1991 BSF 39 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM BØRNEPASNINGSGARANTI OG AFVIKLING AF VENTELISTERNE TIL DAGINSTITUTIONER OG DAGPLEJE
Statutory Text (4 Articles)
§ 69 i lov om social bistand pålægger allerede i dag kommunrne at sørge for ». . . det nødvendige antal pladser på daginstitutioner for børn . . .«. Denne garanti, som egentlig synes klar nok, har vist sig ikke at sikre nødvendig børnepasning. Derfor skal der indføjes en formulering, der fastslår et egentligt retskrav for forældre på at få deres børn passet.
Garantien skal i første omgang gælde for småbørn, dvs. børn fra den alder, hvor den almindelige barselorlovsperiode udløber, til det tidspunkt, hvor barnet optages i 1. klasse (eller hvor undervisningspligten påbegyndes opfyldt på anden vis). Garantien skal også gælde i tilfælde, hvor forældrene først ønsker deres barn passet på et senere tidspunkt end barselorlovsperiodens udløb. Kommunen skal dog have krav på et rimeligt varsel. Specielt i flyttesituationer bør denne varslingsperiode søges gjort meget kortvarig.
Der indsættes samtidig en bestemmelse, der giver kommunen mulighed for at fravige pasningsgarantien frem til 1995 under forudsætning af, at den til gengæld sørger for at afvikle ventelisterne så hurtigt, det kan lade sig gøre under hensyntagen til den demokratiske proces, lokalplanvedtagelser, indhentning af licitationstilbud, byggetider etc.
Ad 2
Med de nugældende regler for kommunal låntagning kan kommunerne ikke lånefinansiere etableringen af nye daginstitutioner. Det er en alvorlig hindring for afvikling af ventelisterne, især i en periode, hvor behovene stiger.
Derfor foreslås en ændring af lånebekendtgørelsen, så lånefinansiering kan finde sted på normale lånevilkår, jf. § 6 i bekendtgørelsen.
En sådan ændring vil betyde, at kommunerne også vil kunne indgå aftaler med pensionskasser m.v. om leje af daginstitutioner, uden at det belaster lånerammerne.
Ad 3
For hurtigst muligt at få gang i afviklingen af ventelisterne stilles der allerede i 1992 1 mia. kr. til rådighed til dette formål. Beløbet fordeles på kommuner efter antal børn i alderen 0-6 år. Kommunerne forpligter sig til at bruge beløbet til pasningsforanstaltninger for småbørn. I tilfælde, hvor der ikke er og ikke forventes at opstå ventelister, kan pengene dog bruges på anden vis f.eks. til forbedring af hjemmehjælpen.
Disse penge skal kunne anvendes, selv om de selvsagt ikke optræder på de vedtagne kommunale budgetter. Regeringen skal sørge for, at der sker de fornødne ændringer af eller dispensationer fra lov om kommuners styrelse.
På lignende måde skal eventuelle proceduremæssige hindringer for, at der kan besluttes nye anlægsprojekter i kraft af lempelsen af låneadgangen (jf. punkt 2), fjernes.
Beløbet på 1 mia. kr. vil i meget vid udstrækning modsvares af besparelser på arbejdsløshedsdagpenge og er således udtryk for en aktivering af disse.
Ad 4
Udgiften ved en fuldt etableret pasningsgaranti vil i 1995 være på ca. 3 mia. kr., jævnt stigende fra 1 mia. kr. i 1992. Det gælder før modregning af besparelser på arbejdsløshedsdagpengene.
Det skal derfor for det første sikres, at de kommunale udgiftsrammer hæves med tilsvarende beløb, hvilket kræver en revision af aftalen mellem kommunerne og regeringen om den kommunale økonomi, idet denne forudsætter uændrede nettodriftsudgifter i 1993 og 1994.
For det andet skal beløbet finansieres. Forslagsstillerne mener uanset det udvidede totalbalanceprincip, at finansieringen skal deles mellem kommuner og stat.
Den kommunale finansiering vil kunne ske uden skatteforhøjelser i kraft af den reale stigning i skattegrundlaget, som vil være en konsekvens af den udvikling i dansk økonomi, som regeringen forudså i dens senest fremlagte prognose, der rækker frem til 1995. Da kommunerne efter forslagsstillernes vidende ikke har fuld tillid til regeringens økonomiske prognoser, er det dog rimeligt, at regeringen udsteder en garanti, der sikrer, at udebliver stigningen i skattegrundlaget, ydes et kompenserende tilskud. En lignende model gælder for 1993 ifølge de indgåede aftaler mellem stat og kommuner.
Den statslige finansiering vil kunne ske via besparelser på dagpengene.
Det forudsættes, at regeringen optager forhandlinger med de kommunale organisationer om de nærmere retningslinjer. De nødvendige lovændringer forelægges derefter Folketinget. Love, cirkulærer etc. skal af hensyn til den kommunale budgetlægningsprocedure være på plads, inden folketingsåret 1991-92 afsluttes.
Ad 5
Med præciseringen af, at børnepasning er et lovbestemt krav vil det være rimeligt, at kommunerne får aktivitetsbestemte tilskud på dette område enten i form af refusion eller et tilskud pr. passet barn, eventuelt differentieret efter barnets alder.
Herudover kan der være behov for at justere den vægt, antallet af 0-6-årige børn tildeles i de mellemkommunale udligningsordninger.
Den tekniske udformning af det samlede system kræver dog nærmere overvejelser. Det forudsættes, at regeringen også her indgår forhandlinger med de kommunale organisationer, og at resultatet eller et manglende resultat forelægges Folketinget, der foretager nødvendige lovændringer. Også denne konstruktion skal af hensyn til den kommunale budgetlægningsprocedure være på plads, inden folketingsåret 1991-92 afsluttes.
Folketinget opfordrer regeringen til at sikre, at der senest i 1995
træder en kommunal garanti for pasning af småbørn i kraft, og at der
omgående påbegyndes en hurtig afvikling af ventelisterne til
pasningsordninger for småbørn, og til at træffe følgende
foranstaltninger
1. Senest den 1. februar 1992 fremsættes forslag til ændring af lov om social bistand, således at den indeholder en pligt for kommunerne til at tilbyde dagpasning af alle småbørn, hvis forældre ønsker det. Der gives dog mulighed for at fravige denne pligt indtil 1995, hvis kommunen har iværksat en plan om hurtig afvikling af ventelisten til dagpasning af småbørn.
2. Senest den 1. februar 1992 udarbejdes en ændring af bekendtgørelsen om kommunernes låntagning og meddelelse af garantier, således at kommunerne kan optage lån til opførelse af daginstitutioner m.v.
3. Senest den 1. februar 1992 fremsættes lovforslag, der stiller 1 mia. kr. til rådighed for kommunerne til brug for nedbringelse af ventelisterne og giver kommunen mulighed for at disponere over såvel disse penge som lån optaget i henhold til punkt 2, uanset at pengene i følge sagens natur ikke optræder på de vedtagne kommunale budgetter for 1992.
4. Efter forhandling med kommunerne fremsættes senest den 1. maj 1992 lovforslag, der sikrer kommunerne mulighed for fra og med 1993 at afholde de udgifter, der følger af afviklingen af ventelisterne og børnepasningsgarantien. Videre søges der gennemført forhandlinger om en revision af aftalerne med kommunerne om den kommunale økonomi, der indebærer, at kommunerne kan afholde disse merudgifter.
5. Efter forhandling med kommunerne fremsættes senest den 1. maj 1992 lovforslag, der sikrer en rimelig fordeling mellem kommunerne af de kommunale byrder ved en børnepasningsgaranti.
Bemærkninger til forslaget
Almindelige bemærkninger
Det bør være en selvfølgelighed i et moderne samfund, at alle kan få deres børn passet på betryggende vilkår. Det er afgørende for et godt familieliv og barnets tryghed og udvikling. Alligevel er hovedreglen i dag, at der er en betydelig ventetid, ofte på 1 år eller mere, fra det tidspunkt barselorloven holder op, til der er mulighed for at få et kommunalt pasningstilbud. I den periode er mange henvist til private pasningsordninger baseret på sort arbejde. Det er dyrt, det er i mange tilfælde dårligt for barnet, og det er med til at undergrave skattemoralen, specielt fordi kommunerne i flere tilfælde endog har opfordret til sådanne ulovligheder. Andre er ude af stand til at genoptage deres arbejde grundet manglende pasningsmuligheder. Endvidere bevirker ventelisterne, at mange børnefamilier føler sig mere eller mindre stavnsbundet, fordi de ved en flytning kommer bagest i køen i den ny kommune. Det gør arbejdsmarkedet mindre fleksibelt.
Der er intet, der tyder på en forbedring af denne urimelige tilstand. Ganske vist har kommunerne i deres budgetter vedtaget at etablere ca. 10.000 nye pasningstilbud, men størstedelen af disse henvender sig til børn i den skolepligtige alder. Samtidig stiger antallet af småbørn i første halvdel af 90'erne hvert år med ca. 12.000. Det betyder, at behovet for offentlig småbørnspasning stiger med mindst 8.000-9.000 om året. Derfor er der desværre fortsat grund til at tro, at ventelisterne vil fortsætte med at vokse, hvis der ikke gribes ind.
Derfor foreslår SF, at der indføres en lovfæstet garanti for, at forældre kan få deres barn passet i en kommunal pasningsordning. Det er samme princip, der gælder for børn i den undervisningspligtige alder, jf. § 19 i lov om folkeskolen.
En sådan garanti kan desværre ikke indføres fra den ene dag til den anden. Forslagsstillerne vurderer, at garantien kan være i kraft i løbet af 1995. Indtil det tidspunkt skal kommunerne dog forpligtes til at sørge for at afvikle eventuelle ventelister i det hurtigst mulige rimelige tempo.
Garantien og afviklingen af ventelisterne vil selvsagt belaste den kommunale økonomi. Der skal derfor etableres økonomisk mulighed for, at kommunerne kan klare disse udgifter. Det skal ske ved friere låneadgang, øgede statstilskud og mindre snærende rammer for de kommunale udgifter.
Den øgede udgiftsbelastning for kommunerne aktualiserer det problem, der i forvejen består med at sikre en rimelig mellemkommunal fordeling af udgifterne til børnepasning. Det skal der findes en løsning på.
Bemærkninger til forslagets enkelte punkter
Ad 1
Ingen
Nr BSF 39
Forslag til folketingsbeslutning om børnepasningsgaranti og afvikling af ventelisterne til daginstitutioner og dagpleje
Fremsat af Hanne Thanning Jacobsen (SF) Pernille Frahm (SF) Gade (SF) Jes Lunde (SF) Ebba Strange (SF)
den 11. december 1991