1992 LSF 216 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM BESKATNINGEN AF PENSIONSORDNINGER M.V., LOV OM EN REALRENTEAFGIFT AF VISSE PENSIONSKAPITALER M .V. OG LOV OM STEMPELAFGIFT (GENNEMFØRELSE AF 2. LIVSFORSIKRINGSDIREKTIV VEDRØRENDE STEMPELAFGIFT OG PRÆCISERING AF REGLER FOR FRADRAGSRET FOR PENSIONSINDBETALINGER OG REGLER FOR REALRENTEAFGIFTSPLIGT)1)

§ 1

I lov om beskatningen af pensionsordninger m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 868 af 22. oktober 1992, som senest ændret ved § 2 i lov nr. 186 af 14. april 1993, foretages følgende ændringer

1. I § 4, stk. 1, og § 7, stk. 1, 1. pkt., ændres »der er berettiget til at drive forsikringsvirksomhed her i landet« til: »der har hjemsted her i landet eller udøver forsikringsvirksomhed her i landet gennem et fast driftssted, og som har Finanstilsynets tilladelse til at drive forsikringsvirksomhed her i landet«.

2. I § 8, nr. 1, 1. pkt., § 9, stk. 1, § 10, stk. 1, nr. 1, 1. pkt., og § 11, stk. 1, ændres »der er berettiget til at drive livsforsikringsvirksomhed her i landet« til: »der har hjemsted her i landet eller udøver livsforsikringsvirksomhed her i landet gennem et fast driftssted, og som har Finanstilsynets tilladelse til at drive livsforsikringsvirksomhed her i landet«.

3. I § 11 A, stk. 1, nr. 1, og § 12, stk. 1, nr. 1 , ændres »i et pengeinstitut, der virker her i landet« til: »i et pengeinstitut, der af Finanstilsynet er meddelt tilladelse til at drive pengeinstitutvirksomhed her i landet, eller i et udenlandsk kreditinstitut, der efter tilladelse i et andet land inden for De Europæiske Fællesskaber udøver virksomhed her i landet gennem en filial, jf. lov om banker og sparekasser m.v., § 6 a, stk. 1-4«.

4. I § 13, stk. 1, ændres 2 steder »i en bank eller sparekasse, der virker her i landet« til: »i en bank eller sparekasse, der har tilladelse til at drive pengeinstitutvirksomhed her i landet, eller i et udenlandsk kreditinstitut, der efter tilladelse i et andet land inden for De Europæiske Fællesskaber udøver virksomhed her i landet gennem en filial, jf. lov om banker og sparekasser m.v., § 6 a, stk. 1-4«.

§ 1

I lov om beskatningen af pensionsordninger m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 868 af 22. oktober 1992, som senest ændret ved lov nr. 1028 af 19. december 1992, foretages følgende ændringer

1. I § 4, stk. 1, og § 7, stk. 1, 1. pkt., ændres: »der er berettiget til at drive forsikringsvirksomhed her i landet« til: »der har hjemsted her i landet eller udøver forsikringsvirksomhed her i landet gennem et fast driftssted, og som har Finanstilsynets tilladelse til at drive forsikringsvirksomhed her i landet«.

2. I § 8, nr. 1, 1. pkt., § 9, stk. 1, § 10, stk. 1, nr. 1, 1. pkt., og § 11, stk. 1, ændres »der er berettiget til at drive livsforsikringsvirksomhed her i landet« til: »der har hjemsted her i landet eller udøver livsforsikringsvirksomhed her i landet gennem et fast driftssted, og som har Finanstilsynets tilladelse til at drive livsforsikringsvirksomhed her i landet«.

3. I § 11 A, stk. 1, nr. 1, og § 12, stk. 1, nr. 1 , ændres »i et pengeinstitut, der virker her i landet« til: »i et pengeinstitut, der af Finanstilsynet er meddelt tilladelse til at drive pengeinstitutvirksomhed her i landet, eller i et udenlandsk kreditinstitut, der efter tilladelse i et andet land inden for De Europæiske Fællesskaber, udøver virksomhed her i landet gennem en filial, jf. lov om banker og sparekasser m.v., § 6 a, stk. 1-4«.

4. I § 13, stk. 1, ændres 2 steder »i en bank eller sparekasse, der virker her i landet« til: » i en bank eller sparekasse, der har tilladelse til at drive pengeinstitutvirksomhed her i landet, eller i et udenlandsk kreditinstitut, der efter tilladelse i et andet land inden for De Europæiske Fællesskaber, udøver virksomhed her i landet gennem en filial, jf. lov om banker og sparekasser m.v., § 6 a, stk. 1-4«.

§ 1

I lov om beskatningen af pensionsordninger m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 868 af 22. oktober 1992, som senest ændret ved lov nr. 1028 af 19. december 1992, foretages følgende ændringer

1. I § 4, stk. 1, og § 7, stk. 1, 1. pkt., ændres: »der er berettiget til at drive forsikringsvirksomhed her i landet« til: »der har hjemsted her i landet eller udøver forsikringsvirksomhed her i landet gennem et fast driftssted, og som har Finanstilsynets tilladelse til at drive forsikringsvirksomhed her i landet«.

§ 2

I lov om en realrenteafgift af visse pensionskapitaler, jf. lovbekendtgørelse nr. 867 af 22. oktober 1992, som senest ændret ved § 1 i lov nr. 186 af 14. april 1993, foretages følgende ændringer

1. § 2, stk. 1, nr. 1, affattes således

»1) livsforsikringsselskaber, der har hjemsted her i landet eller udøver forsikringsvirksomhed her i landet gennem et fast driftssted, og som har Finanstilsynets tilladelse til at drive forsikringsvirksomhed her i landet ved direkte tegning af livsforsikring,».

2. § 2, stk. 1, nr. 2, affattes således

»2) forsikringsselskaber, der har hjemsted her i landet eller udøver forsikringsvirksomhed her i landet gennem et fast driftssted, og som har Finanstilsynets tilladelse til at drive forsikringsvirksomhed her i landet, i det omfang de har en lukket bestand af livsforsikringer fra et likvideret livsforsikringsselskab,».

§ 2

I lov om en realrenteafgift af visse pensionskapitaler, jf. lovbekendtgørelse nr. 867 af 22. oktober 1992, som senest ændret ved lov nr. 1034 af 19. december 1992, foretages følgende ændringer

1. § 2, stk. 1, nr. 1, affattes således

»1) livsforsikringsselskaber, der har hjemsted her i landet eller udøver forsikringsvirksomhed her i landet gennem et fast driftssted, og som har Finanstilsynets tilladelse til at drive forsikringsvirksomhed her i landet ved direkte tegning af livsforsikring,».

2. § 2, stk. 1, nr. 2, affattes således

»2) forsikringsselskaber, der har hjemsted her i landet eller udøver forsikringsvirksomhed her i landet gennem et fast driftssted, og som har Finanstilsynets tilladelse til at drive forsikringsvirksomhed her i landet, i det omfang de har en lukket bestand af livsforsikringer fra et likvideret livsforsikringsselskab,».

§ 2

I lov om en realrenteafgift af visse pensionskapitaler, jf. lovbekendtgørelse nr. 867 af 22. oktober 1992, som senest ændret ved lov nr. 1034 af 19. december 1992, foretages følgende ændringer

1. § 2, stk. 1, nr. 1, affattes således

»1) livsforsikringsselskaber, der har hjemsted her i landet eller udøver forsikringsvirksomhed her i landet gennem et fast driftssted, og som har Finanstilsynets tilladelse til at drive forsikringsvirksomhed her i landet ved direkte tegning af livsforsikring,».

§ 2. Afgiftspligten påhviler

1) livsforsikringsselskaber, i det omfang de driver forsikringsvirksomhed her i landet ved direkte tegning af livsforsikring,

2. § 2, stk. 1, nr. 2, affattes således

»2) forsikringsselskaber, der har hjemsted her i landet eller udøver forsikringsvirksomhed her i landet gennem et fast driftssted, og som har Finanstilsynets tilladelse til at drive forsikringsvirksomhed her i landet, i det omfang de har en lukket bestand af livsforsikringer fra et likvideret livsforsikringsselskab,».

§ 2. - - -

2) forsikringsselskaber her i landet, i det omfang de har en lukket bestand af livsforsikringer fra et likvideret livsforsikringsselskab,

§ 3

I lov om stempelafgift, jf. lovbekendtgørelse nr. 742 af 27. august 1992, som senest ændret ved § 2 i lov nr. 1078 af 23. december 1992, foretages følgende ændringer

1. Efter § 3 A indsættes som ny paragraf

»§ 3 B. Forsikringsdokumenter vedrørende direkte livsforsikringer, for hvilke forpligtelsen efter forsikringen består her i landet, er stempelpligtige, uanset hvor de oprettes.

Stk. 2. Såfremt forpligtelsen består i en anden stat, der er medlem af De Europæiske Fællesskaber, finder § 3 ikke anvendelse.«

2. I § 4, stk. 1, nr. 2 , indsættes efter »jf. dog § 3 A«: »og § 3 B«.

3. I § 62, stk. 8 , indsættes som 2. pkt.

»De i en sådan påtegning givne oplysninger ved dokumentets indlevering til tinglysning er bindende for parterne under en stempelprøvelse af dokumentet.«

§ 3

I lov om stempelafgift, jf. lovbekendtgørelse nr. 742 af 27. august 1992, som senest ændret ved § 2 i lov nr. 1078 af 23. december 1992, foretages følgende ændringer

1. Efter § 3 A indsættes

»§ 3 B. Forsikringsdokumenter vedrørende direkte livsforsikringer, for hvilke forpligtelsen efter forsikringen består her i landet, er stempelpligtige, uanset hvor de oprettes.

Stk. 2. Såfremt forpligtelsen består i en anden stat, der er medlem af De Europæiske Fællesskaber, finder § 3 ikke anvendelse.«.

2. I § 4, stk. 1, nr. 2 , indsættes efter »jf. dog § 3 A«: »og § 3 B«.

3. I § 62, stk. 8 , indsættes som 2. pkt.

»De i en sådan påtegning givne oplysninger ved dokumentets indlevering til tinglysning er bindende for parterne under en stempelprøvelse af dokumentet.«.

§ 3

I lov om stempelafgift, jf. lovbekendtgørelse nr. 742 af 27. august 1992, som senest ændret ved § 2 i lov nr. 1078 af 23. december 1992, foretages følgende ændringer

1. Efter § 3 A indsættes

»§ 3 B. Forsikringsdokumenter vedrørende direkte livsforsikringer, for hvilke forpligtelsen efter forsikringen består her i landet, er stempelpligtige, uanset hvor de oprettes.

Stk. 2. Såfremt forpligtelsen består i en anden stat, der er medlem af De Europæiske Fællesskaber, finder § 3 ikke anvendelse.«.

§ 3 A.2) Forsikringsdokumenter vedrørende direkte skadesforsikringer, for hvilke risikoen er placeret her i landet, er stempelpligtige, uanset hvor de oprettes.

Stk. 2. Såfremt risikoen efter stk. 1 er placeret i en anden stat, der er medlem af De Europæiske Fællesskaber, finder § 3 ikke anvendelse.

2. I § 4, stk. 1, nr. 2 , indsættes efter »jf. dog § 3 A«: »og § 3 B«.

§ 4

Stk. 1. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

Stk. 2. § 3, nr. 1 og 2, har virkning for stempelpligt, der indtræder den 20. maj 1993 eller senere. § 3, nr. 3, har virkning for dokumenter, der oprettes efter lovens ikrafttræden.

Oprindeligt fremsat forslag

§ 4

Stk. 1. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

Stk. 2. § 3, nr. 1 - 2, har virkning for stem-pelpligt, der indtræder den 20. maj 1993 eller senere. § 3, nr. 3, har virkning for dokumenter, der oprettes efter lovens ikrafttræden.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Lovforslaget har først og fremmest til formål at præcisere, at der efter pensionsbeskatningsloven fortsat kun skal kunne opnås fradrag ved indkomstopgørelsen for præmier og bidrag m.v. til livsforsikring i livsforsikringsselskaber, der er etableret her i landet, og som har Finanstilsynets tilladelse til at drive livsforsikringsvirksomhed her i landet. I realrenteafgiftsloven foreslås samtidig fastsat, at det fortsat kun er forsikringsselskaber, der er etableret her i landet, og som har Finanstilsynets tilladelse til at drive livsforsikringsvirksomhed her i landet, der er realrenteafgiftspligtige.

Lovforslaget har endvidere til formål at præcisere pensionsbeskatningslovens regler for fradragsberettigede pengeinstitutordninger. Den foreslåede præcisering indebærer, at der efter pensionsbeskatningsloven fortsat kun kan oprettes fradragsberettigede opsparingsordninger i pengeinstitutter, der har Finanstilsynets tilladelse til at drive pengeinstitutvirksomhed her i landet, og i filialer her i landet af udenlandske pengeinstitutter, der er meddelt tilladelse til at drive pengeinstitutvirksomhed af tilsynsmyndigheden i et andet EF-land.

Lovforslaget har den virkning, at der fortsat ikke kan oprettes fradragsberettigede pensionsordninger i pensionsinstitutter, der ikke er etablerede her i landet.

Lovforslaget er en videreførelse af de gældende regler. Lovforslaget præciserer de gældende regler i overensstemmelse med de domme, som EF-domstolen afsagde den 28. januar 1992 jf. nedenfor.

Behovet for den nævnte præcisering er endvidere begrundet i den stigende grad af liberalisering af pensionsforsikringsreglerne i EF's indre marked. Denne liberalisering har bl.a. fundet udtryk i Rådets 2. livsforsikringsdirektiv og Rådets 2. banksamordningsdirektiv.

Lovforslagets baggrund

Efter pensionsbeskatningsloven er der kun fradragsret for indbetalinger til pensionsordninger i livsforsikringsselskaber, der er berettiget til at drive forsikringsvirksomhed her i landet. Efter regler i lov om forsikringsvirksomhed fastsat af Industriministeriet er det kun selskaber med hjemsted i Danmark og udenlandske filialer etableret i Danmark gennem en herværende forretningsafdeling, der kan opnå koncession til at drive livsforsikringsvirksomhed her i landet.

Det gælder for både forsikringsselskaber med hjemsted her i landet og filialer af udenlandske selskaber, at størrelsen af de forsikringsmæssige hensættelser fastsættes efter danske regler, og at Finanstilsynet har indseende med, at pensionsforpligtelserne er tilstrækkeligt afdækket.

2. livsforsikringsdirektiv (90/619/EØF), der supplerer 1. livsforsikringsdirektiv (79/267/EØF), fremmer adgangen til fri udveksling af tjenesteydelser for udenlandske livsforsikringsselskaber uden, at der kan stilles krav om etablering i Danmark. Hensigten er at udvikle det indre forsikringsmarked og til dette brug at gøre det lettere for forsikringsselskaber, der har deres vedtægtsmæssige hjemsted i et EF-land, at præstere tjenesteydelser i de andre medlemslande.

I 2. livsforsikringsdirektiv indføres der for tjenesteydelsesvirksomhed en sondring mellem aktiv og passiv tjenesteydelsesvirksomhed baseret på forsikringstagerens eget initiativ.

Som passiv tjenesteydelsesvirksomhed anses tilfælde, hvor forsikrings tageren selv henvender sig til det udenlandske forsikringsselskab eventuelt på grundlag af reklamer eller lignende, der ikke personligt er stilet til vedkommende. Også i det tilfælde, hvor forsikringstageren benytter en forsikringsmægler, foreligger der passiv tjenesteydelsesvirksomhed.

Aktiv tjenesteydelsesvirksomhed anses at foreligge, når forsikrings selskabet henvender sig direkte til potentielle forsikringskunder.

For at kunne drive passiv tjenesteydelsesvirksomhed skal der gives meddelelse herom til tjenesteydelseslandet. For at et forsikringsselskab skal kunne drive aktiv tjenesteydelsesvirksomhed ind i et land kan tjenesteydelseslandet derimod lade udøvelsen være betinget af en administrativ tilladelse. For hverken aktiv eller passiv tjenesteydelsesvirksomhed vil der være tale om, at selskabet etableres i Danmark.

Efter 2. livsforsikringsdirektiv opretholdes princippet om tilsyn i det land, hvor forsikringstageren opholder sig, bortset fra forsikringer, der udbydes som grænseoverskridende, passiv tjenesteydelsesvirksomhed.

Det gælder for alle livsforsikringsselskaber, der efter de gældende regler udbyder fradragsberettigede forsikringer, at de er omfattet af realrenteafgiftsloven og desuden er pligtige til at tilbageholde afgift efter pensionsbeskatningsloven af udbetalinger, herunder en foreløbig skat på 70 pct. ved genkøb af forsikringen til sikring af skattekravet.

Efter direktivet er alle forsikringsaftaler, som er indgået efter reglerne for fri udveksling af tjenesteydelser pålagt de indirekte skatter og parafiskale afgifter i det land, hvor forpligtelsen består.

2. livsforsikringsdirektiv indeholder derimod ingen regler for den direkte skattemæssige behandling af livsforsikringsselskaber eller for forsikringstagerens præmier og bidrag m.v. til livsforsikringsselskaber.

Det spørgsmål kan tænkes rejst, om Rådets 2. livsforsikringsdirektiv kan give den gældende pensionsbeskatningslov et andet indhold. Efter gældende regler gælder fradragsretten kun for indbetalinger til selskaber, der er berettiget til at drive forsikringsvirksomhed her i landet. Spørgsmålet er, om der automatisk vil gælde fradragsret for indbetalinger til selskaber, der ikke er etablerede i Danmark. Sådanne selskaber kan Danmark ikke i samme omfang som for her i landet etablerede selskaber pålægge hverken at tilbageholde skat og afgift af udbetalinger eller realrenteafgift af ordningens afkast.

EF-Domstolen traf den 28. januar 1992 principielle afgørelser om, at de belgiske fradragsregler for pensionsindbetalinger til udenlandske livsforsikringsselskaber er forenelige med EØF-traktatens artikel 48 om arbejdskraftens fri bevægelighed, artikel 59 om den fri udveksling af tjenesteydelser og artikel 67 og 106 om fri bevægelighed for kapital.

Efter de belgiske regler er der kun fradrag for præmier til livsforsikringer, såfremt præmierne indbetales til selskaber, der er hjemmehørende i Belgien, eller til udenlandske forsikringsselskabers belgiske afdeling. EF-Kommissionen havde nedlagt påstand om, at Belgien herved overtræder traktatens bestemmelser om arbejdskraftens fri bevægelighed og om den fri udveksling af tjenesteydelser.

EF-Domstolen lagde vægt på, at sammenhængen i de belgiske skatteregler forudsætter, at skattefradrag for indbetalte præmier og bidrag modsvares af beskatning af de udbetalte beløb. Den belgiske stat skal kunne sikre sig skat af udbetalinger, hvis den er forpligtet til at acceptere fradrag for præmier, som en person bosiddende i Belgien indbetaler til et forsikringsselskab i en anden medlemsstat.

Domstolen fastslog, at sammenhængen i de belgiske regler ikke kan sikres ved mindre restriktive foranstaltninger end sket, hvorefter fradragsret for præmier og bidrag kun omfatter belgiske forsikringsselskaber.

Princippet i de belgiske regler, hvorefter fradrag for indbetalinger modsvares af skat af udbetalinger, findes tilsvarende i de danske regler. De foreslåede præciseringer af pensionsbeskatnings- og realrenteafgiftsloven, der indebærer, at den nugældende retstilstand opretholdes, kan ikke anses for at være i modstrid med EF-retten på det nævnte område sådan som EF-Domstolen har fortolket denne i de to afgørelser truffet den 28. januar 1992 vedrørende de belgiske fradragsregler.

Lovforslaget

Den usikkerhed om rækkevidden af pensionsbeskatningslovens regler for fradrag, der kunne opstå, foreslås fjernet ved en lovpræcisering.

Det foreslås i pensionsbeskatningsloven præciseret, at der fortsat kun kan opnås fradrag for indbetalinger af præmier og bidrag m.v. til livsforsikringer, der er oprettet i forsikringsvirksomheder, der har hjemsted her i landet eller udøver forsikringsvirksomhed her i landet gennem et fast driftssted, og som har Finanstilsynets tilladelse til at drive livsforsikringsvirksomhed her i landet. Det betyder, at fradragsretten fortsat kun gælder for indbetalinger til her i landet etablerede forsikringsselskaber, der har en dansk koncession, dvs. har hjemsted her i landet eller udøver virksomhed her i landet gennem et fast driftssted, jf. selskabsskattelovens § 2. Der er dog herved i praksis ikke tilsigtet en forskel i forhold til udtrykket »herværende forretningsafdeling (generalagentur)» som nævnt i lov om forsikringsvirksomhed, § 211.

De foreslåede præciseringer indebærer, at der fortsat ikke kan oprettes fradragsberettigede forsikringer i forsikringsselskaber, der i dag eller efter 2. livsforsikringsdirektiv udbyder forsikringer til herboende gennem fri udveksling af tjenesteydelser. Det skyldes, at sådanne selskaber ikke er etableret her i landet.

I realrenteafgiftsloven foreslås samtidig fastsat, at det kun er forsikringsselskaber, der har hjemsted her i landet eller udøver livsforsikringsvirksomhed her i landet gennem fast driftssted, og som har Finanstilsynets tilladelse til at drive livsforsikringsvirksomhed her i landet, der er realrenteafgiftspligtige. Det sikres herved, at fradragsretten for indbetalinger til en forsikringsordning er betinget af, at ordningen er undergivet realrenteafgiftspligt.

De foreslåede ændringer af pensionsbeskatnings- og realrenteafgiftsloven har til formål at sikre, at der fortsat ikke opnås ret til fradrag for indbetalinger til udenlandske livsforsikringsselskaber, der ikke er realrenteafgiftspligtige, og som ikke kan pålægges at tilbageholde skat og pensionsbeskatningsafgift til Danmark af udbetalingerne. Dette er navnlig begrundet i, at de pågældende selskaber ikke kan pålægges at give oplysninger til danske skattemyndigheder om hverken indbetalinger til eller udbetalinger fra ordningen.

De foreslåede ændringer indebærer herved en præcisering af, at pensionsbeskatningssystemet fortsat er knyttet til et krav om, at det pågældende livsforsikringsselskab er etableret her i landet, således som dette er defineret i EØF-traktaten, og har dansk koncession.

Den foreslåede ændring af stempelafgiftsloven skal bl.a. sikre, at der ikke diskrimineres mod danske forsikringsselskaber, der ellers kunne komme i den situation, at de skulle betale både dansk stempelafgift og eventuelt tilsvarende afgifter i andre EF-lande, når de forsikrer forsikringstagere i et andet EF-land.

Det fremgår endvidere af pensionsbeskatningsloven, at fradrag for indbetalinger til opsparingsordninger er betinget af, at ordningen er oprettet i et pengeinstitut m.v., der virker her i landet.

Efter Rådets 2. banksamordningsdirektiv (89/646/ EØF) kan kreditinstitutter i andre EF-lande udøve virksomhed i Danmark uden, at Danmark kan stille krav om etablering eller tilladelse. Det gælder både for udenlandske kreditinstitutter, der udøver virksomhed her i landet gennem filialer, og for udenlandske kreditinstitutter, der udbyder eksempelvis opsparingsprodukter som grænseoverskridende tjenesteydelser fra et andet EF-land til Danmark. Grundlaget er i begge tilfælde hjemlandets pengeinstituttilladelse samt hjemlandstilsyn.

Ved lov nr. 306 af 16. maj 1990 er 2. banksamordningsdirektiv gennemført i Danmark med virkning fra den 1. januar 1991. Efter reglerne i den nævnte lov kan et udenlandsk kreditinstitut, der er meddelt tilladelse til at udøve virksomhed inden for EF, begynde at udøve virksomhed her i landet gennem en filial efter, at Finanstilsynet har modtaget meddelelse herom. På samme måde kan et kreditinstitut, der er meddelt tilladelse hertil i et andet land i EF,begynde at udøve virksomhed her i landet gennem grænseoverskridende tjenesteydelsesvirksomhed, når Finanstilsynet har modtaget meddelelse herom fra tilsynsmyndighederne i hjemlandet.

Det præciseres, at det fortsat kun er de udenlandske kreditinstitutter, der udøver virksomhed her i landet gennem filialer, som kan oprette opsparingsordninger med fradragsret på lige fod med pengeinstitutter, der har fået tilladelse af det danske finanstilsyn.

Efter realrenteafgiftslovens § 2, stk. 2, påhviler afgiftspligten indehaveren af opsparingskontien. Det er dog den pågældende filial her i landet, der har pligt til at indeholde såvel realrenteafgift som skat af udbetalinger og indbetale disse beløb til statskassen.

