Legislator Case Law & Legislation
199212K00212 DK

1992 LSF 212 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM MERVÆRDIAFGIFT (MOMSLOVEN) (MOMSLIGESTILLING FOR HOTEL- OG RESTAURANTYDELSER OG MOMSFRIHED FOR UDENLANDSKE HOTELGÆSTER M.V.)

5 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (5 Articles)

Lovforslag som fremsat 1992 212 Valid

§ 1

I lov om merværdiafgift (momsloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 41 af 1. februar 1993, foretages følgende ændringer

1. I § 2, stk. 3, litra h, sidste pkt., indsættes efter »parkerings- og reklameplads« ordene: »til fysiske eller juridiske personer, der er hjemmehørende her i landet«.

2. I § 16, stk. 3, affattes litra e således

»e. Gaver.«

3. § 16, stk. 3, litra f, ophæves.

Litra g bliver herefter litra f.

Lovforslag som fremsat 1992 212 Valid

§ 2

Loven træder i kraft den 1. juli 1993.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Den danske hotel- og restaurationsbranche lider under omfattende og alvorlige problemer. Økonomiske sammenbrud, lukninger og arbejdsløshed præger store dele af branchen til trods for, at turismen her i landet er inde i en stærkt positiv udvikling.

Det er vigtigt, at man fra politisk side overvejer konstruktive handlinger, der kan sætte initiativer, virkelyst og optimisme i gang i hotel- og restaurationsbranchen, ikke ved kunstige støtteordninger eller ved tilskud til nedrivning af hoteller, som det har været foreslået, men ved reelle og konstruktive tiltag, der for det første fjerner diskriminering af branchen i forhold til andre brancher og for det andet sidestiller branchen med andre vigtige valutaindtjenende erhverv.

Branchen har selv i årevis forsøgt at råbe Christiansborg op, men hidtil forgæves. Hotel-, Restaurant- og Fritidserhvervenes Arbejdsgiverforening har i en sektoranalyse for få måneder siden peget på, at hotelerhvervet befinder sig i en ond cirkel med

- lave priser,

- svingende sæson og dårlig kapacitetsudnyttelse,

- hård og ugunstig priskonkurrence og

- manglende produktudvikling og utilstrækkeligt samarbejde.

I sektoranalysen påpeges, at en momsligestilling vil være den saltvandsindsprøjtnig, der vil kunne bringe erhvervet ud af den onde cirkel.

Både inden for og uden for erhvervets egne rækker er det blevet mere og mere åbenlyst, at der må politisk handling til. Fremskridtspartiet mener, at det nu er nødvendigt at komme hotel- og restaurationserhvervet til undsætning. Det er ikke acceptabelt, hvis stadig flere hoteller og restaurationer lukker og sender medarbejdere ud i ledighed. Erhvervet må ud af den onde cirkel nu.

Det er på denne baggrund, dette lovforslag fremsættes med to formål

1) at sikre momsligestilling for hotel- og restaurantydelser for så vidt angår afløftningsretten,

2) at sikre, at udlejning af værelser i hoteller, gæstgiverier, moteller m.v. behandles som eksportydelse, således at fysiske eller juridiske personer, der godtgør ikke at have bopæl eller hjemsted her i landet, fritages for moms.

Forslagsstillerne opfordrer hotel- og restauranterhvervets organisationer - både på arbejdsgiver- og arbejdstagerside - til at gå aktivt ind i argumentationen over for regering og Folketing i forbindelse med behandlingen af dette lovforslag. Henvendelser som den Hotel-, Restaurant- og Fritidserhvervenes Arbejdsgiverforening tilstillede nogle af Folketingets udvalg, kan få en klart gunstig virkning på behandlingen af dette lovforslag. Deputationsbesøg i folketingsudvalgene kan med styrke underbygge de skriftlige indlæg. Politikerne bør nu forstå, at erhvervet står ved en korsvej, og erhvervet bør sætte betydelige anstrengelser ind for at påvirke Folketinget til at vedtage dette lovforslag, naturligvis meget gerne med sådanne ændringer og forbedringer, som der under udvalgsbehandlingen kan opnås enighed om.

Om forslagets to hovedformål skal følgende fremhæves

Ad 1) Forslagsstillerne ønsker, at hotel- og restaurantydelser i momsmæssig henseende skal behandles på ganske samme måde som andre momspligtige ydelser.

Den nuværende lovgivning giver som bekendt momsregistrerede virksomheder fradrag for indgående moms (købsmoms) af stort set alle indkøb af varer og tjenesteydelser. Hvis virksomheden køber kontormøbler, fratrækker virksomheden købsmomsen i sit momsregnskab, hvorimod den virksomhed, kontormøblerne er købt hos, skal tillægge momsbeløbet (salgsmomsen) i sit momsregnskab.

Merværdiafgiftsloven undtager ganske vist få varer og tjenesteydelser fra denne hovedregel. Det gælder f.eks. særlige goder for virksomhedens indehaver eller personale, f.eks. kost eller andre naturalieydelser til virksomhedens indehaver eller personale, anskaffelse og drift af bolig, anskaffelse og drift af vuggestuer, børnehaver, fritidshjem og lignende for virksomhedens personale samt desuden gaver.

Kun et eneste erhvervsområde er undtaget fra den almindelige hovedregel om opgørelse af indgående og udgående moms. Det er danske og udenlandske virksomheders hotelophold og restaurationsbesøg. Når en virksomhed sender f.eks. en salgsmedarbejder på hotel som led i virksomhedens normale drift, kan virksomheden altså ikke fratrække (afløfte) momsen, selv om der er tale om en ganske sædvanlig forretningsmæssig aktivitet.

Loven stiller altså danske hoteller og restauranter i en væsentlig ringere konkurrencesituation end den, der gælder for de samme typer virksomheder i udlandet, herunder vore nabolande.

Ikke alene har vi her i landet en rekordhøj moms på 25 pct., men samtidig har de momsregistrerede virksomheder i nabolandene adgang til at afløfte momsen. I et bilag til dette lovforslag vises en oversigt over hotelmomsen og regler for afløftning af moms i en række nordeuropæiske lande.

Den danske lovgivnings negative særbehandling af hotel- og restaurationsbranchen fører til åbenlyse skævheder i konkurrencesituationen. Dette kan belyses med følgende eksempel, der er hentet fra et af Hotel-, Restaurant- og Fritidserhvervenes Arbejdsgiverforening (Horefa) udarbejdet notat, der blev tilsendt medlemmerne af Folketingets Skatteudvalg, Finansudvalg og Erhvervsudvalg i november 1992.

En dansk eksportvirksomhed ønsker at holde et salgsmøde for 50 personer. Mødet strækker sig over 3 dage. Valget står mellem Århus, Malmø og Flensborg. Prisen på opholdet er den samme i alle tre byer, nemlig kr. 1.500 pr. person pr. døgn.

Den danske virksomheds pris i Århus vil være 225.000 kr. Den danske virksomheds pris i Flensborg vil være 197.369 kr., idet man får refunderet 14 pct. tysk moms. Den danske virksomheds pris i Malmø vil være 190.678 kr., idet man får refunderet 18 pct. svensk moms.

Hvis virksomheden kunne fratrække den danske moms, ville prisen i Århus være 180.000 kr. eller 20 pct. billigere end i dag - og billigere end tilbudene fra udlandet.

Ad 2) Forslagsstillerne ønsker desuden, at sikre at udlejning af værelser i hoteller, gæstgiverier, moteller m.v. behandles som eksportydelse, når disse præsenteres til fysiske eller juridiske personer, der godtgør ikke at have bopæl her i landet.

Hotelerhvervet er et væsentligt valutaskabende erhverv, og der er ikke i sig selv væsentlige argumenter for at stille virksomhederne inden for dette erhverv ringere end de andre virksomheder, der udfører varer til udlandet eller præsterer ydelser til udlandet.

Et nordsjællandsk hotel har for nylig gennemført en antimoms-kampagne, hvor svenske gæster har kunnet overnatte, afholde konferencer m.v. til priser, der er fastsat således, at momsen i realiteten betales af hotellets ejer. Kampagnen har givet flere tusinde reservationer og bookinger. Selv om der er tale om et enkeltstående initiativ, er det en helt naturlig markedsmekanisme, at en 20 pct. prisreduktion fører til øget afsætning og dermed en øget valutaindtjening.

De økonomiske konsekvenser af forslaget vil være positive. Det er således af Hotel-, Restaurant- og Fritidserhvervenes Arbejdsgiverforening anslået, at gennemførelse af momsligestillingen vil indebære, at man kan bevare de nuværende ca. 65.000 arbejdspladser (herunder godt 3.000 uddannelsespladser) inden for erhvervet. Det anses ligeledes for sandsynligt, at den forbedrede konkurrencemæssige situation vil kunne tilføre erhvervet 5.000 nye arbejdspladser inden for de næste 3-5 år.

Virkningen af den anden del af forslaget - behandlingen af udlejning af hotelværelser m.v. som eksportydelse, når disse præsteres til fysiske eller juridiske personer, der godtgør ikke at have bopæl her i landet, og for disses regning - vil ligeledes have en klart positiv effekt. Valutaindtægterne vil efter forslagsstillernes skøn kunne øges med et trecifret millionbeløb, og forslagsstillerne skønner ligeledes, at merbeskæftigelsen allerede inden for få måneder vil omfatte mindst 1.000-2.000 personer og på lidt længere sigt formentlig flere.

Det momsprovenu, der som følge af forslaget mistes, vil formentlig inden for en kort årrække mere end opvejes af øgede indtægter som følge af højere skattepligtige indkomster i erhvervet samt besparelser på dagpengeudgifter til arbejdsledige inden for erhvervene. Det øjeblikkelige bruttoprovenutab er af branchen anslået til 750 mio. kr. for så vidt angår momsligestillingen.

Lovforslaget er udformet som ændringer til loven om merværdiafgift. Forslagsstillerne gør opmærksom på, at den kreds af udenlandske hotelkunder m.fl., der fritages for at betale moms, teknisk kan afgrænses på flere forskellige måder, og forslagsstillerne medvirker gerne til under udvalgsbehandlingen at undersøge, om der findes endnu enklere kriterier, der kan lette virksomhedernes administraion af reglerne mest muligt.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til nr. 1

Ændringen sidestiller de i § 2, stk. 3, litra h, opregnede ydelser (udlejning af værelser i hoteller, gæstgiverier, moteller m.v.), når disse præsteres for regning af fysiske eller juridiske personer, der godtgør ikke at have bopæl eller hjemsted her i landet, med andre eksportydelser såsom varer, der af virksomheden udføres til udlandet, arbejdsydelser på varer, når ydelsen præsteres for udenlandsk regning m.v.

Til nr. 2 og nr. 3

Ændringen sikrer momsligestilling for udgifter til repræsentation og hotelophold, således at købsmomsen (den indgående afgift) indgår i den afgiftspligtiges momsregnskab på fuldstændig samme måde som anden købsmoms.

Lovforslag som fremsat 1992 212 Valid

Bilag

Oversigt over hotelmoms og regler for afløftning af hotel- og restaurantmoms i en række europæiske lande

-------------------------------------------------------------------- Hotelmoms Erhvervsmæssig fradragsret for hotel- og restaurantmoms (Afløftning) -------------------------------------------------------------------- Sverige 18 pct. Ja (-alkohol) -------------------------------------------------------------------- Norge 0 pct. Nej -------------------------------------------------------------------- Finland 0 pct. Ja (-alkohol og tobak) -------------------------------------------------------------------- England 17,5 pct. Ja -------------------------------------------------------------------- Tyskland 14 pct. Ja -------------------------------------------------------------------- Holland 6 pct. Hotel: Ja Restaurant: Nej -------------------------------------------------------------------- Danmark 25 pct. Nej --------------------------------------------------------------------

Kilde: Hotel-, Restaurant- og Fritidserhvervenes Arbejdsgiverforening

Notat vedrørende momsligestilling for hotel- og restaurantydelser, oktober 1992.

Lovforslag som fremsat 1992 212 Valid

Nr LSF 212

Forslag til Lov om ændring af lov om merværdiafgift (momsloven) (Momsligestilling for hotel- og restaurantydelser og momsfrihed for udenlandske hotelgæster m.v.)

Fremsat af Ole Donner (FP) Kim Behnke (FP) Niels Højland (FP) Kirsten Jacobsen (FP) Annette Just (FP)

den 9. marts 1993

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →