1992 LSF 35 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF RETSPLEJELOVEN OG FÆRDSELSLOVEN (TVANGSFULDBYRDELSE AF ANDRE KRAV END PENGEKRAV M.V.)

§ 1

I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 905 af 10. november 1992, foretages følgende ændringer

1. Kapitel 48 affattes således

»Kapitel 48

Særregler om tvangsfuldbyrdelse af andre krav end pengekrav

§ 1

I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 748 af 1. december 1989 som ændret senest ved lov nr. 385 af 20. maj 1992, foretages følgende ændringer

1. Kapitel 48 affattes således

»Kapitel 48

Særregler om tvangsfuldbyrdelse af andre krav end pengekrav

§ 1

I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 905 af 10. november 1992, foretages følgende ændringer

1. Kapitel 48 affattes således

»Kapitel 48

Særregler om tvangsfuldbyrdelse af andre krav end pengekrav

§ 2

I færdselsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 735 af 24. august 1992, foretages følgende ændring

§ 2

I færdselsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 735 af 24. august 1992 foretages følgende ændring

§ 2

I færdselsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 735 af 24. august 1992 foretages følgende ændring

§ 2

I færdselsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 735 af 24. august 1992, foretages følgende ændring

§ 3

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. september 1993.

Stk. 2. Samtidig ophæves Danske Lov 5. bog, 7. kapitel, artiklerne 6 og 8-10.

Stk. 3. Sager, der inden lovens ikrafttræden er indbragt for fogedretten efter de hidtil gældende regler i retsplejelovens kapitel 48 og 55, behandles dog fortsat efter disse regler.

Stk. 4. Retsplejelovens § 532 som affattet ved § 1, nr. 1, finder uanset bestemmelsen i stk. 3 anvendelse fra lovens ikrafttræden.

Stk. 5. Uanset bestemmelsen i stk. 1 træder § 1, nr. 3-7, og § 2 i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

Oprindeligt fremsat forslag

§ 3

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 1993.

Stk. 2. Samtidig ophæves Danske Lov 5. bog, 7. kapitel, artiklerne 6 og 8-10.

Stk. 3. Sager, der inden lovens ikrafttræden er indbragt for fogedretten efter de hidtil gældende regler i retsplejelovens kapitel 48 og 55, behandles dog fortsat efter disse regler.

Stk. 4. Retsplejelovens § 532 som affattet ved § 1, nr. 1, finder uanset bestemmelsen i stk. 3 anvendelse fra lovens ikrafttræden.

Stk. 5. Uanset bestemmelsen i stk. 1 træder § 1, nr. 3-7, og § 2 i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Indledning

Lovforslaget er en i det væsentlige uændret genfremsættelse af det forslag, der blev fremsat den 8. april 1992 (L 263) og var til førstebehandling den 24. april 1992, jf. Folketingstidende 1991-92, sp. 8892 og 9295.

Lovforslagets hovedformål er at gennemføre en almindelig revision og modernisering af retsplejelovens fogedretlige regler om tvangsfuldbyrdelse af andre krav end pengekrav. Lovforslaget tilsigter særligt en styrkelse af retssikkerheden for personer, hos hvem der ønskes gennemført en umiddelbar fogedforretning. I denne forbindelse foreslås også en forbedring af pantsætterens stilling i de tilfælde, hvor en ejendom ønskes taget til brugeligt pant. Lovforslaget indeholder således forslag til en udførligere lovregulering af brugeligt pant.

Lovforslaget er en videreførelse af det revisionsarbejde vedrørende fogedreglerne, der blev igangsat ved lovændringer i 1976. Ved lov nr. 258 af 26. maj 1976 blev der således gennemført en almindelig revision af retsplejelovens regler om udlæg, og ved lov nr. 291 af 8. juni 1978 indførtes nye regler om tvangsauktion over fast ejendom. Herefter fulgte lov nr. 731 af 7. december 1988, der gav nye regler vedrørende de foreløbige retsmidler arrest og forbud, samt lov nr. 941 af 27. december 1991, der indebar en yderligere revision af reglerne om tvangsauktion.

De nu foreslåede ændringer bygger på Retsplejerådets betænkning nr. 1170/1989 om tvangsfuldbyrdelse af andre krav end pengekrav. Betænkningen er udarbejdet af en arbejdsgruppe under Retsplejerådet og tiltrådt af Retsplejerådet.

Lovforslaget har endvidere til formål at sikre overensstemmelse mellem bestemmelserne i retsplejelovens kapitel 73 om ransagning og de nye regler om anklagemyndighedens struktur, som Folketinget vedtog den 14. maj 1992. Loven om anklagemyndighedens struktur, lov nr. 385 af 20. maj 1992, trådte i kraft den 1. oktober 1992.

Endvidere præciseres det ved lovforslaget, at sager vedrørende overtrædelse af vilkår om samfundstjeneste i betingede domme afsagt efter de nye regler om samfundstjeneste fortsat kan behandles uden medvirken af domsmænd, således som det gælder for betingede domme i øvrigt. Endelig ændres færdselsloven for at sikre den tiltalte den samme adgang til forsvarermedvirken som hidtil i sager om spirituskørsel, jf. færdselslovens § 53.

I det følgende gives der en redegørelse for hovedpunkterne i lovforslaget, idet der i øvrigt henvises til betænkningens mere detaljerede gennemgang af gældende ret og baggrunden for og indholdet af de foreslåede ændringer.

2. Særregler om tvangsfuldbyrdelse af andre krav end pengekrav

Udgangspunktet i dansk ret er, at den, der - uden for pengefordringernes område - har en fordringsret eller en tinglig ret, kan kræve at få dom til naturalopfyldelse, d.v.s., at dommen ikke konverterer rettigheden til en pengefordring. Både teori og retspraksis har dog gjort en række undtagelser fra denne hovedregel. Som eksempel herpå kan nævnes den situation, hvor det ved en domsafsigelse står klart, at et krav på udlevering af en bestemt genstand ikke kan opfyldes af den forpligtede, fordi genstanden er gået til grunde. Den omstændighed, at der er givet dom til naturalopfyldelse, er imidlertid ikke i sig selv ensbetydende med, at dommen eller et andet fuldbyrdelsesgrundlag også ville kunne tvangsfuldbyrdes i overensstemmelse med sit indhold. Om naturalopfyldelse kan gennemtvinges, afgøres af fogedretten efter reglerne i retsplejelovens kapitel 48.

De nugældende regler i retsplejelovens kapitel 48 har med få undtagelser ikke givet anledning til kritik, hverken i teori eller retspraksis. Retsplejerådet har anført, at dette kan have sammenhæng med, at antallet af sager omfattet af disse bestemmelser er meget beskedent bl.a. på grund af den vide adgang til - ved umiddelbare fogedforretninger - at håndhæve handlepligter uden tilvejebringelse af sædvanligt eksekutionsgrundlag.

2.1. Retsplejerådets overvejelser og indstilling

Retsplejerådet har overvejet, om de nugældende regler i retsplejelovens kapitel 48 burde suppleres med en bestemmelse, som giver fogedretten adgang til efter anmodning at fremtvinge efterlevelsen af en handlepligt ved hjælp af tvangsbøder, således som det allerede kendes for så vidt angår håndhævelse af bestemmelser om forældremyndighed og samværsret.

Uanset, at en adgang til at tvangsfuldbyrde handlepligter ved hjælp af tvangsbøder særligt i visse sagstyper ville indebære en effektivisering af håndhævelsen af sådanne pligter, har Retsplejerådet dog ikke fundet at kunne anbefale en sådan regel. Det har herved været afgørende for rådet, at de nugældende regler ikke har givet anledning til kritik i praksis, samt at der ikke i forbindelse med den praktiske retsanvendelse ses at have været udtrykt ønske om eller vist sig behov for effektivisering af retshåndhævelsen på dette område. Retsplejerådet foreslår, at de nugældende regler i retsplejelovens §§ 528-534 videreføres med i alt væsentligt uændret indhold, men i moderniseret form. Under hensyn til, hvorledes reglerne anvendes i praksis, har Retsplejerådet dog udformet sit udkast i kapitel 48 således, at det fremhæves, at det er hovedreglen, at der ved fogedrettens foranstaltning gennemtvinges naturalopfyldelse fremfor konvertering af kravet til et pengekrav.

Retsplejerådet har overvejet, om konvertering af domhaverens krav til et pengekrav fortsat bør kunne ske under fogedsagen. Rådet erkender, at den opgave, fogedretten derved bliver stillet overfor, er atypisk set i forhold til fogedrettens øvrige arbejdsopgaver. Endvidere finder rådet, at domhaverens frie valg mellem naturalopfyldelse eller erstatning åbner en vis adgang til spekulation på bekostning af rekvirenten. Væsentlige praktiske grunde taler dog efter Retsplejerådets opfattelse for at opretholde den nuværende ordning, idet en ordning, hvorefter en dom til naturalopfyldelse kun kan fuldbyrdes efter sit indhold, i en række tilfælde vil nødvendiggøre tilvejebringelsen af et nyt fuldbyrdelsesgrundlag, hvis der i tiden mellem domsafsigelsen og fuldbyrdelsen er indtrådt umulighed, således at naturalopfyldelse ikke lader sig gennemføre. Retsplejerådet finder det ubetænkeligt at lade konverteringen af rekvirentens krav til pengekrav ske under fogedproceduren, idet fogedretten i tilfælde, hvor der skal ske konvertering af rekvirentens krav, formentlig altid bør være beklædt af en jurist, ligesom fogedretten har mulighed for at lade sig bistå af sagkyndige ved fastsættelsen af pengekravets størrelse.

Retsplejerådet foreslår, at pligten til at bistå domhaveren ved håndhævelse af undladelsespligter fremtidig alene skal påhvile fogedretten, således at politiets opgave i disse tilfælde fremtidig alene bliver at bistå fogedretten efter bestemmelserne i retsplejelovens § 498, stk. 2. Det bemærkes at opgaverne med håndhævelse af nedlagte forbud allerede ved lov nr. 731 af 7. december 1988 er henlagt under fogedretter. Ophæves reglen om politiets bistand, er der ikke nogen grund til at have den specielle regel i § 535, stk. 2, om håndhævelse af handlepligter efter afsigelse af straffedom, idet de foranstaltninger, som kan tænkes udført af fogedretten, i forvejen er hjemlet i retsplejelovens kapitel 48.

Retsplejerådet har overvejet det rimelige i at opretholde domhaverens adgang til at anlægge privat straffesag ved domfældtes forsætlige tilsidesættelse af en ved dom pålagt handle- eller undladelsespligt. Rådet har fundet, at det navnlig for så vidt angår undladelsespligter fortsat er nødvendigt at have denne mulighed. Behovet for at kunne straffe for tilsidesættelse af handlepligter må på baggrund af retspraksis antages at være meget beskedent, men Retsplejerådet har dog ikke fundet grundlag for at foreslå reglen ophævet. Det bemærkes, at adgangen til at anlægge privat straffesag ved overtrædelse af forbud er opretholdt ved lov nr. 731 af 7. december 1988 om arrest og forbud. Det må efter Retsplejerådets opfattelse betragtes som mindre betænkeligt at straffe for forsætlig overtrædelse af en ved dom pålagt undladelsespligt end at pålægge straf for overtrædelse af fogedretligt forbud.

Retsplejerådet har ikke fundet grundlag for at foreslå ændringer i de nugældende regler om håndhævelse af forældremyndighed og samværsret, idet de hensyn, som har været bestemmende for udformningen af reglen i retsplejelovens § 536, næppe i dag kan vægtes anderledes, end de blev i ægteskabsudvalgets betænkning nr. 369/1964 om ægteskabets indgåelse og opløsning samt forældremyndighed og samkvemsret, som danner grundlag for de nugældende regler.

Der henvises i det hele til betænkningen s. 15 ff.

2.2. Justitsministeriets overvejelser

Justitsministeriet må være enig med Retsplejerådet i, at de særlige regler om tvangsfuldbyrdelse af andre krav end pengekrav ikke har givet anledning til kritik eller vanskeligheder i den praktiske retsanvendelse, som kan begrunde en mere gennemgribende lovrevision.

Særligt kan Justitsministeriet tiltræde, at pligten til at bistå domhaveren ved håndhævelse af undladelsespligter fremtidig alene skal påhvile fogedretten. En sådan modernisering er også af Folketingets Ombudsmand påpeget som hensigtsmæssig (jf. FOB 1980, s. 230f.), og tilsvarende principper er lagt til grund i lov nr. 731 af 7. december 1988 (ændring af reglerne om arrest og forbud).

Justitsministeriet kan også i øvrigt tiltræde Retsplejerådets indstillinger af de af rådet anførte grunde. Lovforslagets bestemmelser i § 1, nr. 1, er udformet i overensstemmelse hermed. Om den af rådet som § 528, stk. 2, foreslåede bestemmelse henvises til pkt. 3.3.

3. Umiddelbare fogedforretninger

Ved umiddelbare fogedforretninger forstås sager ved fogedretten, hvor krav, der ikke lyder på penge, håndhæves, uden at der foreligger særligt eksekutionsfundament.

Den gældende bestemmelse i retsplejelovens § 609, stk. 1, bestemmer bl.a., at det i samme tilfælde som hidtil (dvs. før retsplejelovens ikrafttræden) skal stå vedkommende berettigede åbent at fordre fogedrettens hjælp til at indsættes i eller udsætte andre af besiddelsen af fast ejendom eller efter omstændighederne af rørligt gods, uden at sædvanligt eksekutionsgrundlag er til stede.

3.1. Fogedrettens saglige kompetence og bevisførelsen ved denne ret

3.1.1. Retsplejerådets overvejelser og indstilling

Der har i den juridiske teori været tvivl om, hvordan fogedrettens saglige kompetence ved umiddelbare fogedforretninger bør afgrænses.

Retsplejerådet har overvejet, om det er muligt at formulere en regel, som klart afgrænser fogedrettens saglige kompetence, idet det vil være en fordel at eliminere den usikkerhed, som uenigheden i teorien er udtryk for. Det har samtidig været overvejet, om fogedrettens saglige kompetence i disse sager burde begrænses eller udvides.

De processuelle regler og sammensætningen af personalet sætter efter Retsplejerådets opfattelse i sig selv grænser for, hvilke sager man kan henlægge til fogedretten. Retsplejerådet har derfor ved drøftelserne vedrørende fastlæggelsen af fogedretternes saglige kompetence i de umiddelbare fogedforretninger overvejet, om det er ønskeligt og forsvarligt at forskyde grænserne mellem domsretten og fogedrettens saglige kompetence. I det omfang, besiddelseskrav tillades fuldbyrdet umiddelbart uden sædvanligt eksekutionsfundament, må det endvidere overvejes, om det bør kræves, at fogedretten beklædes af en jurist f.eks. i situationer, hvor den tilstand, som bestod forud for fuldbyrdelsen, ikke lader sig genoprette - f.eks. udsættelse af lejemål - og i situationer, hvor sager ikke er af rent rutinemæssig karakter.

Retsplejerådet finder ikke, at hensynet til retssikkerheden nødvendiggør, at de sager, som hidtil har været behandlet af fogedretten, overføres til domsrettens saglige kompetence, eller at der er behov for at opstille nærmere regler for, i hvilke tilfælde fogedretten skal beklædes af en jurist. Hensynet til retssikkerheden kan i denne henseende efter rådets opfattelse i tilstrækkeligt omfang tilgodeses ved at stille krav til rekvisitionens indhold, som gør det muligt allerede ved berammelsen af fogedsagen at sikre, at kun helt ukomplicerede og rutineprægede sager overlades til det ikke-juridiske personale.

Retsplejerådet har endvidere overvejet, om der er retsområder, der i dag henhører under domsretten, som kunne overføres til fogedrettens saglige kompetence, således at fogedretten under umiddelbare fogedforretninger ud over at gennemføre selve besiddelseskravet kunne foretage endelig opgørelse af rekvirentens og rekvisiti mellemværende, således som det i dag sker ved salg med ejendomsforbehold (kreditkøb).

Retsplejerådet konstaterer imidlertid, at parternes aftale er det eneste retsgrundlag i de sagskategorier, der særligt kunne komme på tale. Ved kreditkøb derimod suppleres parternes aftale af en række - tildels præceptive - bestemmelser, som har til formål at beskytte den svageste part i kontraktsforholdet. Denne forskel i retsgrundlaget er efter Retsplejerådets opfattelse en afgørende hindring for at udvide fogedrettens saglige kompetence.

Retsplejerådet har herefter fundet at måtte konkludere, at området for de umiddelbare fogedforretninger som hidtil bør være besiddelseskrav, for hvilke der efter forudgående dom kan gennemtvinges naturalopfyldelse.

Retsplejerådet har overvejet, om fogedrettens saglige kompetence herudover bør begrænses således, at fogedretten kan afvise at tage stilling til sager, der indebærer en vanskelig bevisbedømmelse og komplicerede retlige spørgsmål (klarhedskriteriet), eller om der i princippet bør være fuldstændig saglig parallellitet mellem reglene om naturalopfyldelse med eller uden særligt retsgrundlag, således at det alene er processuelle hensyn, som begrænser anvendelsesområdet for de umiddelbare fogedforretninger.

Klarhedskriteriet er efter Retsplejerådets opfattelse vagt og upræcist, og afgrænsningen af fogedrettens saglige kompetence på dette grundlag lader sig kun gennemføre ved at undersøge hver enkelt sagstype for sig - f.eks. lejesager, tilbagetagelse af løsøre, besiddelseskrav mellem ægtefæller osv. - og herefter overveje, om netop denne sagstype er velegnet til behandling uden særligt eksekutionsgrundlag, idet den grad af »klarhed«, som kræves, varierer alt efter kravets karakter. Hertil kommer, at også regler om bevisførelsens omfang, indsigelsernes karakter m.v. skal indgå i bedømmelsen, ofte med forskellig vægt efter kravets karakter. Afgrænsningen af fogedrettens saglige kompetence på denne måde vil således have en kasuistisk karakter.

Retsplejerådet har derfor ikke fundet det muligt at opstille en mere generel regel, som på grundlag af klarhedskriteriet kan afgrænse fogedrettens saglige kompetence.

Ved afgrænsningen af fogedrettens saglige kompetence alene på grundlag af processuelle hensyn er det derimod muligt at opstille en generel regel, der går ud på, at krav, som efter forudgående dom vil kunne gennemtvinges til naturalopfyldelse, og for hvilke der i fogedretten kan føres bevis, kan gennemtvinges under en umiddelbar fogedforretning. En sådan regel indebærer i princippet, at det alene afhænger af indholdet af de retsregler, der regulerer kravet, og af bevisførelsens omfang, om et krav på naturalopfyldelse skal kunne gennemtvinges ved en umiddelbar fogedforretning. Det betyder, at fogedretten skal tage stilling til såvel retlige som faktiske forhold i fuldt omfang, også i de tilfælde, hvor dette indebærer stillingtagen til en vanskelig bevisbedømmelse eller komplicerede retsregler. De betænkeligheder, som kan være forbundet hermed, finder Retsplejerådet, kan tilgodeses ved, at sagsfordelingen ved det enkelte dommerembede tilrettelægges således, at fogedretten - i de sjældent forekommende tilfælde, hvor det vil være nødvendigt beklædes af en jurist, som kunne have beklædt retten, såfremt sagen skulle have været behandlet ved domsretten.

Retsplejerådet finder, at hensynet til at sikre en hensigtsmæssig og betryggende arbejdsfordeling mellem fogedret og domsret bedst kan varetages ved at begrænse adgangen til at føre bevis under umiddelbare fogedforretninger på en sådan måde, at de hensyn til retssikkerheden, som har været en væsentlig begrundelse for klarhedskriteriet, tilgodeses. En sådan bevisregel bør efter Retsplejerådets opfattelse udformes således, at det som hidtil sikres, at sager, der i 1. instans ville henhøre under en specialret, eller som efter omstændighederne skønnes at være omfattet af bestemmelserne i retsplejelovens § 226, som affattet ved lov nr. 273 af 3. maj 1989, kun behandles i fogedretten i de tilfælde, hvor det ud fra en genemsnitlig betragtning vil være forsvarligt at undvære den særlige saglige indsigt, som kompetencefordelingen mellem byret og specialret eller landsret ellers skal sikre. På den anden side må bevisreglen udformes således, at adgangen til at føre bevis ikke begrænses i de tilfælde, hvor fogedretten selv har karakter af en specialret. Disse hensyn kan efter Retsplejerådets opfattelse tilgodeses ved i almindelighed at tillade bevisførelse ved fremlæggelse af dokumenter og afgivelse af partsforklaring. En videregående bevisførelse bør kun tillades i sager, som ikke skønnes at være omfattet af retplejelovens § 226, og da navnlig i de tilfælde, hvor fogedretten selv har karakter af en specialret, eller hvor hensynet til tredjemands ret tilsiger dette.

Selv om det som hovedregel bør påhvile fogedretten at tage stilling såvel retlige som faktiske forhold, vil der kunne forekomme enkelte tilfælde, hvor det af hensyn til retssikkerheden kan være rimeligt at henskyde afgørelsen af parternes tvist til de almindelige domstole.

Et flertal i arbejdsgruppen under Retsplejerådet har derfor foreslået, at den beskrevne hovedregel suppleres med en undtagelsesregel, hvorefter fogedretten på anmodning af rekvisitus kan afvise en sag, såfremt sagen f.eks. er af principiel karakter, eller har særlig indgribende betydning for rekvisitus, eller sagen rejser spørgsmål om anvendelse af fællesmarkedsret eller fremmed ret. En sådan afvisningsregel må navnlig forventes påberåbt af rekvisitus i de få tilfælde, hvor fogedretten skal tage stilling til tvivlsomme retsspørgsmål, og hvor en imødekommelse af rekvirentens begæring kan påføre rekvisitus store og uoprettelige skader. I de tilfælde, hvor rekvisiti interesser kan tilgodeses ved at tillægge appel suspensiv virkning, bør undtagelsesreglen ikke anvendes. Efter forslaget skal afvisningsreglen være fakultativ og skal kun bringes i anvendelse på anmodning fra rekvisitus, men det skal påhvile fogedretten som led i den almindelige vejledningspligt at gøre rekvisitus bekendt med reglen i de tilfælde, hvor dens anvendelse kan komme på tale.

Et mindretal i arbejdsgruppen under Retsplejerådet har ikke været enig med flertallet om undtagelsesreglernes nærmere udformning.

Efter dette mindretals opfattelse bør fogedrettens mulighed for efter en konkret afvejning at afvise sager af andre processuelle grunde end bevismangel, f.eks. hvis sagen nødvendiggør stillingtagen til vanskelige bevisbedømmelses- eller fortolkningsspørgsmål m.v., ikke udelukkende bero på de kriterier, der er nævnt i retsplejelovens § 226, stk. 1, nr. 1-5. Baggrunden herfor er bl.a., at § 226, stk. 1, ikke er udformet med henblik på at sikre en hensigtsmæssig og betryggende arbejdsfordeling mellem foged- og domsret. Også i andre tilfælde kan en konkret afvejning efter mindretallets opfattelse føre til, at tvisten ikke bør påkendes ved fogedretten. Mindretallet foreslår derfor, at de af arbejdsgruppens flertal foreslåede kriterier i lovteksten suppleres af et opsamlende »betænkelighedskriterium« for at sikre, at det foreslåede forholdsvis detaljerede regelsæt kan anvendes med den fleksibilitet, som er ønskelig under hensyn til sagernes uensartede karakter. Mindretallet har i denne forbindelse bemærket, at det må anses for uhensigtsmæssigt at lade en teoretisk forholdsvis klar, men i praksis ofte vanskelig gennemførlig sondring mellem tvivl, der skyldes mangel på oplysninger, og tvivl, der er forbundet med bevisbedømmelsen og subsumptionen af foreliggende oplysninger eller fortolkningen af retsregler, være afgørende for, i hvilket omfang besiddelseskrav bør kunne gennemføres ved en umiddelbar fogedforretning.

Retsplejerådet har tiltrådt forslaget fra arbejdsgruppens flertal.

Selv om en umiddelbar fogedforretning som hovedregel kun bør kunne fremmes, hvis rekvirenten kan føre bevis for sin ret, vil der - ligesom i udlægstilfælde - kunne forekomme situationer, hvor hensynet til rekvirentens fyldestgørelse gør det betænkeligt at nægte at fremme forretningen, hvis rekvirenten dog kan sandsynliggøre sin ret. For sådanne tilfælde foreslår Retsplejerådet, at der skabes udtrykkelig lovhjemmel for, at fogedretten kan fremme forretningen mod, at rekvirenten stiller sikkerhed for den skade og ulempe, som forretningens gennemførelse vil kunne påføre rekvisitus. Sikkerheden bør frigives ved udløbet af en 3 måneders frist, medmindre rekvisitus forinden fristens udløb rettidigt har iværksat anke eller kære eller har anlagt retssag.

Der henvises i det hele til betænkningen s. 35 ff. og s. 63 ff.

3.1.2. Justitsministeriets overvejelser

I forbindelse med høringen over Retsplejerådets betænkning er der fremkommet forskellige synspunkter vedrørende fogedretternes saglige kompetence og bevisførelsen i forbindelse med umiddelbare fogedforretninger.