Derimod kan udenlandske pengeinstitutter, der udøver virksomhed her i landet gennem grænseoverskridende tjenesteydelser, fortsat ikke tegne fradragsberettigede ordninger for personer bosiddende her i landet. Det er ikke muligt at pålægge de pågældende udenlandske kreditinstitutter at indeholde realrenteafgift af afkast samt skat og afgift af udbetalinger.

Efter EF-Domstolens afgørelser den 28. januar 1992 som nævnt ovenfor kan fradrag for indbetalinger til pensionsinstitutter, der er beliggende uden for Belgien, nægtes med den begrundelse, at mindre indgribende foranstaltninger end nægtelse af fradragsret ikke kan sikre den indre sammenhæng i det nationale skattesystem.

Med lovforslaget præciseres, at udenlandske pengeinstitutter, der udøver grænseoverskridende tjenesteydelsesvirksomhed over for herboende, fortsat ikke kan tegne fradragsberettigede ordninger.

EF-Kommissionen er orienteret om lovforslaget forud for fremsættelsen.

Provenumæssige konsekvenser

Da der efter forslaget fortsat kun gives fradrag for indbetalinger af præmier og bidrag m.v. til livsforsikringsselskaber, der er etableret her i landet, og som har Finanstilsynets tilladelse til at drive livsforsikringsvirksomhed her i landet, skønnes forslaget ikke at have provenumæssige konsekvenser.

Forslaget om ændring af stempelloven skønnes på den ene side at medføre et provenutab som følge af, at danske forsikringsselskaber ikke længere pålægges stempelafgift, når de tegner livsforsikringer for forsikringstagere i et andet EF-land. På den anden side antages forslaget at medføre et merprovenu som følge af dansk stempelpligt, når udenlandske forsikringsselskaber tegner livsforsikringer for forsikringstagere her i landet. Der foreligger ikke statistiske oplysninger, der kan danne grundlag for at skønne over de beløbsmæssige størrelser af de nævnte provenubevægelser, der dog må antages at være af forholdsvis begrænset størrelsesorden.

Administrative konsekvenser

Lovforslaget skønnes ikke at have nævneværdige administrative konsekvenser for de statslige told- og skattemyndigheder.

Spaltehenvisninger

Lov om beskatningen af pensionsordninger m.v. er senest ændret ved lov nr. 1028 af 19. december 1992, jf. Folketingstidende 1992-93, sp. 80, 418, 749, 4361; tillæg A, 633; tillæg B, 499, 611; tillæg C, .....

Lov om en realrenteafgift af visse pensionskapitaler m.v. er senest ændret ved lov nr. 1034 af 19. december 1992, jf. Folketingstidende 1992-93, sp. 3496, 3606, 4027, 4351; tillæg A, 5837; tillæg B, 527, 699; tillæg C, ......

Stempelloven er senest ændret ved lov nr. 1078 af 23. december 1992, jf. Folketingstidende 1992-93, sp. 2857, 2229, 3932, 4329; tillæg A, 4187; tillæg B, 355; tillæg C, ....

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1.

Efter pensionsbeskatningslovens § 4, stk. 1, skal forsikringer, der er nævnt i pensionsbeskatningslovens § 2, nr. 4, dvs. alders- og invalidepension samt pension til efterlevende ægtefælle og børnepension, være oprettet i forsikringsselskaber, der er berettiget til at drive forsikringsvirksomhed i Danmark. Pensionsbeskatningslovens § 7, stk. 1, indeholder tilsvarende regler for behandlingen af forsikringer, der er tegnet før pensionsbeskatningslovens ikrafttræden.

Det foreslås præciseret, at forsikringer efter § 4, stk. 1, og forsikringer, der er nævnt i § 7, stk. 1, skal være oprettet i forsikringsselskaber, der har hjemsted her i landet eller udøver forsikringsvirksomhed her i landet gennem et fast driftssted, jf. selskabsskattelovens § 2, og som har Finanstilsynets tilladelse til at drive forsikringsvirksomhed her i landet.

Til nr. 2.

Efter § 8, nr. 1, 1. pkt., skal rateforsikringer være oprettet i livsforsikringsselskaber, der er berettiget til at drive livsforsikringsvirksomhed her i landet. § 9, stk. 1, indeholder regler for den skattemæssige behandling efter pensionsbeskatningsloven af annuitetsforsikring og arverente, der før pensionsbeskatningslovens ikrafttræden er oprettet i et livsforsikrings- eller pensionsforsikringsselskab, der er berettiget til at drive livsforsikringsvirksomhed her i landet. Efter § 10, stk. 1, nr. 1, skal kapitalforsikringer være oprettet i et livs- eller pensionsforsikringsselskab, der er berettiget til at drive livsforsikringsvirksomhed her i landet. En tilsvarende bestemmelse for kapitalforsikring oprettet før pensionsbeskatningslovens ikrafttræden er fastsat i § 11.

Det foreslås præciseret, at forsikringer omfattet af de nævnte bestemmelser skal være oprettet i livsforsikringsselskaber, der har hjemsted her i landet eller udøver forsikringsvirksomhed her i landet gennem et fast driftssted, jf. selskabsskattelovens § 2, og som har Finanstilsynets tilladelse til at udøve livsforsikringsvirksomhed her i landet.

Til nr. 3 og 4.

Efter § 11 A, stk. 1, nr. 1, skal rateopsparing i pensionsøjemed være oprettet i et pengeinstitut, der virker her i landet. Tilsvarende gælder efter § 12, stk. 1, nr. 1, for opsparing i pensionsøjemed (kapitalpension). I § 13 er fastsat regler for den skattemæssige behandling af indlånskonti og kapitalpensionsordninger med anbringelse i investeringsforeninger eller værdipapirer, der før pensionsbeskatningslovens ikrafttræden er oprettet i en bank eller sparekasse her i landet.

Det foreslås præciseret, at de nævnte opsparingsordninger fortsat skal være oprettet i et pengeinstitut eller efter § 13 i en bank eller sparekasse, der har tilladelse til at drive pengeinstitutvirksomhed her i landet eller i et udenlandsk kreditinstitut, der efter tilladelse i et andet land inden for EF, udøver virksomhed her i landet gennem filial.

Bestemmelserne præciserer, at der fortsat ikke kan oprettes fradragsberettigede opsparingsordninger i udenlandske kreditinstitutter, der udøver virksomhed her i landet alene ved grænseoverskridende tjenesteydelser.

Det sikres herved, at der fortsat kun kan oprettes fradragsberettigede ordninger i kreditinstitutter, der kan pålægges at tilbageholde skat eller afgift af udbetalinger.

Til § 2

Det foreslås, at det i realrenteafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 1, fastsættes, at afgiftspligten påhviler livsforsikringsselskaber, der har hjemsted her i landet eller udøver livsforsikringsvirksomhed her i landet gennem et fast driftssted, og som har Finanstilsynets tilladelse til at drive forsikringsvirksomhed her i landet ved direkte tegning af forsikringer.

Livsforsikringsvirksomheder, der udøver forsikringsvirksomhed her i landet som fri udveksling af tjenesteydelser, er ikke etableret her, og selskaberne er dermed ikke realrenteafgiftspligtige. Efter de foreslåede regler i pensionsbeskatningsloven indrømmes der ikke fradragsret for indbetalinger til forsikringsselskaber, der ikke er realrenteafgiftspligtige. Det betyder, at fradragsberettigede ordninger oprettet i livsforsikringsselskaber altid er undergivet realrenteafgiftspligt.

I realrenteafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 2, foreslås en tilsvarende præcisering for forsikringsselskaber, der har en lukket bestand af livsforsikringer fra et likvideret livsforsikringsselskab.

Til § 3

Til nr. 1 og 2.

Efter de hidtidige regler har danske forsikringsselskaber som hovedregel skulle erlægge stempelafgift her i landet, når de livsforsikrede udenlandske forsikringstagere eller personer. Stempelpligten indtrådte ved forsikringsdokumentets oprettelse.

Bestemmelserne i 2. livsforsikringsdirektivs artikel 25 fastslår, at der kun må opkræves indirekte skatter og lignende afgifter i det EF-land, hvor forpligtelsen består.

Det foreslås derfor at ændre stempelloven således, at stempelpligten for forsikringsdokumenter vedrørende direkte livsforsikringer indtræder ved dokumentets oprettelse, når forpligtelsen består her i landet. Stempelpligten indtræder uanset, hvor dokumentet oprettes.

Forslaget medfører både en begrænsning og en udvidelse af den hidtidige stempelafgiftspligt. Begrænsningen består i, at der ikke længere skal betales stempelafgift, når forpligtelsen for et forsikringsdokument vedrørende en direkte livsforsikring, der underskrives her i landet, består i et andet EF-land. Udvidelsen består i, at der for samtlige forsikringsdokumenter vedrørende direkte livsforsikringer, hvor forpligtelsen består her i landet, skal betales stempelafgift, dvs. at det er uden betydning i hvilket land de oprettes.

Ved udtrykket »en forpligtelse« forstås, jf. direktivets artikel 2 d en forpligtelse i en af de former for forsikring eller virksomhed, der er nævnt i 1. livsforsikringsdirektivs artikel 1.

Ved udtrykket »forpligtelsen består her i landet« forstås, jf. direktivets artikel 2 e, som hovedregel

- for juridiske personer , at den virksomhed, som forsikringsaftalen vedrører, er beliggende her i landet,

- for fysiske personer , at forsikringstageren har sin sædvanlige bopæl her i landet.

Finanstilsynet har udgivet en rapport om gennemførelsen af EF's 2. livsforsikringsdirektiv. Det fremgår heraf side 12-13

»Inden for EF foreligger fri udveksling af tjenesteydelser på livsforsikringsområdet, når den medlemsstat, hvor forpligtelsen består (forsikringstagerens sædvanlige bopælsland), er forskellig fra den medlemsstat, hvor det etablerede forretningssted, der påtager sig forpligtelsen, er beliggende (direktivets artikel 2, litra e). Det etablerede forretningssted kan enten være det vedtægtsmæssige hjemsted (primær etablering) eller en etablering i form af et agentur eller en filial (sekundær etablering) i en anden medlemsstat (direktivets artikel 2, litra c, jf. artikel 3).

Bestemmelsen om, hvad der skal forstås ved »den medlemsstat, hvor forpligtelsen består« (artikel 2, litra e), tjener således til at afgøre, hvornår der er tale om tjenesteydelsesvirksomhed over grænserne.

En livsforsikringsaftale kan f.eks. indgås enten af en enkelt forsikringstager for sit eget vedkommende, af en gruppe af personer eller af en arbejdsgiver med henblik på dækning af en større gruppe arbejdstagere eventuelt med bopæl i flere medlemsstater. En forpligtelse anses som hovedregel for indgået i den medlemsstat, hvor forsikringstageren har sin sædvanlige bopæl, eller hvis forsikringstageren er en juridisk person i den medlemsstat, hvor denne juridiske persons virksomhed, som forsikringsaftalen vedrører, er beliggende. Denne regel er fastsat ud fra praktiske hensyn og ønske om at beskytte forsikringstageren, idet forsikringsaftalen herefter som hovedregel vil være undergivet forsikringstagerens hjemlands lovgivning. En erklæring optaget i Rådets mødeprotokol til præcisering af artikel 2, litra e, fremhæver, at når en forsikringsaftale dækker flere forpligtelser fordelt på flere medlemsstater, bestemmes medlemsstaten, hvor forpligtelsen består individuelt i medfør af bestemmelserne i artikel 2, litra e.

Som et eksempel indebærer dette ved gruppeforsikringsaftaler, hvor et multinationalt selskab med hjemsted i Danmark ved aktiv tjenesteydelsesvirksomhed med et belgisk forsikringsselskab indgår en aftale dækkende de ansatte i selskabets virksomhed i Danmark, England og Frankrig, at forpligtelsen efter artikel 2, litra e), antages at bestå i Danmark, England og Frankrig med deraf følgende mulighed for, at disse landes privatretlige lovgivning kan finde anvendelse som følge af lovvalgsreglerne i artikel 4, jf. dog nedenfor.

