1991 BSF 31 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM ØGET GENANVENDELSE

Folketinget opfordrer regeringen til at sikre en øget genanvendelse

ved iværksættelse af følgende initiativer

1. Regeringen fremsætter i begyndelsen af folketingsåret 1992-93 lovforslag om ændring af miljøbeskyttelsesloven indeholdende hjemmel til fastsættelse af regler om tilbagetagningspligt som et supplement til eksisterende styringsmidler.

2. Der indføres et system for tilbagetagning af bildæk med henblik på at øge genanvendelse og oparbejdning af bildæk. Tilbagetagningssystemet søges som udgangspunkt tilvejebragt gennem frivillige aftaler med de relevante brancheorganisationer og virksomheder, der forpligter sig til at sikre opnåelse af de ønskede miljømæssige målsætninger.

3. Der gennemføres om fornødent for brancher og virksomheder, der ikke er omfattet af en frivillig aftale efter nr. 2, en pligt til at etablere et tilbagetagningssystem, herunder en pligt til at etablere en indsamling og efterfølgende genanvendelse og oparbejdning af bildæk.

4. Der fastsættes bindende mål for genanvendelsen af bildæk på 80 pct.

Oprindeligt fremsat forslag.

Folketinget opfordrer regeringen til at sikre en øget genanvendelse

gennem indførelse af følgende nye pant- og rabatordninger pr. 1.

januar 1993

1. Der indføres en pantordning for drikkevareemballager med det formål at etablere et effektivt styringsmiddel, der vil sikre genanvendelse af emballagen, dog således at der for en-liters-mælkeemballager igangsættes et projekt med henblik på at få afprøvet et returflaskesystem i fuld skala.

2. Der indføres et rabatsystem for bildæk med det formål at etablere genanvendelse og oparbejdning af bildæk.

3. Der indføres en returmærkning af ovennævnte emballager og produkter.

4. Der gennemføres pligt for forhandlere af de af pant- og rabatordningerne omfattede produkter og emballager til at være tilsluttet pant- og rabatordninger, herunder pligt til at modtage og opbevare de pant- og rabatbærende produkter.

5. Der fastsættes bindende mål for genanvendelse af de i pkt. 1 og 2 nævnte materialer på 80 pct.

Bemærkninger til forslaget

Almindelige bemærkninger

Folketinget opfordrede den 13. april 1989 gennem vedtagelse af en dagsorden regeringen til at udarbejde en plan for øget genanvendelse, se forespørgsel nr. F 23, Folketingets forhandlinger, folketingsåret 1988-89, sp. 8646. Regeringen fremlagde samme år sin plan for øget genanvendelse med henblik på at opfylde målsætningen om genanvendelse på 50 pct. af de samlede affaldsmængder i løbet af 1990'erne.

For at opfylde forudsætningen for øget genanvendelse af husholdningsaffaldet og en mærkbar nedbringelse af emballagemængden er det nødvendigt at sikre en øget genanvendelse, samtidig med at emballageforbruget søges reduceret.

Når forslagsstillerne retter opmærksomheden mod især drikkevareemballager, er det ikke, fordi de i sig selv udgør nogen miljøtrussel, men fordi de udgør en voluminøs del af husholdningsaffaldet, som forslagsstillerne tror at der er stor forbrugerinteresse i at undgå.

Det store emballageforbrug er også udtryk for en brug-og-smid-væk-mentalitet og et udtryk for et ressourcesløseri, som forslagsstillerne ikke finder foreneligt med befolkningens stadig mere udtrykte miljøansvarlighed.

Som bekendt fik Danmark i 1988 ved EF-Domstolen medhold i, at det danske krav om anvendelse af pantbelagte returemballager til øl og sodavand ikke strider imod traktatens bestemmelser.

Det er forslagsstillernes opfattelse, at dette beslutningsforslag er i overensstemmelse med EF-Kommissionens bestræbelser på at fastsætte høje minimumskvoter for indsamling og genvinding af emballageaffald.

Det er også forslagsstillernes overbevisning, at beslutningsforslaget er i overensstemmelse med den tyske genanvendelsespolitik, hvilket ikke er uden betydning med hensyn til eksport og den sandsynlige udformning af EF-regler.

Den 8. maj 1991 har den tyske forbundsregering vedtaget et forslag til en emballageforordning. Forordningen er sammensat af to elementer

1. En detailregulering af producenternes og de handlendes forpligtelser vedr. tilbagetagning af emballageaffald. (Regelstyring).

2. En mulighed for at undgå disse forpligtelser, såfremt erhvervslivet på frivillig basis organiserer indsamling og ibrugtagning af emballageaffaldet efter fastsatte målkvoter. (Målstyring).

For at motivere forbrugerne til at aflevere brugt emballage er der i Tyskland indført pant på 0,5 DM på al engangsemballage bl.a. til drikkevarer. Alt indsamlet materiale skal som udgangspunkt oparbejdes til genanvendelige råmaterialer. Kun hvor dette ikke er teknisk muligt, vil det være tilladt at forbrænde emballagerne, dog under forudsætning af, at forbrændingsenergien udnyttes.

