1991 BTB 31 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM ØGET GENANVENDELSE NR B 31 1991-92, 1. SAMLING
Statutory Text (3 Articles)
Udvalget har behandlet beslutningsforslaget i nogle møder. Der er af
miljøministeren og af et flertal stillet ændringsforslag, hvorom
henvises til de ledsagende bemærkninger.
Herefter indstiller et flertal (udvalget med undtagelse af Fremskridtspartiets medlem) forslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.
Et mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) indstiller forslaget til forkastelse, men kan dog stemme for det under nr. 4 stillede ændringsforslag. Mindretallet er positiv over for øget genanvendelse, men kan ikke gå ind for en lovgivning om tilbagebetalingspligt m.v. På sådanne områder finder mindretallet, at det bør fortsætte på frivillig basis, hvilket allerede i dag finder sted i stor udstrækning.
Ændringsforslag
Til tekstenAf miljøministeren , tiltrådt af et flertal (udvalget med undtagelse af FP)
1) Indledningen affattes således
»Folketinget opfordrer regeringen til at sikre en øget genanvendelse ved iværksættelse af følgende initiativer:».
Af et flertal (S, SF og RV), tiltrådt af et mindretal (V, KF, CD og KRF)
2) Nr. 1 affattes således
»1. Regeringen fremsætter i begyndelsen af folketingsåret 1992-93 lovforslag om ændring af miljøbeskyttelsesloven indeholdende hjemmel til fastsættelse af regler om tilbagetagningspligt som et supplement til eksisterende styringsmidler.«
Af miljøministeren , tiltrådt af et flertal (udvalget med undtagelse af FP)
3) Nr. 2 affattes således
»2. Der indføres et system for tilbagetagning af bildæk med henblik på at øge genanvendelse og oparbejdning af bildæk. Tilbagetagningssystemet søges som udgangspunkt tilvejebragt gennem frivillige aftaler med de relevante brancheorganisationer og virksomheder, der forpligter sig til at sikre opnåelse af de ønskede miljømæssige målsætninger.«
Af miljøministeren , tiltrådt af udvalget
4) Nr. 3 udgår.
Af miljøministeren , tiltrådt af et flertal (udvalget med undtagelse af FP)
5) Nr. 4 , der bliver nr. 3, affattes således
»3. Der gennemføres om fornødent for brancher og virksomheder, der ikke er omfattet af en frivillig aftale efter nr. 2, en pligt til at etablere et tilbagetagningssystem, herunder en pligt til at etablere en indsamling og efterfølgende genanvendelse og oparbejdning af bildæk.«
6) Nr. 5 , der bliver nr. 4, affattes således
»4. Der fastsættes bindende mål for genanvendelsen af bildæk på 80 pct.«
Bemærkninger
Til nr. 1 Kravet om etablering af rabat-, pant- og returmærkeordninger inden 1. januar 1993 bortfalder med de foreslåede ændringer i teksten til beslutningsforslaget. Indledningen foreslås ændret i konsekvens heraf.
Til nr. 2 Der gennemføres en hjemmel til at anvende tilbagetagningspligt som instrument for at overdrage vareproducenterne de reelle miljøomkostninger ved at lade produkters affaldsomkostninger afspejle sig i deres fremstillingspris.
Det er ikke hensigten, at tilbagetagningspligten skal anvendes generelt som efter den tyske model, men at den skal være et supplement til eksisterende styringsmidler.
Hjemmelen kan anvendes, såfremt der på bestemte områder ikke kan indgås aftaler med virksomheder eller brancher om den affaldsmæssige håndtering af bestemte produkter eller materialer med henblik på opfyldelse af bindende miljømæssige målsætninger.
Hjemmelen vil således supplere miljøbeskyttelseslovens § 9 og § 10.
Til nr. 3 Det vurderes, at der er gode muligheder for at opnå frivillige ordninger om tilbagetagningspligt og genanvendelse af bildæk med de berørte brancheorganisationer, der allerede i dag forestår en væsentlig indsamling og genanvendelse af udslidte bildæk. Organiseringen af indsamlingen og genanvendelse af bildæk kan derfor hensigtsmæssigt overlades til de berørte brancher, idet det dog bør sikres, at den miljømæssige målsætning herigennem vil kunne nås. Det må i forbindelse med indgåelse af aftaler med de berørte brancheorganisationer vurderes nærmere, om rabat-, pant- og returmærkeordninger er nødvendige for at sikre en tilfredsstillende indsamling af bildæk.
Grundlaget for den opstillede målsætning om 80 pct. genanvendelse, jf. beslutningsforslagets pkt. 5, skal i prioriteret rækkefølge være regummiering, gummipulverproduktion og miljømæssigt forsvarlig forbrænding med energiudnyttelse.
Til nr. 5 Forslaget skal sikre, at der etableres en indsamling og en genanvendelse af bildæk hos virksomheder, som ikke måtte være omfattet af en frivillig aftale. Efter miljøbeskyttelseslovens § 10 har miljøministeren mulighed for i en bekendtgørelse at fastsætte tilsvarende krav til indsamling og bortskaffelse til virksomheder, som ikke måtte være omfattet af en frivillig aftale.
Til nr. 6 Det skønnes, at det er teknisk muligt at regummiere 30 pct. af de udslidte bildæk, og at der er den fornødne behandlingskapacitet hertil. Med hensyn til produktion og anvendelse af gummipulver er man stadig i udviklingsfasen. Der er på nuværende tidspunkt etableret oparbejdningskapacitet for 5.000-6.000 tons pr. år. Forbrænding af dæk, der bør ske miljømæssigt forsvarligt, vil derfor nødvendigvis finde sted i den overgangsperiode, hvor målsætningen om i alt 80 pct. genanvendelse gradvis tilnærmes i takt med, at der etableres behandlingskapacitet for yderligere 5.000-6.000 tons gummipulverproduktion pr. år. Der sigtes mod, at der inden 1. januar 1993 kan indgås en frivillig aftale med de berørte virksomheder og organisationer med henblik på, at målsætningen skal være fuldt ud nået inden for 5 år.
Helen Beim (S) Henning Gjellerod (S) Martin Glerup (S) Lise Hækkerup (S) Henning Nielsen (S) Løvig Simonsen (S) Trøjborg (S) Gade (SF) nfmd.
Svend Aage Jensen (CD) Eva Møller (KF) Rønholt (KF) Peter Hansen-Nord (V) Hanne Severinsen (V) Bodil Thrane (V) Aage Brusgaard (FP) fmd.
Marianne Jelved (RV) Glønborg (KRF)
Ingen
Nr BTB 31
Betænkning over Forslag til folketingsbeslutning om øget genanvendelse
Nr B 31 1991-92, 1. samling
Afgivet af Miljø- og Planlægningsudvalget
Afgivet: 19920429