Legislator Case Law & Legislation
19911DA00027 DK

1991 BTB 27 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM STOP FOR INDFRIELSE AF EN STATSGARANTI PÅ 547 MIO. KR. FOR EN RÆKKE ALMENNYTTIGE BOLIGSELSKABERS UBEBYGGEDE GRUNDE NR B 27 1991-92, 1. SAMLING

4 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (4 Articles)

Betænkning over beslutningsforslag 1991 27 Valid

Bilag

Nogle af udvalgets spørgsmål til boligministeren og dennes besvarelse heraf

Spørgsmål 2

Hvorledes er sagen blevet fulgt op af de skiftende ministre?

De forskellige tiltag bedes opgjort for hver minister.

Svar

I aktstykke 182 er det anført, at Boligministeriet har til hensigt at nedsætte en såkaldt statusgruppe for hvert enkelt boligselskab, der har arealer under garantiordningen, med henblik på at undersøge mulighederne for de enkelte arealers anvendelse og eventuelle afhændelse. Det fremgår endvidere af aktstykket, at statusgruppen mindst een gang årligt vil drøfte de indkomne oplysninger vedrørende ejendomsmarkedet i det pågældende område, bebyggelsesmuligheder etc.

På baggrund heraf har der efter meddelelsen af de endelige garantitilsagn i december 1983, første gang i marts 1984, været afholdt 8 statusgruppemøder med de involverede parter, nemlig banken, boligselskaberne og Boligselskabernes Landsbyggefond. Det sidste statusgruppemøde blev afholdt i november 1990. I 1991 har der i forbindelse med overvejelserne omkring forlængelse af garantiordningen været afholdt en række møder med de implicerede parter, hvor såvel bebyggelses- som salgsmuligheder har indtaget en central rolle.

Det har på disse møder først og fremmest været bebyggelsesmulighederne for almennyttigt byggeri, der har været drøftet. Jeg skal herom henvise til besvarelsen af spørgsmål 3.

I takt med, at det har stået klart, at andre af arealerne ikke kunne forventes bebygget inden garantiens udløb, har Bygge- og Boligstyrelsen på disse møder spurgt Handelsbanken, nu Den Danske Bank, og boligselskaberne, om man havde kendskab til mulige købere. Det har været styrelsens opfattelse, at hvis der overhovedet var potentielle købere, der ville give en rimelig pris, ville disse være kendt af parterne.

Jeg kan endvidere oplyse, at i det omfang der har foreligget konkrete ansøgninger om salg, er disse - uanset til hvilket formål jorden skulle anvendes - blevet imødekommet af Bygge- og Boligstyrelsen og Finansministeriet.

For Torstorps og Kalundborggrundens vedkommende har DAB løbende rettet henvendelse til potentielle køberemner med henblik på at søge arealerne afhændet. Der er således afhændet betydelige arealer til forskellige entreprenørfirmaer med henblik på opførelse af private andelsboliger. Ligeledes er der afhændet arealer til kommunale formål.

For de øvrige usolgte grunde har KAB sidste år ladet udarbejde salgsprospekter hos en ejendomsmægler med henblik på salg. Forsøg på at afhænde yderligere arealer med henblik på opførelse af private andelsboliger er strandet på grund af manglende efterspørgsel.

Det har således under alle boligministre siden tiltrædelsen af aktstykke 182 løbende været vurderet, om arealerne kunne afhændes med henblik på bebyggelse af almennyttigt byggeri eller til andre formål.

Spørgsmål 5

Det ønskes oplyst, hvem der var Boligministeriets grundpriskonsulent, og i hvilke andre situationer grundpriskonsulenten har været anvendt.

Findes der fortsat en stilling som grundpriskonsulent?

Svar

Frem til den 1. august 1983 fungerede nu afdøde H. Birch-Jensen ansat i Statsskattedirektoratet som Boligministeriets grundpriskonsulent, hvorefter opgaven blev overtaget af Mogens Nielsen, som er ansat ved Told- og Skatteregion 2, der varetager Told- og Skattestyrelsens praktiske vurderingsopgaver. Mogens Nielsen fungerer stadig som ministeriets grundpriskonsulent.

