1992 LSF 34 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF RETSPLEJELOVEN M.V. (ÆNDRING AF KOMPETENCEREGLERNE FOR MEDDELELSE AF ANKE- OG KÆRETILLADELSE)

§ 1

I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 748 af 1. december 1989 som ændret senest ved lov nr. 385 af 20. maj 1992, foretages følgende ændringer

1. I § 2 a indsættes som stk. 4

»Stk. 4. I afgørelsen af sager om anke- eller kæretilladelse deltager 1 eller 3 dommere efter rettens bestemmelse.«

2. I § 368, stk. 1, 2. pkt., ændres »justitsministerens« til: »landsrettens«.

3. § 368, stk. 2, affattes således

» Stk. 2. Landsretten kan meddele tilladelse til anke af domme, der er omfattet af stk. 1, 2. pkt., hvis sagen er af principiel karakter, eller særlige grunde i øvrigt taler derfor. Ansøgning om tilladelse skal indgives til landsretten inden 4 uger efter dommens afsigelse. Retten kan dog undtagelsesvis meddele tilladelse, hvis ansøgning indgives senere, men inden 1 år efter afsigelsen. Landsretten træffer ved beslutning afgørelse på skriftligt grundlag. Landsrettens afgørelse kan ikke indbringes for Højesteret.«

4. § 368, stk. 5, affattes således

» Stk. 5. Bestemmelser om sagsomkostninger og processuelle straffe i domme, som er afsagt af en landsret og af Sø- og Handelsretten i København, kan kun ankes særskilt til Højesteret med tilladelse fra Højesteret. Bestemmelserne i § 371 finder tilsvarende anvendelse.«

5. § 371 affattes således

» § 371. Domme, der er afsagt af en landsret som 2. instans, kan ikke ankes. Højesteret kan dog meddele tilladelse til prøvelse i 3. instans, hvis sagen er af principiel karakter.

Stk. 2. Ansøgning om tilladelse efter stk. 1, 2. pkt., skal indgives til Højesteret inden 8 uger efter dommens afsigelse. Højesteret kan dog undtagelsesvis meddele tilladelse, hvis ansøgning indgives senere, men inden eet år efter afsigelsen.

Stk. 3. Højesteret træffer ved beslutning afgørelse efter stk. 1 og 2 på skriftligt grundlag.«

6. § 372, stk. 2, affattes således

» Stk. 2. Anke sker ved indlevering af ankestævning på ankeinstansens kontor. Indlevering skal ske inden ankefristens udløb eller, hvis der er meddelt tilladelse efter § 368, stk. 2 eller 5, eller § 371, inden 4 uger efter, at tilladelsen er meddelt ansøgeren. Indleveres stævningen senere, afvises anken. Ankeinstansen kan dog undtagelsesvis tillade anke indtil 1 år efter dommens afsigelse. Stævningen skal i så fald indleveres inden 4 uger efter tilladelsens meddelelse. Bestemmelserne i § 398 finder tilsvarende anvendelse ved behandlingen af ansøgning om tilladelse til anke efter fristens udløb. Landsrettens afgørelse kan kun indbringes for Højesteret efter reglerne i § 392, stk. 2.«

7. § 389, stk. 2, ophæves, og i stedet indsættes

» Stk. 2. Kendelser og beslutninger om sags-

omkostninger, der er fastsat til højst 10.000 kr., kan ikke kæres. Landsretten kan dog give tilladelse til kære, hvis særlige grunde taler derfor.

Stk. 3. Ansøgning om kæretilladelse efter stk. 2 skal indgives til landsretten inden 2 uger efter, at afgørelsen er truffet. Retten kan dog undtagelsesvis give tilladelse, hvis ansøgningen indgives senere, men inden 6 måneder efter, at afgørelsen er truffet. Landsretten træffer ved beslutning afgørelse på skriftligt grundlag. Landsrettens afgørelse kan ikke indbringes for Højesteret.«

Stk. 3 bliver herefter stk. 4.

8. § 391, stk. 2, affattes således

» Stk. 2. Landsretten kan give tilladelse til kære af bestemmelser i domme om sagsomkostninger, der efter stk. 1 ikke kan påkæres. Bestemmelserne i § 389, stk. 3, finder tilsvarende anvendelse.«

9. § 392, stk. 2, affattes således

» Stk. 2. Højesteret kan give tilladelse til kære af de i stk. 1 nævnte afgørelser, hvis kæren vedrører spørgsmål af principiel karakter. Ansøgning om kæretilladelse skal indgives til Højesteret inden 2 uger efter, at afgørelsen er truffet. Højesteret kan dog undtagelsesvis give tilladelse, hvis ansøgning indgives senere, men inden 6 måneder efter, at afgørelsen er truffet. Højesteret træffer ved beslutning afgørelse på skriftligt grundlag.«

10. § 394, stk. 2, affattes således

» Stk. 2. Kære skal ske inden kærefristens udløb eller, hvis der er meddelt tilladelse efter § 389, § 391 eller § 392, inden 2 uger efter, at tilladelsen er meddelt ansøgeren. Iværksættes kære senere, afvises kæren af den ret, hvortil afgørelsen kæres. Retten kan dog undtagelsesvis tillade kære indtil 6 måneder efter afgørelsen. Kæreskriftet skal i så fald indleveres inden 2 uger efter tilladelsens meddelelse. Bestemmelserne i § 398 finder tilsvarende anvendelse ved behandling af ansøgning om tilladelse til kære efter fristens udløb. Landsrettens afgørelse kan kun indbringes for Højesteret efter reglerne i § 392, stk. 2.«

11. I § 469, stk. 4, 2. pkt., ændres »justitsministeren« til: »retten«.

12. § 475, stk. 1, 3. pkt., ophæves, og i stedet indsættes som nyt 4. pkt.

»Bestemmelserne i § 372, stk. 2, 3.-7. pkt., finder tilsvarende anvendelse.«

13. § 503, stk. 2 og 3, ophæves.

14. § 584, stk. 2, ophæves, og i stedet indsættes

» Stk. 2. Afgørelser om udlæg for krav, der har en økonomisk værdi af højst 10.000 kr., kan ikke kæres. Landsretten kan dog give tilladelse til kære, hvis særlige grunde taler derfor.

Stk. 3. Ansøgning om kæretilladelse skal indgives til landsretten inden 4 uger efter afgørelsen. Landsretten kan dog undtagelsesvis meddele tilladelse, hvis ansøgning indgives senere, men inden 1 år efter afgørelsen. Landsretten træffer ved beslutning afgørelse på skriftligt grundlag. Landsrettens afgørelse kan ikke indbringes for Højesteret.«

Stk. 3 bliver herefter stk. 4.

15. Efter § 584 indsættes

» § 584 a. Fogedrettens afgørelser om omkostninger, der er fastsat til mere end 10.000 kr., kan særskilt kæres.

Stk. 2. Når særlige grunde taler derfor, kan landsretten meddele tilladelse til kære af fogedrettens afgørelse om omkostninger, der efter stk. 1 ikke kan påkæres.

Stk. 3. Ansøgning om kæretilladelse skal indgives til landsretten inden 2 uger efter afgørelsen. Landsretten kan dog undtagelsesvis meddele tilladelse, hvis ansøgningen indgives senere, men inden 6 måneder efter afgørelsen. Landsretten træffer ved beslutning afgørelse på skriftligt grundlag. Landsrettens afgørelse kan ikke indbringes for Højesteret.«

16. § 585 affattes således

» § 585. Landsrettens afgørelse i en kæresag kan ikke kæres. Højesteret kan dog meddele tilladelse til kære, hvis kæren vedrører spørgsmål af principiel karakter.

Stk. 2. Ansøgning om kæretilladelse skal indgives til Højesteret inden 8 uger, i auktionssager dog inden 4 uger, efter afgørelsen. I andre sager end auktionssager kan Højesteret dog undtagelsesvis meddele tilladelse, hvis ansøgning indgives senere, men inden 1 år efter afgørelsen.

Stk. 3. Højesteret træffer ved beslutning afgørelse efter stk. 1 og 2 på skriftligt grundlag.«

17. I § 586, stk. 2, ændres »§ 585« til: »§ 584, stk. 2 og 3, § 584 a, stk. 2, og § 585«.

18. § 586, stk. 4, affattes således

» Stk. 4. Iværksættes kære efter fristens udløb, afvises kæren af den ret, hvortil afgørelsen kæres. Retten kan dog undtagelsesvis tillade kære indtil 1 år, i auktionssager dog indtil 6 måneder, efter afgørelsen. Kæreskriftet skal i så fald indleveres inden 4 uger efter tilladelsens meddelelse. Bestemmelserne i § 398 finder tilsvarende anvendelse. Landsrettens afgørelse kan kun indbringes for Højesteret efter reglerne i § 392, stk. 2.«

19. § 661, stk. 3, affattes således

» Stk. 3. Landsretten kan dog undtagelsesvis tillade kære indtil 6 måneder efter, at beslutningen er taget eller kendelsen afsagt. Bestemmelserne i § 398 finder tilsvarende anvendelse. Landsrettens afgørelse kan kun indbringes for Højesteret efter reglerne i § 392, stk. 2.«

20. § 662, stk. 3, affattes således

» Stk. 3. Landsretten kan dog undtagelsesvis tillade anke indtil 1 år efter, at afgørelsen er truffet, eller skiftet er afsluttet. Bestemmelserne i § 398 finder tilsvarende anvendelse. Landsrettens afgørelse kan kun indbringes for Højesteret efter reglerne i § 392, stk. 2.«

21. I § 665, stk. 1, 2. pkt., ændres »Justitsministeren« til: »Højesteret«.

22. I § 665, stk. 3, 2. pkt., ændres »stk. 1, 3. pkt., og stk. 2« til: »stk. 2«.

23. § 962, stk. 3 og 4, affattes således

» Stk. 3. Landsretten kan tillade anke af domme, der efter stk. 2 ikke kan indbringes for højere ret, hvis sagen er af principiel karakter, eller særlige grunde i øvrigt taler derfor. Ansøgning skal indgives til landsretten inden 2 uger efter dommens afsigelse eller, hvis det er tiltalte, der vil anke, og tiltalte ikke har være til stede ved dommens afsigelse, efter dens forkyndelse. Landsretten kan dog undtagelsesvis meddele tilladelse, hvis ansøgning indgives senere, men inden 1 år efter dommens afsigelse.

Under tilsvarende betingelser kan landsretten tillade anke af de i stk. 2, 3. pkt., nævnte afgørelser. Landsretten træffer ved beslutning afgørelse på skriftligt grundlag. Landsrettens afgørelse kan ikke indbringes for Højesteret.

Stk. 4. Når en ansøgning efter stk. 3 er indgivet til landsretten, kan retten bestemme, at fuldbyrdelsen skal udsættes eller standses. Dette sker i hvert fald, når anke tillades.«

24. I § 963, stk. 3, litra b, ændres »justitsministeren« til: »landsretten«.

25. § 966, stk. 1, affattes således

» § 966. Landsrettens dom i en ankesag kan ikke ankes. Højesteret kan dog meddele tilladelse til anke, hvis sagen er af principiel karakter, eller særlige grunde i øvrigt taler derfor. Ansøgning om anketilladelse skal indgives til Højesteret inden 2 uger efter dommens afsigelse eller, hvis det er tiltalte, der vil anke, og denne ikke har været til stede ved dommens afsigelse, efter dommens forkyndelse. Højesteret kan dog undtagelsesvis meddele tilladelse, hvis ansøgning indgives senere, men inden 1 år efter dommens afsigelse. Højesteret træffer ved beslutning afgørelse på skriftligt grundlag.«

26. § 968, stk. 3, affattes således

» Stk. 3. I sager, hvor anke kræver tilladelse efter § 966, kan kæremål af en part kun rejses med tilladelse af Højesteret. Reglerne om tilladelse til anke finder tilsvarende anvendelse.«

27. § 973 affattes således

» § 973. Landsrettens afgørelse i en kæresag kan ikke kæres. Højesteret kan dog meddele tilladelse til kære, hvis kæren angår spørgsmål af principiel karakter, eller særlige grunde i øvrigt taler derfor. Ansøgning om kæretilladelse skal indgives til Højesteret inden 2 uger efter kendelsens afsigelse eller, hvis det er tiltalte, der vil kære, og tiltalte ikke har været til stede ved afsigelsen, efter dens forkyndelse. Højesteret kan undtagelsesvis meddele tilladelse, hvis ansøgning indgives senere, men inden 1 år efter kendelsens afsigelse. Højesteret træffer ved beslutning afgørelse på skriftligt grundlag.«

§ 2

I konkursloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 588 af 1. september 1986 som ændret senest ved lov nr. 215 af 10. april 1991 og § 6 i lov nr. 363 af 6. juni 1991, foretages følgende ændringer

1. § 250, stk. 2, affattes således

» Stk. 2. Landsretten kan dog undtagelsesvis tillade anke indtil 1 år efter konkursbehandlingens afslutning. Retsplejelovens § 372, stk. 2, 5.-7. pkt., finder tilsvarende anvendelse.«

2. I § 254 ændres i 1. pkt. »Justitsministeren« til: »Højesteret«, og i 2. pkt. ændres »§ 392, stk. 1, 3. pkt., og stk. 2« til: »§ 392, stk. 2«.

§ 2 a. I afgørelsen af sager ved højesteret deltager, medmindre andet særligt er bestemt, mindst 5 dommere. Sagernes fordeling mellem dommerne bestemmes af præsidenten. Er i en sag det nødvendige antal højesteretsdommere ikke til rådighed, kan præsidenten tilkalde en eller flere landsdommere til at deltage i sagens behandling.

Stk. 2. Efter rettens nærmere bestemmelse kan følgende afgørelser træffes af udvalg, der består af mindst 3 dommere, og som sammensættes af præsidenten efter forhandling med rettens medlemmer

1) Beslutninger og kendelser, der ikke træffes under domsforhandlingen i domssager,

2) i borgerlige sager domme, hvorved anke afvises, domme i sager, hvor indstævnte møder uden at rejse indsigelse, og domme, hvorved der alene tages stilling til spørgsmålet om sagsomkostninger og processuelle straffe, og

3) domme i kæresager.

Stk. 3. I det omfang retten finder det formålstjenligt, kan et enkelt af medlemmerne handle på udvalgets vegne. I vedtagelsen af domme og kendelser, bortset fra kendelser om afvisning af kæremål, skal dog alle udvalgets medlemmer deltage.

2. I § 368, stk. 1, 2. pkt., ændres »justitsministerens« til: »landsrettens«.

3. § 368, stk. 2, affattes således

» Stk. 2. Landsretten kan meddele tilladelse til anke af domme, der er omfattet af stk. 1, 2. pkt., hvis sagen er af principiel karakter, eller særlige grunde i øvrigt taler derfor. Ansøgning om tilladelse skal indgives til landsretten inden 4 uger efter dommens afsigelse. Retten kan dog undtagelsesvis meddele tilladelse, hvis ansøgning indgives senere, men inden 1 år efter afsigelsen. Landsretten træffer ved beslutning afgørelse på skriftligt grundlag. Landsrettens afgørelse kan ikke indbringes for Højesteret.«

4. § 368, stk. 5, affattes således

» Stk. 5. Bestemmelser om sagsomkostninger og processuelle straffe i domme, som er afsagt af en landsret og Sø- og Handelsretten i København, kan kun ankes særskilt til Højesteret med tilladelse fra Højesteret. Bestemmelserne i § 371 finder tilsvarende anvendelse.«

§ 3

I lov om social bistand, jf. lovbekendtgørelse nr. 817 af 6. december 1990 som ændret senest ved lov nr. 501 af 24. juni 1992, foretages følgende ændring

§ 4

I lov om skibsregistrering, jf. lovbekendtgørelse nr. 588 af 29. september 1988 som ændret ved lov nr. 186 af 23. marts 1992, foretages følgende ændring

§ 5

I lov om registrering af rettigheder over luftfartøjer, jf. lovbekendtgørelse nr. 620 af 15. september 1986 som ændret ved lov nr. 396 af 13. juni 1990, foretages følgende ændringer

1. § 14, stk. 1, 2. pkt., affattes således

»Landsretten kan dog indtil 6 måneder efter dette tidspunkt, hvis omstændighederne taler derfor, tillade kæren. Retsplejelovens § 394, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse.«

2. § 14, stk. 2, affattes således

» Stk. 2. Landsrettens afgørelse efter stk. 1, 1. pkt., kan ikke påkæres. Højesteret kan dog meddele tilladelse til kære af landsrettens afgørelse, hvis kæren vedrører spørgsmål af principiel karakter. Retsplejelovens § 392, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse.«

§ 6

I lov om mortifikation af værdipapirer, jf. lovbekendtgørelse nr. 639 af 16. september 1986, foretages følgende ændringer

1. § 8, stk. 2, 2. pkt., affattes således

»Kun i dette tilfælde kan Højesteret meddele tilladelse til prøvelse i 3. instans af en dom, der har givet mortifikation. Højesteret træffer ved beslutning afgørelse på skriftligt grundlag.«

2. § 8, stk. 3, affattes således

» Stk. 3. Ankeinstansen kan ikke meddele tilladelse til, at en dom, der giver mortifikation, påankes efter udløbet af de almindelige ankefrister.«

§ 7

I lov om en værdipapircentral, jf. lovbekendtgørelse nr. 101 af 10. februar 1992, foretages følgende ændring

§ 8

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 1994.

Stk. 2. Er ansøgning om anke- eller kæretilladelse indgivet til Justitsministeriet før lovens ikrafttræden, finder de hidtil gældende regler anvendelse.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indholdsfortegnelse

1. Indledning s. 7

1.1. Ordningen fra retsplejelovens tilblivelse s. 7

1.2. Retsplejerådets betænkning nr. 698/1973 s. 7

1.3. Lovforslag i Folketinget 1978/79 s. 8

1.4. Beslutningsforslag i Folketinget 1988/1989 s. 9

1.5. Lovforslag i Folketinget 1990 s. 11

1.6. Retsplejerådets betænkning nr. 1222/1991 s. 12

2. Gældende regler s. 12

2.1. Gældende regler om 3. instansbevillinger s. 12

2.1.1. To-instansprincippet s. 12

2.1.2. Civile sager s. 12

2.1.3. Straffesager s. 13

2.1.4. Statistiske oplysninger om 3. instansbevillinger s. 14

2.2. Oprejsningsbevillinger s. 14

2.2.1. Civile sager s. 14

2.2.2. Straffesager s. 15

2.2.3. Statistiske oplysninger om oprejsningsbevillinger s. 15

2.2.3.1. Oprejsningsbevillinger i straffesager s. 16

2.3. 2. instanssager s. 16

2.3.1. Civile sager s. 16

2.3.2. Straffesager s. 16

2.3.3. Statistiske oplysninger om 2. instansbevillinger s. 17

3. Retstilstanden i andre lande s. 17

3.1. Sverige s. 17

3.2. Norge s. 18

3.3. Andre europæiske lande s. 19

4. Retsplejerådets betænkning nr. 1222/1991 s. 20

4.1. Indledning s. 20

4.2. 3. instansbevillinger s. 20

4.2.1. Den Særlige Klageret s. 20

4.2.2. Et særligt råd eller nævn s. 21

4.2.3. Domstolene s. 22

4.2.4. Kriterier for meddelelse af 3. instansbevilling s. 23

4.3. Oprejsningsbevillinger s. 25

4.4. 2. instansbevillinger s. 26

5. Høringssvar over betænkningen s. 26

5.1. Højesteret s. 26

5.2. Østre og Vestre Landsret s. 27

5.3. Rigsadvokaten s. 27

5.4. Advokatrådet s. 28

6. Justitsministeriets overvejelser s. 29

6.1. Indledning s. 29

6.2. Effektivitetsbetragtninger s. 30

6.3. Ressourcebetragtninger s. 30

6.4. Et politisk behov for kompetencen s. 30

6.5. Højesterets egen vurdering s. 31

6.6. Bivirkninger ved en kompetenceomlægning s. 31

6.7. Særligt om nævns-modellen s. 31

6.8. Særligt om oprejsningsbevillinger og 2. instansbevillinger s. 32

6.9. Konklusion s. 32

7. Lovforslagets administrative og økonomiske konsekvenser s. 32

1. Indledning.

Lovforslaget er en i det væsentlige uændret genfremsættelse af det forslag, der blev fremsat den 31. januar 1992 (L 215) og var til førstebehandling den 19. februar 1992, jf. Folketingstidende 1991-92, sp. 6014 og 6609.

Lovforslaget har til formål at overføre kompetencen til at meddele 3. instansbevillinger og andre procesbevillinger fra Justitsministeriet til retterne. Lovforslaget fremsættes til opfyldelse af Folketingsbeslutning af 19. maj 1989 om ændring af retsplejelovens regler om tredieinstansbevilling (B 48, FT 1988/89, till. C sp. 1081, jf. nedenfor under afsnit 1.4.).

Den ordning vedrørende kompetencen til at meddele procesbevillinger, der gælder i dag og beskrives nedenfor under afsnit 2, blev fastsat i begyndelsen af dette århundrede. Siden er der ved en række lejligheder, der omtales nedenfor, såvel af sagkyndige organer som fra politisk side stillet forslag om, at kompetencen flyttes fra Justitsministeriet til domstolene. Disse forslag er ikke gennemført, ikke mindst fordi det har vist sig vanskeligt at pege på en ordning, der kan sikre en bedre og billigere varetagelse af sagerne om 3. instansbevilling end den gældende.

1.1. Tilladelse til at fravige de normale processuelle regler i borgerlige og kriminelle sager blev før retsplejeloven i vidt omfang meddelt ved kongelig bevilling i medfør af grundlovens almindelige dispensationsbestemmelser. I forarbejderne til retsplejeloven blev den administrative bevillingsordning foreslået afskaffet, og kompetencen til at meddele dispensation blev foreslået henlagt til domstolene. Ved fremsættelsen af retsplejelovforslaget i samlingen 1906-07 blev der foreslået et system, hvorefter såvel Justitsministeriet som domstolene fik kompetence til at meddele procesbevillinger, men disse regler blev under forslagets behandling ændret til den ordning, der er gældende i dag.

Reglerne om procesbevillinger er senere foreslået ændret, først af det stående retsplejeudvalg i 1924 og derefter af et af Justitsministeriet i 1929 nedsat udvalg. Udvalgenes forslag om ændring af reglerne om processuelle tilladelser, således at kompetencen skulle flyttes fra Justitsministeriet til domstolene, blev imidlertid ikke gennemført.

1.2. Retsplejelovens regler om meddelelse af procesbevillinger blev herefter på ny behandlet i forbindelse med Retsplejerådets gennemgang af reglerne om sagsbehandling i første instans og appel i borgerlige sager i Retsplejerådets betænkning nr. 698/1973 om behandling af borgerlige sager.

Retsplejerådet, der dengang bestod af 3 medlemmer, som ikke længere er medlemmer af rådet, gav i betænkningen udtryk for, at kompetencen til at meddele 3. instansbevillinger, oprejsningsbevillinger og tilladelser efter retsplejelovens § 962, stk. 2, efter rådets opfattelse burde overføres til domstolene. Rådet foreslog på den baggrund, at disse procesbevillinger skulle meddeles af den ret, for hvilken sagen indbringes, dog således at 3. instansbevillinger meddeles af Højesteret eller et udvalg bestående af mindst 3 af rettens medlemmer. Rådet foreslog endvidere, at reglen om, at der krævedes særlig tilladelse for at kære en doms bestemmelser om sagsomkostninger, blev ophævet.

Retsplejerådet frarådede imidlertid udtrykkeligt en henlæggelse af kompetencen til at meddele 3. instansbevilling i straffesager til Den Særlige Klageret. Denne indstilling begrundedes med, at retsplejen i videst muligt omfang bør samles under de almindelige domstole, at Klageretten efter sin sammensætning næppe er særlig egnet til behandling af disse sager, og at en sådan løsning måtte antages at ville medføre en forsinkelse af sagerne, bl.a. fordi klagerettens medlemmer, der ofte vil have bopæl forskellige steder i landet, kun samles med visse mellemrum.

Som begrundelse for at overføre kompetencen til at meddele 3. instansbevilling til Højesteret henviste rådet bl.a. til, at det stemte bedst med retsplejelovens ånd, at retsplejen også på dette punkt opnåede en uafhængig stilling af administrationen, og at det drejede sig om en på retlige hensyn hvilende afgørelse, som burde træffes af domstolene. Retsplejerådet anførte i den forbindelse, at afgørelsen af, om sagen kan prøves af Højesteret, er nært beslægtet med afgørelsen af selve sagen. Den prøvelse af sagen, som Højesteret efter forslaget ville skulle foretage ved behandlingen af en ansøgning om 3. instansbevilling, ville således efter rådets opfattelse næppe adskille sig væsentligt fra den foreløbige gennemgang af sagerne, der foretages med henblik på udskillelse til behandling i afdelinger på henholdsvis 5 medlemmer og 7 medlemmer. Rådet anførte endvidere, at en sådan ordning var i overensstemmelse med de udenlandske retsplejeordninger, man havde kendskab til. Som et mere praktisk synspunkt, der talte for at henlægge kompetencen til at meddele 3. instansbevilling til Højesteret, anførtes, at Højesteret i de tilfælde, hvor rettens medlemmer var indstillet på at overveje en ændring af gældende praksis på et område, ville få mulighed for at bestemme, at en sag skulle prøves ved 3. instans for dermed at få lejlighed til at tage stilling til den hidtidige praksis.

Forslaget om at overføre kompetencen til at meddele oprejsningsbevilling i borgerlige sager til domstolene blev bl.a. begrundet med, at der burde indføres samme ordning i civile sager, som der gælder for straffesager, samt at man ved at overlade afgørelsen om oprejsningsbevilling til den domstol, som senere skal tage stilling til selve sagen, samlet ville opnå en vis arbejdsbesparelse og nedbringelse af den tid, det tager at få en endelig retsafgørelse. Rådet fandt endvidere, at den forskel i praksis mellem straffesager og civile sager, der gav sig udtryk i, at Justitsministeriet i højere grad accepterede uvæsentlige fristoverskridelser i civile sager, burde søges udlignet gennem en skærpelse af praksis for så vidt angår disse sager. Retsplejerådet gav i den forbindelse udtryk for, at en sådan forskel i praksis efter rådets opfattelse ikke kunne begrundes i sagens betydning for parterne, idet afgørelsen i en civil sag generelt ikke kunne anses for mere indgribende for en part end afgørelsen i en straffesag.

Retsplejerådets forslag om at give fri adgang til at kære en doms bestemmelser om sagsomkostninger blev navnlig begrundet med, at der som følge af det meget begrænsede sagsantal på dette område kun ville blive tale om en ringe arbejdsmæssig belastning, hvortil kom, at der i de tilfælde, hvor Justitsministeriet meddelte kæretilladelse, efter de dagældende regler ville blive tale om en dobbelt behandling af sagen.

For så vidt angår begrundelsen for rådets forslag om overførsel af kompetencen til at meddele tilladelse efter § 962, stk. 2, til domstolene i de (mindre) politisager, henvistes der til de synspunkter, der var anført vedrørende 3. instansbevillinger.

1.3. I november 1978 blev der bl.a. på baggrund af denne betænkning og de indkomne høringssvar i Folketinget fremsat et lovforslag (af SV-regeringen) om ændring af retsplejeloven (behandling af borgerlige sager). Lovforslaget med bemærkninger er optrykt i Folketingstidende 1978/79, tillæg A, sp. 1539 ff. Retsudvalgets betænkning er gengivet i Folketingstidende, tillæg B, sp. 1427 ff og 2033 ff. Endelig henvises der til Folketingets Forhandlinger, sp. 11667 ff.

Dette lovforslag indeholdt bl.a. Retsplejerådets forslag til ændring af betingelserne for meddelelse af procesbevillinger. Justitsministeriet var imidlertid af den opfattelse, at den af rådet foreslåede kompetenceflytning kunne give anledning til betænkeligheder, og fandt på den baggrund ikke tilstrækkelig begrundelse for at opretholde den del af Retsplejerådets forslag.

Disse betænkeligheder er bl.a. udtrykt i en udtalelse over betænkningen afgivet af præsidenten for Højesteret den 1. juli 1974. I denne udtalelse, hvis hovedindhold blev gengivet i lovforslagets bemærkninger, anførtes det bl.a., at den historisk begrundede ordning, hvorefter Justitsministeriet meddeler 3. instansbevillinger, efter Højesterets opfattelse havde fungeret godt, og at en henlæggelse af disse sager til Højesteret ikke kunne antages at ville medføre nogen væsentlig ændret praksis. Fra Højesterets side havde man derfor intet ønske om en ændring af den gældende ordning. Højesteret tilsluttede sig, at en kompetenceflytning burde foretages på den af rådet foreslåede måde, hvis en sådan ændring skulle gennemføres. En sådan ordning ville imidlertid stærkt nærme sig etableringen af en ny 3. instans, således at der i de tilfælde, hvor tilladelse gives, reelt ville blive tale om en 4. instansbehandling. Det var endvidere Højesterets opfattelse, at en overførsel af disse sager til Højesteret ville indebære en anden sagsbehandlingsform end i Justitsministeriet, hvilket bl.a. ville give sig udtryk i, at en ansøgning ville skulle behandles af 3 højesteretsdommere. Præsidenten for Højesteret fandt derfor, at det på baggrund af den ikke ganske uvæsentlige forøgelse af rettens arbejde, som der ville blive tale om, ville være nødvendigt at foretage en efter rettens opfattelse i øvrigt uønsket udvidelse af dommerantallet og ansættelse af yderligere juridisk og kontormæssig bistand.

Præsidenten for Højesteret vurderede på den baggrund, at behandlingen af sagerne ville tage længere tid, hvis kompetencen overflyttedes til Højesteret, end efter den gældende ordning. Endelig understregede præsidenten for Højesteret den meget betydelige vægt, som det må tillægges, at der ikke hos parter, der skal have en sag afgjort af Højesteret, kan opstå nogen følelse af forudindtagethed hos retten. Efter præsidentens opfattelse kunne det derfor medføre ulemper, som ikke findes under den gældende ordning. Præsidenten gav derfor udtryk for betænkelighed ved at tilslutte sig den af Retsplejerådet foreslåede ordning. Disse synspunkter har højesteretspræsident J. Trolle endvidere givet udtryk for i en artikel i Ugeskrift for Retsvæsen 1974 B, side 209-213.

I artiklen blev der endvidere peget på, at de svenske erfaringer viste, at der var en tendens til, at parterne opfattede muligheden for at søge 3. instansbevilling som et naturligt led i førelsen af en sag ved domstolene. Det havde medført, at den svenske Højesteret anvendte uforholdsmæssig mange ressourcer på behandlingen af disse sager. Højesteretspræsident J. Trolle oplyste i den forbindelse, at den svenske Højesteret brugte »ca. 3 af ugens 5 dage på - åbenbart for det meste futile - dispenssager, og kun 2 dage på egentlige sager, der er optaget til reel behandling.«

Under lovforslagets behandling i Folketinget blev der i maj 1979 af et mindretal i Retsudvalget stillet ændringsforslag til lovforslaget, hvorefter kompetencen til at meddele 3. instansbevilling blev foreslået overført fra Justitsministeriet til et udvalg under Højesteret. Ændringsforslaget, der blev stillet af Det Konservative Folkepartis medlem af Retsudvalget og tiltrådt af Fremskridtspartiet, Kristeligt Folkeparti og Retsforbundet, blev i betænkningen begrundet med, at det fandtes mest hensigtsmæssigt, at disse afgørelser træffes af domstolene, da det bør være en judiciel og ikke en administrativ afgørelse.

Under lovforslagets anden behandling i Folketinget blev der fra de forskellige ordførere fremført en række synspunkter vedrørende ændringsforslaget. Socialdemokratiet fandt, at kompetencen fortsat burde ligge hos Justitsministeriet og henviste i den forbindelse til Højesterets udtalelse. Venstre tog ligeledes afstand fra ændringsforslaget, idet partiet delte de af Højesteret i høringsudtalelsen fremsatte betænkeligheder. Socialistisk Folkeparti begrundede bl.a. sin modstand mod ændringsforslaget med, at man fandt det værdifuldt, at justitsministeren havde mulighed for at meddele 3. instansbevilling i sager, hvor der politisk kunne være ønske om at få Højesterets vurdering af forholdet.

Det Konservative Folkeparti fastholdt under anden behandlingen i Folketinget, at afgørelsen i sager vedrørende 3. instansbevillinger og oprejsningsbevillinger er en retlig afgørelse, der bør træffes af en domstol, og henviste i øvrigt til, at Retsplejerådet i betænkningen havde foreslået, at kompetencen blev overført til Højesteret.

Kristeligt Folkeparti tilsluttede sig som nævnt ændringsforslaget.

Det Radikale Venstre var enig i, at kompetencen burde flyttes væk fra Justitsministeriet, men fandt bl.a. for at undgå at skabe et system, hvor en part kunne få indtryk af, at Højesteret gennem behandlingen af 3. instansansøgningen var blevet forudindtaget, at kompetencen burde overføres til Den Særlige Klageret.

De af Det Konservative Folkeparti stillede ændringsforslag blev ved afstemningen forkastet.

Under lovforslagets tredje behandling blev der af Det Radikale Venstre stillet ændringsforslag, hvorefter kompetencen blev foreslået overført til Den Særlige Klageret. I bemærkningerne til ændringsforslagene anførtes det, at muligheden for en politisk indblanding i en bevillingssag burde afskæres. Der henvistes i øvrigt til synspunkter fremsat af landsretssagfører Ernest Hartwig i Ugeskrift for Retsvæsen 1978 B, side 313, herunder navnlig udtalelserne om, at den gældende ordning er i strid med såvel grundlovens § 2 som § 3. Bestemmelsen i grundlovens § 2, hvorefter Højesteret er landets øverste domstol, måtte efter forslagsstillernes opfattelse anses for tilsidesat i de tilfælde, hvor Justitsministeriet traf afgørelse om, hvilke sager der skulle forelægges for Højesteret. I disse tilfælde skete der endvidere en indblanding fra Justitsministeriets side i den dømmende magts område.

Ændringsforslaget fik tilslutning fra Danmarks Kommunistiske Parti og Danmarks Retsforbund, der fandt hensigten i forslagene rigtig. Centrum Demokraterne og Socialistisk Folkeparti fandt ikke grundlag for at ændre den bestående ordning, og Det Konservative Folkeparti og Kristeligt Folkeparti kunne ikke tilslutte sig, at kompetencen blev henlagt til Klageretten. Fremskridtspartiet kunne heller ikke støtte ændringsforslaget, men havde sympati for de principielle synspunkter, der lå bag dette.

Det stillede ændringsforslag blev forkastet, og lovforslaget blev for så vidt angår spørgsmålet om Justitsministeriets kompetence til at meddele procesbevillinger vedtaget i den form, det var fremsat (lov nr. 260 af 8. juni 1979).

1.4. Spørgsmålet om en overførsel af kompetencen til at meddele 3. instansbevilling i straffesager til Den Særlige Klageret blev på ny rejst i januar 1989, hvor Socialistisk Folkeparti fremsatte forslag til folketingsbeslutning om ændring af retsplejelovens regler om 3. instansbevilling (B 48, Folketingstidende 1988/89, till. A, sp. 4225).

Baggrunden for forslaget var ifølge bemærkninger bl.a., at det efter forslagsstillernes opfattelse principielt er uhensigtsmæssigt, at Justitsministeriet træffer afgørelse om 3. instansbevilling i straffesager, hvor ministeriet med justitsministeren som øverste anklagemyndighed selv repræsenterer den ene part i sagen. Der henvistes i den forbindelse til de statistiske oplysninger, der er gengivet i betænkning nr. 698/1973, og som kan give indtryk af, at anklagemyndighedens begæringer om 3. instansbevillinger i højere grad imødekommes end forsvarernes. Forslagsstillerne henviste i øvrigt til artiklen i Ugeskrift for Retsvæsen 1978 B, side 313-320, af landsretssagfører Ernest Hartwig, der var optrykt som bilag til forslaget.

Ved beslutningsforslagets første behandling i Folketinget (Folketingstidende 1988/89, sp. 6213 ff) blev der fra Socialdemokratiet og Fremskridtspartiet givet udtryk for en positiv holdning over for den del af forslaget, der gik ud på, at kompetencen blev foreslået flyttet væk fra Justitsministeriet. Socialdemokratiet var derimod ikke enig i, at kompetencen burde overflyttes til Den Særlige Klageret, og henviste bl.a. til de argumenter, som Retsplejerådet i betænkning nr. 698/1973, fremførte mod en sådan løsning. Det Konservative Folkeparti, Venstre, Kristeligt Folkeparti og Centrum Demokraterne kunne ikke gå ind for forslaget og henviste bl.a. til, at man ikke alene på baggrund af nogle rent principielle synspunkter burde gennemføre ændringer, der ville have væsentlige økonomiske konsekvenser. Det Radikale Venstre foreslog, at Retsplejerådet blev anmodet om på ny at overveje spørgsmålet.

Under Retsudvalgets behandling af beslutningsforslaget anmodede udvalget justitsministeren om at indhente en udtalelse fra Højesteret vedrørende overvejelserne om at henlægge kompetencen til at meddele 3. instansbevilling til Højesteret.

I sin udtalelse af 8. maj 1989 henviste Højesteret til de synspunkter, som var blevet fremført af Højesteret i skrivelsen af 1. juli 1974 om de i betænkning nr. 698/1973 indeholdte forslag samt af højesteretspræsident Trolle i artiklen i Ugeskrift for Retsvæsen for 1974. Højesteret anførte i den forbindelse, at Højesteret dengang havde frarådet en gennemførelse af forslaget.

Herefter oplystes, at alle medlemmer af den daværende Højesteret siden er afgået og erstattet med andre dommere. Udskiftningen havde imidlertid ikke medført, at Højesteret havde ændret standpunkt vedrørende det omhandlede kompetencespørgsmål, og retten kunne derfor stadig i det væsentlige henholde sig til de synspunkter, som fandt udtryk i skrivelsen af 1. juli 1974.

Denne opfattelse havde Højesteret senest tilkendegivet over for Retsplejerådet under rådets overvejelser om ændringer i retternes kompetence i civile sager, jf. betænkning nr. 1130/1988, side 32.

Højesteret anførte endvidere, at de bestemmelser i retsplejelovens § 226, der blev gennemført ved lov nr. 273 af 3. maj 1989 om henvisning af sager af principiel karakter og visse andre sager fra byret til landsret i første instans, i det væsentlige svarer til de retningslinier, som bør følges ved meddelelse af 3. instansbevilling i borgerlige sager. Først om nogle år ville man kunne vurdere, hvilken betydning denne lovændring ville få med hensyn til anvendelsen af henvisningsreglen i § 226 og interessen og behovet for 3. instansbevillinger.

Også under hensyn til disse usikkerhedsmomenter fandt Højesteret det rigtigt, at der ikke ved lov nr. 273 af 3. maj 1989 samtidig skete ændringer i de gældende regler om kompetencen til at meddele 3. instansbevilling i borgerlige sager.

På det strafferetlige område havde Højesteret foretaget bl.a. en undersøgelse af, i hvilket omfang der blev meddelt 3. instansbevilling til henholdsvis anklagemyndigheden og tiltalte, og hvor stor en procentdel af landsrettens afgørelser i disse sager, der blev ændret af Højesteret.

Denne undersøgelse viste, at anklagemyndigheden havde fået medhold i den overvejende del af sagerne (65 pct.) i modsætning til forsvaret, der alene havde fået medhold i 25 pct. af sagerne. Højesteret var derfor af den opfattelse, at de meddelte 3. instansbevillinger til anklagemyndigheden havde været velbegrundede.

Endelig anførte Højesteret, at såfremt den i forslaget til folketingsbeslutning omhandlede kompetenceændring blev gennemført, ville tilgangen af sager til Højesteret blive forøget med mindst 160 tilsvarende til ca. 40 pct. Når tilgangen i de sidste 3 år (1985-1988) blev lagt til grund, ville antallet dermed komme til betydeligt at overstige de 489 sager, der udgjorde den gennemsnitlige tilgang i årene 1981-85, som væsentligt oversteg rettens kapacitet og derfor var årsagen til en uheldig ophobning af sager, hvis virkninger det endnu ikke havde været muligt at afbøde fuldt ud.

Selv om det måtte antages, at en del af ansøgningerne ville kunne afgøres summarisk - en behandlingsform som Højesteret principielt ellers ikke anvender - ville det være uundgåeligt, at merarbejdet ville komme til at forsinke afviklingen af mere betydningsfulde sager væsentligt. Højesteret fandt ikke at burde udtale sig om, hvorvidt principielle betænkeligheder ved at lade afgørelsen om 3. instansbevilling i straffesager træffes af justitsministeren som øverste chef for anklagemyndigheden har en sådan vægt, at de desuagtet kunne føre til en ændring af de gældende regler.

Højesteret pegede endvidere på, at det i Danmark i sammenligning med andre lande er meget få straffesager, der indbringes for landets øverste domstol. På denne baggrund ville det ikke være urimeligt at overveje, om der burde sikres adgang til Højesteret for visse kategorier af landsrettens ankedomme. Som eksempel nævntes domme, der af andre grunde end bevisbedømmelsen ikke er enstemmige, og domme, hvorved der er idømt fængsel i 3-4 år eller mere eller andre frihedsberøvende foranstaltninger af længere varighed.

Efter Højesterets opfattelse havde retten - særlig med den nuværende arbejdsbyrde - bedre muligheder for at domsforhandle nogle flere straffesager end for at afse tid og personale til skriftlig behandling af et stort antal ansøgninger om 3. instansbevilling.

Under beslutningsforslagets behandling i Retsudvalget fremsatte et flertal af udvalgets medlemmer (S, SF og FP's medlemmer af udvalget) et ændringsforslag, der indebar, at det i beslutningsforslagets tekst alene anførtes, at kompetencen skulle flyttes væk fra Justitsministeriet uden angivelse af, til hvilken myndighed det i så fald skulle overføres. Ændringsforslaget indebar endvidere, at også 3. instansbevillinger i civile sager blev omfattet af beslutningsforslaget.

Under anden og sidste behandlingen i Folketinget (Folketingstidende 1988/89, sp. 10340 ff) viste der sig et flertal for ændringsforslaget. Efter Socialdemokratiets opfattelse kunne den gældende ordning rejse tvivl om, hvorvidt afgørelsen blev truffet af en upartisk myndighed, og Socialdemokratiet kunne derfor tilslutte sig, at det blev undersøgt, om man kunne finde frem til en bedre ordning. Fremskridtspartiet og Kristeligt Folkeparti tilsluttede sig ligeledes Socialistisk Folkepartis ændringsforslag, idet Justitsministeriet efter disse partiers opfattelse ikke burde træffe afgørelse om 3. instansbevilling. Fremskridtspartiet gav samtidig udtryk for, at hverken Højesteret eller Den Særlige Klageret var et acceptabelt alternativ. Efter Fremskridtspartiets opfattelse skulle afgørelsen i disse sager træffes af en instans, der var helt uafhængig i forhold til såvel domstolssystemet som administrationen. En sådan instans kunne efter Fremskridtspartiets opfattelse sammensættes af f.eks. en, to eller tre professorer fra de juridiske fakulteter. Det Konservative Folkeparti, Venstre, Det Radikale Venstre og Centrum Demokraterne kunne ikke tilslutte sig det fremsatte beslutningsforslag og ændringsforslag.

Ændringsforslaget blev herefter vedtaget af et flertal i Folketinget den 19. maj 1989.

Folketingsbeslutningen pålægger regeringen at fremsætte lovforslag om ændring af retsplejeloven, således at kompetencen til at træffe afgørelse om 3. instansbevillinger ved anke- og kæremål ikke længere henligger under Justitsministeriet eller anden instans inden for den udøvende magts område.

Der blev ikke angivet nogen frist for, hvornår sådant lovforslag skulle fremsættes.

1.5. Under Folketingets behandling i maj 1990 af et lovforslag om ændring af straffeloven og retsplejeloven m.v. (Forenkling og modernisering inden for Justitsministeriets område) blev spørgsmålet om, hvem der skulle have kompetencen til at meddele tilladelse til at indbringe en sag for en højere instans, på ny berørt i forbindelse med drøftelserne af de foreslåede regler om begrænsningen af adgangen til at appellere byrettens afgørelse i civile sager til landsretten, jf. lov nr. 396 af 13. juni 1990.

Socialdemokratiet var imod denne del af forslaget og anførte bl.a., at man burde vente med at foretage ændringer i appelreglerne, til der skulle foretages en samlet gennemgang af appelsystemet.

Socialdemokratiet var i øvrigt af den opfattelse, at kompetencen til at meddele tilladelse til at indbringe en sag for landsretten som 2. instans lige så lidt burde ligge i Justitsministeriet som kompetencen til at meddele 3. instansbevillinger.

Fremskridtspartiet tilsluttede sig dette synspunkt og udtalte i den forbindelse, at man forestillede sig, at 2. instansbevillinger kunne meddeles af Klageretten eller lignende, eller som bedste løsning en instans bestående af »5-6 fornuftige pensionerede juridiske professorer«.

I den af Retsudvalget den 23. maj 1990 afgivne tillægsbetænkning over lovforslaget (Folketingstidende 1989-90, till. B, sp. 1687) tilkendegav et mindretal bestående af Socialdemokratiets og Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget, at man lagde vægt på, at folketingsbeslutningen af 19. maj 1989 vedrørende 3. instansbevillinger også blev tillagt virkning for så vidt angår den eventuelle kommende administration af anketilladelserne.

Under tredjebehandlingen af lovforslaget gav Fremskridtspartiet udtryk for, at man ikke var tilhænger af, at Justitsministeriet skulle træffe afgørelse i disse sager, men at man fandt det naturligt, at spørgsmålet om kompetencen til at meddele 2. instansbevilling blev taget op i forbindelse med behandlingen af folketingsbeslutningen om 3. instansbevillinger.

Om behandlingen i Folketinget af dette lovforslag henvises til Folketingstidende 1989-90, sp. 276, 696, 10204, 10690, till. A, sp. 749, till. B, sp. 1527 og 1687.

1.6. Justitsministeriet anmodede ved skrivelse af 23. august 1989 Retsplejerådet om på baggrund af Folketingsbeslutningen af 19. maj 1989 at foretage en gennemgang og vurdering af de forskellige muligheder for en kompetenceoverførsel som nævnt i Folketingsbeslutningen og at udarbejde et eller flere forslag til ændring af retsplejelovens kompetenceregler på dette område.

Retsplejerådet afgav i maj 1991 betænkning nr. 1222/1991 om 3. instansbevillinger og andre procesbevillinger. Retsplejerådets forslag og overvejelser er gengivet nedenfor i afsnit 4. Forud herfor gives i afsnit 2 en beskrivelse af de gældende regler på området samt statistiske oplysninger, og i afsnit 3 gives en oversigt vedrørende udenlandsk ret på dette område. I afsnit 5 foretages en gennemgang af høringssvarene over betænkningen, og afsnit 6 indeholder Justitsministeriets overvejelser om lovforslagets fremsættelse og udformning.

2. Gældende regler.

2.1. Gældende regler om 3. instansbevillinger.

2.1.1. To-instansprincippet.

Efter retsplejeloven er der i dag som hovedregel fri adgang til at få prøvet en sag ved to instanser. Er sagen behandlet ved landsretten i 1. instans, vil landsrettens afgørelse således frit kunne indbringes for Højesteret. Tilsvarende kan en sag, der er afgjort af byretten i 1. instans, af parterne frit indbringes for landsretten. Derimod vil der ikke være mulighed for at indbringe sagen for Højesteret, medmindre der er indhentet en tilladelse fra Justitsministeriet (3. instansbevilling).

Efter ændringen af reglerne om retternes saglige kompetence, jf. lov nr. 273 af 3. maj 1989, er det i dag udgangspunktet, at en sag anlægges ved byretten som 1. instans. Dog er der efter § 226, stk. 1, mulighed for i visse tilfælde at henvise sagen til behandling ved landsret i 1. instans, ligesom afgørelser truffet af et ministerium eller en central statslig klageinstans behandles af landsretten i 1. instans, jf. § 225, stk. 1.

Princippet om, at der er fri adgang til at få prøvet en sag i to instanser, gælder ikke undtagelsesfrit.

Ankeadgangen i straffesager er således i visse mindre politisager begrænset på en sådan måde, at byrettens afgørelser kun kan indbringes for landsretten, såfremt der foreligger tilladelse fra Justitsministeriet.

Endvidere er der ved lov nr. 396 af 13. juni 1990 om ændring af straffeloven og retsplejeloven m.v. indført en tilsvarende fravigelse af to-instansprincippet for så vidt angår civile sager. Sager af mindre værdi, dvs. sager, der efter påstanden angår en økonomisk værdi af højst 10.000 kr., kan således kun indbringes for landsretten efter indhentet tilladelse fra Justitsministeriet.

2.1.2. Civile sager.

I overensstemmelse med to-instansprincippet fastslås det i retsplejelovens § 371, stk. 1, at en dom, der er afsagt af landsretten som 2. instans, ikke kan ankes til Højesteret. Efter bestemmelsen har Justitsministeriet imidlertid kompetence til at meddele 3. instansbevilling, hvis sagen er af principiel karakter, eller særlige grunde i øvrigt taler derfor.

Fristen for indgivelse af ansøgning til Justitsministeriet svarer til ankefristen ved appel til Højesteret (8 uger). Der er dog adgang til undtagelsesvis at meddele tilladelse, hvis ansøgningen er indgivet inden eet år efter landsrettens afgørelse. Dette svarer til fristen for meddelelse af oprejsningsbevilling ved for sen anke til Højesteret.

Særskilt anke af bestemmelser om sagsomkostninger og processuelle straffe i domme, der er afsagt af en landsret og af Sø- og Handelsretten i København, forudsætter efter retsplejelovens § 368, stk. 5, at der er meddelt tilladelse dertil af Justitsministeren. Tilladelse kan efter bestemmelsen meddeles efter reglerne i § 371.

Efter retsplejelovens § 392, stk. 1, nr. 1, kan landsrettens afgørelse i kæresager ikke påkæres til Højesteret. Det samme gælder landsrettens kendelser og beslutninger, der afsiges under behandlingen af en ankesag, hvis byretten har taget stilling til det spørgsmål, som afgørelsen angår, jf. § 392, stk.1, nr. 2. Endelig er kæreadgangen til Højesteret efter § 392, stk. 1, nr. 3, afskåret for så vidt angår enstemmige kendelser og beslutninger, der afsiges af landsretten som 1. instans under sagsforberedelsen eller domsforhandlingen, eller som afsiges under behandlingen af en ankesag, hvis der er tale om en afgørelse af procesledende karakter efter retsplejelovens § 378, eller §§ 381-384.

Justitsministeriet kan imidlertid efter § 392, stk. 2, meddele tilladelse til, at sådanne landsretsafgørelser indbringes for Højesteret, når særlige grunde taler derfor. Fristen for indgivelse af ansøgninger er 2 uger. Dog kan der fremsættes anmodning om behandling af ansøgningen uanset fristoverskridelse i indtil 6 måneder efter landsrettens afgørelse. Dette svarer til kærefristen og fristen for indgivelse af ansøgning om oprejsningsbevilling ved kære til Højesteret.

Landsrettens afgørelse i en ankesag om prøvelse af en administrativt bestemt frihedsberøvelse kan kun ankes til Højesteret med Justitsministeriets tilladelse, jf. retsplejelovens § 475, stk. 3, hvorefter bestemmelserne i § 371, stk. 1, 2. pkt., og stk. 2, finder tilsvarende anvendelse.

Afgørelser, der er truffet af fogedretten, kan efter ændringen af appelreglerne i fogedsager, der blev gennemført ved lov nr. 731 af 7. december 1988, kun indbringes for landsretten ved kære (§ 584). Landsrettens afgørelser i disse kæresager kan efter § 585 ikke indbringes for Højesteret. Dog kan Justitsministeriet efter § 585, stk. 1, 2. pkt., meddele tilladelse til kære, når særlige grunde taler derfor. Fristen for indgivelse af ansøgning om kæretilladelse er 8 uger, i auktionssager dog kun 4 uger, jf. § 585, stk. 2. Ansøgningsfristen er absolut i auktionssager, hvorimod der i andre fogedsager er mulighed for, at Justitsministeriet undtagelsesvis kan meddele tilladelse til kære, hvis ansøgning er indgivet inden 1 år efter landsrettens afgørelse.

I skiftesager kan landsrettens afgørelse i ankesager i reglen ikke ankes til Højesteret. Justitsministeriet kan dog efter § 665, stk. 1, meddele tilladelse til anke efter reglerne i § 371, stk. 1, 2. pkt., og stk. 2. Ligeledes kan landsrettens afgørelse i en påkæret skifteafgørelse kun indbringes for Højesteret ved kære, såfremt Justitsministeriet meddeler tilladelse dertil, jf. § 665, stk. 3, der indeholder en henvisning til de tidligere regler i § 392, stk. 1, 3. pkt., og stk. 2 (nu § 392, stk. 2).

Efter bistandslovens § 131, jf. bekendtgørelse nr. 637 af 27. september 1989 af lov om social bistand, kan Justitsministeriet undtagelsesvis meddele tilladelse til prøvelse ved Højesteret i sager, hvor landsretten har taget stilling til en beslutning om at tvangsanbringe et barn uden for hjemmet eller nægte at hjemgive et barn eller en beslutning om flytning af et barn, der i mere end 2 år har haft ophold i en plejefamilie, jf. bistandslovens § 128, jf. § 123, stk. 1, og § 124. Fristerne for indgivelse af ansøgning om anke og kære er efter § 131, 2. pkt., henholdsvis 1 og og 6 måneder efter afgørelsen.

Efter skibsregistreringslovens § 53, stk. 2, jf. lovbekendtgørelse nr. 588 af 29. september 1988, kan Justitsministeriet meddele tilladelse til prøvelse ved Højesteret efter reglerne i retsplejelovens § 392, stk. 2, i sager, hvor landsretten har taget stilling til et kæremål vedrørende skibsregisterets afgørelse i henhold til loven.

Lov om registrering af rettigheder over luftfartøjer, jf. lovbekendtgørelse nr. 620 af 15. september 1986, indeholder i § 14, stk. 2, en bestemmelse om, at Justitsministeriet undtagelsesvis kan meddele tilladelse til prøvelse af landsrettens afgørelse i sager, hvor en afgørelse vedrørende registrering har været påkæret til landsretten efter stk. 1. I bestemmelsen angives det, at Justitsministeriet kan meddele tilladelse inden 6 måneders forløb. Fristen må antages at løbe fra landsrettens afgørelse.

Lov om mortifikation af værdipapirer, jf. lovbekendtgørelse nr. 639 af 16. september 1986, indeholder i § 8, stk. 2, en bestemmelse, der i begrænset omfang giver mulighed for, at Justitsministeriet kan meddele tilladelse til, at en mortifikationsdom afsagt af landsretten kan indbringes for Højesteret. Tilladelse kan i disse tilfælde kun meddeles, hvis der er rejst indsigelse under sagens behandling ved landsretten.

Efter § 23 i lov om en værdipapircentral, jf. lovbekendtgørelse nr. 21 af 16. januar 1990, kan en afgørelse om registrering indbringes for værdipapircentralens klageafdeling. Dennes afgørelse kan efter § 25, stk. 1, påkæres til Østre Landsret. I medfør af § 25, stk. 3, kan Justitsministeriet tillade, at landsrettens afgørelse indbringes for Højesteret efter de samme betingelser, som gælder for landsrettens afgørelser i kæresager (retsplejelovens § 392, stk. 2).

2.1.3. Straffesager.

Efter § 966, stk. 1, kan landsrettens dom i en ankesag som udgangspunkt ikke ankes. Landsrettens afgørelser i sager om opløsning af politiske foreninger kan dog efter § 966, stk. 5, altid ankes til Højesteret. I andre tilfælde kan anke til Højesteret kun ske, hvis justitsministeren har meddelt tilladelse til, at sagen indbringes for Højesteret. En sådan tilladelse kan gives, såfremt sagen er af principiel karakter, eller særlige grunde i øvrigt taler derfor.

Ansøgning om anketilladelse skal indgives inden 2 uger efter dommens afsigelse. Indgives ansøgningen af tiltalte, og har denne ikke været til stede ved dommens afsigelse, regnes fristen dog fra dommens forkyndelse. Justitsministeren kan undtagelsesvis meddele tilladelse, hvis ansøgningen indgives senere, men inden eet år efter dommens afsigelse.

Kendelser og beslutninger, der afsiges af en landsret eller byret, kan efter § 968, stk. 1, som udgangspunkt indbringes for højere ret ved kære, forudsat afgørelsen ikke kan inddrages under en ankebehandling i medfør af bestemmelserne i § 940 og § 962.

Efter § 968, stk. 2, kan kendelser og beslutninger, der afsiges under domsforhandlingen eller under dennes forberedelse, dog kun kæres, hvis afgørelsen går ud på, at sagen udsættes, afvises eller hæves, eller angår fængsling, beslag, ransagning eller lignende eller pålægger straf eller omkostninger eller er rettet mod nogen, som ikke er part i sagen.

Denne begrænsning i kæreadgangen gælder ikke, hvor der i loven er særlig hjemmel til kære. En sådan kæreadgang er hjemlet i retsplejelovens § 30, stk. 1, 2. pkt., modsætningsvis (rettens beslutning i straffesager om dørlukning), § 31, stk. 3 (rettens nægtelse af at udstede referatforbud), § 64 (kendelser, hvorved indsigelser mod en dommers habilitet forkastes), § 692, stk. 2 (retsafgørelser, hvorved en begæring om sagens påkendelse ved landsret (nævningeret) eller under medvirken af domsmænd afslås), § 703 (beslutning, hvorved en begæring om sagens overflytning til en anden ret nægtes), samt § 732, stk. 3 (beslutning, hvorved beskikkelse af forsvarer nægtes).

Efter § 968, stk. 3, kan kendelser afsagt af landsretten under behandlingen af en ankesag kun kæres til Højesteret med tilladelse af justitsministeren. Bestemmelserne i § 966 om frist for indgivelse af ansøgning m.v. finder i så fald anvendelse (2 uger).

Landsrettens afgørelse i en kæresag kan efter § 973 ikke kæres til Højesteret. Justitsmininisteren kan dog meddele tilladelse til, at sagen indbringes for Højesteret, når særlige grunde taler derfor. Reglerne om frist for indgivelse af ansøgning til Justitsministeriet svarer til fristreglerne i § 966.

2.1.4. Statistiske oplysninger om 3. instansbevillinger.

2.1.4.1. 3. instansbevillinger i civile sager.

Der henvises til bilag 1 til lovforslagets bemærkninger.

2.1.4.2. 3. instansbevillinger i straffesager.

Der henvises til bilag 2 til lovforslagets bemærkninger.

2.2. Oprejsningsbevillinger.

2.2.1. Civile sager.

Efter retsplejelovens § 372, stk. 1, er ankefristen ved anke fra byret til landsret 4 uger og ved anke fra landsret til Højesteret 8 uger. (I ægteskabssager er ankefristen ved anke fra byret til landsret dog 8 uger, jf. § 454, stk. 1). Indleveres ankestævningen for sent, skal den efter stk. 2 afvises af retten. Anke vil herefter kun kunne ske, såfremt justitsministeren undtagelsesvis har meddelt tilladelse (oprejsningsbevilling). En sådan tilladelse kan gives i indtil eet år efter dommens afsigelse, og adgangen til at meddele tilladelse er åben for såvel de tilfælde, hvor ankestævningen er indgivet for sent ved ordinær anke, som i de tilfælde, hvor appellanten efter at have fået tilladelse fra Justitsministeriet til anke i henhold til § 371 har indleveret ankestævningen senere end 4 uger efter, at tilladelsen blev givet.

020 Henvisningen i § 372, stk. 2, til tilladelser meddelt efter § 371 indebærer, at der kan meddeles oprejsningsbevilling såvel i de tilfælde, hvor der foreligger tilladelse til anke til Højesteret af landsrettens afgørelse i en ankesag, som i de tilfælde, hvor der foreligger tilladelse til særskilt at anke bestemmelser om sagsomkostninger og processuelle straffe i domme, der er afsagt af en landsret og af Sø- og Handelsretten, til Højesteret, jf. henvisningen til § 371 i § 368, stk. 5.

Kærefristen i civile sager er 2 uger regnet fra den dag, afgørelsen er truffet, jf. § 394, stk. 1. Er der meddelt tilladelse til kære efter § 392, stk. 2, skal kære ske inden 2 uger efter, at tilladelsen er meddelt. En senere indgivet kære afvises af retten. Efter retsplejelovens § 394, stk. 2, kan justitsministeren undtagelsesvis tillade kære indtil 6 måneder efter afgørelsen.

En administrativt bestemt frihedsberøvelse kan efter § 469, stk. 1, kræves indbragt for byretten. Begæring herom skal efter § 469, stk. 4, fremsættes inden 4 uger efter frihedsberøvelsens ophør. Justitsministeren kan dog efter § 469, stk. 4, 2. pkt., undtagelsesvis i indtil 6 måneder efter frihedsberøvelsens ophør tillade, at afgørelsen indbringes for retten, når der foreligger særlig grund til at afvige fra fristen. Fristen for at anke byrettens dom i en sag om prøvelse af administrativt bestemt frihedsberøvelse er ifølge § 475, stk. 1, 4 uger fra dommens afsigelse. Efter samme bestemmelse kan anke dog undtagelsesvis tillades af justitsministeren indtil eet år efter dommens afsigelse.

Kærefristen i fogedsager er 4 uger, efter at forretningen er foretaget. Har fogedretten truffet afgørelse om, at forretningen nægtes fremme, regnes kærefristen fra afgørelsestidspunktet, jf. § 586, stk. 1. Har justitsministeren meddelt tilladelse til kære af landsrettens afgørelse i en kæresag efter § 585, stk. 2, skal kære ske inden 4 uger efter, at tilladelsen er meddelt ansøgeren. Overskridelse af kærefristen medfører afvisning. Justitsministeren kan dog efter § 586, stk. 4, undtagelsesvis tillade kære indtil 1 år efter afgørelsen. I auktionssager kan tilladelse dog kun gives i indtil 6 måneder efter afgørelsen.

I skiftesager skal kære af kendelser og beslutninger, der forefalder under boets behandling, i det omfang de kan påkæres, ske inden 2 uger efter, at afgørelsen er truffet. Justitsministeren kan i disse sager undtagelsesvis tillade kære i indtil 6 måneder efter, at beslutningen er taget eller kendelsen afsagt, jf. § 661, stk. 3.

Anke af skifterettens afgørelser angående anmeldte fordringer eller fremsatte krav skal iværksættes inden 4 uger efter, at afgørelsen er truffet, eller skiftet i henhold til skiftelovens § 50 anses som sluttet. I tilfælde af overskridelse af fristen kan Justitsministeriet undtagelsesvis tillade anke indtil 1 år efter, at afgørelsen er truffet eller skiftet afsluttet, jf. § 662, stk. 3.

Ved anke til Højesteret i skiftesager gælder de almindelige regler i kapitel 36, herunder adgangen til for Justitsminiteriet efter § 372, stk. 2, at meddele oprejsningsbevilling ved for sent indgivet anke.

Efter konkurslovens § 250, stk. 2, kan Justitsminiseriet i tilfælde af overskridelse af ankefristen på 4 uger dog undtagelsesvis tillade anke indtil 1 år efter konkursbehandlingens afslutning. Tilladelse til kære efter udløbet af kærefristen, der er 2 uger, kan efter § 251, stk. 2, der henviser til § 250, stk. 2, undtagelsesvis gives i indtil 6 måneder efter konkursbehandlingens slutning.

Efter skibsregisterlovens § 53, stk. 1, skal appel af skibsregisterets afgørelse ske inden for en frist af 14 dage regnet fra den dag, afgørelsen er meddelt vedkommende. Justitsministeriet kan dog, når omstændighederne taler derfor, i op til 6 måneder efter afgørelsen tillade, at sagen indbringes for landsretten.

Efter § 14 i lov om registering af rettigheder over luftfartøjer kan Justitsministeriet meddele oprejsningsbevilling under samme betingelser som efter bestemmelsen i skibsregisterlovens § 53, stk. 1.

Lov om mortifikation af værdipapirer indeholder i § 8, stk. 3, en udtrykkelig bestemmelse om, at Justitsministeriet ikke kan meddele tilladelse til, at en dom, der giver mortifikation, påankes til landsret eller Højesteret efter udløbet af de almindelige ankefrister. Bestemmelsen er således udtryk for en undtagelse til de almindelige bestemmelser i retsplejelovens § 371, stk. 1, og § 394, stk. 2.

Efter § 25, stk. 1, i lov om en værdipapircentral er der en frist på 2 uger for indbringelse af en afgørelse truffet af centralens klageafdeling for Østre Landsret. Kære af afgørelsen skal ske ved indgivelse af kæreskrift til klageafdelingen. I øvrigt finder reglerne om kæremål i borgerlige sager med de fornødne tillempelser anvendelse på indbringelse for og behandling ved landsretten. I forarbejderne til denne bestemmelse (lovforslagets bemærkninger, Folketingstidende 1979-80, 2. samling, tillæg A, sp. 3995) oplyses det, at »klagefristen er fastsat til 2 uger som ved kære i borgerlige sager til landsretten, jf. retsplejelovens § 394«. På baggrund af henvisningen i bestemmelsen til reglerne om kæremål i borgerlige sager og da bemærkningerne til bestemmelsen ligeledes indeholder en generel henvisning til retsplejelovens § 394, må det antages, at reglerne i § 394, stk. 2, om oprejsningsbevilling finder anvendelse i disse sager.

For så vidt angår bistandsloven kan det oplyses, at der ikke i denne lovs regler om domstolsprøvelse af afgørelser om tvangsfjernelse eller nægtelse af hjemgivelse af børn er fastsat regler om oprejsningsbevilling.

Efter Justitsministeriets praksis lægges der ved afgørelsen af en ansøgning om oprejsningsbevilling navnlig vægt på, om fristoverskridelsen kan anses for undskyldelig, hvilket f.eks. ikke antages at være tilfælde, hvis overskridelsen skyldes fejl fra advokatens side.

2.2.2. Straffesager.

I straffesager er det domstolene, der træffer afgørelse om, hvorvidt en sag kan indbringes for retten efter appelfristens udløb. Afgørelsen træffes af appelinstansen.

Ankefristen ved anke af en byretsdom eller landsretsdom er 14 dage regnet fra dommens afsigelse. Har tiltalte ikke været til stede ved afsigelsen af dommen, regnes fristen dog for tiltaltes vedkommende fra den dag, udskrift af dommen er forkyndt for tiltalte. Er der rejst anke fra den ene side, har modparten adgang til at påanke sagen, når blot ankemeddelelsen iværksættes inden 14 dage efter, at den anden parts anke er meddelt denne, jf. retsplejelovens §§ 947-949 og § 963, stk. 3.

Overskridelse af fristen for anke indebærer, at ankeinstansen afviser anken, medmindre den ankende gør antageligt, at den omstændighed, hvorpå anken grundes, først senere er blevet den ankende bekendt, eller at fristens oversiddelse i øvrigt skyldes grunde, som ikke kan tilregnes denne, jf. § 949, stk. 2, og § 963, stk. 3.

I straffesager, der efter fristens udløb indbringes for ankeinstansen af anklagemyndigheden, admitteres anken normalt kun i de tilfælde, hvor der har været gjort en ihærdig indsats for at få forkyndt ankemeddelelsen, og hvor det er lykkedes kort tid efter fristens udløb. Praksis er noget lempeligere, hvis domfældte anker for sent. Det gælder både i de tilfælde, hvor fristoverskridelsen begrundes med, at ankegrundene først er blevet domfældte bekendt senere, og i de tilfælde, hvor domfældte anfører, at fristoverskridelsen ikke kan tilregnes ham eller hende.

2.2.3. Statistiske oplysninger om oprejsningsbevillinger.

Der henvises til bilag 3 til lovforslagets bemærkninger.

2.2.3.1. Oprejsningsbevillinger i straffesager.

Som nævnt ovenfor under afsnit 2.2. er det domstolene, der træffer afgørelser om admittering af for sent indgivet ankebegæring. Justitsministerier er ikke i besiddelse af talmateriale, der belyser domstolenes praksis vedrørende dette spørgsmål.

2.3. 2. instansbevillinger.

2.3.1. Civile sager.

I civile sager, der angår krav af højst 10.000 kr., kan byrettens afgørelse efter en ændring af retsplejeloven i 1990 (lov nr. 396 af 13. juni 1990) kun indbringes for landsretten med tilladelse af Justitsministeriet. Denne fravigelse af to-instansprincippet gælder ved anke, jf. § 368, stk. 1, og ved kære, jf. § 389, stk. 2, ved særskilt kære af sagsomkostninger, jf. § 389, stk. 2, og § 391, stk. 1, og ved kære af fogedrettens afgørelser, jf. § 503, stk. 2 og 3, og § 584, stk. 2. Kriteriet for meddelelse af 2. instanstilladelse svarer til de gældende kriterier for meddelelse af 3. instansbevilling, dvs. at sagen er af principiel karakter, eller særlige grunde i øvrigt taler derfor. Fristen for indgivelse af ansøgning er i ankesager og fogedsager 4 uger samt i kæresager 2 uger. I øvrigt finder reglerne vedrørende 3. instansbevillinger tilsvarende anvendelse.

2.3.2. Straffesager.

Byrettens dom i en straffesag kan bortset fra afgørelsen i visse politisager frit ankes til landsret, jf. § 962, stk. 1. Domme i mindre politisager kan efter retsplejelovens § 962, stk. 2, som udgangspunkt kun ankes af det offentlige, når andre offentligretlige følger end bøde og konfiskation kan idømmes efter de lovbestemmelser, tiltalen lyder på. Der er endvidere kun fri adgang til anke for den tiltalte, såfremt denne har givet møde i sagen, og højere straf end 20 dagbøder eller bøde på 3.000 kr. eller konfiskation af genstande af tilsvarende værdi eller andre offentligretlige følger er idømt.

Justitsministeren kan efter § 962, stk. 3, give tilladelse til anke, såfremt sagen er af principiel karakter, eller særlige grunde i øvrigt taler derfor. Sager, der er afgjort ved advarsel efter retsplejelovens § 937 eller vedtagelse af bøde eller konfiskation i retten, jf. § 936, kan ligeledes kun ankes med justitsministerens tilladelse. Ansøgning om anketilladelse skal indgives inden 2 uger efter dommens afsigelse. Indgives ansøgningen af tiltalte, og har denne ikke været til stede ved dommens afsigelse, regnes fristen dog fra dommens forkyndelse. Justitsministeren kan undtagelsesvis meddele tilladelse, hvis ansøgning indgives senere, men inden 1 år efter dommens afsigelse.

Beløbsgrænsen i retsplejelovens § 962, stk. 3, var tidligere blevet hævet ved lov nr. 298 af 6. juli 1984 fra 60 kr. til 1.000 kr.

Af Retsplejerådets betænkning nr. 994/1983, der lå til grund for lovændringen, fremgår det bl.a., at der i et ikke ubetydeligt omfang sker formildelse eller frifindelse under landsrettens behandling af ankesager. Rådet er derfor opmærksom på, at en begrænsning af tiltaltes ankeadgang kan give anledning til betænkelighed ud fra et almindeligt retsplejemæssigt synspunkt. I det omfang sagspresset på landsretterne skal søges lettet inden for de bestående personalemæssige rammer, er det imidlertid nødvendigt at overveje gennemførelsen af foranstaltninger, der begrænser domstolenes indsats i mindre betydningsfulde sager, uanset at det set udelukkende ud fra sædvanlige retsplejemæssige synspunkter kan opfattes som en forringelse. Det anføres endvidere, at en sådan ændring formentlig vil kunne gennemføres, uden at det vil medføre nogen reelt svækkelse af de tiltaltes retsstilling. Det forudsættes herved, at Justitsministeriet som hidtil - hvor det skønnes rimeligt, at tiltalte får adgang til at få sagen prøvet i to instanser - vil kunne meddele tilladelse til anke. Endvidere fremgår det, at straffen for mindre politiforseelser i overvejende grad udmåles efter nøje fastlagte retningslinier i praksis. En anke af en dom i en sådan sag med henblik på ændring af den idømte straf vil derfor normalt ikke kunne føre til et for den tiltalte gunstigere resultat.

Det anføres desuden til støtte for lovændringen, at omkostningerne ved landsretsbehandlingen er betydelige og i mange tilfælde ikke står i rimeligt forhold til bødestørrelsen. Anke til landsretten medfører samtidig også, at der skal beskikkes en forsvarer for den tiltalte. Herved kan der påføres den domfældte udgifter, der let kan overstige bøden betydeligt.

Ved besvarelsen den 5. april 1984 af spørgsmål 25 og 26 fra Folketingets Retsudvalg er det oplyst, at Justitsministeriet er indstillet på efter gennemførelsen af den foreslåede forhøjelse af den gældende ankegrænse, der hidrører fra 1922, at være imødekommende over for begæringer om anketilladelser fra tiltaltes side, medmindre det må antages, at en anke åbenbart ikke vil kunne føre til et for den tiltalte gunstigt resultat.

Justitsministeriet overvejede i 1985 den fremtidige praksis på området. Man har på baggrund heraf siden 1985 anlagt den praksis, at der meddeles tilladelse, såfremt sagen er af principiel karakter. Herudover meddeles der tilladelse, hvis der er en rimelig formodning for, at dommen ville blive ændret under en ankebehandling. Ved denne vurdering foretages der en vurdering af såvel byrettens bevisvurdering som sanktionsfastsættelsen. Endvidere kan anketilladelse meddeles, hvis afgørelsen forekommer ekstraordinært byrdefuld i det enkelte tilfælde.

Ombudsmanden har i en række sager tilkendegivet, at han ikke har bemærkninger til Justitsministeriets praksis, hvorefter bl.a. det forhold, at en dømt person er uenig i rettens konkrete bevisvurdering, ikke medfører, at sagen er af principiel karakter.

Beløbsgrænsen blev ved lov nr. 396 af 13. juni 1990 justeret til de nugældende beløbsbrænser. Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, at sager, som bevismæssigt eller retligt frembyder tvivl, med justitsministerens tilladelse vil kunne indbringes for landsretten i de tilfælde, hvor det skønnes rimeligt, at tiltalte får adgang til at få sagen prøvet i 2 instanser.

I en afgørelse af 29. januar 1991 har ombudsmanden henstillet, at Justitsministeriet tager en sag op til fornyet overvejelse. Der var tale om en dom fra den 14. september 1989 - altså inden forhøjelsen af beløbsgrænsen - hvor retten efter en helt konkret bevisvurdering dømte en person for at have truet en anden med en kniv. Der var ikke andre end de to, der overværede forholdet. Der er endvidere ikke i sagen oplysninger om objektive fund m.v., der skulle kunne afsvække den af forurettede afgivne forklaring, og Justitsministeriet meddelte derfor ombudsmanden, at man efter et konkret skøn havde lagt den bevisvurdering til grund, som byretten havde anlagt i sagen. I lyset af denne vurdering meddelte Justitsministeriet, at man ikke fandt, at der forelå sådanne forhold, at særlige grunde skulle tale for, at sagen blev indbragt for landsretten.

Ombudsmanden har imidlertid i sin udtalelse tilkendegivet, at ministeriets afgørelse er sket på et retligt grundlag, der ikke svarer til den ovennævnte forståelse af retsplejelovens § 962. Udtalelsen må læses som et ønske om, at praksis bør ændres, således at der meddeles anketilladelse, medmindre det må antages, at en anke åbenbart ikke vil kunne føre til et for den tiltalte gunstigt resultat.

Justitsministeriet har på baggrund af ombudsmandssagen ændret praksis, hvilket har medført en kraftig stigning i antallet af meddelte 2. instanstilladelser i straffesager. Hvor tilladelser tidligere (som for ansøgninger indgivet af anklagemyndigheden) kun blev meddelt, når sagen var af principiel karakter, eller særlige omstændigheder i øvrigt talte derfor, meddeles tilladelse til tiltalte nu, medmindre det må antages, at anke åbenbart ikke vil kunne føre til et for den tiltalte gunstigt resultat. Den ændrede praksis afspejles da også klart i de statistiske oplysninger, se bilag 5 til lovforslagets bemærkninger.

2.3.3. Statistiske oplysninger om 2. instansbevillinger.

Der henvises til bilag 4 og 5 til lovforslagets bemærkninger.

3. Retstilstanden i andre lande.

3.1. Sverige.

Borgerlige sager og straffesager anlægges som hovedregel ved tingsrætt (byret) som 1. instans. Byrettens afgørelse kan frit ankes til landsretten.

