1991 BR 11 TILFØJELSE TIL BERETNING OM KLAGER I FORBINDELSE MED FOLKEAFSTEMNINGEN OM FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM DANMARKS TILTRÆDELSE AF DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER M.V. (DANMARKS TILTRÆDELSE AF TRAKTATEN OM DEN EUROPÆISKE UNION) NR 11 1991-92, 1. SAMLING
Table of Provisions (9)
Statutory Text (9 Articles)
Bilag 1
INDENRIGSMINISTERIET
Den 29. juni 1992
Folketinget Til orientering fremsendes vedlagt en kopi af Indenrigsministeriets skrivelse af dags dato til Palle Wiingaard, Lyngby, der ved åbent brev af 4. juni 1992 til Folketingets formand har klaget over den formelle foretagelse af folkeafstemningen den 2. juni 1992 om Danmarks tiltrædelse af traktaten om Den Europæiske Union.
Med venlig hilsen
Thor Pedersen
/ Anne Birte Pade
Underbilag 1 A
INDENRIGSMINISTERIET
Den 29. juni 1992
Palle Wiingaard
Fra Folketinget har Indenrigsministeriet modtaget Deres åbne brev af 4. juni 1992 til Folketingets formand, hvori De klager over den formelle foretagelse af folkeafstemningen den 2. juni 1992 om Danmarks tiltrædelse af traktaten om Den Europæiske Union.
Baggrunden for Deres klage er, at De har erfaret, at flere borgere i dette land ved folkeafstemningen den 2. juni 1992 ikke - som forudsat - ved deres stemmeafgivning har tilkendegivet deres holdning til Maastricht-forslagene, men derimod ved deres kryds på stemmesedlen har ytret sig om forskellige forhold, der klart angår Rom-traktaten (f.eks. med hensyn til fiskekvoter, marginalisering af landbrugsjord m.v.), hvorfor De er kommet i tvivl om den anvendte stemmeseddels brugbarhed i den givne sammenhæng.
I denne anledning skal Indenrigsministeriet udtale følgende
Den 10. marts 1992 fremsatte regeringen forslag til lov om ændring af lov om Danmarks tiltrædelse af De Europæiske Fællesskaber m.v. (Danmarks tiltrædelse af traktaten om Den Europæiske Union). Da lovforslaget indebar overladelse af beføjelser fra danske myndigheder til De Europæiske Fællesskabers institutioner, skulle det behandles efter reglerne i grundlovens § 20. Vedtagelsen af et lovforslag efter disse regler kræver et flertal på 5/6 af Folketingets medlemmer. Opnås et sådant flertal ikke, men dog det til vedtagelse af almindelige lovforslag nødvendige flertal, og opretholder regeringen forslaget, skal dette forelægges folketingsvælgerne til godkendelse eller forkastelse efter reglerne i grundlovens § 42, jf. grundlovens § 20, stk. 2. Lovforslaget blev vedtaget af Folketinget ved 3. behandling den 12. maj 1992 med 130 stemmer for. Ved Statsministeriets bekendtgørelse af 13. maj 1992 i Statstidende for den 14. maj 1992 blev det herefter bestemt, at der den 2. juni 1992 i medfør af grundlovens § 20, stk. 2, skulle afholdes folkeafstemning om det af Folketinget vedtagne lovforslag.
I grundlovens § 42 er det bl.a. fastsat, jf. § 42, stk. 5, at der ved folkeafstemningen stemmes for og imod lovforslaget. Til lovforslagets bortfald kræves, at et flertal af de i afstemningen deltagende folketingsvælgere, dog mindst 30 procent af samtlige stemmeberettigede, har stemt imod lovforslaget. I grundlovens § 42, jf. § 42, stk. 8, er det endvidere bl.a. fastsat, at nærmere regler om folkeafstemning fastsættes ved lov.
I henhold hertil er reglerne om folkeafstemning efter bl.a. grundlovens § 20, stk. 2, fastsat i kapitel 12 (§§»erne 94-103) i lov nr. 271 af 13. maj 1987 om valg til Folketinget. Om stemmesedlens indhold og udformning er det i § 98, stk. 1, fastsat, at der på stemmesedlerne til folkeafstemninger klart adskilt skal være trykt ordene »Ja« og »Nej«, og i § 99, stk. 2, er det fastsat, at stemmeafgivningen foregår på den måde, at vælgere, der stemmer for lovforslaget, sætter kryds ved ordet »Ja«, mens vælgere, der stemmer imod, sætter kryds ved ordet »Nej«. Ved opslag i stemmerummet skal der gives vælgerne vejledning herom.
Folkeafstemningen den 2. juni 1992 blev afholdt i overensstemmelse med såvel grundlovens bestemmelser som de i henhold til grundloven fastsatte bestemmelser i folketingsvalgloven. Deres synspunkter om den anvendte stemmeseddels egnethed til at udtrykke befolkningens stillingtagen til Maastricht-traktaten er derfor uden betydning for vurderingen af folkeafstemningens juridiske gyldighed.
Folketinget er herfra underrettet om foranstående.
Med venlig hilsen
Thor Pedersen
/ Anne Birte Pade
Bilag 2
INDENRIGSMINISTERIET
Den 15. juni 1992
Advokat Hans Henrik Lund Indenrigsministeriet har i dag skrevet således til Folketinget, Christiansborg, 1240 København K
»Fra advokat Hans Henrik Lund, Næstvedgade 22, 2100 København Ø, har Indenrigsministeriet modtaget vedlagte klage af 5. juni og 9. juni 1992 over folkeafstemningen den 2. juni 1992. Hans Henrik Lund gør gældende, at folkeafstemningen den 2. juni 1992 skal erklæres ugyldig som følge af, at der er afgivet brevstemmer inden udløbet af 12 søgnedage efter statsministerens bekendtgørelse af det vedtagne lovforslag.
Indenrigsministeriet skal i den anledning udtale følgende
Lovforslag, der skal undergives folkeafstemning i henhold til grundlovens § 20, stk. 2, § 29, stk. 2, og § 42 skal af statsministeren bekendtgøres i Statstidende med meddelelse om, hvilken dag folkeafstemning finder sted, jf. § 95, stk. 2, 1. pkt., i lov nr. 271 af 13. maj 1987 om valg til Folketinget. Folkeafstemning efter grundlovens § 20, stk. 2, og § 42 skal afholdes tidligst 12 og senest 18 søgnedage efter bekendtgørelsen, jf. folketingsvalglovens § 95, stk. 2, 2. pkt., jf. grundlovens § 42, stk. 4.
Efter at Folketinget ved 3. behandling tirsdag den 12. maj 1992 med 130 stemmer havde vedtaget L 240, Forslag til lov om ændring af lov om Danmarks tiltrædelse af De Europæiske Fællesskaber m.v. (Danmarks tiltrædelse af traktaten om Den Europæiske Union), bekendtgjorde Statsministeriet i Statstidende for den 14. maj 1992 det af Folketinget vedtagne lovforslag med meddelelse om, at der i medfør af grundlovens § 20, stk. 2, tirsdag den 2. juni 1992 afholdes folkeafstemning om det af Folketinget vedtagne lovforslag. Bekendtgørelsen skete således 14 søgnedage før afstemningsdagen.
Det følger af folketingsvalglovens § 94, at folketingsvalglovens bestemmelser om folkeafstemninger bl.a. finder anvendelse på folkeafstemninger, der afholdes efter grundlovens § 20, stk. 2. Folketingsvalglovens regler om folkeafstemninger er fastsat i henhold til grundlovens § 42, stk. 8, hvorefter nærmere regler om folkeafstemning fastsættes ved lov.
Ifølge folketingsvalglovens § 100, stk. 1, kan der ved folkeafstemning brevstemmes i overensstemmelse med reglerne i lovens kapitel 8 for folketingsvalg, dog med undtagelser, der vedrører brevstemmesedlens udformning og fremgangsmåden ved selve stemmeafgivningen, jf. § 100, stk. 2 og 3.
Henvisningen til reglerne om brevstemmeafgivning ved folketingsvalg indebærer, at der til folkeafstemningen den 2. juni 1992 har kunnet afgives brevstemme i udlandet, på Færøerne, i Grønland og på danske skibe i udenrigsfart fra 3 måneder før afstemningsdagen, dvs. fra den 2. marts 1992, jf. folketingsvalglovens § 57, stk. 3, og § 58, stk. 2. I denne forbindelse bemærkes, at reglen i folketingsvalglovens § 58, stk. 3, hvorefter søfolk på danske skibe i udenrigsfart og deres medsejlende ægtefæller kan afgive brevstemme på skibet fra dagen efter et folketingsvalg med gyldighed for førstkommende folketingsvalg, ikke finder anvendelse ved folkeafstemninger.
Henvisningen til reglerne om brevstemmeafgivning ved folketingsvalg indebærer endvidere, at der til folkeafstemningen den 2. juni 1992 fra 3 uger før afstemningsdagen, dvs. fra tirsdag den 12. maj 1992, har kunnet afgives brevstemme her i landet, herunder på danske havanlæg på dansk område, jf. folketingsvalglovens § 56 og § 58, stk. 4.
Henvisningen til reglerne om brevstemmeafgivning ved folketingsvalg indebærer således, at der kan afgives brevstemme til folkeafstemninger på et tidspunkt der ligger før tidspunktet for den officielle bekendtgørelse af det lovforslag, hvorom der skal afholdes folkeafstemning, med meddelelse om, hvilken dag folkeafstemning finder sted, i dette tilfælde på et tidspunkt, der ligger før den 14. maj 1992.
Medens der til folketingsvalg kan afgives brevstemme i udlandet m.v. på ethvert tidspunkt, eventuelt med den virkning, at brevstemmen ikke kommer i betragtning, såfremt det viser sig, at folketingsvalg ikke bliver afholdt inden 3 måneder efter, at brevstemmen er afgivet, vil der til folkeafstemninger tidligst kunne afgives brevstemme på et tidspunkt, hvor der er den fornødne klarhed over, hvilken lov eller hvilket lovforslag der skal afholdes afstemning om, og i øvrigt inden for de i loven fastsatte tidsfrister i forhold til den forventede afstemningsdag.
I slutningen af januar 1992 traf regeringen og et flertal af de politiske partier i Folketinget beslutning om, at der den 2. juni 1992 skulle afholdes folkeafstemning om Danmarks tiltrædelse af traktaten om Den Europæiske Union. Den 10. marts 1992 fremsatte regeringen forslag til lov om ændring af lov om Danmarks tiltrædelse af De Europæiske Fællesskaber m.v. (Danmarks tiltrædelse af traktaten om Den Europæiske Union) - L 240. Samme dag underrettede Indenrigsministeriet alle kommunalbestyrelser og valgbestyrelser m.fl. om det fremsatte lovforslag og om beslutningen om at afholde folkeafstemning den 2. juni 1992 samt om de regler, hvorefter folkeafstemningen skulle afholdes, med henblik på at give de pågældende myndigheder lejlighed til at iværksætte forberedelserne til afstemningen. Allerede nogle dage forinden, henholdsvis den 4. og den 5. marts 1992, havde Indenrigsministeriet dog underrettet rederiforeningerne og de søfarendes organisationer samt Udenrigsministeriet om den forestående folkeafstemning, herunder om, at der på danske skibe i udenrigsfart og på danske diplomatiske og konsulære repræsentationer i udlandet kunne afgives brevstemme fra 3 måneder før afstemningsdagen.
Den indledende meddelelse til kommunalbestyrelser og valgbestyrelser m.fl. blev senere fulgt af yderligere meddelelser og vejledninger, hvoraf bl.a. fremgik, at brevstemmeafgivning her i landet kunne finde sted fra 3 uger før afstemningsdagen, dvs. fra og med tirsdag den 12. maj 1992.
Folkeafstemningen den 2. oktober 1972 om Danmarks tiltrædelse af De Europæiske Fællesskaber blev afholdt i henhold til lov nr. 407 af 13. september 1972 om folkeafstemning vedrørende forslag til lov om Danmarks tiltrædelse af De Europæiske Fællesskaber. I § 1 i loven om afholdelse af folkeafstemning var det fastsat, at folkeafstemningen foregår efter reglerne i lov om valg til Folketinget kapitel VII, dvs. reglerne om folkeafstemninger i den dagældende folketingsvalglov, der om brevstemmeafgivning til folkeafstemninger indeholdt en tilsvarende henvisning som den gældende lov til reglerne om brevstemmeafgivning til folketingsvalg. Tidsfristerne for brevstemmeafgivning var de samme som efter den gældende lov. (Reglen, hvorefter søfolk om bord i danske skibe i udenrigsfart og deres medsejlende ægtefæller har adgang til at afgive brevstemme på skibet fra dagen efter et folketingsvalg med virkning for førstkommende folketingsvalg, hvilken regel ikke finder anvendelse ved folkeafstemning, blev først indført i 1980).
Til folkeafstemningen den 2. oktober 1972 var der adgang til at brevstemme inden for de almindelige tidsfrister, dvs. i udlandet m.v. fra 3 måneder før afstemningsdagen, hvilket var den 2. juli 1972, og her i landet fra 3 uger før afstemningsdagen, hvilket var den 11. september 1972. Lovforslaget med meddelelse om folkeafstemning den 2. oktober 1972 blev bekendtgjort i Statstidende for den 14. september 1972.
Under henvisning til foranstående må Indenrigsministeriet afvise, at brevstemmer afgivet til folkeafstemningen den 2. juni 1992 inden udløbet af 12 søgnedage efter bekendtgørelsen af det vedtagne lovforslag eller inden datoen for bekendtgørelsen i Statstidende - burde have været erklæret ugyldige (ikke være taget i betragtning).
Det kan oplyses, at der til folkeafstemningen den 2. juni 1992 blev afgivet i alt 139.402 brevstemmer. Der foreligger ingen samlede oplysninger om, hvor mange brevstemmer der er afgivet til hvilke tidspunkter inden for den periode, hvor brevstemmeafgivning kunne finde sted (2. marts-30. maj 1992).«
Hvilket herved meddeles under henvisning til Deres skrivelser af 5. og 9. juni 1992.
Med venlig hilsen
Anne Birte Pade
Bilag 2 A
Hans Henrik Lund
Advokat
Den 2. juli 1992
Indenrigsministeriet
Vedr. j.nr. 1.k. 1992/4075-4 klage over folkeafstemningen 2. juni 1992.
Under henvisning til ministeriets skrivelse af 15. f.m., med skrivelse af s.d. til Folketinget over klagerne af 5. og 9. ds., skal jeg herved replicere over det anførte
1. Klagerne er indgivet på grundlag af tidsbestemmelserne i grl. § 42 stk. 4, sidste pkt., herefter blot grl. § 42 stk. 4
». . . Folkeafstemningen iværksættes efter statsministerens nærmere bestemmelse tidligst tolv og senest atten søgnedage efter bekendtgørelsen.«
Til bl.a. denne regel er der henvist i grl. § 20, stk. 2
»Til vedtagelse af lovforslag herom kræves et flertal på fem sjettedele af Folketingets medlemmer. Opnås et sådant flertal ikke, men dog det til vedtagelse af almindelige lovforslag nødvendige flertal, og opretholder regeringen forslaget, forelægges det folketingsvælgerne til godkendelse eller forkastelse efter de for folkeafstemninger i § 42 fastsatte regler.«
Det 12. maj 1992 vedtagne lovforslag er bekendtgjort i Statstidende 14. s.m., de tolv søgnedage plus fire søn- og helligdage herfra udløber lørdag 30. maj 1992.