Direktivets artikel 4, der omhandler lovvalgsregler, fastslår, at alle aftaler om tegning af forsikringer - uanset om de er tegnet af etablerede eller tjenesteydende selskaber - af den i 1. direktiv omhandlede art underkastes lovgivningen i den medlemsstat, hvor forpligtelsen består (bopælslandet) dog med mulighed for at vælge et andet lands lovgivning, såfremt bopælslandets retsregler giver mulighed herfor artikel 4, stk. 1. Parterne har dog ikke mulighed for at unddrage sig anvendelsen af de ufravigelige regler i lovgivningen i domstolslandet, der gælder for forholdet, uanset hvilken lovgivning der gælder for aftalen, artikel 4, stk. 4. En erklæring optaget i Rådets mødeprotokol fremhæver vedrørende forståelsen af direktivets artikel 4, stk. 4., 2. led, at ordene ufravigelige regler i lovgivningen i den medlemsstat, hvor forpligtelsen består i forbindelse med forsikringer, der er tegnet på grundlag af arbejdskontrakten eller den erhvervsmæssige virksomhed, navnlig dækker de ufravigelige bestemmelser i denne stats arbejds- eller sociallovgivning, der har til formål at sikre arbejdstagernes rettigheder.

En gruppeforsikringsaftale, der f.eks. tegnes af en arbejdsgiver/fagforening eller lignende, og som dækker arbejdstagerne/medlemmerne i medfør af kontrakten, vil uanset artikel 2, litra e) ikke i medfør af direktivets artikel 4, stk. 2, kunne være underlagt forskellige lovgivninger alt efter den enkelte arbejdstagers nationalitet, men følger bestemmelserne i artikel 4, stk. 1, der også finder anvendelse, når forsikringstageren er en juridisk person. Arbejdsgiveren/den faglige organisation kan foretage et bindende lovvalg for de af gruppeforsikringsaftalen omfattede personer. Bestemmelsen om det bindende lovvalg i gruppeforsikringsordninger er vedtaget af praktiske årsager, men skal sammenholdes med artikel 4, stk. 4.'.

Med lovforslagets § 3, nr. 2, ændres stempellovens § 4, stk. 1, nr. 2, således at der ikke indtræder stempelpligt i de tilfælde, hvor et forsikringsdokument er fritaget for stempelafgift efter de foreslåede bestemmelser i stempellovens § 3 B.

Den foreslåede lovændring svarer til bestemmelsen i stempellovens § 3 A, der i sidste folketingssamling blev indsat som led i gennemførelsen af 2. skadesforsikringsdirektiv.

Ifølge en erklæring fra Rådet og Kommissionen til artikel 25 i 2. livsforsikringsdirektiv kan en medlemstat kræve, at der udpeges en repræsentant, der har bopæl i den pågældende medlemsstat.

Denne bestemmelse er gennemført allerede ved den i forbindelse med gennemførelsen af 2. skadesforsikringsdirektiv gennemførte bestemmelse i stempellovens § 70 A, hvorefter der ved udøvelse af forsikringsvirksomhed, der ikke er omfattet af stempellovens § 70, stk. 1, over for told- og skattevæsenet skal udpeges en herboende repræsentant, der har sin faste bopæl her og repræsenterer forsikringsselskabet m.v. overfor de danske skatte- og afgiftsmyndigheder.

Til nr. 3.

Efter stempelafgiftslovens § 62, stk. 8, er skatteministeren bemyndiget til i kontroløjemed og af administrative grunde at fastsætte regler om påtegning på lånedokumenter til brug for bedømmelsen af dokumentets stempelfritagelse.

Ved den foreslåede bestemmelse præciseres, at parterne er bundet af de i en sådan påtegning givne oplysninger, hvilket bl.a. kan have betydning, hvis parterne senere anmoder om stempelgodtgørelse efter stempelafgiftslovens § 28 eller § 29.

Præciseringen tilsigter at lette administrationen af stempelafgiftslovens § 62, stk. 1, nr. 3, ved at tilskynde parterne til i påtegningen at være omhyggelige med opgørelsen af den stempelfrie del af lånet. Situationer, hvor det stempelfrie beløb i påtegningen er opgjort foreløbigt, giver hyppigt anledning til spørgsmål om stempelgodtgørelse ved statsamterne.

Til § 4

Det foreslås, at loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

Det foreslås i stk. 2, at den ændring af stempelafgiftsloven, der er omfattet af lovforslagets § 3, nr. 1 og 2, har virkning for stempelpligt, der indtræder den 20. maj 1993 eller senere. 2. livsforsikringsdirektiv skal ifølge direktivets artikel 30 bringes i anvendelse senest den 20. maj 1993. Lovforslagets § 3, nr. 3, om en præcisering af stempelafgiftslovens § 62, stk. 8, har virkning for dokumenter, der oprettes efter lovens ikrafttræden.

§ 4. Forsikringer, som nævnt i § 2, nr. 4, skal være oprettet i forsikringsselskaber, der er berettiget til at drive forsikringsvirksomhed her i landet.

- - -

§ 4.2) Følgende dokumenter er dog stempelpligtige, uanset om de omfattes af § 3

1. Dokumenter om overdragelse af faste ejendomme her i landet og her registrerede skibe samt dokumenter, hvorved der stiftes eller overdrages rettigheder over sådanne ejendomme eller skibe, når en af parterne er hjemmehørende her i landet.

2. Forsikringsdokumenter, der angår formuegoder her i landet eller personer, der er hjemmehørende her, medmindre det af dokumentet fremgår, at ingen del af præmien skal betales her i landet, jf. dog § 3 A.

3. I § 62, stk. 8 , indsættes som 2. pkt.

»De i en sådan påtegning givne oplysninger ved dokumentets indlevering til tinglysning er bindende for parterne under en stempelprøvelse af dokumentet.«.

§ 7. En pensionsordning, der er oprettet før denne lovs ikrafttræden enten ved medlemskab af en pensionskasse, der er omfattet af loven om tilsyn med pensionskasser, eller ved tegning af livrente-, overlevelsesrente- eller invalideforsikring i et forsikringsselskab, der er berettiget til at drive forsikringsvirksomhed her i landet, behandles, uanset om de øvrige betingelser i § 2, nr. 4, jf. § 3 og § 4, er opfyldt, efter reglerne for pensionsordninger med løbende udbetalinger, hvis ordningen ved lovens ikrafttræden er omfattet af § 1, stk. 1, litra c, i lov om beskatningen af renteforsikringer m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 314 af 1. juli 1970. Det samme gælder en tontineordning, der er godkendt efter § 1, stk. 3, i nævnte lov.

2. I § 8, nr. 1, 1. pkt., § 9, stk. 1, § 10, stk. 1, nr. 1, 1. pkt., og § 11, stk. 1, ændres »der er berettiget til at drive livsforsikringsvirksomhed her i landet« til: »der har hjemsted her i landet eller udøver livsforsikringsvirksomhed her i landet gennem et fast driftssted, og som har Finanstilsynets tilladelse til at drive livsforsikringsvirksomhed her i landet«.

§ 8. En rateforsikring i pensionsøjemed skal indeholde bestemmelser om, at forsikringssummen udbetales i lige store rater over mindst 10 år, og at rater, der kommer til udbetaling, medens forsikrede lever, tilfalder ham. Endvidere skal følgende betingelser være opfyldt

1. Policen skal være oprettet i et livs- eller pensionsforsikringsselskab, der er berettiget til at drive livsforsikringsvirksomhed her i landet. Efter forsikredes fyldte 55. år kan en police kun oprettes som tillæg til en før denne alder oprettet police og kun med en forsikringssum, der ved samme udbetalingstidspunkter som efter den tidligere police ikke vil overstige halvdelen af den tidligere aftalte forsikringssum.

- - -

§ 9. En annuitetsforsikring eller arverente, der er oprettet før denne lovs ikrafttræden i et livs- eller pensionsforsikringsselskab, der er berettiget til at drive livsforsikringsvirksomhed her i landet, behandles, uanset om de øvrige betingelser i § 8 er opfyldt, efter reglerne for rateforsikring i pensionsøjemed, hvis forsikringen ved lovens ikrafttræden er omfattet af § 1, stk. 1, litra c, i lov om beskatningen af renteforsikringer m.v.

Bilag

I dette bilag er (med mindre skrift)

indsat den gældende formulering af de bestemmelser der berøres af

lovforslaget

§ 10. En kapitalforsikring i pensionsøjemed skal opfylde følgende betingelser

1. Policen skal være oprettet i et livs- eller pensionsforsikringsselskab, der er berettiget til at drive livsforsikringsvirksomhed her i landet. Efter forsikredes fyldte 60. år kan en police kun oprettes som tillæg til en før denne alder oprettet police.

3. I § 11 A, stk. 1, nr. 1, og § 12, stk. 1, nr. 1 , ændres »i et pengeinstitut, der virker her i landet« til: »i et pengeinstitut, der af Finanstilsynet er meddelt tilladelse til at drive pengeinstitutvirksomhed her i landet, eller i et udenlandsk kreditinstitut, der efter tilladelse i et andet land inden for De Europæiske Fællesskaber, udøver virksomhed her i landet gennem en filial, jf. lov om banker og sparekasser m.v., § 6 a, stk. 1-4«.

§ 11 A.5) En rateopsparing i pensionsøjemed skal indeholde bestemmelse om, at det opsparede pensionsbeløb udbetales i rater over mindst 10 år, og at rater, der kommer til udbetaling, medens kontohaveren lever, skal udbetales til denne. Endvidere skal følgende betingelser være opfyldt

1. Opsparingen skal være påbegyndt før kontohaverens fyldte 55. år i et pengeinstitut, der virker her i landet, eller med skatteministerens godkendelse i en anden institution her i landet. Vilkårene for ordningen, herunder indbetalingsperioden og størrelsen af det årlige indskud, skal fastsættes i en aftale mellem pengeinstituttet og kontohaveren samt dennes arbejdsgiver, såfremt arbejdsgiveren bidrager til ordningen. Adgangen til at foretage indskud til en rateopsparing i pensionsøjemed ophører med udgangen af det kalenderår, der ligger forud for det år, hvori første rateudbetaling vil finde sted.

- - -

§ 12 5) En opsparing i pensionsøjemed skal opfylde følgende betingelser

1. Opsparingen skal være påbegyndt før kontohaverens fyldte 60. år i et pengeinstitut, der virker her i landet, eller med skatteministerens godkendelse i en anden institution her i landet. De opsparede midler skal indsættes på indlånskonto i det pågældende pengeinstitut m.v. Midlerne skal anbringes i overensstemmelse med reglerne i kapitel 9 a i lov om banker og sparekasser m.v. Skatteministeren fastsætter bestemmelser om anbringelse af opsparede midler, der forvaltes af institutioner godkendt efter 1. pkt.

4. I § 13, stk. 1, ændres 2 steder »i en bank eller sparekasse, der virker her i landet« til: » i en bank eller sparekasse, der har tilladelse til at drive pengeinstitutvirksomhed her i landet, eller i et udenlandsk kreditinstitut, der efter tilladelse i et andet land inden for De Europæiske Fællesskaber, udøver virksomhed her i landet gennem en filial, jf. lov om banker og sparekasser m.v., § 6 a, stk. 1-4«.

§ 13. En indlånskonto, der er oprettet før denne lovs ikrafttræden i en bank eller sparekasse, der virker her i landet, behandles, uanset om de øvrige betingelser i § 12 er opfyldt, efter reglerne for opsparing i pensionsøjemed, hvis kontoen ved lovens ikrafttræden er led i en kapitalpensionsordning, der omfattes af § 3 i lov om beskatningen af renteforsikringer m.v. Det samme gælder i en kapitalpensionsordning med anbringelse i investeringsforening eller i værdipapirer, hvis ordningen er oprettet i en bank eller sparekasse, der virker her i landet, og ordningen ved lovens ikrafttræden er omfattet af § 3 i lov om beskatningen af renteforsikringer m.v.

§ 62. - - -

Stk. 8. Skatteministeren kan fastsætte regler for påtegning på dokumenter og anden dokumentation som betingelse for stempelfrihed i henhold til stk. 1, nr. 3, og stk. 7.

(* 1) Loven indeholder bestemmelser i stempelafgiftsloven, der gennemfører Rådets direktiv nr. 90/619, EF-Tidende 1990, L 330 s. 50.

Nr LSF 216

Forslag til Lov om ændring af lov om beskatningen af pensionsordninger m.v., lov om en realrenteafgift af visse pensionskapitaler m .v. og lov om stempelafgift (Gennemførelse af 2. livsforsikringsdirektiv vedrørende stempelafgift og præcisering af regler for fradragsret for pensionsindbetalinger og regler for realrenteafgiftspligt)1)

Fremsat af skatteministeren (Stavad)

den 10. marts 1993

Vedtaget ved tredjebehandling den 30. april 1993

Lov nr. 272 af 06/05/1993