1991 BTB 81 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM ÆNDRING AF LOV OM ELFORSYNING NR B 81 1991-92, 1. SAMLING
Statutory Text (3 Articles)
Udvalget har behandlet beslutningsforslaget i nogle møder.
Der er af et flertal stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.
Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets, Socialistisk Folkepartis, Centrum-Demokraternes og Det Radikale Venstres medlemmer af udvalget) beslutningsforslaget til vedtagelse med det stillede ændringsforslag, idet flertallet bemærker følgende
I beslutningsforslaget omtales etablering og drift af kraftvarmeværker m.v. i udlandet, og dette er i bemærkningerne til beslutningsforslaget yderligere eksemplificeret. Det skal i denne forbindelse understreges, at der ikke hermed er tilsigtet nogen specifik afgrænsning af anlægstyper, energiformer eller aktiviteter, idet det først og fremmest må være op til Elsam og Elkraft at tage stilling til, i hvilke konkrete projekter de på et kommercielt grundlag kan bringe dansk viden og energiteknologi i anvendelse.
Et mindretal inden for flertallet (Socialistisk Folkepartis medlem af udvalget) bemærker endvidere følgende
Der skal i forbindelse med eksport kunne investeres i elnet og fjernvarmenet i tilknytning til både kraftvarmeværker, vindmøller og biogasanlæg m.v. samt i energibesparende foranstaltninger.
Elsektorens engagementer i udlandet skal naturligvis kunne ske i samarbejde med (danske) fjernvarmerørproducenter, kabelproducenter, kedelfabrikanter, vindmøllefabrikanter m.v. samt eksempelvis Danida.
Et mindretal (Det Konservative Folkepartis, Venstres og Fremskridtspartiets medlemmer af udvalget) indstiller beslutningsforslaget til forkastelse og vil stemme imod det stillede ændringsforslag.
Et mindretal inden for mindretallet (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) ønsker at bemærke følgende
Fremskridtspartiet vil gerne give elværkerne frihed til at eksportere strøm fra eksisterende og/eller nye kraftenheder. Såfremt denne eksport kan blive profitbærende, skal elværkerne have en udstrakt frihedsgrad. Den eneste begrænsning, der skal være på denne frihedsgrad, er hensynet til, at de tvangstilsluttede danske elforbrugere ikke kommer til at hæfte for fejldispositioner. Netop ud fra dette hensyn skal elværkerne ikke ud og foretage tvivlsomme investeringer i kraftenheder uden for landets grænser.
Danske elforbrugere har ingen mulighed for at slippe ud af tvangstilslutningen og tvangsbetalingen, og dermed vil de også være tvangsindlagte til at betale for de fadæser, der måtte oprinde. Tidligere har danske kreditforeninger tabt meget store beløb på tvivlsomme engagementer i udlandet. Sagesløse danske låntagere blev da tvunget til at betale for eskapaderne på grund af den tvungne solidariske hæftelse.
Hvis et flertal i Folketinget vil give elforbrugerne frihed til at vælge mellem frie private udbydere af el, må disse elproducenter efterfølgende gerne entrere i udlandet. Indtil da må Fremskridtspartiet afvise beslutningsforslaget.
Et andet mindretal (Kristeligt Folkepartis medlem af udvalget) indstiller beslutningsforslaget til forkastelse , men kan stemme for det stillede ændringsforslag.
ÆndringsforslagAf et flertal (S, CD og RV), tiltrådt af et mindretal (SF og KRF)
Til teksten 1) Efter den foreslåede tekst indsættes som nyt afsnit
»Endvidere opfordres regeringen til i samme sammenhæng at skabe klar lovmæssig hjemmel for, at elselskaberne kan tilbyde 3. parts finansiering som et led i bestræbelserne på at gennemføre elbesparelser.«
Bemærkninger
Til nr. 1 Da der har været nogen uklarhed om grundlaget for den spirende praksis på området, er det fundet hensigtsmæssigt også at lade beslutningsforslaget omfatte spørgsmålet om elselskabernes adgang til at indgå i arrangementer med såkaldt 3. parts finansiering af investeringer med henblik på gennemførelsen af elbesparelser.
Den nærmere udformning forudsættes at skulle ske på baggrund af drøftelser mellem Energiministeriet og elselskaberne, idet dette passende kunne indgå som et element i opfølgningen af den dagsorden (D 34), Folketinget vedtog den 10. marts 1992, og hvori det bl.a. hed: »at energiministeren med udgangspunkt i målsætningen i Energi 2000 pålægger de enkelte elselskaber at opstille konkrete målsætninger for elbesparelser, således at der løbende kan foretages en bedømmelse af målopfyldelsen«.
Henning Gjellerod (S) Martin Glerup (S) Karen Jespersen (S) Tove Lindbo Larsen (S) Helge Mortensen (S) Poul Nielson (S) nfmd. Ingrid Rasmussen (S) Riishøj (SF) fmd. Duetoft (CD) Flemming Hansen (KF) Per Tærsbøl (KF) Aagaard (KF) Peter Hansen-Nord (V) Filt Jensen (V) Kim Behnke (FP) Bilgrav-Nielsen (RV) Inger Stilling Pedersen (KRF)
Ingen
Nr BTB 81
Betænkning over Forslag til folketingsbeslutning om ændring af lov om elforsyning
Nr B 81 1991-92, 1. samling
Afgivet af Det Energipolitiske Udvalg
Afgivet: 19920430