Der er ikke i ministeriets skrivelse argumenteret for, at reglen i grl. § 42, stk. 4, ikke skal følges, den er overhovedet kun nævnt eet sted i skrivelsen, s. 1, næstsidste afsnit.
Hele nærværende klagesag må stå og falde med, om grl. § 42, stk. 4, har skullet iagttages.
Forfatningskommissionens betænkning af 29. januar 1953 foreslår grl. § 42, stk. 4, som stk. 3, bet. s. 21, bemærkninger s. 35-36. Sidste pkt. er uændret fra forslag til vedtagelse: der ses ikke yderligere motiver til punktummet under rigsdagsbehandlingen.
Til § 20, stk. 2, sidste sætning, uændret fra kommissions- og rigsdagsforslag til grundlov, bemærker betænkningen, s. 31, overensstemmende med forslagsbemærkningerne
»Det er derfor bestemt, at der til beslutning om sådan suverænitetsafgivelse kræves enten, at forslag herom vedtages med et flertal på fem sjettedele af rigsdagens medlemmer, eller at forslaget, såfremt det vedtages med mindre end fem sjettedeles flertal, og regeringen opretholder forslaget, ikke forkastes ved en folkeafstemning afholdt i overensstemmelse med de i forslagets § 42 indeholdte regler.«
Understregningen er min og skulle tjene til at påpege, at der ikke er den fortolkningsmulighed i § 42, stk. 4, jfr. § 20, stk. 2, at henvisningen i sidstnævnte, sidste sætning, alene går på godkendelses- og forkastelsesreglerne i § 42, stk. 5.
Det fremgår endelig af kommissionens bemærkninger til § 42, at udgangspunktet for overvejelserne om folkeafstemning har været memorandum af april 1946 af professor Alf Ross, bilag 10 til betænkningen (samt svensk betænkning »Almæn folkomrøstning«, 1952). Memorandummet indeholder ikke overvejelser om formalitetsspørgsmål i forbindelse med folkeafstemninger, herunder tidsfrister, og der er ikke et udkast til konkrete bestemmelser ad modum de af kommissionen foreslåede, som grundlovsbestemmelser vedtagne § 42, stk. 1-8.
Ex tuto indeholder kommissionsbetænkningen fra 1953 som bilag 6 professor Max Sørensens responsum fra 1952 vedrørende de problemer, der knytter sig til grundlovens § 18 (ny § 19). Afsnit V i responsummet behandler »Overførelse af konstitutionelle beføjelser til internationale organer«; det slutter med forslag til ny grundlovsbestemmelse ad modum ny § 20, dog at professoren i stedet for folkeafstemning foreslår nyvalg og genvedtagelse af den nyvalgte rigsdag.
De reale grunde, der har ført til tidsbestemmelserne i grl. § 42, stk. 4, kan utvivlsomt belyses ved tilvejebringelse af referater og forslag fra kommissionsarbejdet; det henstilles, hvorvidt sådant materiale skal søges fremskaffet. På det foreliggende grundlag må man antage, at grl. § 42, stk. 4, skal følges ved alle typer af folkeafstemninger, undtagen de, der afholdes efter grl. §§ 29 og 88 eller uden for grundloven, som i 1986.
Jeg må forstå ministeriets skrivelse derhen, at man fortrinsvis henholder sig til valglovens bestemmelser, når man godkender, at der er brevstemt tidligere end muligt efter grl. § 42, stk. 4. Idet jeg må fastholde, at forfatningsbestemmelsen har absolut forrang fremfor valgloven, og at der ikke i forarbejderne til den af grundlovsændringen i 1953 affødte valglov L 171-1953 er noget, der tyder på, at man m.h.t. folkeafstemninger har ønsket at skabe mulighed for fravigelse af den samtidig ikrafttrådte grl. § 42, stk. 4, skal jeg nedenfor påvise, at et muligt grundlovsbrud ved valgloven ikke skete i 1953, men ved to senere ændringer, der forekommer at være lovgivningsfejl.
I den citerede 1953-valglov hed det i § 56, stk. 3, vedr. brevstemmer (ved almindeligt valg), at »øvrige vælgere«, dvs. bortset fra søfolk etc. og personer i udlandet, stk. 1 og 2, kan brevstemme på folkeregistrene de sidste 3 søgnedage før valgets afholdelse, § 56, stk. 4, lovbestemmelserne hermed i kopi som BILAG 1.
Ved jordlovsfolkeafstemningen i 1963 (se nærmere Poul Andersen i N.a.T. 1966 s. 2 ff.) blev lovene vedtaget 31. maj 1963, bekendtgørelser i Lovtidende og Statstidende 8. juni 1963, afstemningsdato fastsat til 25. juni 1963. Ved ministeriets cirkulære 115-1963 - BILAG 2 - bestemtes, afsnit VI, at de almindelige - § 56 stk. 3 - brevstemmeafgivere kun kunne stemme på folkeregistrene de sidste tre søgnedage før afstemningsdagen, jf. dagældende henvisning til valgbrevstemmereglerne i folkeafstemningskapitlets § 72. Såvidt det ses, blev grl. § 42, stk. 4's 12-18 dages regel derved overholdt for den altovervejende del af brevstemmeafgiverne. § 56, stk. 1 og 2-vælgerne, søfolk etc. og personer i udlandet, fik lov at stemme tidligere, men ikke tidligere end bekendtgørelsen, jf. ndf. Ved L 59-1964 ændring til valglovens § 56, stk. 4, bliver de 3 sidste søgnedage til de 7 sidste søgnedage; ændringsloven med tilhørende forslag med motiver vedlægges som BILAG 3. Og igen ved ændringslov 445-1965 til 3 uger, loven med tilhørende forslag og motiver som BILAG 4. Indenrigsminister Hans Hækkerup i Krag-ministeriet af 26. september 1964 er tydeligvis ikke opmærksom på, at ændringerne p.g.a. henvisningen i § 72 også gælder for folkeafstemninger - og hvorved en overholdelse af grl. § 42, stk. 4, nu er helt umulig.Ved den gennemgribende revision af valgloven i 1987, L 271-1987, på grundlag af den ellers udførlige bet. 1084-1986 dukker problemet ikke op. På dette lovgrundlag har ministeriet i såvel 1972 som i 1992 ladet folkeregisterstemmeafgiverne og senest også institutions- og hjemmestemmeafgiverne stemme inden udløbet af 12-søgnedagsfristen i grl. § 42, stk. 4. I 1992 har man yderligere indkaldt brevstemmeafgiverne til at stemme, inden lovforslaget var færdigbehandlet, 12. maj 1992, aften, jf. hermed BILAG 5, bekendtgørelse af Københavns Kommune af 11. maj 1992 i Politiken, 3. sektion s. 6.
Da 12 søgnedage fra bekendtgørelsen i Statstidende 14. maj 1992 er 30. maj 1992, og da 31. maj 1992 er en søndag, og da der ikke kan brevstemmes 1. juni 1992, nugældende § 56, bisætningen, og da der efter ministeriets skrivelse ikke er mulighed for periodisering eller kategoriopdeling af samtlige brevstemmer, 139.402 stk., er det klagers endelige påstand, at alle brevstemmerne som udgangspunkt er ugyldige.
Som ovenfor berørt er søfolk etc. og personer i udlandet et særproblem, og formentlig talmæssigt underordnet i forhold til de indenlandske brevstemmer, idet man ved valgloven i 1953 måtte vide, at 12-18 dages reglen ikke kunne overholdes, uden at der blev truffet foranstaltninger til f.eks. telefonisk eller telegrafisk stemmeafgivning på eller i tidsmæssig nær forbindelse med afstemningsdage. Noget sådant skete altså ikke i 1963 og i 1972 og 1992, fordi man u.h.t. den ændrede valglov vel anså det for unødvendigt. Jeg skal for nærværende nøjes med at påpege problemet, der ikke er berørt i motiverne til 1953-valgloven.
Ugyldighed af brevstemmer har den konsekvens, som er udtrykt i Markedsudvalgets tillægsbetænkning af 6. september 1972 over 1972-folkeafstemningsloven, L 407-1972 vedrørende EØF-tiltrædelsesloven, løsning B tiltrådt af alle partier dengang, de ugyldige stemmer lades ude af betragtning. Tillægsbetænkningen hermed som BILAG 6. Hvis der i de ugyldige 139.402 brevstemmer er min. 58,3 pct. nej'er, svinger flertallet over til et ja, ud fra det grundlag, at der var et flertal på 23.130 stemmer, jf. mine tidligere skrivelser. Ugyldighed af lovligt indkaldte brevstemmer må imidlertid medføre, at afstemningen må gå om, jf. min skrivelse af 5. f.m.
Det tilføjes, at ministeriet må have den endelige afgørelse af klagen, valglovens § 103, jf. bet. 1084-1986, s. 108, hermed BILAG 7. Og afgørelsen kan indbringes for landsretten, rpl. § 225, BILAG 8.
Bilag: 1-8 som ovf. ej optrykt her.
Med ærbødighed
Hans Henrik Lund
Kopi med bilag til Folketinget, (Lovsekretariatet), Statsministeriet og Udenrigsministeriet.
Bilag 3
INDENRIGSMINISTERIET
Den 6. juli 1992
Folketinget
I fortsættelse af skrivelse herfra af 17. juni 1992 vedrørende en klage fra Morten Engsig-Krarup, Hørning, over flagning med det blå EF-flag ved et afstemningssted i Hørning by ved folkeafstemningen den 2. juni 1992 fremsendes vedlagt den af Hørning byråd den 30. juni 1992 afgivne udtalelse i anledning af klagen.
Hørning Kommunes udtalelse giver ikke Indenrigsministeriet anledning til bemærkninger.
Med venlig hilsen
Thor Pedersen
/ Hanna Ege
Underbilag 3 A
HØRNING KOMMUNE
Den 30. juni 1992
Indenrigsministeriet Klage i forbindelse med folkeafstemningen den 2/6 1992 (j. nr. 1992/4075-6).
Ministeriet har ved brev af 10. juni 1992 fremsendt klage over flagning med EF-flaget ved folkeafstemningen den 2. juni 1992 i Hørning Hallen, til byrådets udtalelse.
Hørning byråd skal i den anledning udtale følgende
I forbindelse med folkeafstemningen den 2. juni 1992 om Danmarks tiltrædelse af Den Europæiske Union, blev der ved afstemningsstedet i Hørning-Hallen flaget fra 2 flagstænger. En flagstang bar Dannebrog og en anden bar EF-flaget.
Når byrådet ved denne afstemning, som ved det senest afholdte EF-parlamentsvalg, ud over Dannebrog tillige flagede med EF-flaget, begrundes dette i, at afstemningen omhandlede et EF-anliggende.
Denne form for flagning er ikke omtalt i hverken »valgagitationsbekendtgørelsen« (nr. 645 af 12. oktober 1989 - IN) ej heller i vejledningen om afholdelse af folketingsvalg (nr. 193 af 12. oktober 1990 - IN). Yderligere er flagning med EF-flaget, efter Justitsministeriets cirkulære nr. 145 af 20. oktober 1989, tilladt på linie med flagning med de øvrige nordiske staters flag samt FN-flaget, jf. cirkulærets § 4.
Da EF-flaget således er anerkendt som det officielle flag for De Europæiske Fællesskaber, som Danmark er medlem af, finder byrådet ikke at denne flagning kan opfattes som en markering af hverken et ja-standpunkt eller et nej-standpunkt for så vidt angår afstemningens genstand den 2. juni 1992, hvilket i øvrigt heller ikke har været hensigten.
Således behandlet på byrådets møde den 29. juni 1992.
Med venlig hilsen
Carsten Jakobsen
borgmester
Kai Stefansen
kommunebogholder
Bilag 4
INDENRIGSMINISTERIET
Den 4. august 1992
Folketinget Fra advokat Hans Henrik Lund, Næstvedgade 22, 2100 København Ø, har Indenrigsministeriet modtaget vedlagte skrivelse af 2. juli 1992, hvori Hans Henrik Lund - i fortsættelse af sine beskrivelser af 5. juni og 9. juni 1992 og i tilslutning til Indenrigsministeriets skrivelse af 15. juni 1992 til Folketinget vedrørende hans klage over folkeafstemningen den 2. juni 1992 - fremsætter yderligere bemærkninger.
Advokat Lund gør gældende, at reglen i grundlovens § 42, stk. 4, jf. folketingsvalglovens § 95, stk. 2, hvorefter folkeafstemning skal iværksættes tidligst 12 og senest 18 søgnedage efter bekendtgørelsen af lovforslaget og meddelelse af datoen for folkeafstemningen, indebærer, at brevstemmeafgivning tidligst kan finde sted efter udløbet af 12 søgnedage efter bekendtgørelsen.
I den anledning skal Indenrigsministeriet udtale følgende
Folkeafstemning om lovforslag vedrørende overladelse af beføjelser i henhold til grundlovens § 20 sker efter de for folkeafstemninger i grundlovens § 42 fastsatte regler, jf. grundlovens § 20, stk. 2 in fine.
Spørgsmålet om, hvorvidt grundlovens § 42, stk. 4, udelukker brevstemmeafgivning på et tidligere tidspunkt end efter udløbet af 12 søgnedage efter bekendtgørelsen af lovforslaget og datoen for folkeafstemningen, er ikke udtrykkeligt omtalt i grundloven, og spørgsmålet er heller ikke belyst i forarbejderne til bestemmelsen.
I Dansk Statsforfatningsret, Poul Andersen, 1954, s. 339, er der, dels om baggrunden for fristbestemmelserne i grundlovens § 42, stk. 4, dels om udøvelse af stemmeret ved folkeafstemninger, anført følgende
»Statsministeren lader derefter Lovforslaget eller Loven bekendtgøre med Meddelse om, at Folkeafstemning vil finde Sted. For at sikre Vælgernes Adgang til at sætte sig ind i Lovforslaget eller Loven er det fastsat, at Folkeafstemnin gen tidligst maa finde Sted tolv Søgnedage fra Bekendtgørelsen. For at sikre, at Folkeafstemningen ikke forhales, er det fastsat, at den skal finde Sted senest atten Søgnedage efter Bekendtgørelsen, hvorved dog bemærkes, at der ikke gælder nogen bestemt Frist, inden hvilken Bekendtgørelsen skal finde Sted.
Nærmere Regler om Folkeafstemninger fastsættes ifølge § 42, 8. stk. ved Lov. Saadanne Bestemmelser er givet i Lov om Valg til Rigsdagen Nr. 171 af 31. Marts 1953 §§ 66-74, hvortil henvises. Ifølge § 71, 3. Stk. foretages Afstemningen i Overensstemmelse med Reglerne ved Valg til Folketinget med de Afvigelser, som er fastsat i de nævnte Paragraffer.
. . . .
Stemmeretten udøves ved personligt Møde, jf. § 71, 1. Stk., der ukorrekt gentager Bestemmelsen i § 35, 3. Stk. om, at »Valgretten« udøves ved personligt Møde. Ifølge § 72 kan Stemmeretten dog udøves ved Indsendelse af Stemmeseddel efter Reglerne i §§ 55-65, d.v.s., i de samme Tilfælde som ved Valg.'
I Statsforfatningsret I, Peter Germer, 1988, s. 153, er der anført følgende om adgangen til at afgive brevstemme i forbindelse med folkeafstemninger i henhold til grundlovens § 42
»Stemmeretten udøves normalt ved personligt fremmøde på afstemningsdagen, jf. § 99, stk. 1, men § 100 giver mulighed for brevstemmeafgivning efter reglerne i folketingsvalglovens kap. 8 med de af afstemningstemaet betingede ændringer.«
Herudover ses spørgsmålet om brevstemmeafgivning ved folkeafstemninger i henhold til grundlovens § 42 ikke at være omtalt i den statsretlige litteratur.
I lov nr. 171 af 31. marts 1953 om valg til Folketinget, der blev udarbejdet i forbindelse med grundloven af 6. juni 1953, var det i § 66 fastsat, at når en tredjedel af Folketingets medlemmer i overensstemmelse med reglerne i grundlovens § 42 begærede folkeafstemning om et lovforslag eller en stadfæstet lov, meddelte Folketingets formand statsministeren og indenrigs- og boligministeren, at en sådan afstemning skulle foretages. I § 67, stk. 1, var det endvidere i overensstemmelse med grundlovens § 42, stk. 4, fastsat, at lovforslaget eller loven ved statsministerens foranstaltning ville være at bekendtgøre i Statstidende med meddelelse om, på hvilken dag folkeafstemningen skulle finde sted, samt at afstemningen afholdtes tidligst 12 og senest 18 søgnedage efter bekendtgørelsen. Med hensyn til brevstemmeafgivning (indsendelse af stemmesedler) ved folkeafstemninger var følgende fastsat i § 72, 1. pkt.
»Uanset bestemmelsen i § 71 kan stemmeafgivning til folkeafstemninger finde sted ved indsendelse af stemmeseddel efter reglerne i nærværende lovs kapitel VI.«
I kapitel VI var der i § 55 fastsat følgende om adgangen til brevstemmeafgivning ved folketingsvalg
»Vælgere, som på grund af ophold uden for den kommune, hvor de er opført på valglisten, vil være forhindret i at indfinde sig på afstemningsstedet inden for de for afstemningen fastsatte tidsfrister, kan ved folketingsvalg indsende deres stemmeseddel efter de i §§ 56-65 indeholdte regler.«
I § 56, stk. 4, var der om tidsfristerne i forbindelse med brevstemmeafgivning angivet følgende
»For de vælgere, der afgiver stemme her i landet, finder afstemningen sted de 3 sidste søgnedage før valgets afholdelse. For de vælgeres vedkommende, der afgiver stemme på Færøerne, i Grønland eller i udlandet, må stemmesedlen tidligst være afgivet 3 måneder før valgets afholdelse.«
I forarbejderne til den dagældende lov om valg til Folketinget er forholdet mellem tidsfristerne i grundlovens § 42, stk. 4, jf. den dagældende folketingsvalglovs § 66, for afholdelse af folkeafstemninger og tidsfristerne for brevstemmeafgivning i lovens § 56, stk. 4, ikke omtalt.
Som det fremgår af det ovenfor anførte, blev der ikke taget direkte stilling til det i nærværende sag omhandlede spørgsmål i forbindelse med udarbejdelsen af den dagældende folketingsvalglov. Den dagældende lov synes dog at forudsætte, at brevstemmeafgivning ved folkeafstemninger i henhold til grundlovens § 42 kunne ske på et tidspunkt, der lå forud for 12 søgnedage efter bekendtgørelsen af folkeafstemningen, idet § 72, 1. pkt., henviste til at brevstemmeafgivning ved folkeafstemninger kunne ske efter de regler, der gjaldt herfor ved folketingsvalg, herunder efter reglen i § 56, stk. 4, hvorefter brevstemmer afgivet af vælgere, der opholdt sig på Færøerne, i Grønland eller i udlandet, kunne afgives op til 3 måneder før valget/folkeafstemningen. Da spørgsmålet, som nævnt, ikke er omtalt i lovens motiver, kan der dog næppe drages sikre slutninger fra den tidligere folketingsvalglov.
At brevstemmeafgivning ved folkeafstemninger, der afholdes i henhold til grundlovens § 42, kan ske på et tidspunkt, der ligger forud for 12 søgnedage efter bekendtgørelsen af folkeafstemningen, blev imidlertid lagt til grund i forbindelse med afholdelse af jordlovs-afstemningerne den 25. juni 1963 samt ved folkeafstemningen den 2. oktober 1972 om Danmarks tiltrædelse af traktaten om De Europæiske Fællesskaber. Der henvises herved for så vidt angår jordlovs-afstemningerne til cirkulære nr. 115 af 8. juni 1963 om afholdelse af folkeafstemninger afsnit VI (s. 220), hvoraf det fremgår, at vælgere, der afgav stemme på Færøerne, i Grønland eller i udlandet, ifølge folketingsvalglovens § 56, stk. 4, tidligst måtte have afgivet deres stemme 3 måneder før afstemningsdagen, idet det dog samtidig anførtes, at denne tidsfrist ved de nævnte afstemninger ikke ville få nogen betydning. Søfolk og fiskere, der på afstemningsdagen opholdt sig uden for deres bopælkommune samt vælgere, der havde bopæl på afsides beliggende øer, kunne på et folkeregister afgive stemme indtil 3 uger før afstemningens afholdelse. For andre vælgere kunne afstemningen finde sted de 3 sidste søgnedage før afstemningsdagen. For så vidt angår EF-afstemningen i 1972 henvises til cirkulære nr. 194 af 14. september 1972 om afholdelse af folkeafstemninger afsnit VII (s. 652), hvor det anføres, at stemmeafgivning pr. brev her i landet i alle tilfælde kunne finde sted de sidste 3 uger før afstemningsdagen dog senest næstsidste søgnedag før afstemningsdagen. For de vælgere, der afgav stemme på Færøerne, i Grønland eller i udlandet, kunne stemmeafgivning ske 3 måneder forud for afstemningsdagen.
Det tilføjes, at reale grunde taler for, at der kan afgives brevstemmer inden udløbet af 12 søgnedage efter bekendtgørelsen. De indvendinger, der kan gøres mod, at brevstemmeafgivning finder sted på et tidspunkt, som ligger forud for 12 søgnedage efter bekendtgørelsen af folkeafstemningen, knytter sig til, at der herved opstår en risiko for, at den pågældende vælger afgiver stemme uden at have haft den fornødne tid og lejlighed til at stifte særligt kendskab til afstemningens genstand. Imidlertid ville det efter ministeriets opfattelse være mere betænkeligt uden faste holdepunkter herfor at anlægge en fortolkning af grundlovens § 42, stk. 4, der indebar, at brevstemmeafgivning ikke kunne finde sted på et tidspunkt forud for 12 søgnedage efter bekendtgørelsen og med den virkning, at et betragteligt antal vælgere helt blev afskåret fra at deltage i folkeafstemningen.
På denne baggrund og uanset, at der ikke foreligger materiale eller litteratur, der tydeliggør, hvorvidt bestemmelsen i grundlovens § 42, stk. 4, er til hinder for, at der afgives brevstemme, forinden der er forløbet 12 søgnedage efter bekendtgørelsen af folkeafstemningen, er det Indenrigsministeriets opfattelse, at grundlovens § 42, stk. 4, ikke udelukker, at brevstemmeafgivning kan finde sted inden udløbet af 12 søgnedage efter bekendtgørelsen. Indenrigsministeriet må derfor fastholde det i skrivelsen af 15. juni 1992 til Folketinget anførte om, at brevstemmer afgivet til folkeafstemningen den 2. juni 1992 inden udløbet af 12 søgnedage efter bekendtgørelsen af det vedtagne lovforslag ikke er ugyldige som følge af, at de er afgivet inden udløbet af de 12 søgnedage.
Med venlig hilsen
Thor Pedersen
/ Anne Birte Pade
Underbilag 4 A
Hans Henrik Lund
Advokat
Den 2. juli 1992
Indenrigsministeriet
Vedr. j. nr. 1. k. 1992/4075-4 klage over folkeafstemningen 2. juni 1992.
Under henvisning til ministeriets skrivelse af 15. f.m., med skrivelse af s.d. til Folketinget over klagerne af 5. og 9. ds., skal jeg herved replicere over det anførte
1. Klagerne er indgivet på grundlag af tidsbestemmelserne i grl. § 42 stk. 4, sidste pkt., herefter blot grl. § 42 stk. 4
». . . Folkeafstemningen iværksættes efter statsministerens nærmere bestemmelse tidligst tolv og senest atten søgnedage efter bekendtgørelsen.«
Til bl.a. denne regel er der henvist i grl. § 20 stk. 2
»Til vedtagelse af lovforslag herom kræves et flertal på fem sjettedele af folketingets medlemmer. Opnås et sådant flertal ikke, men dog det til vedtagelse af almindelige lovforslag nødvendige flertal, og opretholder regeringen forslaget, forelægges det folketingsvælgerne til godkendelse eller forkastelse efter de for folkeafstemninger i § 42 fastsatte regler.«
Det 12. maj 1992 vedtagne lovforslag er bekendtgjort i Statstidende 14. s.m., de tolv søgnedage plus fire søn- og helligdage herfra udløber lørdag 30. maj 1992.
Der er ikke i ministeriets skrivelse argumenteret for, at reglen i grl. § 42 stk. 4 ikke skal følges, den er overhovedet kun nævnt eet sted i skrivelsen, s. 1, næstsidste afsnit.
Hele nærværende klagesag må stå og falde med, om grl. § 42 stk. 4 har skullet iagttages.
Forfatningskommissionens betænkning af 29. januar 1953 foreslår grl. § 42 stk. 4 som stk. 3, bet. s. 21, bemærkninger s. 35-36. Sidste pkt. er uændret fra forslag til vedtagelse, der ses ikke yderligere motiver til punktummet under rigsdagsbehandlingen.
Til § 20 stk. 2, sidste sætning, uændret fra kommissions- og rigsdagsforslag til grundlov, bemærker betænkningen, s. 31, overensstemmende med forslagsbemærkningerne
»Det er derfor bestemt, at der til beslutning om sådan suverænitetsafgivelse kræves enten, at forslag herom vedtages med et flertal på fem sjettedele af rigsdagens medlemmer, eller at forslaget, såfremt det vedtages med mindre end fem sjettedeles flertal, og regeringen opretholder forslaget, ikke forkastes ved en folkeafstemning afholdt i overensstemmelse med de i forslagets § 42 indeholdte regler.«
Understregningen er min og skulle tjene til at påpege, at der ikke er den fortolkningsmulighed i § 42 stk. 4, jfr. § 20 stk. 2, at henvisningen i sidstnævnte, sidste sætning, alene går på godkendelses- og forkastelsesreglerne i § 42 stk. 5.
Det fremgår endelig af kommissionens bemærkninger til § 42, at udgangspunktet for overvejelserne om folkeafstemning har været memorandum af april 1946 af professor Alf Ross, bilag 10 til betænkningen (samt svensk betænkning »Almæn folkomrøstning«, 1952). Memorandummet indeholder ikke overvejelser om formalitetsspørgsmål i forbindelse med folkeafstemninger, herunder tidsfrister, og der er ikke et udkast til konkrete bestemmelser ad modum de af kommissionen foreslåede, som grundlovsbestemmelser vedtagne § 42 stk. 1-8.
Ex tuto indeholder kommissionsbetænkningen fra 1953 som bilag 6 professor Max Sørensens responsum fra 1952 vedrørende de problemer, der knytter sig til grundlovens § 18 (ny § 19). Afsnit V i responsummet behandler »Overførelse af konstitutionelle beføjelser til internationale organer«, det slutter med forslag til ny grundlovsbestemmelse ad modum ny § 20, dog at professoren i stedet for folkeafstemning foreslår nyvalg og genvedtagelse af den nyvalgte rigsdag.
De reale grunde, der har ført til tidsbestemmelserne i grl. § 42 stk. 4 kan utvivlsomt belyses ved tilvejebringelse af referater og forslag fra kommissionsarbejdet, det henstilles, hvorvidt sådant materiale skal søges fremskaffet. På det foreliggende grundlag må man antage, at grl. § 42 stk. 4 skal følges ved alle typer af folkeafstemninger, undtagen de, der afholdes efter grl. §§ 29 og 88 eller udenfor grundloven, som i 1986.
Jeg må forstå ministeriets skrivelse derhen, at man fortrinsvis henholder sig til valglovens bestemmelser, når man godkender, at der er brevstemt tidligere end muligt efter grl. § 42 stk. 4. Idet jeg må fastholde, at forfatningsbestemmelsen har absolut forrang fremfor valgloven, og at der ikke i forarbejderne til den af grundlovsændringen i 1953 affødte valglov L 171-1953 er noget, der tyder på, at man m.h.t. folkeafstemninger har ønsket at skabe mulighed for fravigelse af den samtidig ikrafttrådte grl. § 42 stk. 4, skal jeg nedenfor påvise, at et muligt grundlovsbrud ved valgloven ikke skete i 1953, men ved to senere ændringer, der forekommer at være lovgivningsfejl.
I den citerede 1953-valglov hed det i § 56 stk. 3 vedr. brevstemmer (ved almindeligt valg), at »øvrige vælgere«, dvs. bortset fra søfolk etc. og personer i udlandet, stk. 1 og 2, kan brevstemme på folkeregistrene de sidste 3 søgnedage før valgets afholdelse, § 56 stk. 4, lovbestemmelserne hermed i kopi som BILAG 1.
Ved jordlovsfolkeafstemningen i 1963 (se nærmere Poul Andersen i N.a.T. 1966 s. 2 ff.) blev lovene vedtaget 31. maj 1963, bekendtgørelser i Lovtidende og Statstidende 8. juni 1963, afstemningsdato fastsat til 25. juni 1963. Ved ministeriets cirkulære 115-1963 - BILAG 2 - bestemtes, afsnit VI, at de almindelige - § 56 stk. 3 - brevstemmeafgivere kun kunne stemme på folkeregistrene de sidste tre søgnedage før afstemningsdagen, jf. dagældende henvisning til valg-brevstemmereglerne i folkeafstemningskapitlets § 72. Såvidt det ses, blev grl. § 42 stk. 4's 12-18 dages regel derved overholdt for den altovervejende del af brevstemmeafgiverne. § 56 stk. 1 og 2 vælgerne, søfolk etc. og personer i udlandet, fik lov at stemme tidligere, men ikke tidligere end bekendtgørelsen, jf. ndf. Ved L 59-1964 ændring til valglovens § 56 stk. 4, bliver de 3 sidste søgnedage til de 7 sidste søgnedage, ændringsloven med tilhørende forslag med motiver vedlægges som BILAG 3. Og igen ved ændringslov 445-1965 til 3 uger, loven med tilhørende forslag og motiver som BILAG 4. Indenrigsminister Hans Hækkerup i Krag-ministeriet af 26. september 1964 er tydeligvis ikke opmærksom på, at ændringerne p.g.a. henvisningen i § 72 også gælder for folkeafstemninger - og hvorved en overholdelse af grl. § 42 stk. 4 nu er helt umulig.Ved den gennemgribende revision af valgloven i 1987, L 271-1987, på grundlag af den ellers udførlige bet. 1084-1986 dukker problemet ikke op. På dette lovgrundlag har ministeriet i såvel 1972 som i 1992 ladet folkeregisterstemmeafgiverne, og senest også institutions- og hjemmestemmeafgiverne stemme inden udløbet af 12-søgnedagsfristen i grl. § 42 stk. 4. I 1992 har man yderligere indkaldt brevstemmeafgiverne til at stemme, inden lovforslaget var færdigbehandlet, 12. maj 1992, aften, jf. hermed BILAG 5, bekendtgørelse af Københavns kommune af 11. maj 1992 i Politiken, 3. sektion s. 6.
Da 12 søgnedage fra bekendtgørelsen i Statstidende 14. maj 1992 er 30. maj 1992, og da 31. maj 1992 er en søndag, og da der ikke kan brevstemmes 1. juni 1992, nugældende § 56, bisætningen, og da der efter ministeriets skrivelse ikke er mulighed for periodisering eller kategori-opdeling af samtlige brevstemmer, 139.402 stk., er det klagers endelige påstand, at alle brevstemmerne som udgangspunkt er ugyldige.
Som ovenfor berørt er søfolk etc. og personer i udlandet et særproblem, og formentlig talmæssigt underordnet i forhold til de indenlandske brevstemmer, idet man ved valgloven i 1953 måtte vide, at 12-18 dages reglen ikke kunne overholdes, uden at der blev truffet foranstaltninger til f.eks. telefonisk eller telegrafisk stemmeafgivning på eller i tidsmæssig nær forbindelse med afstemningsdage. Noget sådant skete altså ikke i 1963 - og i 1972 og 1992 fordi man u.h.t. den ændrede valglov vel anså det for unødvendigt. Jeg skal for nærværende nøjes med at påpege problemet, der ikke er berørt i motiverne til 1953-valgloven.
Ugyldighed af brevstemmer har den konsekvens som er udtrykt i markedsudvalgets tillægsbetænkning af 6. september 1972 over 1972-folkeafstemningsloven, L 407-1972 vedrørende EØF-tiltrædelsesloven, løsning B tiltrådt af alle partier dengang, de ugyldige stemmer lades ude af betragtning. Tillægsbetænkningen hermed som BILAG 6. Hvis der i de ugyldige 139.402 brevstemmer er min. 58,3 pct. nej'er, svinger flertallet over til et ja, udfra det grundlag, at der var et flertal på 23.130 stemmer, jf. mine tidligere skrivelser. Ugyldighed af lovligt indkaldte brevstemmer må imidlertid medføre, at afstemningen må gå om, jf. min skrivelse af 5. f.m.
Det tilføjes, at ministeriet må have den endelige afgørelse af klagen, valglovens § 103, jf. bet. 1084-1986 s. 108, hermed BILAG 7. Og afgørelsen kan indbringes for landsretten, rpl. § 225, BILAG 8.
Bilag: 1-8 som ovf. (Ikke optrykt her).
Med ærbødighed
Hans Henrik Lund
Kopi med bilag til Folketinget, (Lovsekretariatet), Statsministeriet og Udenrigsministeriet.
Bilag 5
INDENRIGSMINISTERIET
Den 18. august 1992
Folketinget
I fortsættelse af skrivelse herfra af 18. juni 1992 vedrørende en klage fra Henrik Bladt, Fredericia, over et indslag i TV-Avisen den 2. juni 1992 fremsendes vedlagt den af Danmarks Radio den 10. august 1992 afgivne udtalelse i anledning af klagen.
Med venlig hilsen
Thor Pedersen
/ Anne Birte Pade
Underbilag 5 A
DANMARKS RADIO
TVA Programchefen
Den 10. august 1992
Indenrigsministeriet
Ref.: Deres sag nr. 1992/4075-1.
I anledning af klagen fra Henrik Bladt, Kirkevænget 12, 7000 Fredericia, over et indslag i TV-Avisen den 2. juni d.å. skal TV-Aktualitetsafdelingen oplyse
Det pågældende indslag i TV-Avisen den 2. juni klokken 17.45 var en reportage, der viste kendte politikeres stemmeafgivelse.
Der blev i reportagen vist to klip, hvor man i billedet kunne se, hvordan den pågældende stemte.
Det første klip viser statsminister Poul Schluters stemmeafgivelse. Statsministeren har ikke foldet sin stemmeseddel sammen og er klar over, at hans kryds ved »Ja« kan ses af de pressefolk - herunder fotografer - der er tilstede i stemmelokalet.
Det andet klip viser Ebbe Kløvedal Reich fra Folkebevægelsen mod EF. Heller ikke han har foldet sin stemmeseddel sammen. Tværtimod holder han den åben, så pressefolkene kan se/fotografere stemmesedlen.
De tre øvrige medvirkende i indslaget er udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen, folketingsmedlem Holger K. Nielsen og folketingsmedlem Pia Kjærsgaaard. Alle tre har foldet stemmesedlen sammen, så man ikke kan se, hvordan de har stemt.
Teksten under de billeder, der viser Ebbe Kløvedal Reichs stemmeafgivelse, herunder billedet af hans stemmeseddel, lyder
». . . Og så blev der gjort plads til Folkebevægelsen mod EF. Det er nok sidste gang, Folkebevægelsen i sin nuværende form samles om et nej«.
TV-Aktualitetsafdelingen mener ikke, der med dette indslag er grundlag for en påstand om, at seere er blevet påvirket, inden valghandlingen sluttede.
I indslaget medvirker fem landskendte politikere, hvis holdninger var kendt i forvejen, først og fremmest fordi de fem politikere har været toneangivende i kampagnen og debatten forud for folkeafstemningen.
Lige så lidt som det på afstemningsdagen kan overraske nogen, at statsminister Poul Schluter stemte ja, lige så lidt kan det overraske, at Ebbe Kløvedal Reich stemte nej.
Der er tradition for, at medierne fotograferer landskendte politikere i valglokalet. Såvel i forbindelse med en folkeafstemning som i forbindelse med folketingsvalg lægger disse politikere (partiledere) ikke skjul på, hvordan de har stemt. Tværtimod er deres stemmeafgivning ofte genstand for udveksling af spøgefuldheder mellem politikerne og pressefolkene i afstemningslokalet, og politikerne synliggør ofte deres stemmeafgivning, f.eks. ved at vise stemmesedlen frem ledsaget af bemærkninger om, at de »har stemt rigtigt«.
Da ingen seere har kunnet være i tvivl om, at statsministeren ville stemme ja, eller at Ebbe Kløvedal Reich ville stemme nej, kan afdelingen ikke erkende, der har været tale om en påvirkning af vælgerne før valghandlingens afslutning.
Med venlig hilsen
Ole Sippel
Bilag 6
INDENRIGSMINISTEREN
Den 5. august 1992
Folketingets formand, H. P. Clausen
Kære H. P. Clausen
Til din orientering fremsender jeg hermed en kopi af mit brev af dags dato til Palle Wiingaard, Lyngby, vedrørende afstemningstemaet ved folkeafstemningen den 2. juni 1992. Efter anmodning fra Palle Wiingaard medsender jeg endvidere hans brev af 6. juli 1992 til Indenrigsministeriet, der er et svar på Indenrigsministeriets skrivelse af 29. juni 1992 til ham. Folketinget har modtaget en kopi af skrivelsen af 29. juni 1992.
Med venlig hilsen
Thor Pedersen
Underbilag 6 A
Palle Wiingaard
Den 6. juli 1992
Indenrigsministeriet. 1. kontor.
Vedr. Skr. 29. juni 1992, 1.kt., sag nr. 1992/4075/8. (Folkeafstemning).
Hermed min oprigtige tak for den udførlige kommentar til min klage af 4. juni 1992 til Folketingets formand om folkeafstemningen af 2. juni 1992.
Uden i øvrigt at tilsigte nogen forlængelse af nærværende brevveksling tillader jeg mig desuagtet at påpege, at jeg med mine bemærkninger af 4. juni 1992 IKKE har draget folkeafstemningens juridiske gyldighed i tvivl. Jeg er således enig med Indenrigsministeriet i denne henseende.
Mit ærinde, der var anledningen til, at jeg rettede henvendelsen direkte til Folketingets formand, var - og er - at påpege den faktiske umulighed, som den foretagne folkeafstemnings generelle JA/NEJ-spørgsmål repræsenterede i den givne sammenhæng.