Den danske afgift er i dag på engangsemballager til drikkevarer: 10 øre pr. 1 l mælkekarton og 70 øre pr. 1 l juicekarton.

Det er vurderingen, at produktionen af drikkevarer i praksis er tilrettelagt således, at emballageafgiften ikke i sig selv er så belastende for producenten, at den kan opveje de driftsøkonomiske fordele ved anvendelse af engangsemballager af pap.

Statens indtægtstab, hvis producenterne af drikkevarer vælger overgang til en returemballage, anslås til 150 mio. kr. i 1992. Virksomhedernes sparede afgiftsbetaling ved eventuel overgang til returemballager anslås i overvejende grad at kunne opveje omkostningsforøgelsen ved forrentning og afskrivning af de nye investeringer i returemballager samt nyt tappeudstyr på virksomhederne.

Beslutningsforslaget pålægger ministeren at udnytte bemyndigelsen i § 9 i miljøbeskyttelsesloven i overensstemmelse med beslutningsforslagets indhold.

Miljøbeskyttelsesloven bemyndiger ligeledes miljøministeren til at fastsætte bindende mål for nedbringelse af anvendelsen eller bortskaffelsen af nærmere bestemte materialer, produkter eller stoffer.

Det er forslagsstillernes opfattelse, at beslutningsforslaget klart er i overensstemmelse med miljøbeskyttelseslovens princip om renere teknologi samt lovens formål om at fremme genanvendelse og begrænse problemerne i forbindelse med affaldsbortskaffelse.

Bemærkninger til de enkelte punkter

Ad 1

Miljøstyrelsen har siden 1989 ført forhandlinger med repræsentanter for mejerierne og detailhandelen om gennemførelse af et forsøgsprojekt i fuld skala for vurdering af mulighederne for indførelse af et returflaskesystem for mælk.

Der er i miljøprojekt nr. 168 - udgivet af Miljøministeriet i 1991 - gennemført en teoretisk vurdering af de samlede miljømæssige konsekvenser ved markedsføring af mælk i enten de kendte papkartoner eller i plastreturflasker. Undersøgelsen viser, at der vil være en miljømæssig gevinst ved indførelse af en plastreturflaske, hvilket især begrundes i et samlet set formindsket energiforbrug.

Udenlandske erfaringer sandsynliggør et triptal på mindst 100 for en returflaske af høj kvalitet i et effektivt system, hvilket medfører en energibesparelse på knap 40 pct. i forhold til det samlede energiforbrug ved anvendelse af papkartoner.

Imidlertid har detailhandelen afvist at medvirke til gennemførelsen af det ovenfor omtalte forsøg med den begrundelse, at de praktiske ulemper er for store sammenholdt med den miljømæssige gevinst.

Derfor gennemføres der for tiden en vurdering af de miljømæssige effekter ved alternativt at foranstalte en ordning til indsamling og oparbejdning af brugte mælkekartoner.

Imidlertid viser erfaringerne fra PVC-aftalen, at først når der sættes politisk vilje bag de miljømæssigt begrundede krav, kan der opnås gennembrud i forhandlingerne med de berørte brancher.

Forslagsstillerne mener derfor, at Folketinget skal fastsætte målkvoter for den minimale genanvendelse af de i forslaget veldefinerede produkter, der samtidig udgør en væsentlig del af den samlede affaldsmængde.

Derfor er det nødvendigt at tage miljøbeskyttelseslovens § 9 i anvendelse og fastsætte regler om en pantordning for drikkevareemballager.

Erfaringerne fra det danske pantsystem til øl og sodavand har vist, at pant er et effektivt styringsmiddel til sikring af høj returprocent i systemet.

Pantens størrelse bestemmes af salgsprisen på returemballagen. Panten skal være tilstrækkelig høj for at virke som et kraftigt incitament for forbrugerne til at aflevere den tomme emballage efter brug og ikke anvende den til andre formål.

Ad 2

Hvert år afmonteres ca. 2 mio. dæk fra person- og varevogne samt ca. 1/3 mio. dæk fra lastvogne. Ca. 16 pct. af dækkene fra person- og varevogne regummieres, mens det tilsvarende tal for lastbildæk er 44 pct. Det er altså kun godt 300.000 person- og varevognsdæk og ca. 150.000 lastvognsdæk, der anvendes som egentlige genbrugsdæk. Resten af dækkene - i alt godt 1,8 mio. - oplagres og destrueres på forskellig vis, idet kun en ganske lille del genanvendes på anden måde. Således anslås, at i alt 20-30 pct. (1988) af person- og varevognsdækkene bliver nyttiggjort enten ved regummiering, som gummipulver eller som erhvervsmæssigt brændsel, mens det tilsvarende tal for lastbildæk er i størrelsesordenen 50 pct.

At der afmonteres ca. 2,3 mio. dæk, er ensbetydende med, at der sælges et antal dæk i samme størrelsesorden. Af de ca. 2 mio. solgte person- og varevognsdæk er ca. 1/2 mio. - svarende til 15 pct. - genbrugsdæk. Da der kun regummieres godt 300.000 dæk i Danmark, haves altså en nettoimport af genbrugsdæk på knap 200.000.

Selv om det altså er langt størstedelen af dækkene, der ikke nyttiggøres, anslås potentialet til regummiering dog at være relativt beskedent. Således anslås, at en ligevægtssituation vil opstå, hvis ca. 23 pct. af person- og varevognsdækkene regummieres, mens den tilsvarende andel af lastvognsdækkene menes at være 100 pct. Selv hvis regummiering i maksimalt omfang finder sted, er der således en »rest« på mere end 1,5 mio. bil- og varevognsdæk.

For så vidt angår de miljømæssige aspekter indeholder dæk ikke egentlig farligt miljømæssigt affald. Derfor burde det ikke være forbundet med problemer at opbevare og destruere dækkene.

Opbevaring af dæk er imidlertid forbundet med fysiske problemer; dæk fylder, og hele dæk »bevæger« sig i affaldsbunkerne (arbejder sig op til overfladen). Hertil kommer, at dæk ikke formulder, men er ca. 60 år om at forgå af sig selv. Endvidere er en betydelig brandfare forbundet med opbevaring af mange dæk. På lossepladser er dæk desuden fortrinlige som rottereder.

Destruktion er også forbundet med problemer, selv om dækkene er brandbare og der ved afbrænding ikke udskilles farlige røggasser. Afbrænding af store dæk er forbundet med fysiske problemer på grund af dækkenes størrelse. Små dæk antændes langsomt for efterfølgende at udvikle en meget intensiv hede, der kan ødelægge forbrændingsanlæggene.

En del af ovennævnte problemer mindskes, hvis dækkene findeles. Men under alle omstændigheder er det ønskeligt at nyttiggøre også de ikke-gummierbare dæk så meget som muligt. Brugte dæk kan således bl.a. anvendes til gummipulverproduktion og som erhvervsmæssigt brændsel.

I det nuværende system afmonteres ca. 90 pct. af dækkene hos enten dækspecialister, autoforhandlere, små autoværksteder eller servicestationer.

Ved indførelse af et rabatsystem skabes der den samme motiverende effekt som ved pantordninger, idet der dog foreligger et yderligere forbrugerincitament i anvendelsen af et rabatsystem. Rabatsystemet baseres på, at de nævnte forhandlere af dæk ved salget modtager brugte produkter og udbetaler rabat, som refunderes detailhandlerne af den indsamlingsorganisation, der etableres.

I en rapport om mulighederne for at indsamle brugte bildæk (ØKOconsult, 1988) foreslås indsamlingsordningen finansieret gennem en nydækafgift på 1,9 pct. Imidlertid mener forslagsstillerne, at det vil være mere hensigtsmæssigt at benytte miljøbeskyttelseslovens bestemmelser om fastsættelse af bindende mål for genanvendelse, som det skete i forbindelse med indgåelsen af PVC-aftalen. Derved bliver det producenters og importørers opgave at finansiere et indsamlingssystem for brugte dæk.

Ad 3

Formålet med en sådan returmærkning er at give forbrugerne en bedre mulighed for at vælge genanvendelige eller i øvrigt miljøvenlige varer og produkter frem for andre. Samtidig vil en returmærkeordning tilskynde producenterne til at udvikle og markedsføre genanvendelige eller i øvrigt mere miljøvenlige varer og produkter.

Ad 4

Efter de hidtidige reaktioner at dømme vil det være nødvendigt at fastsætte pligt til deltagelse i retursystemet efter miljøbeskyttelseslovens § 9, stk. 2.

Imidlertid kan vedtagelsen af beslutningsforslaget meget vel give anledning til en anderledes positiv indstilling hos producenter og forhandlere, således at lovens § 9, stk. 3, om overladelse af administrationen af systemet til disse kan komme på tale.

Ad 5

Kravet er, at pr. 1. juli 1993 genanvendes 80 pct. drikkevareemballager og bildæk svarende til de generelle tyske krav.

Forslaget omfatter genanvendelse af produkter med et betydeligt volumen samt i genanvendelsessammenhæng velbelyste produkter, der uden væsentlige organisatoriske problemer vil kunne bære en indsamlingsorganisation.

Ingen

Nr BSF 31

Forslag til folketingsbeslutning om øget genanvendelse

Fremsat af Trøjborg (S) Helen Beim (S) Dorte Bennedsen (S) Baadsgaard (S) Henning Gjellerod (S) Martin Glerup (S) Lise Hækkerup (S) Henrik Dam Kristensen (S) Henning Nielsen (S) Løvig Simonsen (S)

den 27. november 1991

Vedtaget ved anden (sidste) behandling den 7. maj 1992