Det kan særligt nævnes, at præsidenterne for Østre og Vestre Landsret og Den danske Dommerforening har anbefalet, at man følger forslaget fra arbejdsgruppens mindretal vedrørende den nærmere afgrænsning af fogedrettens kompetence.

Det hedder således i høringssvaret fra præsidenten for Vestre Landsret bl.a.: »Den af flertallet foreslåede undtagelsesregel forekommer for snæver, og det må befrygtes, at reglen sammen med de foreslåede regler om bevisførelse - hvorefter fogedretten ikke kan afvise at foretage en forretning, selv om den må give anledning til en vanskelig bedømmelse af jus og/eller faktum - kan få den virkning, at området for umiddelbare fogedforretninger udvides på en sådan måde, at det vil vise sig uhensigtsmæssigt og skabe retssikkerhedsproblemer, idet krav, som bør finde deres afgørelse under en domssag, søges gennemført under den mere summariske fogedprocedure. Medtagelsen af et »betænkelighedskriterium« vil, som det er anført af mindretallet, gøre det muligt at anvende det forholdsvis detaljerede regelsæt med en under hensyn til sagernes uensartede karakter samt til retstradition og -udvikling ønskelig fleksibilitet.'

Justitsministeriet finder, at krav, hvor hensynet til sagens forsvarlige behandling tilsiger, at afgørelsen sker under en domssag, ikke bør søges gennemført under den mere summariske fogedretsprocedure. Der kan herved særligt peges på den situation, at en sag ikke falder ind under retsplejelovens § 226, stk. 1, nr. 1-5, men hvor en konkret afvejning undtagelsesvis fører til, at den bør behandles ved en domsret, der tillige har karakter af specialret, som skifteretten eller ved boligretten under medvirken af lægdommere med de processuelle garantier og saglige fordele, der knytter sig hertil.

På denne baggrund finder Justitsministeriet det rigtigst at supplere de af Retsplejerådet foreslåede kriterier med det omhandlede »betænkelighedskriterium«, som foreslået af arbejdsgruppens mindretal og i de ovennævnte høringssvar fra retterne. Fogedretten bør således efter anmodning fra rekvisitus undtagelsesvis kunne undlade at behandle en sag under en umiddelbar fogedforretning, hvis det forekommer betænkeligt, uanset om sagen er omfattet af de i retsplejelovens § 226, stk. 1, nr. 1-5. Rekvirenten må i så fald indtale sit krav under et sædvanligt civilt søgsmål.

Fremsættes der ikke anmodning om afvisning af en fogedforretning, der indebærer sådanne vanskelige eller principielle spørgsmål, fordi rekvisitus ikke er til stede, vil fogedretten eventuelt undtagelsesvis kunne udsætte sagen, jf. herom under pkt. 3.2.1.

Det findes hensigtsmæssigt, at der fortsat gives rekvisitus og navnlig tredjemand, som måtte være indtrådt i sagen efter retsplejelovens § 499, en mere vidtgående adgang til bevisførelse end rekvirenten. Denne praksis forekommer velbegrundet, ikke mindst fordi de umiddelbare fogedforretninger gennemføres, uden at der foreligger et sædvanligt eksekutionsfundament.

Justitsministeriet kan iøvrigt tiltræde de af Retsplejerådet anførte synspunkter, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed, jf. § 1, nr. 2 (§§ 596 og 597).

3.2. Fremgangsmåden ved umiddelbare fogedforretninger m.v.

De nugældende regler om umiddelbare fogedforretninger indeholder kun få selvstændige regler om fremgangsmåden ved forretningen, og det antages derfor, at reglerne om udlæg i vidt omfang finder anvendelse med de tilpasninger, som følger af sagernes forskellige karakter.

3.2.1. Retsplejerådets overvejelser og indstilling

Retsplejerådet finder, at der i et vist omfang er behov for at udforme selvstændige regler for de umiddelbare fogedforretninger, og at det herudover bør præciseres, i hvilket omfang øvrige regler i retsplejeloven skal finde anvendelse. I betragtning af, at umiddelbare fogedforretninger foretages på et mindre sikkert grundlag end udlægsforretninger, og at fogedrettens afgørelse i ikke ubetydeligt omfang træder i stedet for en afgørelse ved dom, finder Retsplejerådet, at der bør opstilles regler, som i videst muligt omfang sikrer, at fogedretten så tidligt som muligt får et fyldestgørende grundlag for sin sagsbehandling. Det bør også sikres, at rekvisitus får rimelige muligheder for at varetage sine interesser.

Retsplejerådet finder, at behovet for at komme i forbindelse med rekvisitus i forbindelse med forretningens foretagelse må tillægges betydelig vægt i umiddelbare fogedforretninger, og det foreslås derfor at udforme værnetingsreglen på samme måde som i forbudssager ved at henvise til værnetingsreglerne i retsplejelovens §§ 235-240 og § 248 suppleret med en henvisning til de almindelige fogedretlige værnetingsregler for de tilfælde, hvor rekvisitus er processuel udlænding samt - af hensyn til EF-domskonventionen - af en henvisning til retsplejelovens § 247.

For at give rekvisitus mulighed for at bedømme rekvirentens krav og forberede sine indsigelser og for at sikre, at fogedsagen fra starten berammes til foretagelse hos en medarbejder ved fogedretten, der har kompetence til at gennemføre forretningen, foreslår Retsplejerådet, at det kræves, at rekvirenten indgiver en skriftlig anmodning til fogedretten. Anmodningen bør efter Retsplejerådets opfattelse være lige så fyldestgørende som en stævning, hvilket navnlig betyder, at anmodningen skal indeholde en påstand og en sagsfremstilling, som er tilstrækkelig fyldestgørende til at begrunde påstanden. Anmodningen bør endvidere angive, hvilke dokumenter rekvirenten agter at påberåbe sig. Ved rekvirenten allerede ved anmodningens indgivelse til fogedretten, at der vil blive et behov for bevisførelse i videre omfang, fordi rekvisitus bestrider rekvirentens krav, bør dette angives i anmodningen.

Retsplejerådet foreslår derfor, at bestemmelserne i retsplejelovens §§ 348-349 om stævninger i civile sager overføres til retsplejelovens kapitel 55.

I civile sager forkyndes stævningen for sagsøgte, som samtidig får udleveret en genpart af stævningen og de påberåbte bilag, mens rekvisitus i umiddelbare fogedforretninger efter gældende ret typisk indkaldes ved en tilsigelse, som blot angiver karakteren af rekvirentens krav og følgerne af udeblivelse. Rekvisitus har således reelt ingen mulighed for at bedømme rekvirentens krav før afholdelsen af det fogedretsmøde, hvorunder rekvisitionen med bilag fremlægges. I de tilfælde, hvor rekvisitus ikke kan godkende rekvirentens krav, vil det derfor ofte være nødvendigt at udsætte forretningen for at give rekvisitus lejlighed til at forberede sine indsigelser.

Retsplejerådet finder den nugældende ordning uhensigtsmæssig og mindre betryggende for rekvisitus og foreslår derfor, at indkaldelsen af rekvisitus altid skal ske ved påtegning på rekvirentens anmodning og således, at rekvisitus allerede i forbindelse med indkaldelsen får overladt en genpart af anmodningen med tilhørende bilag. Indkaldelsen af rekvisitus bør efter Retsplejerådets opfattelse ske med et sådant varsel, at rekvisitus reelt får mulighed for at forberede sig, men varslet bør på den anden side set ikke være så langt som i civile sager, da det netop ofte vil være afgørende for rekvirenten, at fogedforretningen kan gennemføres relativt hurtigt. Retsplejerådet har fundet, at et varsel på 7 dage må være passende, men finder dog, at der i særlige tilfælde, hvor der er behov for en meget hurtig reaktion på rekvirentens anmodning, bør være mulighed for at fastsætte et kortere varsel. Det foreslås derfor, at fogedrettens adgang til efter en konkret vurdering at nedsætte varslet til aftens varsel opretholdes uændret. Kan anmodningen ikke forkyndes for rekvisitus eller en anden, som kan modtage forkyndelse på hans vegne - og kan anmodningen ikke fremmes uden underretning efter § 493, stk. 2 - kan fogedretten forkynde anmodningen i Statstidende.

Retsplejerådet har overvejet, om den bestående adgang til i visse tilfælde at foretage forretningen helt uden forudgående underretning af rekvisitus, jf. retsplejelovens § 493, stk. 2, bør opretholdes, idet en sådan fremgangsmåde kan forekomme særlig betænkelig i tilfælde, hvor rekvirentens krav ikke er fastslået eller anerkendt af rekvisitus forud for forretningens foretagelse. Rådet har imidlertid fundet, at hensynet til tvangsfuldbyrdelsens effektivitet gør det nødvendigt at opretholde reglen, men Retsplejerådet fremhæver, at den kun helt undtagelsesvis bør anvendes i sager om udsættelse af beboet lejemål, og at den i andre tilfælde bør anvendes med den yderste forsigtighed.

Træffes rekvisitus ikke under en umiddelbar fogedforretning på bopælen, kan fogedretten udsætte forretningen i medfør af retsplejelovens § 495, stk. 3 - der af rådet foreslås gjort anvendelig på umiddelbare fogedforretninger - hvis det findes betænkeligt at fremme forretningen uden rekvisiti tilstedeværelse. Kan rekvirenten alene sandsynliggøre sit krav og er der et særligt påtrængende behov for at gennemføre forretningen på trods af rekvisiti fravær, kan forretningen eventuelt fremmes mod sikkerhedsstillelse i medfør af reglen i forslagets § 597, stk. 1, 2. pkt. Der kan f.eks. også forekomme tilfælde, hvor fogedretten bør kunne udsætte forretningen i medfør af retsplejelovens § 502, stk. 1, nr. 2, der foreslås gjort anvendelig på behandlingen af umiddelbare fogedforretninger. En udsættelse i medfør af denne bestemmelse vil ifølge Retsplejerådet bl.a. kunne komme på tale, hvis rekvirenten begærer sig indsat i besiddelse af en fast ejendom solgt på betinget skøde, uagtet køber har anlagt sag med påstand om mangelfuld opfyldelse af handelen fra sælgerens side.

I de fleste tilfælde vil en umiddelbar fogedforretning blive indledt med en indkaldelse af parterne i overensstemmelse med de i retsplejelovens §§ 491-494 angivne regler.

Retsplejerådet har ikke fundet grundlag for at foreslå disse regler ændret, når bortses fra det ovenfor anførte, ligesom adgangen til at anvende tvangsmidler over for rekvisitus foreslås opretholdt uændret.

Retsplejerådet har ikke fundet det muligt at gøre retsplejelovens trangsbeneficieregler - d.v.s. regler om en udtagelsesret for rekvisitus - anvendelige på umiddelbare fogedforretninger, hvor rekvirenten kræver sig indsat i besiddelsen af løsøre, allerede fordi der i mange tilfælde ikke er tale om fuldbyrdelse af fordringsret sikret ved en tinglig ret, men derimod om håndhævelse af rettigheder, som ikke uden videre kan omsættes til en pengefordring uden at krænke rekvirentens interesser.

Retsplejerådet finder heller ikke at kunne anbefale en regel hvorefter fuldbyrdelse af et krav på naturalopfyldelse kan betinges af, at rekvirenten erstatter den genstand, som fuldbyrdelsen retter sig imod, med en anden. Rådet har herved navnlig lagt vægt på, at der ikke skønnes at være behov for på denne måde at begrænse rekvirentens rettigheder, når rekvisitus ved henvendelse til de sociale myndigheder har krav på - eventuelt mod tilbagebetalingspligt - at få hjælp til eventuelt at genanskaffe løsøre, som ikke kan undværes, jf. bistandslovens § 46.

De omkostninger, som påføres rekvirenten ved en umiddelbar fogedforretning i form af retsgebyr, advokatomkostninger m.v., kan rekvirenten efter gældende ret kræve betalt hos rekvisitus.

Retsplejerådet finder, at hensynet til rekvirenten taler for at give fogedretten adgang til at fastsætte omkostningerne efter samme retningslinier som i udlægssager. Hertil kommer, at det også i visse tilfælde vil være en fordel for rekvisitus, at omkostningerne fastsættes af fogedretten. Dette vil navnlig være tilfældet, hvor rekvisitus har mulighed for forligsmæssigt at afværge en udsættelsesforretning vedrørende et lejemål ved betaling af de pligtige pengeydelser i lejeforhold med tillæg af rekvirentens omkostninger. Rekvirentens omkostningskrav vil herved blive undergivet fogedrettens kontrol.

Retsplejerådet foreslår, at den nuværende adgang til at genoptage umiddelbare fogedforretninger efter bestemmelsen i retsplejelovens § 504 opretholdes uændret, og rådet har heller ikke fundet grundlag for at foreslå ændringer i de gældende appelregler. Retsplejerådet har herved forudsat, at fogedretten som hovedregel vil imødekomme en begæring fra rekvisitus om at tillægge en appel opsættende virkning i tilfælde, hvor sagen angår udsættelse af fast ejendom, som benyttes til beboelse af rekvisitus eller hans husstand.

Den bestående adgang for rekvisitus til inden inden for en vis frist (i følge retsplejelovens § 610 otte uger efter forretningens foretagelse) at anfægte resultatet af en ind- eller udsættelsesforretning gennem civilt søgsmål bør efter Retsplejerådets opfattelse videreføres uændret. Rådet finder således, at denne regel er udtryk for en rimelig balance mellem hensynet til behovet for at kunne anfægte en fogedforretning, som er gennemført uden sædvanligt fundament, og behovet for, at parterne efter en vis tid kan indrette sig endeligt på, at fogedrettens afgørelse tillægges retskraft. Fristen foreslås dog ændret til 3 måneder.

Der henvises i det hele til betænkningen s. 39 ff og 71 ff.

3.2.2. Justitsministeriets overvejelser, herunder vedrørende forkyndelse og rekvisiti tilstedeværelse.

Justitsministeriet finder, at det i en række tilfælde kan forekomme, at rekvirentens rettigheder vil kunne blive krænket på en uoprettelig måde, hvis den umiddelbare fogedforretning skal afvente, at en vanskeligt gennemførlig forkyndelse effektueres.

Det må også antages, at der ikke sjældent forekommer tilfælde, hvor overraskelsesmomentet ved en ikke-forkyndt fogedforretning kan være af afgørende betydning for, at rekvirenten kan få sin ret, særligt hvor der er grund til at tro, at rekvisitus vil bortskaffe eller bortsælge sagens genstand.

Endelig kan der også være tale om anden form for uoprettelig skade, f.eks. hvor en sag om overtagelse til brugeligt pant retter sig mod en landbrugsejendom med et kreaturhold, som ikke bliver passet behørigt, malket, fodret m.v.

Justitsministeriet finder derfor ikke, at en regel, hvorefter skyldneren altid skal være tilsagt til forretningen, vil være hensigtsmæssig.

Justitsministeriet må således være enig med Retsplejerådet i, at den bestående adgang til i visse tilfælde at foretage forretningen helt uden forudgående underretning til rekvisitus må opretholdes i det hidtidige - begrænsede - omfang af hensyn til retshåndhævelsens effektivitet. Justitsministeriet finder dog - ligesom Retsplejerådet - at muligheden altid bør anvendes med stor forsigtighed.

Vedrørende den praktiske gennemførelse af forkyndelsen finder Justitsministeriet bl.a. på baggrund af den gennemførte høringsrunde over Retsplejerådets betænkning, at det vil være mest hensigtsmæssigt, at forkyndelse sker ved, at kopi af fogedbegæringen med bilag vedlægges den tilsigelse, der sendes til forkyndelse hos rekvisitus.

Gennemføres de af Retsplejerådet foreslåede regler, må det efter Justitsministeriets opfattelse antages at medføre en styrkelse af rekvisiti retsstilling i henseende til fremgangsmåden ved tilsigelsen i forhold til de gældende regler herom.

Rekvisitus vil efter de foreslåede regler som hovedregel være bekendt med forretningens foretagelse og grundlaget herfor. Den pågældende har således anledning til at komme til stede under den umiddelbare fogedforretning, navnlig hvis vedkommende ønsker at gøre indsigelse mod forretningens foretagelse. De af Retsplejerådet foreslåede nye værnetingsregler vedrørende umiddelbare fogedforretninger, hvorefter udgangspunktet er bopælens retskreds, har yderligere til formål at sikre, at rekvisitus så vidt muligt kan være til stede under forretningen.

Som ovenfor anført kan det imidlertid være nødvendigt undtagelsesvis at fremme forretningen, uden at rekvisitus er til stede og kan afgive forklaring. I modsat fald vil rekvisitus ved udeblivelse kunne forhindre, at uopsættelige fogedforretninger bliver fremmet. En sådan situation vil ikke altid kunne forebygges ved politifremstilling, idet fremstilling er tidskrævende og forudsætter, at det er muligt at komme i kontakt med rekvisitus med henblik på politifremstilling. I nogle tilfælde vil rekvisitus endvidere ikke være interesseret i at være tilstede under forretningen.

Den nugældende retstilstand, hvorefter der er mulighed for i visse særlige tilfælde at fremme en umiddelbar fogedforretning (herunder vedrørende overtagelse af en ejendom til brugeligt pant), uden at rekvisitus er til stede, må således antages at være velbegrundet i hensynet til tvangsfuldbyrdelsens effektivitet.

Hertil kommer, at rekvisitus har en række retsmidler mod fogedrettens afgørelse. I første række er det adgangen til appel, der har betydning, men også genoptagelse af sagen og anlæggelse af civilt søgsmål står efter omstændighederne til rådighed for rekvisitus som retsmiddel mod afgørelsen.

Det bemærkes i øvrigt, at det i sidste ende ofte vil være rekvisitus, der hæfter for det tab, som rekvirenten påføres, fordi den umiddelbare fogedforretning ikke kan gennemføres.

Justitsministeriet finder på denne baggrund - ligesom Retsplejerådet - at en regel, hvorefter skyldneren altid skal være til stede under forretningen, vil være meget uhensigtsmæssig og unødvendig, ligesom en regel af dette indhold må antages at ville forøge antallet af politifremstillinger af skyldnere.

Der henvises i øvrigt til det under pkt. 4.2. anførte vedrørende brugeligt pant.

Justitsministeriet kan således tiltræde Retsplejerådets indstilling, og lovforslaget er udarbejdet i overensstemmelse hermed, jf. § 1, nr. 2 (§§ 598, 599 og 600).

3.3. Praktiske spørgsmål vedrørende udsat løsøre m.v.

3.3.1. Retsplejerådets overvejelser og indstilling.

I forbindelse med gennemførelsen af umiddelbare fogedforretninger opstår problemet, hvordan der skal forholdes med udsat gods, som f.eks. bohave m.v., hvis ejeren ikke selv tager sig af dette.

Retsplejerådet har overvejet, om det kan overlades til rekvirenten i forbindelse med umiddelbare fogedforretninger at fjerne og opbevare udsat løsøre - således som det allerede i et vist omfang er tilfældet med erhvervsløsøre - men rådet finder ikke at kunne anbefale en sådan løsning. Rekvisitus har krav på, at udsat løsøre opbevares under betryggende og kontrollerede forhold, og rekvisiti stilling bør ikke være afhængig af rekvirentens evne og vilje til at opfylde sine pligter, efter at udsættelsesforretningen er gennemført. På den anden side foretages udsættelsen af rekvisitus på rekvirentens begæring og i dennes interesse. Retsplejerådet finder derfor, at pligten til at betale for gennemførelsen af udsættelsesforretningen og den efterfølgende opbevaring af udsat løsøre bør placeres hos rekvirenten med regres til rekvisitus. Rekvitentens regreskrav bør efter rådets opfattelse sikres ved, at udsat gods ikke udleveres til rekvisitus, medmindre rekvirentens omkostninger samtidig dækkes. Indløses godset ikke inden en vis frist, som foreslås fastsat til 2 måneder, og skal det derfor bortsælges på auktion, bør det indkomne provenu anvendes til dækning af rekvirentens omkostninger med respekt af bedre prioriterede rettigheder. Da rekvirenten ikke vil kunne foretage udlæg i udsat løsøre omfattet af retsplejelovens § 509 og § 515, foreslår Retsplejerådet, at rekvisitus altid skal kunne kræve sådant løsøre udleveret vederlagsfrit.

Det er Retsplejerådets opfattelse, at politiets nuværende pligt til at fjerne og opbevare og eventuelt senere bortsælge udsat bohave ikke naturligt hører hjemme i politiets regi.

Retsplejerådet finder, at opgaven med at forestå ryddeliggørelsen af den faste ejendom og den efterfølgende opbevaring af det udsatte gods naturligt kan placeres i fogedretten, som i forvejen er til stede, og hvis medarbejdere har betydelig erfaring med hensyn til omhyggelig registrering og vurdering af løsøre.

Når pligten til at gennemføre ryddeliggørelse og opbevaring foreslås overført til fogedretten, mens pligten til at betale herfor i forhold til fogedretten placeres hos rekvirenten, finder Retsplejerådet det nødvendigt at betinge gennemførelsen af en udsættelsesforretning af, at rekvirenten forud for forretningen stiller sikkerhed for fogedrettens omkostninger. Sikkerheden kan eventuelt stilles ved advokatindeståelse. Sikkerheden bør kunne frigives, når rekvirenten dokumenterer at have betalt den ham påhvilende del af omkostningerne. I tilfælde af, at rekvirenten misligholder betalingspligten, udredes omkostningerne af sikkerheden og et eventuelt auktionsprovenu.

3.3.2. Justitsministeriets overvejelser

Justitsministeriet må med Retsplejerådet være enig i, at bevaringstagelse og bortsalg af udsat gods ikke er nogen politimæssig opgave. Det kan herved anføres, at politiets hovedopgave i følge retsplejelovens § 108, stk. 1, er at opretholde sikkerhed, fred og orden, at påse overholdelsen af love og vedtægter samt at foretage det fornødne til forhindring af forbrydelser og til efterforskning og forfølgning af sådanne.

Det kan endvidere tiltrædes, at det ud fra en principiel betragtning må være mest nærliggende at henlægge opgaven til fogedretterne, der i forvejen er til stede ved udsættelser, og hvis medarbejdere som nævnt har en betydelig erfaring med registrering og vurdering af løsøre. Det bemærkes herved, at der ved fogedretterne i forvejen behandles mange sager, som ikke i sig selv giver anledning til uenighed mellem parterne, men snarere er af administrativ art.

Justitsministeriet finder det i øvrigt nærliggende, at de sociale myndigheder i tilfælde, hvor der er tale om et mindre bo, der tilhører en borger, som befinder sig i en trangssituation, går ind i sagen med henblik på en afklaring og samlet løsning af det opståede problem. Retsplejerådet nævner da også, at genpart af underretningen om en udgående fogedforretning bør sendes til kommunen, som herved efter omstændighederne kan have anledning til at følge sagen op og f.eks. drage omsorg for, at eventuelt udsat bohave ikke bortsælges efter 2-månedersfristens udløb, jf. betænkningen s 79.

Københavns Byret har i sit høringssvar over Retsplejerådets betænkning henstillet, at opbevaring af erhvervsløsøre overlades til rekvirenten, der typisk vil være en erhvervsdrivende og have den nødvendige lagerkapacitet. Justitsministeriet finder, at det for så vidt angår løsøre, der er udsat af erhvervslejemål efter omstændighederne kan være naturligt, at arbejdsopgaverne med bevaringstagelse af udsat løsøre overlades til rekvirenten i samarbejde med et af retten udpeget firma inden for flytte-, opbevarings- eller auktionsbranchen.

Overførelsen af arbejdsfunktionerne vedrørende udsat gods fra politiet til fogedretterne kan først ske, når de personale- og ressourcemæssige forudsætninger er til stede. Justitsministeriet finder det derfor naturligt, at dette spørgsmål inddrages i de igangværende drøftelser om domstolenes fremtidige struktur for således at kunne indgå i en senere samlet personale- og strukturmæssig ordning.

Hertil kommer, at fogedretterne efter Retsplejerådets forslag vil få en række nye arbejdsfunktioner i forbindelse med registrering, bevaringstagelse, opbevaring og udlevering af udsat gods samt vedrørende rekvirentens sikkerhedsstillelse for de med opbevaringen forbundne udgifter.

Det er Justitsministeriets opfattelse, at disse nye og i hovedsagen administrative arbejdsfunktioner bør analyseres og vurderes for at sikre en hensigtsmæssig tilrettelæggelse af arbejdet og for i videst muligt omfang at lette overgangsperioden, når opgaverne overføres fra politiet til fogedretterne.

Justitsministeriet finder på den anden side ikke, at en reform af reglerne vedrørende fuldbyrdelse af andre krav end pengekrav - herunder reglerne om brugeligt pant - bør udskydes i sin helhed som følge af de anførte synspunkter. Den af Retsplejerådet foreslåede bestemmelse om bevaringstagelse m.v. af udsat gods er derfor ikke medtaget i lovforslaget.

Politiet vil således fortsat i et vist omfang være pligtig til at fjerne og opbevare sædvanligt bohave, som udsættes i forbindelse med en umiddelbar fogedforretning. Vedrørende udsættelse af erhvervslejemål må det antages, at pligten til at sørge for borttransport og opbevaring i almindelighed - i modsætning til tilfælde, hvor der er tale om boliglejemål - påhviler rekvirenten. Rekvirenten kan i disse tilfælde formentlig udøve tilbageholdsret i godset til sikkerhed for de med udsættelsen forbundne omkostninger, men godset kan ikke bortsælges på tvangsauktion, medmindre der foretages udlæg på grundlag af sædvanligt fundament.

Udlevering af bohave fra politiet finder som hovedregel kun sted mod samtidig betaling af politiets omkostninger til transport og opbevaring. Inden politiet i givet fald lader det udsatte bohave bortsælge på auktion, bør der rettes henvendelse til kommunen for af give kommunen mulighed for at indløse bohavet, jf. herved også de af Folketingets Ombudsmand i FOB 1980, s. 516 ff. fremsatte bemærkninger. Der henvises vedrørende retstilstanden på området i øvrigt til betænkningens s. 45 ff.

4.1. Brugeligt pant

Retsinstituttet brugeligt pant er i alt væsentligt reguleret af bestemmelser i Danske Lov og retsregler udviklet i praksis.

Efter bestemmelsen i Danske Lov 5-7-8 kan en panthaver tage en pantsat ejendom til brugelighed, hvis pantedebitor har misligholdt sine forpligtelser. I praksis har dette formentlig særlig betydning for underpanthavere og for den, som har håndpant i et pantebrev i fast ejendom.

Hovedbetingelsen for, at en panthaver kan tage en ejendom til brugelighed, er som nævnt, at der foreligger misligholdelse. Der vil her typisk være tale om betalingsmisligholdelse, men det er også i retspraksis forekommet, at en ejendom er blevet taget til brugeligt pant f.eks. efter, at pantedebitor havde erklæret, at han ikke agtede at tilså markerne.

Kun ejendomme, der giver afkast, kan tages til brugelighed, idet hovedformålet med brugeligt pant er en fyldestgørelse rettet mod pantets brugsværdi. Det må dog fremhæves, at det ikke er nogen betingelse, at ejendommen giver overskud. Også afværgelsen af underskud kan begrunde brugspant.

Rent praktisk gennemføres overtagelsen til brugelighed normalt ved en umiddelbar fogedforretning. Denne fremgangsmåde er forudset som det normale i retsplejelovens § 609, stk. 2. Herudover må retten til at tage pantet til brugelighed formentlig kunne fastslås gennem et civilt søgsmål.

4.2. Retsplejerådets overvejelser og indstilling

Under hensyn til, at selve ordlyden af Danske Lovs bestemmelser om brugeligt pant må siges at være vanskelig tilgængelig, og til, at bestemmelserne i høj grad må suppleres med retspraksis, har Retsplejerådet fundet det rettest at indarbejde Danske Lovs regler om brugspant i et nyt selvstændigt kapitel i retsplejeloven, uagtet en del af disse regler er af materielretlig karakter.

Retsplejerådet foreslår i hovedsagen de nugældende regler videreført i moderniseret form.

Rådet har dog ikke fundet grundlag for at opretholde en særlige erstatningsregel, som findes i Danske Lovs 5-7-6, idet pantsætterens og de øvrige rettighedshaveres interesser findes tilstrækkeligt tilgodeset ved dansk rets almindelige erstatningsregler, navnlig når henses til, at rådet foreslår, at brugspanthaveren skal have pligt til at holde den pantsatte ejendom behørigt forsikret, mens brugspanteforholdet består.

Retsplejerådet har heller ikke fundet grundlag for at foreslå den særlige regel i Danske Lov 5-7-10 om adgangen til at overdrage eller pantsætte retten til at være brugspanthaver opretholdt, da denne regel ikke ses at have haft praktisk betydning i nyere tid.

Det har i den juridiske litteratur været diskuteret, om Danske Lov 5-7-8 alene giver adgang til at etablere brugspant på grund af betalingsmisligholdelse, eller om også anden misligholdelse kan begrunde et sådant retsskridt. Retsplejerådet foreslår, at det i forbindelse med en modernisering af reglerne præciseres, at såvel betalingsmisligholdelse som enhver anden væsentlig misligholdelse skal kunne danne grundlag for en begæring om brugspant. Retsplejerådet har herved lagt vægt på, at f.eks. pantsætterens vanrøgt af en ejendom eller dispositioner i strid med tinglysningslovens § 37 kan være fuldt så truende for panthaverens fyldestgørelse som betalingsmisligholdelse. Det må imidlertid fastholdes, at hovedformålet med at tage en ejendom til brug er fyldestgørelse af panthaverens pengefordring, og Retsplejerådet finder derfor, at det fortsat bør være således, at kun ejendomme, som afkaster indtægter, kan tages til brug. Er det i andre tilfælde nødvendigt at begrænse pantsætterens adgang til at disponere, må panthaveren gå frem efter reglen i retsplejelovens § 520.

Det er fast antaget, at en forpanthaver som følge af de almindelige regler om prioritetsrækkefølge kan fortrænge en efterpanthaver som brugspanthaver, ligesom det ifølge Retsplejerådet er utvivlsomt, at en efterpanthaver kan afværge, at forpanthaveren overtager brugen, ved at betale renter og afdrag til forpanthaveren. Derimod har det givet anledning til tvivl, hvorledes det indbyrdes forhold mellem sideordnede panthavere stiller sig. Retsplejerådet foreslår en regel, hvorefter en panthavers ret til at tage en ejendom til brug skal kunne fortrænges af en sideordnet panthaver. Den panthaver, som først har taget ejendommen til brugelighed, skal dog kunne afværge dette ved at betale renter og afdrag til den sideordnede panthaver, som efterfølgende begærer en ejendom udlagt til brug.

Retsplejerådet finder, at det udtrykkeligt af lovteksten bør fremgår, at brugspanthaveren har ret til at betale forfaldne ydelser til forpanthavere og sideordnede panthavere. En sådan regel har til følge, at disse udgifter vil kunne medtages i brugspanthaverens regnskab, således at de på en eventuelt efterfølgende auktion skal dækkes ud over auktionsbuddet, såfremt pantets bestyrelse har givet underskud.

Det er Retsplejerådets opfattelse, at det vil være hensigtsmæssigt med en nærmere lovregulering af panthaverens rettigheder og pligter, både mens brugspanteforholdet består og i forbindelse med dets ophør. En nærmere lovregulering kan forebygge misbrug af retsinstituttet og betrygge såvel pantsætterens som de øvrige panthaveres stilling og vil endvidere kunne rumme den fordel, at ansvarsforholdene i forhold til omverdenen - f.eks. i forhold til lejere og offentlige myndigheder - afklares. Retsplejerådet har derfor valgt at udarbejde et regelsæt, som så vidt muligt uden at ændre de materielle regler søger at fastlægge panthaverens rettigheder og pligter.

Retsplejerådet finder, at brugeligt pant i processuel henseende nærmest må opfattes som et særligt retsinstitut, og rådet foreslår derfor, at instituttet reguleres i et særligt kapitel i retsplejeloven.

Efter gældende ret kan ifølge Retsplejerådet alene fast ejendom og det i tinglysningslovens § 37 omhandlede tilbehør tages til brugelighed og da kun, såfremt panthaveren i fogedretten kan godtgøre, at der foreligger en misligholdelse, som berettiger hertil.

Retsplejerådet foreslår ingen ændringer heri, når bortses fra spørgsmålet om afgrænsningen af fogedrettens saglige kompetence i disse sager. Retsplejerådets synspunkter vedrørende klarhedskriteriet i umiddelbare fogedforretninger er der redegjort for ovenfor, og de samme grunde taler efter Retsplejerådets opfattelse for at lade fogedretten tage stilling til såvel retlige som faktiske forhold i de her omhandlede tilfælde. Panthaveren har bevisbyrden for, at betingelserne for at tage ejendommen til brugelighed er til stede. I tilfælde, hvor panthaveren påberåber sig betalingsmisligholdelse på grundlag af et almindeligt pantebrev, vil det sjældent være nødvendigt at betjene sig af andre bevismidler end dokumentbevis og partsforklaring. Påberåber panthaveren sig anden misligholdelse, vil dette ofte forudsætte en videregående bevisførelse, og en sådan bevisførelse bør efter Retsplejerådets opfattelse kun undtagelsesvis tillades i fogedretten.

Er panthaverens krav sikret ved et skadesløsbrev eller et ejerpantebrev, fremgår gældens størrelse og forfaldsbetingelserne ikke direkte af pantebrevet, og det vil i en række tilfælde være betænkeligt at fremme et krav om tvangsfuldbyrdelse efter de samme regler, som gælder for pantebreve i øvrigt. Påberåber panthaveren sig betalingsmisligholdelse, foreslår Retsplejerådet derfor den i retsplejelovens § 478, stk. 1, nr. 6, indeholdte begrænsning i adgangen til tvangsfuldbyrdelse overført til reglerne om brugspant. Påberåbes anden form for misligholdelse, gælder samme regler som for andre former for pantebreve.

Retsplejerådet foreslår, at det af anmodningen til fogedretten skal fremgå, i hvilket omfang panthaveren ønsker at opnå brugsretten over den pantsatte ejendom. Anmodningen skal, da reglerne i Retsplejerådets udkast til nyt kapitel 55 foreslås overført, endvidere indeholde en angivelse af, om kreditor påberåber sig betalingsmisligholdelse eller anden form for misligholdelse. Påberåbes betalingsmisligholdelse, skal det fremgå, med hvilket beløb begæringen kan afværges. Herved gives der pantsætteren mulighed for at afværge forretningen, idet pantsætteren normalt vil skulle indkaldes med et varsel på 7 dage.

Når panthaveren får overladt brugen af aktiver, foreslår Retsplejerådet det gjort obligatorisk, at aktiverne registreres i fogedbogen i forbindelse med forretningens foretagelse. Retter begæringen sig kun mod selve ejendommen, men ikke mod det i tinglysningslovens § 37 omhandlede tilbehør, vil det ikke altid være nødvendigt at foretage en udgående fogedforretning til registrering. Retsplejerådet er imidlertid gået ud fra, at begæringer om brugspant som hidtil oftest vil rette sig mod landbrugsejendomme, og i sådanne tilfælde vil registrering næsten altid være påkrævet. Rådet har derfor fundet det mest hensigtsmæssigt at foreslå, at forretningen altid skal påbegyndes i den retskreds, hvor ejendommen er beliggende. Bor pantsætteren i en anden retskreds, og er hans medvirken nødvendig, f.eks. for at få optaget forklaring om udlejnings- og forpagtningsforhold, vil forretningen kunne fortsættes ved pantsætters hjemting, og hans fremmøde vil da kunne fremtvinges efter de almindelige regler.

Retsplejerådet foreslår, at der indføres en ny regel, hvorefter den, der tager en ejendom til brug, inden 14 dage skal dokumentere over for fogedretten, at de øvrige panthavere har modtaget underretning om forretningens foretagelse. En sådan regel sikrer, at de øvrige panthavere får mulighed for at føre en vis kontrol med brugspanteforholdets forløb. Samtidig imødekommes den kritik, der har været rettet imod, at en panthaver, hvis pantebrev ikke kunne forventes dækket på en tvangsauktion, gennem de nugældende regler har haft en mulighed for på de bedre prioriterede panthaveres bekostning at opnå hel eller delvis fyldestgørelse af brugspantet.

Retsplejerådet har fundet, at der burde tilvejebringes udtrykkelig hjemmel for at sikre pantsætterens og eventuelle andre panthaveres erstatningskrav ved sikkerhedsstillelse fra rekvirentens side. En sådan sikkerhed vil ikke alene dække skadegørende handlinger på selve ejendommen, men ethvert erstatningskrav, som kan henføres til panthaverens administration. Risikoen for misbrug af rådigheden over det pantsatte vil således kunne imødegås med et krav om sikkerhedsstillelse. Sikkerhedsstillelse i den sidstnævnte anledning bør efter rådets opfattelse altid overvejes, hvis anmodningen om at tage ejendommen til brugelighed fremsættes af en panthaver, som skønnes ikke at ville kunne opnå dækning på tvangsauktion.

Det er af Retsplejerådet endvidere foreslået, at fogedretten skal have kompetence til at træffe afgørelse om de erstatningskrav, som rettes mod brugspanthaveren inden 8 uger efter modtagelse af regnskabet. Rådet har fundet det forsvarligt at tillægge fogedretten denne kompetence, idet fogedretten som nævnt forudsættes at få karakter af en egentlig specialret på dette område. Det foreslås af Retsplejerådet, at fogedrettens afgørelser om erstatning altid skal træffes ved kendelse. Herved understreges det, at fogedretten i disse situationer skal beklædes af en jurist.

Efter gældende ret kan en brugspanthaver forlange, at pantsætteren fraflytter en bolig på den pantsatte ejendom. Retsplejerådet finder ikke dette stemmende med moderne tankegang om beskyttelse af skyldnerens ret til at opretholde et beskedent hjem på trods af kreditorforfølgning, men på den anden side vil der forekomme tilfælde, f.eks. ved ensomt beliggende landbrugsejendomme med besætning, hvor det vil være nødvendigt, at panthaveren eller den, han ansætter til at varetage driften, kan tage ophold på ejendommen.

Retsplejerådet foreslår derfor, at panthaveren skal være afskåret fra at forlange pantsætteren udsat af den del af ejendommen, som tjener til bolig for pantsætteren eller hans husstand, medmindre hensynet til ejendommens drift gør det tvingende nødvendigt. Reglen vil efter rådets opfattelse næppe få stor betydning i praksis, idet navnlig kreditforeningerne efter det oplyste ofte overlader pasningen af besætningen m.v. til pantsætter i den periode, hvor ejendommen er taget til brugelighed.

Retsplejerådet finder ikke, at det vil være rimeligt at tvinge panthaveren til at lade pantsætteren forblive i sin bolig, medmindre der svares en rimelig leje herfor. Da der sjældent vil foreligge de nødvendige oplysninger til at fastsætte en leje efter lejelovgivningens regler, foreslår rådet, at der overlades til fogedretten at fastsætte lejen efter et skøn. Betales den af fogedretten fastsatte leje ikke til den fastsatte tid, finder rådet, at pantsætteren bør kunne udsættes af boligen. Rådet understreger, at den boligret, der foreslås tillagt pantsætteren, ikke er en egentlig lejeret, og pantsætteren skal derfor fraflytte ejendommen, såfremt denne senere sælges på tvangsauktion. Betaler pantsætteren ikke det af fogedretten fastsatte beløb, kommer dette ham selv til skade, idet brugspanteforholdet først kan bringes til ophør, når restancen og eventuelt underskud er betalt. Sælges ejendommen på auktion, forudsætter Retsplejerådet, at kravet mod pantsætter medfølger under auktionen.

Spørgsmålet om, hvilke rettigheder og pligter, der skal gælde for brugspanthaveren, må efter Retsplejerådets opfattelse afgøres ud fra en afgrænsning af hensynet til panthaveren, pantsætteren og de øvrige i ejendommen berettigede. Rådet finder, at dette må indebære, at retten til at oppebære alle ejendommens indtægter modsvares af, at brugspanthaveren skal opfylde en række pligter, hvis opfyldelse har særlig betydning for alle de i ejendommen berettigede eller for det offentlige.

De indtægter, brugspanthaveren bør kunne oppebære, består først og fremmest i alle ordinære faste indtægter i form af leje, mælkepenge fra mejeri osv., men panthaveren har derudover ret til at oppebære indtægter, som kun tilflyder ejendommen med længere mellemrum, f.eks. indtægter ved salg af kreaturer, høst, forpagtningsafgift og lignende. Tages ejendommen til brugelighed lige før høst, er det muligt, at brugspanthaveren bliver fyldestgjort ved salg af høsten, uden at brugspanteforholdet påfører ham særlige udgifter. Det kan i en sådan situation umiddelbart forekomme stødende, at panthaveren skal kunne oppebære hele høstprovenuet. Retsplejerådet anfører imidlertid, at det herved må erindres, at brugspanthaverens fordring reduceres med det oppebårne beløb. Høstpengene vil således komme alle til gode, medmindre brugspanthaveren ikke ville have mulighed for at opnå dækning på en tvangsauktion.

For at sikre de andre panthaveres interesser foreslår Retsplejerådet, at brugspanthaveren kun kan foretage salg og andre dispositioner, f.eks. færdiggørelse af en bygning under opførelse, for så vidt dispositionen har karakter af at være et led i en regelmæssig drift af ejendommen.

Da brugspanteforholdet berøver ejendommens ejer indtægterne af ejendommen, kan man ikke forvente, at ejeren vil foretage nødvendige vedligeholdelses- og reparationsarbejder på ejendommen, mens denne er taget til brugelighed. Det foreslås derfor af Retsplejerådet, at pligten til at foretage sådanne dispositioner overgår til brugspanthaveren, når pantet tages til brugelighed. Brugspanthaveren skal selvsagt også betale for sit eget forbrug af varme, el og lignende ydelser, mens han har ejendommen til brug.

Retsplejerådet foreslår endvidere, at brugspanthaverns pligt til at betale skatter og afgifter vedrørende ejendommen skal opretholdes, for så vidt disse afgifter forfalder, mens brugspanthaveren har ejendommen til brugelighed. Dette kan begrundes med, at disse poster under alle omstændigheder hæfter på ejendommen forud for al pantegæld. De skal derfor under alle omstændigheder udredes uden for budsummen i tilfælde af tvangsauktion. Ved at pålægge brugspanthaveren at betale disse afgifter påføres der således hverken ham selv eller de øvrige panthavere nogen forøget byrde.

Da det må antages, at den, der har taget en udlejningsejendom til brug, kan foretage udlejning og opsige lejerne i det omfang, lejeloven tillader sådanne dispositioner, finder arbejdsgruppen, at det af hensyn til lejerne er rimeligt at lade brugspanthaveren indtræde generelt i ejerens sted, og Retsplejerådet foreslår derfor dette præciseret i lovteksten.

Den offentligretlige regulering af fast ejendom er gennem de senere år blevet af stigende betydning, navnlig for så vidt angår miljølovgivningens krav. Påbud udstedt af det offentlige kan påføre ejendommens ejer betydelige udgifter. Der er en klar almen interesse i at sikre, at den omstændighed, at ejendommens ejer er berøvet rådigheden over ejendommen og dens indtægter, ikke bevirker, at påbud fra det offentlige ikke følges, fordi ejeren savner evne eller vilje dertil.

Retsplejerådet foreslår derfor, at det udtrykkeligt pålægges brugspanthaveren at overholde offentlige påbud vedrørende ejendommen. Den omstændighed, at brugspanthaveren derved kan blive påført betydelige udgifter, taler efter rådets opfattelse ikke imod sådan regel, idet et eventuelt underskud ved bestyrelsen vil blive dækket under en eventuel tvangsauktion uden for budsummen, og det må endvidere tages i betragtning, at et ikke opfyldt offentligt påbud under alle omstændigheder vil påvirke ejendommens pris på en eventuel tvangsauktion i negativ retning.

Retsplejerådet foreslår de gældende regler om, hvornår et brugspanteforhold skal bortfalde eller bringes til ophør, videreført uændret med den tilføjelse, at enhver i ejendommen berettiget skal kunne forlange brugspanteforholdet bragt til ophør, såfremt brugspanthaveren tilsidesætter sine pligter.

Det foreslås i betænkningen, at det gøres til et ubetinget krav, at brugspanteforholdet straks efter at være ophørt skal følges af et regnskab. Da regnskabet i tilfælde af tvangsauktion skal aflægges samtidig med, at brugspanteforholdet bortfalder, vil der kunne forekomme udgifter, for hvilke der endnu ikke er fremkommet regning. Der vil også kunne forekomme indtægter, som endnu ikke er indgået. For så vidt angår indtægterne foreslås det, at disse skal oppebæres af pantsætteren, hans bo eller af en køber på tvangsauktion. Udgifterne har brugspantehaveren krav på at få dækket, og skal et brugspanteforhold ophøre på anden måde end ved tvangsauktion, bør brugspanthaveren kunne vente med at aflægge regnskab, til alle udgiftsposter kan medtages. Ved tvangsauktion skal regnskabet imidlertid som nævnt aflægges ved auktionen, og for at sikre, at der ved auktionen gives de fornødne oplysninger, foreslår Retsplejerådet, at brugspanthaveren skal være afskåret fra senere at få dækket udgiftsposter, hvis art og omtrentlige størrelse ikke er oplyst under auktionen.

Normalt vil en rekvirent ikke i fogedretten få tillagt omkostninger for sit eget eller sine ansattes arbejde. Imidlertid kan administrationen af en ejendom, som tages til brugeligt pant, være temmelig ressourcekrævende, og Retsplejerådet foreslår derfor, at brugspanthaveren i sådanne tilfælde skal kunne kræve et vederlag for sit eget og sine ansattes arbejde. Vederlagets størrelse skal i tilfælde af tvist fastsættes af fogedretten. Udgifter til bistand fra tredjemand til pantets administration kan brugspanthaveren føre til udgift i regnskabet.

4.3. Justitsministeriets overvejelser

Advokatrådet har i forbindelse med høringen over Retsplejerådets betænkning bl.a. givet udtryk for betænkelighed ved, at alene underpantsat fast ejendom efter Retsplejerådets forslag skal kunne tages til brugelighed. Advokatrådet har således særligt henledt opmærksomheden på muligheden for at lade pant i forretninger og disses good-will, samt større løsøreaktiver være omfattet af muligheden for at tage pantet i brugelighed.

Hertil kommer, at der efter det oplyste i praksis kan være tale om en vis usikkerhed med hensyn til afgrænsningen af, hvilke typer pant, der kan tages til brugelighed.

Justitsministeriet finder ikke, at der i praksis er konstateret et sådant behov for brugeligt pant i de omhandlede tilfælde, at det kan begrunde en så væsentlig udvidelse af retsinstituttet, som foreslået af Advokatrådet, og kan således tilsluttes sig Retsplejerådets forslag, hvorefter det præciseres, at alene fast ejendom kan tages til brugeligt pant.

I øvrigt vil en sådan udvidelse som foreslået af Advokatrådet rejse en række vanskelige panteretlige spørgsmål og vil herved formentlig kunne medføre usikkerhed i praksis. Man kan f.eks. pege på spørgsmålet om brugspanthaverens legitimation til at råde over pantet, omfanget af en regelmæssig drift og forholdet mellem flere panthavere, herunder mellem under- og håndpanthavere.

Justitsministeriet vil dog fremover være opmærksom på, om der i praksis opstår et væsentligt behov for en udvidelse af reglernes anvendelsesområde.

Advokatrådet har i sit høringsvar over Retsplejerådet betænkning endvidere givet udtryk for den opfattelse, at brugeligt pant efter gældende ret ikke blot forudsætter, at pantet afkaster indtægter, men tillige, at den panthaver, der søger fyldestgørelse gennem brug af pantet, har panteret i disse indtægter. Også i den juridiske teori er synspunkter, som de af Advokatrådet anførte, gjort gældende. Danske Lovs regel synes imidlertid alene at forudsætte, at den, der tager ejendommen til brugelighed, har pant i denne. Når spørgsmålet ikke ses mere almindeligt behandlet i den juridiske teori, skyldes det formentligt, at Justitsministeriets pantebrevsformularer, for pant i fast ejendom, der giver pant i den faste ejendoms tilbehør og indtægter, sjældent ved aftale fraviges på dette punkt.

Justitsministeriet finder endvidere, at en panthaver, der ikke har pant i ejendommens indtægter, dog kan have en beskyttelsesværdig interesse i at ejendommen tages til brugelighed. På denne baggrund har Justitsministeriet ikke fundet at burde foreslå en regel, hvorefter kun den panthaver, som tillige har pant i ejendommens indtægter, kan tage en ejendom til brugeligt pant.

Efter gældende ret kan anmodning fra en panthaver om at overtage en ejendom til brugelighed i princippet fremsættes mundtligt, medmindre fogedretten bestemmer andet. I praksis vil fogedretten dog næsten altid kræve en skriftlig rekvisition. Det er dog vistnok i et vist omfang blevet accepteret, at en anmodning om at tage en ejendom til brugelighed er blevet fremsat til fogedbogen under en forretning, hvor der foretages udlæg i ejendommen for skyldige terminer. Da skyldneren ved sådanne forretninger alene er underrettet om, at udlæg vil blive foretaget, er denne procedure betænkelig, navnlig i de tilfælde, hvor udlægsforretningen straks bliver fortsat på ejendommen med det formål at tage stilling til den fremsatte begæring om brugspant.

I de tilfælde, hvor der foreligger en skriftlig begæring, vil denne ofte være særdeles kortfattet, og det vil i så fald være vanskeligt på grundlag af teksten i begæringen på forhånd at vurdere, om betingelserne for at fremme forretningen er til stede.

I Retsplejerådets forslag til nye regler om umiddelbare fogedforretninger, som ved henvisningsbestemmelsen i forslagets § 589, stk. 4, er foreslået overført til sager om brugeligt pant, er det i § 598, stk. 2, foreskrevet, at der skal foreligge en skriftlig anmodning, hvis indhold skal svare til stævningen i en civil sag. Dette udelukker, at anmodningen kan fremsættes til fogedbogen under en udlægsforretning, og sikrer samtidig, at både fogedret og - som hovedregel - skyldner allerede på grundlag af anmodningen har mulighed for at bedømme berettigelsen af rekvirentens krav. De foreslåede krav til rekvisitionens indhold og form er således med til at betrygge skyldnerens retstilling. Skyldneren vil normalt blive bekendt med indholdet af rekvisitionen, idet det er den overvejende hovedregel, at skyldneren skal indkaldes eller tilsiges til forretningen med et varsel på 7 dage, jf. forslagets § 598, stk. 2.

Disse regler finder også anvendelse ved brugspant. Det må imidlertid bemærkes, at behovet for at kunne gennemføre en forretning uden forudgående varsel til skyldneren i særlige situationer kan være til stede også i denne type af fogedforretninger. Dette kan f.eks. være tilfældet, når en rekvisitus skal hindres i på retsstridig måde at foretage en forringelse af pantet i tiden op til en tvangsauktion. Ved landbrugsejendomme kan etablering af brugspant således medvirke til at hindre bortsalg eller bortskaffelse af besætning, maskiner og andre løsøregentande, der er omfattet af rekvirentens panteret. Også ved andre erhvervsejendomme kan man forestille sig et lignende retsstridigt salg af løsøre omfattet af tinglysningslovens § 37. I sådanne situationer, vil iagttagelse af de sædvanlige regler om tilsigelse og forkyndelse kunne tilskynde skyldneren til at fremskynde sådannne retsstridige handlinger.

Også i de tilfælde, hvor begæringen om brugspant har sammenhæng med, at en pantekreditor i en landbrugsejendom er blevet opmærksom på vanrøgt af ejendommen eller dennes besætning, kan det være påkrævet at fremme forretningen meget hurtigt for at hindre store værditab eller lidelser hos den berørte besætning. Heller ikke i disse tilfælde taler hensynet til skyldneren i sidste ende mod at lade forretningen foretage uden sædvanlig indkaldelse, idet forretningen eventuelt kan afværge endog betydelige tab, også hos skyldneren.

Reglerne om tilsigelse m.v. vil som hovedregel sikre, at skyldneren er underrettet om forretningens foretagelse. Hvad enten denne skal foretages på ejendommen eller på fogedkontoret, er det frivilligt for skyldneren at møde, medmindre han er tilsagt ved lovlig forkyndt tilsigelse. Udgangspunktet er således, at skyldneren har ret, men ikke pligt til at være til stede. Skyldnerens tilstedeværelse kan dog fremtvinges i de tilfælde, hvor skyldnerens medvirken er påkrævet for overhovedet at kunne gennemføre forretningen. Det er altså her som i andre civilretlige sager således, at skyldneren kun tvinges til at deltage i processen, hvis hensynet til modparten tilsiger det. At forlade dette princip ville efter Justitsministeriets opfattelse være et brud med et grundlæggende princip i gældende ret. Hensynet til skyldneren synes da heller ikke at nødvendiggøre dette, når det drejer sig om etablering af brugspant, lige så lidt som hensynet til skyldneren kræver, at denne som ufravigelig regel skal være til stede, hvis andre umiddelbart fogedforretningerundtagelsevis foretages uden forudgående varsel. En sådan ordning ville endvidere indebære et forøget antal politifremstillinger, idet skyldneren måtte fremstilles ved politiets foranstaltning, hvis han ikke mødte under fogedforretningen.

I modsætning til, hvad der f.eks. gælder ved udsættelse af lejemål eller indsættelse af en ejendomsforbeholdssælger i besiddelse af en genstand, sker der endvidere ikke ved etableringen af brugspant en uoprettelig forrykkelse af parternes indbyrdes stilling. De regler, som er opstillet i Retsplejerådets forslag om brugspanthavers adgang til at disponere og om regnskabsaflæggelse, sikrer efter Justitsministeriets opfattelse, at ejendommen så vidt muligt vil kunne tilbagegives til skyldneren i samme stand, som brugspanthaveren modtog den, hvis det under et kæremål måtte vise sig, at der ikke har været grundlag for at fremme forretningen, eller hvis skyldneren senere indfrier brugspanthaverens fordring.

Hertil kommer, at fogedretten med den mere udførlige begæring, som forslaget forudsætter, vil have en langt bedre mulighed end efter gældende ret for at vurdere, om forretningen bør udsættes for at bringe skyldneren til stede, ligesom forretningens fremme eventuelt vil kunne betinges af sikkerhedsstillelse.

Der henvises vedrørende forkyndelse og rekvisiti tilstedeværelse i øvrigt til pkt. 3.2.

Justitsministeriet er med Retsplejerådet enig i, at væsentlige offentligretlige hensyn taler for, at brugspanthaveren skal have pligt til at efterkomme offentlige påbud vedrørende ejendommen i samme omfang som ejere af ejendommen. På baggrund af den foretagne høring over betænkningen har Justitsministeriet fundet, at brugspanthavere bør pålægges at underrette den kommune, hvor ejendommen er beliggende, om at pantet er taget til brugelighed. Herved opnås bl.a., at kommunen får lejlighed til at gøre brugspanthaveren bekendt med eventuelle kommunale påbud til ejendommens ejer.

Vedrørende spørgsmålet om brugspanteforholdets ophør ved, at en sideordnet panthaver fortrænger brugspanthaveren, har Retsplejerådet foreslået den hidtil gældende retstilstand præciseret. Som mulige alternativer til Retsplejerådets forslag kan nævnes den løsning, at den sideordnede panthaver, der først tager ejendommen til brugelighed, ikke kan fortrænges af andre sideordnede panthavere. Denne løsning ville efter Justitsministeriets opfattelse være præget af en vis tilfældighed, fordi det kan være vilkårligt, hvilken panthaver, der først får gennemført en overtagelse til brugeligt pant.

I sit høringsvar over Retsplejerådets betænkning har Advokatrådet foreslået, at sideordnede panthavere alene skal kunne tage pantet til brug i fællesskab. Jusitsministeriet må være betænkelig ved en sådan ordning. Justitsministeriet lægger herved vægt på, at et pant, der er taget til brugelighed, ikke sjældent giver underskud. Det kan således kræve en betydelig likviditet hos brugspanthaveren at administrere pantet. Brugspanthaveren må f.eks. - indtil beløbet kommer hjem efter tvangsauktionen - lægge beløb til køb af foder, korn m.v. ud af egen lomme. Den panthaver, der ikke har den fornødne likviditet eller ikke ønsker at komme til at hæfte for et eventuelt økonomisk ansvar i forbindelse med administrationen af pantet, bør efter Justitsministeriets opfattelse ikke være forpligtet til at indgå i et brugspanteforhold. På den anden side bør en panthavers manglende økonomiske ressourcer eller risikovilje næppe indebære, at en sideordnet panthaver udelukkes fra at tage ejendommen til brugelighed.

Da Retsplejerådet har foreslået, at brugspanthaveren - som efter gældende ret - skal have ret til at betale forfaldne beløb til en panthaver med sideordnet prioritet med den virkning, at den sideordnede panthaver ikke kan fortrænge brugspanthaveren, jf. betænkningen s. 111 f., og da det næppe i praksis vil forekomme i videre omfang, at sideordnede panthavere konkurrerer om at tage pantet til brugelighed, finder Justitsministeriet herefter at kunne tiltræde Retsplejerådets forslag.

Justitsministeriet kan i øvrigt tiltræde Retsplejerådets forslag, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed, jf. § 1, nr. 2 (§§ 588-595).

5. Forslagets økonomiske og administrative konsekvenser

Lovforslaget skønnes ikke at indebære økonomiske eller administrative konsekvenser af væsentlig betydning for det offentlige.

6. Hørte myndigheder m.v.

Betænkning nr. 1170/1989 om tvangsfuldbyrdelse af andre krav end pengekrav har været sendt til høring hos præsidenterne for Østre og Vestre Landsret, Københavns Byret og retterne i Århus, Odense og Aalborg, Den Danske Dommerforening, Foreningen af Politimestre i Danmark, Politidirektøren i København, Rigspolitichefen, Foreningen af dommerfuldmægtige i Danmark, Politifuldmægtigforeningen, Advokatrådet, Den Danske Bankforening, Danmarks Sparekasseforening, Industrirådet, Landbrugsrådet og Realkreditrådet.

Bemærkninger til de enkelte bestemmelser i lovforslaget

I bilaget til lovforslaget er de foreslåede bestemmelser sammenholdt med de gældende regler.

Til § 1

Til nr. 1

I kapitel 48 foreslås de nugældende regler videreført i moderniseret form. Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 2.

Til § 528

Bestemmelsen erstatter de nugældende §§ 530 og 531. Der er ikke tilsigtet realitetsændringer i forhold til gældende ret.

Til § 529

Bestemmelsen i forslagets § 529, stk. 1-3, svarer indholdsmæssigt til reglerne i den nugældende lovs § 532, stk. 1, 1. pkt., og stk. 2, samt til dels til § 529, stk. 3. Vedrørende stk. 1 forudsættes det, at rekvirenten kan anmode fogedretten om på forhånd at godkende et bestemt tilbud eller en bestemt beløbsramme.

Ved henvisningen i stk. 2 til § 507, stk. 4, er det præciseret, at omkostningerne ved vurderingen fordeles efter samme regler, som gælder i udlægssager. Dette indebærer navnlig, at honorar til en sagkyndig og eventuelt mødesalær til rekvirentens advokat som udgangspunkt betragtes som kreditorforfølgningsomkostninger, som i sidste ende betales af rekvisitus.

I stk. 4 foreslås der indført en regel, hvorefter tvangsfuldbyrdelsen af handlepligter kan betinges af, at rekvirenten stiller sikkerhed for det krav, rekvisitus kan erhverve mod rekvirenten i anledning af tvangsfuldbyrdelsen.

Til § 530

Den foreslåede bestemmelse svarer indholdsmæssigt til den gældende § 532, stk. 1, 2. pkt. Det er ved den valgte ordlyd præciseret, at adgangen til naturalopfyldelse også omfatter sådanne dokumenter, som ikke kan underskrives i henhold til fuldmagt.

Til § 531

Bestemmelsen svarer med redaktionelle ændringer til den nugældende § 532, stk. 1, sidste pkt. Reglerne om trangsbeneficium forudsættes at finde tilsvarende anvendelse i disse tilfælde.

Til § 532

Bestemmelsen afløser den nugældende § 535, stk. 2. Pligten til at bistå rekvirenten foreslås overført fra politiet til fogedretten med adgang til at rekvirere politiets bistand i medfør af retsplejelovens § 498, stk. 2. Reglen får herefter karakter af en egentlig fuldbyrdelsesregel, og på den baggrund findes det ikke nødvendigt at betinge fogedrettens bistand af en forudgående straffedom.

Til § 533

Bestemmelsens stk. 1 og 2 afløser den nugældende § 529. Der er ikke herved tilsigtet realitetsændringer. Det er ikke fundet nødvendigt at medtage bestemmelsen i den gældende § 529, stk. 4, om tilkaldelse af domfældte, idet §§ 493 og 495, stk. 3, indeholder bestemmelser, som yder rekvisitus tilstrækkeligt værn.

Bestemmelsen i stk. 3 svarer til den nugældende § 533, sidste pkt.

Til § 534 Bestemmelsen viderefører den nugældende § 534 i moderniseret form.

Til § 535

Bestemmelsen afløser den nugældende § 535. Der er ikke herved tilsigtet realitetsændringer.

Til § 536

Bestemmelsens stk. 1-3 foreslås bortset fra enkelte sproglige rettelser i stk. 2 videreført i uændret form.

Retsplejelovens § 536, stk. 4, der præciserer, at appel af fogedrettens afgørelser efter denne bestemmelse skal ske ved kære, er efter gennemførelsen af de nye appelregler i fogedsager, jf. lov nr. 731 af 7. december 1988, overflødig, idet klager over fogedrettens afgørelse herefter altid skal ske ved kære. Bestemmelsen foreslås derfor udeladt.

Til nr. 2

I kapitel 54 foreslås gennemført nye regler om brugeligt pant.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 4.

Til § 588

I stk. 1 foreslås det, at den saglige kompetence til at behandle en panthavers anmodning om at tage en ejendom til brugelighed som hidtil skal ligge hos fogedretten. Det understreges, at grundlaget for forretningen er panthaverens pantebrev, og at det således som hovedregel er unødvendigt med forudgående dom, medmindre panthaveren undtagelsesvis ikke kan føre bevis for sin ret i fogedretten. Ved at henvise til pantebrevet som eksekutionsgrundlag er det yderligere understreget, at kun kontraktspanthavere kan tage en ejendom til brugelighed. For så vidt angår de materielle betingelser for at tage en ejendom til brugelighed, afløser bestemmelsen Danske Lov 5-7-8. Det er præciseret, at både betalingsmisligholdelse og anden væsentlig misligholdelse kan danne grundlag for rekvirentens begæring, ligesom det fastholdes, at brugeligt pant kun kan anvendes ved pant i fast ejendom og kun, når ejendommen afkaster indtægter.

I forslagets stk. 2 er der taget stilling til den særlige situation, hvor panthaverens sikkerhed består i et ejerpantebrev eller skadesløsbrev, hvoraf man hverken kan udlede gældens størrelse eller forfaldstidens indtræden direkte. Det er derfor foreslået at overføre reglen i retsplejelovens § 478, stk. 1, nr. 6, således at et sådant pantebrev alene kan danne grundlag for overtagelse af en ejendom til brugelighed, såfremt gældens størrelse og forfaldstidens indtræden erkendes af skyldneren eller klart fremgår af omstændighederne.

Til § 589

I bestemmelsens stk. 1 foreslås det, at det klart af panthaverens anmodning skal fremgå, om anmodningen retter sig mod hele pantet eller kun en del af dette. Bestemmelsen er samtidig udtryk for, at gældende ret opretholdes for så vidt angår genstanden for anmodningen.

Efter gældende ret er det ikke et ubetinget krav, at der foretages registrering af de aktiver, som overlades til brugspanthaveren. For at betrygge pantsætterens stilling er det som supplement til den i § 594 indførte regnskabspligt i stk. 2 foreslået, at der skal foretages registrering. Dette bør som overvejende hovedregel ske under en udgående fogedforretning.

I stk. 3 foreslås det, at brugspanthaveren skal underrette de øvrige panthavere i ejendommen og den kommune, hvori ejendommen er beliggende, om etableringen af brugspantet. Herved sikres det, at de øvrige panthavere kan udøve kontrol med brugspanthaverens dispositioner, ligesom det sikres, at bedre prioriterede panthavere får mulighed for at hindre fyldestgørelse af krav, der ikke kan forventes dækket på en efterfølgende tvangsauktion. Ved underretning til kommunen sikres det bl.a., at kommunen kan gøre brugspanthaveren bekendt med eventuelle påbud vedrørende ejendommen.

I stk. 4 foreslås en særlig værnetingsregel for begæringer om overtagelse til brugeligt pant, således at forretningen altid skal foretages ved den faste ejendoms værneting. Med hensyn til sagens behandling i øvrigt foreslås det at overføre de i kapitel 55 foreslåede regler. Dette indebærer navnlig, at fogedretten skal efterprøve alle tvister, såfremt det kan ske på grundlag af den bevisførelse, som tilstedes i fogedretten. Det forudsættes, at der som hovedregel tillades udvidet bevisførelse, idet fogedretten i sager, som behandles efter kapitel 54, nærmest må siges at have karakter af en specialret.

Til § 590

Ved siden af de fogedretlige regler, hvorefter fogedforretninger i visse tilfælde kan betinges af sikkerhedsstillelse, er det i stk. 1 foreslået at give fogedretten hjemmel til at afkræve panthaveren sikkerhed for det erstatningsansvar, panthaveren kan pådrage sig under sin administration af den pantsatte ejendom.

I stk. 2 foreslås det, at sikkerheden frigives, medmindre der inden 8 uger efter, at brugspanteforholdet er bragt til ophør eller bortfaldet, og regnskabsaflæggelse er sket, er fremsat krav om erstatning over for fogedretten. Kompetencen til at træffe afgørelser om erstatningsspørgsmål i disse henseender foreslås således henlagt til fogedretten. Det følger af henvisningen i § 589, stk. 4, til reglerne i kapitel 55, at fogedretten kan henskyde kravet til søgsmål ved de almindelige domstole, jf. nærmere § 505, stk. 3, sidste pkt., hvortil der er henvist i § 598. Anlægges sagen direkte ved de almindelige domstole, må sagsøgeren indlevere en genpart af stævningen til fogedretten for at hindre frigivelse af sikkerheden. Det foreslås, at fogedrettens afgørelser skal træffes ved kendelse.

Bestemmelsen er bl.a. på grundlag af de indhentede høringssvar over Retsplejerådets betænkning præciseret i forhold til den af Retsplejerådets foreslåede ordlyd. Der er dog ikke tilsigtet nogen realitetsændring i forhold til Retsplejerådets forslag.

Til § 591

I stk. 1 foreslås, at pantsætteren bevarer retten til at bebo den pantsatte ejendom, medmindre det er af afgørende betydning for driften af den pantsatte ejendom, at brugspanthaveren kan råde over boligen. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis panthaveren skal drive en landbrugsejendom med besætning og ikke ønsker at antage pantsætteren til denne opgave, idet det i sådanne tilfælde må forudsættes, at brugspanthaveren kan sandsynliggøre, at den nødvendige arbejdskraft kun kan tilvejebringes, hvis boligen stilles til rådighed.

I bestemmelsens stk. 2 stilles der forslag om, at fogedretten kan betinge pantsætterens ret til at forblive i boligen af, at der betales en rimelig leje med tillæg af skønnet forbrug af varme og el. Der vil navnlig være anledning til at betinge fortsat beboelse af betaling i tilfælde, hvor pantsætteren ikke skal udføre arbejdet for brugspanthaveren. Tilsidesættes betalingspligten, kan pantsætteren udsættes af boligen, og det må da afgøres efter bestemmelsen i forslagets § 592, stk. 1, hvilke dispositioner panthaveren herefter kan træffe vedrørende boligen. Betalingen skal indgå i regnskabet efter den foreslåede § 594.

I bestemmelsens stk. 3 er det foreslået, at pantsætteren skal have ret til at udtage løsøre fra ejendommen i medfør af retsplejelovens § 509 og § 515 i det tidsrum, hvor den pantsatte ejendom er taget til brugelighed. Udtagelsesretten bør iagttages i forbindelse med registreringen. Der tages ikke herved stilling til, i hvilket omfang sådant løsøre medfølger under en eventuel senere auktion, idet dette vil afhænge af, om det på tidspunktet for auktionsrekvirentens udlæg fritages for udlæg.

Til § 592

I bestemmelsen fastlægges brugspanthaverens rettigheder og pligter, medens brugspanteforholdet består.

I stk. 1 foreslås i overensstemmelse med gældende ret, at brugspanthaveren kan oppebære alle ejendommens indtægter og herudover kan afhænde ejendommens tilbehør i samme omfang, som ejeren ville have kunnet gøre det uden at krænke panthaverens ret efter tinglysningslovens § 37.

Det foreslås, at brugspanthaveren herudover skal kunne disponere over ejendommen - f.eks. foretage udlejning - i samme omfang som ejeren med den begrænsning, at dispositionen skal fremtræde som led i en regelmæssig drift. Brugspanthaveren vil således f.eks. ikke være berettiget til at omlægge driften af et landbrug fra animalsk produktion til kvægløst landbrug. Såfremt der er enighed herom mellem ejeren og samtlige andre i ejendommen berettigede, vil brugspanthaveren dog i samme omfang som hidtil kunne foretage dispositioner, som går herudover.

Brugspanthaverens pligter i forhold til ejeren, de øvrige panthavere og det offentlige er reguleret i bestemmelsens stk. 2-4.

I stk. 2 foreslås det, at brugspanthaveren har pligt til at vedligeholde det pantsatte og til at holde det forsvarligt forsikret. Hovedsigtet med bestemmelsen er at fastslå brugspanthaverens pligt til at bevare pantets omsætningsværdi forud for tvangsauktion. Da det ikke er hensigten, at rettighedshavere, hvis krav har prioritet forud for al pantegæld, skal kunne tage ejendommen til brug, bør brugspanthaveren betale disse rettighedshavere, efterhånden som deres fordringer forfalder, og brugspanthaveren skal derudover betale for forbruget af varme, el og lignende.

For ikke at forringe retsstillingen for lejere af hus og husrum foreslås det i stk. 3, at brugspanthaveren til gengæld for at oppebære lejen skal påtage sig alle udlejerens pligter efter lejelovgivningen, idet udlejeren vil have et meget ringe incitament til selv at opfylde disse pligter, når han ikke modtager leje og måske tillige kan forudse, at ejendommen senere vil blive bortsolgt på auktion.

I stk. 4 foreslås at pålægge brugspanthaveren pligt til at efterkomme det offentliges påbud vedrørende ejendommen i samme omfang som ejeren. Bestemmelsen udelukker dog ikke, at brugspanthaveren søger dispensation hos de offentlige myndigheder. Vedrørende eventuelle strafsanktioner for overtrædelse af påbud bemærkes, at de subjektive betingelser for straf skal være til stede i samme omfang som hos ejendommens ejer.

Til § 593

Bestemmelsen regulerer i stk. 1 og 3, hvornår brugspanteforholdet skal bringes til ophør eller bortfalde, og er i så henseende en videreførelse af gældende ret. For så vidt angår de tilfælde, hvor brugspanteforholdet ophører, fordi en anden panthaver fremsætter begæring om at overtage ejendommen, er forslaget i overensstemmelse med gældende ret, idet der dog udtrykkeligt er taget stilling til konflikten mellem panthavere med sideordnet prioritet.

Reglen i forslagets stk. 2 indeholder i overensstemmelse med gældende ret en adgang for panthaveren til at udløse en anden panthaver, men også her er der taget stilling til, hvorledes der skal forholdes i forhold til en sideordnet panthaver. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med stk. 1. Brugspanthaveren må således fyldestgøre en sideordnet panthaver, som ønsker at tage ejendommen til brugelighed, hvis brugspanteforholdet ikke skal bringes til ophør.

Til § 594

I stk. 1 bestemmes det, at der skal aflægges regnskab i umiddelbar forlængelse af brugspanteforholdets ophør. Regnskabet skal aflægges over for fogedretten og skal endvidere samtidig tilsendes ejeren og de øvrige panthavere. Herved tilsigtes, at alle interesserede får indsigt i resultatet af brugspanthaverens administration, således at eventuelle erstatningskrav kan fremsættes inden den i § 590, stk. 2, nævnte frist. Såfremt pantsætter går konkurs, eller hans dødsbo behandles som offentligt gældsfragåelsesbo, foreslås det, at regnskabet aflægges over for vedkommende skifteret, og der er i disse tilfælde ikke grund til tillige at aflægge regnskab over for fogedretten. Lader boet auktion afholde over ejendommen, kan boet fremlægge brugspanteregnskabet i forbindelse med auktionen.

Kravet til regnskabets indhold er reguleret i stk. 2. Det fremgår, at et sædvanligt kasseregnskab kan opfylde forslagets bestemmelser om regnskabsaflæggelse. Når brugspanteforholdet bortfalder ved ejendommens salg på auktion, vil det ofte være vanskeligt at udarbejde et nøjagtigt regnskab til selve auktionen. For at sikre det bedst mulige auktionsgrundlag foreslås det, at brugspanthaveren kun skal kunne kræve efterfølgende betaling af udgifter, hvis art og omtrentlige størrelse er oplyst i forbindelse med regnskabsaflæggelsen.

Det foreslås i stk. 3, at panthaveren skal kunne beregne sig et passende vederlag for sin bestyrelse af den pantsatte ejendom.

Ophører brugspanteforholdet som følge af tvangsauktion, reguleres det i Justitsministeriets tvangsauktionsvilkår, hvorledes der skal forholdes med et overskud eller underskud ved brugspanthaverens bestyrelse af ejendommen. I andre tilfælde reguleres retsstillingen i forslagets stk. 4, hvor det foreslås, at et eventuelt overskud skal afgives til pantsætteren eller hans bo. Såfremt pantebrevet er forbundet med personligt gældsansvar, kan et eventuelt underskud ifølge pantebrevet gøres gældende over for pantsætteren personligt.

I stk. 5 foreslås det at henlægge afgørelser af tvistigheder vedrørende regnskabet til fogedretten. Sammenholdt med forslagets § 590, stk. 2, indebærer dette, at fogedretten får kompetence til at træffe afgørelser i tvistigheder, som udspringer af brugspanteforholdet.

Til § 595

Det foreslås at lade fogedrettens afgørelser være genstand for kære efter de almindelige regler om appel af afgørelser truffet af fogedretten. Det forudsættes herved, at der i noget videre omfang, end det normalt er tilfældet i udlægssager, vil blive adgang til mundtlig forhandling, såfremt det begæres af en part.

I kapitel 55 foreslås gennemført nye regler om umiddelbare fogedforretninger.

Der henvises i det hele til de almindelige bemærkninger, punkt 3.

Til § 596

Bestemmelsen fastlægger fogedrettens saglige kompetence. Det er efter forslaget afgørende for, om en sag kan behandles som umiddelbar fogedforretning, om rekvirenten inden for de rammer, som er fastlagt i forslagets § 597, kan føre bevis for sin ret. Dette indebærer, at fogedretten i almindelighed ikke kan afvise at fremme en anmodning, fordi forretningens fremme forudsætter stillingtagen til tvivlsomme retsspørgsmål eller et kompliceret faktum, men det må fremhæves, at bevisbyrden for, at kravet består, fortsat påhviler rekvirenten.

Ved afgrænsningen af fogedrettens saglige kompetence er der endvidere lagt afgørende vægt på, at fogedretten i alle tilfælde, hvor der skal træffes afgørelse i en tvist, eller hvor forretningen har et kompliceret faktum eller forudsætter vejledning om materielretlige problemer, forudsættes beklædt af en jurist. Det er endvidere forudsat, at den bestående adgang til at tillægge appel suspensiv virkning normalt vil blive udnyttet i tilfælde, hvor skader ved at gennemføre et krav, som senere viser sig uberettiget, ikke lader sig genoprette. Efter forslaget vil det fortsat kun være krav, hvor naturalopfyldelse ville kunne gennemtvinges efter forudgående dom, der kan gennemføres under en umidelbar fogedforretning.

Der henvises i det hele til de almindelige bemærkninger, punkt 3.1.

Til § 597

Reglen er ny. Der er ved udformningen af reglen bl.a. taget hensyn til, at den foreslåede bestemmelse i § 596 indebærer en vidtgående saglig kompetence for fogedretten, hvis væsentligste begrænsning netop ligger i adgangen til at føre bevis.

I de tilfælde, hvor rekvirenten alene kan sandsynliggøre sin ret, men hvor det af hensyn til rekvirentens fyldestgørelse findes betænkeligt at udsætte forretningen, foreslås det i stk. 1, at der åbnes mulighed for at fremme forretningen mod sikkerhedsstillelse. Forretningen kan efter omstændighederne fremmes mod sikkerhedsstillelse, uanset, at rekvisitus ikke er til stede, jf. herved de almindelige bemærkninger pkt. 3.2.1. Sikkerheden bør fastsættes rigeligt og således, at der er fuld dækning for rekvisiti eventuelle erstatningskrav, såfremt det viser sig, at rekvirentens krav ikke består. Sikkerheden kan efter forslaget frigives, når fogedrettens afgørelse bliver retskraftig.

Det forslås at begrænse adgangen til at føre bevis, således at der kun kan føres bevis i form af fremlæggelse af dokumenter og afgivelse af partsforklaring. Med partsforklaring sidestilles i denne sammenhæng forklaring af personer, der repræsenterer en part, som er en juridisk person.

På de områder, hvor fogedretten har karakter af en specialret - navnlig i kreditkøbssager med ejendomsforbehold - kan der være behov for at kunne føre bevis i videre omfang, og der er derfor i bestemmelsen i stk. 2 foreslået en mulighed herfor. Reglen i stk. 2 har karakter af en undtagelsesbestemmelse, og den bør anvendes med tilbageholdenhed i tilfælde, hvor kravet under et almindeligt civilt søgsmål skal eller kan kræves behandlet i et andet forum end byretten. Der bør således ikke foretages udvidet bevisførelse i sager, som i 2. instans f.eks. skal behandles ved boligret.

Det kan i enkelte tilfælde forekomme rimeligt at henskyde afgørelsen af parternes tvist til domsretten. De grunde, som kan begrunde afvisning, er efter stk. 3 de samme, som efter § 226, stk. 1, nr. 1-5, kan begrunde henvisning fra byret til landsret. Konsekvensen af en afvisning er herefter, at rekvirenten skal anlægge sag i overensstemmelse med de almindelige regler om retternes saglige kompetence. Om muligheden for undtagelsesvis at henskyde afgørelsen til domsretten i andre tilfælde, hvor fogedretten finder det betænkeligt at fremme sagen, henvises til de almindelige bemærkninger, pkt. 3.1.2.

Reglen i forslagets stk. 4 er i overensstemmelse med den nugældende regel i retsplejelovens § 501, stk. 5. Fogedrettens afgørelse om afvisning kan indbringes for landsretten ved kære, jf. § 599.

Til § 598

De i stk. 1 indeholdte værnetingsregler har til hensigt at sikre, at rekvisitus så vidt muligt kan være til stede under forretningen. Da reglerne i §§ 235-240 kun omfatter processuelle indlændinge, har det været nødvendigt at indsætte en bestemmelse om subsidiær anvendelse af de almindelige fogedretlige værnetingsregler i de tilfælde, hvor anvendelsen af §§ 235-240 vil føre til, at fogedretten savnede stedlig kompetence. Har rekvisitus ikke hjemting her i landet finder § 487 tilsvarende anvendelse med de undtagelser, der følger af § 247, idet umiddelbare fogedforretninger må antages at være omfattet af EF-domskonventionen.

I bestemmelsens stk. 2 er det ved henvisning til § 248 fastslået, at fogedretten af egen drift skal påse sin stedlige kompetence, og at fogedretten kan henvise sagen til rette fogedret. Det følger endvidere af henvisningen til § 248, at fogedretten altid anses for stedlig kompetent, hvis rekvisitus møder eller træffes uden at fremsætte indsigelser mod fogedrettens kompetence.

Af henvisningen til § 348 følger, at en begæring om en umiddelbar fogedforretning skal være skriftlig, hvilket er en fravigelse af de almindelige fogedretlige regler, jf. retsplejelovens § 488, stk. 1, 2. pkt. Endvidere følger det af denne henvisning, at en begæring om foretagelse af en umiddelbar fogedforretning i sit indhold skal svare til stævningen i en civil 1. instans sag. Afgørelsen af, om en begæring er egnet til at danne grundlag for sagens videre behandling, træffes efter samme regler, som gælder i civile sager.

Henvisningen til retsplejelovens § 349 giver fogedretten samme mulighed for at afvise en begæring om en umiddelbar fogedforretning, som domsretten har i civile sager, ligesom der foreslås åbnet mulighed for, at fogedretten kan indrømme rekvirenten en frist til at afhjælpe indholdsmangler.

Ved de foretagne henvisninger til bestemmelser i retsplejelovens kapitel 46 er det i forhold til gældende ret præciseret, hvilke af de for udlægsforretninger gældende regler der kan finde anvendelse under umiddelbare fogedforretninger.

Henvisningen til retsplejelovens § 493, stk. 1 og stk. 2, og § 494 skal sammenholdes med reglen i 2. pkt., som angiver, hvorledes underretning af rekvisitus som hovedregel skal foretages. Denne regel har til formål at sikre, at rekvisitus med et rimeligt varsel bliver gjort bekendt med grundlaget for rekvirentens begæring, således at rekvisitus får passende mulighed for at forberede sine eventuelle indsigelser. I de tilfælde, hvor der er et særligt behov for hurtigt at gennemføre rekvirentens krav, følger det af henvisningen til § 494, stk. 1, at det i 2. pkt. fastsatte varsel kan nedsættes, eventuelt til aftens varsel. Det følger endvidere af henvisningen til retsplejelovens § 493, stk. 2, at fogedretten kan undlade forudgående underretning af rekvisitus, hvis det findes ubetænkeligt, eller hvis muligheden for at gennemføre forretningen ellers vil blive væsentligt forringet. Reglen i § 493, stk. 2, forudsættes som hidtil anvendt med tilbageholdenhed.

Henvisningen til § 503 indebærer, at der efter forslaget skal tilkendes omkostninger til rekvirenten efter samme retningslinier, som gælder i udlægssager.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, pkt. 3.2.

Til § 599

Der henvises til bemærkningerne til § 595.

Til § 600

Forslaget svarer til de nugældende regler i § 610. Der er ikke herved tilsigtet realitetsændringer.

Til nr. 3-4

Efter den gældende affattelse af retsplejelovens § 686, stk. 2, nr. 3, medvirker domsmænd ikke i de sager om overtrædelse af vilkår for betingede domme, der er nævnt i straffelovens § 60, stk. 1, nr. 3. På tilsvarende måde anføres det i den gældende affattelse af retsplejelovens § 689, stk. 3, nr. 2, at domsmænd ikke medvirker i disse sager.

Ved lov nr. 6 af 3. januar 1992 om samfundstjeneste m.v. blev der i de dagældende bestemmelser i retsplejeloven om domsmænds medvirken i sager vedrørende overtrædelse af vilkår i betingede domme indsat en henvisning til den nye regel i straffelovens § 66, stk. 4, om samfundstjeneste. Denne henvisning blev imidlertid ikke medtaget i lovforslaget om anklagemyndighedens struktur, uden at der herved var tilsigtet nogen ændring i retstilstanden. Ved forslaget præciseres det, at der i sager om overtrædelse af vilkår om samfundstjeneste - som i andre sager om overtrædelse af vilkår fastsat i betingede domme - som forudsat ikke skal medvirke domsmænd.

Til nr. 5-7

Ved ikrafttræden af lovforslaget om anklagemyndighedens struktur ophørte den hidtidige sondring mellem politisager og statsadvokatsager. Denne sondring var allerede opgivet i langt de fleste af retsplejelovens bestemmelser om efterforskningsskridt.

Bestemmelserne i retsplejelovens kapitel 73 om ransagning knytter sig imidlertid fortsat til sondringen mellem statsadvokatsager og politisager, jf. retsplejelovens § 794, nr. 1, § 795, nr. 1 og § 797, stk. 2, nr. 2. Det var tanken umiddelbart efter vedtagelsen af lovforslaget om anklagemyndighedens struktur at revidere bestemmelserne om ransagning i overensstemmelse med det, der var forudsat i betænkningen om anklagemyndighedens struktur (Betænkning nr. 1194/1990, side 92) og lovforslagets bemærkninger herom, jf. lovforslagets pkt. 5.3.

Justitsministeriet arbejder med et lovforslag vedrørende ransagning og beslaglæggelse på grundlag af Strafferetsplejeudvalgets betænkninger nr. 1159/1989 og 1223/1991. Det har imidlertid ikke vist sig muligt at fremsætte lovforslaget inden for den forudsatte tidsramme, ikke mindst som følge af, at en række af de hørte myndigheder har fremsat synspunkter til de af Strafferetsplejeudvalgets foreslåede regler om ransagning og beslaglæggelse, der tiltrænder afklaring. Justitsministeriet agter endvidere at udsende lovforslaget om ransagning og beslaglæggelse til høring inden fremsættelsen. De foreliggende forslag tilsigter på denne baggrund at etablere en retstilstand - i perioden indtil der kan ske en revision af retsplejelovens bestemmelser om ransagning - der muliggør, at ransagning kan finde sted som hidtil og uden, at de retsanvendende myndigheder ved anvendelsen af disse regler tvinges til at sammenholde bestemmelserne om ransagning med den indtil 1. oktober 1992 gældende affattelse af retsplejeloven.

Det foreslås således i § 794, nr. 1, og § 795, nr. 1, at erstatte formuleringen »en forbrydelse, som det ifølge lovens almindelige regel tilkommer statsadvokaten at forfølge« med »en forbrydelse, som efter loven kan medføre frihedsstraf«. Der er således tale om et strafferammekriterium, der svarer til, at påtalekompetencens fordeling tidligere i princippet - men med en række undtagelser - afhang af forbrydelsens strafferamme. Som følge af ophævelsen af den hidtidige sondring mellem politisager og statsadvokatsager er der i øvrigt i medfør af lovforslaget om anklagemyndighedens struktur foretaget ændringer i en del af retsplejelovens regler om procesmåden. I overensstemmelse med Strafferetsplejeudvalgets forslag er sondringen mellem politisager og statsadvokatsager på nogle områder erstattet af en sondring mellem bøde/hæftestraf og fængselsstraf, mens der på andre områder sondres mellem bødestraf og frihedsstraf. Frihedsstrafkriteriet, som nu foreslås indsat i ransagningsreglerne, svarer således til det kriterium, som på baggrund af Strafferetsplejeudvalgets forslag er anvendt i reglerne om domsmænds medvirken. Domsmænd medvirker således, jf. retsplejelovens § 686, stk. 2, som udgangspunkt i sager, hvor der bliver tale om højere straf end bøde. Det foreslåede kriterium svarer endvidere til de bestemmelser om betingelserne for ransagning hos sigtede og tredjemand, som Strafferetsplejeudvalget har foreslået i betænkning nr. 1159/1989 om ransagning.

I § 797, stk. 2, nr. 2, om politiets adgang til at foretage ransagning uden forudgående retskendelse foreslås det - noget mere restriktive - kriterium, at strafferammen skal være fængsel.

I mange særlove sondres der fortsat mellem statsadvokatsager og politisager. I overensstemmelse med bemærkningerne til lovforslaget om anklagemyndighedens struktur, jf. bemærkninger til lovforslagets § 719, forudsættes det, at disse særlige bestemmelser om påtale i særlovgivningen ophæves i forbindelse med den løbende revision af denne lovgivning.

Som nævnt vil Justitsministeriet snarest udarbejde lovforslag om revision af retsplejelovens regler om ransagning og beslaglæggelse på grundlag af Strafferetsplejeudvalgets betænkninger herom. De foreslåede ændringer af reglerne om ransagning er således ikke udtryk for, at der hermed er gjort op med behovet for ændringer i disse regler, men er alene en midlertidig foranstaltning som følge af, at den planlagte revision af retsplejelovens bestemmelser om ransagning ikke som forudsat har kunnet fremsættes umiddelbart efter vedtagelsen af de nye regler om anklagemyndighedens struktur.

Til § 2

Efter de indtil den 1. oktober 1992 gældende bestemmelser om forsvarerbeskikkelse i sager om overtrædelse af færdselslovens § 53 om spiritus- og promillekørsel var forsvarerbeskikkelse obligatorisk i sager, der skulle behandles under medvirken af domsmænd, jf. retsplejelovens § 731, stk. 1, litra d), i sager, i hvilke der blev spørgsmål om fængselsstraf, jf. § 731, stk. 1, litra e), og i ankesager, jf. § 731, stk. 1, litra f). Samtidig fulgte det af de dagældende bestemmelser i retsplejelovens § 688, stk. 2, nr. 2, og § 692, stk. 2, nr. 2, at domsmænd som udgangspunkt ikke skulle medvirke i sager om overtrædelse af færdselslovens § 53 om spiritus- og promillekørsel - heller ikke i sager, som kunne medføre ubetinget frakendelse af førerretten.

Ubetinget frakendelse af førerretten i spiritus- og promillesager forekommer i praksis langt oftere i kombination med hæftestraf end med fængselsstraf. Som følge heraf og som følge af det ovenfor anførte om domsmænds medvirken, var retstilstanden før 1. oktober 1992 således den, at der i sager om overtrædelse af færdselslovens § 53, hvori der opstod spørgsmål om ubetinget frakendelse af førerretten, normalt ikke blev tale om obligatorisk forsvarerbeskikkelse. Derimod fulgte det af den dagældende bestemmelse i færdselslovens § 119, stk. 3, 4. pkt., at den tiltalte havde ret til at begære offentlig forsvarer beskikket i sager, som angik overtrædelse af færdselslovens § 53, hvori der ikke medvirkede domsmænd.

Der var ved lovændringen ikke tilsigtet nogen ændring i forhold til den gældende retstilstand.

Den nye affattelse af bestemmelsen i færdselslovens § 119, stk. 4, nr. 2, indebærer imidlertid, at den tiltaltes ret til at begære offentlig forsvarer beskikket i sager om overtrædelse af færdselslovens § 53, som behandles uden medvirken af domsmænd, er begrænset til sager, hvor der enten bliver spørgsmål om betinget frakendelse af førerretten eller ikke bliver spørgsmål om højere straf end bøde. Dette betyder, at der i tilfælde, hvor der er spørgsmål om hæftestraf og ubetinget førerretsfrakendelse, ikke i loven er udtrykkelig hjemmel for den tiltalte til at begære forsvarer beskikket.

Efter bestemmelsen i retsplejelovens § 732 kan retten, såvel før som efter at tiltale er rejst, beskikke en offentlig forsvarer for den sigtede, når retten efter sagens beskaffenhed, sigtedes person eller omstændighederne i øvrigt anser det for ønskeligt, og sigtede ikke selv har skaffet sig bistand af en forsvarer.

For at afhjælpe den nævnte utilsigtede virkning af gennemførelsen af loven om anklagemyndighedens struktur for færdselslovens bestemmelser om forsvarerbeskikkelse foreslås det, at færdselslovens § 119, stk. 4, nr. 2, formuleres således, at retten til at begære offentlig forsvarer beskikket gælder i alle sager, der angår overtrædelse af § 53, og hvor der ikke medvirker domsmænd. Dette indebærer, at retten til at begære offentlig forsvarer beskikket gælder såvel i hæftesager, hvor der nedlægges påstand om ubetinget førerretsfrakendelse, som i sager, hvor der alene bliver tale om bødestraf eller betinget førerretsfrakendelse. Denne formulering indebærer endvidere en forenkling af bestemmelsen, idet tiltaltes adgang til forsvarerbistand - uanset strafpåstanden - alene beror på spørgsmålet om, hvorvidt domsmænd medvirker ved sagens behandling eller ej. Dette spørgsmål er reguleret i den umiddelbart forudgående bestemmelse i færdselslovens § 119, stk. 3.

Til § 3

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juli 1993. Indbringes en sag for fogedretten inden dette tidspunkt, skal sagen i medfør af stk 3 behandles efter de hidtil gældende regler. Det påhviler dog efter stk. 4 fra lovens ikrafttræden fogedretten at yde bistemmelsen i stk. 3 - finder anvendelse fra lovens ikrafttræden.

Retsplejerådet har foreslået, at Danske Lov 5. bog, 7. kapitel, artiklerne 6, 8-10 og 14 ophæves i forbindelse med gennemførelse af nye regler om brugeligt pant, jf. herved betænkningen s. 82 og 103.

Det er i den juridiske litteratur antaget, at udløsningsretten efter bestemmelsen i Danske Lov 5-7-14 ikke alene gælder i tilfælde, hvor en panthaver i fast ejendom ønsker at tage ejendommen til brugelighed, men også f.eks. når en panthaver ønsker ejendommen solgt på tvangsauktion. Bestemmelsen antages endvidere at finde analog anvendelse på pant i løsøre.

På denne baggrund finder Justitsministeriet det ikke hensigtsmæssigt at foreslå bestemmelsen i Danske Lovs 5-7-14 ophævet, hvorimod det i stk. 2 foreslås, at Danske Lovs 5-7-6 samt 8 til 10 ophæves.

Endeligt foreslås det i stk. 5, at lovens § 1, nr. 3-7, og § 2 skal træde i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

§ 3

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. september 1993.

Stk. 2. Samtidig ophæves Danske Lov 5. bog, 7. kapitel, artiklerne 6 og 8-10.

Stk. 3. Sager, der inden lovens ikrafttræden er indbragt for fogedretten efter de hidtil gældende regler i retsplejelovens kapitel 48 og 55, behandles dog fortsat efter disse regler.

Stk. 4. Retsplejelovens § 532 som affattet ved § 1, nr. 1, finder uanset bestemmelsen i stk. 3 anvendelse fra lovens ikrafttræden.

Stk. 5. Uanset bestemmelsen i stk. 1 træder § 1, nr. 3-7, og § 2 i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

Kapitel 55

Umiddelbare fogedforretninger

Kapitel 55

Umiddelbare fogedforretninger

Kapitel 55

Umiddelbare fogedforretninger

Kapitel 55

Umiddelbare fogedforretninger

Bilag

I dette bilag er (med mindre skrift)

indsat den gældende formulering af de bestemmelser

der berøres af lovforslaget

Ad § 1 (Retsplejeloven)

1. Kapitel 48 affattes således

»Kapitel 48

Særregler om tvangsfuldbyrdelse af andre krav end pengekrav

§ 119, stk. 4, nr. 2, affattes således

»2) i sager om overtrædelse af § 53, hvor der ikke medvirker domsmænd.«

§ 119, stk. 4, nr. 2, affattes således

»2) i sager om overtrædelse af § 53, hvor der ikke medvirker domsmænd.«

§ 119, stk. 4, nr. 2, affattes således

»2) i sager om overtrædelse af § 53, hvor der ikke medvirker domsmænd.«

§ 119. . . .

Stk. 2. . . .

Stk. 3. . . .

Stk. 4. Offentlig forsvarer beskikkes efter reglerne i retsplejelovens §§ 731 og 732. Såfremt tiltalte fremsætter begæring herom, beskikkes i byreten tillige offentlig forsvarer

1) i sager, hvor der bliver spørgsmål om betinget frakendelse af førerretten, og

2) i sager om overtrædelse af § 53, hvor der ikke bliver spørgsmål om højere straf end bøde.

Tiltalte skal vejledes om adgangen til forsvarerbeskikkelse.

Efter 2. behandling den 3. juni 1993

§ 119, stk. 4, nr. 2, affattes således

»2) i sager om overtrædelse af § 53, hvor der ikke medvirker domsmænd.«

§ 487. Anmodning om tvangsfuldbyrdelse kan fremsættes over for fogedretten i en af de følgende retskredse

1) hvor skyldneren har hjemting, jf. §§ 235, 236, 238, 239 og 240,

2) hvorfra skyldneren driver erhvervsmæssig virksomhed,

3) hvor der findes pant for den fordring, for hvilken udlæg søges,

4) hvor genstanden for fuldbyrdelse af andre

krav end pengekrav findes.

Stk. 2. Er ingen fogedret kompetent efter stk. 1, eller det under en tidligere forretning ikke lykkedes at opnå dækning af hele kravet, kan anmodning om fuldbyrdelse fremsættes over for fogedretten i en retskreds, hvor skyldneren opholder sig eller træffes eller har aktiver. Skal der i anledning af anmodning om tvangsfuldbyrdelse foretages foranstaltninger ved en anden fogedret end den, hvortil anmodning er indgivet, fremsættes ny anmodning over for vedkommende fogedret.

Stk. 3. Anmodning kan fremsættes over for andre fogedretter end angivet i stk. 1 og 2, hvis muligheden for fuldbyrdelse ellers vil blive væsentligt forringet.

Stk. 4. Den fogedret, hvortil anmodning er indgivet i overensstemmelse med stk. 1-3, kan henvise anmodningen til en anden fogedret, hvis det findes væsentligt mere hensigtsmæssigt, at forretningen foretages ved denne fogedret.

§ 501. Fremsættes der indsigelser mod grundlaget for fuldbyrdelsen, og findes det efter den bevisførelse, der kan ske ved fogedretten, jf. stk. 2-4, betænkeligt at fremme forretningen, nægter fogedretten at efterkomme fordringshaverens anmodning.

Stk. 2. Indsigelser mod rigtigheden af domme og kendelser og indsigelser mod indenretlige forlig, som angår rettens virksomhed, jf. § 270, stk. 2, kan ikke gøres gældende under tvangsfuldbyrdelsen.

Stk. 3. Indsigelser mod veksler og checks kan kun gøres gældende, såfremt

1) den, der har fremsat anmodning om tvangsfuldbyrelse, er enig heri,

2) indsigelsen angår selve vekslens eller

checkens indretning og indhold eller andre betingelser i veksel- eller checkloven for at kunne gøre henholdsvis veksel- eller checkretten gældende,

3) indsigelsen går ud på, at skyldneren ved underskrivelsen var umyndig, under lavværgemål eller på grund af sindssygdom, åndssvaghed, forbigående sindsforvirring eller lignende tilstand manglede evnen til at handle fornuftsmæssig, at underskriften er falsk, at vekslens eller checkens indhold er forfalsket efter underskrivelsen, eller at vekslen eller checken er underskrevet på skyldnerens vegne uden forøden fuldmagt, eller,

4) indsigelsen fremsættes af en forbruger og angår en veksel, der er benyttet i forbindelse med en forbrugeraftale, jf. § 1, stk. 2-4, i lov nr. 139 af 29. marts 1978 om visse forbrugeraftaler, eller en check, der er benyttet til opnåelse af kredit i forbindelse med en forbrugeraftale.

Stk. 4. Fogedretten kan nægte en bevisførelse, som på grund af dens omfang eller beskaffenhed eller af andre særlige grunde bør ske under almindelig rettergang.

Stk. 5. Fogedrettens afgørelse træffes efter anmodning ved kendelse.

§ 528. Skal den forpligtede (rekvisitus) fraflytte en fast ejendom eller give den berettigede (rekvirenten) en rådighed over denne, eller skal rekvisitus udlevere rørligt gods til rekvirenten, gennemtvinger fogedretten så vidt muligt umiddelbart, at pligten opfyldes.

§ 528. Skal den forpligtede (rekvisitus) fraflytte en fast ejendom eller give den berettigede (rekvirenten) en rådighed over denne, eller skal rekvisitus udlevere rørligt gods til rekvirenten, gennemtvinger fogedretten så vidt muligt umiddelbart, at pligten opfyldes.

