1992 LSF 217 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM MILJØBESKYTTELSE

§ 1

I lov nr. 358 af 6. juni 1991 om miljøbeskyttelse, som senest ændret ved lov nr. 484 af 24. juni 1992, foretages følgende ændringer

1. Efter § 9 indsættes

» § 9 a. Miljøministeren kan med henblik på at fremme genanvendelse og renere teknologi og med henblik på at begrænse problemerne i forbindelse med affaldsbortskaffelse fastsætte regler om, at bestemte materialer, produkter eller varer, herunder emballage, efter endt brug skal foranstaltes tilbagetaget af den for markedsføringen ansvarlige producent eller importør, samt at den for markedsføringen ansvarlige producent eller importør forpligtes til for egen regning at foranstalte det tilbagetagne genanvendt eller særligt håndteret.

Stk. 2. Ministeren kan tillige fastsætte regler om, at enhver, der markedsfører materialer, produkter eller varer, herunder emballage, jf. stk. 1, forpligtes til at foranstalte tilbagetagning samt genanvendelse eller særlig håndtering af tilsvarende produkter, uanset at den pågældende ikke har været ansvarlig for markedsføringen, jf. stk. 1.

Stk. 3. Når der er iværksat en ordning i henhold til stk. 1, kan ministeren fastsætte regler om borgeres, grundejeres og virksomheders pligt til efter endt brug at aflevere bestemte materialer, produkter eller varer, herunder emballage, hos producenten, importøren og/eller forhandleren, jf. stk. 1 og 4.

Stk. 4. Ministeren kan fastsætte regler om forhandlerens pligt til at modtage og opbevare de af en ordning iværksat i henhold til stk. 1 omfattede materialer, produkter eller varer, herunder emballage.

Stk. 5. Til gennemførelse af de i stk. 1 nævnte tilbagetagningsordninger kan ministeren bestemme, at tilbagetagningen skal sikres ved en pante- eller rabatordning, jf. § 9, stk. 2-4.

Stk. 6. Inden en ordning i henhold til stk. 1-5 iværksættes, skal den forhandles med de i § 11 nævnte myndigheder og organisationer.«

2. I § 17 indsættes som stk. 5

»Stk. 5. Kommunalbestyrelsen kan lade foranstaltninger som nævnt i stk. 2 eller i regler fastsat efter stk. 3 udføre for den ansvarliges regning, jf. §§ 69, stk. 1, nr. 3, og 70. De herved afholdte udgifter hæfter på vedkommende ejendom med fortrinsret som for kommunale ejendomskatter.«

3. § 45, stk. 5, affattes således

»Stk. 5. I regler, der vedrører indsamling af materialer og produkter til genanvendelse, bortset fra olie- og kemikalieaffald, skal det bestemmes,

1) at kommunalbestyrelsen skal fritage en virksomhed fra pligten til at benytte en kommunal indsamlingsordning, såfremt virksomheden godtgør, at den senest samtidig med den kommunale indsamlingsordnings iværksættelse har indgået aftale om, at affaldstyper, der er omfattet af indsamlingsordningen, afleveres til anden side til genanvendelse, og

2) at virksomheder etableret efter iværksættelse af en kommunal indsamlingsordning ved etableringen er berettiget til at blive fritaget for benyttelse af den kommunale indsamlingsordning, såfremt virksomheden godtgør, at den har indgået aftale om, at affaldstyper, der er omfattet af indsamlingsordningen, afleveres til anden side til genanvendelse.«

4. I § 51, nr. 5, ændres »og« til: »,».

5. I § 51 indsættes efter nr. 5 som nyt nummer

»6) bestemte materialer og produkter, herunder emballage, skal mærkes på en bestemt måde, samt at anden mærkning skal begrænses eller forbydes og«.

Nr. 6 bliver herefter nr. 7.

6. § 53 affattes således

»§ 53. Miljøministeren kan fastsætte regler om, at importører eller producenter af nærmere angivne materialer, produkter eller varer, herunder emballage, skal betale et gebyr til staten, til kommunerne eller til kommunale fællesskaber for affaldsbortskaffelse til hel eller delvis dækning af omkostningerne i forbindelse med materialets, produktets eller varens bortskaffelse.

Stk. 2. Administration og opkrævning af det i stk. 1 nævnte gebyr kan henlægges til de statslige told- og skattemyndigheder.

Stk. 3. Såfremt administration og opkrævning, jf. stk. 2, henlægges til de statslige told- og skattemyndigheder, kan de statslige told- og skattemyndigheder foretage en skønsmæssig ansættelse af gebyrtilsvaret, såfremt størrelsen af det gebyrbeløb, som påhviler en virksomhed, ikke kan opgøres på baggrund af virksomhedens regnskaber.

Stk. 4. Statslige myndigheder har udpantningsret for gebyrer efter stk. 1.

Stk. 5. Ministeren kan fastsætte nærmere regler om gebyrets opkrævning og anvendelse, herunder regler, som tager højde for, at der kan være en væsentlig forskydning imellem tidspunktet for gebyrets opkrævning og tidspunktet for afholdelse af de modsvarende udgifter.«

7. § 54, stk. 1, affattes således

»Tilskud kan gives til udrednings- og udviklingsprojekter samt til formidlings- og informationsvirksomhed, der har til formål at fremme genanvendelse eller at nedsætte miljøbelastningen væsentligt ved omstilling til renere teknologi eller at begrænse problemerne i forbindelse med affaldsbortskaffelse. Tilskud kan gives såvel til projekter med almennyttigt formål som til virksomhedens egne projekter, hvis projekterne har nyhedsværdi.«

8. I § 88 indsættes efter »gebyrer til«: »hel eller delvis«.

9. I § 107, stk. 1, indsættes efter »100«: »samt af den myndighed, der har truffet afgørelsen i 1. instans«.

10. § 110, stk. 1, nr. 3, affattes således

»3) undlader at efterkomme krav fastsat i medfør af § 9 a og § 10, stk. 4,».

11. I § 110, stk. 1, nr. 8, ændres »og« til: »,», og i nr. 9 ændres ».« til: »,eller«.

12. I § 110, stk. 1, indsættes som nr. 10

»10) overtræder bestemmelser fastsat i De Europæiske Fællesskabers forordninger vedrørende forhold, der er omfattet af denne lov, jf. § 2.«

13. Efter § 110 indsættes

» § 110 a. Skønnes en overtrædelse af regler eller forskrifter, der er udstedt i medfør af § 53, ikke at ville medføre højere straf end bøde, kan miljøministeren eller, såfremt administration og opkrævning er henlagt til de statslige told- og skattemyndigheder, skatteministeren eller den, ministeren bemyndiger dertil, tilkendegive den pågældende, at sagen kan afgøres uden retslig forfølgning, såfremt denne erkender sig skyldig i overtrædelsen og erklærer sig rede til inden for en nærmere angivet frist, der efter begæring kan forlænges, at betale en i tilkendegivelsen angivet bøde.

Stk. 2. Med hensyn til den i stk. 1 nævnte tilkendegivelse finder bestemmelserne om tiltalerejsning i retsplejelovens § 930, jf. § 926, tilsvarende anvendelse.

Stk. 3. Betales bøden i rette tid, eller bliver den efter vedtagelsen inddrevet eller afsonet, bortfalder videre forfølgning.«

§ 1

1. Efter § 9 indsættes

» § 9a. Miljøministeren kan med henblik på at fremme genanvendelse og renere teknologi og med henblik på at begrænse problemerne i forbindelse med affaldsbortskaffelse fastsætte regler om, at bestemte materialer, produkter eller varer, herunder emballage, efter endt brug skal foranstaltes tilbagetaget af den for markedsføringen ansvarlige producent eller importør, samt at den for markedsføringen ansvarlige producent eller importør forpligtes til for egen regning at foranstalte det tilbagetagne genanvendt eller særligt håndteret.

Stk. 2. Ministeren kan tillige fastsætte regler om, at enhver, der markedsfører materialer, produkter eller varer, herunder emballage, jf. stk. 1, forpligtes til at foranstalte tilbagetagning samt genanvendelse eller særlig håndtering af tilsvarende produkter, uanset den pågældende ikke har været ansvarlig for markedsføringen, jf. stk. 1.

Stk. 3. Når der er iværksat en ordning i henhold til stk. 1, kan ministeren fastsætte regler om borgeres, grundejeres og virksomheders pligt til efter endt brug at aflevere bestemte materialer, produkter eller varer, herunder emballage, hos producenten, importøren og/eller forhandleren, jf. stk. 1 og 4.

Stk. 4. Ministeren kan fastsætte regler om forhandlerens pligt til at modtage og opbevare de af en ordning iværksat i henhold til stk. 1 omfattede materialer, produkter eller varer, herunder emballage.

Stk. 5. Til gennemførelse af de i stk. 1 nævnte tilbagetagnings-ordninger kan ministeren bestemme, at tilbagetagningen skal sikres ved en pant- eller rabatordning, jf. § 9, stk. 2-4.

Stk. 6. Inden en ordning i henhold til stk. 1-5 iværksættes, skal den forhandles med de i § 11 nævnte myndigheder og organisationer.«

2. I § 17 indsættes som stk. 5

»Stk. 5. Kommunalbestyrelsen kan lade foranstaltninger, som nævnt i stk. 2 eller i regler fastsat efter stk. 3, udføre for den ansvarliges regning, jf. §§ 69, stk. 1, nr. 3 og 70. De herved afholdte udgifter hæfter på vedkommende ejendom med fortrinsret som for kommunale ejendomskatter.«

3. § 53 affattes således

»§ 53. Miljøministeren kan fastsætte regler om, at importører eller producenter af nærmere angivne materialer, produkter eller varer, herunder emballage, skal betale et gebyr til staten, til kommunerne eller til kommunale fællesskaber for affaldsbortskaffelse til hel eller delvis dækning af omkostningerne i forbindelse med materialets, produktets eller varens bortskaffelse.

Stk. 2. Administration og opkrævning af det i stk. 1 nævnte gebyr kan henlægges til de statslige told- og skattemyndigheder.

Stk. 3. Såfremt administration og opkrævning, jf. stk. 2, henlægges til de statslige told- og skattemyndigheder, kan de statslige told- og skattemyndigheder foretage en skønsmæssig ansættelse af gebyrtilsvaret, såfremt størrelsen af det gebyrbeløb, som påhviler en virksomhed ikke kan opgøres på baggrund af virksomhedens regnskaber.

Stk. 4. Statslige myndigheder har udpantningsret for gebyrer efter stk. 1.

Stk. 5. Ministeren kan fastsætte nærmere regler om gebyrets opkrævning og anvendelse, herunder regler, som tager højde for, at der kan være en væsentlig forskydning imellem tidspunktet for gebyrets opkrævning og tidspunktet for afholdelse af de modsvarende udgifter.«

4. § 54, stk. 1, affattes således

»Tilskud kan gives til udrednings- og udviklingsprojekter samt til formidlings- og informationsvirksomhed, der har til formål at fremme genanvendelse, eller at nedsætte miljøbelastningen væsentligt ved omstilling til renere teknologi eller at begrænse problemerne i forbindelse med affaldsbortskaffelse. Tilskud kan gives såvel til projekter med almennyttigt formål som til virksomhedens egne projekter, hvis projekterne har nyhedsværdi.«

5. I § 88 indsættes efter »gebyrer til« : »hel eller delvis«.

6. I § 107, stk. 1, indsættes efter »100« : »samt af den myndighed, der har truffet afgørelsen i 1. instans«

7. § 110, stk. 1, nr. 3, affattes således

»3) undlader at efterkomme krav fastsat i medfør af § 9a og § 10, stk. 4,».

8. I § 110, stk. 1, nr. 8 ændres »og« til: »,» og i

nr. 9 ændres ».« til: »eller.«

9. I § 110, stk. 1, indsættes som nr. 10

»10) overtræder bestemmelser fastsat i De Europæiske Fællesskabers forordninger vedrørende forhold, der er omfattet af denne lov, jf.

§ 1

I lov nr. 358 af 6. juni 1991 om miljøbeskyttelse, som senest ændret ved lov nr. 484 af 24. juni 1992, foretages følgende ændringer

1. Efter § 9 indsættes

» § 9 a. Miljøministeren kan med henblik på at fremme genanvendelse og renere teknologi og med henblik på at begrænse problemerne i forbindelse med affaldsbortskaffelse fastsætte regler om, at bestemte materialer, produkter eller varer, herunder emballage, efter endt brug skal foranstaltes tilbagetaget af den for markedsføringen ansvarlige producent eller importør, samt at den for markedsføringen ansvarlige producent eller importør forpligtes til for egen regning at foranstalte det tilbagetagne genanvendt eller særligt håndteret.

Stk. 2. Ministeren kan tillige fastsætte regler om, at enhver, der markedsfører materialer, produkter eller varer, herunder emballage, jf. stk. 1, forpligtes til at foranstalte tilbagetagning samt genanvendelse eller særlig håndtering af tilsvarende produkter, uanset at den pågældende ikke har været ansvarlig for markedsføringen, jf. stk. 1.

Stk. 3. Når der er iværksat en ordning i henhold til stk. 1, kan ministeren fastsætte regler om borgeres, grundejeres og virksomheders pligt til efter endt brug at aflevere bestemte materialer, produkter eller varer, herunder emballage, hos producenten, importøren og/eller forhandleren, jf. stk. 1 og 4.

Stk. 4. Ministeren kan fastsætte regler om forhandlerens pligt til at modtage og opbevare de af en ordning iværksat i henhold til stk. 1 omfattede materialer, produkter eller varer, herunder emballage.

Stk. 5. Til gennemførelse af de i stk. 1 nævnte tilbagetagningsordninger kan ministeren bestemme, at tilbagetagningen skal sikres ved en pante- eller rabatordning, jf. § 9, stk. 2-4.

Stk. 6. Inden en ordning i henhold til stk. 1-5 iværksættes, skal den forhandles med de i § 11 nævnte myndigheder og organisationer.«

2. I § 17 indsættes som stk. 5

»Stk. 5. Kommunalbestyrelsen kan lade foranstaltninger som nævnt i stk. 2 eller i regler fastsat efter stk. 3 udføre for den ansvarliges regning, jf. §§ 69, stk. 1, nr. 3, og 70. De herved afholdte udgifter hæfter på vedkommende ejendom med fortrinsret som for kommunale ejendomskatter.«

3. § 45, stk. 5, affattes således

»Stk. 5. I regler, der vedrører indsamling af materialer og produkter til genanvendelse, bortset fra olie- og kemikalieaffald, skal det bestemmes,

1) at kommunalbestyrelsen skal fritage en virksomhed fra pligten til at benytte en kommunal indsamlingsordning, såfremt virksomheden godtgør, at den senest samtidig med den kommunale indsamlingsordnings iværksættelse har indgået aftale om, at affaldstyper, der er omfattet af indsamlingsordningen, afleveres til anden side til genanvendelse, og

2) at virksomheder etableret efter iværksættelse af en kommunal indsamlingsordning er berettiget til at blive fritaget for benyttelse af den kommunale indsamlingsordning, såfremt virksomheden godtgør, at den har indgået aftale om, at affaldstyper, der er omfattet af indsamlingsordningen, afleveres til anden side til genanvendelse.«

4. I § 51, nr. 5, ændres »og« til: »,».

5. I § 51 indsættes efter nr. 5 som nyt nummer

»6) bestemte materialer og produkter, herunder emballage, skal mærkes på en bestemt måde, samt at anden mærkning skal begrænses eller forbydes og«.

Nr. 6 bliver herefter nr. 7.

6. § 53 affattes således

»§ 53. Miljøministeren kan fastsætte regler om, at importører eller producenter af nærmere angivne materialer, produkter eller varer, herunder emballage, skal betale et gebyr til staten, til kommunerne eller til kommunale fællesskaber for affaldsbortskaffelse til hel eller delvis dækning af omkostningerne i forbindelse med materialets, produktets eller varens bortskaffelse.

Stk. 2. Administration og opkrævning af det i stk. 1 nævnte gebyr kan henlægges til de statslige told- og skattemyndigheder.

Stk. 3. Såfremt administration og opkrævning, jf. stk. 2, henlægges til de statslige told- og skattemyndigheder, kan de statslige told- og skattemyndigheder foretage en skønsmæssig ansættelse af gebyrtilsvaret, såfremt størrelsen af det gebyrbeløb, som påhviler en virksomhed, ikke kan opgøres på baggrund af virksomhedens regnskaber.

Stk. 4. Statslige myndigheder har udpantningsret for gebyrer efter stk. 1.

Stk. 5. Ministeren kan fastsætte nærmere regler om gebyrets opkrævning og anvendelse, herunder regler, som tager højde for, at der kan være en væsentlig forskydning imellem tidspunktet for gebyrets opkrævning og tidspunktet for afholdelse af de modsvarende udgifter.«

7. § 54, stk. 1, affattes således

»Tilskud kan gives til udrednings- og udviklingsprojekter samt til formidlings- og informationsvirksomhed, der har til formål at fremme genanvendelse eller at nedsætte miljøbelastningen væsentligt ved omstilling til renere teknologi eller at begrænse problemerne i forbindelse med affaldsbortskaffelse. Tilskud kan gives såvel til projekter med almennyttigt formål som til virksomhedens egne projekter, hvis projekterne har nyhedsværdi.«

8. I § 88 indsættes efter »gebyrer til«: »hel eller delvis«.

9. I § 107, stk. 1, indsættes efter »100«: »samt af den myndighed, der har truffet afgørelsen i 1. instans«.

10. § 110, stk. 1, nr. 3, affattes således

»3) undlader at efterkomme krav fastsat i medfør af § 9 a og § 10, stk. 4,».

11. I § 110, stk. 1, nr. 8, ændres »og« til: »,», og i nr. 9 ændres ».« til: »,eller«.

12. I § 110, stk. 1, indsættes som nr. 10

»10) overtræder bestemmelser fastsat i De Europæiske Fællesskabers forordninger vedrørende forhold, der er omfattet af denne lov, jf. § 2.«

13. Efter § 110 indsættes

» § 110 a. Skønnes en overtrædelse af regler eller forskrifter, der er udstedt i medfør af § 53, ikke at ville medføre højere straf end bøde, kan miljøministeren eller, såfremt administration og opkrævning er henlagt til de statslige told- og skattemyndigheder, skatteministeren eller den, ministeren bemyndiger dertil, tilkendegive den pågældende, at sagen kan afgøres uden retslig forfølgning, såfremt denne erkender sig skyldig i overtrædelsen og erklærer sig rede til inden for en nærmere angivet frist, der efter begæring kan forlænges, at betale en i tilkendegivelsen angivet bøde.

Stk. 2. Med hensyn til den i stk. 1 nævnte tilkendegivelse finder bestemmelserne om tiltalerejsning i retsplejelovens § 930, jf. § 926, tilsvarende anvendelse.

Stk. 3. Betales bøden i rette tid, eller bliver den efter vedtagelsen inddrevet eller afsonet, bortfalder videre forfølgning.«

§ 2

Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

Oprindeligt fremsat forslag

I lov nr. 358 af 6. juni 1991 om miljøbeskyttelse, som ændret ved lov

nr. 484 af 24. juni 1992 foretages følgende ændringer

§ 2.«

10. Efter § 110 indsættes

» § 110a. Skønnes en overtrædelse af regler eller forskrifter, der er udstedt i medfør af § 53, ikke at ville medføre højere straf end bøde, kan miljøministeren, eller såfremt administration og opkrævning er henlagt til de statslige told- og skattemyndigheder, skatteministeren eller den, ministeren bemyndiger dertil, tilkendegive den pågældende, at sagen kan afgøres uden retslig forfølgning, såfremt denne erkender sig skyldig i overtrædelsen og erklærer sig rede til inden for en nærmere angivet frist, der efter begæring kan forlænges, at betale en i tilkendegivelsen angivet bøde.

Stk. 2. Med hensyn til den i stk. 1 nævnte tilkendegivelse finder bestemmelserne om tiltalerejsning i retsplejelovens § 930, jf. § 926, tilsvarende anvendelse.

Stk. 3. Betales bøden i rette tid, eller bliver den efter vedtagelsen inddrevet eller afsonet, bortfalder videre forfølgning.«

§ 2

Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i lovtidende.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Det foreliggende lovforslag indeholder en hjemmel til fastsættelse af regler om tilbagetagningspligt og producentansvar som et supplement til eksisterende styringsmidler, og forslaget udgør en af flere initiativer i beslutningsforslag B 31 om øget genanvendelse, som Folketingets flertal besluttede at iværksætte ved Folketingsbeslutning af den 7. maj 1992 om øget genanvendelse.

Herudover indgår de styringsinstrumenter, som udgøres af tilbagetagningspligten og producentansvaret som en vigtig del af handlingsplanen for affald og genanvendelse 1993-97.

En generel hjemmel til at fastsætte regler om tilbagetagningspligt med tilhørende krav om genanvendelse eller særlig affaldshåndtering, knyttet til et krav om producentansvar, er en nyskabelse.

Udover disse bestemmelser indeholder forslaget en tilføjelse til bortskaffelsesgebyr-hjemmelen i § 53. Tilføjelsen giver mulighed for skønsmæssige ansættelser samt tvangsmæssig inddrivelse af disse gebyrer, ligesom der hjemles mulighed for at gebyrindtægterne og de hertil knyttede udgifter balancerer over en længere årrække.

Ændringerne er fundet påkrævet med henblik på tilrettelæggelse af en hensigtsmæssig administration.

Endvidere sker der ved forslaget i overensstemmelse med handlingsplanen for affald og genanvendelse 1993-97 en udvidelse af det tilskudsberettigede område, således at der fremover vil kunne ydes tilskud til udrednings- og udviklingsprojekter på hele affaldsområdet, og ikke som hidtil alene til den del som udgøres af genanvendelsesområdet.

Forslaget indeholder desuden en justering af klagebestemmelserne, som giver de lokale miljømyndigheder samme klageadgang, som de havde i medfør af den tidligere miljøbeskyttelseslov.

Herudover indeholder forslaget en ændring af redaktionel karakter vedrørende fortrinsret for kommunale udgifter i forbindelse med selvhjælpshandlinger i rottesager.

Endelig foretages en præcisering af straffebestemmelserne vedrørende straf for overtrædelse af EF-forordninger.

Forarbejderne til miljøbeskyttelsesloven findes i Folketingstidende 1990-91: Lovforslag: Tillæg A, sp. 14791, 1. behandling: Tidende, sp. 1971, Udvalgsbetænkning: Tillæg B, sp. 961, 2. behandling: Tidende, sp. 6590, 3. behandling: Tidende, sp. 6769.

Da tilbagetagningsinstrumentet i sagens natur skal administreres af aktørerne selv skønnes bestemmelsen ikke at ville medføre merudgifter til stat eller primær- og amtskommuner. Forslagets øvrige bestemmelser skønnes ejheller at medføre merudgifter for stat, primær- og amtskommuner.

Lovforslaget er sendt til EF-Kommissionen til underretning under henvisning til artikel 3 i rammedirektivet om affald, EØF 75/442, som ændret ved EØF 91/156. Denne underretning medfører ikke krav om en »status-quo«-periode, hvorfor lovforslagets ikrafttrædelsestidspunkt ikke berøres heraf.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til nr. 1.

Formålet med tilbagetagnings- og genanvendelsespligten er at påføre vareproducenterne de fulde omkostninger, der er forbundet med en miljømæssigt optimal håndtering af de markedsførte produkter, når disse har udtjent deres funktion og optræder som affald.

Der er således tale om en specifik udmøntning af forureneren-betaler-princippet, hvor omkostningsansvaret flyttes bagud i produktkredsløbet fra forbrugeren til producenten.

Udover at omkostningerne i affaldsleddet herigennem hos vareproducenten kommer til at indgå som en faktor i varens prisdannelse på linie med fremstillings- og distributionsomkostninger, indebærer tilbagetagningspligten endvidere, at initiativ- og finansieringsforpligtelse lægges på det sted i varekredsløbet, hvor beslutninger om materialeanvendelse og konstruktionsmåde tages.

Det vil sige, at ansvaret placeres der, hvor man, udover en konkurrencebetinget økonomisk motivation, har den optimale faglige og praktiske baggrund for at ændre adfærd henimod markedsføring af produkter, som bidrager til at minimere affaldsdannelsen, som er lettere at genanvende og som generelt reducerer miljøbelastningen i forbindelse med affaldshåndteringen.

Der er altså tale om et styringsmiddel, som er helt i overenstemmelse med det bærende princip for miljøbeskyttelsen i dag, princippet om renere teknologi.

I stk. 1 bestemmes det, at materialet, produktet eller varen skal tilbagetages af den for markedsføringen ansvarlige producent eller importør. Denne tilbagetagningspligt omfatter også tidligere markedsførte produkter. Her kan være tale om produkter med lang levetid, hvor tilbagetagning først aktualiseres flere år efter salget. Det er derfor et absolut nødvendigt element for en operationel og miljømæssigt forsvarlig tilbagetagningskonstruktion, at hjemmelen omfatter produkter markedsført før lovens ikrafttræden.

For tidligere markedsførte produkters vedkommende har producenten imidlertid ingen mulighed haft for at indregne tilbagetagnings- og genanvendelses- eller affaldshåndteringsomkostningerne i produktets pris.

Tilsvarende har der ikke været incitament til at tage hensyn til bortskaffelsesomkostninger i forbindelse med produktudformning, så den adfærdsregulerende virkning i produktion og produktudvikling opnås ifølge sagens natur ikke for allerede markedsførte produkter.

I de tilfælde, hvor omkostningerne ved at tilbagetage gamle produkter er af begrænset omfang i forhold til markedets størrelse og omkostningerne ved tilbagetagning af nye produkter, vil det ikke i praksis være problematisk, at den markedsføringsansvarlige for nye produkter også pålægges tilbagetagningspligt for de allerede markedsførte. Ved vurderingen heraf må der bl.a. lægges vægt på, at en tilbagetagningspligt for tidligere markedsførte produkter ikke indebærer en konkurrenceforvridning. Den markedsføringsansvarlige, som skal iværksætte tilbagetagningsordninger for endog meget gamle produkter må i givet fald anse denne forpligtelse for en integreret del af det fremtidige producentansvar og evt. indregne omkostninger til »oprydning« i de nye produkters pris.

Der kan dog også forekomme tilfælde, hvor omkostningerne ved at tilbagetage tidligere markedsførte produkter har et væsentligt omfang i forhold til omkostningerne ved tilbagetagning af nye produkter og markedets størrelse. I sådanne situationer må der lægges vægt på, at tilbagetagningsordninger udformes, så de ikke bliver konkurrenceforvridende.

En risiko for konkurrenceforvridning kunne f.eks. opstå fordi nye markedsførere ikke ville have tilsvarende oprydningsomkostninger, eller fordi oprydning ville medføre en mærkbar fordyrelse af de nye produkter, udover de omkostninger, der er forbundet med produktion, markedsføring og tilbagetagning af disse produkter selv. I overvejelserne må også indgå risikoen for en forsinkelse af udskiftningen til nyere og mere miljøvenlige produkter.

I de formodentlig ret få tilfælde, hvor en tilbagetagningspligt med tilbagevirkende kraft kan have mærkbart konkurrenceforvridende virkninger, må mulighederne for at undgå dette nøje overvejes i forbindelse med hver enkelt ordning. Ved tilrettelæggelsen af konkrete tilbagetagningsordninger kan det i enkelte tilfælde findes hensigtsmæssigt at tilvejebringe midler til finansiering af bortskaffelse af tidligere markedsførte produkter ved hjælp af et bortskaffelsesgebyr i henhold til lovens § 53.

Specielt i tilfælde, hvor tilbagetagningsomkostningerne er meget store, vil der blive lagt vægt på en rimelig lang gennemførelsesperiode eller en gradvis indførelse af tilbagetagningspligten.

Som det fremgår af stk. 2, vil tilbagetagningspligten også kunne gælde materialer, produkter eller varer, herunder emballage, hvor man ikke selv har været ansvarlig for markedsføringen, men markedsfører tilsvarende produkter. Ved udfærdigelsen af de konkrete ordninger, må det sikres, at disse tilrettelægges således, at urimelige virkninger på det konkrete marked undgås.

Problemer med tilbagetagning af produkter af samme type som egne markedsførte vil typisk være relevant for produkter med lang levetid, idet den oprindelige markedsfører kan være ophørt med at eksistere på tidspunktet for tilbagelevering.

Bestemmelsen i stk. 2 omfatter ikke import af affald. Ved en konkret udmøntning af bestemmelsen vil det blive sikret, at danske producenter ikke tvinges til at skulle bortskaffe udenlandske produkter, som først importeres, når de er blevet til affald.

Ved tilrettelæggelse af konkrete tilbagetagningsordninger vil der ligeledes blive taget højde for, at producenter, som anvender pantbærende emballager, ikke ved en eventuel tilbagetagningsordning forpligtes til at tilbagetage andres produkter og herved hæfte for de i emballagen bundne pantbeløb.

Ved at knytte pligten til markedsføringsbegrebet opnåes en klar afgrænsning af, hvem pligten påhviler.

For at leve op til lovforslagets bestemmelser stilles der krav til producenten om opfyldelse af tre forpligtelser. Han skal for det første foranstalte tilbagetagningen, hvilket vil sige, at han i det omfang, han ikke ønsker selv at påtage sig den fysiske tilbagetagning, har initiativforpligtelsen til iværksættelse af en ordning, hvorved de pågældende produkter faktisk tages tilbage.

Dernæst stilles der krav om at det tilbagetagne genanvendes eller håndteres særligt. Genanvendelse vil i denne sammenhæng sige enten genbrug (genpåfyldning) eller materialegenvinding. Forbrænding med energiudnyttelse anses ikke for genanvendelse i lovens forstand, hvorimod særlig håndtering af det tilbagetagne kan være forbrænding. I tilfælde af tilbagetagning med henblik på særlig håndtering vil håndteringskravene blive fastsat i de bekendtgørelser, som udstedes i medfør af bestemmelsen, ligesom det er en forudsætning, at der i bekendtgørelsesform fastsættes mål for genanvendelsen af de enkelte produkter.

Endelig er det et krav, at producenten finansierer tilbagetagning såvel som genanvendelse, og det forudsættes, at producenten i sin prisfastsættelse inkalkulerer omkostningerne forbundet hermed. Producenten kan således ikke opfylde sine forpligtelser ved at tage sig direkte betalt af forbrugeren ved aflevering til genanvendelse.

Tilbagetagningskonceptet, som det fremtræder i forslaget er opbygget således, at alle led i produktkredsløbet kan pålægges pligter, som indbyrdes supplerer hinanden, samtidig med at det enkelte led kan forpligtes til at bære størstedelen af eller hele byrden alene. Konceptet udgør således det optimale udgangspunkt for de involverede parter til at søge løsninger ved indbyrdes konstruktioner til opnåelse af den miljømæssigt ønskede effekt ved smidige og ubureaukratiske foranstaltninger.

Når en tilbagetagningsordning er iværksat, er det naturligvis en forudsætning for ordningens funktion, at forbrugeren faktisk afleverer det pågældende produkt til ordningen. Det bestemmes derfor i stk. 3, at ministeren kan fastsætte regler om afleveringspligten. Der kan desuden forekomme situationer, hvor det må anses for mest hensigtsmæssigt at styre forbrugerens adfærd ved at undtage det pågældende produkt fra de kommunale ordninger. Dette kan i givet fald ske med hjemmel i lovens §§ 44-45.

Tilbagetagningsordningerne bør i det omfang det er muligt forsøges etableret i overensstemmelse med eksisterende systemer.

Ved tilrettelæggelsen og udformningen af de konkrete ordninger, vil udenlandske forhold på de pågældende områder i videst mulige omfang blive søgt taget i betragtning med henblik på imødegåelse af eventuelle konkurrencemæssige påvirkninger.

Af betænkning af den 29. april 1992 over forslag til beslutningsforslag om øget genanvendelse (B 31) fremgår: »Det er ikke hensigten, at tilbagetagningspligten skal anvendes generelt som efter den tyske model, men at den skal være et supplement til eksisterende styringsmidler. Hjemmelen kan anvendes, såfremt der på bestemte områder ikke kan indgåes aftaler med virksomheder eller brancher om den affaldsmæssige håndtering af bestemte produkter eller materialer med henblik på opfyldelse af bindende miljømæssige målsætninger. Hjemmelen vil således supplere miljøbeskyttelseslovens § 9 og § 10.«

Ved at indgå aftaler om producentansvar fremfor at blive tvunget ind under en nødvendigvis mere detaljeret myndighedsregulering af producentansvaret, opnår erhvervslivet at kunne organisere de krævede indsamlings- og oparbejdningssystemer med maksimal fleksibilitet i relation til de særlige markedsmæssige forhold, der kendetegner de enkelte produktgrupper.

Såfremt de miljømæssige hensyn kan anses for tilstrækkeligt og forsvarligt varetaget kan ministeren i tilfælde, hvor betingelserne for anvendelse af § 10 ikke er til stede indgå aftaler om tilbagetagning, som ikke rummer de i § 10 indeholdte muligheder for bl.a. sanktionering, men som i sit indhold forpligter parterne til at opnå det fastsatte mål. Ministeren vil i tilfælde af at aftalen ikke overholdes have mulighed for regeludstedelse i medfør af forslagets bestemmelser.

Udover de igangværende forhandlinger om tilbagetagningsordninger for transportemballager, glas og bildæk, vil - som det er forudsat i handlingsplanen for affald og genanvendelse 1993-97 - de produktgrupper, det hernæst er hensigten at gøre til genstand for tilbagetagningsaftaler eller -regulering være elektronikaffald, køleskabe og frysere, biler og bildele.

Som det fremgår er det udgangspunktet, at producentansvar og tilbagetagningsordninger skal søges etableret på grundlag af frivillige aftaler med berørte dele af erhvervslivet. I den forbindelse kan det ikke udelukkes, at det i enkelte tilfælde kan findes hensigtsmæssigt at tilvejebringe midler til finansiering ved hjælp af et bortskaffelsesgebyr i henhold til lovens § 53 som en integreret del af aftalen.

Grundlaget for etablering af konkrete tilbagetagningsordninger vil - uanset om der vil være tale om frivillig aftale eller bekendtgørelse - blive forelagt de berørte parter til udtalelse forinden iværksættelse.

Forslagets konsekvenser for erhvervslivet vil først kunne opgøres i forbindelse med udmøntning af bestemmelsen idet konsekvenserne vil være helt individuelt afhængige af de enkelte foranstaltningers konkrete udformning.

Til nr. 2.

Bestemmelsen blev indsat i miljøbeskyttelsesloven i 1982, jf. lov nr. 204 af 18. maj 1982 som § 4 a og var en videreførelse af en tilsvarende bestemmelse i Rotteloven, lov nr. 120 af 3. maj 1961, § 4. Bestemmelsen blev ved en fejl ikke gentaget ved miljøbeskyttelseslovens revision i 1991, jf. lov nr. 358 af 6. juni 1991. Forslaget skal derfor ses som en redaktionel rettelse.

Til nr. 3.

Det findes hensigtsmæssigt at præcisere, at administration og opkrævning af bortskaffelsesgebyret kan foretages af de statslige told- og skattemyndigheder. Herved undgåes opbygning af paralelle opkrævnings- og kontrolsystemer, idet administrationen kan foregå i det eksisterende system med landsdækkende regionale toldenheder. Der vil i de konkrete tilfælde blive foretaget en vurdering af, hvor administrationen mest hensigtsmæssigt kan varetages.

Bestemmelsen om adgangen til skønsmæssig ansættelse og muligheden for tvangsmæssig inddrivelse af ikke indbetalte gebyrer er en nødvendighed for at sikre en rimelig og forsvarlig administration. Det forudsættes, at de regler, som i givet fald udstedes i medfør af bestemmelsen, entydigt vil kunne afklare spørgsmålet om gebyrets opståen og størrelse.

Med henblik på at kunne anvende gebyrer som et instrument til at finansiere tilbagetagningsordninger for produkter med lang levetid, skønnes det hensigtsmæssigt, at der hjemles mulighed for, at indtægter og udgifter i tilknytning til gebyrer kan bringes i balance over en årrække, der eventuelt vil overstige den 4-års periode, der anbefales af Finansministeriet.

Med forslaget åbnes der endvidere mulighed for, at gebyret i helt særlige situationer ikke nødvendigvis dækker de fulde omkostninger i forbindelse med den aktivitet, gebyret er rettet imod at finansiere. Miljøministeriet vil fortsat søge at etablere fuld omkostningsdækning på gebyrer efter de kalkulationsprincipper, der er fastsat af Finansministeriet.

Til nr. 4.

I modsætning til den tidligere handlingsplan for øget genanvendelse 1990-92 omhandler handlingsplanen (1993-97) hele affalds- og genanvendelsesområdet. Det overordnede mål er at reducere affaldsmængderne, og for det affald, der ikke kan undgåes produceret som resultat af samfundets aktiviteter, er det målet at udnytte ressourcerne i affaldet bedst muligt. Bestemmelsen indeholder på den baggrund en udvidelse af det tilskudsberettigede område, således at det fremover bliver muligt at yde tilskud til udviklings- og udredningsprojekter på hele affaldsområdet. Derimod gives der ikke mulighed for af yde anlægstilskud på affaldsområdet. Det forudsættes i overensstemmelse med EF-Kommissionens meddelelse af den 30. juli 1992 vedrørende Fællesskabets rammebestemmelser for statsstøtte til små og mellemstore virksomheder, at de konkrete tilskud til affaldsprojekter indenfor det nye tilskudsområde vil være max. kr. 400.000 over tre år pr. projekt.

Til nr. 5.

Med forslaget åbnes der mulighed for, at gebyret i helt særlige situationer ikke nødvendigvis dækker de fulde omkostninger ved administration og tilsyn i forbindelse med miljøbeskyttelsesloven. Miljøministeriet vil fortsat søge at etablere fuld omkostningsdækning på gebyrer efter de kalkulationsprincipper, der er fastsat af Finansministeriet.

Til nr. 6.

Bestemmelsen indsættes for at give de lokale miljømyndigheder samme klageadgang, som de havde i medfør af den tidligere miljøbeskyttelseslov.

Til nr. 7-8 og 9.

Bestemmelsen fastsætter straf for overtrædelse af regler fastsat i medfør af den foreslåede bestemmelse i § 9a om tilbagetagning. Herudover præciseres hjemlen i lovens § 89, stk. 3 sammenholdt med § 110, stk. 3 til fastsættelse af straf for overtrædelse af EF-forordninger.

Til nr. 10.

Bestemmelsen er, som nr. 2 administrativt begrundet. Hjemmelen findes i øvrige punktafgiftslove, og ved henlæggelse af administrationen af et bortskaffelsesgebyr til de statslige told- og skattemyndigheder vil bestemmelsen om administrativ bødevedtagelse, udover at medføre en ensartet sagsbehandling, være en nødvendighed til sikring af en forsvarlig administration.

Efter 2. behandling den 15. juni 1993

§ 2

Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

Ingen

Nr LSF 217

Forslag til Lov om ændring af lov om miljøbeskyttelse

Fremsat af miljøministeren (Svend Auken)

den 10. marts 1993

Vedtaget ved tredjebehandling den 18. juni 1993

Lov nr. 477 af 30/06/1993