Legislator Case Law & Legislation
199212K00042 DK

1992 LSF 42 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM PÅLIGNINGEN AF INDKOMST- OG FORMUESKAT TIL STATEN (LIGNINGSLOVEN) (FRADRAG FOR UDGIFTER TIL VEDLIGEHOLDELSE OG FORBEDRING AF BOLIGER)

4 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (4 Articles)

Lovforslag som fremsat 1992 42 Valid

§ 1

I lov om påligningen af indkomst- og formueskat til staten (ligningsloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 735 af 5. november 1991, som senest ændret ved § 4 i lov nr. 501 af 24. juni 1992, foretages følgende ændring

Efter § 15 N indsættes

» § 15 O. Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst kan følgende personer fradrage udgifter til vedligeholdelse og forbedring af boligen

1) ejere, der bebor deres helårs- eller fritidsbolig,

2) andelshavere i private andelsboligforeninger, der bebor andelsboligen, og

3) lejere af beboelseslejligheder i private udlejningsejendomme og boligtagere i almennyttige boligselskaber samt andet byggeri opført med støtte efter lov om boligbyggeri eller lov om boliger for ældre og personer med handicap under iagttagelse af § 28 i lejeloven. En ejer af en privat udlejningsejendom, som selv bebor en lejlighed i ejendommen, anses i denne forbindelse som lejer.

Stk. 2. Det i stk. 1 nævnte fradrag udgør højst 20.000 kr. pr. bolig i hvert indkomstår. Fradraget indrømmes for udgifter til arbejder, der påbegyndes og udføres i perioden 1. januar 1993 til og med 31. december 1994.

Stk. 3. Fradrag efter stk. 1 og 2 indrømmes kun for udgifter til arbejder, der udføres af virksomheder, der er registreret efter merværdiafgiftsloven (momsloven). Fradrag kan ikke foretages for arbejder udført af egen virksomhed.

Stk. 4. Hvor en ejendom omfattet af stk. 1 tillige i væsentligt omfang benyttes erhvervsmæssigt, kan der alene beregnes fradrag efter stk. 1 og 2 for udgifter, der vedrører den del af ejendommen, der tjener som bolig.

Stk. 5. Der indrømmes ikke fradrag efter stk. 1 og 2 for arbejder i det omfang, der er ydet tilskud til de afholdte udgifter fra det offentlige eller indrømmet fradrag for de afholdte udgifter efter andre regler i skattelovgivningen. For ejere af ejendomme, der tjener til bolig for ejeren, og som indeholder en eller to selvstændige lejligheder, og for hvilke der foretages fradrag efter stk. 1 og 2, bortfalder standardfradrag efter § 15 J for det pågældende indkomstår.

Stk. 6. Udgifter, der er fradraget i indkomsten efter stk. 1 og 2, medregnes ikke ved opgørelsen af grundlaget for skattemæssige afskrivninger og medregnes ikke til anskaffelsessummen ved opgørelse af skattepligtig fortjeneste ved afståelse af fast ejendom.«

Lovforslag som fremsat 1992 42 Valid

§ 2

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 1993.

Stk. 2. Skatteministeren fremsætter inden udgangen af 1994 forslag om revision af ligningslovens § 15 O.

Bemærkninger til lovforslaget

Lovforslaget tager sigte på at opmuntre såvel ejere som lejere til at lade deres bolig og fritidshus vedligeholde og reparere af momsregistrerede virksomheder inden for et fradragsberettiget beløb på op til 20.000 kr. pr. år.

Det er forslagsstillernes opfattelse, at lovforslaget vil medvirke til at skabe en tiltrængt øget beskæftigelse både i byggefagene og i de dermed forbundne sektorer. Desuden vil man herigennem bidrage til en generel nødvendig forbedring af boligernes stand.

Håndværksrådets økonomiske beregninger viser, at beskæftigelsen forøges med omkring 3,5 mand, heraf hovedparten inden for byggefagene, for hver 1 mio. kr. der investeres i reparation og vedligeholdelse. Der er heri medregnet de afledte beskæftigelsesvirkninger som følge af den øgede aktivitet, idet den umiddelbare stigning i byggeriet giver øgede leverancer fra andre sektorer i samfundet.

Byggeriets Arbejdsgiveres undersøgelser angående fritidshuse viser, at omkring 125.000 huse trænger til et kvalitetsløft. Der er således allerede på dette grundlag mulighed for en betydelig merbeskæftigelse.

Erfaringerne fra de hidtidige tilskudsordninger til reparation og vedligeholdelse af boliger har været særdeles positive og har ifølge oplysninger fra Boligministeriet bragt 4.000 mennesker i beskæftigelse.

For statskassen betyder øget beskæftigelse en betydelig besparelse i udbetalte dagpenge. Herudover kan der forudsiges en stigning i provenuet af skatter og moms, hvilket også skal ses i sammenhæng med lovforslagets dæmpende virkning på gør-det-selv-arbejde og begrænsning af såkaldt sort arbejde.

Ifølge beregninger fra Håndværksrådet udføres der gør-det-selv-arbejde og sort arbejde alene på ejerboliger for ca. 20 mia. kr. pr. år.

I dag ligger niveauet for reparations- og vedligeholdelsesarbejder på såvel ejer- som lejerboliger på omkring 12 mia. kr. pr. år. Såfremt lovforslaget gennemføres, antages det at stige til ca. 17-18 mia. kr. og noget højere, når fritidshusene også indregnes.

Såfremt fradraget på 20.000 kr. udnyttes fuldt ud, falder standardfradraget på 2.000 kr. bort. Dette forventes at ville indbringe mindst 1 mia. kr. til statskassen. Den forøgede beskæftigelse som følge af lovforslaget forventes at ville medføre dagpengebesparelser på mindst 1 mia. kr.

Indførelse af fradragsordningen skønnes umiddelbart at medføre et direkte provenutab for staten, men det vil blive opvejet af de skønsmæssige positive virkninger. Det forventes imidlertid, at gennemførelse af lovforslaget vil være udgiftsneutral.

Lovforslag som fremsat 1992 42 Valid

Nr LSF 42

Forslag til Lov om ændring af lov om påligningen af indkomst- og formueskat til staten (ligningsloven) (Fradrag for udgifter til vedligeholdelse og forbedring af boliger)

Fremsat af Bente Juncker (CD) Erhard Jakobsen (CD) Mimi Jakobsen (CD) Arne Melchior (CD)

den 8. oktober 1992

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →