1992 LSF 152 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM KIROPRAKTORER M.V.

§ 1

I lov nr. 415 af 6. juni 1991 om kiropraktorer m.v. foretages følgende ændringer

1. I § 7, stk. 2, ændres »Sundhedsministeren« til: »Sundhedsstyrelsen«.

2. § 7, stk. 3, ophæves.

§ 1

I lov nr. 415 af 6. juni 1991 om kiropraktorer m.v. foretages følgende ændringer

1. I § 7, stk. 2, indsættes efter 1. pkt. som nyt punktum

»Sundhedsministeren kan dog ikke fastsætte regler, der begrænser kiropraktorers virksomhedsområde for så vidt angår patientens alder.«

2. § 7, stk. 3, ophæves.

§ 1

I lov nr. 415 af 6. juni 1991 om kiropraktorer m.v. foretages følgende ændringer

1. I § 7, stk. 2, ændres »Sundhedsministeren« til: »Sundhedsstyrelsen«.

2. § 7, stk. 3, ophæves.

§ 2

Loven træder i kraft ved bekendtgørelsen i Lovtidende.

Oprindeligt fremsat forslag

§ 2

Loven træder i kraft ved bekendtgørelsen i Lovtidende.

Bemærkninger til lovforslaget

Lovforslaget går ud på at sikre, at sundhedsministeren ikke kan begrænse kiropraktorers ret til behandling, heller ikke for spædbørn fra 0-1 år. Som det fremgår af Sundhedsudvalgets betænkning af 16. maj 1991 over L 95, Forslag til lov om kiropraktorer m.v. (folketingsåret 1990-91 (2. samling), se Folketingstidende 1990-91 (2. samling), forhandlingerne, sp. 1110, 1904, 6559 og 7184, tillæg A, sp. 2179, tillæg B, sp. 765 og tillæg C, sp. 767), har der ikke været tilfælde af skader ved kiropraktorbehandling af denne patientgruppe. Autorisation af kiropraktorer vil også i sig selv indebære et tilsyn med kiropraktorers virksomhed. Det understreges også i betænkningen, at kiropraktorers virksomhed hidtil har været udøvet fuldt forsvarligt.

Sundhedsministeriets hidtidige holdning til autorisation af kiropraktorer er mere politisk bestemt end sundhedsbestemt. Derfor er det ikke rimeligt, at Sundhedsministeriet skal kunne kræve begrænsninger i kiropraktorernes adgang til selv både at diagnosticere og behandle alle grupper. Da der ikke er frit lægevalg, vil et krav om, at en læge skal acceptere behandlingen, komme til at virke som en indskrænkning til skade for denne patientgruppe. Specielt spædbørnskolik kan efter kiropraktorbehandling mindskes på en effektiv og skånsom måde. Der henvises i øvrigt til henvendelse af 5. oktober 1992 til Sundhedsudvalget fra Dansk Kiropraktiker-Forening, hvoraf det blandt andet fremgår, at antallet af behandlede børn under 1 år i 1990 udgjorde 1.875 og i 1992 369. Henvendelsen er optrykt som bilag til lovforslaget.

§ 2

Loven træder i kraft ved bekendtgørelsen i Lovtidende.

Bilag

DANSK KIROPRAKTOR-FORENING

H. C. Andersens Boulevard 7

1553 København V.

Folketingets Sundhedsudvalg

Christiansborg

1240 København K

København, den 5. oktober 1992

I fortsættelse af Dansk Kiropraktor-Forenings skrivelse af 8. april 1992 til Folketingets Sundhedsudvalg skal foreningen herved påny opfordre til, at Folketinget snarest tager bestemmelsen i kiropraktorlovens § 7, stk. 3, op til revision.

Et af foreningen udarbejdet notat vedlægges.

Ved venlig hilsen

Jens Jacobsen

Notat vedrørende behandling hos kiropraktorer af børn under 1 år

1. Folketinget vedtog den 30. maj 1991 det af sundhedsministeren fremsatte forslag til lov om kiropraktorer m.v. Loven trådte i kraft den 1. janaur 1992.

Under den afsluttende del af behandlingen i Folketinget af lovforslaget blev indføjet følgende bestemmelse: »§ 7, stk. 3. En kiropraktor må behandle børn under 1 år, når barnets læge skriftligt har afgivet erklæring om, at barnet ikke har sygdomme eller sygdomstilstande, der kontraindicerer behandling hos en kiropraktor.«

I bemærkningerne til ændringsforslaget blev anført følgende: »Ændringsforslaget er stillet for at sikre, at der fortsat vil være adgang til kiropraktorbehandling for børn under 1 år i overensstemmelse med flertallets (Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti, Fremskridtspartiet, Centrum-Demokraterne, Kristeligt Folkeparti) udtalelse i udvalgets betænkning afgivet den 16. maj 1991.«

2. Inden lovens ikrafttræden udsendte Sundhedsstyrelsen en vejledning om kiropraktorloven, herunder om anvendelse af lovens § 7, stk. 3.

I slutningen af februar måned 1992 meddelte Praktiserende Lægers Organisation organisationens medlemmer, at man frarådede de praktiserende læger at udfærdige den særlige erklæring, indtil en række spørgsmål forelå afklarede.

Som følge heraf udsendte Sundhedsstyrelsen en redegørelse af 25. marts 1992 vedrørende lægers ansvar ved udfærdigelse af erklæring om, at et barn ikke har sygdomme eller sygdomstilstande, som kontraindicerer behandling hos kiropraktor.

I redegørelsen klargjorde Sundhedsstyrelsen for ansvarsfordelingen mellem læger og kiropraktorer ved anvendelsen af kiropraktorlovens § 7, stk. 3. I redegørelsen blev det bl.a. anført, at det var sundhedsstyrelsens opfattelse, at særlig undersøgelse af spædbørn med henblik på kiropraktorbehandling ikke skulle være nødvendig, såfremt lægen ikke har mistanke om særlige forhold, og barnet er i god trivsel. Sundhedsstyrelsen understregede endvidere, at kiropraktoren som autoriseret medicinalperson har et selvstændigt ansvar for sin virksomhed. Sundhedsstyrelsen præciserede, at får en kiropraktor et barn under 1 år til behandling, har kiropraktoren et selvstændigt ansvar for, at barnet ikke har sygdomme, der kontraindicerer kiropraktisk behandling. Sundhedsstyrelsen understregede endeligt i redegørelsen, at lægens ansvar ved udfærdigelse af en erklæring alene vil være at undersøge barnet med henblik på konstatering af, om der foreligger umiddelbart sygelige tilstande, som kontraindicerer dette.

3. Læge Ole Svendsen, formand for Praktiserende Lægers Organisation, udtalte herefter den 5. april 1992 til Berlingske Tidende, at han ønskede en klar fordeling af ansvaret. Enten ved at Folketinget forbød kiropraktorer at behandle børn under 1 år eller ved at afskaffe reglen om, at læger skal skrive under på, at børnene er raske.

4. Dansk Kiropraktor-Forening har løbende registreret udviklingen med hensyn til behandling af børn under 1 år.

Den foretagne undersøgelse bygger på indberetninger fra 107 klinikker. Undersøgelsen vedrører de første 8 måneder i 1990, 1991 og 1992.

Klinikkerne behandlede i

1990: 1875 børn

1991: 1452 børn

1992: 369 børn

Undersøgelsen viser for det første, at presseomtalen i 1991 i forbindelse med lovens vedtagelse allerede på daværende tidspunkt gav et fald i antallet af børn under 1 år, behandlet hos kiropraktor.

For det andet at antallet af spædbørn hos kiropraktorerne i 1992 er faldet med 75 pct. i forhold til 1991 og 80 pct. i forhold til 1990.

Undersøgelsen viser også, at mens der for de første 4 måneder af 1992 blev behandlet 205 børn, var tallet 164 for de seneste 4 måneder. Sundhedsstyrelsens redegørelse af 25. marts 1992 ses derfor ikke at have haft nogen indflydelse på lægernes adfærd.

5. De oplysninger, Dansk Kiropraktor-Forening modtager fra medlemmerne, viser, at langt de fleste praktiserende læger nægter at udstede kiropraktorerklæringen, og at de generelt som begrundelse henviser til, at deres organisation har frarådet dem at udstede erklæringen.

Foreningen er samtidig blevet orienteret om eksempler, hvor praktiserende læge for at undgå at udstede erklæring

- har indlagt eller tilbudt at indlægge barnet på børneafdeling,

- har tilbudt udearbejdende mor rekreationsophold,

- har henvist barnet til fysioterapeut med henblik på manuel behandling,

- har ordineret mylicondråber, selvom det efter Sundhedsstyrelsens opfattelse ikke foreligger veldokumenteret, at mylicondråber har nogen effekt på kolik.

Det skal samtidig bemærkes, at ikke-autoriserede behandlere i henhold til lægelovens kvaksalveribestemmelse fortsat kan behandle spædbørn. Dette har medført, at zoneterapeuter over for omverdenen er begyndt at reklamere for zoneterapiens gavnlige effekt over for kolikbørn.

6. Dansk Kiropraktor-Forening må således konstatere, at der kun synes at være meget lille sandsynlighed for, at de praktiserende læger som profession vil medvirke til, at bestemmelsen i lovens § 7, stk. 3, kan fungere efter sin hensigt.

I sin redegørelse af 25. marts 1992 anførte sundhedsstyrelsen: »Kiropraktorerne har gennem en række år behandlet mange tusinde spædbørn til forældrenes tilfredshed, og det må konstateres, at behandlingen ikke har givet anledning til indberetning om bivirkninger eller komplikationer, der indebærer en særlig risiko for børnene.«

I et svar til en læge har Sundhedsstyrelsen endvidere i Ugeskrift for Læger i august 1992 bl.a. anført følgende

»Sundhedsstyrelsen kan ikke tvinge læger til at medvirke til, at kolikbørn kan modtage kiropraktorbehandling. Sundhedsstyrelsen skal imidlertid udtale, at der ikke foreligger oplysninger, der tyder på, at kiropraktorerne ved den behandling, der gives kolikbørn, udsætter disse for nogen dokumenteret risiko. I øvrigt kan det diskuteres, om spædbarnskolik, hvis man ser på de sociale konsekvenser, er en helt godartet lidelse. Man kan nævne, at den hyppigste dødsårsag blandt kolikbørn skyldes vold i form af ruskeskader, som er væsentlig større end hos andre børn i samme alder.«

7. Dansk Kiropraktor-Forening skal på baggrund af ovenstående opfordre til, at Folketinget snarest tager bestemmelsen i lovens § 7, stk. 3, op til revision.

Efter 2. behandling den 11. juni 1993

Ingen

Nr LSF 152

Forslag til Lov om ændring af lov om kiropraktorer m.v.

Fremsat af Kirsten Jacobsen (FP) Kim Behnke (FP) Aage Brusgaard (FP) Køpke Christensen (FP) Pia Kjærsgård (FP)

den 10. december 1992

Vedtaget ved tredjebehandling den 17. juni 1993

Lov nr. 502 af 30/06/1993