§ 528. Skal den forpligtede (rekvisitus) fraflytte en fast ejendom eller give den berettigede (rekvirenten) en rådighed over denne, eller skal rekvisitus udlevere rørligt gods til rekvirenten, gennemtvinger fogedretten så vidt muligt umiddelbart, at pligten opfyldes.

§ 528. Skal den forpligtede (rekvisitus) fraflytte en fast ejendom eller give den berettigede (rekvirenten) en rådighed over denne, eller skal rekvisitus udlevere rørligt gods til rekvirenten, gennemtvinger fogedretten så vidt muligt umiddelbart, at pligten opfyldes.

§ 529. Skal rekvisitus udføre et arbejde eller foretage en handling, kan fogedretten tillade, at rekvirenten lader dette udføre af andre, og der kan herefter foretages udlæg for det beløb, udførelsen har kostet. Beløbet skal godkendes af fogedretten.

Stk. 2. Skal rekvisitus foretage en handling mod at få udgifterne herved dækket af rekvirenten, fastsætter fogedretten efter anmodning beløbets størrelse. Fogedretten kan lade et vidne overvære forretningen og bistå fogedretten med fastsættelsen. Hvis det findes påkrævet, kan fogedretten udmelde en eller flere sagkyndige. § 507, stk. 4, finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 3. Stk. 2 finder tilsvarende anvendelse, hvis rekvirenten har ret til at foretage en handling mod at erstatte den herved forvoldte skade.

Stk. 4. Fogedretten kan betinge fuldbyrdelsen efter stk. 2 og 3 af forudgående sikkerhedsstillelse.

§ 529. Skal rekvisitus udføre et arbejde eller foretage en handling, kan fogedretten tillade, at rekvirenten lader dette udføre af andre, og der kan herefter foretages udlæg for det beløb, udførelsen har kostet. Beløbet skal godkendes af fogedretten.

Stk. 2. Skal rekvisitus foretage en handling mod at få udgifterne herved dækket af rekvirenten, fastsætter fogedretten efter anmodning beløbets størrelse. Fogedretten kan lade et vidne overvære forretningen og bistå fogedretten med fastsættelsen. Hvis det findes påkrævet, kan fogedretten udmelde en eller flere sagkyndige. § 507, stk. 4, finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 3. Stk. 2 finder tilsvarende anvendelse, hvis rekvirenten har ret til at foretage en handling mod at erstatte den herved forvoldte skade.

Stk. 4. Fogedretten kan betinge fuldbyrdelsen efter stk. 2 og 3 af forudgående sikkerhedsstillelse.

§ 529. Skal rekvisitus udføre et arbejde eller foretage en handling, kan fogedretten tillade, at rekvirenten lader dette udføre af andre, og der kan herefter foretages udlæg for det beløb, udførelsen har kostet. Beløbet skal godkendes af fogedretten.

Stk. 2. Skal rekvisitus foretage en handling mod at få udgifterne herved dækket af rekvirenten, fastsætter fogedretten efter anmodning beløbets størrelse. Fogedretten kan lade et vidne overvære forretningen og bistå fogedretten med fastsættelsen. Hvis det findes påkrævet, kan fogedretten udmelde en eller flere sagkyndige. § 507, stk. 4, finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 3. Stk. 2 finder tilsvarende anvendelse, hvis rekvirenten har ret til at foretage en handling mod at erstatte den herved forvoldte skade.

Stk. 4. Fogedretten kan betinge fuldbyrdelsen efter stk. 2 og 3 af forudgående sikkerhedsstillelse.

§ 529. Er der pålagt domfældte en anden ydelse end penge, sker dommens eksekution, med de i §§ 530-532 nævnte undtagelser, derved, at domhaverens interesse i dommens efterkommelse anslås i penge, og at vederlagsbeløbet inddrives efter de i kap. 47 opstillede regler, for så vidt ikke en efter dommens afsigelse indtrådt umulighed eller andre lignende omstændigheder efter den borgerlige rets grundsætninger har befriet domfældte uden tillige at medføre erstatningspligt for ham.

Stk. 2. Hvis der ikke i selve dommen er fastsat et pengevederlag, som træder i stedet for den ydelse, hvorpå dommen principalt går ud, kan domhaveren under fogedforretningen få fastsat det pengebeløb, hvortil hans interesse må anslås. Kan ydelsen i og for sig ikke anslås til penge, kan fogedretten i stedet derfor sætte en godtgørelse i penge.

Stk. 3. I reglen har fogedretten med vidnets bistand at foretage ansættelsen (§ 491, stk. 4); hvis disse ikke er tilstrækkelig sagkyndige, kan fogedretten udmelde andre, som yder den fornødne bistand.

Stk. 4. Fogedretten har, så vidt muligt, at tilkalde domfældte, for at han kan afgive sine oplysninger og erklæringer, forinden vederlagssummen bestemmes.

Stk. 5. Derefter fastsætter fogedretten pengevederlaget ifølge sit skøn over omstændighederne og uden at være bunden ved vidnernes eller de i deres sted trædende personers anskuelse. Fogedretten har herved fornemlig at drage omsorg for, at domhaveren får fuldstændig erstatning, og i tvivlstilfælde har han hellere at fastsætte denne rigeligt end at udsætte domhaveren for at lide noget tab ved, at dommen ikke efterkommes.

Stk. 6. Anlægger domhaveren i anledning af, at dommen ikke efterkommes, straffesag ifølge § 535, kan det ham tilkommende pengevederlag fastsættes under denne sag i stedet for under fogedforretningen.

§ 529. Skal rekvisitus udføre et arbejde eller foretage en handling, kan fogedretten tillade, at rekvirenten lader dette udføre af andre, og der kan herefter foretages udlæg for det beløb, udførelsen har kostet. Beløbet skal godkendes af fogedretten.

Stk. 2. Skal rekvisitus foretage en handling mod at få udgifterne herved dækket af rekvirenten, fastsætter fogedretten efter anmodning beløbets størrelse. Fogedretten kan lade et vidne overvære forretningen og bistå fogedretten med fastsættelsen. Hvis det findes påkrævet, kan fogedretten udmelde en eller flere sagkyndige. § 507, stk. 4, finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 3. Stk. 2 finder tilsvarende anvendelse, hvis rekvirenten har ret til at foretage en handling mod at erstatte den herved forvoldte skade.

Stk. 4. Fogedretten kan betinge fuldbyrdelsen efter stk. 2 og 3 af forudgående sikkerhedsstillelse.

§ 530. Skal rekvisitus udstede eller underskrive et dokument, kan fogedretten gøre dette med samme virkning, som var det udstedt eller underskrevet af rekvisitus selv.

§ 530. Skal rekvisitus udstede eller underskrive et dokument, kan fogedretten gøre dette med samme virkning, som var det udstedt eller underskrevet af rekvisitus selv.

§ 530. Skal domfældte fravige besiddelsen af en fast ejendom eller tilstede domhaveren en vis rådighed over den, har fogedretten, så vidt gørligt, umiddelbart at fremtvinge dommens efterlevelse ved domfældtes udsættelse eller på anden lignende måde.

§ 530. Skal rekvisitus udstede eller underskrive et dokument, kan fogedretten gøre dette med samme virkning, som var det udstedt eller underskrevet af rekvisitus selv.

§ 530. Skal rekvisitus udstede eller underskrive et dokument, kan fogedretten gøre dette med samme virkning, som var det udstedt eller underskrevet af rekvisitus selv.

§ 531. Skal rekvisitus stille en sikkerhed, kan fogedretten udtage så mange af dennes aktiver som nødvendigt for at sikre rekvirentens ret, og i disse har rekvirenten herefter samme sikkerhed som i udlagte aktiver.

§ 531. Skal rekvisitus stille en sikkerhed, kan fogedretten udtage så mange af dennes aktiver som nødvendigt for at sikre rekvirentens ret, og i disse har rekvirenten herefter samme sikkerhed som i udlagte aktiver.

§ 531. Lyder dommen på, at domfældte skal udlevere en rørlig ting, har fogedretten ligeledes umiddelbart at sætte dommen i værk ved at fratage domfældte tingen, om fornødent med magt. Forefindes tingen ikke under forretningen, kan domhaveren fordre sin interesse ansat penge på den i § 529 omtalte måde og beløbet inddrevet.

§ 531. Skal rekvisitus stille en sikkerhed, kan fogedretten udtage så mange af dennes aktiver som nødvendigt for at sikre rekvirentens ret, og i disse har rekvirenten herefter samme sikkerhed som i udlagte aktiver.

§ 531. Skal rekvisitus stille en sikkerhed, kan fogedretten udtage så mange af dennes aktiver som nødvendigt for at sikre rekvirentens ret, og i disse har rekvirenten herefter samme sikkerhed som i udlagte aktiver.

§ 532. Skal rekvisitus undlade noget, skal fogedretten så vidt muligt hindre rekvisitus i at foretage overtrædelseshandlinger og tilintetgøre, hvad der er foretaget i strid med rekvirentens ret.

§ 532. Skal rekvisitus undlade noget, skal fogedretten så vidt muligt hindre rekvisitus i at foretage overtrædelseshandlinger og tilintetgøre, hvad der er foretaget i strid med rekvirentens ret.

§ 532. Skal domfældte ifølge dommen udføre et arbejde eller træffe andre lignende foranstaltninger, kan fogedretten efter domhaverens påstand tillade denne at lade sådant foretage ved andre, således at udlæg derefter kan gøres overensstemmende med reglerne i kapitel 47 for det efter en af fogedretten godkendt retning hertil medgåede beløb, dersom dette efter omstændighederne findes at være den letteste og hurtigste måde, hvorpå domhaveren kan komme til sin ret. Er domfældte tilpligtet at udstede eller underskrive et dokument, kan fogedretten udfærdige dette med samme virkning, som om fogedretten af domfældte var blevet befuldmægtiget hertil. Er domfældte tilpligtet at stille en sikkerhed, kan fogedretten udtage så meget af hans gods, som hertil er fornødent, og over dette haves da samme sikkerhedsret som over udlagt godt.

Stk. 2. Er domhaveren kendt berettiget til at udføre en handling mod at erstatte den herved bevirkede skade, eller domfældte kendt pligtig at foretage noget imod at få udgifterne derved erstattet af domhaveren, er fogedretten pligtig til på vedkommendes forlangende, om fornødent med sagkyndiges bistand, at afgøre spørgsmål om udførelsen af dommen såvel som at bestemme størrelsen af den erstatning, der skal udredes i forbindelse med dommens fuldbyrdelse.

§ 532. Skal rekvisitus undlade noget, skal fogedretten så vidt muligt hindre rekvisitus i at foretage overtrædelseshandlinger og tilintetgøre, hvad der er foretaget i strid med rekvirentens ret.

§ 532. Skal rekvisitus undlade noget, skal fogedretten så vidt muligt hindre rekvisitus i at foretage overtrædelseshandlinger og tilintetgøre, hvad der er foretaget i strid med rekvirentens ret.

§ 533. Kan tvangsfuldbyrdelse ikke ske efter §§ 528-532, eller ønsker rekvirenten ikke at benytte denne fremgangsmåde, anslår fogedretten rekvirentens interesse i dommens eller forligets opfyldelse i penge, som herefter inddrives ved udlæg. Ved fastsættelsen af beløbet skal fogedretten sikre, at rekvirenten ikke påføres tab. § 529, stk. 2, 2.-4. pkt., finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 kan ikke anvendes, såfremt der er indtrådt umulighed eller anden lignende omstændighed, som fritager rekvisitus for at fyldestgøre rekvirentens krav, uden at dette medfører erstatningspligt for ham.

Stk. 3. Anlægger rekvirenten straffesag efter § 535, kan rekvirentens pengekrav fastsættes under denne sag.

§ 533. Kan tvangsfuldbyrdelse ikke ske efter §§ 528-532, eller ønsker rekvirenten ikke at benytte denne fremgangsmåde, anslår fogedretten rekvirentens interesse i dommens eller forligets opfyldelse i penge, som herefter inddrives ved udlæg. Ved fastsættelsen af beløbet skal fogedretten sikre, at rekvirenten ikke påføres tab. § 529, stk. 2, 2.-4. pkt., finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 kan ikke anvendes, såfremt der er indtrådt umulighed eller anden lignende omstændighed, som fritager rekvisitus for at fyldestgøre rekvirentens krav, uden at dette medfører erstatningspligt for ham.

Stk. 3. Anlægger rekvirenten straffesag efter § 535, kan rekvirentens pengekrav fastsættes under denne sag.

§ 533. Kan tvangsfuldbyrdelse ikke ske efter §§ 528-532, eller ønsker rekvirenten ikke at benytte denne fremgangsmåde, anslår fogedretten rekvirentens interesse i dommens eller forligets opfyldelse i penge, som herefter inddrives ved udlæg. Ved fastsættelsen af beløbet skal fogedretten sikre, at rekvirenten ikke påføres tab. § 529, stk. 2, 2.-4. pkt., finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 kan ikke anvendes, såfremt der er indtrådt umulighed eller anden lignende omstændighed, som fritager rekvisitus for at fyldestgøre rekvirentens krav, uden at dette medfører erstatningspligt for ham.

Stk. 3. Anlægger rekvirenten straffesag efter § 535, kan rekvirentens pengekrav fastsættes under denne sag.

§ 533. Lyder dommen på, at domfældte skal undlade noget, kan domhaveren, når dommen overtrædes, dersom det ikke i dommen selv er bestemt, hvilket ansvar der skal være forbundet hermed, under en fogedforretning på den i § 529 bestemte måde få sin interesse anslået i penge og beløbet inddrevet efter kap. 47. For så vidt domhaveren i anledning af dommens overtrædelse anlægger sag i henhold til § 535 kan erstatningen fastsættes under denne i stedet for under fogedforretningen.

§ 533. Kan tvangsfuldbyrdelse ikke ske efter §§ 528-532, eller ønsker rekvirenten ikke at benytte denne fremgangsmåde, anslår fogedretten rekvirentens interesse i dommens eller forligets opfyldelse i penge, som herefter inddrives ved udlæg. Ved fastsættelsen af beløbet skal fogedretten sikre, at rekvirenten ikke påføres tab. § 529, stk. 2, 2.-4. pkt., finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 kan ikke anvendes, såfremt der er indtrådt umulighed eller anden lignende omstændighed, som fritager rekvisitus for at fyldestgøre rekvirentens krav, uden at dette medfører erstatningspligt for ham.

Stk. 3. Anlægger rekvirenten straffesag efter § 535, kan rekvirentens pengekrav fastsættes under denne sag.

§ 534. Skal rekvisitus foretage flere handlinger, eller kan dommen eller forliget overtrædes ved flere handlinger, finder reglerne i §§ 528-533 anvendelse, hver gang dommen eller forliget tilsidesættes.

§ 534. Skal rekvisitus foretage flere handlinger, eller kan dommen eller forliget overtrædes ved flere handlinger, finder reglerne i §§ 528-533 anvendelse, hver gang dommen eller forliget tilsidesættes.

§ 534. Skal rekvisitus foretage flere handlinger, eller kan dommen eller forliget overtrædes ved flere handlinger, finder reglerne i §§ 528-533 anvendelse, hver gang dommen eller forliget tilsidesættes.

§ 534. Lyder dommen på, at domfældte skal erlægge en række ydelser, eller kan dommen overtrædes ved en række handlinger, kan domhaveren, hver gang dommen tilsidesættes, gå frem efter §§ 529-533.

§ 534. Skal rekvisitus foretage flere handlinger, eller kan dommen eller forliget overtrædes ved flere handlinger, finder reglerne i §§ 528-533 anvendelse, hver gang dommen eller forliget tilsidesættes.

§ 535. Den, der forsætligt overtræder en dom, hvorved det er pålagt vedkommende at foretage eller undlade noget, kan under en af rekvirenten anlagt sag idømmes straf af bøde eller hæfte. Tilsidesættelse af undladelsespligter kan straffes hver gang, der foreligger en særskilt tilsidesættelse af dommen.

Stk. 2. Sag efter stk. 1 kan ikke anlægges, hvis rekvirenten har opnået sin ret eller sikkerhed for den. I så fald skal en allerede anlagt sag hæves og fuldbyrdelsen af en idømt straf undlades eller standses. Reglerne i §§ 528-534 finder anvendelse, selv om straffesag er anlagt eller rekvisitus er idømt eller har udstået straf.

Stk. 3. Reglerne i stk. 1 og 2 finder ikke anvendelse ved undladelse af at efterkomme bestemmelser om forældremyndighed eller samværsret.

§ 535. Den, der forsætligt overtræder en dom, hvorved det er pålagt vedkommende at foretage eller undlade noget, kan under en af rekvirenten anlagt sag idømmes straf af bøde eller hæfte. Tilsidesættelse af undladelsespligter kan straffes hver gang, der foreligger en særskilt tilsidesættelse af dommen.

Stk. 2. Sag efter stk. 1 kan ikke anlægges, hvis rekvirenten har opnået sin ret eller sikkerhed for den. I så fald skal en allerede anlagt sag hæves, og fuldbyrdelsen af en idømt straf undlades eller standses. Reglerne i §§ 528-534 finder anvendelse, selv om straffesag er anlagt, eller rekvisitus er idømt eller har udstået straf.

Stk. 3. Reglerne i stk. 1 og 2 finder ikke anvendelse ved undladelse af at efterkomme bestemmelser om forældremyndighed eller samværsret.

§ 535. . . .

Stk. 2. Når straffedom er afsagt over domfældte, har poliltiet på domhaverens begæring at yde bistand til hans rets gennemførelse ved at opsøge og fratage domfældte de ham frakendte ting, hindre ham i at foretage overtrædelseshandlinger, tilintetgøre, hvad der er foretaget i strid med domhaverens ret, og deslige.

Stk. 3. . . .

§ 535. Den, der forsætligt overtræde en dom, hvorved det er pålagt vedkommende at foretage eller undlade noget, kan under en af rekvirenten anlagt sag idømmes straf af bøde eller hæfte. Tilsidesættelse af undladelsespligter kan straffes hver gang, der foreligger en særskilt tilsidesættelse af dommen.

Stk. 2. Sag efter stk. 1 kan ikke anlægges, hvis rekvirenten har opnået sin ret eller sikkerhed for den. I så fald skal en allerede anlagt sag hæves, og fuldbyrdelsen af en idømt straf undlades eller standses. Reglerne i §§ 528-534 finder anvendelse, selv om straffesag er anlagt, eller rekvisitus er idømt eller har udstået straf.

Stk. 3. Reglerne i stk. 1 og 2 finder ikke anvendelse ved undladelse af at efterkomme bestemmelser om forældremyndighed eller samværsret.

§ 535. Den, der modvillig undlader at efterkomme en dom, hvorved det er ham pålagt at foretaget noget, såvel som den, der forsætlig overtræder en dom, hvorved det er ham pålagt at undlade noget, kan, hvad enten domhaveren går frem efter §§ 529-533 eller ikke, under en af denne anlagt sag dømmes til straf af bøder eller hæfte, hver gang en særskilt tilsidesættelse af dommen foreligger. Sådan sag kan dog ikke anlægges, når domhaveren i mindelighed eller ved anvendelse af ovennævnte fremgangsmåde har opnået sin ret eller sikkerhed for den, ligesom i så fald en allerede anlagt sag bliver at hæve og fuldbyrdelsen af en idømt straf undlades eller standses. At domfældte har udstået straf efter en i medfør af nærværende paragraf erhvervet dom, udelukker ikke domhaveren fra at anvende den i §§ 529-533 ommeldte fremgangsmåde.

Stk. 2. Når straffedom er afsagt over domfældte, har politiet på domhaverens begæring at yde bistand til hans rets gennemførelse ved at opsøge og fratage domfældte de ham frakendte ting, hindre ham i at foretage overtrædelseshandlinger, tilintetgøre, hvad der er foretaget i strid med domhaverens ret, og deslige.

Stk. 3. Reglerne i stk. 1 og 2 finder ikke anvendelse ved undladelse af at efterkomme bestemmelser om forældremyndighed eller udøvelse af samværsret.

§ 535. Den, der forsætligt overtræder en dom, hvorved det er pålagt vedkommende at foretage eller undlade noget, kan under en af rekvirenten anlagt sag idømmes straf af bøde eller hæfte. Tilsidesættelse af undladelsespligter kan straffes hver gang, der foreligger en særskilt tilsidesættelse af dommen.

Stk. 2. Sag efter stk. 1 kan ikke anlægges, hvis rekvirenten har opnået sin ret eller sikkerhed for den. I så fald skal en allerede anlagt sag hæves og fuldbyrdelsen af en idømt straf undlades eller standses. Reglerne i §§ 528-534 finder anvendelse, selv om straffesag er anlagt eller rekvisitus er idømt eller har udstået straf.

Stk. 3. Reglerne i stk. 1 og 2 finder ikke anvendelse ved undladelse af at efterkomme bestemmelser om forældremyndighed eller samværsret.

§ 536. Bestemmelser om forældremyndighed og udøvelse af samværsret kan fuldbyrdes ved anvendelse af tvangsbøder eller ved umiddelbar magtanvendelse. Fogedretten er ikke ved valget af fuldbyrdelsesmåden bundet af rekvirentens anmodning. Fuldbyrdelse kan ikke ske, hvis barnets sjælelige eller legemlige sundhed derved udsættes for alvorlig fare. I tvivlstilfælde kan fogedretten udsætte fuldbyrdelsen på indhentelse af en sagkyndig erklæring.

Stk. 2. Fogedretten kan tilkalde en uvildig person, eventuelt en repræsentant for kommunen, til at varetage barnets tarv under sagen. Fogedretten kan efter omstændighederne give en kortere udsættelse af tidspunktet for barnets udlevering eller samværsrettens udøvelse.

Stk. 3. Skal tvangsbøder anvendes, fastsætter fogedretten daglige eller ugentlige bøder, der løber, indtil barnet udleveres. Ved fuldbyrdelse af bestemmelser om udøvelse af samværsret kan dog fastsættes en enkelt bøde, der forfalder, når en bestemmelse om udøvelse af samværsret på et nærmere angivet tidspunkt ikke efterkommes.«

2. Kapitel 54 og 55 affattes således

»Kapitel 54

Brugeligt pant

§ 536. Bestemmelser om forældremyndighed og udøvelse af samværsret kan fuldbyrdes ved anvendelse af tvangsbøder eller ved umiddelbar magtanvendelse. Fogedretten er ikke ved valget af fuldbyrdelsesmåden bundet af rekvirentens anmodning. Fuldbyrdelse kan ikke ske, hvis barnets sjælelige eller legemlige sundhed derved udsættes for alvorlig fare. I tvivlstilfælde kan fogedretten udsætte fuldbyrdelsen på indhentelse af en sagkyndig erklæring.

Stk. 2. Fogedretten kan tilkalde en uvildig person, eventuelt en repræsentant for kommunen, til at varetage barnets tarv under sagen. Fogedretten kan efter omstændighederne give en kortere udsættelse af tidspunktet for barnets udlevering eller samværsrettens udøvelse.

Stk. 3. Skal tvangsbøder anvendes, fastsætter fogedretten daglige eller ugentlige bøder, der løber, indtil barnet udleveres. Ved fuldbyrdelse af bestemmelser om udøvelse af samværsret kan dog fastsættes en enkelt bøde, der forfalder, når en bestemmelse om udøvelse af samværsret på et nærmere angivet tidspunkt ikke efterkommes.«

2. Kapitel 54 og 55 affattes således

»Kapitel 54

Brugeligt pant

§ 536. Bestemmelser om forældremyndighed og udøvelse af samværsret kan fuldbyrdes ved anvendelse af tvangsbøder eller ved umiddelbar magtanvendelse. Fogedretten er ikke ved valget af fuldbyrdelsesmåden bundet af rekvirentens anmodning. Fuldbyrdelse kan ikke ske, hvis barnets sjælelige eller legemlige sundhed derved udsættes for alvorlig fare. I tvivlstilfælde kan fogedretten udsætte fuldbyrdelsen på indhentelse af en sagkyndig erklæring.

Stk. 2. Fogedretten kan tilkalde en uvildig person, eventuelt en repræsentant for kommunen, til at varetage barnets tarv under sagen. Fogedretten kan efter omstændighederne give en kortere udsættelse af tidspunktet for barnets udlevering eller samværsrettens udøvelse.

Stk. 3. Skal tvangsbøder anvendes, fastsætter fogedretten daglige eller ugentlige bøder, der løber, indtil barnet udleveres. Ved fuldbyrdelse af bestemmelser om udøvelse af samværsret kan dog fastsættes en enkelt bøde, der forfalder, når en bestemmelse om udøvelse af samværsret på et nærmere angivet tidspunkt ikke efterkommes.

§ 536. Bestemmelser om forældremyndighed og udøvelse af samværsret kan fuldbyrdes ved anvendelse af tvangsbøder eller ved umiddelbar magtanvendelse. Fogedretten er ikke ved valget af fuldbyrdelsesmåden bundet af rekvirentens anmodning. Fuldbyrdelse kan ikke ske, dersom barnets sjælelige eller legemlige sundhed derved udsættes for alvorlig fare. I tvivlstilfælde kan fogedretten udsætte fuldbyrdelsen på indhentelse af en sagkyndig erklæring.

Stk. 2. Fogedretten kan tilkalde en uvildig person, eventuelt en repræsentant for det sociale udvalg, til at varetage barnets tarv under sagen. Han kan efter omstændighederne give en kortere udsættelse af tidspunktet for barnets udlevering eller samværsrettens udøvelse.

Stk. 3. Skal tvangsbøder anvendes, fastsætter fogedretten daglige eller ugentlige bøder, der løber, indtil barnet udleveres. Ved fuldbyrdelse af bestemmelser om udøvelse af samværsret kan dog fastsættes en enkelt bøde, der forfalder, når en bestemmelse om udøvelse af samværsret på et nærmere angivet tidspunkt ikke efterkommes.

2. Kapitel 54 og 55 affattes således

»Kapitel 54

Brugeligt pant

§ 536. Bestemmelser om forældremyndighed og udøvelse af samværsret kan fuldbyrdes ved anvendelse af tvangsbøder eller ved umiddelbar magtanvendelse. Fogedretten er ikke ved valget af fuldbyrdelsesmåden bundet af rekvirentens anmodning. Fuldbyrdelse kan ikke ske, hvis barnets sjælelige eller legemlige sundhed derved udsættes for alvorlig fare. I tvivlstilfælde kan fogedretten udsætte fuldbyrdelsen på indhentelse af en sagkyndig erklæring.

Stk. 2. Fogedretten kan tilkalde en uvildig person, eventuelt en repræsentant for kommunen, til at varetage barnets tarv under sagen. Fogedretten kan efter omstændighederne give en kortere udsættelse af tidspunktet for barnets udlevering eller samværsrettens udøvelse.

Stk. 3. Skal tvangsbøder anvendes, fastsætter fogedretten daglige eller ugentlige bøder, der løber, indtil barnet udleveres. Ved fuldbyrdelse af bestemmelser om udøvelse af samværsret kan dog fastsættes en enkelt bøde, der forfalder, når en bestemmelse om udøvelse af samværsret på et nærmere angivet tidspunkt ikke efterkommes.«

2. Kapitel 54 og 55 affattes således

»Kapitel 54

Brugeligt pant

§ 588. Misligholdes betalingsforpligtelsen i henhold til et pantebrev i fast ejendom, eller indtræder der anden væsentlig misligholdelse i henhold til et sådant pantebrev, kan panthaveren ved fogedrettens foranstaltning overtage brugen af ejendommen med henblik på at få dækning for sit krav gennem indtægterne ved ejendommens drift.

Stk. 2. Støtter panthaveren ret på et ejerpantebrev eller et skadesløsbrev, finder § 478, stk. 1, nr. 6, tilsvarende anvendelse.

Stk. 3. Overtagelse til brugeligt pant ved fogedrettens foranstaltning som følge af betalingsmisligholdelse kan ikke ske, før der er forløbet 2 uger efter, at panthaver har givet pantsætter skriftlig meddelelse om, at ejendommen kan tages til brugelighed på grundlag af misligholdelsen.

§ 588. Misligholdes betalingsforpligtelsen i henhold til et pantebrev i fast ejendom, eller indtræder der anden væsentlig misligholdelse i henhold til et sådant pantebrev, kan panthaveren ved fogedrettens foranstaltning overtage brugen af ejendommen med henblik på at få dækning for sit krav gennem indtægterne ved ejendommens drift.

Stk. 2. Støtter panthaveren ret på et ejerpantebrev eller et skadesløsbrev, finder § 478, stk. 1, nr. 6, tilsvarende anvendelse.

§ 588. Misligholdes betalingsforpligtelsen i henhold til et pantebrev i fast ejendom, eller indtræder der anden væsentlig misligholdelse i henhold til et sådant pantebrev, kan panthaveren ved fogedrettens foranstaltning overtage brugen af ejendommen med henblik på at få dækning for sit krav gennem indtægterne ved ejendommens drift.

Stk. 2. Støtter panthaveren ret på et ejerpantebrev eller et skadesløsbrev, finder § 478, stk. 1, nr. 6, tilsvarende anvendelse.

§ 588. Misligholdes betalingsforpligtelsen i henhold til et pantebrev i fast ejendom, eller indtræder der anden væsentlig misligholdelse i henhold til et sådant pantebrev, kan panthaveren ved fogedrettens foranstaltning overtage brugen af ejendommen med henblik på at få dækning for sit krav gennem indtægterne ved ejendommens drift.

Stk. 2. Støtter panthaveren ret på et ejerpantebrev eller et skadesløsbrev, finder § 478, stk. 1, nr. 6, tilsvarende anvendelse.

Stk. 3. Overtagelse til brugeligt pant ved fogedrettens foranstaltning som følge af betalingsmisligholdelse kan ikke ske, før der er forløbet 2 uger efter, at panthaver har givet pantsætter skriftlig meddelelse om, at ejendommen kan tages til brugelighed på grundlag af misligholdelsen.

§ 589. Det skal af panthaverens anmodning fremgå, om hele ejendommen og eventuelt tillige det i tinglysningslovens § 37 omhandlede tilbehør omfattes af anmodningen.

Stk. 2. Tages panthaverens anmodning til følge, registrerer fogedretten de aktiver, som overlades til panthaverens brug.

Stk. 3. Rekvirenten skal underrette de øvrige panthavere i ejendommen og den kommune, hvor ejendommen ligger, om sin overtagelse af brugen af ejendommen. Rekvirenten fremsender senest 14 dage efter forretningens foretagelse til fogedretten en fortegnelse over, hvem der har modtaget underretning.

Stk. 4. Med hensyn til sagens behandling i øvrigt finder reglerne i kapitel 55 tilsvarende anvendelse, idet anmodningen dog altid indgives til fogedretten på det sted, hvor pantet er beliggende. Pantsætteren skal underrettes om eller tilsiges til forretningen vedrørende ejendommens overtagelse til brugelighed, medmindre retten undtagelsesvis finder, at afgørende hensyn tilsiger, at sagen behandles uden sådan meddelelse. Underretning eller tilsigelse af pantsætter sker normalt med et varsel på mindst 7 dage og skal forkyndes for pantsætter. Er der ikke givet pantsætter sådan meddelelse, skal rekvirenten efterfølgende snarest muligt underrette pantsætter om forretningens foretagelse, jf. stk. 3, 2. pkt.

§ 589. Det skal af panthaverens anmodning fremgå, om hele ejendommen og eventuelt tillige det i tinglysningslovens § 37 omhandlede tilbehør omfattes af anmodningen.

Stk. 2. Tages panthaverens anmodning til følge, registrerer fogedretten de aktiver, som overlades til panthaverens brug.

Stk. 3. Rekvirenten skal underrette de øvrige panthavere i ejendommen og den kommune, hvor ejendommen ligger, om sin overtagelse af brugen af ejendommen. Rekvirenten fremsender senest 14 dage efter forretningens foretagelse til fogedretten en fortegnelse over, hvem der har modtaget underretning.

Stk. 4. Med hensyn til sagens behandling i øvrigt finder reglerne i kapitel 55 tilsvarende anvendelse, idet anmodningen dog altid indgives til fogedretten på det sted, hvor pantet er beliggende.

§ 589. Det skal af panthaverens anmodning fremgå, om hele ejendommen og eventuelt tillige det i tinglysningslovens § 37 omhandlede tilbehør omfattes af anmodningen.

Stk. 2. Tages panthaverens anmodning til følge, registrerer fogedretten de aktiver, som overlades til panthaverens brug.

Stk. 3. Rekvirenten skal underrette de øvrige panthavere i ejendommen og den kommune, hvor ejendommen ligger, om sin overtagelse af brugen af ejendommen. Rekvirenten fremsender senest 14 dage efter forretningens foretagelse til fogedretten en fortegnelse over, hvem der har modtaget underretning.

Stk. 4. Med hensyn til sagens behandling i øvrigt finder reglerne i kapitel 55 tilsvarende anvendelse, idet anmodningen dog altid indgives til fogedretten på det sted, hvor pantet er beliggende.

§ 589. Det skal af panthaverens anmodning fremgå, om hele ejendommen og eventuelt tillige det i tinglysningslovens § 37 omhandlede tilbehør omfattes af anmodningen.

Stk. 2. Tages panthaverens anmodning til følge, registrerer fogedretten de aktiver, som overlades til panthaverens brug.

Stk. 3. Rekvirenten skal underrette de øvrige panthavere i ejendommen og den kommune, hvor ejendommen ligger, om sin overtagelse af brugen af ejendommen. Rekvirenten fremsender senest 14 dage efter forretningens foretagelse til fogedretten en fortegnelse over, hvem der har modtaget underretning.

Stk. 4. Med hensyn til sagens behandling i øvrigt finder reglerne i kapitel 55 tilsvarende anvendelse, idet anmodningen dog altid indgives til fogedretten på det sted, hvor pantet er beliggende. Pantsætteren skal underrettes om eller tilsiges til forretningen vedrørende ejendommens overtagelse til brugelighed, medmindre retten undtagelsesvis finder, at afgørende hensyn tilsiger, at sagen behandles uden sådan meddelelse. Underretning eller tilsigelse af pantsætter sker normalt med et varsel på mindst 7 dage og skal forkyndes for pantsætter. Er der ikke givet pantsætter sådan meddelelse, skal rekvirenten efterfølgende snarest muligt underrette pantsætter om forretningens foretagelse, jf. stk. 3, 2. pkt.

§ 590. Før forretningen fremmes, skal panthaver stille sikkerhed for de erstatningskrav, der kan følge af administrationen af pantet. Fogedretten træffer afgørelse om sikkerhedens størrelse.

Stk. 2. Sikkerheden frigives af fogedretten, når der er forløbet 8 uger efter, at fogedretten eller skifteretten og de øvrige panthavere i ejendommen har modtaget regnskabet, jf. § 594, stk. 1, uden at der over for fogedretten er fremsat krav om erstatning, eller når såvel skyldneren eller skifteretten som de øvrige panthavere samtykker heri. Fogedrettens afgørelse om erstatning træffes ved kendelse.

Stk. 3. Fogedretten kan ved landbrugsejendomme betinge forretningens fremme af, at panthaveren anviser en person, der besidder de nødvendige kvalifikationer til på panthaverens vegne at varetage ejendommens daglige drift.

§ 590. Fogedretten kan betinge forretningens fremme af, at panthaveren stiller sikkerhed for de erstatningskrav, som kan følge af administrationen af pantet.

Stk. 2. Sikkerheden frigives af fogedretten, når der er forløbet 8 uger efter, at fogedretten eller skifteretten og de øvrige panthavere i ejendommen har modtaget regnskabet, jf. § 594, stk. 1, uden at der over for fogedretten er fremsat krav om erstatning, eller når såvel skyldneren eller skifteretten, som de øvrige panthavere samtykker heri. Fogedrettens afgørelse om erstatning træffes ved kendelse.

§ 590. Fogedretten kan betinge forretningens fremme af, at panthaveren stiller sikkerhed for de erstatningskrav, som kan følge af administrationen af pantet.

Stk. 2. Sikkerheden frigives af fogedretten, når der er forløbet 8 uger efter, at fogedretten eller skifteretten og de øvrige panthavere i ejendommen har modtaget regnskabet, jf. § 594, stk. 1, uden at der over for fogedretten er fremsat krav om erstatning, eller når såvel skyldneren eller skifteretten, som de øvrige panthavere samtykker heri. Fogedrettens afgørelse om erstatning træffes ved kendelse.

§ 590. Før forretningen fremmes, skal panthaver stille sikkerhed for de erstatningskrav, der kan følge af administrationen af pantet. Fogedretten træffer afgørelse om sikkerhedens størrelse.

Stk. 2. Sikkerheden frigives af fogedretten, når der er forløbet 8 uger efter, at fogedretten eller skifteretten og de øvrige panthavere i ejendommen har modtaget regnskabet, jf. § 594, stk. 1, uden at der over for fogedretten er fremsat krav om erstatning, eller når såvel skyldneren eller skifteretten som de øvrige panthavere samtykker heri. Fogedrettens afgørelse om erstatning træffes ved kendelse.

Stk. 3. Fogedretten kan ved landbrugsejendomme betinge forretningens fremme af, at panthaveren anviser en person, der besidder de nødvendige kvalifikationer til på panthaverens vegne at varetage ejendommens daglige drift.

§ 591. Panthaveren kan ikke kræve sig indsat i besiddelsen af den del af en fast ejendom, som tjener til bolig for pantsætteren eller dennes husstand. Fogedretten kan dog betinge pantsætterens eller dennes husstands ret til at forblive i en bolig af, at der til panthaveren betales et beløb, hvis størrelse og forfaldstid fastsættes af fogedretten under hensyn til sædvanlige lejevilkår for tilsvarende boliger.

Stk. 2. For så vidt angår det i tinglysningslovens § 37 omhandlede tilbehør finder § 509 og § 515 tilsvarende anvendelse.

§ 591. Panthaveren kan ikke kræve sig indsat i besiddelse af den del af en fast ejendom, som tjener til bolig for pantsætteren eller dennes husstand, medmindre rådigheden over boligen er en nødvendig forudsætning for, at panthaveren kan varetage driften af ejendommen.

Stk. 2. Fogedretten kan betinge pantsætterens eller dennes husstands ret til at forblive i en bolig af, at der til panthaveren betales et beløb, hvis størrelse og forfaldstid fastsættes af fogedretten under hensyn til sædvanlige lejevilkår for tilsvarende boliger.

Stk. 3. For så vidt angår det i tinglysningslovens § 37 omhandlede tilbehør finder § 509 og § 515 tilsvarende anvendelse.

§ 591. Panthaveren kan ikke kræve sig indsat i besiddelse af den del af en fast ejendom, som tjener til bolig for pantsætteren eller dennes husstand, medmindre rådigheden over boligen er en nødvendig forudsætning for, at panthaveren kan varetage driften af ejendommen.

Stk. 2. Fogedretten kan betinge pantsætterens eller dennes husstands ret til at forblive i en bolig af, at der til panthaveren betales et beløb, hvis størrelse og forfaldstid fastsættes af fogedretten under hensyn til sædvanlige lejevilkår for tilsvarende boliger.

Stk. 3. For så vidt angår det i tinglysningslovens § 37 omhandlede tilbehør finder § 509 og § 515 tilsvarende anvendelse.

§ 591. Panthaveren kan ikke kræve sig indsat i besiddelsen af den del af en fast ejendom, som tjener til bolig for pantsætteren eller dennes husstand. Fogedretten kan dog betinge pantsætterens eller dennes husstands ret til at forblive i en bolig af, at der til panthaveren betales et beløb, hvis størrelse og forfaldstid fastsættes af fogedretten under hensyn til sædvanlige lejevilkår for tilsvarende boliger.

Stk. 2. For så vidt angår det i tinglysningslovens § 37 omhandlede tilbehør finder § 509 og § 515 tilsvarende anvendelse.

§ 592. Så længe panthaveren har en ejendom til brug, har panthaveren ret til at oppebære ejendommens indtægter. Panthaveren er berettiget til at afhænde det i tinglysningslovens § 37 omhandlede tilbehør og foretage andre dispositioner vedrørende ejendommen, for så vidt dette kan anses for et led i en regelmæssig drift af ejendommen.

Stk. 2. Panthaveren har pligt til at holde ejendommen og dens tilbehør i forsvarlig stand og behørigt forsikret samt til at betale skatter og afgifter vedrørende ejendommen, som forfalder, mens ejendommen er taget til brug. Panthaveren har pligt til at betale for ejendommens forsyning med el, gas, vand, varme og lignende, mens brugspanteforholdet består. Panthaver underretter inden 14 dage efter månedens udgang fogedretten og pantsætter om resultatet af ejendommens drift i den forløbne måned.

Stk. 3. Er den pantsatte ejendom udlejet, indtræder brugspanthaveren, mens brugspanteforholdet består, i udlejerens rettigheder og pligter i henhold til lejelovgivningen.

Stk. 4. Så længe brugspanteforholdet består, har brugspanthaveren pligt til at efterkomme påbud vedrørende ejendommen fra det offentlige i samme omfang som ejeren af ejendommen.

§ 592. Så længe panthaveren har en ejendom til brug, har panthaveren ret til at oppebære ejendommens indtægter. Panthaveren er berettiget til at afhænde det i tinglysningslovens § 37 omhandlede tilbehør og foretage andre dispositioner vedrørende ejendommen, for så vidt dette kan anses for et led i en regelmæssig drift af ejendommen.

Stk. 2. Panthaveren har pligt til at holde ejendommen og dens tilbehør i forsvarlig stand og behørigt forsikret samt til at betale skatter og afgifter vedrørende ejendommen, som forfalder, mens ejendommen er taget til brug. Panthaveren har pligt til at betale for ejendommens forsyning med el, gas, vand, varme og lignende, mens brugspanteforholdet består.

Stk. 3. Er den pantsatte ejendom udlejet, indtræder brugspanthaveren, mens brugspanteforholdet består, i udlejerens rettigheder og pligter i henhold til lejelovgivningen.

Stk. 4. Så længe brugspanteforholdet består, har brugspanthaveren pligt til at efterkomme påbud vedrørende ejendommen fra det offentlige i samme omfang som ejeren af ejendommen.

§ 592. Så længe panthaveren har en ejendom til brug, har panthaveren ret til at oppebære ejendommens indtægter. Panthaveren er berettiget til at afhænde det i tinglysningslovens § 37 omhandlede tilbehør og foretage andre dispositioner vedrørende ejendommen, for så vidt dette kan anses for et led i en regelmæssig drift af ejendommen.

Stk. 2. Panthaveren har pligt til at holde ejendommen og dens tilbehør i forsvarlig stand og behørigt forsikret samt til at betale skatter og afgifter vedrørende ejendommen, som forfalder, mens ejendommen er taget til brug. Panthaveren har pligt til at betale for ejendommens forsyning med el, gas, vand, varme og lignende, mens brugspanteforholdet består.

Stk. 3. Er den pantsatte ejendom udlejet, indtræder brugspanthaveren, mens brugspanteforholdet består, i udlejerens rettigheder og pligter i henhold til lejelovgivningen.

Stk. 4. Så længe brugspanteforholdet består, har brugspanthaveren pligt til at efterkomme påbud vedrørende ejendommen fra det offentlige i samme omfang som ejeren af ejendommen.

§ 592. Så længe panthaveren har en ejendom til brug, har panthaveren ret til at oppebære ejendommens indtægter. Panthaveren er berettiget til at afhænde det i tinglysningslovens § 37 omhandlede tilbehør og foretage andre dispositioner vedrørende ejendommen, for så vidt dette kan anses for et led i en regelmæssig drift af ejendommen.

Stk. 2. Panthaveren har pligt til at holde ejendommen og dens tilbehør i forsvarlig stand og behørigt forsikret samt til at betale skatter og afgifter vedrørende ejendommen, som forfalder, mens ejendommen er taget til brug. Panthaveren har pligt til at betale for ejendommens forsyning med el, gas, vand, varme og lignende, mens brugspanteforholdet består. Panthaver underretter inden 14 dage efter månedens udgang fogedretten og pantsætter om resultatet af ejendommens drift i den forløbne måned.

Stk. 3. Er den pantsatte ejendom udlejet, indtræder brugspanthaveren, mens brugspanteforholdet består, i udlejerens rettigheder og pligter i henhold til lejelovgivningen.

Stk. 4. Så længe brugspanteforholdet består, har brugspanthaveren pligt til at efterkomme påbud vedrørende ejendommen fra det offentlige i samme omfang som ejeren af ejendommen.

§ 593. Brugspanthaverens ret til at have ejendommen til brug ophører, når pantsætterens misligholdelse bringes til ophør, når en panthaver med en bedre eller sideordnet prioritet begærer ejendommen taget til brug, eller når det af pantsætteren eller en anden i ejendommen berettiget godtgøres, at brugspanthaveren tilsidesætter pligter efter § 592.

Stk. 2. Brugspanthaveren har ret til at betale forfaldne beløb til panthavere med bedre eller med sideordnet prioritet.

Stk. 3. Brugspanteforholdet bortfalder, når ejendommen bortsælges på tvangsauktion, når ejeren erklæres konkurs, eller når ejerens dødsbo tages under offentlig behandling som gældsfragåelsesbo.

§ 593. Brugspanthaverens ret til at have ejendommen til brug ophører, når pantsætterens misligholdelse bringes til ophør, når en panthaver med en bedre eller sideordnet prioritet begærer ejendommen taget til brug, eller når det af pantsætteren eller en anden i ejendommen berettiget godtgøres, at brugspanthaveren tilsidesætter pligter efter § 592.

Stk. 2. Brugspanthaveren har ret til at betale forfaldne beløb til panthavere med bedre eller med sideordnet prioritet.

Stk. 3. Brugspanteforholdet bortfalder, når ejendommen bortsælges på tvangsauktion, ejeren erklæres konkurs, eller når ejerens dødsbo tages under offentlig behandling som gældsfragåelsesbo.

§ 593. Brugspanthaverens ret til at have ejendommen til brug ophører, når pantsætterens misligholdelse bringes til ophør, når en panthaver med en bedre eller sideordnet prioritet begærer ejendommen taget til brug, eller når det af pantsætteren eller en anden i ejendommen berettiget godtgøres, at brugspanthaveren tilsidesætter pligter efter § 592.

Stk. 2. Brugspanthaveren har ret til at betale forfaldne beløb til panthavere med bedre eller med sideordnet prioritet.

Stk. 3. Brugspanteforholdet bortfalder, når ejendommen bortsælges på tvangsauktion, ejeren erklæres konkurs, eller når ejerens dødsbo tages under offentlig behandling som gældsfragåelsesbo.

§ 593. Brugspanthaverens ret til at have ejendommen til brug ophører, når pantsætterens misligholdelse bringes til ophør, når en panthaver med en bedre eller sideordnet prioritet begærer ejendommen taget til brug, eller når det af pantsætteren eller en anden i ejendommen berettiget godtgøres, at brugspanthaveren tilsidesætter pligter efter § 592.

Stk. 2. Brugspanthaveren har ret til at betale forfaldne beløb til panthavere med bedre eller med sideordnet prioritet.

Stk. 3. Brugspanteforholdet bortfalder, når ejendommen bortsælges på tvangsauktion, når ejeren erklæres konkurs, eller når ejerens dødsbo tages under offentlig behandling som gældsfragåelsesbo.

§ 594. Når brugspanteforhold bringes til ophør eller bortfalder, skal brugspanthaveren snarest aflægge regnskab for sin administration af pantet over for fogedretten, pantsætteren og samtlige panthavere i ejendommen. Bortfalder brugspanteforholdet som følge af en konkurs eller offentlig dødsbobehandling, aflægges regnskabet til skifteretten.

Stk. 2. Regnskabet skal indeholde oplysninger om alle indtægter og udgifter oppebåret og afholdt af brugspanthaveren. Udgifter, som ikke kan oplyses endeligt, kan brugspanthaveren kun kræve godtgjort, for så vidt deres art og omtrentlige størrelse oplyses ved regnskabsaflæggelsen.

Stk. 3. Brugspanthaveren kan i regnskabet beregne sig et passende vederlag for sit eget og for sine ansattes arbejde vedrørende driften af ejendommen.

Stk. 4. Ophører brugspanteforholdet ikke som følge af tvangsauktion, og udviser brugspanteregnskabet et overskud, skal panthaveren udbetale dette til pantsætteren eller dennes bo.

Stk. 5. Tvist om regnskabet afgøres af fogedretten ved kendelse.

§ 594. Når brugspanteforhold bringes til ophør eller bortfalder, skal brugspanthaveren snarest aflægge regnskab for sin administration af pantet over for fogedretten, pantsætteren og samtlige panthavere i ejendommen. Bortfalder brugspanteforholdet som følge af en konkurs eller offentlig dødsbobehandling, aflægges regnskabet til skifteretten.

Stk. 2. Regnskabet skal indeholde oplysninger om alle indtægter og udgifter, oppebåret og afholdt af brugspanthaveren. Udgifter, som ikke kan oplyses endeligt, kan brugspanthaveren kun kræve godtgjort, for så vidt deres art og omtrentlige størrelse oplyses ved regnskabsaflæggelsen.

Stk. 3. Brugspanthaveren kan i regnskabet beregne sig et passende vederlag for sit eget og for sine ansattes arbejde vedrørende driften af ejendommen.

Stk. 4. Ophører brugspanteforholdet ikke som følge af tvangsauktion, og udviser brugspanteregnskabet et overskud, skal panthaveren udbetale dette til pantsætteren eller dennes bo.

Stk. 5. Tvist om regnskabet afgøres af fogedretten ved kendelse.

§ 594. Når brugspanteforhold bringes til ophør eller bortfalder, skal brugspanthaveren snarest aflægge regnskab for sin administration af pantet over for fogedretten, pantsætteren og samtlige panthavere i ejendommen. Bortfalder brugspanteforholdet som følge af en konkurs eller offentlig dødsbobehandling, aflægges regnskabet til skifteretten.

Stk. 2. Regnskabet skal indeholde oplysninger om alle indtægter og udgifter, oppebåret og afholdt af brugspanthaveren. Udgifter, som ikke kan oplyses endeligt, kan brugspanthaveren kun kræve godtgjort, for så vidt deres art og omtrentlige størrelse oplyses ved regnskabsaflæggelsen.