Højesteret prøver som sidste instans sager, der indbringes ved appel af landsrettens afgørelse. Desuden træffer Højesteret afgørelse i sager, hvor der ansøges om genoptagelse eller oprejsningsbevilling for så vidt angår landsretsafgørelser, samt klager vedrørende ugyldighed.

Appel til Højesteret kan efter svensk ret kun ske med samtykke fra Højesteret.

Tilladelse til at indbringe en sag for Højesteret som 3. instans kan gives, hvis det findes af betydning for retspraksis, at sagen prøves af Højesteret, eller hvis der i øvrigt foreligger særlige grunde.

Som eksempler på særlige grunde nævnes i den svenske retsplejelov, at der foreligger en genoptagelsesgrund, ugyldighed, eller at man i forbindelse med sagens behandling i landsretten groft har overset noget eller på anden måde begået en grov fejltagelse.

Det følger således at lovens ordlyd, at Højesteret skal godtage en dom, selvom landsrettens afgørelse åbenbart er forkert, når blot der ikke er tale om en grov fejltagelse. Medmindre fejlen i et sådant tilfælde har betydning for retspraksis, skal Højesteret ikke give 3. instansbevilling.

Den svenske retsplejelov indeholder endvidere en bestemmelse, der giver Højesteret mulighed for at begrænse 3. instansbevillingen til at angå et bestemt spørgsmål i sagen eller en bestemt del af sagen, hvis efterprøvelse vil være af væsentlig betydning for retspraksis.

En sag om 3. instansbevilling forberedes af en fuldmægtig, der forelægger sagen for 1 eller - hvis sagen giver anledning til tvivl - 3 dommere. Dommerne har i forvejen modtaget skriftligt materiale vedrørende sagen og henvisning til lovmotiver, litteratur samt retspraksis.

Højesterets afgørelse i sager om 3. instansbevilling begrundes ikke.

Den rolle, som Højesteret indtager i det svenske retssystem, har efter en retsplejereform i 1971 først og fremmest karakter af en præjudikatsinstans. Med denne reform afskaffedes de såkaldte ændrings- og interessedispensationsgrunde, således at der ikke længere kunne meddeles 3. instansbevilling, alene fordi der kunne være grund til at tro, at landsrettens afgørelse burde ændres, eller fordi prøvelsen af spørgsmålene i en sag var af særlig interesse. Det er herefter ikke længere Højesterets opgave at skabe ret i den enkelte sag, men at koncentrere ressourcerne om de spørgsmål, der har præjudikatsværdi. I samme forbindelse indførtes der adgang til at meddele partiel 3. instansbevilling, således at kun en del af en sag ville blive prøvet i Højesteret.

Et væsentligt sigte med denne reform var at mindske tilstrømningen af sager til Højesteret, således at denne fik frigjort ressourcer til at behandle flere præjudikatsspørgsmål.

Reformen førte imidlertid ikke til den ønskede nedgang i sagsantallet ved Højesteret. Antallet af landsretsafgørelser, der ønskedes indbragt for Højesteret, steg tværtimod til det dobbelte. Derfor gennemførte man i 1981 en ændring af reglerne, således at det blev muligt at lade een dommer træffe afgørelse i sager om 3. instansbevilling. Desuden mindskede man Højesterets opgaver med hensyn til nogle andre sagstyper.

Den i 1971 indførte adgang til at begrænse Højesterets prøvelse til en del af den dom eller beslutning, der blev appelleret, blev ved en lovændring i 1989 videreudviklet, således at 3. instansbevillinger herefter kan begrænses til ikke blot en bestemt del af sagen, men et bestemt spørgsmål i sagen, der er af betydning for retsanvendelsen (præjudikatsspørgsmål).

Antallet af sager, hvor der meddeles 3. instansbevilling, og som Højesteret derfor skal træffe afgørelse i, har i de seneste år udgjort en meget lille andel af de sager, der blev indbragt for Højesteret med henblik herpå. I perioden 1986-1990 har tilladelsesprocenten således ligget på ca. 5, jf. vedrørende statistiske oplysninger betænkning nr. 1222/1991, s. 31 ff.

Det kan nævnes, at den svenske højesteret som følge af, at en meget stor del af rettens ressourcer anvendes til behandlingen af ansøgninger om 3. instansbevilling, har oparbejdet en betydelig sagsrestance.

Dette forhold må sammenholdes med, at den svenske højesteret består af 24 højeretsdommere, fordelt på 3 afdelinger og et lovråd. Der er i øvrigt ansat ca. 40 jurister ved retten, som for de flestes vedkommende har 10-15 års erfaring, samt ca. 60 kontoruddannede m.v.

3.2. Norge.

Civile sager anlægges i Norge som hovedregel ved by- og herredsretten som 1. instans.

Byrettens afgørelse kan ankes til landsretten. Anken kan dog ikke fremmes uden landsrettens samtykke, hvis anken angår en formueværdi på under 20.000 n.kr.

Med samtykke fra Højesterets Kæremålsudvalg kan en anke af en byretsafgørelse indbringes direkte for Højesteret. Tilladelse kan meddeles, hvis afgørelsen har betydning uden for den foreliggende sag, når sagen er pådømt af sagkyndige domsmænd, eller hvis det af særlige grunde er påkrævet af hensyn til partens personlige forhold af få sagen hurtigt afgjort. Tilladelse gives dog sjældent, jf. vedrørende statistiske oplysninger betænkning nr. 1222/1991, s. 35 ff.

Landsrettens afgørelser (i ankesager eller 1. instanssager) kan ankes til Højesteret. Gælder anken en formueværdi under 100.000 n.kr., kræves der dog samtykke fra Højesterets Kæremålsudvalg. Kæremålsudvalgets afgørelse om anketilladelse i disse sager er endelig og kan ikke gøres til genstand for genoptagelse.

En anke afgøres af henholdsvis landsretten eller Højesterets Kæremålsudvalg uden forhandling, hvis anken er behæftet med sådanne fejl, at den må afvises, eller retten enstemmigt finder, at den påankede afgørelse skal ophæves af en grund, som retten ex officio skal tillægge retsvirkning.

Ved anke til Højesteret kan Højesterets Kæremålsudvalg - efter at have givet den ankende part adgang til at udtale sig - nægte at fremme anken helt eller delvis, hvis kæremålsudvalget, der består af 3 medlemmer, enstemmigt finder,

1) at det er klart, at anken ikke vil kunne føre til, at den ankende part vinder sagen,

2) at den ankende part ikke vil kunne få medhold, uden at Højesteret skal fravige den påankede afgørelse på et punkt, hvor det må antages at have været af væsentlig betydning, at retten har haft mulighed for umiddelbart at høre parters og vidners forklaringer eller foretage en undersøgelse, som ikke kan foretages af Højesteret,

3) at den ankende part ikke har sandsynliggjort, at denne er uden skyld i, at nye påberåbte beviser som nævnt under pkt. 2 ikke har været ført umiddelbart for den ret, som har dømt i sagen, eller,

4) at hverken afgørelsens betydning uden for den foreliggende sag eller andre forhold taler for, at spørgsmålet skal prøves ved Højesteret.

Afgørelsen begrundes alene ved henvisning til hjemmelsbestemmelsen.

Kendelser og beslutninger afsagt af byretten kan som hovedregel indbringes for landsretten ved kære. På samme måde kan kendelser og beslutninger afsagt af landsretten indbringes for Højesteret.

I visse tilfælde kan kære ikke finde sted, fordi afgørelsen kan påankes eller bruges som ankegrund, eller fordi afgørelsen efter sin art eller særlige lovbestemmelser er uangribelig.

Herudover er adgangen til at påkære landsrettens afgørelse i en kæresag til Højesterets Kæremålsudvalg begrænset ud fra følgende kriterier

1) når landsretten har afvist en sag fra den underordnede ret, fordi sagen ikke hører under domstolene, eller fordi den allerede er retskraftigt afgjort,

2) når kæremålet angår landsrettens sagsbehandling,

3) når kæremålet angår fortolkningen af en lovforskrift, eller

4) når kæremålet angår afgørelse om redaktørers vidnepligt.

I straffesager er kompetencen i 1. instans delt mellem byret og landsret, således at landsretten som hovedregel behandler sager angående forbrydelser, som kan medføre strengere straf end fængsel i 5 år, og byretten de øvrige sager.

En byrets eller landsrets afgørelse af skyldsspørgsmål kan tages under fornyet behandling ved landsretten, hvis bevisspørgsmål vedrørende skylsspørgsmålet påstås at være urigtigt afgjort. Til en sådan fornyet behandling kræves der samtykke fra Højesterets Kæremålsudvalg. Samtykke skal meddeles, hvis der kan være grund til tvivl om bevisbedømmelsens rigtighed, eller andre særlige grunde taler for det. Samtykket kan begrænses til en del af sagen.

Højesterets kæremålsudvalgs afgørelse træffes ved beslutning, og kæremålsudvalget kan i stedet træffe afgørelse om ophævelse eller frifindelse, hvis kæremålsudvalget enstemmigt finder, at

1) dommen skal ophæves,

2) at sigtede bør frifindes, eller

3) at dommen i henhold til anken bør ændres til gunst for sigtede.

Landsrettens afgørelse vedrørende skyldsspørgsmålet kan ikke ankes til Højesteret. Det gælder såvel i de tilfælde, hvor landsretten har truffet afgørelse ved en fornyet behandling, som når landsretten har truffet afgørelse i 1. instans. For så vidt angår strafudmåling, retsanvendelse og sagsbehandling sker anke af en afgørelse i en straffesag, der er truffet af byretten eller landsretten som 1. instans eller ved fornyet behandling, i øvrigt altid til Højesteret. Anken behandles først af kæremålsudvalget, der prøver, om de formelle betingelser for anken er opfyldt. Ligesom ved civile sager kan kæremålsudvalget nægte at fremme en anke, hvis udvalget enstemmigt finder, at den ankende part ikke har udsigt til at få medhold. Kæremålsudvalget kan nægte at fremme en anke fra anklagemyndigheden, hvis anken ikke er til gunst for sigtede, og udvalget enstemmigt finder, at anken angår spørgsmål af mindre betydning, eller at der ikke i øvrigt findes at være grund til, at anken prøves af Højesteret.

Angår anken domme afsagt af herreds- eller byretten, har kæremålsudvalget adgang til selv at afgøre ankesagen, hvis kæremålsudvalget enstemmigt finder, at dommen skal ophæves, at sigtede bør frifindes, eller at dommen i henhold til anken bør ændres til gunst for sigtede. Udvalget kan endvidere ophæve dommen, hvis det enstemmigt finder det klart, at dommen af Højesteret vil blive ændret til skade for sigtede, fordi lovens regler om fastsættelse af straf eller anden retsfølge er urigtigt anvendt, eller fordi der har manglet oplysninger af væsentlig betydning for straffastsættelsen.

Adgangen til ved kære at indbringe landsrettens afgørelse i en straffesag for Højesteret er begrænset efter samme 4 kriterier som ved kære af civile sager. Desuden kan landsrettens afgørelse kæres til Højesteret, hvis

5) kæremålet gælder sigtedes krav på erstatning, eller

6) kæremålet angår spørgsmålet, om sigtede under efterforskningen skal holdes fængslet ud over 6 måneder efter pågribelsen.

Den norske højesteret består af 18 medlemmer. Derudover er det ansat 8 juridiske medarbejdere og 10 kontoruddannede. Retten sættes i to afdelinger, hver på 5 medlemmer.

Kæremålsudvalget beklædes af 3 højesteretsdommere. 5 af rettens juridiske medarbejdere er knyttet til kæremålsudvalgets sekretariat.

3.3. Andre europæiske lande.

Det processuelle system i de øvrige europæiske lande afviger til dels meget betydeligt fra, hvad der kendes i Skandinavien.

I nogle af landene, f.eks. Tyskland, Irland, England og Wales, er indbringelse for den højeste domstol i visse tilfælde betinget af en tilladelse fra underinstansen eller fra overinstansen selv.

Visse lande har ingen regler om tilladelse som forudsætning for indbringelse af sager for den øverste domstol. Bl.a. for at begrænse sagspresset i den øverste instans er der i stedet f.eks. opstillet faste kriterier for, på hvilket grundlag og i hvilke sager, der kan ske indbringelse for Højesteret ved appel (f.eks. i Belgien, Spanien og Italien).

Også adgang til behandling af appelsager ved en særlig summarisk proces forekommer (f.eks. Tyskland).

Endelig kan det nævnes, at en begrænsning af den prøvelse, som den højeste retsinstans kan foretage af underinstansens afgørelser, kan medvirke til at begrænse antallet af appelsager. Dette må således antages at være tilfældet ved de såkaldte kassationsdomstole i f.eks. Holland og Frankrig.

Vedrørende nærmere oplysninger om forholdene i de andre europæiske lande henvises til betænkning 1222/1991, s. 40 ff.

4. Retsplejerådets betænkning.

4.1. Indledning.

På baggrund af folketingsbeslutningen anmodede Justitsministeriet som nævnt i afsnit 1.5. den 23. august 1989 Retsplejerådet om at foretage en gennemgang og vurdering af forskellige muligheder for overførelsen af kompetencen til at meddele 3. instansbevilling i borgerlige sager og i straffesager til en myndighed, der ikke ligger inden for den udøvende magts område.

Retsplejerådet afgav i maj 1991 betænkning nr. 1222/1991 om 3. instansbevillinger og andre procesbevillinger. Retsplejerådet har ikke fundet at burde tage stilling til, hvorvidt kompetencen til at meddele 3. instansbevilling bør flyttes fra Justitsministeriet eller ej. Rådet har således heller ikke fundet anledning til at redegøre for de fordele, der kan være forbundet med at lade kompetencen til at træffe afgørelse i 3. instansbevilling forblive i Justitsministeriet, og ej heller til at foretage en afvejning heraf i forhold til de andre muligheder, som Retsplejerådet har undersøgt.

Retsplejerådets betænkning kan således ikke tages som en anbefaling af, at kompetencen fjernes fra Justitsministeriet, men indeholder alene en vurdering af, hvorledes en overførsel af kompetencen i givet fald skal ske.

I betænkningen foreslår Retsplejerådet, at kompetencen til at meddele 3. instansbevillinger i såvel straffesager som civile sager i givet fald overføres til Højesteret. Rådet foreslår endvidere, at kompetencen til at meddele 2. instansbevillinger i mindre straffesager og mindre civile sager og kompetencen til i civile sager at meddele tilladelse til appel efter appelfristens udløb, overføres fra Justitsministeriet til domstolene.

Nedenfor refereres Retsplejerådets overvejelser vedrørende de forskellige sagsområder.

4.2. 3. instansbevillinger.

Retsplejerådets overvejelser har her været koncentreret om en kompetenceoverførsel til Den Særlige Klageret, et særligt råd eller nævn eller til domstolene.

4.2.1. Den Særlige Klageret.

Den Særlige Klageret behandler og påkender begæringer om genoptagelse af en straffesag i tilfælde, hvor ankemulighederne efter lovens almindelige regler er udtømt eller udelukket, jf. retsplejelovens §§ 975-987, kæremål vedrørende udelukkelse af en forsvarer, jf. § 737, og sager om disciplinær forfølgning mod dommere m.fl.

Klageretten består af 3 faste medlemmer, som skal være henholdsvis en højesteretsdommer, en landsdommer og en byretsdommer. Ved behandling af en ansøgning om genoptagelse af en straffesag og ved behandling af kæremål vedrørende udelukkelse af en forsvarer tiltrædes retten desuden af to personer, hvoraf den ene skal være advokat, og den anden skal være universitetslærer eller en anden jurist med særlig videnskabelig uddannelse. Det er således efter retsplejeloven en forudsætning for at kunne være medlem af Klageretten, at man er kvalificeret gennem en anden bestemt hovedbeskæftigelse.

Den Særlige Klageret har flere gange været foreslået som et muligt alternativ til Justitsministeriet med hensyn til behandlingen af 3. instansansøgninger.

I Festskrift til Stephan Hurwitz fra 1971 rejste professor W. E. von Eyben spørgsmålet om at henlægge kompetencen til at meddele ekstraordinære procesbevillinger i straffesager til Den Særlige Klageret. Von Eyben anførte i den forbindelse, at det derved ville blive overladt til Klageretten at vurdere, hvorvidt en genoptagelse eller en anke er den mest hensigtsmæssige fremgangsmåde til bedømmelse af det foreliggende spørgsmål.

Dette synspunkt blev herefter behandlet af Retsplejerådet i betænkning nr. 698/1973 om behandling af borgerlige sager.

Retsplejerådet fandt dengang ikke, at de af W. E. von Eyben anførte synspunkter burde føre til, at kompetencen til at meddele 3. instansbevilling i straffesager skulle overføres til Klageretten.

Artiklen beskæftiger sig også med de ressourcemæssige konsekvenser ved en overførsel til Klageretten. Det fremhæves, at en overførsel vil give Klageretten en del mere arbejde, og at det må betragtes som givet, at Klageretten under den nuværende ordning ikke vil kunne overkomme dette yderligere arbejde. Spørgsmålet anses dog for at kunne løses ved en rimelig normering og tilpasning af sekretariatsforhold, eventuelt således, at Klageretten kommer til at arbejde i 2 afdelinger.

Ved fremsættelsen af forslaget til Folketingsbeslutning den 13. januar 1989 om ændring af retsplejelovens regler om 3. instansbevilling (B 48, Folketingstidende 1988/89, sp. 4814, till. A, sp. 4225) tilsluttede forslagsstillerne (SF) sig fuldt ud landsretssagfører Ernest Hartwigs synspunkt om, at kompetencen til at meddele 3. instansbevilling i straffesager bør henlægges til Den Særlige Klageret, og henviste i bemærkningerne direkte til artiklen, der var optaget som bilag til beslutningsforslaget.

Retsplejerådet fremhæver herefter i sin seneste betænkning (nr. 1222/1991, side 498), at Klagerettens kompetenceområde udgør en nøje afgrænset type af sager, der er af ekstraordinær karakter, hvortil kommer, at Klageretten overhovedet ikke behandler civile sager. Såfremt Klageretten udover behandlingen af de ekstraordinære sager, hovedsageligt ca. 80 genoptagelsessager, skulle behandle mindst 7-8 gange så mange sager som i dag. Dette ville indebære, at Klageretten skulle arbejde i flere afdelinger, der hver især skulle udstyres med den fornødne sekretariatsbistand. Efter Retsplejerådets opfattelse ville der således reelt være tale om at oprette en helt ny myndighed.

Hertil kommer, at Klageretten efter rådets opfattelse bør forbeholdes behandlingen af ekstraordinære sager som genoptagelsesansøgninger, hvorimod spørgsmålet om meddelelse af 3. instanstilladelse ikke findes at være af en sådan særlig karakter, at en behandling ved Klageretten kan anses for påkrævet eller hensigtsmæssig.

På denne baggrund fraråder Retsplejerådet fortsat en ordning, hvorefter kompetencen til at meddele 3. instansbevilling overføres til Den Særlige Klageret.

4.2.2. Et særligt råd eller nævn.

Retsplejerådet bemærker indledningsvis (side 51), at et eventuelt særligt råd eller nævn må have karakter af et nyt organ, der må forudsættes at skulle være uafhængigt af administrationen.

Under Folketingets andenbehandling den 22. maj 1990 om lovforslag nr. L 23, forslag om lov om ændring af straffeloven og retsplejeloven m.v., gav Fremskridtspartiet udtryk for den opfattelse, at et sådant råd eller nævn f.eks. kunne bestå af indtil 6 (pensionerede) juridiske professorer, jf. Folketingstidende 1989-90, sp. 10225.

I en skrivelse af 21. december 1989 til Retsudvalget foreslog nogle advokater, at kompetencen til at meddele 3. instansbevilling overføres til et nævn på 3 medlemmer, der er sammensat af en landsdommer eller byretsdommer, en universitetslærer i retsvidenskab eller en anden jurist med særlig videnskabelig uddannelse og en advokat.

Et sådant uafhængigt organ vil efter Retsplejerådets opfattelse ikke adskille sig i nævneværdig grad fra Den Særlige Klageret.

Ligesom ved Klageretten vil det uafhængige organs medlemmer skulle være kvalificeret gennem et bestemt juridisk hovederhverv, som sikrer, at flere af medlemmerne har praktisk erfaring inden for retssystemet. Det vil derfor på tilsvarende måde som for Klagerettens medlemmer give anledning til vanskeligheder for medlemmerne af et sådant organ at finde den fornødne tid til at behandle sagerne, i hvert fald hvis det årlige sagsantal pr. medlem overstiger 60-80 sager.

Såfremt det uafhængige organ blev sammensat af pensionerede juridiske professorer - som foreslået af Fremskridtspartiet - ville dette forhold ikke give anledning til problemer. Retsplejerådet kan dog ikke anbefale en sådan løsning.

Den sagsmængde, som et råd eller nævn som foreslået i henvendelsen fra advokaterne ville skulle behandle, ville blive i størrelsesordenen mindst 500-600. Også dette uafhængige organ måtte derfor arbejde i flere, formentlig mindst 4-5 afdelinger, der hver skulle have den fornødne sekretariatsbistand stillet til rådighed. Det skulle i den forbindelse sikres, at der var den fornødne koordinering mellem de forskellige afdelinger for at undgå, at de ikke anlagde en forskellig praksis.

Det ville således kræve betydelig ressourcer at oprette et sådant uafhængigt organ og ville være i modstrid med de igangværende bestræbelser på at forenkle den offentlige administration.

Efter Retsplejerådets opfattelse er det af afgørende betydning for retssystemet, at to-instansprincippet fastholdes i samme omfang som hidtil. En 3. instansbevilling bør have undtagelsens karakter og være forbehold principelle sager. Bevillinger bør meddeles efter ensartede og faste retningslinier. Henlægges kompetencen til et nævn uden for retssystemet, vil dette kunne medfører en mere usikker praksis og kunne føre til, at der gives bevillinger i tilfælde, hvor begrundelsen (overvejende) er konkret.

På den baggrund udtalte Retsplejerådet sig imod, at kompetencen til at meddele 3. instansbevillinger overføres til et nyt uafhængigt råd eller nævn.

4.2.3. Domstolene.

Efter Retsplejerådets opfattelse bør det være de almindelige domstole, der træffer afgørelse i sager om 3. instansbevilling, hvis den gældende ordning skal ændres. Praktiske hensyn kunne tale for at overføre kompetencen til landsretten, som under ankebehandlingen vil have fået et indgående kendskab til sagen. En sådan løsning er tidligere blevet foreslået af det stående retsplejeudvalg i 1924 og igen i 1930 af et af Justitsministeriet ved skrivelse af 7. juni 1929 nedsat udvalg.

Retsplejerådet finder imidlertid, at det vil være principielt uheldigt at indføre en ordning, hvorefter den domstol, som har truffet afgørelse i sagen, også skal afgøre, om der skal gives tilladelse til at indbringe sagen - og dermed rettens egen afgørelse - for højere ret. Retsplejerådet er således af den opfattelse, at kompetencen til at meddele 3. instansbevilling - som også foreslået i betænkning nr. 698/1973 - i givet fald bør overføres til Højesteret.

Retsplejerådet har på den baggrund vurderet en række forhold, som har nærmere sammenhæng hermed.

Det har navnlig om et sådant forsøg også tidligere været fremført, at det indebærer en risiko for, at Højesterets afgørelse om 3. instansbevilling vil blive opfattet som en forhåndstilkendegivelse om Højesterets afgørelse af selve sagen.

Retsplejerådet er således opmærksom på, at der ved en overførsel af kompetencen til at meddele 3. instansbevilling til Højesteret ikke vil kunne ses bort fra, at parterne får en opfattelse af, at Højesteret som følge af behandlingen af 3. instansansøgningen vil være forudindtaget.

Rådet finder imidlertid, at grundlag for en sådan opfattelse vil kunne begrænses betydeligt, såfremt den eller de dommere, der træffer afgørelse om 3. instansbevilling, ikke deltager i afgørelsen af selve sagen. Dertil kommer, at en tilladelse til at få en sag prøvet ved 3. instans kun i ringe omfang vil kunne danne grundlag for formodninger om sagens udfald, forudsat afgørelsen om 3. instansbevilling træffes efter en vurdering af sagens principielle interesse. I forlængelse heraf anføres endelig, at Højesterets praksis inden for dette sagsområde må antages med tiden i sig selv at ville fjerne grundlaget for en sådan »fortolkning« af en tilladelse til 3. instansbevilling. Retsplejerådet bemærker endvidere, at de betænkeligheder, der knytter sig til andre ordninger med hensyn til at sikre en ensartet praksis m.v., ikke vil være forbundet med en overførsel af kompetencen til Højesteret.

En overførsel af 3. instansbevillinger til Højesteret forudsætter dog, at domstolen får tilført de fornødne ressourcer, og at behandlingen af sagerne gennemføres på en enkel, men samtidig fuldt forsvarlig måde, jf. nedenfor.

På baggrund af erfaringerne fra den svenske højesteret finder Retsplejerådet det således væsentligt, at reglerne om Højesterets behandling af sagerne udformes således, at de ikke kommer til at indtage en dominerende plads i forhold til Højesterets øvrige opgaver.

Retsplejelovens § 2 a indeholder bestemmelser om, hvor mange dommere, der mindst skal deltage i en højesteretsafgørelse. Som udgangspunkt skal mindst 5 dommere deltage i afgørelser ved Højesteret. Det gælder dog ikke afgørelser truffet af anke- og kæremålsudvalget, der består af (mindst) 3 dommere. I bestemmelsens stk. 3 er der givet mulighed for, at et enkelt af udvalgets medlemmer kan handle på udvalgets vegne i det omfang, retten finder det formålstjentligt. Alle udvalgets 3 medlemmer skal dog deltage i vedtagelsen af domme og kendelser undtagen i de tilfælde, hvor kendelsen lyder på afvisning af kæremål. I sidstnævnte tilfælde kan afgørelsen træffes af een dommer.

Reglerne for, hvor mange dommere, der skal deltage i en afgørelse om 3. instansbevilling, bør efter Retsplejerådets opfattelse udformes således, at det overlades til Højesteret at bestemme, om der i den enkelte sag skal deltage 1 eller 3 dommere. Retsplejerådet har herved lagt vægt på, at Højesteret derved får mulighed for at tilrettelægge arbejdet således, at afgørelsen af f.eks. de sager, hvor det er (forholdsvis) klart, at der ikke skal meddeles 3. instansbevilling, kan træffes af een dommer.

Efter Retsplejerådets opfattelse bør det så vidt muligt undgås, at Højesterets afgørelse kan opfattes som en egentlig afgørelse af selve sagen, og Højesteret bør derfor som begrundelse for et eventuelt afslag ikke nærmere uddybe, hvorfor man ikke har fundet sagen af principiel karakter. En sådan ordning må endvidere anses for nødvendig for at sikre, at disse sager ikke kommer til at bebyrde Højesteret i unødigt omfang. Det kan iøvrigt vedrørende spørgsmålet om begrundelse henvises til ordningen i Sverige, hvor den svenske højesterets afgørelser om afslag eller tilladelse til 3. instansprøvelse ikke begrundes nærmere.

Med hensyn til de ressourcemæssige konsekvenser af en overførsel af kompetencen til Højesteret tilslutter Retsplejerådet sig Højesterets vurdering, hvorefter det vil være nødvendigt at udvide rettens dommerantal og ansætte yderligere juridisk sekretærbistand m.v.

En overførsel af kompetencen til Højesteret vil indebære, at afgørelserne bliver judicielle med den deraf følgende grundige behandling.

Som nærmere omtalt ovenfor, vil der skulle deltage 1 eller 3 højesteretsdommere i afgørelsen om 3. instansbevilling. På samme måde som ved Højesterets behandling af f.eks. kæresager vil afgørelsen skulle træffes, efter at sagen er forberedt af en juridisk uddannet fuldmægtig (protokolsekretær) og normalt har været sendt til udtalelse hos partnerne. Afgørelsen træffes på skriftligt grundlag og skal som anført ovenfor ikke begrundes nærmere. Afgørelsen kan ændres efter reglen i retsplejelovens § 222.

Det fremgår af de statistiske oplysninger i afsnit 2, at der i 1988, 1989, 1990 og 1991 blev indgivet henholdsvis 458, 458, 407 og 413 ansøgninger om 3. instansbevilling til Justitsministeriet. Højesteret har i årene 1988-1990 behandlet henholdsvis 322, 318 og 298 retssager. Selv om sager om 3. instansbevilling vil være væsentlig mindre arbejds- og tidskrævende, er det dog klart, at en henlæggelse af 3. instansansøgningssagerne til Højesteret vil betyde en ikke uvæsentlig forøgelse af Højesterets arbejdsbyrde.

På grund af det ovenfor anførte er det Retsplejerådets samlede skøn, at der ved en overførsel af kompetencen til Højesteret vil være behov for at udvide Højesteret med mindst 2 dommere og justitskontoret med mindst 4 fuldmægtige (protokolsekretærer) samt den fornødne kontorbistand.

Højesteret består i dag af en præsident og 16 andre højesteretsdommere, een justitssekretær, een retsassessor, 5 dommerfuldmægtige og 4 heltids og een halvtids kontorfunktionær. Heraf er 2 højesteretsdommere og 1 dommerfuldmægtig udtryk for en midlertidig udvidelse af Højesteret på grund af den ekstra arbejdsbyrde, Højesteret er blevet pålagt som følge af nedsættelsen af flere kommissionsdomstole og undersøgelsesretter under ledelse af en højesteretsdommer.

4.2.4. Kriterier for meddelelse af 3. instansbevilling.

Retsplejerådet anfører, at reguleringen af adgangen til at indbringe sager for Højesteret bør tage udgangspunkt i to-instansprincippet, således at der ved fastlæggelsen af, hvilke sager der skal eller kan indbringes for landsret i 1. instans, samtidig sker en generel udvælgelse af de sagstyper, som kan anses for egnede til frit at kunne indbringes for Højesteret som 2. instans.

Behovet for og udformningen af regler om 3. instansbevilling bør derfor efter Retsplejerådets opfattelse vurderes under hensyntagen til, hvorvidt reglerne om retternes saglige kompetence må antages at kunne virke efter deres hensigt.

Civile sager anlægges som udgangspunkt ved byretten i 1. instans, jf. retsplejelovens § 224. Er der tale om prøvelse af administrative afgørelser truffet af visse overordnede myndigheder, indeholder retsplejelovens § 225 og en række særlove bestemmelser om behandling ved landsret i 1. instans.

Muligheden for i øvrigt at indbringe en sag for landsret i 1. instans er reguleret ved henvisningsreglerne i retsplejelovens § 226 og bestemmelsen i § 227.

Kriterierne for, hvornår byretten efter begæring fra en af parterne kan henvise en sag til behandling ved landsret i 1. instans, er i § 226 angivet på følgende måde

». . .

1) sagen er af principiel karakter,

2) sagens udfald kan få væsentlig betydning for andre end parterne,

3) sagen har særlig indgribende betydning for en part,

4) sagen rejses af eller mod en offentlig myndighed eller institution,

5) sagen rejser spørgsmål om anvendelse af fællesmarkedsret eller fremmed ret, eller

6) sagen efter indhentet udtalelse fra landsretten findes mest hensigtsmæssigt at kunne behandles i forbindelse med en anden sag, der verserer ved landsretten.

Stk. 2. Reglerne i stk. 1 gælder ikke for de i kapitel 42, 42a, 43, 43a, 43b og 44 omhandlede sager.

Stk. 3. Byretten kan efter begæring af en part henvise sager, der opstår af ansættelsesforhold mellem arbejdsgivere og deres ansatte, til behandling ved Sø- og Handelsretten i København, såfremt fagkundskab til sø- og handelsforhold skønnes at være af betydning for sagens afgørelse og henvisningen er begrundet i en eller flere af bestemmelserne i stk. 1, nr. 1-5.

Stk. 4. . . .

Stk. 5. . . .«

Sager, der angår krav over 500.000 kr., kan anlægges direkte ved landsret i 1. instans. Er sagen anlagt ved byretten, skal retten henvise sagen til landsretsbehandling, hvis en af parterne anmoder derom, jf. retsplejelovens § 227. Efter § 226, stk. 2, skal visse sagstyper dog altid anlægges ved byret i 1. instans. De kapitler i retsplejeloven, der er henvist til i bestemmelsen, angår sager om ægteskab eller forældremyndighed (kapitel 42), faderskabssager og sager om umyndiggørelse og lavværgemål (kapitel 42 a og 43), sager om prøvelse af administrativt bestemt frihedsberøvelse (kapitel 43 a), sager om prøvelse af beslutning om adoption uden samtykke (kapitel 43 b) og sager om erhvervelse af mortifikations- eller ejendomsdom (kapitel 44). Endvidere er det undertiden i særlovgivningen fastsat, at en eventuel retssag skal anlægges ved byretten i 1. instans.

I udtalelse af 8. maj 1989 har Højesteret givet udtryk for, at de på det tidspunkt netop gennemførte bestemmelser om henvisning af sager af principiel karakter og visse andre sager fra byret til landsret i 1. instans i det væsentlige svarer til de retningslinier, som bør følges ved meddelelse af 3. instansbevillinger i civile sager.

Retsplejerådet finder, at de i retsplejeloven opstillede kriterier for, hvornår retten kan (§ 226) eller skal (§ 227) henvise en sag, må antages i det væsentlige at dække de sagstyper, der kan være behov for at få prøvet ved Højesteret. Rådet finder derfor, at henvisningsreglerne - hvis de anvendes efter deres hensigt - vil være egnede som udgangspunkt for reguleringen af adgangen til at få en civil sag prøvet for Højesteret. Der må dog her bortses fra tilfælde, hvor behandling ved byret i 1. instans er bestemt ved lov, eller henvisning er udelukket efter reglen i retsplejelovens § 226, stk. 2.

Selv om det efter retsplejelovens § 226 er overladt til retten at afgøre, om en anmodning om henvisning til behandling ved landsret i 1. instans skal imødekommes, vil et rimeligt begrundet ønske om henvisning efter Retsplejerådets opfattelse blive fulgt. Rådet antager derfor, at en part kun undtagelsesvis vil komme i den situation, at adgangen til at få sagen prøvet ved Højesteret er blevet afskåret som følge af rettens afslag på et henvise sagen efter § 226.

Uanset dette er det dog Retsplejerådets vurdering, at der fortsat vil være et behov for at kunne indbringe sager for Højesteret som 3. instans. Retsplejerådet har herved bl.a. peget på, at erfaringerne med anvendelsen af henvisningsreglerne i praksis endnu er begrænsede, idet disse regler først blev gennemført ved lov nr. 273 af 3. maj 1989. Endvidere anfører Retsplejerådet, at parterne ikke altid under sagens indledende fase vil kunne have fuldt overblik over sagens mulige principielle betydning. Endelig omfatter henvisningsreglerne ikke processuelle spørgsmål.

Af disse grunde finder Retsplejerådet, at der udover henvisningsadgangen bør være en begrænset mulighed for at få landsrettens afgørelse prøvet ved Højesteret.

Retsplejerådet har i forbindelse med behandlingen af kommissoriet overvejet og vurderet, om adgangen til at få en sag prøvet ved Højesteret som 3. instans fortsat udelukkende bør være reguleret ved et tilladelsessystem.

Bag disse overvejelser ligger bl.a. et ønske om i videst muligt omfang at begrænse de ressourcer, som Højesteret i givet fald skal anvende på at behandle ansøgninger om 3. instansbevilling. I sammenhæng hermed kunne noget endvidere tale for at udforme ordningen på en sådan måde, at de ressourcer, der vil skulle bruges ved en tilladelsesordning, i stedet anvendes på at afgøre flere sager. Synspunkter at denne karakter er i øvrigt kommet til udtryk i Højesterets udtalelse af 8. maj 1989.

For så vidt angår civile sager kunne et supplement til tilladelsesordningen f.eks. være at give visse nærmere bestemte sagstilfælde fri adgang til 3. instansprøvelse ved Højesteret. Fastlæggelsen af, hvilke sager der skulle være omfattet af denne regel, kunne f.eks. foretages således, at sager, hvor byrettens afgørelse er ændret af landsreten, og hvor der i landsretten er afgivet dissens, frit skulle kunne indbringes for Højesteret. Ligeledes kunne der samtidig fastsættes regler om, at adgangen til at få en sag prøvet ved Højesteret i visse tilfælde skulle være helt afskåret. Som eksempel på et kriterium får en sådan sagsgruppe kunne tænkes sager, hvor byrettens afgørelse er blevet stadfæstet af en enig landsret.

Sådanne bestemmelser måtte dog i givet fald kombineres med en dispensationsadgang for alle andre tilfælde. En sådan ordning ville indebære den ressourcemæssige fordel, at antallet af ansøgninger om 3. instansbevilling, der skulle behandles af Højesteret, blev reduceret meget betydeligt.

På det strafferetlige område har det på tilsvarende måde været overvejet i Retsplejerådet, om man kunne begrænse antallet af sager om 3. instansbevilling ved henholdsvis at afskære adgangen og indføre fri adgang til 3. instansprøvelse for visse grupper af sager.

De sager, der frit skulle kunne indbringes for Højesteret som 3. instans, kunne være sager, hvor der ved landsretten var idømt en frihedsstraf på mindst 4 år eller en anbringelsesdom efter straffelovens § 68 eller § 70. Den frie appeladgang til Højesteret kunne desuden eventuelt omfatte sager, der i landsretten var behandlet under medvirken af domsmænd, og hvor byretsafgørelsen var ændret under dissens af mindst to dommere for så vidt angår spørgsmål, der kunne påkendes af Højesteret.

Endelig kunne ansøgningsreglen suppleres med en bestemmelse om, at visse afgørelser ikke kunne indbringes for Højesteret. Kriteriet kunne f.eks. udformes som sager, hvor byrettens afgørelse var stadfæstet i landsretten uden dissens for så vidt angår spørgsmål, der kunne påkendes af Højesteret.

Resultatet af Retsplejerådets overvejelser er blevet, at rådet ikke anbefaler sådanne ordninger hverken for civile sager eller straffesager. Rådet har herved bl.a. lagt vægt på, at der vil kunne være tilfælde, hvor dommen er afsagt med de nævnte dissenser, men uden at sagen er egnet til at blive prøvet for Højesteret. Omvendt vil der være sager, der er afgjort uden dissens, men hvor dommerne i varierende grader kan have været i tvivl om resultatet. Hertil kommer ifølge Retsplejerådet, at der vel ikke helt kan ses bort fra, at betydningen for adgangen til 3. instansprøvelse ville kunne influere på spørgsmålet om, hvorvidt der skal afgives dissens. På den ene side vil appelordningen hermed kunne få en utilsigtet indflydelse på voteringen, og på den anden side ville den lavere instans gennem sin afgørelse kunne få adgang til at bestemme, om sagen ville kunne indbringes for højere ret. Under alle omstændigheder ville der blive tale om et indviklet system, der også vil kunne opfattes som præget af en vis tilfældighed. Endelig nævner Retsplejerådet, at en sådan ordning såvidt vides ikke kendes i noget andet land.

Retsplejerådet har på denne baggrund endvidere overvejet, i hvilket omfang kriterierne for meddelelse af tilladelse bør ændres.

Som anført ovenfor bør muligheden for at få en sag prøvet ved Højesteret efter Retsplejerådets opfattelse i civile sager basere sig på anvendelsen af henvisningsreglen i retsplejelovens § 226 og bestemmelserne i lovens § 227, suppleret med en regel om adgang til at få 3. instansbevilling for sager af principiel betydning. Afgrænsningen bør efter Retsplejerådets opfattelse gælde for såvel anke- som kæresager.

Retsplejerådet finder det af stor betydning, at det af lovteksten kommer til at fremgå, at der kun vil kunne meddeles 3. instansbevillinger i civile sager, som indeholder spørgsmål af principiel karakter.

Herved opnås efter Retsplejerådets opfattelse en tydelig understregning af, at to-instansprincippet er hovedreglen. Samtidig vil ændringen indebære, at der ikke efter lovens ordlyd vil være grundlag for at Højesterets behandling af en ansøgning om 3. instansbevilling kan opfattes som en egentlig 3. instansprøvelse.

Den nærmere udfyldning af det af Retsplejerådet foreslåede kriterium har rådet fundet det ubetænkeligt at overlade til Højesteret. Rådet har alene fremhævet, at principiel interesse omfatter tilfælde, hvor der skønnes behov for at få fastlagt eller afstukket en praksis på området eller - efter en vis periode - at få afklaret, om en bestående retstilstand, udmålingspraksis m.v. bør ændres eller justeres.

I straffesager har parterne ikke samme mulighed for at øve indflydelse på, om sagen skal behandles ved byret eller landsret i 1. instans. Kompetencefordelingen mellem retterne er på strafferetsområdet helt fastlagt i loven. Denne fordeling er ikke i samme omfang som på det civile område fastlagt efter, hvorvidt sagen er egnet til prøvelse for Højesteret. Også andre civile sager end principielle kan pådømmes af landsretten i 1. instans med fri prøvelsesadgang til Højesteret. Skulle kun rent principielle straffesager kunne prøves af Højesteret, ville der derfor ifølge Retsplejerådet for så vidt være en vis ubalance i forhold til det civile område.

Hvis der på strafferetsområdet i lovteksten skete en indskrænkning til »principiel karakter«, vil det endvidere efter Retsplejerådets opfattelse kunne tages som udtryk for, at der i mindre omfang end hidtil skulle gives 3. instansbevilling i straffesager. Efter rådets opfattelse bør dette ikke være tilfældet.

På den baggrund foreslår Retsplejerådet, at det gældende kriterium for anketilladelse i straffesager opretholdes, således at prøvelse for Højesteret kan ske, hvis sagen er af principiel karakter, eller særlige grunde i øvrigt taler derfor. Ved kæremål foreslås den samme formulering. Medtagelsen af kriteriet »principiel karakter« vil ifølge Retsplejerådet ikke være udtryk for en realitetsændring, og rådet finder derfor ikke nogen grund til at have en forskellig formulering ved anke og kære.

Vedrørende Retsplejerådets overvejelser om kriterierne for meddelelse af 3. instansbevilling henvises i øvrigt i det hele til betænkning nr. 1222/1991, s.58 ff, hvor der også gives oplysninger om rådets tidligere behandling af disse spørgsmål.

4.3. Oprejsningsbevillinger.

I betænkning nr. 698/1973 om behandling af borgerlige sager foreslog Retsplejerådet i forbindelse med forslaget om at overføre kompetencen til at meddele 3. instansbevilling til domstolene, at kompetencen til at meddele oprejsningsbevilling i civile sager skulle overføres til domstolene bl.a. under henvisning til, at en sådan ordning vil være arbejdsbesparende og medvirke til at nedbringe den tid, det tager at få en endelig retsafgørelse.

Retsplejerådet omtaler i betænkningen de problemer, der vil kunne opstå, hvis kompetencen til at træffe afgørelse om oprejsningsbevilling fjernes fra den myndighed, som tager stilling til ansøgninger om fri proces, og hvis sagsbehandlingstid ofte bevirker, at appelfristerne overskrides. Rådet peger imidlertid på, at appellanten i sådanne tilfælde vil være nødt til selv (foreløbigt) at afholde udgifterne til retsafgift, og at rettens praksis med hensyn til oprejsningsbevillinger i sådanne tilfælde i øvrigt formentlig vil være mere lempelig.

Retsplejerådet fandt det således i ovennævnte betænkning naturligt at foreslå kompetencen til at meddele oprejsningsbevilling i civile sager overflyttet til domstolene i forbindelse med overførslen af kompetencen til at meddele 3. instansbevilling.

I den forbindelse anfører Retsplejerådet i betænkning nr. 1222/ 1991, at en overførsel af kompetencen til at meddele 3. instansbevilling til domstolene indebærer, at domstolene i disse sager vil skulle tage stilling til, om en ansøgning kan behandles, selv om den ordinære frist for indgivelse af en sådan ansøgning er overskredet.

Retsplejerådet har af de ovenfor anførte grunde fundet at burde udarbejde udkast til lovforslag, hvorefter også kompetencen til at meddele oprejsningsbevilling overføres til domstolene.

Retsplejerådets forslag er udformet således, at en part i tilfælde, hvor fristen for anke eller kære er overskredet, først skal indlevere ankestævning eller kæreskrift og indbetale retsafgift, når tilladelse til at indbringe sagen foreligger fra den ret, hvortil sagen skal ankes eller kæres.

4.4. 2. instansbevillinger.

Retsplejerådet har fundet det naturligt i forbindelse med behandlingen af spørgsmålet om overførsel af kompetencen til at meddele 3. instansbevilling også at behandle reglerne om 2. instansbevillinger.

Rådet henviser i øvrigt til, at det under Folketingets behandling af forslaget om appelbegrænsning i mindre civile sager, der blev gennemført ved lov nr. 396 af 13. juni 1990, af Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti og Fremskridtspartiet blev fremhævet, at også disse tilladelser skulle flyttes væk fra Justitsministeriet i forbindelse med overførslen af kompetencen i sager om 3. instansbevilling, jf. ovenfor under pkt. 1.5.

Det af Retsplejerådet udarbejdede udkast til lovforslag indebærer alene, at kompetencen til at meddele 2. instansbevilling overføres fra Justitsministeriet til landsretterne. Der er således ikke foreslået ændringer i kriterierne for meddelelse af 2. instansbevilling. Rettens afgørelse træffes ved beslutning på grundlag af det indkomne skriftlige materiale. Landsrettens afgørelse om 2. instanstilladelse er ifølge rådets forslag endelig og skal således ikke kunne indbringes for højere ret.

Retsplejerådet har peget på, at de nye regler om appelbegrænsning i civile sager har givet anledning til visse tvivlsspørgsmål i praksis. Rådet har endvidere særligt peget på muligheden for at søge disse spørgsmål afklaret i forbindelse med spørgsmålet om 3. instansbevillinger.

5. Høringssvar over Retsplejerådets betænkning.

Justitsministeriet har hørt en række myndigheder, organisationer m.v. over Retsplejerådets betænkning. Af særlig interesse i den forbindelse er høringssvarene fra Højesteret, Østre og Vestre Landsret, Rigsadvokaten og Advokatrådet.

5. 1. Højesteret.

Med hensyn til den hidtil gældende ordning henholder Højesteret sig fortsat til de synspunkter, som retten fremkom med i forbindelse med behandlingen af det i folketingssamlingen 1988/89 fremsatte beslutningsforslag (B 48), se herom afsnit 1.4. Højesterets synspunkter, der er gengivet ovenfor i afsnit 1.4., er anført i Retsplejerådets betænkning side 132 f.

Hvis den hidtidige ordning ændres, således at kompetencen til at meddele 3. instansbevillinger i overensstemmelse med det vedtagne beslutningsforslag ikke længere skal henligge under Justitsministeriet eller anden instans inden for den udøvende magts område, er Højesteret ligesom Retsplejerådet af den opfattelse, at kompetencen bør overføres til Højesteret. Højesteret kan tiltræde de synspunkter, som er anført i betænkningens kapitel 4 om overførelse af kompetencen til Den særlige Klageret eller et særligt råd eller nævn. Højesteret er således enig i, at en sådan løsning ikke er anbefalelsesværdig.

Højesteret kan ligeledes tiltræde rådets forslag med hensyn til kriterierne for meddelelse af 3. instansbevillinger. Retten lægger i denne forbindelse ligesom rådet vægt på samspillet mellem henvisningsreglerne i retsplejelovens § 226 og § 227 og kriterierne for meddelelse af 3. instansbevillinger i civile sager. Man er således enig med Retsplejerådet i, at kriteriet i disse sager bør være, om sagen er af principiel karakter, medens man for straffesagernes vedkommende bør opretholde de hidtil gældende kriterier. Retten kan henholde sig til argumentationen i betænkningens s. 58 ff, herunder rådets synspunkter med hensyn til det uhensigtsmæssige i ordninger, der ville indebære, at der i visse tilfælde ville være adgang til at indbringe sager for Højesteret som 3. instans uden forudgående tilladelse, medens der i andre tilfælde ikke ville være mulighed for indbringelse for Højesteret. Det bemærkes i denne forbindelse, at de overvejelser om fri ankeadgang i visse straffesager, som Højesteret har redegjort for i bidrag til besvarelsen af et spørgsmål fra Retsudvalget (betænkningen s. 139 f), må ses på baggrund af rettens synspunkter med hensyn til den hidtil gældende ordning. Hvis denne ordning ændres i sin helhed, finder Højesteret det ikke hensigtsmæssigt, at man undtager visse straffesager fra de almindelige regler om tilladelse fra retten som forudsætning for sagens indbringelse for Højesteret som 3. instans.

Højesteret lægger afgørende vægt på, at reglerne om Højesterets behandling af sager om 3. instansbevilling udformes på en sådan måde, at sagerne ikke kommer til at indtage en dominerende plads i forhold til rettens øvrige opgaver. Reglerne bør derfor åbne adgang til en smidig tilrettelæggelse af arbejdet, samtidig med, at de krav, som må stilles til en judiciel behandling, honoreres. Retten kan på denne baggrund tiltræde rådets forslag i betænkningen s. 55 ff.

Med hensyn til de ressourcemæssige konsekvenser af at overføre kompetencen henviser Højesteret til Retsplejerådets betænkning side 57 f, som er gengivet ovenfor i afsnit 4.2.3.

Højesteret kan endelig tiltræde, at kompetencen til at meddele 2. instansbevilling i mindre civile sager og mindre straffesager henlægges til domstolene. Det forudsættes, at den nærmere udformning af reglerne sker i lyset af de synspunkter, som må forventes at fremkomme fra landsretterne, jf. betænkningen s. 73.

Hvis kompetencen til at meddele 3. og 2. instansbevillinger overføres til domstolene, finder Højesteret ligesom Retsplejerådet, at også kompetencen til i civile sager at meddele tilladelse til appel efter fristens udløb (oprejsningsbevillinger) bør overføres til domstolene.

5. 2. Østre og Vestre Landsret.

Præsidenterne for Østre og Vestre Landsret har afgivet en fælles udtalelse over Retsplejerådets betænkning. Landsretterne har ikke bemærkninger til de af Retsplejerådet foreslåede kompetenceomlægninger.

Særligt for så vidt angår reglerne om appelbegrænsning i civile sager henleder landsretterne dog opmærksomheden på, at de nye appelbegrænsningsregler har givet anledning til visse tvivlsspørgsmål i praksis. En tvivl som også Retsplejerådet var opmærksom på i sin betænkning, se betænkningen s. 73. Landsretterne foreslår derfor, at der - uafhængigt af en gennemførelse af Retsplejerådets forslag - af Justitsministeriet nedsættes en arbejdsgruppe til nærmere gennemgang af og præcisering af rækkevidden af appelbegrænsningerne. Der henvises herom til bemærkningerne nedenfor i afsnit 6.8.

5. 3. Rigsadvokaten.

Rigsadvokatens bemærkninger knytter sig til procesbevillinger på strafferettens område. Rigsadvokaten bemærker indledningsvis, at det synes at fremgå af forhandlingerne om beslutningsforslaget, at Folketingets medlemmer var opmærksomme på, at beslutningsgrundlaget ikke var særlig fyldestgørende, og at man bl.a. godt kunne have ønsket sig flere oplysninger om, hvordan den eksisterende ordning fungerede i praksis, se således f.eks. udtalelserne fra ordføreren for Socialdemokratiet, Folketingstidende 1988/1989, forhandlingerne, sp. 10344.

For strafferetsplejens område synes der udelukkende at være gjort gældende, at det er principielt betænkeligt, at afgørelser om 3. instansbevilling træffes af Justitsministeren, som samtidig formelt er den øverste chef for anklagemyndigheden, se således udtalelsen i Folketingstiden 1988/89, sp. 10353.

I bemærkningerne til forslaget til folketingsbeslutning anføres det i den forbindelse, at ministeren derved udsætter sig for den givetvis ubegrundede mistanke, at forsvareranmodninger ikke underkastes en ganske uvildig vurdering. Dernæst hedder det, at de på det tidspunkt foreliggende oplysninger om antallet af bevillinger, sat i forhold til antallet af ansøgninger fra henholdsvis forsvaret og anklagemyndigheden viser, at en sådan mistanke kan være begrundet. Rigsadvokaten oplyser, at man uden en nærmere analyse af de statistiske oplysninger må give forslagsstillerne medhold. Rigsadvokaten har imidlertid foretaget en nærmere analyse af ankesagerne og udtaler i den forbindelse, at undersøgelsen viser, at der er en naturlig og selvfølgelig forklaring på, i hvilket omfang henholdsvis anklagemyndigheden og de tiltalte får tilladelse til at indbringe straffesager for Højesteret som 3. instans, og at der derfor ikke er grundlag for at kritisere Justitsministeriets administration i praksis på det pågældende område, hverken hvad angår afslag eller imødekommelse af ansøgninger.

Rigsadvokaten udtaler endvidere, at der herefter kan gøres det synspunkt gældende, at det ud fra principielle inhabilitetslignende betragtninger kan forekomme uheldigt, at Justitsministeren har kompetencen, samtidig med at han formelt som den øverste anklagemyndighed kan give anklagemyndigheden instruktioner om den enkelte straffesags behandling. Dette særlige spørgsmål er også omtalt i den juridiske litteratur. Rigsadvokaten henviser herved til Hurwitz side 178 ff i Nordiske Kriminalratføreningarnas Årsbok 1938 og til side 159 f i Gammeltoft-Hansens Strafferetspleje I, 1991.

Rigsadvokaten peger i den forbindelse på den mulighed, at det i retsplejelovens regler om anklagemyndighedens organisation fastsættes, at justitsministeren ikke kan give anklagemyndigheden instruktioner om den enkelte straffesags behandling, medmindre det følger af anden lovgivning. Efter Rigsadvokatens opfattelse ville dette bl.a. indebære, at de mere principielle invendinger mod, at Justitsministeriet fortsat meddeler 3. instansbevillinger, falder væk.

Rigsadvokaten anfører endvidere, at han navnlig af to grunde finder det vigtigt, at det påny overvejes at lade behandlingen af disse sager forblive i Justitsministeriet.

For det første synes det at fremgå af forhandlingerne i 1989 om beslutningsforslaget, at flere ordførere gik ud fra, at en overflytning af kompetencen fra Justitsministeriet til Højesteret eller et andet organ, ikke ville medføre øget ressourceforbrug, se således Folketingstidende 1988/89, sp. 10344 og sp. 10351.

Sagernes placering i Justitsministeriet medfører, at sagerne behandles sideløbende og indpasses smidigt med behandlingen af andre typer sager i et hierakisk system, hvor indsatsen helt naturligt tilpasses efter sagernes sværhedsgrad, således at ukomplicerede sager behandles af yngre medarbejdere, medens vanskeligere sager »lægges op« i hierakiet, ligesom der - helt uformelt - kan indhentes særlig juridisk bistand fra andre afdelinger i Justitsministeriet, f.eks. Lovafdelingen. Sagsbehandlingen er hurtig og uformel, og er efter Rigsadvokatens vurdering af meget høj faglig standard.

Som det fremgår af Retsplejerådets betænkning side 57, vil overførelse af sagerne til Højesteret medføre, at afgørelsen bliver judicielle med den deraf følgende grundige behandling. Det anføres, at der hertil vil skulle deltage en eller tre højesteretsdommere i afgørelsen om 3. instansbevilling. På samme måde som ved Højesterets behandling af f.eks. kæresager vil afgørelsen skulle træffes, efter at sagen er forberedt af en juridisk uddannet fuldmægtig (protokolsekretær) og normalt har været sendt til udtalelse hos parterne. Afgørelsen tænkes truffet på skriftligt grundlag, og det foreslås, at den ikke skal begrundes nærmere. En overførelse vil efter Retsplejerådets samlede skøn medføre en udvidelse af Højesteret med mindst to højesteretsdommere og mindst fire fuldmægtige, samt den fornødne kontorbistand.

En overførsel af sagerne til Højesteret vil derfor efter Rigsadvokatens opfattelse medføre et øget ressourceforbrug indenfor den samlede retssektor.

For det andet anfører Rigsadvokaten et synspunkt af mere retlig karakter, der vedrører spørgsmålet om, i hvilket omfang Højesterets afgørelse kan opfattes som en egentlig afgørelse af selve sagen, og som er omtalt i Retsplejerådets betænkning side 56.

Rigsadvokaten anfører herom, at det efter hans opfattelse for så vidt angår straffesager, ikke vil kunne undgås, at et afslag fra Højesteret om 3. instansprøvelse af en sag, hvori der indgår et lovfortolkningsspørgsmål - i modsætning til et afslag fra en administrativ myndighed som Justitsministeriet - vil medføre, at den af landsretten anlagte fortolkning tillægges en særlig præjudikatsværdi, formentlig svarende til en afsagt højesteretsdom. En sådan udvikling, hvorefter der opstår en type landsretsafgørelser med særlig præjudikatsværdi ved siden af de »rigtige« højesteretsdomme, finder Rigsadvokaten uheldig.

Rigsadvokaten anfører endvidere, at det forhold, at en overførsel vil medføre en relativt mindre udvidelse af ressourceforbruget i retssektoren, for så vidt kunne være ligegyldigt, hvis retssektoren i øvrigt havde de ressourcer, der skulle til for, at den fungerede tilfredsstillende. Det må imidlertid være åbenbart for enhver, at det ikke er tilfældet. Navnlig den samlede sagsbehandlingstid, i alt fald for straffesager, er stærkt kritisabel.

Rigsadvokaten finder derfor ikke, at der ud fra nogle overvejende principielle og formelle synspunkter - der som nævnt ovenfor fuldt ud kan imødekommes på en anden måde - bør anvendes ressourcer til en sådan omlægning. Selv hvis lovgiveren var villig til at tilføre retssektoren de øgede ressourcer, der var nødvendige til omlægningen, ville Rigsadvokaten finde, at sådanne ressourcer langt hellere måtte bruges til f.eks. at holde domstolenes berammelsestider nede på et acceptabelt niveau.

For så vidt angår spørgsmålet om 2. instansbevillinger anfører Rigsadvokaten, at fordelen ved den nuværende ordning med, at kompetencen til at meddele anke- og kærebevillinger, også i 2. instanssager, ligger hos en og samme centrale myndighed, nemlig Justitsministeriet, er, at der opnås en ensartet og billig administration.

Flyttes 3. instansbevillingerne imidlertid af principielle grunde fra Justitsministeriet, må de samme synspunkter formentlig føre til, at 2. instanssagerne flyttes til landsretterne, således som Retsplejerådet har peget på.

5.4. Advokatrådet.

For så vidt angår 3. instansbevillingerne tager Advokatrådet klar afstand fra Retsplejerådets forslag om at henlægge kompetencen til at behandle sagerne fra Justitsministeriet til Højesteret.

Det er Advokatrådets opfattelse, at kompetencen til at behandle disse sager i stedet bør overføres til et særligt nævn, således at nævnet består af en dommer, en juridisk professor og en advokat. Advokatrådet henviser i den forbindelse til skrivelse af 21. december 1989 fra advokaterne Ernest Hartwig, Jørgen Jacobsen, Erling Andersen og Thorkild Høyer, til Folketingets Retsudvalg. I skrivelsen, der er optaget som bilag 4 i Retsplejerådets betænkning side 141 f, anføres bl.a., at ønsket om hurtig sagsbehandling begrunder, at nævnet kun foreslås at være på 3 medlemmer.

Som dommermedlem foreslås en landsdommer eller byretsdommer, der vil være naturlig som formand for nævnet. Forslaget er begrundet i, at Højesteret selv har udtalt betænkelighed ved, at kompetencen henlægges til denne ret, et synspunkt, som advokaterne støtter, idet de findet det principielt rigtigst, at afgørelsen om, hvilke sager der skal indbringes for Højesteret, træffes uafhængigt af dommerkollegiet i Højesteret.

Advokaterne påpeger endvidere, at deltagelse af en universitetslærer kendes fra Den Særlige Klageret, og fremhæver, at en universitetslærer repræsenterer en særlig sagkundskab, som er uafhængig af retssystemet, og som må antages at have særlige forudsætninger for at bedømme, om en sag er af en sådan interesse, at den bør prøves ved Højesteret.

Advokaterne finder endvidere, at det tredje medlem bør være en advokat, hvorved der sikres nævnet en repræsentation fra det praktiske retsliv. Advokatmedlemmet forudsættes beskikket efter indstilling fra Advokatrådet.

Vedrørende det af Retsplejerådet i betænkningen side 51, se afsnit 4.2.2., anførte om, at en nævnsbehandling ville give anledning til vanskeligheder med hensyn til, at medlemmerne kan afse den fornødne tid til behandling af sagerne, udtaler Advokatrådet, at man ikke kan tiltræde dette synspunkt. Det fremhæves, at erfaringerne fra Flygtningenævnet viser, at det er muligt på en hensigtsmæssig og smidig måde at behandle et meget stort antal sager i et nævn bestående af personer med andet fuldtidsarbejde, og således at det sikres, at der følges en ensartet praksis.

Advokatrådet bemærker i den forbindelse, at det er rigtigt, at der til et nævn må knyttes et sekretariat, og at nævnet sikkert skal arbejde i flere afdelinger. Det er imidlertid Advokatrådets opfattelse, at en nævnsordning ikke bliver mere besværlig eller mere omkostningskrævende end, hvis kompetencen overføres til Højesteret.

For så vidt angår 2. instansbevillingerne er det Advokatrådets opfattelse, at de nugældende appelbegrænsninger, der udelukker anke til 2. instans uden særlig tilladelse, strider mod væsentlige retssikkerhedsmæssige hensyn, og at de derfor bør ophæves.

I straffesager går den gældende ordning ud på, at Justitsministeriet kan meddele anketilladelse, såfremt en sag er af principiel karakter, eller særlige grunde i øvrigt taler derfor, jf. retsplejelovens § 962, stk. 3.

Udtrykket »særlige grunde i øvrigt taler derfor« skal i medfør af Justitsministeriets svar til Folketingets Retsudvalg af 5. april 1984 forstås således, at ministeriet vil imødekomme en anmodning om anketilladelse fra tiltaltes side, medmindre det antages, at en anke »åbenbart ikke vil kunne føre til et for den tiltalte gunstigt resultat«.

Advokatrådet anfører i sit høringssvar herefter et konkret eksempel, der illustrerer de betænkeligheder, der kan ligge i, at kompetencen til at meddele anketilladelse henhører under den instans, der tillige er ressourcebevilligende myndighed i forhold til domstolene.

Efter sin gennemgang af den konkrete sag, hvor der efter henstilling fra Folketingets Ombudsmand blev givet anketilladelse, anfører Advokatrådet, at det, hvis man lægger Justitsministeriets egen udtalelse til grund, kun vil være i nogle forholdsvis få sager, der nærmest vil være af kværulantagtig karakter, at der kan blive tale om at nægte 2. instansbevilling.

Arbejdet med 2. instansbevillingerne vil på den baggrund komme til at stå klart i misforhold til de få sager, hvor der skal gives afslag, og til den tid, landsretterne skal bruge på at behandle de sager, hvor der ellers kunne være meddelt afslag på 2. instansbevilling.

Tilsvarende synspunkter gør sig efter Advokatrådets opfattelse gældende i de civile sager. På det civile område gælder der ikke en regel om, at 2. instansbevilling skal meddeles, medmindre anke åbenbart vil være udsigtsløs, men sagsomkostningssystemet fører til, at det vil bære straffen i sig selv at gennemføre en udsigtsløs anke af en sag med en sagsgenstand på 10.000 kr. eller derunder. Hertil kommer, at civile sager med en sagsgenstand på højst 10.000 kr. oftest behandles af ganske unge og urutinerede dommerfuldmægtige.

Det er tilsvarende Advokatrådets opfattelse, at de gældende begrænsninger vedrørende kære af sagsomkostningsafgørelser fra byret til landsret bør ophæves.

Advokatrådet har ikke bemærkninger til Retsplejerådets forslag om at overføre kompetencen til at meddele oprejsningsbevillinger til domstolene.

6. Justitsministeriets overvejelser.

6. 1. Indledning.

Den ordning vedrørende kompetencen til at meddele procesbevillinger, der gælder i dag, blev fastlagt i begyndelsen af dette århundrede. Der er siden ved en række lejligheder stillet forslag om, at kompetencen flyttes fra Justitsministeriet. Disse forslag er imidlertid ikke gennemført. Der henvises herved til afsnit 1. Det fremgår bl.a. heraf, at Højesteret i 1974 og igen i 1989 og 1991 har understreget, at Justitsministeriets administration på dette område har virket godt. Rigsadvokaten har som nævnt i sit høringssvar over Retsplejerådets betænkning foretaget en gennemgang af straffesagerne vedrørende 3. instansbevilling i 1989 og 1990 og finder ligeledes, at administrationen har været sagligt velbegrundet.

Heroverfor står, at der navnlig i de senere år har været skiftende holdninger hos Folketingets partier til spørgsmålet om kompetencen til at meddele 3. instansbevillinger. Under behandlingen af lovforslag fra SV-regeringen i 1978/79, se afsnit 1.3. ovenfor, stillede Det konservative Folkepartis medlem af Retsudvalget således ændringsforslag, hvorefter kompetencen blev foreslået overført fra Justitsministeriet til et udvalg under Højesteret. Ændringsforslaget blev bl.a. tiltrådt af Fremskridtspartiet og Kristeligt Folkeparti, hvorimod Socialdemokratiet fandt, at kompetencen fortsat burde ligge i Justitsministeriet, ligesom Venstre ligeledes tog afstand fra ændringsforslaget, idet partiet delte de af Højesteret fremførte synspunkter. Socialistisk Folkeparti begrundede bl.a. sin modstand mod ændringsforslaget med, at man fandt det værdifuldt, at justitsministeren havde mulighed for at meddele 3. instansbevilling i sager, hvor der politisk kunne være ønske om at få Højesterets vurdering af forholdet. Det Radikale Venstre foreslog dengang kompetencen overført til Den Særlige Klageret.

Ved Folketingets forhandlinger om SF's beslutningsforslag i folketingssamlingen 1988/89, se afsnit 1.4., var holdningerne til spørgsmålet afgørende ændret. Nu gik Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti, Fremskridtspartiet og Kristeligt Folkeparti ind for, at kompetencen skulle fjernes fra Justitsministeriet, hvorimod Det Konservative Folkeparti, Venstre, Det Radikale Venstre og Centrum Demokraterne ikke kunne tilslutte sig forslaget.

Efter Justitsministeriets opfattelse er der på baggrund heraf og på grundlag af Retsplejerådets betænkning og de indkomne høringssvar behov for på ny at overveje de synspunkter, der bør være bestemmende for den fremtidige ordning på dette område.

6.2. Effektivitetsbetragtninger.

Justitsministeriets behandling af sagerne om 3. instansbevilling har gennemgående været bredt accepteret. Sagsbehandlingen er foregået rimeligt hurtigt - også under hensyn til, at der i disse sager skal foretages høring af parterne - og de ressourcer, der medgår til sagsbehandlingen, er klart mindre end sammenlignet med de ressourcer, der ville medgå til en domstolsbehandling eller nævnsbehandling af ansøgningerne, jf. nedenfor under afsnit 7.

I debatten om en omlægning af kompetencen har det da heller ikke været fremhævet, at det øgede ressourceforbrug, der vil være forbundet med ændringen, er begrundet i et ønske om en effektivitetsmæssig og kvalitetsmæssig forbedring. Der er på den anden side naturligvis heller ikke grundlag for at antage, at en henlæggelse af kompetencen til retterne ikke vil kunne ske på en sådan måde, at ordningen kan fungere tilstrækkeligt effektivt og administrativt hensigtsmæssigt. Det vil derimod være vanskeligere at sikre, at en nævnsordning - selv under et øget ressourceforbrug - vil kunne fungere ligeså effektivt.

6.3. Ressourcebetragtninger.

Retsplejerådet fraråder i sin betænkning at henlægge kompetencen til Den Særlige Klageret eller et særligt råd eller nævn, se afsnit 4.2.1. og 2. ovenfor. Retsplejerådet henviser i den forbindelse bl.a. til synspunkter om øget ressourceanvendelse i en tid, hvor bestræbelserne går på at forenkle den offentlige administration.

Som nævnt nedenfor i afsnit 7 vil også en henlæggelse af kompetencen til domstolene medføre en øget ressourceanvendelse i forhold til i dag. Det er næppe muligt mere præcist at opgøre, om den øgede ressourceanvendelse vil være større ved en henlæggelse til et særligt nævn frem for til Højesteret, omend det alt andet lige vil stille større krav med hensyn til organisatorisk fleksibilitet at opbygge et helt nyt nævn, der på en effektiv måde fungerer i en række afdelinger. Efter Justitsministeriets opfattelse bør afgørelsen af dette væsentlige spørgsmål imidlertid ikke i særlig grad bero på rent ressourcemæssige betragtninger, men i højere grad afhænge af nogle mere principielle synspunkter. Det er formentlig også en forskellig vægtning af sådanne mere fundamentale holdninger, der har bevirket en skiftende politisk vurdering af spørgsmålet.

6.4. Et politisk behov for kompetence.

Under den politiske debat har det været fremhævet, at den gældende ordning, hvorefter 3. instansbevillinger og andre procesbevillinger meddeles af Justitsministeriet, tilgodeser et politisk behov. En overførelse af kompetencen til at meddele 3. instansbevilling til Højesteret eller et uafhængigt nævn, vil kunne medføre, at der meddeles afslag på en ansøgning om 3. instansbevilling i tilfælde, hvor stærke samfundsmæssige eller politiske hensyn taler for, at sagen indbringes for Højesteret. Det var bl.a. synspunkter af denne karakter, der blev anført af Socialistisk Folkeparti under Folketingets behandling af spørgsmålet i 1978/79. Som eksempel herpå kan nævnes det tilfælde, at der f.eks. er politisk ønske om at få en ny vurdering i opadgående eller nedadgående retning i henseende til straffastsættelsen for en bestemt forbrydelsestype. Synspunktet måtte i så fald være, at en ændret kompetenceordning ikke på samme måde som den nugældende kan tilgodese sådanne samfundsmæssige eller politiske behov.

Ud fra overordnede synspunkter vil det således efter Justitsministeriets opfattelse i nogle tilfælde kunne opleves som principielt uheldigt og i enkeltstående tilfælde vanskeligt acceptabelt, hvis regeringen ikke har mulighed for at sikre, at en sag efterprøves af Højesteret. Synspunkter af denne karakter træder formentlig særlig klart frem og antager en endnu mere principiel karakter, hvis man forestiller sig, at kompetencen som foreslået af Advokatrådet henlægges til et nyt uafhængigt nævn, jf. nedenfor under afsnit 6.7.

6.5. Højesterets egen vurdering.

Højesteret har som nævnt flere gange givet udtryk for, at den gældende ordning har fungeret godt, og at retten derfor ikke har noget ønske om en ændring af ordningen. I rettens skrivelse af 8. maj 1989, der er afgivet i forbindelse med Folketingets behandling af beslutningsforslaget om procesbevillinger, anfører Højesteret samtidig, at retten ikke finder at burde udtale sig om, hvorvidt principielle betænkeligheder ved at lade afgørelsen om 3. instansbehandling i straffesager træffes af justitsministeren som øverste chef for anklagemyndigheden har en sådan vægt, at de desuagtet kunne føre til en ændring af de gældende regler. I forbindelse med høringen over Retsplejerådets betænkning har Højesteret henholdt sig til disse synspunkter.

6.6. Bivirkninger ved en kompetenceændring.

Det er såvel i den politiske debat som af Retsplejerådet nævnt, at der knytter sig nogle mere eller mindre uhensigtsmæssige virkninger til en kompetenceomlægning. Der er således bl.a. peget på, at en afgørelse fra Højesteret kan blive opfattet som en forhåndstilkendegivelse om Højesterets afgørelse af selve sagen.

Retsplejerådet har imidlertid selv i sin betænkning stillet en række forslag, som har til formål dels at begrænse sådanne uheldige bivirkninger, dels at sikre, at disse afgørelser ikke kommer til at indtage en dominerende plads i Højesterets arbejde. Der henvises herved til redegørelsen i afsnit 4.2.3. ovenfor. Justitsministeriet kan i det hele tilslutte sig Retsplejerådets forslag til de ændrede bestemmelser i retsplejeloven, herunder om kriteriet for 3. instansbevilling, såfremt der ønskes en omlægning af de gældende kompetenceregler.

6.7. Særligt om nævns-modellen.

Forslag om at henlægge kompetencen til at meddele 3. instansbevilling til et særligt uafhængigt nævn blev drøftet allerede under Folketingets forhandlinger om beslutningsforslaget. Forslag herom er endvidere stillet i Advokatrådets høringssvar.

Retsplejerådet udtaler sig imod en sådan løsning, og såvel Højesteret som Rigsadvokaten tiltræder Retsplejerådets synspunkter. Justitsministeriet kan også på dette punkt tiltræde Retsplejerådets opfattelse. Ud over de af Retsplejerådets fremhævede forhold kan der også over for en nævnsmodel peges på synspunkter af mere principiel karakter. Ordningen indebærer, at det uafhængige nævn kan nægte eller tillade sager indbragt for Højesteret efter en praksis, som Højesteret er uden indflydelse på, og eventuelt tillade sager indbragt i et omfang, som Højesteret muligt ikke kan nå at behandle inden for rimelig tid, medmindre retten udvides. Højesterets arbejde vil således kunne vise sig at være helt afhængig af nævnet og dets praksis for meddelelse af 3. instansbevillinger, uden at nævnet som modstykke hertil er undergivet nogen form for retlig eller politisk kontrol.

Ved overvejelserne om kompetenceplaceringen syntes valget således at måtte stå mellem Højesteret selv eller den myndighed, der har det almindelige ansvar for retsvæsenets hensigtsmæssige funktion, og som i konsekvens heraf er undergivet en løbende politisk kontrol på dette område.

Rigsadvokaten har i sit høringssvar over Retsplejerådets betænkning peget på, at en del af indvendingerne imod, at Justitsministeriet træffer afgørelse i disse sager, kan fjernes ved at lovfæste den gældende praksis, hvorefter Justitsministeriet kun helt undtagelsesvis giver anklagemyndigheden instruktioner om behandlingen af konkrete straffesager. Der henvises herved til afsnit 5.3. ovenfor. En lovbestemmelse af denne karakter vil imidlertid efter Justitsministeriets opfattelse kun kunne tjene som argument for at bibeholde de straffeprocessuelle bevillinger i Justitsministeriet.

Hertil kommer, at Retsplejerådet i betænkning nr. 1194/1990 bl.a. har behandlet spørgsmålet om Justitsministeriets rolle og opgaver som øverste anklagemyndighed i relation til konkrete straffesager. Retsplejerådet fandt, at der fortsat bør være mulighed for, at Justitsministeriet griber ind i forbindelse med behandlingen af konkrete straffesager. En bestemmelse som foreslået af Rigsadvokaten vil således være i strid med Retsplejerådets anbefaling og vil tillige stride mod de politiske hensyn, der er nævnt ovenfor i afsnit 6.4., og som mere generelt taler for at bevare kompetencen hos den udøvende magt.

6.8. Særligt om 2. instansbevillinger.

For så vidt angår kompetencen til at meddele oprejsningsbevillinger i civile sager og 2. instansbevillinger i civile sager og straffesager kan som udgangspunkt anføres de samme principielle synspunkter, som kan anføres for og imod en overførsel af 3. instansbevillinger. Såfremt kompetencen til at meddele 3. instansbevillinger flyttes fra Justitsministeriet, finder ministeriet det også mest konsekvent, at også oprejsningsbevillingerne og 2. instansbevillingerne overføres til retterne.

Justitsministeriet kan derfor for så vidt i det hele tiltræde Retsplejerådets forslag med de nedenfor anførte bemærkninger for så vidt angår 2. intansbevillinger.

Som nævnt ovenfor i afsnit 2.3.2. har den ændrede praksis for meddelelse af 2. instansbevillinger i straffesager ført til, at Justitsministeriet kun i relativt få tilfælde afslår ansøgninger om 2. instanstilladelse i straffesager. Ved en opretholdelse af denne nyere praksis kunne der derfor på et senere tidspunkt være anledning til at overveje, om landsretsbehandling af disse sager, ligesom spørgsmålet om oprejsningsbevilling, bør besluttes af landsretterne i forbindelse med ankens admittering frem for, som forudsat i Retsplejerådets betænkning og i lovforslaget som en selvstændig forudgående tilladelse fra retterne.

For så vidt angår spørgsmålet om meddelelse af 2. instansbevillinger i civile sager har såvel Retsplejerådet som præsidenterne for Østre og Vestre Landsret anført, at dette område har givet anledning til en række tvivlsspørgsmål, der særligt angår spørgsmålet om, for hvilke sagstyper tilladelse er fornøden, og om anvendelsen af beløbsgrænserne på de konkrete sager.

Justitsministeriet antager, at disse fortolkningsspørgsmål i det væsentlige vil blive afklaret gennem bestemmelsernes anvendelse i praksis, på linie med andre fortolkningsspørgsmål indenfor retsplejens område.

Både for den civile og kriminelle retsplejes vedkommende har Advokatrådet anført, at ordningen med 2. instansbevillinger strider imod væsentlige retssikkerhedshensyn, og at den derfor bør ophæves.

Justitsministeriet kan ikke på nuværende tidspunkt tiltræde Advokatrådets opfattelse. Reglerne om 2. instansbevilling vedrører sager, der typisk er af mindre indgribende betydning, ligesom reglerne har virket i så kort tid, at det ikke på nuværende tidspunkt er muligt at foretage en retssikkerhedsmæssig vurdering af reglerne.

Justitsministeriet finder på denne baggrund ikke nu at burde fremsætte forslag, hvorved bestemmelserne ændres, bortset fra kompetencen til at meddele tilladelse. Ministeriet er imidlertid indstillet på at følge retsudviklingen på dette område. Såfremt der fortsat består væsentlige uafklarede retlige spørgsmål, eller der foreligger væsentlige ressourcemæssige betragtninger, vil disse spørgsmål blive taget op i et udvalg eller en arbejdsgruppe vedrørende retternes administration af 2. instansbevillingerne. I denne udstrækning kan Justitsministeriet således tilslutte sig det under afsnit 5.2. refererede forslag fra præsidenterne fra Østre og Vestre Landsret.

6.9. Konklusion.

Justitsministeriet har valgt at fremsætte Retsplejerådets lovudkast som lovforslag. Retsplejerådets udkast er gennemarbejdet og lever op til Folketingsbeslutningen af 19. maj 1989. En henlæggelse af kompetencen til at meddele anke- og kæretilladelser til domstolene er efter Justitsministeriets opfattelse den løsning, der giver anledning til de færreste betænkeligheder ved en flytning af kompetencen og i hvert fald ikke vil være i strid med mere principielle og grundlæggende synspunkter. Hertil kommer, at denne løsning svarer til ordningen i andre europæiske lande.

På den anden side har kompetencespørgsmålet vist sig at være af kontroversiel karakter set ud fra de skiftende politiske holdninger, der har manifesteret sig gennem en årrække. På denne baggrund og under hensyn til de synspunkter, der er peget på i de forskellige høringssvar, er det regeringens opfattelse, at der er behov for en yderligere debat og afklaring, før der gennemføres en omlægning af den gældende kompetenceordning. Såfremt den nuværende ordning ønskes ændret, kan Justitsministeriet i det hele tiltræde Retsplejerådets forslag.

7. Lovforslagets administrative og økonomiske konsekvenser.

Overflytning af kompetencen til at meddele 3. instansbevilling til Højesteret vil betyde en ikke uvæsentlig forøgelse af Højesterets arbejdsbyrde. I overensstemmelse med bemærkningerne i Retsplejerådets betænkning skønner Justitsministeriet, at der vil være behov for at udvide Højesteret med i alt 8 årsværk, herunder 2 årsværk som højesteretsdommer, 4 årsværk som juridisk fuldmægtig og 2 årsværk som kontorfunktionær. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne ovenfor i afsnit 4.2.3. Hertil kommer udgifter til indretning og drift af lokaler m.v. til de pågældende.

Justitsministeriet skønner endvidere, at en samtidig overflytning af kompetencen til at meddele 2. instansbevillinger og oprejsningsbevillinger i civile sager m.v. til landsretterne vil forudsætte en udvidelse af landsretterne med i alt ca. 6 årsværk, herunder 2 årsværk som landsdommer.

De samlede merudgifter ved retterne skønnes at udgøre i størrelsesordenen ca. 4,5 mio. kr. Hertil kommer indretningsudgifter m.v. i størrelsesordenen ca. 1,5 mio. kr.

Overflytning af de omhandlede sagsområder til retterne vil samtidig medføre samlede besparelser i Justitsministeriets departement og Civilretsdirektoratet i størrelsesordenen 6 årsværk svarende til ca. 1,5 mio. kr.

De samlede merudgifter ved forslaget afholdes inden for Justitsministeriets samlede ramme.

Lovforslaget skønnes ikke i øvrigt at medføre væsentlige økonomiske eller administrative konsekvenser for det offentlige.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

I bilag 6 til lovforslaget er de foreslåede bestemmelser sammenholdt med de gældende regler.

Til § 1

Om begrundelsen for de foretagne ændringer henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 1.4 og 6. I bemærkningerne er det således alene anført, hvori ændringerne i forhold til gældende ret består.

Til nr. 1

I afgørelser truffet af Højesteret skal der efter retsplejelovens § 2 a, stk. 1, som udgangspunkt deltage 5 dommere. Anke- og kæremålsudvalget kan dog efter stk. 2 og 3 træffe afgørelser med deltagelse af 3 dommere og, hvis kæremålet afvises, kan denne afgørelse træffes af blot 1 medlem. Det foreslås, at afgørelser om 3. instansbevilling og oprejsningsbevilling skal kunne træffes af 1 eller 3 højesteretsdommere efter rettens bestemmelse. Højesteret får derved mulighed for selv at tilrettelægge behandlingen af disse sager så hensigtsmæssigt som muligt, f.eks. således at afgørelsen om afslag på 3. instansbevilling eller oprejsningsbevilling meddeles af 1 dommer, jf. de almindelige bemærkninger pkt. 4.2.3.

Efter retsplejelovens § 6, stk. 1, 2. pkt., er der mulighed for, at en enkelt landsdommer kan handle på landsrettens vegne uden for domsforhandlingen. Denne bestemmelse vil også omfatte afgørelser af ansøgninger om 2. instansbevilling og oprejsningsbevilling. Der henvises i den forbindelse til betænkning nr. 698/1973 om behandling af borgerlige sager, side 70.

Til nr. 2, 3, 7, 8 og 14

Forslaget indebærer, at kompetencen til at meddele 2. instansbevilling i civile sager og fogedsager vedrørende krav m.v. på højst 10.000 kr. overføres til landsretten. De gældende kriterier for meddelelse af 2. instansbevilling foreslås opretholdt uændret.

Afgørelse om 2. instansbevilling træffes af retten ved beslutning efter skriftlig behandling. Modparten bør gøres bekendt med ansøgningen og gives mulighed for at udtale sig i sagen, medmindre retten finder, at ansøgningen kan afgøres med et afslag på det foreliggende grundlag. Afgørelsen kan ikke indbringes for højere ret.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 4.4. og 6.8.

Til nr. 4, 5 og 21

Kompetencen til at meddele 3. instansbevilling til anke i civile sager og i skiftesager foreslås overført til Højesteret. Efter gældende ret kan Justitsministeriet meddele 3. instansbevilling, hvis sagen er af principiel karakter, eller særlige grunde i øvrigt taler derfor. Forslaget indebærer, at 3. instansbevilling forudsætter, at sagen er af principiel karakter, jf. ovenfor pkt. 4.2.3. og 4.2.4.

På samme måde som afgørelser om 2. instansbevilling træffes afgørelse om 3. instansbevilling ved beslutning på grundlag af skriftlig behandling.

Til nr. 6, 10, 12 og 18-20

Forslagene indebærer, at kompetencen til i civile sager, fogedsager og skiftesager at give tilladelse til anke eller kære efter appelfristens udløb (oprejsningsbevillinger) overføres til ankeinstansen. Reglerne foreslås i øvrigt ikke ændret. Det betyder f.eks., at såfremt der er givet tilladelse til at indbringe en sag for landsretten eller Højesteret efter appelfristens udløb, vil den pågældende part derefter som hidtil skulle iværksætte selve appelsagen med indgivelse af ankestævning eller kæreskrift til retten.

Afgørelse om tilladelse i disse sager skal træffes ved kendelse. Afgørelsen træffes som hovedregel efter skriftlig behandling på grundlag af ansøgningen. Dog kan retten bestemme, at der skal foretages mundtlig forhandling, hvis særlige grunde taler derfor, jf. henvisningen til § 398. Træffes afgørelsen på skriftligt grundlag, bør modparten have mulighed for at fremkomme med eventuelle bemærkninger til ansøgningen, medmindre retten finder, at ansøgningen kan afslås på det foreliggende grundlag. Landsrettens afgørelse om oprejsningsbevilling kan kun indbringes for Højesteret, hvis Højesteret har meddelt tilladelse, jf. henvisningen til § 392, stk. 2. Dette svarer til, hvad der i dag gælder i straffesager.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 4.4. og 6.8.

Til nr. 9 og 16

Forslagene indebærer, at kompetencen til at meddele tilladelse til kære til Højesteret i civile sager og i fogedsager overføres til Højesteret, og at kriterierne for at opnå tilladelse til prøvelse ved Højesteret ændres fra »særlige grunde« til spørgsmål af »principiel karakter«. Højesterets afgørelse træffes på grundlag af skriftlig behandling, jf. i det hele pkt. 4.2.3., 4.2.4. og 6.

Til nr. 11

Kompetencen til at meddele tilladelse til at indbringe en afgørelse om administrativ frihedsberøvelse for retten efter udløbet af fristen foreslås overført til den byret, som i øvrigt vil være kompetent til at behandle sagen. Retten træffer ved kendelse afgørelse om spørgsmålet, og der foreslås i øvrigt ikke fastsat særlige processuelle regler for disse sager.

Til nr. 13 og 15

De gældende bestemmelser om adgangen til særskilt at kære fogedrettens afgørelse om sagsomkostninger foreslås flyttet til retsplejelovens kapitel 53 om appel af fogedrettens afgørelser.

Kompetencen til at meddele tilladelse til at indbringe fogedrettens afgørelse om sagsomkostninger, der er fastsat til højest 10.000 kr., foreslås - på samme måde som for så vidt angår de øvrige 2. instansbevillinger - overført til landsretten, jf. ovenfor pkt. 4.4. og 6.8.

Fristen for indgivelse af ansøgning om tilladelse til kære af omkostningsafgørelser i fogedsager foreslås samtidig bragt i overensstemmelse med de frister, der gælder for indgivelse af ansøgning om tilladelse til kære af omkostningsafgørelser i andre civile sager, dvs. 2 uger, jf. forslagene til § 389, stk. 3, og § 391, stk. 2.

Til nr. 17 og 22

Der er alene tale om konsekvensændringer.

Til nr. 23 og 24

Kompetencen til at meddele 2. instansbevilling i straffesager foreslås overført til landsretten. De gældende kriterier for meddelelse af 2. instansbevilling foreslås opretholdt uændret. Afgørelsen træffes ved beslutning på skriftligt grundlag og efter høring af modparten. Afgørelsen kan ikke indbringes for Højesteret.

Der henvises til pkt. 4.4. og 6.8. ovenfor.

Til nr. 25-27

Kompetencen til at meddele 3. instansbevilling i straffesager foreslås overført til Højesteret, jf. pkt. 4.2. og pkt. 6.

For så vidt angår tilladelse til ved anke at indbringe en straffesag for Højesteret som 3. instans foreslås de gældende kriterier opretholdt, dvs. at sagen skal være af principiel karakter, eller at særlige grunde i øvrigt skal tale for en 3. instansprøvelse.

Ved kæremål foreslås den samme formulering. Medtagelsen af kriteriet »principiel karakter« vil ikke være udtryk for en realitetsændring, og der er derfor ikke nogen grund til at have en forskellig formulering ved anke og kære.

Til §§ 2-7

Ændringsforslagene indebærer, at kompetencen til at meddele tilladelse til prøvelse af en sag ved Højesteret og tilladelse til anke eller kære efter appelfristens udløb overføres fra Justitsministeriet til landsretten eller Højesteret.

Endvidere betyder ændringerne i §§ 2-5 og § 7, at betingelserne for meddelelse af tilladelse til at indbringe sagen for Højesteret bliver, at appellen angår spørgsmål af principiel karakter.

I den forbindelse kan det vedrørende § 3 oplyses, at den gældende bestemmelse i bistandslovens § 131 er formuleret således, at der kun undtagelsesvis kan meddeles tilladelse til prøvelse til Højesteret. Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, at sager af denne art i almindelighed ikke bør forelægges for Højesteret, men man fandt dog, at der burde gives adgang til højesteretsprøvelse i særlige tilfælde. Da der i sager omfattet af denne regel er mulighed for fornyet administrativ behandling med ny adgang til prøvelse ved landsretten, må det anses for fuldt forsvarligt at begrænse adgangen til højesteretsprøvelse til sager af principiel karakter.

Til § 8

Loven træder i kraft den 1. januar 1994.

Er ansøgning om 2. instans-, 3. instans- eller oprejsningsbevilling indgivet til Justitsministeriet inden lovens ikrafttræden, behandles ansøgningen af Justitsministeriet efter de hidtil gældende regler. En anmodning om genoptagelse af en sag, hvor Justitsministeriet har truffet afgørelse, vil ligeledes skulle indgives til Justitsministeriet og behandles efter de hidtil gældende regler.

Det foreslåede ikrafttrædelsestidspunkt er valgt for i givet fald at give landsretterne og Højesteret en passende tid til at forberede administrationen af de nye regler, såvel hvad angår kontorfaciliteter som personale.

Med det foreslåede ikrafttrædelsestidspunkt vil Justitsministeriet endvidere kunne søge at nedbringe antallet af sager, der henstår uafgjorte ved de nye reglers ikrafttræden, til et minimum. Herved vil den periode, hvor sager i medfør af disse regler behandles såvel ved retterne som i Justitsministeriet blive begrænset mest muligt.

Bilag 1.

Statistiske oplysninger om 3. instansbevillinger i civile sager 1988, 1989, 1990 og 1991.

1988 1989 1990 1991(*) Ans Till Ans Till Ans Till Ans Till --------------------------------------------------------------------- Anke: Rpl. § 371 165 11 154 2 131 7 103 3 Rpl. § 368, stk. 4. 19 0 7 0 10 0 5 0 Rpl. § 475, stk. 3. 1 0 3 0 3 0 3 0 Rpl. § 665, stk. 1. 1 0 1 1 2 0 0 0 Rpl. § 589 (ophævet) 10 1 11 0 3 0 1 0 KL. § 254. 0 0 1 0 6 0 2 0 Bistl. § 131. 9 1 11 0 2 0 4 0 Grønl. rpl. § 13 + 12, stk. 3. 6 1 5 0 5 0 4 0 --------------------------------------------------------------------- Ialt: 211 14 193 3 162 7 122 3 --------------------------------------------------------------------- Kære: Rpl. § 392. 50 8 45 2 49 3 29 0 Rpl. § 469, stk. 4. 1 0 1 0 0 0 0 0 (udl. § 37) Rpl. § 585 0 0 17 0 39 1 20 3 Rpl. § 650 1 0 0 0 1 0 0 0 Rpl. § 590 (ophævet, nu § 585) 12 0 4 2 1 0 0 0 KL. § 254 8 0 14 1 8 0 9 0 Skibsreglov. § 53, stk. 2. 0 0 3 0 0 0 0 0 Rpl. § 665, stk. 3 0 0 0 0 0 0 2 0 --------------------------------------------------------------------- Ialt: 72 8 84 5 98 4 60 3 --------------------------------------------------------------------- Ialt kære og anke: 283 22 277 8 260 11 182 6 ---------------------------------------------------------------------

Ans = ansøgninger.

Till = tilladelser.

(*) I tallene er ikke medregnet antal ikke færdigbehandlede sager, indkommet i 1991: 91.

Statistikken er udarbejdet den 14. januar 1992.

Bilag 2.

Statistiske oplysninger om 3. instansbevillinger i straffesager 1985-1990.

(Gengivet fra Retsplejerådets betænkning 1222/1991.)

Anke Kære Ialt Pct. til- ladelser --------------------------------------------------------------------- Ansøgninger/ Forsvarer Anklage- Forsvarer Anklage- heraf til- myndig- myndig- ladelser hed hed --------------------------------------------------------------------- 1985 89/3 12/11 53/11 4/4 158/29 18,4 1986 97/3 9/7 56/5 3/2 165/17 10,3 1987 50/8 *25/17 57/8 3/1 135/34 25,2 1988 **104/7 14/10 54/10 3/2 175/29 16,6 1989 104/9 9/6 66/2 2/2 181/19 10,5 1990 ***90/4 ****14/6 37/2 6/5 147/17 11,5 --------------------------------------------------------------------- I alt 534/34 83/57 323/38 21/16 961/145 --------------------------------------------------------------------- Pct. til- ladelser 6,4 69,9 11,8 76 15,1 ---------------------------------------------------------------------

* Heraf 7 sammenhængende miljøsager.

Heraf afventer 3 ansøgninger en landsretsafgørelse i tilsvarende sag.

* Heraf 2 ikke afgjort 1. maj 1991.

** Heraf 2 ikke afgjort 1. maj 1991.

Statistik for 1991.

Ans./till./ Anke Kære I alt Pct. till. --------------------------------------------------------------------- forsv. ankl.m. forsv. ankl.m. --------------------------------------------------------------------- 1991* 66/3 10/8 27/2 2/1 105/14 13,0 ---------------------------------------------------------------------

* I tallene er ikke medregnet antal ikke færdigbehandlede sager, indgået i 1991: 35.

Statistikken er udarbejdet den 13. januar 1992.

Bilag 3.

Statistiske oplysninger om oprejsningsbevillinger i 1988-1990 og 1991.

(Gengivet fra Retsplejerådets betænkning.)

Periode Antal Antal bevillinger ansøgninger --------------------------------------------------------------------- 1988 og 1989 252 32 1990 136* 15 --------------------------------------------------------------------- * Heraf 24 sager uafgjort pr. 1. maj 1991. Periode Antal Antal bevillinger ansøgninger --------------------------------------------------------------------- 1991 129* 18

* Heraf 20 sager uafgjort pr. 15. januar 1992.

Bilag 4.

Statistiske oplysninger over 2. instansbevillinger i civile sager i 1990 og 1991.

(Udover de i skemaet angivne ansøgninger modtog Justitsministeriet i 1990-1991 53 ansøgninger, hvor tilladelse var ufornøden.)

1990 1991* Ans Till Ans Till --------------------------------------------------------------------- Anke: Rpl. § 368, stk. 2, jf. 371 1 1 36 6 --------------------------------------------------------------------- I alt 1 1 36 6 --------------------------------------------------------------------- Kære: Rpl. § 389, stk. 2, jf. § 392,stk.2 0 0 5 0 Rpl. § 391, stk. 2, jf. § 392, stk.2 0 0 5 1 Rpl. § 503, stk. 2, jf. § 585 0 0 1 0 Rpl. § 584, stk. 2, jf. § 585 3 1 9 1 --------------------------------------------------------------------- I alt 3 1 20 2 --------------------------------------------------------------------- I alt anke og kære 4 2 56 8 ---------------------------------------------------------------------

Ans = ansøgninger.

till = tilladelser.

* I tallene er ikke medregnet antal ikke færdigbehandlede sager,

indkommet i 1991: 86.

Statistikken er udarbejdet den 14. januar 1992.

Bilag 5.

Statistiske oplysninger over 2. instansbevillinger i straffesager 1989 til 1991.

Ans./till. Tiltalte Ankl.m. I alt Pct. till. --------------------------------------------------------------------- 1989 96/20 21/19 117/39 33 1990 95/15 18/16 113/31 27 1991* 91/37 12/11 103/48 47 ---------------------------------------------------------------------

* I tallene er ikke medregnet antal ikke færdigbehandlede sager

indkommet i 1991: 27.

Statistikken er udarbejdet den 13. januar 1992.

Bilag 6.

I dette bilag er (med mindre skrift)

indsat den gældende formulering af de bestemmelser,

der berøres af lovforslaget

Ad § 1

1. § 2 a indsættes som stk. 4

»Stk. 4. I afgørelsen af sager om anke- eller kæretilladelse deltager 1 eller 3 dommere efter rettens bestemmelse.«

§ 8. ...

Stk. 2. Når landsretten giver dom til mortifikation til trods for, at der var rejst indsigelse, får dommen først virkning, når den almindelige frist for anke til højesteret er udløbet. Kun i dette tilfælde kan justitsministeren tillade anke til højsteret af en dom, der har givet mortifikation.

Stk. 3. Justitsministeren kan ikke meddele tilladelse til, at en dom, der giver mortifikation, påankes til landsret eller højesteret efter udløbet af de almindelige ankefrister.

Ad § 7

§ 14. Afgørelser vedrørende registreringen kan påkæres til Østre landsret inden to uger efter, at afgørelsen er meddelt vedkommende. Justitsministeren kan, når omstændighederne taler derfor, senere, dog ikke efter 6 måneders forløb, tillade, at kæreskrift indgives inden 2 uger efter tilladelsens meddelelse. Rejses kære, indføres straks bemærkning herom i dagbog eller register.

Stk. 2. Justitsministeren kan undtagelsesvis, dog ikke efter 6 måneders forløb, tillade, at landsrettens afgørelse indbringes for højesteret inden 2 uger efter tilladelsens meddelelse.

Ad § 6

1. § 8, stk. 2, 2. pkt., affattes således

»Kun i dette tilfælde kan Højesteret meddele tilladelse til prøvelse i 3. instans af en dom, der har givet mortifikation. Højesteret træffer ved beslutning afgørelse på skriftligt grundlag.«

2. § 8, stk. 3, affattes således

» Stk. 3. Ankeinstansen kan ikke meddele tilladelse til, at en dom, der giver mortifikation, påankes efter udløbet af de almindelige ankefrister.«

§ 25, stk. 3, affattes således

» Stk. 3. Højesteret kan meddele tilladelse til kære af landsrettens afgørelse, hvis kæren vedrører spørgsmål af principiel karakter. Retsplejelovens § 392, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse.«

§ 25, stk. 3, affattes således

» Stk. 3. Højesteret kan meddele tilladelse til kære af landsrettens afgørelse, hvis kæren vedrører spørgsmål af principiel karakter. Retsplejelovens § 392, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse.«

§ 25. ...

Stk. 2. ...

Stk. 3. Justitsministeriet kan tillade, at landsrettens afgørelse påkæres til Højesteret under samme betingelser, som gælder for landsrettens afgørelser i anledning af en kære over en byretsafgørelse.

Bilag 1. Statistiske oplysninger om 3. instansbevillinger i civile sager 1989-1991.

Bilag 2. Statistiske oplysninger om 3. instansbevillinger i straffesager 1985-1990 og 1991.

Bilag 3. Statistiske oplysninger om oprejsningsbevillinger i civile sager 1988-1990 og 1991.

Bilag 4. Statistiske oplysninger om 2. instansbevillinger i civile sager 1990 og 1991.

Bilag 5. Statistiske oplysninger om 2. instansbevillinger i straffesager i 1989-1991.

Bilag 6. Bilag med gældende og foreslået formulering af de berørte lovbestemmelser.

§ 53, stk. 1 og 2 affattes således

» § 53. Skibsregisterets afgørelser i henhold til denne lov kan af enhver, der har en retlig interesse heri, indbringes for landsretten i den landsretskreds, hvor det pågældende skibs rederi er hjemmehørende inden 14 dage efter den dag, afgørelsen er meddelt vedkommende. Landsretten kan dog indtil 6 måneder efter dette tidspunkt tillade, at Skibsregisterets afgørelse indbringes for retten. Hvis fagkundskab til søforhold skønnes at være af betydning, kan retten tilkalde 2 søkyndige dommere, der udtages blandt de i medfør af retsplejelovens § 92 beskikkede dommere. De om kæremål i borgerlige sager gældende regler finder i øvrigt med de fornødne lempelser tilsvarende anvendelse på indbringelsen for og behandlingen ved landsretten.

Stk. 2. Landsrettens afgørelse efter stk. 1, 1. pkt., kan ikke påkæres. Højesteret kan dog meddele tilladelse til kære af en sådan afgørelse, hvis kæren vedrører spørgsmål af principiel karakter. Retsplejelovens § 392, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse.«

§ 53, stk. 1 og 2, affattes således

»Skibsregisterets afgørelser i henhold til denne lov kan af enhver, der har en retlig interesse heri, indbringes for landsretten i den landsretskreds, hvor det pågældende skibs rederi er hjemmehørende inden 14 dage efter den dag, afgørelsen er meddelt vedkommende. Landsretten kan dog indtil 6 måneder efter dette tidspunkt tillade, at Skibsregisterets afgørelse indbringes for retten. Hvis fagkundskab til søforhold skønnes at være af betydning, kan retten tilkalde 2 søkyndige dommere, der udtages blandt de i medfør af retsplejelovens § 92 beskikkede dommere. De om kæremål i borgerlige sager gældende regler finder i øvrigt med de fornødne lempelser tilsvarende anvendelse på indbringelsen for og behandlingen ved landsretten.

Stk. 2. Landsrettens afgørelse efter stk. 1, 1. pkt., kan ikke påkæres. Højesteret kan dog meddele tilladelse til kære af en sådan afgørelse, hvis kæren vedrører spørgsmål af principiel karakter. Retsplejelovens § 392, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse.«

§ 53. Skibsregisterets afgørelser i henhold til denne lov kan af enhver, der har en retlig interesse heri, indbringes for landsretten i den landsretskreds, hvor det pågældende skibs rederi er hjemmehørende, inden for en frist af 14 dage, regnet fra den dag, da afgørelsen er meddelt vedkommende. Justitsministeriet kan, når omstændighederne taler derfor, senere, dog ikke efter 6 måneders forløb, tillade, at Skibsregisterets afgørelser indbringes for landsretten inden 14 dag efter tilladelsens meddelelse. Hvis fagkundskab til søforhold skønnes at være af betydning, kan retten tilkalde 2 søkyndige dommere, der udtages blandt de af Justitsministeriet i medfør af retsplejelovens § 6, stk. 4, beskikkede dommere. De om kæremål i borgerlige sager gældende regler finder i øvrigt tilsvarende anvendelse på indbringelsen for og behandlingen ved landsretten.

Stk. 2. Justitsministeriet kan tillade, at landsrettens afgørelse påkæres til Højesteret under samme betingelse, som gælder for landsrettens afgørelse i anledning af kære over for underrets afgørelser.

Stk. 3. ...

Ad § 5

1. § 14, stk. 1, 2. pkt., affattes således

»Landsretten kan dog indtil 6 måneder efter dette tidspunkt, hvis omstændighederne taler derfor, tillade kæren. Retsplejelovens § 394, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse.«

2. § 14, stk. 2, affattes således

» Stk. 2. Landsrettens afgørelse efter stk. 1, 1. pkt., kan ikke påkæres. Højesteret kan dog meddele tilladelse til kære af landsrettens afgørelse, hvis kæren vedrører spørgsmål af principiel karakter. Retsplejelovens § 392, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse.«

§ 131 affattes således

» § 131. Landsrettens afgørelse kan ikke indbringes for Højesteret. Højesteret kan dog meddele tilladelse til prøvelse af landsrettens afgørelse, hvis sagen er af principiel karakter. Højesteret træffer ved beslutning afgørelse på skriftligt grundlag. Ansøgning om tilladelse til anke eller kære må fremsættes henholdsvis inden 6 og 3 måneder efter afgørelsen.«

§ 131, affattes således

» § 131. Landsrettens afgørelse kan ikke indbringes for Højesteret. Højesteret kan dog meddele tilladelse til prøvelse af landsrettens afgørelse, hvis sagen er af principiel karakter. Højesteret træffer ved beslutning afgørelse på skriftligt grundlag. Ansøgning om tilladelse til anke eller kære må fremsættes henholdsvis inden 6 og 3 måneder efter afgørelsen.«

§ 131. Landsrettens afgørelse kan kun indbringes for Højesteret, når justitsministeren undtagelsesvis tillader det. Ansøgning om tilladelse til anke eller kære må fremsættes inden henholdsvis 6 og 3 måneder efter afgørelsen.

Ad § 4

§ 254. Justitsministeren kan tillade, at landsrettens afgørelse indbringes for højesteret. Retsplejelovens § 371, stk. 1, 2. pkt., og stk. 2, samt § 392, stk. 1, 3. pkt., og stk. 2, finder tilsvarende anvendelse.

Ad § 3

§ 368. Domme afsagt af en byret kan af parterne ankes til den landsret, i hvis kreds byretten ligger. Angår sagen krav, der efter påstanden har en økonomisk værdi af højst 10.000 kr., kan dommen kun ankes med justitsministerens tilladelse, jf. stk. 2.

Stk. 2. Justitsministeren kan meddele tilladelse til anke af domme, der efter stk. 1 ikke kan indbringes for landsretten. Bestemmelserne i § 371 og § 372, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse. Fristen for indgivelse af ansøgning er dog 4 uger.

Stk. 3. ...

Stk. 4. ...

Stk. 5. Bestemmelser om sagsomkostninger og processuelle straffe i domme, som er afsagt af en landsret og af sø- og handelsretten i København, kan kun ankes særskilt til højesteret med tilladelse fra justitsministeren. Bestemmelserne i § 371 finder tilsvarende anvendelse.

5. § 371 affattes således

» § 371. Domme, der er afsagt af en landsret som 2. instans, kan ikke ankes. Højesteret kan dog meddele tilladelse til prøvelse i 3. instans, hvis sagen er af principiel karakter.

Stk. 2. Ansøgning om tilladelse efter stk. 1, 2. pkt., skal indgives til Højesteret inden 8 uger efter dommens afsigelse. Højesteret kan dog undtagelsesvis meddele tilladelse, hvis ansøgning indgives senere, men inden eet år efter afsigelsen.

Stk. 3. Højesteret træffer ved beslutning afgørelse efter stk. 1 og 2 på skriftligt grundlag.«

§ 371. Domme, der er afsagt af en landsret som 2. instans, kan ikke ankes. Justitsministeren kan dog meddele tilladelse til prøvelse i 3. instans, såfremt sagen er af principiel karakter, eller særlige grunde i øvrigt taler derfor.

Stk. 2. Ansøgning om tilladelse efter stk. 1, 2. pkt., skal indgives til justitsministeriet inden 8 uger efter dommens afsigelse. Justitsministeren kan dog undtagelsesvis meddele tilladelse, hvis ansøgning indgives senere, men inden eet år efter afsigelsen.

6. § 372, stk. 2, affattes således

» Stk. 2. Anke sker ved indlevering af ankestævning på ankeinstansens kontor. Indlevering skal ske inden ankefristens udløb eller, hvis der er meddelt tilladelse efter § 368, stk. 2 eller 5, eller § 371, inden 4 uger efter, at tilladelsen er meddelt ansøgeren. Indleveres stævningen senere, afvises anken. Ankeinstansen kan dog undtagelsesvis tillade anke indtil 1 år efter dommens afsigelse. Stævningen skal i så fald indleveres inden 4 uger efter tilladelsens meddelelse. Bestemmelserne i § 398 finder tilsvarende anvendelse ved behandlingen af ansøgning om tilladelse til anke efter fristens udløb. Landsrettens afgørelse kan kun indbringes for Højesteret efter reglerne i § 392, stk. 2.«

§ 372. ...

Stk. 2. Anke sker ved indlevering af ankestævning på ankeinstansens kontor. Indlevering skal ske inden ankefristens udløb eller, hvis der er meddelt tilladelse efter § 371, inden 4 uger efter, at tilladelsen er meddelt ansøgeren. Indleveres stævningen senere, afvises anken. Justitsministeren kan dog undtagelsesvis tillade anke indtil eet år efter dommens afsigelse. Stævningen skal i så fald indleveres inden 4 uger efter tilladelsens meddelelse.

Stk. 3. ...

7. § 389, stk. 2, ophæves, og i stedet indsættes

» Stk. 2. Kendelser og beslutninger om sagsomkostninger, der er fastsat til højst 10.000 kr., kan ikke kæres. Landsretten kan dog give tilladelse til kære, hvis særlige grunde taler derfor.

Stk. 3. Ansøgning om kæretilladelse efter stk. 2 skal indgives til landsretten inden 2 uger efter, at afgørelsen er truffet. Retten kan dog undtagelsesvis give tilladelse, hvis ansøgningen indgives senere, men inden 6 måneder efter, at afgørelsen er truffet. Landsretten træffer ved beslutning afgørelse på skriftligt grundlag. Landsrettens afgørelse kan ikke indbringes for Højesteret.«

Stk. 3 bliver herefter stk. 4.

§ 389. Kendelser og beslutninger, der er afsagt af en byret, kan, medmindre andet er bestemt i loven, kæres til den landsret, i hvis kreds byretten ligger.

Stk. 2. Kendelser og beslutninger om sagsomkostninger, der er fastsat til højst 10.000 kr., kan kun kæres til landsretten med justitsministerens tilladelse. Bestemmelserne i § 392, stk. 2 og § 394, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 3. Kendelser og beslutninger, der er afsagt af en landsret eller af sø- og handelsretten i København, kan, medmindre andet er bestemt i loven, kæres til Højesteret.

8. § 391, stk. 2, affattes således

» Stk. 2. Landsretten kan give tilladelse til kære af bestemmelser i domme om sagsomkostninger, der efter stk. 1 ikke kan påkæres. Bestemmelserne i § 389, stk. 3, finder tilsvarende anvendelse.«

§ 391. Bestemmelser i domme afsagt af en byret om sagsomkostninger, der er fastsat til mere end 10.000 kr., og om processuelle straffe kan indbringes særskilt for landsret ved kære.

Stk. 2. Justitsministeren kan give tilladelse til kære af bestemmelser i domme om sagsomkostninger, der efter stk. 1 ikke kan indbringes for landsretten. Bestemmelserne i § 392, stk. 2, og § 394, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 3. ...

9. § 392, stk. 2, affattes således

» Stk. 2. Højesteret kan give tilladelse til kære af de i stk. 1 nævnte afgørelser, hvis kæren vedrører spørgsmål af principiel karakter. Ansøgning om kæretilladelse skal indgives til Højesteret inden 2 uger efter, at afgørelsen er truffet. Højesteret kan dog undtagelsesvis give tilladelse, hvis ansøgning indgives senere, men inden 6 måneder efter, at afgørelsen er truffet. Højesteret træffer ved beslutning afgørelse på skriftligt grundlag.«

§ 392. Landsrettens afgørelse i følgende sager kan ikke kæres

1) afgørelser i kæresager,

2) kendelser og beslutninger, der afsiges under behandling af en ankesag, såfremt byretten har taget stilling til det spørgsmål, som afgørelsen angår, og

3) enstemmige kendelser og beslutninger, som afsiges under sagsforberedelsen eller domsforhandlingen, jf. kapitel 33-34, eller som afsiges efter §§ 378 eller 381-384 under behandlingen af en ankesag.

Stk. 2. Når særlige grunde taler derfor, kan justitsministeren give tilladelse til kære af de i stk. 1 nævnte afgørelser. Ansøgning om kæretilladelse skal indgives til justitsministeren inden 2 uger efter, at afgørelsen er truffet. Justitsministeren kan dog undtagelsesvis give tilladelse, hvis ansøgning indgives senere, men inden 6 måneder efter, at afgørelsen er truffet.

10. § 394, stk. 2, affattes således

» Stk. 2. Kære skal ske inden kærefristens udløb eller, hvis der er meddelt tilladelse efter § 389, § 391 eller § 392, inden 2 uger efter, at tilladelsen er meddelt ansøgeren. Iværksættes kære senere, afvises kæren af den ret, hvortil afgørelsen kæres. Retten kan dog undtagelsesvis tillade kære indtil 6 måneder efter afgørelse. Kæreskriftet skal i så fald indleveres inden 2 uger efter tilladelsens meddelelse. Bestemmelserne i § 398 finder tilsvarende anvendelse ved behandling af ansøgning om tilladelse til kære efter fristens udløb. Landsrettens afgørelse kan kun indbringes for Højesteret efter reglerne i § 392, stk. 2.«

§ 394. Kærefristen, der regnes fra den dag, afgørelsen er truffet, er 2 uger, jf. § 219, stk. 3.

Stk. 2. Kæren skal ske inden kærefristens udløb eller, hvis der er meddelt tilladelse efter § 392, inden 3 uger efter, at tilladelsen er meddelt ansøgeren. Iværksættes kære senere, afvises kæren af den ret, hvortil afgørelsen kæres. Justitsministeren kan dog undtagelsesvis tillade kære indtil 6 måneder efter afgørelsen. Kæreskriftet skal i så fald indleveres inden 2 uger efter tilladelsens meddelelse.

11. I § 469, stk. 4, 2. pkt., ændres »justitsministeren« til: »retten«.

§ 469. ...

Stk. 2. ...

Stk. 3. ...

Stk. 4. Begæring om sagens indbringelse for retten efter reglerne i dette kapitel skal fremsættes inden 4 uger efter frihedsberøvelsens ophør. Senere fremsættelse af begæringen kan indtil 6 måneder efter frihedsberøvelsens ophør undtagelsesvis tillades af justitsministeren, når der foreligger særlig grund til at afvige fra fristen.

12. § 475, stk. 1, 3. pkt., ophæves, og i stedet indsættes som nyt 4. pkt.

»Bestemmelserne i § 372, stk. 2, 3.-7. pkt., finder tilsvarende anvendelse.«

§ 475. Anke sker ved meddelelse til dommeren. Ankefristen er 4 uger fra dommens afsigelse. Anke kan dog undtagelsesvis tillades af justitsministeren indtil eet år efter dommens afsigelse. Byretten sender meddelelse om anken samt sagens akter til landsretten, der berammer mundtlig forhandling af sagen i et retsmøde, til hvilket parterne indkaldes af retten med et af denne bestemt varsel.

Stk. 2. ...

Stk. 3. ...

Stk. 4. ...

13. § 503, stk. 2 og 3, ophæves.

§ 503. ...

Stk. 2. Fogedrettens afgørelser om omkostninger, der er fastsat til mere end 10.000 kr., kan særskilt kæres.

Stk. 3. Justitsministeren kan meddele tilladelse til kære af fogedrettens afgørelser om omkostninger, der efter stk. 2 ikke kan indbringes for landsretten. Bestemmelserne i § 585 og § 586, stk. 2 og 4, finder tilsvarende anvendelse. Fristen for indgivelse af ansøgning er dog 4 uger.

14. § 584, stk. 2, ophæves, og i stedet indsættes

» Stk. 2. Afgørelser om udlæg for krav, der har en økonomisk værdi af højst 10.000 kr., kan ikke kæres. Landsretten kan dog give tilladelse til kære, hvis særlige grunde taler derfor.

Stk. 3. Ansøgning om kæretilladelse skal indgives til landsretten inden 4 uger efter afgørelsen. Landsretten kan dog undtagelsesvis meddele tilladelse, hvis ansøgning indgives senere, men inden 1 år efter afgørelsen. Landsretten træffer ved beslutning afgørelse på skriftligt grundlag. Landsrettens afgørelse kan ikke indbringes for Højesteret.«

Stk. 3 bliver herefter stk. 4.

§ 584. ...

Stk. 2. Afgørelser om udlæg for krav, der har en økonomisk værdi af højst 10.000 kr., kan kun kæres med tilladelse fra justitsministeren. Bestemmelserne i § 585 og § 586, stk. 2 og 4, finder tilsvarende anvendelse. Fristen for indgivelse af ansøgning er dog 4 uger.

Stk. 3. ...

15. Efter § 584 indsættes

»§ 584 a. Fogedrettens afgørelser om omkostninger, der er fastsat til mere end 10.000 kr., kan særskilt ankes.

Stk. 2. Når særlige grunde taler derfor, kan landsretten meddele tilladelse til kære af fogedrettens afgørelse om omkostninger, der efter stk. 1 ikke kan påkæres.

Stk. 3. Ansøgning om kæretilladelse skal indgives til landsretten inden 2 uger efter afgørelsen. Landsretten kan dog undtagelsesvis meddele tilladelse, hvis ansøgningen indgives senere, men inden 6 måneder efter afgørelsen. Landsretten træffer ved beslutning afgørelse på skriftligt grundlag. Landsrettens afgørelse kan ikke indbringes for Højesteret.«

16. § 585 affattes således

»§ 585. Landsrettens afgørelse i en kæresag kan ikke kæres. Højesteret kan dog meddele tilladelse til kære, hvis kæren vedrører spørgsmål af principiel karakter.

Stk. 2. Ansøgning om kæretilladelse skal indgives til Højesteret inden 8 uger, i auktionssager dog inden 4 uger, efter afgørelsen. I andre sager end auktionssager kan Højesteret dog undtagelsesvis meddele tilladelse, hvis ansøgning indgives senere, men inden 1 år efter afgørelsen.

Stk. 3. Højesteret træffer ved beslutning afgørelse efter stk. 1 og 2 på skriftligt grundlag.«

§ 585. Landsrettens afgørelse i en kæresag kan ikke kæres. Justitsministeren kan dog undtagelsesvis meddele tilladelse til kære, når særlige grunde taler derfor.

Stk. 2. Ansøgning om kæretilladelse skal indgives til Justitsministeriet inden 8 uger, i auktionssager dog inden 4 uger, efter afgørelsen. I andre sager end auktionssager kan justitsministeren dog meddele tilladelse, hvis ansøgning indgives senere, men inden 1 år efter afgørelsen.

17. I § 586, stk. 2, ændres »§ 585« til: »§ 584, stk. 2 og 3, § 584 a, stk. 2, og § 585.«

18. § 586, stk. 4, affattes således

» Stk. 4. Iværksættes kære efter fristens udløb, afvises kæren af den ret, hvortil afgørelsen kæres. Retten kan dog undtagelsesvis tillade kære indtil 1 år, i auktionssager dog indtil 6 måneder, efter afgørelsen. Kæreskriftet skal i så fald indleveres inden 4 uger efter tilladelsens meddelelse. Bestemmelserne i § 398 finder tilsvarende anvendelse. Landsrettens afgørelse kan kun indbringes for Højesteret efter reglerne i § 392, stk. 2.«

§ 586. ...

Stk. 2. Er der meddelt tilladelse efter § 585, skal kære ske inden 4 uger efter, at tilladelsen er meddelt ansøgeren.

Stk. 3. ...

Stk. 4. Iværksættes kære efter fristens udløb, afvises kæren af den ret, hvortil afgørelsen kæres. Justitsministeren kan dog undtagelsesvis tillade kære indtil 1 år, i auktionssager dog indtil 6 måneder, efter afgørelsen. Kæreskriftet skal i så fald indleveres inden 4 uger efter tilladelsens meddelelse.

19. § 661, stk. 3, affattes således

» Stk. 3. Landsretten kan dog undtagelsesvis tillade kære indtil 6 måneder efter, at beslutningen er taget eller kendelsen afsagt. Bestemmelserne i § 398 finder tilsvarende anvendelse. Landsrettens afgørelse kan kun indbringes for Højesteret efter reglerne i § 392, stk. 2.«

§ 661. ...

Stk. 2. ...

Stk. 3. Justitsministeren kan dog undtagelsesvis tillade kæren indtil 6 måneder efter, at beslutningen er taget eller kendelsen afsagt.

20. § 662, stk. 3, affattes således

» Stk. 3. Landsretten kan dog undtagelsesvis tillade anke indtil 1 år efter, at afgørelsen er truffet, eller skiftet er afsluttet. Bestemmelserne i § 398 finder tilsvarende anvendelse. Landsrettens afgørelse kan kun indbringes for Højesteret efter reglerne i § 392, stk. 2.«

§ 662. ...

Stk. 2. ...

Stk. 3. Justitsministeren kan dog undtagelsesvis tillade anken indtil eet år efter, at afgørelsen er truffet eller skiftet er afsluttet.

21. I § 665, stk. 1, 2. pkt., ændres »Justitsministeren« til: »Højesteret«.

22. I § 665, stk. 3, 2. pkt., ændres »stk. 1, 3. pkt., og stk. 2« til: »stk. 2«.

§ 665. Når en i henhold til § 662 iværksat anke har fundet sin afgørelse ved landsret, kan der i reglen ikke ske yderligere anke til højesteret. Justitsministeren kan dog meddele tilladelse til anke. Bestemmelserne i § 371, stk. 1, 3. pkt., og stk. 2, finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 2. ...

Stk. 3. Landsrettens afgørelse i en kæresag kan ikke kæres. Bestemmelserne i § 392, stk. 1, 3. pkt., og stk. 2, finder dog tilsvarende anvendelse.

23. § 962, stk. 3 og 4, affattes således

» Stk. 3. Landsretten kan tillade anke af domme, der efter stk. 2 ikke kan indbringes for højere ret, hvis sagen er af principiel karakter, eller særlige grunde i øvrigt taler derfor. Ansøgning skal indgives til landsretten inden 2 uger efter dommens afsigelse eller, hvis det er tiltalte, der vil anke, og tiltalte ikke har været til stede ved dommens afsigelse, efter dens forkyndelse. Landsretten kan dog undtagelsesvis meddele tilladelse, hvis ansøgning indgives senere, men inden 1 år efter dommens afsigelse. Under tilsvarende betingelser kan landsretten tillade anke af de i stk. 2, 3. pkt., nævnte afgørelser. Landsretten træffer ved beslutning afgørelse på skriftligt grundlag. Landsrettens afgørelse kan ikke indbringes for Højesteret.

Stk. 4. Når en ansøgning efter stk. 3 er indgivet til landsretten, kan retten bestemme, at fuldbyrdelsen skal udsættes eller standses. Dette sker i hvert fald, når anke tillades.«

§ 962. ...

Stk. 2. ...

Stk. 3. Justitsministeren kan tillade anke af domme, der efter stk. 2 ikke kan indbringes for højere ret, såfremt sagen er af principiel karakter eller særlige grunde i øvrigt taler derfor. Ansøgning skal indgives til justitsministeriet inden 2 uger efter dommens afsigelse eller, hvis det er tiltalte, der vil anke, og tiltalte ikke har været til stede ved dommens afsigelse, efter dens forkyndelse. Justitsministeren kan dog undtagelsesvis meddele tilladelse, hvis ansøgning indgives senere, men inden eet år efter dommens afsigelse. Under tilsvarende betingelser kan justitsministeren tillade anke af de i stk. 2, 3. pkt., nævnte afgørelser.

Stk. 4. Når sådant andragende er bevisligt indgivet til justitsministeren, kan landsrettens præsident bestemme, at fuldbyrdelsen skal udsættes eller standses; dette sker i hvert fald, når anke tilstedes.

Stk. 5. ...

24. I § 963, stk. 3, litra b, ændres »justitsministeren« til: »landsretten«.

§ 963. ...

Stk. 2. ...

Stk. 3. I øvrigt bliver reglerne i §§ 941-942 og 946-951 i det hele at anvende med de lempelser, som følger af forholdets forskelligheder, samt med følgende nærmere bestemmelser

a) Tiltaltes ankemeddelelse (§ 948, jf. § 950) kan, når han afgiver den personlig, fremsættes mundtlig til vedkommende rets retsbog, selv om det ikke sker straks ved dommens afsigelse; dommeren bør være ham behjælpelig hermed.

b) Hvor justitsministeren i henhold til § 962 har tilstedet anke, må fornøden ankemeddelelse og begrundelse afgives inden 14 dage efter at tilladelsen er udfærdiget.

25. § 966, stk. 1, affattes således

» § 966. Landsrettens dom i en ankesag kan ikke ankes. Højesteret kan dog meddele tilladelse til anke, hvis sagen er af principiel karakter, eller særlige grunde i øvrigt taler derfor. Ansøgning om anketilladelse skal indgives til Højesteret inden 2 uger efter dommens afsigelse eller, hvis det er tiltalte, der vil anke, og denne ikke har været til stede ved dommens afsigelse, efter dommens forkyndelse. Højesteret kan dog undtagelsesvis meddele tilladelse, hvis ansøgning indgives senere, men inden 1 år efter dommens afsigelse. Højesteret træffer ved beslutning afgørelse på skriftligt grundlag.«

§ 966. Landsrettens dom i en ankesag kan ikke ankes. Justitsministeren kan dog meddele tilladelse til anke, såfremt sagen er af principiel karakter, eller særlige grunde i øvrigt taler derfor. Ansøgning om anketilladelse skal indgives til justitsministeriet inden 2 uger efter dommens afsigelse eller, hvis det er tiltalte, der vil anke, og han ikke har været til stede ved dommens afsigelse, efter dens forkyndelse. Justitsministeren kan dog undtagelsesvis meddele tilladelse, hvis ansøgning indgives senere, men inden eet år efter dommens afsigelse.

Stk. 2. ...

Stk. 3. ...

Stk. 4. ...

Stk. 5. ...

26. § 968, stk. 3, affattes således

» Stk. 3. I sager, hvor anke kræver tilladelse efter § 966, kan kæremål af en part kun rejses med tilladelse fra Højesteret. Reglerne om tilladelse til anke finder tilsvarende anvendelse.«

§ 968. ...

Stk. 2. ...

Stk. 3. I sager, hvor anke ordentligvis er udelukket ifølge reglerne i § 966, kan kæremål af en part kun rejses med tilladelse fra justitsministeren, i hvilken henseende reglerne om tilladelse til anke finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 4. ...

27. § 973 affattes således

» § 973. Landsrettens afgørelse i en kæresag kan ikke kæres. Højesteret kan dog meddele tilladelse til kære, hvis kæren angår spørgsmål af principiel karakter, eller særlige grunde i øvrigt taler derfor. Ansøgning om kæretilladelse skal indgives til Højesteret inden 2 uger efter kendelsens afsigelse eller, hvis det er tiltalte, der vil kære, og tiltalte ikke har været til stede ved afsigelsen, efter dens forkyndelse. Højesteret kan undtagelsesvis meddele tilladelse, hvis ansøgning indgives senere, men inden eet år efter kendelsens afsigelse. Højesteret træffer ved beslutning afgørelse på skriftligt grundlag.«

§ 973. Landsrettens afgørelse i en kæresag kan ikke kæres. Justitsministeren kan dog meddele tilladelse til kære, når særlige grunde taler derfor. Ansøgning om kæretilladelse skal indgives til Justitsministeriet inden 2 uger efter kendelsens afsigelse eller, hvis det er tiltalte, der vil kære, og han ikke har været til stede ved afsigelsen, ved dens forkyndelse. Justitsministeren kan dog undtagelsesvis meddele tilladelse, hvis ansøgning indgives senere, men inden eet år efter kendelsens afsigelse.

Ad § 2

1. § 250, stk. 2, affattes således

» Stk. 2. Landsretten kan dog undtagelsesvis tillade anke indtil 1 år efter konkursbehandlingens afslutning. Retsplejelovens § 372, stk. 2, 5.-7. pkt., finder tilsvarende anvendelse.«

2. I § 254 ændres i 1. pkt. »Justitsministeren« til: »Højesteret«, og i 2. pkt. ændres »§ 392, stk. 1, 3. pkt., og stk. 2« til: »§ 392, stk. 2«.

Ingen

Nr LSF 34

Forslag til Lov om ændring af retsplejeloven m.v. (Ændring af kompetencereglerne for meddelelse af anke- og kæretilladelse)

Fremsat af justitsministeren (Engell)

den 7. oktober 1992