Ud over at bistå Boligministeriet i sagen vedrørende de statsgaranterede arealer har grundpriskonsulenten løbende været inddraget i Bygge- og Boligstyrelsens sagsbehandling af støttet boligbyggeri, idet grundpriskonsulentens udtalelse indhentes i alle sager, hvor der er tale om kommunalt salg af ejendomme/grunde til bygherrer af støttet boligbyggeri.

Med decentraliseringen til kommunerne af støttesagsbehandlingen for støttet boligbyggeri efter boligbyggeriloven pr. 1. januar 1992 ophører ordningen.

Ligeledes har grundpriskonsulenten frem til foråret 1990 været inddraget ved salg mellem almennyttige afdelinger. Ved lov om ændring af lov om boligbyggeri m.fl., som vedtoges den 17. april 1990, blev kompetencen til godkendelse i sådanne sager overdraget til kommunerne.

Endelig har Boligministeriets grundpriskonsulent på tilsvarende måde været inddraget i fastsættelse af ejendomspriser i forbindelse med overtagelse af ejendomme til sanering samt opgørelse af sanerede ejendommes værdi efter saneringens gennemførelse. Denne bistand er stort set ophørt efter den 1. januar 1990, hvor kompetencen til at afslutte saneringsplaner efter saneringsloven blev uddelegeret til kommunerne.

Det bemærkes, at salg af ejendomme til ældreboligbyggeri ikke har været omfattet af ordningen. Al sagsbehandling vedrørende ældreboligbyggeri har fra ældreboliglovens ikrafttræden den 1. juli 1987 været overladt til de enkelte kommunalbestyrelser.

Spørgsmål 9

Der ønskes redegjort for, hvorvidt de berørte lejere ville have været sikret, ved at man havde udbetalt 135 mio. kr. dengang. Hvad havde nutidsværdien været af de 135 mio. kr.?

Svar

I et brev af 22. april 1982 til Folketingets boligudvalg oplyste daværende boligminister Erling Olsen, at KAB's lejere i tilfælde af moderselskabets konkurs måtte lade i alt ca. 135 mio. kr. indgå i konkursboet. Af et med brevet vedlagt notat af samme dato udarbejdet af KAB's økonomiafdeling vedrørende KAB's forvaltning af almennyttige boligselskabers ledige midler fremgår det, at beløbet vedrører udlån, som KAB pr. 31. marts 1982 havde ydet til almennyttige afdelinger.

Såfremt staten havde udbetalt 135 mio. kr. i 1982, måtte beløbet lånefinansieres ved yderligere udstedelse af statspapirer. Nutidsværdien af de 135 mio. kr., dvs. lånets hovedstol med tillæg af rentes rente frem til i dag, ville udgøre et beløb i størrelsesordenen 410 mio. kr., hvis finansieringen var sket på basis af den årlige, gennemsnitlige effektive statsobligationsrente, dvs. et variabelt forrentet lån med en årlig rentetilpasning. Var finansieringen derimod sket med et fastforrentet, stående lån i 1982-renteniveauet, ville beløbet have været godt 800 mio. kr.

Spørgsmål 14

Vil Boligselskabernes Landsbyggefond kunne pålægges betaling af en større del af garantiforpligtelsen end de godt 25 mio. kr.?

Svar

Det fremgår af aktstykkerne fra 1982 og 1983, at Boligselskabernes Landsbyggefond ikke kan pålægges at betale mere end 30 mio. kr. i alt. Dette beløb blev fastlagt på baggrund af en aftale mellem Boligministeriet og Boligselskabernes Landsbyggefond.

Landsbyggefonden har i forbindelse med de hidtidige garantiudløsninger godtgjort staten 5.225.094 kr. og vil derfor alene kunne afkræves 24.774.906 kr. i forbindelse med udløsning af de resterende garantiforpligtelser.

Spørgsmål 18

Hvorfor ønsker regeringen at afhænde de 10 byggegrunde inden for de næste 3 år? Er der ikke udsigt til bedre pris, såfremt man venter?

Svar

Da staten skal afholde ventetidsomkostninger på grundene i form af skatter og afgifter i den periode, hvor grundene ligger hen, ønskes grundene afhændet inden for et kortere tidsrum. Samtidig ønskes grundene solgt under hensyn til opnåelse af en forsvarlig salgssum. En øjeblikkelig afhændelse af grundene kunne bevirke, at staten opnår et lavt salgsprovenu. Med henblik på at reducere statens ventetidsomkostninger samt undgå, at statens provenu ved salg af grundene bliver for lavt, søges grundene afhændet inden for en tidshorisont på 3 år.

Staten ønsker naturligvis ikke at ligge inde med grundene længere end højst nødvendigt, og grundene vil derfor blive tilstræbt afhændet inden for de næste 3 år og snarest muligt, såfremt staten kan opnå en fordelagtig salgspris.

Spørgsmål 21

Hvad vil konsekvensen være, såfremt staten ikke betaler de 547 mio. kr. den 31. december 1991?

Svar

Det må påregnes, at boligselskaberne eller de, til hvem fordringerne er transporteret, i så fald vil anlægge sag mod staten v/Boligministeriet med henblik på at opnå dom for statens forpligtelse til at betale beløbet. Det er utvivlsomt, at staten vil blive dømt til at betale.

Spørgsmål 30: Ad svaret på spørgsmål 9 (bilag 6).

Ville udbetaling af 135 mio. kr. dengang have sikret lejerne fuldt ud?

Svar

Med henvisning til det i besvarelsen af spørgsmål 9 omtalte brev af 22. april 1982 må det antages, at en udbetaling af 135 mio. kr. dengang antagelig havde sikret lejerne fuldt ud. Der erindres om, at en sådan udbetaling med rentes rente i dag ville svare til en statsudgift på mellem 400 og 800 mio. kr., jf. mit svar på spørgsmål 9.

Spørgsmål 31: Ad svaret på spørgsmål 18 (bilag 6).

Det fremgår, at de såkaldte ventetidsomkostninger af skatter og afgifter vil kræve, at staten afhænder grundene inden for 3 år.

Hvorledes kan den offentlige sektor få udgifter herved, skatter og afgifter er jo en offentlig indtægt?

Svar

Det er korrekt, at statens udgifter til ventetidsomkostninger i form af skatter og afgifter modsvares af offentlige indtægter. I dette tilfælde indtægter i de kommuner, hvori grundene er beliggende. Så længe staten ligger inde med grundene, vil der således være tale om betaling mellem offentlige myndigheder.

Så snart grundene afhændes, vil de statslige udgifter til ventetidsomkostninger imidlertid overgå til den ny ejer, som typisk vil være fra den private sektor, således at de offentlige indtægter opretholdes, mens de offentlige udgifter bortfalder. Der vil derfor være tale om et samlet »indtægtstab« for det offentlige i perioden, indtil grundene er afhændet.

Spørgsmål 32: Ad svaret på spørgsmål 18 (bilag 6).

Hvad regner ministeren med at en fordelagtig salgspris vil være, og hvordan efterprøves fordelagtigheden?

Svar

Det fremgår af aktstykke nr. 46, at handelsværdien af de grunde, hvor staten indtræder som panthaver, med nogen usikkerhed skønnes til 20-25 mio. kr. ud fra samme vurderingsmæssige kriterier som anført for Torstorparealet. Vurderingen er nærmere uddybet i besvarelsen af spørgsmål 7.

Når der foreligger et købstilbud, vil dette blive vurderet af grundpriskonsulenten, og i det omfang han finder, det svarer til værdien i handel og vandel, vil ansøgning om godkendelse blive forelagt Finansministeriet, ligesom salget skal godkendes af Boligministeriet (Bygge- og Boligstyrelsen).

Betænkning over beslutningsforslag 1991 27 Valid

Udvalget har behandlet beslutningsforslaget i en række møder og har

herunder stillet spørgsmål til boligministeren, som denne har

besvaret skriftligt.

Nogle af udvalgets spørgsmål til boligministeren og dennes besvarelse heraf er optrykt som bilag til betænkningen.

Herefter indstiller et flertal (udvalget med undtagelse af Fremskridtspartiets medlem) forslaget til forkastelse.

Et mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) indstiller forslaget til vedtagelse uændret.

Mindretallet ønsker at udtale følgende

Det er fremgået af hele behandlingen af dette forslag, fra 1. behandling gennem udvalgsarbejdet til betænkningsafgivelsen, at Folketingets øvrige partier alene har det mål at få sagen ekspederet hurtigst muligt og med mindst mulig oplysning og indsigt.

Det bemærkelsesværdige er, at havde det været en sag om alle andre emner til et tilsvarende beløb over en halv milliard kr., var sagen næppe gået så ubemærket gennem Folketinget.

Fremskridtspartiet mener ganske enkelt, at det er en skændsel, at alle partier tilsyneladende er fuldstændig uinteresserede i, at skatteyderne nu kommer til at betale 547 mio. kr. for en politisk fadæse i 1982 og 1983. Man vælger endda at betale pengene så snedigt, at der ikke er tale om en egentlig synlig driftsbevilling. Derimod tages pengene fra Statens Bygge- og Boligfond. At det så har den direkte konsekvens, at statens samlede regnskab »bare« bliver forringet med en halv milliard, er der nok ingen der opdager.

Fremskridtspartiet har fremsat dette beslutningsforslag for at få bevillingen standset, således at boligministeren ikke udsteder checken den 31. december i år. Fremskridtspartiet mener, at en sag af denne størrelse ikke bare skal ekspederes, men undersøges grundigt i alle hjørner, således at der kan skabes absolut klarhed om sagsforløb, ansvarsplacering og eventuelle muligheder for reduktion af statens forpligtelser.

I mange andre sager jagter politikere fra Folketingets øvrige partier gerne en million eller mindre for at få presseomtale og opmærksomhed. De selvsamme politikere er foruroligende tavse i denne sag. Hvorfor er der ingen opponering mod at brænde den halve milliard af? Hvilke ømme tæer og røde ører hersker der, siden denne sag bare skal presses igennem Folketinget uden en egentlig grundig behandling?

Der er under udvalgsbehandlingen stillet 36 spørgsmål i sagen, langt hovedparten er stillet af Fremskridtspartiet. Ministeriet har været særdeles sparsom med svar, hvorfor? Er det mon, fordi man blot ønsker at få sagen hurtigst muligt gennem Folketinget og derfor mest opfatter Fremskridtspartiets spørgsmål og indvendinger som irriterende småsten på den brede politiske landevej, hvorpå dette projekt gerne skal køre?

Fremskridtspartiet er langtfra tilfreds med de svar, udvalget har fået. Imidlertid har et flertal i udvalget valgt, at der skal afgives betænkning den 12. december 1991 kl. 19.00. Det er slut med at stille spørgsmål, og sagen skal videre.

Fremskridtspartiet mener, at Boligministeriet gennem de seneste 10 år har været alt for passivt i sit forsøg på at få reduceret statens forpligtelse, men hvorfor nedbringe garantien, når 3,7 mio. skatteydere bare kan betale?

Også boligselskaberne har haft en behagelig sovepude i form af aktstykket fra 1983, og den har de blundet på i over 9 år, før der foretages symbolske tiltag for at holde alibiet i orden. Denne sag viser, hvor dødsensfarligt det er, at staten giver garantier og kautioner.

Garantier og kautioner giver ansvarsforflygtigelse og manglende økonomisk bevidsthed.

Men det er dyre lærepenge, at det skal koste over en halv milliard kroner.

Om 10 år eller måske før vil der desværre nok kunne dukke endnu større skandaler frem, efterhånden som de mange statsejede aktieselskaber går konkurs og dermed bringer de mange statsgarantier til indfrielse.

Baadsgaard (S) fmd. Pia Gjellerup (S) Lissa Mathiasen (S) Jørn Pedersen (S) Grete Schødts (S) Else Marie Mortensen (S) Holger K. Nielsen (SF) Pelle Voigt (SF) Svend Aage Jensen (CD) Pernille Sams (KF) Fischer (KF) John Vinther (KF) Mejdahl (V) Bodil Thrane (V) Kirsten Jacobsen (FP) nfmd. Jørgen Estrup (RV) Lysholm Christensen (KRF)

Betænkning over beslutningsforslag 1991 27 Valid

Nr BTB 27

Betænkning over Forslag til folketingsbeslutning om stop for indfrielse af en statsgaranti på 547 mio. kr. for en række almennyttige boligselskabers ubebyggede grunde

Nr B 27 1991-92, 1. samling

Afgivet af Boligudvalget

Afgivet: 19911212

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →