1991 BR 12 BERETNING VEDRØRENDE TILSYNETS VIRKSOMHED I FOLKETINGSÅRET 1991-92 NR 12 1991-92, 1. SAMLING

I Indledning

Tilsynet har i løbet af folketingsåret 1991-92 afholdt 10 møder og behandlet en række sager, som dels ikke var afsluttede i forrige samling, og dels er opstået i løbet af folketingsåret. Tilsynet har ikke i det forløbne folketingsår aflagt besøg på institutioner, hvor der er anbragt administrativt frihedsberøvede personer. Nedenfor er omtalt et par af de sager af mere generel karakter, som tilsynet har beskæftiget sig med i det forløbne folketingsår.

II Vejledning vedrørende frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien

Sagen er tidligere omtalt i tilsynets beretning af 20. september 1990 vedrørende tilsynets virksomhed i folketingsåret 1989-90 i forbindelse med Justitsministeriets udstedelse af bekendtgørelse nr. 614 af 20. september 1989 om underretning og klagevejledning til patienter i forbindelse med anvendelse af tvang i psykiatrien.

Justitsministeriet har i april 1992 udsendt vejledningen "Frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien - om psykiatriske patienters rettigheder ved tvangsindgreb".

Det fremgår af vejledningen, at den er skrevet for psykiatriske patienter, deres pårørende og patientrådgiverne. Vejledningen beskriver de regler, der gælder, når en patient mod sin vilje indlægges eller tilbageholdes på en psykiatrisk afdeling. Den fortæller også om regler og rettigheder for psykiatriske patienter, der på anden måde udsættes for tvang.

Justitsministeriet oplyste i forbindelse med udsendelsen af vejledningen over for tilsynet, at hensigten med vejledningen er i kortfattet og let læselig form at give et overblik over reglerne i lov nr. 331 af 24. maj 1989 om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien og de tilhørende bekendtgørelser. Ministeriet oplyste endvidere, at vejledningen fortrinsvis retter sig til psykiatriske patienter, deres pårørende og patientrådgiverne, og at den på denne baggrund er udsendt til statsamterne, amtskommunerne samt Københavns og Frederiksberg Kommuner med henblik på fordeling til de psykiatriske hospitaler/afdelinger, og at vejledningen samtidig er fordelt til politiet og domstolene.

Tilsynet forespurgte i forbindelsen med udarbejdelsen af vejledningen, hvorvidt der forventedes udstedt en vejledning eller et cirkulære, der henvender sig til de institutioner og det personale, der behandler tvangsindlagte eller tvangstilbageholdte psykiatriske patienter, og som vedrører klagevejledning. Justitsministeriet oplyste i forbindelse med udsendelsen af vejledningen over for tilsynet om dette spørgsmål, at det er hensigten, at vejledningen vil kunne udleveres til det behandlende personale på de psykiatriske afdelinger, således at den eventuelt kan indgå i grundlaget for en mundtlig orientering af patienterne om deres retsstilling - herunder med vejledning om klageadgangen. Endvidere vil vejledningen kunne udleveres til patienter, pårørende og patientrådgivere, der måtte have interesse heri. Der var efter Justitsministeriets opfattelse ikke for tiden noget behov for at supplere vejledningen med en yderligere vejledning, rettet til personer og administrationen på de psykiatriske afdelinger.

Tilsynet har taget Justitsministeriets svar til efterretning og foretager ikke videre i sagen.

III Patientrådgiverordningen

Efter ikraftrædelsen af loven om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien den 1. oktober 1989 har tilsynet i flere sammenhænge beskæftiget sig med patientrådgivernes situation. Der henvises i den forbindelse til tilsynets beretning af 20. september 1990 vedrørende tilsynets virksomhed i folketingsåret 1989-90. Med henvisning til, at patientrådgiverne udgør en væsentlig retssikkerhedsgaranti i forbindelse med behandlingen af tvangsindlagte og tvangstilbageholdte psykiatriske patienter samt ved tvangsbehandling og fiksering m.v. af psykiatriske patienter, anmodede tilsynet i juni 1991 Justitsministeriet om at redegøre for erfaringerne med patientrådgiverordningen. Herunder ønskede tilsynet oplyst, hvilke reaktioner m.v. der efter ordningens indførelse var kommet fra de psykiatriske patienter og patientrådgiverne, og om der er overvejelser om ændringer af ordningen.

Justitsministeriet oplyste ved skrivelse af 26. februar 1992, at ministeriet i anledning af tilsynets henvendelse havde anmodet Amtsrådsforeningen samt Københavns og Frederiksberg Kommuner om en udtalelse om de indvundne erfaringer, og at det af udtalelserne fra Københavns og Frederiksberg Kommuner fremgik, at der her generelt er tilfredshed med patientrådgiverordningen både hos patienterne og patientrådgiverne. Det fremgik videre, at Amtsrådsforeningen på baggrund af henvendelsen havde besluttet at iværksætte en undersøgelse af erfaringerne med patientrådgiverordningen set fra patientrådgivernes, de psykiatriske sygehusafdelingers og patienternes side. Justitsministeriet ville til sin tid orientere tilsynet om resultaterne af Amtsrådsforeningens undersøgelse.

På baggrund af en henvendelse fra tilsynet vedrørende patientrådgivernes vederlag har Justitsministeriet endvidere i en skrivelse af 23. december 1991 over for tilsynet oplyst, at ministeriet bl.a. på baggrund af udtalelser fra Amtsrådsforeningen i Danmark og Indenrigsministeriet har overvejet spørgsmålet om regulering af vederlaget. Justitsministeriet meddelte, at man ikke på daværende tidspunkt fandt grundlag for at iværksætte en generel forhøjelse af de i § 17 i Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 615 af 20. september 1989 om patientrådgivere fastsatte takster for vederlag. Justitsministeriet havde - foruden bevillingsmæssige hensyn - især lagt vægt på, at taksterne alene havde været gældende i ca. 2 år. De nævnte takster omfatter også patientrådgivernes eventuelle udgifter til transport. Justitsministeriet oplyste videre, at ministeriet imidlertid ville være indstillet på - når der er indhøstet erfaringer med patientrådgiverordningen i en længere periode - at iværksætte en nærmere undersøgelse af vederlæggelsen af patientrådgiverne, herunder af omkostningerne ved den gældende ordning og spørgsmålet om en eventuel justering af ordningen. Justitsministeriet agtede at iværksætte denne undersøgelse medio 1992, hvor patientrådgiverordningen har været i kraft i ca. 3 år.

Tilsynet vil på et senere tidspunkt tage patientrådgiverordningen op til nærmere behandling.

IV Magtanvendelse m.v i institutioner for voksne med vidtgående fysiske eller psykiske handicap

Sagen er tidligere omtalt i tilsynets beretning af 20. september 1990 vedrørende tilsynets virksomhed i folketingsåret 1989-90.

Socialministeriet ændrede ved bekendtgørelse nr. 284 af 26. april 1990 magtanvendelsesbekendtgørelsen (bekendtgørelse nr. 568 af 21. december 1979 om magtanvendelse m.v. i institutioner for voksne med vidtgående fysiske eller psykiske handicap). Ændringen, som trådte i kraft den 1. juli 1990, indebar bl.a., at Socialministeriets overtilsyn med de såkaldte § 112-institutioner og pligten for amtsrådene til at indsende skemaer og indberetninger til Socialministeriet blev ophævet. Socialministeriet foretog ændringerne som led i en afbureaukratisering og ud fra en erkendelse af, at udviklingen i retning af stadig aftagende magtanvendelse ikke nødvendiggør en central statslig myndigheds gennemgang af indberetninger og overtilsyn med amtskommunerne.

Socialministeriet oplyste ved skrivelse af 28. juni 1991 over for tilsynet, at der et år efter ændringen ikke i ministeriet påtænktes særlige initiativer i forbindelse med ændringen pr. 1. juli 1990. Ministeriet oplyste endvidere, at der ikke efter ændringen af magtanvendelsesbekendtgørelsen var indgået klager til ministeriet over amtsrådenes beslutninger i henhold til den opretholdte § 13 i magtanvendelsesbekendtgørelsen.

Tilsynet fandt imidlertid herefter, at konsekvenserne af de ændringer, der er foretaget, burde belyses nærmere, herunder om omfanget af magtanvendelse på § 112-institutioner og tilsynet med institutionerne havde ændret sig efter ændringen af magtanvendelsesbekendtgørelsen. Tilsynet ønskede endvidere et nærmere kendskab til amtskommunernes vurdering af de foretagne ændringer. På denne baggrund og under henvisning til, at ændringen af magtanvendelsesbekendtgørelsen ikke berørte indberetningerne fra § 112-institutionerne til amtskommunerne, og til, at amtsrådene fortsat fører tilsyn med § 112-institutionerne, jf. magtanvendelsesbekendtgørelsens § 15, anmodede tilsynet den 19. november fire sygehuskommuner om at besvare en række spørgsmål, herunder om udviklingen i antallet afindberetninger, om sygehuskommunernes behandling af indberetningerne, om, hvordan sygehuskommunernes tilsyn med institutionerne blev praktiseret, og om sygehuskommunernes vurdering af de ændringer, der blev foretaget pr. 1. juli 1990.

Tilsynet modtog svarene på henvendelserne i perioden fra den 17. december 1991 til 30. januar 1992. Tilsynet fandt, at de detaljerede og ganske omfattende besvarelser bidrog væsentligt til at få belyst de problemstillinger vedrørende § 112-institutionerne, som tilsynet havde ønsket en afklaring af. Efter at have drøftet de modtagne svar fandt tilsynet ikke, at de ændringer, der blev foretaget i magtanvendelsesbekendtgørelsen i 1990, gav tilsynet anledning til fortsat betænkelighed. Dette meddelte tilsynet de pågældende kommuner samt Socialministeriet og Amtsrådsforeningen i Danmark.

Henning Rasmussen (S) fmd. Martin Glerup (S) Anna-Marie Hansen (S)

Birgitte Husmark (SF) Duetoft (CD) Fischer (KF) nfmd. Inge Dahl-Sørensen (V)

Kirsten Madsen (FP) Elisabeth Arnold (RV)

Ingen

Nr BR 12

Beretning vedrørende tilsynets virksomhed i folketingsåret 1991-92

Nr 12 1991-92, 1. samling

Afgivet af det i henhold til grundlovens § 71, stk. 7, nedsatte tilsyn

Afgivet: 19921001