Legislator Case Law & Legislation
19911BA00065 DK

1991 BSF 65 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM BEDRE INTEGRATION OG SIKRING AF UDLÆNDINGES RETSSTILLING I DANMARK

4 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (4 Articles)

Beslutningsforslag som fremsat 1991 65 Valid

Bilag

Erklæring fra Det Europæiske Råds møde i Maastricht den 9.-10. december 1991

Erklæring om racisme og fremmedhad

Det Europæiske Råd konstaterer med bekymring, at tilkendegivelser af racisme og fremmedhad manifesterer sig i stadigt stigende omfang i Europa, både i Fællesskabets medlemsstater og andre steder.

Det Europæiske Råd understreger, at de internationale forpligtelser til at bekæmpe diskrimination og racisme, som medlemsstaterne har indgået inden for rammerne af De Forenede Nationer, Europarådet og CSCE, har uformindsket gyldighed.

Det Europæiske Råd erindrer om den erklæring imod racisme og fremmedhad, som Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen afgav den 11. juni 1986, og udtrykker sin afsky for ovennævnte følelser og tilkendegivelser, idet det bekræfter den erklæring, som det selv afgav den 26. juni 1990 i Dublin. Sådanne tilkendegivelser, herunder udtryk for fordomme over for vold mod indvandrere samt udnyttelse af disse, er uacceptable.

Det er Det Europæiske Råds overbevisning, at respekten for menneskets værdighed er afgørende for Fællesskabets Europa, og at bekæmpelsen af alle former for diskrimination derfor er vital for Det Europæiske Fællesskab som et fællesskab af stater, der bygger på retsstatsprincippet. Det Europæiske Råd finder det derfor nødvendigt, at medlemsstaternes regeringer og parlamenter handler klart og utvetydigt for at imødegå de følelser og tilkendegivelser af racisme og fremmedhad, som manifesterer sig i stigende omfang.

Det Europæiske Råd anmoder ministrene og Kommissionen om at øge deres bestræbelser på at bekæmpe diskrimination og fremmedhad og om at styrke retsbeskyttelsen af statsborgere fra tredjelande på medlemsstaternes område.

Endelig konstaterer Det Europæiske Råd, at lignende tilkendegivelser af intolerance og fremmedhad kommer til udtryk i ekstreme former for nationalisme og etnocentrisme i forbindelse med omvæltningerne i Østeuropa. Fællesskabet og medlemsstaternes politik over for disse lande skal sigte mod stærkt at modvirke sådanne tilkendegivelser.

Beslutningsforslag som fremsat 1991 65 Valid

Regeringen opfordres til inden udgangen af 1992 som opfølgning af

Folketingets racismedebat den 3. december 1991 at fremsætte forslag

til en sammenhængende politik med henblik på at styrke indvandrernes

integration og deres retsstilling som ligeværdige borgere med samme

pligter og rettigheder som danskfødte.

Det skal ske i respekt for indvandrernes forskelligartede kulturelle, sproglige og religiøse baggrund.

Forslaget skal omfatte følgende initiativer

1. Regeringen nedsætter et hurtigtarbejdende udvalg, der kommer med forslag til oprettelse og sammensætning af et rådgivende organ med henblik på sikring af ligebehandling af udlændinge og danskere.

2. Flere og mere differentierede tilbud om undervisning i dansk sprog, samfundsforhold og arbejdskendskab. For nye familiesammenførte voksne indvandrere gøres undervisning obligatorisk. Den skal bygge på undervisningsplaner under hensyntagen til indvandrernes vidt forskellige baggrund og behov. Hvor det skønnes hensigtsmæssigt, knyttes børnepasningsmuligheder til kurserne.

3. For at forbedre indvandrernes sproglige færdigheder og nyttiggøre børns tosprogethed gennemføres en række 4-årige forsøg med modersmålsundervisningen. Efter forsøgsperiodens udløb tages stilling til modersmålsundervisningens fremtidige struktur og indhold.

Forsøgsplanen, som skal godkendes af Folketingets Uddannelsesudvalg, kan omfatte

a. Som alternativ til den nuværende modersmålsundervisning efter skoletid kan kommuner få tilladelse til i stedet i folkeskolens ældste klasser at tilbyde gængse indvandrersprog som valgfag. Modersmålsundervisningen på de yngre klassetrin anfægtes ikke heraf.

b. Hvis et flertal blandt de fremmedsprogede børns forældre ønsker det, kan nogle udvalgte kommuner i forsøgsperioden få tilladelse til delvis at erstatte modersmålsundervisningen med dansktimer. For børn, der af forældrene ønskes holdt uden for forsøgsordningen, skal der som alternativ om nødvendigt etableres tværkommunal modersmålsundervisning.

c. Også enkelte forsøg, som går helt nye veje i balancen mellem modersmål og dansk, kan godkendes i forsøgsperioden.

d. Der gennemføres sideløbende forsøg på gymnasialt niveau med indvandrersprog som valgfag.

e. Der skabes hjemmel til, at kommuner gennem samarbejde mellem naboskoler kan udveksle elever med henblik på at undgå alt for store koncentrationer af fremmedsprogede elever på enkelte skoler. Forældrene skal inddrages i beslutning herom. Det forudsættes, at regelsættet udformes med respekt for gældende konventioner og lovgivning vedrørende ligebehandling, ikkediskrimination og lignende.

4. Uddannelse af flersprogede lærere, børnehavepædagoger, tolke og lignende fastholdes og videreudvikles.

5. I et udvalgsarbejde mellem arbejdsmarkedets parter, relevante ministerier og Indvandrerrådet søges det kortlagt, hvordan ekstraordinære barrierer i forbindelse med indvandreres og flygtninges beskæftigelse, erhvervsuddannelse og tilknytning til arbejdsmarkedet i øvrigt kan nedbrydes.

6. Bedre integration af udlændinge på boligmarkedet sikres ved følgende initiativer

a. Kommuner, som har erhvervet ejendomme i forbindelse med opfyldelse af lokalplaner m.v., kan anvende disse til udlejning til bl.a. flygtninge og indvandrere.

b. Der åbnes adgang for, at kommuner midlertidigt og efter ansøgning kan beslutte at suspendere gældende udlejningsregler i almennyttigt boligbyggeri.

Kommunalbestyrelsens beslutning træffes på baggrund af ansøgninger fra boligselskaberne, når beboersammensætningen i et boligområde er præget af store sociale problemer. Kommunalbestyrelsens beslutning gælder kun for et år ad gangen, og beslutningen skal godkendes af Indenrigsministeriet.

Ved beslutningen forpligtes kommunalbestyrelsen samtidig til at anvise den boligsøgende en anden bolig af tilsvarende standard og størrelse. Det forudsættes, at regelsættet udformes med respekt for gældende konventioner og lovgivning vedrørende ligebehandling, ikkediskrimination og lignende.

c. Med henblik på at inddrage et større antal boliger i løsningen af indvandrernes boligproblemer søger boligministeren gennem forhandlinger med større private udlejere at opnå aftaler om at stille en del af lejlighederne til rådighed for udlejning til indvandrere.

7. Indenrigsministeren gennemfører en kontrol af udgiftsbehovet for 0-6-årige indvandrere og flygtninge i en række udvalgte kommuner og kan i påkommende tilfælde lade denne aldersgruppe indgå i beregningsgrundlaget for udligningsordningerne.

8. En styrkelse af kulturaktiviteter, der fremmer indvandrernes og flygtningenes integration i samfundet som deltagere i en dialog, hvor de som mennesker kan bidrage til at gøre vores samfund kulturelt rigere.

9. Bevillingen til oplysning om indvandreres og flygtninges vilkår videreføres på det oprindelige niveau, 5 mio. kr. årligt. Det undersøges endvidere, om bevillingen mere hensigtsmæssigt kan administreres i Direktoratet for Folkeoplysning under Kulturministeriet.

Oprindeligt fremsat forslag

Regeringen opfordres til inden den 1. april 1992 som opfølgning af

Folketingets racismedebat den 3. december 1991 at fremsætte forslag

til en sammenhængende politik med henblik på at styrke indvandrernes

integration og deres retsstilling som ligeværdige borgere med samme

pligter og rettigheder som danskfødte.

Det skal ske i respekt for indvandrernes forskelligartede kulturelle, sproglige og religiøse baggrund.

Forslaget skal omfatte følgende initiativer

1. Sikring af, at de rettigheder, der tilkommer udlændinge eller personer uden dansk oprindelse i øvrigt, respekteres, eventuelt ved oprettelse af et nævn for ligebehandling af danskere og udlændinge, hvortil rettighedskrænkelser kan indbringes.

2. Flere og mere differentierede tilbud om undervisning i dansk sprog, samfundsforhold og arbejdskendskab. For nye familiesammenførte voksne indvandrere gøres undervisning obligatorisk. Den skal bygge på undervisningsplaner under hensyntagen til indvandrernes vidt forskellige baggrund og behov. Hvor det skønnes hensigtsmæssigt, knyttes børnepasningsmuligheder til kurserne.

3. For at nyttiggøre børns tosprogethed gennemføres følgende forslag

a. Som alternativ til den nuværende modersmålsundervisning efter skoletid kan kommunerne i folkeskolens ældste klasser i en forsøgsperiode på 4 år i stedet tilbyde gængse indvandrersprog som valgfag.

Efter forsøgsperiodens udløb tages stilling til modersmålsundervisningens fremtidige struktur og indhold.

b. Der gennemføres sideløbende forsøg på gymnasialt niveau med indvandrersprog som valgfag.

4. Uddannelse af flersprogede lærere, børnehavepædagoger, tolke og lignende fastholdes og videreudvikles.

5. I et udvalgsarbejde mellem arbejdsmarkedets parter, relevante ministerier og Indvandrerrådet søges det kortlagt, hvordan ekstraordinære barrierer i forbindelse med indvandreres og flygtninges beskæftigelse, erhvervsuddannelse og tilknytning til arbejdsmarkedet i øvrigt kan nedbrydes.

6. Bedre integration af udlændinge på boligmarkedet sikres ved følgende initiativer

a. Det gøres lovligt for kommuner at opkøbe ejendomme med henblik på midlertidig udlejning, bl.a. til flygtninge og indvandrere.

b. Der åbnes adgang for, at kommuner midlertidigt kan beslutte at suspendere gældende udlejningsregler i almennyttigt boligbyggeri.

Kommunalbestyrelsens beslutning træffes på baggrund af ansøgninger fra boligselskaberne, når beboersammensætningen i et boligområde udvikler sig meget ensidigt. Kommunalbestyrelsens beslutning gælder kun for et år ad gangen, og beslutningen skal godkendes af Boligministeriet.

Ved beslutningen forpligtes kommunalbestyrelsen samtidig til at anvise den boligsøgende en anden bolig af tilsvarende standard.

c. Kommunerne gives adgang til at foretage anvisning i en mindre del (op til 10 pct.) af ledigblevne lejligheder i større privatejede udlejningsejendomme, f.eks. ejet af institutionelle investorer.

7. Der gennemføres en supplerende økonomisk udligningsordning mellem kommuner med få indvandrere og kommuner med mange indvandrere. De 0-6-årige skal indgå i beregningsgrundlaget.

8. Familiesammenføringsreglerne ændres på følgende områder

a. Det undersøges, om udlændinges ret til fast ophold i Danmark skal bortfalde efter samlivsophør, hvis ægteskabet og samlivet har varet mindre end tre år. Hvor særlige menneskelige grunde taler herfor, skal der i påkommende tilfælde kunne dispenseres fra denne regel.

b. Reglerne om pligt til selv at stå for forsørgelsen af familiesammenførte forældre skærpes, så man ikke efterfølgende kan unddrage sig en forsørgelseserklæring.

c. Tilladelse til familiesammenføring på grund af ægteskab bortfalder, hvis ikke begge parter er myndige ifølge dansk lovgivning.

9. En styrkelse af kulturaktiviteter, der fremmer indvandrernes og flygtningenes integration i samfundet som deltagere i en dialog, hvor de som mennesker kan bidrage til at gøre vores samfund kulturelt rigere.

10. Bevillingen til oplysning om indvandrernes og flygtningenes vilkår videreføres og flyttes til Direktoratet for Folkeoplysning under Kulturministeriet.

Bemærkninger til forslaget

Generelle bemærkninger

Integrationen af udlændinge i det danske samfund kan kun lykkes, hvis man tager udgangspunkt i den enkeltes etniske og kulturelle baggrund og samtidig udformer samfundets tilbud, så alle er i stand til at bruge dem.

Integrationsarbejdet må skelne mellem det, som er kulturelt betinget, det almene og det, som er individuelt betinget.

Det er urealistisk at tro, at det er muligt at bevare sin oprindelige kultur intakt, når man flytter til et andet land.

Det stiller store krav til indvandrernes og flygtningenes indsats. Og til danskernes. Man kan ikke satse ensidigt på fordanskning gennem anvendelse af de tilbud, som allerede findes i samfundet.

Danmark har ikke hidtil ført en sammenhængende integrationspolitik. På baggrund af Folketingets dagsorden D 21 vedtaget den 3. december 1991 af samtlige partier med undtagelse af Fremskridtspartiet har et bredt flertal imidlertid erkendt, at det haster med at få rettet op på dette forhold. Se Folketingstidende 1991-92, forhandlingerne sp. 3153.

Dagsorden nr. D 21 havde følgende ordlyd

»Idet Folketinget fordømmer enhver diskrimination, fysisk vold eller offentlige angreb, der tager udgangspunkt i menneskers etniske, religiøse eller nationale baggrund, opfordres regeringen til senest den 1. april 1992 at fremlægge forslag til en samlet indvandrerpolitik, bl.a. omfattende uddannelsesmæssige, erhvervsmæssige og boligmæssige aspekter, samt til at styrke oplysningen om indvandreres og flygtninges faktiske forhold i Danmark.«

Hensigten med at fremsætte nærværende forslag er at præcisere, hvad der efter forslagsstillernes opfattelse bør indgå i et lovinitiativ.

Bemærkninger til forslagets enkelte dele

ad 1

Der stilles jævnligt i den offentlige debat forslag om oprettelse af en ny ombudsmandsinstitution, som alene skulle beskæftige sig med etnisk diskrimination.

Forslagsstillerne ønsker ikke ændringer i ombudsmandsinstitutionen og foreslår i stedet oprettelse af et bredt sammensat nævn til sikring af ligebehandling af danskere og udlændinge. Det skal ud over at undersøge krænkelser og behandle klager kunne rådgive regering og organisationer. Det skal dels på eget initiativ, dels på opfordring foretage undersøgelser og give anbefalinger samt deltage i oplysningsvirksomhed.

ad 2

Undervisningen af voksne indvandrere er reguleret i lov nr. 355 af 4. juni 1986. Undervisningstilbudet omfatter både flygtninge og indvandrere, men bruges mest systematisk af flygtninge, fordi det er en del af Dansk Flygtningehjælps obligatoriske integrationsprogram.

Hensigten med forslaget er at gøre tilbudet obligatorisk også for nye familiesammenførte indvandrere. Med obligatorisk forstås, at modtagelsen af offentlige overførselsindkomster kan gøres afhængig af deltagelse i undervisningen.

Det skal fortsat være amterne, der er ansvarlige for undervisningens gennemførelse og udlicitering, men der åbnes mulighed for større fleksibilitet ved valget af samarbejdspartnere. Siden 1988 er antallet af overenskomsthavere faldet fra 234 til 195, og tallet reduceres stadig.

Fordelingen af undervisningen imellem de forskellige typer af overenskomsthavere har dog været stabil, idet Dansk Flygtningehjælp og oplysningsforbundene har delt opgaven imellem sig, så de hver har varetaget ca. 40 pct. af undervisningen. De sidste 20 pct. ligger hos andre.

Der er sket et fald i forbruget af lærerløntimer i perioden på ca. 8 pct., og dette fald kan også konstateres i forbruget af lærerløntimer pr. deltager. I samme periode er der opstået ventelister til danskundervisningen.

Hensigten med forslaget er, at undervisningen gøres mere sammenhængende og systematisk på baggrund af undervisningsplaner. Rådgivningsindsatsen er et vigtigt element i sikringen af denne sammenhæng, jævnfør bl.a. Mellemfolkeligt Samvirkes forslag til integrationsprogrammer.

Den skønnede meromkostning hertil vil være ca. 65 mio. kr. Dette tal forudsætter, at der årligt sker familiesammenføring af i alt 2.500 ægtefæller (familiesammenføring til danske og nordiske statsborgere er undtaget herfra). Gennemsnitsomkostningen til undervisningen er sat til 49.000 kr. pr. elev. Tallet dækker over, at behovet for undervisningstimer vil være vidt forskelligt, afhængigt af elevernes forudgående uddannelsesbaggrund. Det forudsættes derudover, at ca. halvdelen af familiesammenførte ægteskaber i dag modtager tilbud om danskundervisning.

ad 3

a. Forslaget er stillet for at opkvalificere flygtninge- og indvandrerbørnenes tosprogethed og for at skabe mulighed for forsøg med at sætte undervisningen ind i en fastere ramme med læseplan og formål. Forsøgsmuligheden åbner ligeledes adgang til at undersøge, om en tættere sammenknytning af modersmålsundervisningen og elevens øvrige undervisning vil styrke modersmålsundervisningens kvalitet.

