Legislator Case Law & Legislation
19911BA00095 DK

1991 BSF 95 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM AT STILLE EN DANSK MILITÆR STYRKE TIL RÅDIGHED FOR DE FORENEDE NATIONER

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Beslutningsforslag som fremsat 1991 95 Valid

Folketinget meddeler sit samtykke til, at en dansk militærstyrke

stilles til rådighed for De Forenede Nationer med henblik på en

udvidelse af FN's fredsbevarende styrke i det forhenværende

Jugoslavien (UNPROFOR). Den udvidede UNPROFOR-styrke vil udføre sine

opgaver i henhold til Sikkerhedsrådets bestemmelser, herunder

resolutionerne 743 af 21. februar 1992, 770 af 13. august 1992 og

776 af 14. september 1992.

Oprindeligt fremsat forslag

Folketinget meddeler sit samtykke til, at en dansk militærstyrke

stilles til rådighed for De Forenede Nationer med henblik på en

udvidelse af FN's fredsbevarende styrke i det forhenværende

Jugoslavien (UNPROFOR). Den udvidede UNPROFOR-styrke vil udføre sine

opgaver i henhold til Sikkerhedsrådets bestemmelser, herunder

resolutionerne 743 af 21. febeuar 1992, 770 af 13. august 1992 og

776 af 14. september 1992.

Bemærkninger til forslaget

Med resolution 776 af 14. september 1992 godkendte Sikkerhedsrådet en rapport af 10. september 1992 fra FN's generalsekretær. Resolutionen bemyndiger generalsekretæren til at udvide mandatet og størrelsen af den eksisterende FN-styrke i Bosnien-Herzegovina. Resolutionen opfordrer medlemslandene til, nationalt eller gennem regionale arrangementer, at stille sådan finansiel eller anden bistand til rådighed for generalsekretæren, som han måtte finde passende til gennemførelsen af anbefalingen i sin rapport.

Beslutningen om at udsende styrken er et led i opfølgning af Sikkerhedsrådsresolution 770 af 13. august d.å., hvori det internationale samfund i operative paragraf 2 opfordres til at tage alle nødvendige skridt med henblik på at sikre nødhjælpsforsyningerne til Bosnien-Herzegovina.

Den nye styrke vil indgå som en integreret del af det eksisterende UNPROFOR, der etableredes med Sikkerhedsrådsresolution 743 af 21. februar 1992.

Den nye styrkes opgaver vil ifølge Sikkerhedsrådets resolution og generalsekretærens rapport bestå i at yde militær eskorte i forbindelse med transport af FN's Flygtninge Højkommissærs (UNHCR) nødhjælpsforsyninger til ofrene for krigen i Bosnien-Herzegovina, at varetage bevogtningen af nødhjælpsdepoterne - samt i nødvendigt omfang - at bistå Internationalt Røde Kors med at eskortere frigivne muslimske og kroatiske fanger ud af fangelejrene i Bosnien-Herzegovina til nabolandene.

Der er herudover åbnet mulighed for, at styrken på et senere tidspunkt kan få overdraget opgaven med at overvåge parternes tunge våben - såfremt Sikkerhedsrådet måtte beslutte sig herfor. Efter at de krigsførende parter i Bosnien-Herzegovina den 12. september 1992 bekræftede, at de var villige til at lade deres tunge våben overvåge af FN, varetages denne opgave på midlertidig basis af den eksisterende UNPROFOR-styrke.

Den nye styrke vil - i lighed med det eksisterende UNPROFOR - være underlagt de almindelige regler for FN's fredsbevarende operationer, dvs. at våben alene kan anvendes i selvforsvar. Generalsekretæren har i sin rapport til Sikkerhedsrådet præciseret, at selvforsvar i den foreliggende situation også vil omfatte situationer, hvor bevæbnede personer med magt måtte søge at forhindre FN-soldaterne i at udføre deres opgave.

Den militære del af styrken vil bestå af 4-5 infanteribataljoner med støtteenheder - i alt op til 6000 mand. Hertil kommer et antal civile samt 80 militærobservatører, som bl.a. vil tage sig af patruljering og løbende humanitære opgaver.

FN har på uformel basis opfordret en række lande, herunder Storbritannien, Canada, Frankrig, Italien, Spanien, Portugal, Belgien og Danmark, til at stille personel til rådighed for den nye styrke.

Danmark er uformelt forespurgt om, hvorvidt man vil være indstillet på at bidrage med et hovedkvarterskompagni, et antal militærobservatører samt noget militærpoliti - i alt omkring 125-175 mand.

De Forenede Nationer har endnu ikke fastlagt den endelige størrelse og sammensætning af styrken - herunder det danske bidrag. Fastlæggelsen afventer en FN-rekognoscering, der i den nærmeste fremtid vil finde sted i det forventede indsættelsesområde, og som vil blive fulgt op af en detaljeret planlægning.

Den danske styrke vil i lighed med styrken i Kroatien blive udsendt på frivillig basis. Der må dog allerede på forhånd forudses behov for i givet fald at skulle beordre enkelte officerer, og eventuelt i særlige tilfælde »specialister«, af sted.

Det samlede danske bidrag til UNPROFOR vil herefter komme op på ca. 1100 mand.

Regeringen hæfter sig ved, at de troppebidragydende lande - undtagelsesvis - selv forudses at finansiere operationen uden refusion fra De Forenede Nationer.

Hvor stor den danske udgift vil blive, kan ikke præcist fastlægges på nuværende tidspunkt, hvilket skal ses i forbindelse med, at den endelige organisation - herunder omfanget af personel - materiel - og driftsrelaterede udgifter - som nævnt først vil kunne blive endeligt fastlagt efter den forestående rekognoscering i området og efterfølgende detaljeret planlægning.

Regeringen vil senere i forbindelse med forelæggelse af et aktstykke for Finansudvalget redegøre mere detaljeret for de hermed forbundne udgifter, som må forudsættes afholdt i overensstemmelse med det nuværende forsvarsforlig.

Regeringen finder - ikke mindst henset til operationens klare humanitære formål samt den traditionelle danske politik at svare imødekommende på sådanne anmodninger fra FN's generalsekretær - at man bør efterkomme FN's anmodning om et dansk bidrag til styrken.

Udvidelsen af UNPROFOR's opgaver er efter regeringens opfattelse et første udtryk for FN's mere aktive fredsbevarende indsats. Fra dansk side har vi gennem årene virket for en sådan stærkere FN-indsats, og det er derfor naturligt, at Danmark også i gerning støtter FN's fredsbevarende indsats.

I den kommende tid er der risiko for mange nye konflikter, især i det europæiske område, hvor der kan blive behov for en hurtig og effektiv indsats af Verdenssamfundet. Derfor er det vigtigt, at der skabes mulighed for, at Danmark sammen med andre kan sikre, at en sådan indsats kan gennemføres. Beslutningen om dansk deltagelse i UNPROFOR skal således ses som en bekræftelse af Danmarks fortsatte aktive støtte til FN's rolle i sådanne konflikter.

Beslutningsforslag som fremsat 1991 95 Valid

Nr BSF 95

Forslag til folketingsbeslutning om at stille en dansk militær styrke til rådighed for De Forenede Nationer

Fremsat af udenrigsministeren

den 17. september 1992

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →