1991 BSF 74 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM LOKALE TVÆRFAGLIGE SUNDHEDSCENTRE

Folketinget pålægger regeringen at udarbejde et lovforslag, der

indeholder bestemmelser om, at der i kommunerne på forsøgsbasis kan

etableres tværfaglige primære sundhedscentre efter følgende

retningslinjer

1. Et lokalt sundhedscenter skal dække tilmeldte brugeres behov for

- sundhedsfremmende foranstaltninger

- forebyggelse af sygdom og

- rådgivning og behandling i forbindelse med sygdom.

2. Et lokalt sundhedscenter skal drives af kommunen, der ansætter eller indgår driftsoverenskomst med det nødvendige tværfaglige personale. Den tværfaglige sammensætning sker efter en konkret vurdering, eventuelt efter en sundhedsprofil. Følgende personalekategorier foreslås repræsenteret: Læge, tandlæge, syge/hjemmesygeplejerske, sundhedsplejerske, socialrådgiver, jordemoder, psykolog, ergoterapeut, fysioterapeut, forebyggelseskonsulent, sundhedsmedhjælper, sundhedsassistent og sekretær. Nogle kan være fastansatte, og andre kan være tilknyttet et eller flere centre, hvilket også kan omfatte speciallæger.

3. Et lokalt sundhedscenter skal varetage det sundhedsfremmende, sygdomsforebyggende og behandlende arbejde i et bestemt geografisk område over for de brugere, der er tilknyttet centret. Centret skal klare vagtfunktioner og lettere skadestuearbejde døgnet rundt, forestå de forskellige hjemmeplejeordninger, forestå den nødvendige behandling og rehabilitering samt dække behovet for kommunale konsulentfunktioner over for skoler, børneinstitutioner m.v.

4. Kommuner, der opretter et sundhedscenter, skal fra amtskommunen have refunderet de udgifter, som er forbundet med de dele af sundhedscentrets ydelser, som i henhold til lovgivningen udføres af amtskommunerne.

5. Ved oprettelse af et lokalt sundhedscenter nedsætter kommunen et sundhedsråd, som har direkte indflydelse på indholdet i og formen for sundhedscentrets ydelser. I sundhedsrådet er brugere, politikere og fagfolk repræsenteret.

Bemærkninger til forslaget

Formålet med beslutningsforslaget er at sikre en sammenhæng mellem sundhedsfremme, forebyggelse og behandling i lokalområdet.

Det er vigtigt, at sundhedsvæsenet indrettes sådan, at det primærkommunale sundhedsvæsen understøttes i sine bestræbelser for at yde den bedst mulige service til befolkningen på befolkningens egne præmisser.

Verdenssundhedsorganisationen, WHO, har igennem mange år arbejdet for en opprioritering af sundhedsfremme og forebyggelse. WHO anbefaler kraftigt, at det er lokalsamfundets behov, der skal være bestemmende for sundhedsvæsenets arbejde.

Ved WHO's konference i Alma Ata i 1978 opstillede WHO følgende retningslinjer for verdenssamfundets sundhedsvæsen

- lighed og retfærdighed i sundhed

- opprioritering af sundhedsfremme og forebyggelse

- lokalsamfundets behov skal være styrende

- demokratisering af sundhedsvæsenet

- tværfagligt samarbejde mellem professionerne

- samordnet indsats på tværs af sektorerne

- øget internationalt samarbejde.

Alma Ata-konferencen blev fulgt op af programmet »Sundhed for alle i år 2000«. Det er et visionært og sammenhængende program med et langsigtet mål, der kan danne baggrund for sundhedsplanlægningen mange år fremover. I september 1984 underskrev daværende indenrigsminister Britta Schall Holberg på Danmarks vegne WHO's sundhedspolitiske målsætning. Strategien i målsætningen er

- lighed i sundhed

- at lægge liv til årene

- at føje sundhed til livet

- at lægge år til livet.

En ny sundhedslov må som et minimum bringe dansk sundhedspolitik i overensstemmelse med WHO's målsætning.

Sundhedsministerens seneste forslag til lov om det offentlige sundhedsvæsen (lovforslag nr. L 74, folketingsåret 1991-92) mangler denne overensstemmelse. Lovforslaget understøtter en udvikling i retning af liberalisering, centralisering og privatisering. Forslaget fokuserer på sygdomsbehandling og nedprioriterer det sundhedsfremmende, forebyggende og behandlende arbejde i lokalsamfundet. Lovforslagets bestemmelser om frit valg af sygehus og behandlingssted øger risikoen for, at ulighed mellem forskellige befolkningsgrupper øges. Samtidig mindsker det muligheden for en samordnet indsats på tværs af sektorerne.

Oprettelse af lokale sundhedscentre vil derimod understøtte en sammenhæng i sundhedsvæsenet, være effektivt, give kvalitet og være demokratisk. Oprettelsen vil imødekomme et folkeligt krav om, at samfundets servicefunktioner skal placeres der, hvor folk bor.

Personalet på lokale sundhedscentre vil have de bedste muligheder for at vurdere sammenhængen mellem sundhed, sygdom og levevilkår. Det er fortsat sådan, at sundhed og sygdom i stor udstrækning hænger sammen med det arbejde, man udfører eller har udført. Det er nødvendigt at ofre levevilkårene, miljøet og arbejdsmiljøet stor opmærksomhed. Det er nødvendigt med lokalt kendskab for at kunne være medvirkende til at foreslå forbedringer af sundhedsfremmende og forebyggende karakter. Det at være sund eller syg er ikke alene en individuel sag, sådan som der lægges op til det i det nyeste forslag til en sundhedslov.

Det er, som om sundhedsministeren mangler en forståelse for, at der i kølvandet på den ekstremt høje arbejdsløshed følger sygdom, og at andre afgørende faktorer for usundhed er den generelle forurening, skadelige forbrugsvarer og funktionstømte boligmiljøer. Bl.a. disse tilstande kan føre til et øget forbrug af sundhedsydelser.

Kun sundhedsfremme, sygdomsforebyggelse og nærhed i behandling kan mindske konsekvenserne. Både sundhedsfremme og sygdomsforebyggelse giver større livskvalitet. Det er nu, der skal investeres.

Hovedprincipperne for de lokale sundhedscentre er

- at styrke den sundhedsfremmende og sygdomsforebyggende indsats, særlig over for de svage grupper

- at udbygge det tværfaglige samarbejde om sundhed i forhold til den enkelte bruger, familien og lokalsamfundet samt i forhold til den lokale planlægning af institutioner, boligområder, det ydre miljø og arbejdspladser

- at udbygge mulighederne for anvendelse af teknologi og speciallægeekspertise og anden ekspertise bedst muligt

- at udbygge samarbejdet med brugerne.

Det er således ikke tilstrækkeligt, som det er foreslået i sundhedsministerens forslag til en ny sundhedslov, at den decentraliserede del af sundhedsvæsenet består af privatpraktiserende læger. En decentralisering af og kvaliteten i sundhedsvæsenet sikres ikke ved at opretholde denne ordning. Det er et stort problem i vores nuværende sundhedssystem, at den lægelige faktor ikke er integreret i det øvrige primærkommunale sundhedsteam. Indtil nu har det ikke været muligt at udbygge de nødvendige tætte samarbejdsrelationer til lægetjenesten. Brugerne opfatter med god grund den primære del af sundhedsvæsenet som et opsplittet system, der ofte er i konflikt med sig selv.

Brugerperspektivet er de seneste år kommet langt mere i fokus i sundhedsvæsenet. Det pres vil formodentlig øges. Fremtidens brugere vil vide meget mere om eget helbred og sygdomme, og de vil forlange mere. Det, de bl.a. vil forlange, er, at de betragtes som hele mennesker, og at det er et helt system, der tilbyder sine ydelser.

Ingen faggruppe kan alene imødekomme brugernes forventninger, ønsker og krav. Derfor er der megen fornuft i at omlægge det primære sundhedssystems arbejdsopgaver, således at der sker en opgavefordeling mellem sundhedsteamets medlemmer. F.eks. vil en række primærkontakter til befolkningen kunne overføres til andet personale end lægerne. I et integreret system vil lægerne derfor i mindre omfang end i dag skulle beskæftige sig med områder, som deres medicinske grunduddannelse ikke eller kun i ringe grad lægger op til, og i stedet kunne bruge deres ekspertise på relevante områder.

Oprettelse af lokale sundhedscentre vil kunne sikre en effektiv ressourceudnyttelse samtidig med, at man moderniserer og forenkler sundhedsvæsenet og sundhedslovgivningen. Modernisering kan foretages samtidig med, at man sikrer lige og let adgang til sundhed og sundhedsvæsenet. En forenkling kan bestå i

- at der oprettes tværfaglige lokale sundhedscentre med offentligt ansat personale

- at ansætte de nuværende privatpraktiserende læger og andre privatpraktiserende sundhedsprofessionelle i offentligt regi

- at inddrage brugerne i kommunernes sundhedsplanlægning.

Ingen

Nr BSF 74

Forslag til folketingsbeslutning om lokale tværfaglige sundhedscentre

Fremsat af Birgitte Husmark (SF) Pernille Frahm (SF) Gade (SF) Rahbæk Møller (SF)

den 10. marts 1992