Mit anbringende - som jeg altså opretholder - begrunder jeg med min påstand om, at VALGTEMAET, således som det blev lagt frem for den stemmeafgivende vælger, ikke var entydigt. Det omfattede således en række
1. mere eller mindre underforståede, men ikke præcist tilkendegivne, spørgsmål om suverænitetsafgivelse og
2. i det hele kun antydede, men ikke præcist angivne, formelle og materielle spørgsmål i medfør af Maastricht-dokumentet
- alt uden at den indvortes sammenhæng lod sig udlede af det foreliggende og af de tidligere vedtagelser vedr. Danmarks forhold til De Europæiske Fællesskaber.
Som følge af denne valgtemaets mangel på entydighed og klarhed blev den ved afstemningen benyttede procedure, der jo forudsætter entydighed i spørgmålsformuleringen, forfejlet. Dette er mit klagemål.
I skrivende stund føler jeg mig forpligtet til at tilføje, at folkeafstemningsinstitutionen med de udfordringer, den utvivlsomt vil blive konfronteret med i de kommende år, efter min opfattelse bør underkastes en revision, således at den sættes i stand til at løse disse udfordringer.
Vælgerne må kunne forlange sig emnekredsen, hvortil de skal tage stilling, formuleret så utvetydigt, at de i det mindste får lejlighed til og mulighed for at udtale sig om klare grundprincipper i den forelagte problemstilling.
Jeg vil være det høje ministerium taknemmelig for, at nærværende eftersendes til folketingets formand som min begrundelse for klagens opretholdelse.
Med venlig hilsen
Palle Wiingaard,
Amtslæge. dr.med.
Underbilag 6 B
INDENRIGSMINISTEREN
Den 5. august 1992
Palle Wiingaard
Kære Palle Wiingaard
Tak for Deres venlige brev af 6. juli 1992, hvori De har uddybet Deres synspunkter om formuleringen af afstemningstemaet ved folkeafstemningen den 2. juni 1992 om Danmarks tiltrædelse af traktaten om Den Europæiske Union.
Jeg har bemærket mig, at De indledningsvist præciserer, at De ikke har draget folkeafstemningens juridiske gyldighed i tvivl, og at De dermed er enig med Indenrigsministeriet i denne henseende, jf. Indenrigsministeriets brev af 29. juni 1992 til Dem i anledning af Deres åbne brev af 4. juni 1992 til Folketingets formand.
Jeg er enig med Dem i, at spørgsmålet om afstemningstemaet er helt centralt i forbindelse med overvejelser om benyttelse af folkeafstemninger som led i den politiske beslutningsproces, og jeg har med interesse gjort mig bekendt med Deres synspunkter om betydningen af, at afstemningstemaet er formuleret klart og entydigt.
Spørgsmålet om, hvorvidt det i den givne situation har været hensigtsmæssigt at lægge spørgsmålet om Danmarks tiltrædelse af traktaten om Den Europæiske Union ud til folkeafstemning i den form, hvori dette skete, er imidlertid alene af teoretisk karakter, idet grundloven jo indeholder klare regler om, ikke blot i hvilke tilfælde der skal afholdes folkeafstemning, men også om formuleringen af afstemningstemaet.
Jeg har i overensstemmelse med Deres ønske videresendt Deres brev til Folketingets formand tillige med en kopi af dette brev.
Med venlig hilsen
Thor Pedersen
Efter afgivelsen af beretning om klager i forbindelse med
folkeafstemningen om forslag til lov om ændring af lov om Danmarks
tiltrædelse af De Europæiske Fællesskaber m.v. (Danmarks tiltrædelse
af traktaten om Den Europæiske Union) den 18. juni 1992 har udvalget
modtaget Indenrigsministeriets svar til klagerne i to af de i
beretningen omhandlede sager om valgklager samt en række supplerende
udtalelser fra myndigheder m.v. Udvalget har endvidere gennem
Indenrigsministeriet modtaget supplerende henvendelser fra advokat
Hans Henrik Lund og fra amtslæge, dr. med. Palle Wiingaard, Lyngby,
der uddyber de pågældendes i beretningen omtalte klager.
Det nævnte materiale er optrykt som bilag til denne tilføjelse til beretning.
Udvalget har ikke fundet anledning til at gøre bemærkninger vedrørende de i forbindelse med folkeafstemningen modtagne klager ud over de i beretningen af 18. juni 1992 anførte.
P.u.v.
Jens Jørgensen
formand
Bilagsfortegnelse
Bilag 1
Indenrigsministeriets skrivelse af 29. juni 1992, hvormed fremsendes svar af samme dato til Palle Wiingaard, Lyngby, på dennes klage af 4. juni 1992.
Underbilag 1 A
Indenrigsministeriets svar af 29. juni 1992 til Palle Wiingaard, Lyngby, på dennes klage af 4. juni 1992.
Bilag 2
Indenrigsministeriets meddelelse af 15. juni 1992 til advokat Hans Henrik Lund, København Ø, om Indenrigsministeriets fremsendelse ved skrivelse af 15. juni 1992 af klager af 5. juni og 9. juni 1992 fra den pågældende.
Underbilag 2 A
Svar af 2. juli 1992 fra advokat Hans Henrik Lund på Indenrigsministeriets skrivelse af 15. juni 1992. (De i skrivelse af 2. juli 1992 omtalte bilag 1-8 er ikke optrykt).
Bilag 3
Indenrigsministeriets skrivelse af 6. juli 1992, hvormed fremsendes udtalelse afgivet den 30. juni 1992 af Hørning Byråd i anledning af klage af 7. juni 1992 fra Mogens Engsig-Karup.
Underbilag 3 A
Udtalelse afgivet den 30. juni 1992 af Hørning Byråd i anledning af klage af 7. juni 1992 fra Mogens Engsig-Karup.
Bilag 4
Indenrigsministeriets udtalelse af 4. august 1992 i anledning af skrivelse af 2. juli 1992 fra advokat Hans Henrik Lund i fortsættelse af dennes klager af 5. og 9. juni 1992.
Underbilag 4 A
Skrivelse af 2. juli 1992 fra advokat Hans Henrik Lund som svar på Indenrigsministeriets skrivelse af 15. juni 1992. (Underbilaget er identisk med underbilag 2 A. De i skrivelsen omtalte bilag 1-8 er ikke optrykt).
Bilag 5
Indenrigsministeriets skrivelse af 18. august 1992, hvormed fremsendes udtalelse afgivet den 10. august 1992 af Danmarks Radio i anledning af klage af 2. juni 1992 fra Henrik Bladt, Fredericia.
Underbilag 5 A
Udtalelse afgivet den 10. august 1992 af Danmarks Radio i anledning af klage af 2. juni 1992 fra Henrik Bladt, Fredericia.
Bilag 6
Indenrigsministeriets skrivelse af 5. august 1992, hvormed fremsendes svar af samme dato til Palle Wiingaard, Lyngby, vedrørende dennes klage af 4. juni 1992 samt skrivelse af 6. juli 1992 fra Palle Wiingaard som svar på ministeriets skrivelse af 29. juni 1992.
Underbilag 6 A
Skrivelse af 6. juli 1992 fra Palle Wiingaard som svar på Indenrigsministeriets skrivelse af 29. juni 1992.
Underbilag 6 B
Skrivelse af 5. august 1992 fra indenrigsministeren til Palle Wiingaard.
Særlige noter
Beretning nr. 11: Tilføjelse til beretning afgivet af Udvalget til
Valgs Prøvelse den 18. juni 1992 om klager i forbindelse med
folkeafstemningen om forslag til lov om ændring af lov om Danmarks
tiltrædelse af De Europæiske Fællesskaber m.v. (Danmarks tiltrædelse
af traktaten om Den Europæiske Union)
Nr BR 11
Tilføjelse til beretning om klager i forbindelse med folkeafstemningen om forslag til lov om ændring af lov om Danmarks tiltrædelse af De Europæiske Fællesskaber m.v. (Danmarks tiltrædelse af traktaten om Den Europæiske Union)
Nr 11 1991-92, 1. samling
Afgivet: 19920929