Stk. 3. Brugspanthaveren kan i regnskabet beregne sig et passende vederlag for sit eget og for sine ansattes arbejde vedrørende driften af ejendommen.

Stk. 4. Ophører brugspanteforholdet ikke som følge af tvangsauktion, og udviser brugspanteregnskabet et overskud, skal panthaveren udbetale dette til pantsætteren eller dennes bo.

Stk. 5. Tvist om regnskabet afgøres af fogedretten ved kendelse.

§ 594. Når brugspanteforhold bringes til ophør eller bortfalder, skal brugspanthaveren snarest aflægge regnskab for sin administration af pantet over for fogedretten, pantsætteren og samtlige panthavere i ejendommen. Bortfalder brugspanteforholdet som følge af en konkurs eller offentlig dødsbobehandling, aflægges regnskabet til skifteretten.

Stk. 2. Regnskabet skal indeholde oplysninger om alle indtægter og udgifter oppebåret og afholdt af brugspanthaveren. Udgifter, som ikke kan oplyses endeligt, kan brugspanthaveren kun kræve godtgjort, for så vidt deres art og omtrentlige størrelse oplyses ved regnskabsaflæggelsen.

Stk. 3. Brugspanthaveren kan i regnskabet beregne sig et passende vederlag for sit eget og for sine ansattes arbejde vedrørende driften af ejendommen.

Stk. 4. Ophører brugspanteforholdet ikke som følge af tvangsauktion, og udviser brugspanteregnskabet et overskud, skal panthaveren udbetale dette til pantsætteren eller dennes bo.

Stk. 5. Tvist om regnskabet afgøres af fogedretten ved kendelse.

§ 595. Fogedrettens afgørelser efter dette kapitel kan kæres efter reglerne i kapitel 53.

§ 595. Fogedrettens afgørelser efter dette kapitel kan kæres efter reglerne i kapitel 53.

§ 595. Fogedrettens afgørelser efter dette kapitel kan kæres efter reglerne i kapitel 53.

§ 595. Fogedrettens afgørelser efter dette kapitel kan kæres efter reglerne i kapitel 53.

§ 596. Besiddelseskrav som nævnt i § 528 kan gennemtvinges af fogedretten ved en umiddelbar fogedforretning uden sædvanligt tvangsfuldbyrdelsesgrundlag, såfremt den berettigede (rekvirenten) i fogedretten kan godtgøre eller sandsynliggøre sit krav mod den forpligtede (rekvisitus).

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 finder tilsvarende anvendelse, når fogedrettens bistand er påkrævet til håndhævelse af forældremyndighed. Fuldbyrdelse sker efter bestemmelsen § 536.

§ 596. Besiddelseskrav som nævnt i § 528 kan gennemtvinges af fogedretten ved en umiddelbar fogedforretning uden sædvanligt tvangsfuldbyrdelsesgrundlag, såfremt den berettigede (rekvirenten) i fogedretten kan godtgøre eller sandsynliggøre sit krav mod den forpligtede (rekvisitus).

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 finder tilsvarende anvendelse, når fogedrettens bistand er påkrævet til håndhævelse af forældremyndighed. Fuldbyrdelse sker efter bestemmelsen § 536.

§ 596. Besiddelseskrav som nævnt i § 528 kan gennemtvinges af fogedretten ved en umiddelbar fogedforretning uden sædvanligt tvangsfuldbyrdelsesgrundlag, såfremt den berettigede (rekvirenten) i fogedretten kan godtgøre eller sandsynliggøre sit krav mod den forpligtede (rekvisitus).

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 finder tilsvarende anvendelse, når fogedrettens bistand er påkrævet til håndhævelse af forældremyndighed. Fuldbyrdelse sker efter bestemmelsen § 536.

§ 596. Besiddelseskrav som nævnt i § 528 kan gennemtvinges af fogedretten ved en umiddelbar fogedforretning uden sædvanligt tvangsfuldbyrdelsesgrundlag, såfremt den berettigede (rekvirenten) i fogedretten kan godtgøre eller sandsynliggøre sit krav mod den forpligtede (rekvisitus).

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 finder tilsvarende anvendelse, når fogedrettens bistand er påkrævet til håndhævelse af forældremyndighed. Fuldbyrdelse sker efter bestemmelsen § 536.

§ 597. Fremsættes der indsigelser mod rekvirentens krav, og kan rekvirenten ikke føre bevis for sin ret ved dokumentbevis eller partsforklaring, nægter fogedretten at fremme anmodningen. Kan rekvirenten sandsynliggøre sin ret, og findes det af hensyn til rekvirentens fyldestgørelse betænkeligt at nægte at fremme forretningen, kan fogedretten gennemføre forretningen på betingelse af, at rekvirenten stiller sikkerhed for den skade og ulempe, som herved kan påføres rekvisitus. Sikkerheden frigives efter udløbet af den i § 600 nævnte frist, medmindre rekvisitus inden har anlagt sag eller iværksat kære.

Stk. 2. Fogedretten kan undtagelsesvis tillade anden bevisførelse end nævnt i stk. 1.

Stk. 3. Fogedretten kan efter begæring af rekvisitus afvise at fremme forretningen i de i § 226, stk. 1, nr. 1-5, nævnte tilfælde, og når retten af andre grunde finder det betænkeligt at fremme sagen.

Stk. 4. Fogedrettens afgørelse træffes efter anmodning ved kendelse.

§ 597. Fremsættes der indsigelser mod rekvirentens krav, og kan rekvirenten ikke føre bevis for sin ret ved dokumentbevis eller partsforklaring, nægter fogedretten at fremme anmodningen. Kan rekvirenten sandsynliggøre sin ret, og findes det af hensyn til rekvirentens fyldestgørelse betænkeligt at nægte at fremme forretningen, kan fogedretten gennemføre forretningen på betingelse af, at rekvirenten stiller sikkerhed for den skade og ulempe, som herved kan påføres rekvisitus. Sikkerheden frigives efter udløbet af den i § 600 nævnte frist, medmindre rekvisitus inden har anlagt sag eller iværksat kære.

Stk. 2. Fogedretten kan undtagelsesvis tillade anden bevisførelse end nævnt i stk. 1.

Stk. 3. Fogedretten kan efter begæring af rekvisitus afvise at fremme forretningen i de i § 226, stk. 1, nr. 1-5, nævnte tilfælde, samt når retten af andre grunde finder det betænkeligt at fremme sagen.

Stk. 4. Fogedrettens afgørelse træffes efter anmodning ved kendelse.

§ 597. Fremsættes der indsigelser mod rekvirentens krav, og kan rekvirenten ikke føre bevis for sin ret ved dokumentbeviser eller partsforklaring, nægter fogedretten at fremme anmodningen. Kan rekvirenten sandsynliggøre sin ret, og findes det af hensyn til rekvirentens fyldestgørelse betænkeligt at nægte at fremme forretningen, kan fogedretten gennemføre forretningen på betingelse af, at rekvirenten stiller sikkerhed for den skade og ulempe, som herved kan påføres rekvisitus. Sikkerheden frigives efter udløbet af den i § 600 nævnte frist, medmindre rekvisitus inden har anlagt sag eller iværksat kære.

Stk. 2. Fogedretten kan undtagelsesvis tillade anden bevisførelse end nævnt i stk. 1.

Stk. 3. Fogedretten kan efter begæring af rekvisitus afvise at fremme forretningen i de i § 226, stk. 1, nr. 1-5, nævnte tilfælde, samt når retten af andre grunde finder det betænkeligt at fremme sagen.

Stk. 4. Fogedrettens afgørelse træffes efter anmodning ved kendelse.

§ 597. Fremsættes der indsigelser mod rekvirentens krav, og kan rekvirenten ikke føre bevis for sin ret ved dokumentbevis eller partsforklaring, nægter fogedretten at fremme anmodningen. Kan rekvirenten sandsynliggøre sin ret, og findes det af hensyn til rekvirentens fyldestgørelse betænkeligt at nægte at fremme forretningen, kan fogedretten gennemføre forretningen på betingelse af, at rekvirenten stiller sikkerhed for den skade og ulempe, som herved kan påføres rekvisitus. Sikkerheden frigives efter udløbet af den i § 600 nævnte frist, medmindre rekvisitus inden har anlagt sag eller iværksat kære.

Stk. 2. Fogedretten kan undtagelsesvis tillade anden bevisførelse end nævnt i stk. 1.

Stk. 3. Fogedretten kan efter begæring af rekvisitus afvise at fremme forretningen i de i § 226, stk. 1, nr. 1-5, nævnte tilfælde, og når retten af andre grunde finder det betænkeligt at fremme sagen.

Stk. 4. Fogedrettens afgørelse træffes efter anmodning ved kendelse.

§ 598. Anmodning om foretagelse af en umiddelbar fogedforretning indgives til fogedretten på det sted, hvor rekvisitus har hjemting, jf. §§ 235-240. Har rekvisitus ikke hjemting her i landet, finder § 487 tilsvarende anvendelse med de undtagelser, som følger af § 247.

Stk. 2. Med hensyn til sagens behandling finder § 248, § 348, § 349, § 491, § 492, stk. 1, § 493, stk. 1 og 2, § 494, stk. 1, 2 og 4, §§ 495-500, § 502, stk. 1, nr. 2, og §§ 503-505 tilsvarende anvendelse. Underretning eller tilsigelse af rekvisitus sker normalt med et varsel på mindst 7 dage. Rekvirentens anmodning og de af rekvirenten påberåbte bilag skal ledsage indkaldelsen i genpart.

§ 598. Anmodning om foretagelse af en umiddelbar fogedforretning indgives til fogedretten på det sted, hvor rekvisitus har hjemting, jf. §§ 235-240. Har rekvisitus ikke hjemting her i landet, finder § 487 tilsvarende anvendelse med de undtagelser, som følger af § 247.

Stk. 2. Med hensyn til sagens behandling finder § 248, § 348, § 349, § 491, § 492, stk. 1, § 493, stk. 1 og 2, § 494, stk. 1, 2 og 4, §§ 495-500, § 502, stk. 1, nr. 2, og §§ 503-505 tilsvarende anvendelse. Underretning eller tilsigelse af rekvisitus sker normalt med et varsel på mindst 7 dage. Rekvirentens anmodning og de af rekvirenten påberåbte bilag skal ledsage indkaldelsen i genpart.

§ 598. Anmodning om foretagelse af en umiddelbar fogedforretning indgives til fogedretten på det sted, hvor rekvisitus har hjemting, jf. §§ 235-240. Har rekvisitus ikke hjemting her i landet, finder § 487 tilsvarende anvendelse med de undtagelser, som følger af § 247.

Stk. 2. Med hensyn til sagens behandling finder § 248, § 348, § 349, § 491, § 492, stk. 1, § 493, stk. 1 og 2, § 494, stk. 1, 2 og 4, §§ 495-500, § 502, stk. 1, nr. 2, og §§ 503-505 tilsvarende anvendelse. Underretning eller tilsigelse af rekvisitus sker normalt med et varsel på mindst 7 dage. Rekvirentens anmodning og de af rekvirenten påberåbte bilag skal ledsage indkaldelsen i genpart.

§ 598. Anmodning om foretagelse af en umiddelbar fogedforretning indgives til fogedretten på det sted, hvor rekvisitus har hjemting, jf. §§ 235-240. Har rekvisitus ikke hjemting her i landet, finder § 487 tilsvarende anvendelse med de undtagelser, som følger af § 247.

Stk. 2. Med hensyn til sagens behandling finder § 248, § 348, § 349, § 491, § 492, stk. 1, § 493, stk. 1 og 2, § 494, stk. 1, 2 og 4, §§ 495-500, § 502, stk. 1, nr. 2, og §§ 503-505 tilsvarende anvendelse. Underretning eller tilsigelse af rekvisitus sker normalt med et varsel på mindst 7 dage. Rekvirentens anmodning og de af rekvirenten påberåbte bilag skal ledsage indkaldelsen i genpart.

§ 599. Fogedrettens afgørelser efter dette kapitel kan kæres efter reglerne i kapitel 53.

§ 599. Fogedrettens afgørelser efter dette kapitel kan kæres efter reglerne i kapitel 53.

§ 599. Fogedrettens afgørelser efter dette kapitel kan kæres efter reglerne i kapitel 53.

§ 599. Fogedrettens afgørelser efter dette kapitel kan kæres efter reglerne i kapitel 53.

§ 600. Gøres det gældende, at rekvirentens krav ikke består, kan rekvisitus inden 3 måneder efter forretningens foretagelse anlægge civilt søgsmål med påstand om forretningens ophævelse og erstatning, for så vidt sådanne påstande ikke er nedlagt under appel af fogedrettens afgørelse.«

3. § 686, stk. 3, nr. 3, affattes således

»3) de i straffelovens § 60, stk. 1, nr. 3, og § 66, stk. 4, nævnte sager vedrørende betinget dømte.«

4. § 689, stk. 3, nr. 2, affattes således

»2) de i straffelovens § 60, stk. 1, nr. 3, og § 66, stk. 4, nævnte sager vedrørende betinget dømte.«

5. § 794, nr. 1, affattes således

»1) sigtelsen angår en forbrydelse, som efter loven kan medføre frihedsstraf, eller«.

6. § 795, nr. 1, affattes således

»1) angår en forbrydelse, som efter loven kan medføre frihedsstraf, og derhos«.

7. § 797, stk. 2, nr. 2, affattes således

»2) når der er øjensynlig fare for, at øjemedet med ransagningen ville forspildes, hvis retskendelse skulle afventes, og de betingelser foreligger, som er angivne i § 795, nr. 2, litra a og b, og derhos sagen enten angår en forbrydelse, som kan medføre fængselsstraf, eller - dog kun såfremt ransagningen foretages hos sigtede - en forbrydelse, for hvilken der er foreskrevet højere straf end bøde.«

§ 600. Gøres det gældende, at rekvirentens krav ikke består, kan rekvisitus inden 3 måneder efter forretningens foretagelse anlægge civilt søgsmål med påstand om forretningens ophævelse og erstatning, for så vidt sådanne påstande ikke er nedlagt under appel af fogedrettens afgørelse.«

3. § 686, stk. 3, nr. 3, affattes således

»3) de i straffelovens § 60, stk. 1, nr. 3, og § 66, stk. 4, nævnte sager vedrørende betinget dømte.«

4. § 689, stk. 3, nr. 2, affattes således

»2) de i straffelovens § 60, stk. 1, nr. 3, og § 66, stk. 4, nævnte sager vedrørende betinget dømte.«

5. § 794, nr. 1, affattes således

»1) sigtelsen angår en forbrydelse, som efter loven kan medføre frihedsstraf, eller«

6. § 795, nr. 1, affattes således

»1) angår en forbrydelse, som efter loven kan medføre frihedsstraf, og derhos«

7. § 797, stk. 2, nr. 2, affattes således

»2) når der er øjensynlig fare for, at øjemedet med ransagningen ville forspildes, hvis retskendelse skulle afventes, og de betingelser foreligger, som er angivne i § 795, nr. 2, litra a og b, og derhos sagen enten angår en forbrydelse, som kan medføre fængselsstraf, eller - dog kun såfremt ransagningen foretages hos sigtede - en forbrydelse, for hvilken der er foreskrevet højere straf end bøde.«

§ 600. Gøres det gældende, at rekvirentens krav ikke består, kan rekvisitus inden 3 måneder efter forretningens foretagelse anlægge civilt søgsmål med påstand om forretningens ophævelse og erstatning, for så vidt sådanne påstande ikke er nedlagt under appel af fogedrettens afgørelse.

§ 600. Gøres det gældende, at rekvirentens krav ikke består, kan rekvisitus inden 3 måneder efter forretningens foretagelse anlægge civilt søgsmål med påstand om forretningens ophævelse og erstatning, for så vidt sådanne påstande ikke er nedlagt under appel af fogedrettens afgørelse.«

3. § 686, stk. 3, nr. 3, affattes således

»3) de i straffelovens § 60, stk. 1, nr. 3, og § 66, stk. 4, nævnte sager vedrørende betinget dømte.«

4. § 689, stk. 3, nr. 2, affattes således

»2) de i straffelovens § 60, stk. 1, nr. 3, og § 66, stk. 4, nævnte sager vedrørende betinget dømte.«

5. § 794, nr. 1, affattes således

»1) sigtelsen angår en forbrydelse, som efter loven kan medføre frihedsstraf, eller«.

6. § 795, nr. 1, affattes således

»1) angår en forbrydelse, som efter loven kan medføre frihedsstraf, og derhos«.

7. § 797, stk. 2, nr. 2, affattes således

»2) når der er øjensynlig fare for, at øjemedet med ransagningen ville forspildes, hvis retskendelse skulle afventes, og de betingelser foreligger, som er angivne i § 795, nr. 2, litra a og b, og derhos sagen enten angår en forbrydelse, som kan medføre fængselsstraf, eller - dog kun såfremt ransagningen foretages hos sigtede - en forbrydelse, for hvilken der er foreskrevet højere straf end bøde.«

§ 609. . . .

Stk. 2. Når en panthaver i henhold til D.L. 5-7-8 og 9 vil træde til sit pant, skal dette ske ved en af fogedretten foretagen indsættelsesforretning.

Stk. 3. . . .

(Kong Christian V's Danske Lov af 15. april 1683).

5-7-6.

Tager den Panthavendis Huus, eller Gaard, til brugelig Pant, og der kommer Ulykke paa formedelst hans, eller hans Folkis, Skiødisløshed og Forseelse, da bør den Pantsettendis ikke at lide den Skade; Men kommer Ulykken af andet Uformodendis Tilfald, da kommer Skaden paa den Pantsettendis.

5-7-8.

Holder den Pantsettendis ikke sin Forskrivning med Rentens Erleggelse i rette Tide, eller med Hovedstoelens Betaling efter lovlig Opsigelse, da maa den Panthavendis, om end skiønt Pantet siden til een anden til brugeligt Pant er opdraget, træde til sit Pant og annamme det uden videre Proces, eller Indførsel. Begær hand og Mænd som hannem det skulle levere, da skal hannem nævnis af Tinget uden Ophold tvende gode Mænd. Giøris der paa Annammelsen Ulovlig Forhindring, da mister dog den Panthavendis ikke sin Rettighed.

5-7-9.

Tager nogen sit Pant til brugelighed, og hand deraf meere aarligen oppebærer, end som den billige Rente af hans Hovedstoel og Tynge, som paa Pantert hænger, og dets fornøden ved lige Holdelse beløber sig, da bør hand det øvrige afskrive paa Hovedstoelen, eller, om hannem saa synis, levere det til den Pantsettendis; Men hvis hand sin Rente og Bekostning af Godset ej aarligen kand bekomme, da bør den Pantsettendis at giøre hannem fyldist derfor, naar hand indløser Pantet, eller den Panthavendis tager det til Ejendom.

5-7-10.

Saadan Panterettighed maa den Panthavendis til een anden overdrage, eller pantsette, men ikke sælge, eller skiøde, førend hand Dom til Ejendom derpaa bekommet haver.

5-7-14.

Have der fleere Pant i et Gods, eller Huus, da maa den første Panthavendis udløse de andre; Men vil hand ikke, da maa de, der ere efter hannem, hannem udløse, saa at hand nøjagtigen og billigen for sin Fordring bliver betalt.

§ 609. Det skal fremdeles i samme tilfælde som hidtil stå vedkommende berettigede åbent at fordre fogedrettens hjælp til at indsættes i eller udsætte andre af besiddelsen af fast ejendom eller efter omstændighederne af rørligt gods, uden at sædvanligt eksekutionsgrundlag er til stede. Også skal fogedrettens hjælp fremdeles ligesom hidtil kunne fordres til at gøre forældre- eller værgemyndighed gældende med hensyn til umyndige, uden at sædvanligt eksekutionsgrundlag er til stede, jf. med hensyn til fremgangsmåden § 536.

Stk. 2. . . .

Stk. 3. Når rekvirenten ønsker det, og hensynet til rekvisiti tarv ikke taler derimod, kan fogedretten beramme en indsættelses- eller udsættelsesforretning til påbegyndelse på sit kontor, således at rekvisiti udeblivelse uden lovligt forfald medfører virkning efter § 494, stk. 2, jf. stk. 4.

§ 610. Foruden at det i de foregående paragraf omhandlede tilfælde selvfølgelig står rekvisitus frit for at fremføre sine indsigelser imod forretningens fremme for fogedretten til påkendelse i overensstemmelse med de almindelige regler i kap. 46, skal det, når rekvisitus har andre indsigelser imod forretningen at gøre gældende end sådanne, som går ud på, at den ikke lovlig kunne finde sted uden sædvanligt eksekutionsgrundlag, eller at der ved dens foretagelse ikke er brugt den rette fremgangsmåde, være ham tilladt, for så vidt han ikke allerede har rejst kære, at anlægge regressøgsmål i første instans imod rekvirenten. Under dette søgsmål, som må anlægges inden 8 uger, kan der da efter omstændighederne såvel tilkendes ham erstatning i anledning af den formentlig ulovlige forretning som også gives dom for, at forretningen bør være ophævet.

3. § 686, stk. 3, nr. 3, affattes således

»3) de i straffelovens § 60, stk. 1, nr. 3, og § 66, stk. 4, nævnte sager vedrørende betinget dømte.«

§ 686. . . .

Stk. 2. . . .

Stk. 3. Domsmænd medvirker ikke i

1) sager, som fremmes efter § 925, § 934, § 935, stk. 1, § 936 eller § 937,

2) sager, som behandles ved Sø- og Handelsretten i København eller ved søret, og

3) de i straffelovens § 60, stk. 1, nr. 3, nævnte sager vedrørende betinget dømte.

Stk. 4. . . .

4. § 689, stk. 3, nr. 2, affattes således

»2) de i straffelovens § 60, stk. 1, nr. 3, og § 66, stk. 4, nævnte sager vedrørende betinget dømte.«

§ 689. . . .

Stk. 2. . . .

Stk. 3. Domsmænd medvirker ikke i

1) sager, der i 1. instans er behandlet ved søret, og

2) de i straffelovens § 60, stk. 1, nr. 3, nævnte sager vedrørende betinget dømte.

5. § 794, nr. 1 affattes således

»1) sigtelsen angår en forbrydelse, som efter loven kan medføre frihedsstraf, eller«

§ 794. Ransagning af en sigtets bolig eller andre rum og gemmer for at søge efter spor af forbrydelsen eller efter ting, som er genstand for beslaglæggelse, kan finde sted, når

1) sigtelsen angår en forbrydelse, som det ifølge lovens almindelige regel tilkommer statsadvokaten at forfølge, eller

2) der foreligger påviselig grund til at antage, at spor af forbrydelsen eller bestemte ting, som kan beslaglægges, der vil være at finde.

6. § 795, nr. 1, affattes således

»1) angår en forbrydelse, som efter loven kan medføre frihedsstraf, og derhos«

§ 795. Ransagning i foranførte øjemed af en ikke sigtets bolig, rum eller gemmer kan finde sted, når sagen

1) angår en forbrydelse, som det ifølge lovens almindelige regel tilkommer statsadvokaten at forfølge, og derhos

2a) forbrydelsen er begået, eller sigtede er pågrebet i boligen eller rummet eller har betrådt samme, medens han forfulgtes på frisk gerning eller friske spor, eller

b) der i øvrigt foreligger påviselig grund til at antage, at spor af forbrydelsen eller bestemte ting, som kan beslaglægges, der vil være at finde, eller

c) når ransagningen omfatter en samling af huse, som udgør en by eller en større afgrænset del af en by eller af et sogn.

7. § 797, stk. 2, nr. 2, affattes således

»2) når der er øjensynlig fare for, at øjemedet med ransagningen ville forspildes, hvis retskendelse skulle afventes, og de betingelser foreligger, som er angivne i § 795, nr. 2, litra a og b, og derhos sagen enten angår en forbrydelse, som kan medføre fængselsstraf, eller - dog kun såfremt ransagningen foretages hos sigtede - en forbrydelse, for hvilken der er foreskrevet højere straf end bøde.«

§ 797. . . .

Stk. 2. Uden foregående retskendelse kan ransagning, være sig hos sigtede eller andenmand, foretages af politiet

1) i de tilfælde, der omhandles i foregående paragraf,

2) når der øjensynlig fare for, at øjemedet med ransagningen ville forspildes, hvis retskendelse skulle afventes, og de betingelser foreligger, som er angivne i § 795, nr. 2, litra a og b, og derhos sagen enten angår en forbrydelse, som det ifølge lovens almindelige regel tilkommer statsadvokaten at forfølge, eller - dog kun såfremt ransagningen foretages hos sigtede - en forbrydelse, for hvilken der er foreskrevet højere straf end bøde.

Stk. 3. . . .

Ingen

Nr LSF 35

Forslag til Lov om ændring af retsplejeloven og færdselsloven (Tvangsfuldbyrdelse af andre krav end pengekrav m.v.)

Fremsat af justitsministeren (Engell)

den 7. oktober 1992

Vedtaget ved tredjebehandling den 8. juni 1993

Lov nr. 469 af 30/06/1993