Efter forslaget skal kommuner, der går ind i forsøgsordningen, i stedet for den eksisterende modersmålsundervisning kunne tilbyde indvandrersprog som valgfag i folkeskolens ældste klasser. Modersmålsundervisningen på de øvrige klassetrin berøres ikke af forsøgsordningen. Der lægges vægt på, at det udelukkende er de gængse indvandrersprog, der tilbydes som valgfag, eftersom valgfagsmodellen forudsætter et større elevgrundlag end den almindelige modersmålsundervisning.

Det er hensigten med forslaget, at valgfagsundervisningen i modersmål fortrinsvis finansieres ved at overføre penge fra den almindelige modersmålsundervisning, hvorfor forslaget forudsættes at være udgiftsneutralt.

b. I de seneste år har man på en række gymnasier givet utraditionelle tilbud i sprog, bl.a. russisk, spansk, portugisisk og japansk. På tilsvarende måde kan gængse indvandrersprog indgå blandt valgmulighederne.

ad 4

Uddannelse og efteruddannelse af flersprogede lærere, børnehavepædagoger, tolke og lignende er permanent truet af nedskæringer eller nedlæggelse. Hvis integrationspolitikken skal lykkes på et kvalitativt højt niveau, må disse uddannelser fastholdes og videreudvikles.

ad 5

LO har i en rapport, udsendt maj 1991, påvist, at udlændinges placering på arbejdsmarkedet støder på mange andre barrierer end sprogkundskaber. Det er et fælles ansvar at belyse disse forhold og give anvisninger på, hvordan barriererne kan nedbrydes.

ad 6

Forslaget sigter i sin helhed på at sikre et mere varieret boligudbud til flygtninge og indvandrere. En stærk ensidighed i bosætningsmønstret skaber problemer for integrationspolitikken - ikke bare i boligområderne, men også på en række afledede områder som skoler, institutioner, kulturelle tilbud i lokalområdet m.v.

a. Forslaget om mulighed for kommunale opkøb med henblik på midlertidig udlejning er motiveret i hensynet til de kommuner, som ikke råder over en tilstrækkelig bestand af udlejningsboliger, der er udlændinges gængse boligform i Danmark. Enkelte kommuner har på den baggrund stillet forslag om adgang til at kunne opkøbe boliger til midlertidig udlejning, men der har været rejst tvivl om lovligheden af sådanne positive initiativer for at sikre en bedre integration på boligmarkedet. Denne tvivl bør fjernes.

b. Forslagets anden del sigter på at undgå meget ensidige beboersammensætninger i almennyttige boligområder.

Det er hensigten, at dette forslag om adgang til at kunne sætte de gældende udlejningsregler ud af kraft i en periode skal være gældende, når en ensidig beboersammensætning truer den sociale stabilitet i et område. Forslaget sigter bredt på boligsøgende, uanset om der er tale om danskere eller udlændinge. Med udlændinge forstås fremmede statsborgere.

For at sikre imod usaglige beslutninger foreslås det, at kommunalbestyrelsens beslutning skal være begrundet og dokumenterer med opgørelser af den faktiske beboersammensætning, og at kommunalbestyrelsens beslutning skal forelægges til endelig godkendelse i Boligministeriet, der fungerer som øverste tilsynsmyndighed for det almennyttige byggeri.

En eventuel godkendelse skal samtidig være ledsaget af en forpligtelse til at anvise en passende anden bolig af tilsvarende standard, hvis boligsøgende afvises til en lejlighed som følge af de midlertidigt ændrede udlejningsregler. Herved vil en mere varieret bosætning kunne sikres i en større del af boligmassen i en kommune.

c. Forslaget om adgang til kommunal anvisning i privat udlejningsbyggeri sigter på, at kommunerne skal kunne anvise til en vis mindre del af private udlejningsboliger (f.eks. 10 pct. af ledigblevne boliger) med det sigte at sikre et mere varieret boligudbud. Det er hensigten, at denne adgang til anvisning skal begrænses til de lidt større ejendomme, herunder bl.a. større ejendomskomplekser ejet af institutionelle investorer. Forslaget er i praksis en udvidelse af den adgang til at beslutte kommunal anvisning, som i forvejen eksisterer i forbindelse med genhusning efter byfornyelse.

ad 7

Indenrigsministeren yder årligt et tilskud til kommunernes merudgiftsbehov vedrørende indvandrere. Merudgiftsbehovet fastlægges i gennemsnit til 2.600 kr. pr. indvandrer og 12.100 kr. pr. 6-16-årige. Indenrigsministeren fastsætter regler om opgørelse af antallet af de udlændinge i hver kommune, som indgår i beregningen af tilskuddet (lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner og amtskommuner, jf. lovbekendtgørelse nr. 545 af 20. juli 1990, som ændret ved lov nr. 384 af 6. juni 1991).

Der er i dag en udvikling i retning af, at der i nogle kommuner sker en betydelig koncentration af indvandrere, som virker stærkt belastende for kommunernes økonomi.

Det vil derfor være naturligt med en udligningsordning, der i højere grad er i overensstemmelse med kommunernes økonomiske belastningsniveau. Endvidere bør også de 0-6-årige indgå som beregningsfaktor i en kommende udligningsordning.

ad 8

a. Det er blevet hævdet - blandt andet af justitsministeren - at retten til fast ophold efter skilsmisse, såfremt ægteskabet har varet 2 år, misbruges gennem proformaægteskaber til at skaffe opholdstilladelse for udlændinge, der ellers ikke ville kunne få ophold i Danmark. Såfremt disse oplysninger kan verificeres, bør muligheden for misbrug begrænses ved, at retten til fast ophold først indtræder efter 3 års ægteskab.

b. Retskravet om familiesammenføring for forældre opretholdes, men regelsæt om forøgelsen skærpes således, at vurderingen af den økonomiske evne hos den, der har påtaget sig forsørgelsen, skal foretages ud fra den samlede husstands indkomst. Såfremt forsørgeren ikke har vilje på trods af økonomisk evne til at vedstå forsørgelsen, skal kommunen kunne inddrive eventuelle udlæg til forsørgelse ved anvendelse af regelsættet i lov om inddrivelse af underholdsbidrag, jf. lovbekg. nr. 631 af 15. september 1986, som ændret senest ved § 10 i lov nr. 399 af 6. juni 1991.

c. Bestemmelserne foreslås indført for at undgå ægteskab og familiesammmenføring i forbindelse med helt unge, umyndige mennesker.

ad 9

Alle erfaringer viser, at fælles aktiviteter mellem danskere og indvandrere giver den bedste integration med gensidig respekt for forskellig kulturbaggrund.

Kulturelle aktiviteter som eksempelvis musik, mad, dans, billedkunst og teater har sit eget fælles verdenssprog, der bryder nationalstaternes grænser.

I den oplysningskampagne om indvandrernes og flygtningenes vilkår i Danmark, som Folketinget har vedtaget på socialdemokratisk initiativ, er der således lagt stor vægt på kulturaktiviteter. Behovet for støtte er imidlertid stigende, både fra indvandrerside og fra danskere, som ønsker at styrke den tværkulturelle kontakt og forståelse.

Det er derfor vigtigt, at der også fremover bliver lagt stor vægt på kulturaktiviteter i bestræbelserne på at fremme integration af indvandrere. Desuden bør arten af oplysningsaktiviteter udvides.

ad 10

Ved indførelsen af bevillingen var der tvivl om, i hvilket regi den mest hensigtsmæssigt kunne administreres. Erfaringen har vist, at denne tvivl var berettiget, og bevillingen foreslås derfor flyttet fra Socialministeriet til Direktoratet for Folkeoplysning under Kulturministeriet.

Som bilag er optrykt Erklæring fra Det Europæiske Råds møde den 9.-10. december 1991 om racisme og fremmedhad.

Beslutningsforslag som fremsat 1991 65 Valid

Nr BSF 65

Forslag til folketingsbeslutning om bedre integration og sikring af udlændinges retsstilling i Danmark

Fremsat af Birte Weiss (S) Dorte Bennedsen (S) Baadsgaard (S) Karen Jespersen (S) Else Marie Mortensen (S) Peder Sass (S)

den 7. februar 1992

Vedtaget ved anden (sidste) behandling den 18. juni 1992

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →