1992 LSF 83 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM SOCIAL BISTAND (RET TIL AT MODTAGE TILSKUD TIL KØB AF HJEMMEHJÆLPSTIMER)

§ 1

I lov om social bistand, jf. lovbekendtgørelse nr. 829 af 1. oktober 1992, som senest ændret ved lov nr. 500 af 24. juni 1992, foretages følgende ændringer

1. Efter § 56 indsættes

» § 56 a. Modtagere af varig hjemmehjælp til husligt arbejde og let personlig pleje har ret til at vælge at modtage denne i form af et kommunalt tilskud til køb af hjemmehjælpsydelser hos private eller hos andre kommuner.

Stk. 2. Tilskuddet udbetales af opholdskommunen i form af ydelsesbeviser. På ydelsesbeviset angives hvilke typer af serviceydelser, de kan anvendes til, og hvilken økonomisk værdi de har. Den økonomiske værdi fastsættes i forhold til omfanget af den tildelte hjælp. Ydelsesbeviser anvendes til betaling hos private eller andre kommuner, der er villige til at præstere de ydelser, ydelsesbeviset giver ret til. Ydelsesbeviser indløses mod kontant betaling i opholdskommunen, jf. 1. pkt.

Stk. 3. Retten til at modtage tilskud efter stk. 1 bortfalder, hvis ydelsesbeviset ikke anvendes i overensstemmelse med det formål, der er fastsat af kommunen.

Stk. 4. Kommunen fører tilsyn med hjemmehjælp, der ydes af private eller af en anden kommune efter stk. 1.

Stk. 5. Socialministeren kan fastsætte nærmere regler om afgrænsningen af let personlig pleje, udfærdigelse af ydelsesbeviser, og fastsættelse af den økonomiske værdi af ydelsesbeviserne.

§ 2

Loven træder i kraft den 1. juli 1993.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Som et led i den videre modernisering af den offentlige sektor, skal borgernes frie valg af offentlige serviceydelser styrkes. Lovforslaget er et skridt i retning af større brugerindflydelse på de kommunale serviceydelser. Forslaget skal medvirke til at styrke ældres og handicappedes selvbestemmelse og indflydelse på deres egen situation. Hensigten med forslaget er endvidere at opnå en større effektivisering og serviceorientering af den kommunale hjemmehjælp, idet det eksisterende offentlige system suppleres med markedsmekanismer. Det frie valg vil give kommunerne en tilskyndelse til løbende at forny hjemmehjælpen for dermed i højere grad at imødekomme modtagernes behov.

2. Der stilles forslag om at indføre ret til frit valg af leverandør af visse former for hjemmehjælp, og hermed medbestemmelse med hensyn til hvem der udfører hjælpen, hvordan den udføres, og hvornår den udføres. Borgere får hermed ret til at efterspørge varig hjemmehjælp hos private og hos andre kommuner end opholdskommunen.

Lovforslaget indeholder tillige en ret for kommunenerne til, mod fuld betaling fra modtageren, at yde hjemmehjælp, som ligger ud over den hjælp, som de er forpligtet til at yde.

3. Ret til frit valg gives til personer, der af kommunalbestyrelsen er tildelt varig hjemmehjælp.

Det er en forudsætning, at kommunalbestyrelsen udelukkende har tildelt den pågældende hjælp i form af praktisk bistand til husligt arbejde og/eller let personlig pleje. Ved husligt arbejde forstås i denne sammenhæng f.eks. rengøring, vask, tøjreparationer og indkøb. Ved let personlig pleje forstås personlig bistand til personer, der i nogen grad er i stand til at udføre egen omsorg.

Personer, der modtager mere omfattende hjælp til personlige fornødenheder, omfattes ikke af reglerne om frit valg. Baggrunden herfor er, at der til denne persongruppe ydes en omfattende hjælp, der i tidsmæssig henseende kan være vanskelig at opgøre. Den ydes på forskellige og flere tidspunkter af døgnet og ofte af forskellige faggrupper, således at hjælpen ændres fra dag til dag i forhold til det aktuelle behov og integreres med andre pleje- og omsorgsopgaver. Hertil kommer, at denne hjælp, der ofte indeholder forebyggende ydelser og genoptræning, forudsætter en mere kvalificeret bistand fra uddannet hjælp.

Kommunalbestyrelsen foretager afgrænsningen mellem mere omfattende personlig pleje og let personlig pleje efter en konkret vurdering. Ved afgrænsningen skal der tages vidtgående hensyn til, at så mange borgere som muligt får ret til at vælge.

