1991 BR 9 BERETNING OM RIGSHOSPITALETS CP-KLINIK NR 9 1991-92, 1. SAMLING
Statutory Text (3 Articles)
Udvalget har, efter at Rigshospitalet har tilkendegivet, at man vil
lukke den såkaldte CP-klinik pr. 1. oktober 1992, på nogle møder
drøftet CP-klinikken, og udvalget har herunder haft samråd med
sundhedsministeren. Medlemmer af udvalget har endvidere modtaget
henvendelser fra flere forældre til børn med cerebral parese og fra
Spastikerforeningen.
Sundhedsministeren har i samrådet bl.a. henvist til, at Rigshospitalet vil drøfte børnenes fremtidige behandling med Visitationsudvalget.
Udvalget finder, at den ekspertise, der er opnået ved, at børn behandles eet sted, vil gå tabt, hvis klinikken lukker til skade for patienterne.
Udvalget mener tillige, at børn og forældre rammes unødigt hårdt, når en samlet, helt nødvendig behandling splittes. Den behandling, klinikken tilbyder, er afgørende for, at børnene kan fungere på trods af deres alvorlige handicap.
Udvalget opfordrer sundhedsministeren til, eventuelt i et samarbejde med de amter og kommuner, hvor børnene bor, og med Spastikerforeningen, at sikre disse børns fortsatte behandling på klinikken. Dette forhindrer dog ikke optagelse af nye børn til behandling på CP-klinikken.
Udvalget vurderer, at de samlede udgifter til børnenes behandling øges, såfremt CP-klinikken lukker. En beslutning som ovenstående må indebære, at opsigelser af personale trækkes tilbage.
P.u.v.
KØPKE CHRISTENSEN
formand
Ingen
Nr BR 9
Beretning om Rigshospitalets CP-klinik
Nr 9 1991-92, 1. samling
Afgivet af Sundhedsudvalget
Afgivet: 19920514