1991 BTB 48 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM ETABLERING AF VOKSENERHVERVSUDDANNELSER NR B 48 1991-92, 1. SAMLING
Statutory Text (3 Articles)
Udvalget har behandlet beslutningsforslaget i nogle møder og har
herunder stillet et spørgsmål til undervisnings- og
forskningsministeren, som denne har besvaret skriftligt.
Der er af et flertal stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.
Et flertal (udvalget med undtagelse af Fremskridtspartiets medlem) ønsker at anføre følgende
Under udvalgsarbejdet har undervisnings- og forskningsministeren oplyst, at ministeriet har iværksat et arbejde sammen med de faglige udvalg med henblik på etablering af voksenuddannelsesforløb i erhvervsuddannelserne. Dette arbejde tager udgangspunkt i de samme målsætninger, som beslutningsforslaget bygger på.
Ministeren har den 4. maj 1992 afholdt en konference for de faglige udvalg om dette emne. I konferencen deltog foruden de faglige udvalg bl.a. repræsentanter for Dansk Arbejdsgiverforening og Landsorganisationen i Danmark samt Uddannelsesrådet for Arbejdsmarkedsuddannelserne.
På konferencen blev der fra alle sider givet udtryk for fuld opbakning til en øget indsats for etablering af voksenerhvervsuddannelser, herunder uddannelser, der er tilrettelagt således, at de inddrager både erhvervsskolerne under Undervisnings- og Forskningsministeriet og AMU-centrene under Arbejdsministeriet.
Det fremgik, at de faglige udvalg er i fuld gang med at udforme forslag til voksenerhvervsuddannelser, som sigter mod de samme mål, og som giver samme kompetence som de tilsvarende grunduddannelser, men tilrettelagt for voksne på grundlag af de voksnes baggrund og arbejdserfaring, med inddragelse af forholdene i de enkelte brancher og under hensyn til lokale forhold. Mange faglige udvalg har allerede en praksis for at lette adgangen for voksne med relevante kvalifikationer.
Flertallet lægger i overensstemmelse med ønsker fra arbejdsmarkedets parter vægt på, at uddannelserne etableres i regi af det faglige selvstyre, således at uddannelserne fastholdes på et fagligt indhold og niveau, som såvel virksomhederne som de faglige udvalg kan stå inde for, og således at uddannelserne med hensyn til indhold, struktur og merit indretter sig på de enkelte beskæftigelsesområders særlige vilkår og herunder på de meget varierede praktik- og beskæftigelsesmuligheder.
Flertallet lægger vægt på, at der bliver tale om uddannelser, der etableres på de normale finansieringsvilkår for erhvervsuddannelser, både med hensyn til undervisningsudgifter og med hensyn til AER-refusion til lønudgifter, idet uddannelserne forudsættes at bygge på uddannelsesaftaler mellem den uddannelsessøgende og den enkelte virksomhed, hvor lønfastsættelsen bygger på de overenskomster, som aftales på arbejdsmarkedet.
Ministeren har over for udvalget tilkendegivet, at ministeren lægger vægt på, at uddannelserne tilrettelægges således, at såvel de voksnes praktiske erfaringer som deres uddannelsesmæssige forudsætninger, f.eks. fra arbejdsmarkedsuddannelser, udnyttes i videst muligt omfang.
Ministeren lægger herunder vægt på, at de samlede ressourcer på erhvervsskoler og AMU-centre m.v. inddrages i gennemførelsen. Flertallet er enigt heri.
Undervisnings- og forskningsministeren har under udvalgsbehandlingen tilkendegivet, at regeringen vil fremsætte de lovforslag, som måtte vise sig fornødne, hvis der under ministeriets fortsatte dialog med de faglige udvalg og Erhvervsuddannelsesrådet fremkommer konstruktive forslag, som ikke kan gennemføres uden lovændring, eller hvis de iværksatte initiativer ikke fører til, at der kan etableres voksenuddannelser i tilstrækkeligt omfang.
Ministeren har oplyst, at der er nedsat et tværministerielt udvalg mellem Undervisnings- og Forskningsministeriet, Arbejdsministeriet og Kulturministeriet om samordning af voksenuddannelsessystemerne på erhvervsskolernes og AMU-centrenes område (Hassenkam-udvalget), jf. nr. 7 i beslutningsforslaget. Arbejdsmarkedets parter deltager i udvalgsarbejdet. Arbejdet forventes afsluttet inden udgangen af maj 1992. Det forventes, at Hassenkam-udvalgets anbefalinger vil indebære lovgivning, også med hensyn til erhvervsuddannelserne. Dette gælder især forslaget om nedsættelse af områdeudvalg på tværs af erhvervsuddannelserne og arbejdsmarkedsuddannelserne. Områdeudvalgene får således opgaver med hensyn til såvel arbejdsmarkedsuddannelser som erhvervsuddannelser for voksne.
Flertallet lægger afgørende vægt på, at der afsættes tilstrækkelige udviklingsmidler, og at der iværksættes de fornødne analysearbejder.
Ministeren har tilkendegivet, at nogle af de forsøgs- og udviklingsmidler, som afsættes i medfør af erhvervsuddannelsesloven, vil kunne anvendes til dette formål i 1992, herunder de 22 mio. kr., som ved genbevilling fra 1991 er afsat til udviklingsaktiviteter vedrørende voksenuddannelser (20 mio. kr.) og til analysearbejde (2 mio. kr.).
Uforbrugte midler heraf vil blive søgt overført til følgende finansår.
Midler i forbindelse med erhvervsuddannelser for voksne anvendes under iagttagelse af de rådgivningsstrukturer, som er fastlagt ved erhvervsuddannelsesloven. Ministeren har tilkendegivet, at tilskud til analyse- og udviklingsarbejder kan søges af andre end faglige udvalg og erhvervsskoler, f.eks brancheudvalg og AMU-centre.
Ministeren har givet tilsagn om, at områdeudvalgene i den fremtidige struktur, jf. bemærkningerne ovenfor vedrørende forslagets nr. 7, bliver inddraget forud for høringen af Erhvevsuddannelsesrådet i forbindelse med behandlingen af ansøgninger om udviklingsmidler til voksenerhvervsuddannelser. Ministeren har endvidere oplyst, at tilskuddene anvendes til analyse og modeludvikling. Når uddannelsesforløbene sættes i drift, afholdes udgifterne af driftsbevillingen.
Flertallet lægger vægt på, at ministeren har tilkendegivet, at regeringen om fornødent vil fremsætte lovforslag i 1992, og at spørgsmålet om de økonomiske rammer vil indgå i finanslovforhandlingerne for 1993.
Flertallet ønsker endelig at anføre, at sidste afsnit i de almindelige bemærkninger til beslutningsforslaget ikke længere kan tillægges betydning, og at der ligeledes skal ses bort fra sidste afsnit i bemærkningerne om økonomi, idet etableringen af udviklingspuljen, jf. forslagets nr. 9, aftales i forbindelse med forhandlingerne om finansloven for 1993, jf. herved ændringsforslag nr. 1 og 3.
Herefter indstiller et flertal (udvalget med undtagelse af Fremskridtspartiets medlem) forslaget til folketingsbeslutning til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.
Et mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) indstiller forslaget til folketingsbeslutning til forkastelse , kan ikke stemme for de stillede ændringsforslag og ønsker at bemærke følgende
Mindretallet er af den opfattelse, at erhvervslivet skal have så gode vilkår som overhovedet muligt. Dette er basis for, at også arbejdsløsheden kan nedsættes, og at der kan iværksættes flest mulige uddannelsespladser.
Erhvervsskolerne, der hører under Undervisnings- og Forskningsministeriet, og AMU-centrene under Arbejdsministeriet - det vil sige de tekniske skoler, handelsskolerne samt AMU-centrene - er erhvervslivets skoler, og mindretallet har altid set positivt på netop disse uddannelser.
Mindretallet er af den opfattelse, at arbejdsmarkedets parter, herunder de faglige fællesudvalg, skal have størst mulig indflydelse på at styre erhvervsuddannelserne, da det også er dem, der ved, hvor de eventuelle problemer er.
Mindretallet kan ikke gå ind for beslutningsforslaget, da der her reelt er tale om uddannelser, der kan klares inden for de eksisterende rammer. Mindretallet er tillige af den opfattelse, at mange af de unge, der ikke kan få en uddannelse inden for erhvervsuddannelserne, naturligvis skal have mulighed herfor, men dette kræver som nævnt et forbedret forhold for erhvervslivet som sådant.
Mindretallet er principielt imod at skulle tage specielle grupper ud, her personer over 25 år, som beslutningsforslaget lægger op til. Uanset alder, herunder specielt de yngre, skal de naturligvis helst have en uddannelse også på erhvervsuddannelsesområdet. Men når der stort set ikke sker noget i forhold til den eksisterende lovgivning, vil en særlig satsning på personer over 25 år medføre, at unge under 25 år vil få dårligere muligheder for at blive optaget på erhvervsskolerne.
Mindretallet vil dog på et enkelt punkt erkende, at der ligger noget positivt i et øget samarbejde mellem erhvervsskolerne, det vil sige AMU-centrene, de tekniske skoler og handelsskolerne. Dette princip er ganske i overensstemmelse med det af mindretallet den 31. januar 1991 fremsatte forslag til folketingsbeslutning om samkøring af erhvervsskoler m.v. (B 23, folketingsåret 1990-91 (2. samling)), og derfor kan dette synspunkt kun støttes af mindretallet.
ÆndringsforslagAf et flertal (S, KF, V, SF og RV), tiltrådt af et mindretal (CD og KRF)
1) Indledningen affattes således
»Folketinget opfordrer regeringen til en forstærket indsats med henblik på etablering af voksenerhvervsuddannelser inden for rammerne af lov om erhvervsuddannelser for personer over 25 år med det formål at nedbringe uddannelsesefterslæbet hos lønmodtagere og derved undgå fremtidige flaskehalsproblemer på arbejdsmarkedet og om fornødent at fremsætte forslag om ændringer i lov om erhvervsuddannelser, der kan bidrage væsentligt til indsatsen.
Voksenerhvervsuddannelserne skal baseres på følgende principper:».
2) Nr. 7 affattes således
»7. Voksenerhvervsuddannelserne skal kunne udbydes af såvel erhvervsskoler som arbejdsmarkedsuddannelsescentre. Der skal skabes ensartede vilkår for institutionernes aktiviteter gennem en samordnet lovgivning for skolerne, således at der bliver mulighed for en fleksibel udnyttelse af institutionerne.«
3) Nr. 9 affattes således
»9. Der ydes tilskud af de analyse- og udviklingsmidler, som er afsat hertil i medfør af erhvervsuddannelsesloven, dels til at understøtte analysearbejdet, jf. nr. 6, dels til udvikling af eventuelle modelforslag for uddannelsesforløb for voksne.«
Bemærkninger
Til nr. 2 Udbudet af disse uddannelser fastlægges efter de retningslinier, som i øvrigt er gældende for skolernes udbud.
Til nr. 3 Det understreges, at nogle af de forsøgs- og udviklingsmidler, som afsættes i medfør af erhvervsuddannelsesloven, vil kunne anvendes til dette formål, herunder de 22 mio. kr., som ved genbevilling fra 1991 er afsat til forsøgs- og udviklingsaktiviteter vedrørende voksenuddannelser (20 mio. kr.) og til analysearbejde (2 mio. kr.).
Uforbrugte midler heraf vil blive søgt overført til følgende finansår.
I overensstemmelse med nr. 7 i beslutningsforslaget understreges det, at tilskud fra disse midler kan søges af andre end faglige udvalg og erhvervsskoler, f.eks. brancheudvalg og AMU-centre.
Samtidig præciseres, at tilskuddene går til analyse og modeludvikling. Når uddannelsesforløbene sættes i drift, afholdes udgifterne af driftsbevillingen.
Poul Andersen (S) Helle Degn (S) Pernille Forchhammer (S) Frank Jensen (S) Else Marie Mortensen (S) Anne-Marie Meldgaard (S) Hanne Thanning Jacobsen (SF) Ebba Strange (SF) Jette Pors (CD) nfmd. Eva Møller (KF) Pia Christmas-Møller (KF) Jens Jørgensen (KF) Anders Mølgaard (V) Hanne Severinsen (V) fmd. Køpke Christensen (FP) Ole Vig Jensen (RV) Lysholm Christensen (KRF)
Ingen
Nr BTB 48
Betænkning over Forslag til folketingsbeslutning om etablering af voksenerhvervsuddannelser
Nr B 48 1991-92, 1. samling
Afgivet af Uddannelsesudvalget
Afgivet: 19920514