4. Personer, der efter ovenstående har ret til frit valg, og som ønsker at benytte en privat leverandør eller at modtage hjemmehjælpsydelsen fra en anden kommune end opholdskommunen, får udstedt et ydelsesbevis svarende til det antal månedlige hjemmehjælpstimer, som personens behov ved tildelingen er opgjort til. Af ydelsesbeviset fremgår også til hvilke typer af serviceydelser, det kan anvendes (f.eks. til rengøring, tøjvask, indkøb etc.). Ydelsesbeviset udstedes månedligt forud.

Ydelsesbeviset tjener som afregningsenhed hos den leverandør, som hjemmehjælpsmodtageren vælger at efterspørge sin ydelse hos. Mod udlevering af ydelsesbeviset til private og kommuner, der er villige til at præstere de ydelser, ydelsesbeviset giver ret til, kan hjemmehjælpsmodtageren modtage hjemmehjælpen fra disse. Leverandøren kan efterfølgende få indløst ydelsesbeviset hos opholdskommunen til den fastsatte pris. Efter hjemmehjælpsmodtagerens valg, kan ydelsesbeviset opdeles, således at det kan anvendes som afregning til flere leverandører.

Det foreslås, at socialministeren fastsætter nærmere regler om udfærdigelse af ydelsesbeviser.

5. Personer, der er tildelt varig hjemmehjælp, og som ønsker, at serviceydelsen leveres af private eller en anden kommune, kan frit vælge mellem private og kommuner, som accepterer kommunale ydelsesbeviser som afregningsenhed. Det er borgerens eget ansvar at træffe aftale med den ønskede leverandør om arbejdets udførelse. I denne henseende indgår borgeren en almindelig aftale med den pågældende leverandør, som er betinget af begge parters accept af de opstillede betingelser. Leverandører, der kan udføre opgaverne, har ikke nogen leveranceforpligtelse, ligesom borgere ikke har krav på at kunne få anvist en privat leverandør.

Forslaget om at indføre ret til frit valg af hjemmehjælpsleverandør ændrer ikke ved det forhold, at det fortsat påhviler kommunalbestyrelsen at sikre, at borgere med ophold i kommunen, der har behov for hjemmehjælp, får tilbudt hjemmehjælp fra den kommunale hjemmehjælpsordning. Opholdskommunerne har således fortsat en forsyningspligt.

6. Ydelsesbeviset svarer som anført til kommunens pris pr. effektiv hjemmehjælpstime, korrigeret for udgifter til tilsyn, administration m.v. Såfremt modtageren af ydelsesbeviset vælger at anskaffe serviceydelsen hos en leverandør, der opkræver en lavere betaling pr. time end ydelsesbevisets værdi, omdannes differencen til et højere timetal end oprindelig fastsat ved tildelingen. Det forhøjede timetal kan dog kun bruges til serviceydelser i forbindelse med husligt arbejde og let personlig pleje. Modtageren kan ikke få udbetalt differencebeløbet ved valg af en billigere leverandør. Hvis ydelsesbeviset anvendes til betaling for serviceydelser hos en leverandør, der opkræver en højere timebetaling end ydelsesbevisets værdi, kan modtageren vælge ved egenbetaling at dække merudgifterne, eller alternativt at klare sig for et lavere servicetimetal end fastsat ved tildelingen.

En kommunes vederlag for ydelse af hjemmehjælp til borgere i andre kommuner må ikke overstige de faktiske udgifter ved ydelsen.

Med lovforslaget gives der samtidig hjemmel til, at kommuner kan levere hjemmehjælpsydelser i andre kommuner. En kommunes pris for levering af hjemmehjælpsydelser skal svare til kommunens faktiske udgift hertil.

7. Med lovforslaget får kommunerne også hjemmel til, mod fuld betaling fra modtageren, at yde hjemmehjælp, der ligger udover den hjælp, som modtageren er tildelt og har modtaget. Dette indebærer, at såvel opholdskommunen som andre kommuner kan sælge supplerende hjemmehjælpsydelser. Denne mulighed gælder, uanset om modtageren får midlertidig eller varig hjemmehjælp og uanset om det er til husligt arbejde, let personlig pleje eller omfattende personlig pleje.

8. Opholdskommunen fører tilsyn med hjemmehjælp efter lovforslagets § 56 a, stk. 4, uanset valg af leverandør. Kommunen skal således løbende vurdere, om den tildelte hjemmehjælp er nødvendig og tilstrækkelig, og foretage eventuelle justeringer. Det forudsættes således, at opholdskommunen fortsat udfører samme tilsyn, som hvis modtageren havde valgt den almindelige kommunale hjemmehjælp.

9. Efter bistandslovens § 57 kan kommunalbestyrelsens afgørelse om den bistand, der kan ydes i det enkelte tilfælde, ikke indbringes for anden administrativ myndighed. Denne bestemmelse finder også anvendelse på kommunalbestyrelsens vurdering af, hvilke modtagere af varig hjemmehjælp, der er berettiget til frit at vælge hjemmehjælpsleverandør. Forslaget om kommunalbestyrelsens afgørelser om afgrænsning af personlige pleje kan således ikke indbringes for anden administrativ myndighed. Det foreslås, at kommunalbestyrelsens opgørelse af den økonomiske værdi af ydelsesbeviset heller ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed, idet denne afgørelse er nøje forbunden med selve vurderingen af behovet for ydelsen.

10. Bistandslovens § 55 om betaling for varig hjemmehjælp finder anvendelse, uanset om hjælpen ydes efter bistandslovens § 53 eller forslagets nr. 1. Dette indebærer, at personer, der ikke i øvrigt er tilknyttet den kommunale hjemmehjælpsordning, heller ikke vil kunne modtage ydelsesbeviserne. Efter regeringens opfattelse kan betalingsordningen efter § 55 betragtes som en abonnementsafgift.

Den egenbetaling, som kan blive opkrævet hos personer, der ønsker andre leverandører end opholdskommunen, må sidestilles med en medfinansiering i forbindelse med efterspørgsel af hjemmehjælpsydelser, hvis pris overstiger prisen på en effektiv hjemmehjælpstime fra opholdskommunen.

Efter bistandslovens § 56 kan kommunen, hvis den ikke kan yde hjemmehjælp i et hjem, i stedet yde tilskud til dækning af udgifter til hjælp, som familien selv antager. Denne bestemmelse har fortsat selvstændig betydning efter indførelse af frit valg-ordningen, dels fordi § 56 omfatter alle typer hjemmehjælp, dels fordi § 56 giver kommunerne en valgmulighed, selvom borgeren vælger den kommunale hjemmehjælp.

Økonomiske og administrative konsekvenser

Forslaget vil ikke få økonomiske konsekvenser for kommunerne.

Det forventes, at forslaget vil medføre visse merudgifter til administration og tilsyn. Disse merudgifter vil blive kompenseret ved fastsættelsen af værdien af ydelsesbeviset. Værdien af et ydelsesbevis fastsættes på forhånd således, at der er korrigeret for udgifter til administration og tilsyn m.v. Dette bevirker, at forslaget i sin helhed ikke medfører merudgifter for kommunerne.

Bemærkninger til de enkelte ændringsforslag

Til nr. 1

Et ydelsesbevis svarer til antallet af tildelte timer til bestemte funktioner gange kommunens pris pr. effektiv hjemmehjælpstime. Som udgangspunkt beregnes kommunens pris som den gennemsnitlige timeløn for en hjemmehjælper inkl. stedtillæg, men korrigeret for ferie, sygefravær og uddannelse. I den udregnede pris på en effektiv hjemmehjælpstime fratrækkes et beløb til dækning af udgifter til tilsyn, administration m.v.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger.

Til nr. 2

Der henvises til de almindelige bemærkninger.

Bilag

I dette bilag er (med mindre skrift)

indsat den gældende formulering af de bestemmelser

der berøres af lovforslaget

§ 56 b. Kommunen kan, mod fuld betaling fra modtageren, yde hjemmehjælp, der overstiger den hjælp, der i øvrigt er tildelt og modtaget.«

2. I § 57 indsættes som stk. 2

» Stk. 2. Kommunalbestyrelsens opgørelse af den økonomiske værdi af ydelsesbeviset efter § 56 a kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.«

§ 57. Kommunalbestyrelsens afgørelse om den bistand, der kan ydes i det enkelte tilfælde, kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

§ 57. - - -

»Stk. 2. Kommunalbestyrelsens opgørelse af den økonomiske værdi af ydelsesbeviset efter § 56 a kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.«

Ingen

Nr LSF 83

Forslag til Lov om ændring af lov om social bistand (Ret til at modtage tilskud til køb af hjemmehjælpstimer)

den 29. oktober 1992