Legislator Case Law & Legislation
19911BA00053 DK

1991 BSF 53 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM AFSPADSERING AF OVERARBEJDE

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Beslutningsforslag som fremsat 1991 53 Valid

Folketinget pålægger arbejdsministeren at fremsætte lovforslag, der

begrænser overarbejde og i stedet får flere i beskæftigelse,

byggende på følgende hovedpunkter

1. Der kræves afspadsering af alt overarbejde i alle brancher. Hvor der ikke er overenskomstaftaler om afspadsering af overarbejde, skal overarbejdet afspadseres time for time.

2. Afspadseringstidspunktet aftales på virksomhederne såvel private som offentlige mellem ledelsen og personalet med hensyntagen til både virksomheden og den enkelte ansatte.

3. Såfremt der er under 3 pct. ledige i den a-kasse, hvorfra erstatningspersonale skal anvises, kan kravet fraviges.

4. Loven skal træde i kraft den 1. april 1993.

Bemærkninger til forslaget

Almindelige bemærkninger

Beslutningsforslaget er en genfremsættelse af et tidligere fremsat forslag med ændringer foranlediget af ordførernes bemærkninger ved tidligere behandling af forslaget, se senest beslutningsforslag nr. B 50, folketingsåret 1984-85, om begrænsning af overarbejde og tvungen afspadsering, jf. Folketingstidende, 1984-85, forhandlingerne sp. 3016 og 4556 og tillæg A sp. 1767.

Der er for nylig fremkommet oplysninger om, at overarbejdsmængden er steget til helt uacceptable højder. Den statslige og kommunale lønstatistik viser, at det offentlige alene udbetaler ca. 2,5 mia. kr. om året i mer- og overarbejdsbetaling. Det svarer til mindst 12.500 fuldtidsjob. For den private sektor findes ingen dækkende statistik, men inden for DA's område er ca. 3 pct. af timerne på overtid mod betaling. Såfremt dette tal anvendes på hele den private sektor, svarer det til ca. 31.000 fuldtidsjob.

Nu lader det sig ikke gøre at få hele over- og merarbejdet ændret til 43.500 job lige uden videre. Der vil være flaskehalse, eksperter, der er for få af m.m., men efter et forsigtigt skøn vil der kunne sættes ca. 20.000 ledige i arbejde ved at kræve overarbejde afspadseret.

Det har aldrig været hensigten, at nedsættelse af arbejdstiden skulle føre til øget overarbejde.

Derimod har hensigten været at få flere i beskæftigelse. De alt for store ledighedstal påpeger nødvendigheden af at kræve fritid for overarbejde og derved få flere i beskæftigelse.

Der er brancher, som har indført rammeaftaler for afspadsering af overarbejde, uden at dette medfører væsentlige ulemper for virksomhederne.

Loven skal kun gælde på områder, hvor der ikke er indgået overenskomstaftaler om afspadsering af overarbejde. Loven skal ikke være en hindring for indgåelse af overenskomster, der er strammere end loven. Loven skal omhandle alle virksomheder såvel private som offentlige, hvor der er ansat mere end 2 medarbejdere, medmindre andet aftales.

Det vil være nødvendigt at tage hensyn til, om det er muligt for virksomheden at få erstatningspersonale. Derfor foreslås det, at kravet om afspadsering kan fraviges, såfremt der er under 3 pct. ledige i den a-kasse, hvorfra erstatningspersonale skal anvises. Hermed er der taget hensyn til argumentet om flaskehalsproblemet.

Bemærkninger til forslagets enkelte punkter

Ad 1

Alle overarbejdstimer afspadseres. Overarbejdstillæg og mødepenge udbetales løbende.

Ad 2

Tidspunktet for afspadsering aftales mellem parterne på den enkelte arbejdsplads med hensyntagen til virksomhedens produktion og lønmodtagernes ønsker. Afspadseringen skal være afviklet senest 12 måneder efter optjeningen med mulighed for dispensation i særlige tilfælde.

Ad 3

Dette punkt imødekommer problemet med eventuel mangel på kvalificeret erstatningspersonale (såkaldte flaskehalse).

Ad 4

Ikrafttrædelsestidspunktet er fastsat således, at parterne har mulighed for at indgå overenskomstaftaler på området.

Beslutningsforslag som fremsat 1991 53 Valid

Nr BSF 53

Forslag til folketingsbeslutning om afspadsering af overarbejde

Fremsat af Lilli Gyldenkilde (SF) Tommy Dinesen (SF) Gade (SF) Hanne Thanning Jacobsen (SF) Jes Lunde (SF)

den 28. januar 1992

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →