vedtaget ved tredjebehandling den 30. april 1993

Lov nr. 251 af 06/05/1993