1991 BSF 24 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM OPRETTELSE AF ERHVERVSZONER
Statutory Text (3 Articles)
Folketinget pålægger regeringen i indeværende folketingsår at
fremsætte de lovforslag, der er nødvendige til indførelse af
erhvervszoner. Forslagene udarbejdes ud fra følgende retningslinier
1) Erhvervszoner etableres i første omgang som et forsøg i fem amtskommuner. De fem amtskommuner udvælges som de amtskommuner, hvor ledigheden er størst. Lovforslaget skal indeholde mulighed for at udvide ordningen til at omfatte mere end fem amtskommuner.
2) Erhvervszoner etableres som et geografisk afgrænset område inden for en enkelt amtskommune, men gerne således, at arealet overskrider flere kommunegrænser.
3) Erhvervszoner tildeles forlods samtlige de myndighedsgodkendelser, der er behov for med henblik på hurtig og fri etableringsret for virksomheder inden for erhvervszonen.
4) Erhvervszoner tildeles særstatus derved, at kommunalt, amtskommunalt og/eller statsligt pålagte afgifter, skatter og/eller gebyrer for erhvervsvirksomheder kan nedsættes eller helt bortfalde for virksomheder, der etableres inden for erhvervszonerne.
5) Erhvervszoner tildeles særstatus derved, at afskrivningsreglerne for erhvervsvirksomheder etableret i erhvervszonerne forbedres.
6) Erhvervszoner tildeles særstatus derved, at virksomheder etableret i disse zoner opnår mulighed for at søge dispensation fra lovgivning vedrørende ferieforhold, arbejdstid, fastsættelse af erhvervsleje og lukkelov. De nævnte forhold skal i stedet aftales lokalt mellem arbejdsgiver og -tager eller disses repræsentanter.
Bemærkninger til forslaget
Almindelige bemærkninger
Der er behov for nytænkning i dansk politik. Med den indledning går mangen en politiker fra Folketingets partier (med undtagelse af Fremskridtspartiet) på talerstolen og beretter om det dybt ulykkelige i vores store arbejdsløshed - og behovet for nytænkning. For Fremskridtspartiet er der ikke behov for nytænkning - den har vi for længst præsteret. Vi ved både, hvad der ikke skal gøres, og hvad der skal gøres for at få arbejdsløsheden ned.
Fremskridtspartiet har gennem et meget omfattende program af forslag siden 1973 givet forslag til samlede løsninger såvel som delløsninger på arbejdsløshedsproblemet. Det er ikke nogen let opgave, der ligger foran os. Først og fremmest skal et flertal af politikere se sig selv i spejlet og erkende, at den politik, der er blevet ført de seneste 30 år, har været forkert. Den enorme gæld og den tårnhøje arbejdsløshed er bl.a. en del af dokumentationen for påstanden. De skal med andre ord erkende, at den såkaldte velfærdsstat, som de så ihærdigt og med så megen smerte for befolkningen har opbygget, har fejlet og ikke været i stand til at indfri de mange løfter om velfærd og »gyldne tider for alle«.
De meget betydelige omvæltninger i Østeuropa og Sovjet har blandt mange andre resultater også fået flere og flere danskere til at stille spørgsmål ved det legitime i, at politikerne altid vælger løsninger, hvorved det offentlige (stat, amter og kommuner) tildeles mere magt. Det svarer til, at en patient, der er ved at dø af penicillinforgiftning, ordineres mere penicillin!
I politiske kredse er det langt sværere at få pustet fra Øst til at slå igennem. Dels skal man opgive årtiers dogmer, dels skal man frasige sig den magt, der følger i kølvandet på de tusinder af politiske indgreb og statskontrol. Det vil derfor sikkert komme til at tage mange år endnu, før revolutionen kommer til Danmark.
Efteråret 1991 er ikke nogen undtagelse, hvad bebudet nytænkning angår. Ser man på de forslag, som Det Konservative Folkeparti, Venstre, Socialdemokratiet eller SF er fremkommet med, er der nok en gang en fællesnævner. Forslagene tager deres udgangspunkt i den fejlagtige opfattelse, at staten skal løse arbejdsløsheden.
Folketinget har skabt arbejdsløsheden gennem overdreven lovgivning, brandskatning og detailregulering. Arbejdsløsheden fjernes derfor ikke ved at fortsætte ad den vej. Staten skal »rulles tilbage« derved, at Folketinget ophæver de mange love og reguleringer, der er årsag til problemerne.
Dette beslutningsforslag er udtryk for to vigtige synspunkter
1) Forslaget repræsenterer Fremskridtspartiets bud på, hvorledes det er muligt at skabe flere arbejdspladser ved nytænkning, vel at mærke nytænkning i forhold til den førte politik. Forslaget er delvis en sammenkædning af kendte Fremskridtssynspunkter fra en række delområder.
2) Forslaget er en samlet afvisning af de fremsatte ønsker om udvidet adgang til, at kommuner kan indgå i erhvervsrettede samarbejder og initiativer, og en afvisning af regeringens ønske om at fremme beskæftigelsen ved øgede offentlige investeringer.
Bemærkningerne til forslaget er således opbygget,
- at der først vil blive præsenteret en række problemområder og synspunkter, der er tæt relateret til beskæftigelsen og virksomhedernes overlevelses- og/eller udvidelsesmuligheder,
- at der dernæst vil ske en beskrivelse af selve erhvervszonebegrebet,
- at der sluttelig sker en kommentering af de enkelte punkter i forslaget.
Politisk-økonomiske problemstillinger
Hvem bager samfundskagen?
De egentlige produktionserhverv, landbrug, fiskeri og industri, har en stor opgave at løfte de kommende år. Det er produktionserhvervene, som bager den samfundskage, vi alle skærer af hver dag, den samfundskage, der også må afse ressourcer til betaling af den store gæld med renter og renters renter. Desværre er beskæftigelsen i produktionserhvervene faldende. Resultatet er, at der er ansat 151 i den offentlige sektor for hver 100 ansat i de egentlige fremstillingsvirksomheder (Industrirådet 1988). Kombineret med den kendsgerning, at de områder i den private sektor, hvor der er opnået merbeskæftigelse, er servicefagene, så tegner der sig et billede af en nation, hvor bare 533.150 beskæftigede i den egentlige produktion (Danmarks Statistik 1991) danner fundamentet for velfærd til resten af nationens 4,6 mio. individer.
Beskæftigelsen har de seneste mange år ændret karakter. I 1948 var der over 400.000 beskæftiget ved landbruget. Det var dengang ca. 10 pct. af befolkningen. 275.000 var ansat i industrien og langt færre i det offentlige. I dag (1991) er der under 100.000 heltidsbeskæftigede i landbruget svarende til under 2 pct. af befolkningen. Lidt over 500.000 er beskæftiget i fremstillingsvirksomhed, og 957.000 er offentligt ansat (jf. svar fra finansministeren til Finansudvalget 23. oktober 1990). Offentlig virksomhed er i denne forbindelse alle aktiviteter helt eller overvejende ledet eller ejet af det offentlige (stat, amter, kommuner, offentlige fonde m.v.).
Ændringerne er ikke stoppet endnu. Dagbladet Børsen kunne den 9. april 1991 oplyse, at alene i 1991 vil 19.000 personer forsvinde fra den private sektor. I den offentlige sektor går det den modsatte vej. I 1991 vil yderligere 2.000 personer blive ansat i nye stillinger (naturlig afgang er ikke iberegnet).
Bladet Dansk Industri fra 22. april 1991 skrev: »I perioden 1980 til 1990 steg den offentlige beskæftigelse med over 12 pct. . . . Det er også lykkedes at styre udviklingen i statens beskæftigelse ganske stramt. Derimod er kommunernes og amternes beskæftigelse vokset. En del af forklaringen her er, at staten har lagt flere opgaver ud til de kommunale myndigheder.«
For at få et samlet billede af, hvilken forsørgerbyrde fremstillingsvirksomhederne slæber rundt med, skal der også medtages de mange, der modtager overførselsindkomster. 822.500 pensionister, 93.500 efterlønsmodtagere, 300.000 arbejdsløse, 1 mio. uddannelsessøgende og børn, ca. 150.000 bistandsmodtagere samt de hjemmegående skal alle have mad, husly osv. hver dag - men bidrager ikke til samfundsøkonomien.
Stigende arbejdsløshed
Arbejdsløsheden er stigende. Uanset hvilken opgørelsesmetode der anvendes, og uanset hvilken statistik der bruges, er arbejdsløsheden stigende. Arbejdsløsheden nåede i august 1991 op på 306.000 - målt som årsniveau (Danmarks Statistik august 1991). Arbejdsløsheden har siden 1980 udviklet sig som følger
Kilde: Danmarks Statistik
Som det fremgår, var der et godt dyk i arbejdsløsheden i de glade 1986-87-dage. Det var på den tid, statsministeren udtalte, at opsvinget havde bidt sig fast, og at det gik ufattelig godt. En væsentlig del af den merbeskæftigelse, som blev opnået i de hektiske år, skete i private servicefag. Privat service er godt, men det skal være i balance med privat produktion. Ledigheden på ca. 220.000 i disse år er siden blevet brugt af mange som udtryk for, hvor langt det er muligt at få ledigheden ned - intet er mere forkert. Ledigheden i Danmark vil gå op eller ned alene afhængig af, hvor dyr arbejdskraften er. Netop derfor er der så tydelig sammenhæng i personskatteniveauet og ledighedens størrelse. For virksomheden virker personskatterne som en del af lønnen, hvorfor arbejdskraften er for dyr.
Opgøres ledigheden ikke absolut som i kurven herover - men derimod i procent af arbejdsstyrken, får vi nedenstående kurve
Kilde: Danmarks Statistik
Når der er forskel imellem de to kurver, selv om tendensen er den samme, skyldes det en stigning i arbejdsstyrken. Arbejdsstyrken var i 1980 på 2,7 mio. personer. I årene frem til 1989 steg arbejdsstyrken jævnt og kontinuerligt til 2,9 mio. personer.
En del af arbejdsløsheden skyldes med andre ord, at antallet af personer, som efterspørger arbejde, er steget. Ledigheden kommer aldrig ned på nul. Der vil altid være personer, der flytter, skifter arbejde osv. I de glade 60'ere med fuld beskæftigelse var der aldrig mindre end 29.000 ledige. Men det er også kun 10 pct. af de 220.000, man i 1991 oftere og oftere - men fejlagtigt - hører omtalt som den naturlige ledighed. Arbejdsløsheden kan komme meget længere ned, men det kræver anvendelse af den frie markedsøkonomi og stop for politisk indblanding.
Uddannelse og jobskabelse
Der gøres meget for at reducere arbejdsløsheden i form af ekstra uddannelse, jobtilbud og andre initiativer. Desværre mener alle Folketingets partier minus Fremskridtspartiet, at det er gennem jobtilbud og ekstrauddannelse, man skal løse ledighedsproblemet, desværre, fordi ledighedsproblemet vokser og vokser samtidig med, at folketingsflertallet bevæger sig ud ad den forkerte vej.
Når Fremskridtspartiet så kraftigt vender sig imod brugen af statslig styring, kontrol og indblanding,så skyldes det det faktum, at ingen problemer - og slet ikke ledighedsproblemet - løses gennem yderligere offentlig styring. Dertil kommer, at mange af de tømme vandpytter-projekter, politikere og bureaukrater har udtænkt gennem årene, i bedste fald har været spild af penge og menneskelige ressourcer - i værste fald også en forværring af situationen for samfundsøkonomien, den enkelte arbejdsløse og skatteyderen.
Finansministeriet oplyser i et svar til Finansudvalget den 19. september 1991 (bilag 7.96), at de samlede offentlige udgifter til beskæftigelses- og uddannelsesforanstaltninger i perioden 1980 til 1990 udgør 67,7 mia. kr. Spørgsmålet melder sig: Hvor mange job vil erhvervslivet selv have skabt med skattelettelser for 67,7 mia. kr.?
I Jyllands-Posten den 12. april 1991 udtaler formanden for Amtsrådsforeningen, Per Kaalund (S): »De 7 mia. kr., som samfundet hvert år bruger på at sætte ledige i gang, er mere eller mindre spildt, fordi pengene ikke skaber varige arbejdspladser.«
Politiken skriver den 17. oktober 1991: »Kurserne (AMU), der årligt koster staten 2,3 mia. kr., hjælper folk, der har arbejde, til højere løn og mere sikker beskæftigelse. Men de arbejdsløse rammes hårdere af ledigheden, end hvis de var blevet væk fra AMU-kurserne. Det fastslår en opsigtsvækkende undersøgelse, der har fulgt ikke mindre end 40.000 personer i 11 år.«
Spørgsmålet er også, hvad disse AMU-centre og det offentlige egentlig formår. Børsen skriver den 19. marts 1991 om problemer i Rougsø Kommune. Fiskevirksomheden Thorfisk A/S ønskede at åbne en ny filetfabrik i Rougsø Kommune, der har den største arbejdsløshed i Århus Amtskommune. Virksomheden skulle bruge 50-70 nye medarbejdere. Virksomheden satte annoncer i aviserne, kontaktede det lokale AMU-center, orienterede SiD's afdeling - der havde 277 ledige - og det lokale erhvervsråd. Resultatet var imidlertid, at kun 10-15 personer henvendte sig som interesserede i job! Virksomheden måtte opgive og placerede i stedet filetfabrikken i Grenå. Rougsøsagen er et tydeligt eksempel på, at alle dagpenge-, efteruddannelses-, anvisnings- og fagforeningssystemerne er totalt ude af trit med den virkelighed, de befinder sig i. Regningen for det fallerede system betaler skatteyderne bl.a. i form af årlige ca. 28 mia. kr. i dagpenge samt de mange milliarder til jobskabelse og såkaldt efteruddannelse.
Det går galt allerede i uddannelsessystemet. Det fejlagtige syn, at det gælder om at få flest mulige personer proppet ind i uddannelsessystemet - uanset om der senere er beskæftigelse for dem - har medført, at erhvervsskolerne har flere personer under uddannelse, end erhvervslivet kan aftage. Det går allerede galt, når der skal søges praktikpladser.
Erhvervslivet kan ikke opsuge de mange tusinder unge hvert år. Derfor vedtog et folketingsflertal, at eleverne som erstatning skal have erhvervspraktik på skolerne. I stedet for at lade eleverne »lege« med pappenge og tomme dåser har man så i en række kommuner (bl.a. Århus, Hillerød, Vejle og Åbenrå) ladet de tekniske skoler åbne butikker.
Ud over det meget betænkelige i den form for urimelig konkurrence over for andre erhvervsdrivende så er det også at holde de unge for nar.
En del af forklaringen på, hvorfor det ikke er muligt at finde nok praktikpladser, er, at virksomhederne ikke kan opnå godkendelse til at have praktikanter. Af groteske eksempler kan nævnes, at DSB's færgerestauranter ikke kan godkendes! Eleverne proppes så ind i disse statsbutikker, hvor forholdene langtfra lever op til de strenge krav, der netop er årsagen til, at rigtige virksomheder ikke kan modtage de mange unge!
Endnu et eksempel på, hvorfor politikere og embedsmænd ikke formår noget seriøst gennem planer og love.
Antal virksomheder
Det går ikke godt for dansk erhvervsliv. Jyllands-Posten beskriver situationen den 19. oktober 1991 under følgende overskrift: »Hvert tredje firma er i fare«. 40 pct. af alle danske selskaber har underskud. Hvert tredje firma er i dag så sårbart, at en forøgelse af gælden kan føre til lukning. Undersøgelsen bygger på 61.226 regnskaber, hvilket svarer til 98 pct. af alle danske aktieselskaber og anpartsselskaber. Den væsentligste årsag er fem års stagneret privatforbrug og lavvækst. De seneste års erhvervsskattereduktion fra 50 pct. til 38 pct. gavner kun de virksomheder, der har overskud! Der er derfor også behov for at få selve den økonomiske vækst i fremgang - øget salg og omsætning er det bedste middel mod underskud og konkurs.
Antallet af danske virksomheder er, målt som antal momsregistrerede virksomheder, steget fra 391.522 i 1979 til 430.004 i 1989. Det væsentligste område, der har medvirket til stigningen, er »tjenesteydelser m.m.«, hvor der næsten er sket en fordobling fra 60.000 til 110.000 over tiåret. For de fleste andre erhverv er der tale om nedgang i antallet af momsregistrerede.
Antallet af selvstændige er faldet. I tiåret 1980-90 er der blevet 65.000 færre selvstændige. Til gengæld er antallet af selskaber steget. Landbruget er det område, hvor der er sket størst fald. I 1980 var 40 pct. af de selvstændige beskæftiget i landbruget. Nu udgør de kun 35 pct. I antal svarer det til et fald på næsten 45.000 personer.
Også bygge- og anlægsvirksomheder har oplevet et fald. Fra 1980 til 1990 er der blevet 10.000 færre selvstændige i denne branche. Fremstillingsvirksomheder har også færre selvstændige, faldet er på 20 pct. over samme tiår.
Til gengæld er der kommet langt flere advokater, revisorer, rådgivende ingeniører, edb-firmaer, leasing- og finansielle virksomheder. Antallet af selvstændige er her øget med 33 pct.
Det er selvfølgelig ikke noget sundhedstegn for et samfund, at virksomheder og almindelige mennesker er nødt til at købe eksperthjælp fra advokater og revisorer for at tilfredsstille det offentliges nysgerrighed og for at kunne komme helskindet gennem lovjunglen. Derfor er stigningen i antallet af den type servicevirksomheder ikke udtryk for en naturlig udvikling, men mere udtryk for simpel nød.
Balancen mellem produktions- og servicevirksomheder vil i et frit marked finde et gunstigt leje. I øjeblikket er der et meget stort behov for flere produktionsvirksomheder.
Kilder: Danmarks Statistik og Økonomisk oversigt, oktober 1991.
Offentlige tilskudsordninger
De andre politiske partier er forfaldne til selektiv erhvervspolitik, dvs. at de udvælger sig yndlingsbrancher - ofte ud fra personlige og/eller partiegoistiske hensyn - som de særligt begunstiger, og andre, som de forfølger.
En sådan embedsmandsreguleret styring og målsætning er funderet på, at det offentlige skulle være god til at forudse, hvad der er marked for i fremtiden. Men intet offentligt kontor ville for 40 år siden have fået den ide, at det ville være god dansk økonomi at sælge småkager til Japan, Mallorcarejser til svenskerne eller fetaost til araberne og insulin til Centraleuropa.
Alle erhvervsstøtteordninger skal derfor fjernes. Erhvervstilskud betyder, at staten opgiver sin neutralitet på erhvervsområdet. Nogle favoriseres, mens skatteyderne og andre erhvervsområder diskrimineres. Erhvervsstøtte betyder, at andre virksomheder skal betale mere i skat. Alle tilskud indebærer markedsforvridninger, som formindsker borgernes velstand. Derudover virker tilskud som narkotika. Der skal hele tiden mere til, og resultatet bliver større og større svækkelse af økonomiens sundhed.
Når tilskuddene forsvinder og hverdagen med den hårde konkurrence kommer, vil disse dopede virksomheder dø, og så er pengene og de gode kræfter spildt.
Økonomen Frank Dalgaard skriver i bladet Direct Office nr. 3 for 1991 følgende om erhvervstilskud
»Industriens og landbrugets talsmænd er også grebet af den danske tilskudsnarkomani; gennem Erhvervsudviklingsrådet beder man industriministeren om at forhøje den samlede erhvervsstøtte fra 1,5 til 2,3 milliarder kr. Og fastslår, at de senere års nedskæringer af erhvervsstøtten er en misforståelse. Vist er det ej. Alle ved, at staten skal spare, navnlig på de konkrete pengeoverførsler. Og til dem hører tilskuddene til erhvervslivet.
Erhvervslivets ledere og deres organisationer er de første til at kræve offentlige besparelser. Så må de anstændigvis også være parate til at bære en del af nedskæringerne på deres område. - Det kunne da lige mangle, at der spares på bistandshjælpen og dagpengene til de arbejdsløse, men ikke på tilskuddene til erhvervslivet.«
Det offentlige skal også bruge megen administration på pengeekspeditionen, og administration koster penge. Hver gang der således skal udbetales 1.000 kr. i tilskud, skal der først opkræves 1.300 kr. ekstra i skat. De mange offentligt ansatte i tilskudsadministrationen skal have løn, lokaler, skrivebord, materialer osv., alt sammen noget, der koster store penge. Denne store og fornuftsstridige frem- og tilbageadministration stiller det samlede samfund ringere, mens de få, som har kunnet arbejde sig igennem formulardyngerne, bliver bedre stillet.
Afviklingen af erhvervsstøtteordninger på alle niveauer bør derfor have meget høj prioritet.
I 1988 eksisterede der bl.a. følgende 52 erhvervsstøtteordninger
Anlægsfinansiering
- Egnsudviklingsstøtte
- HMI-lån
- Det Europæiske Kul- og Stålfællesskabs omstillingslån
- Den Nordiske Investeringsbank
- Tilskud til forbedring af vilkår for forarbejdning og afsætning af landbrugsvarer.
Eksport
- Lån til eksportorienterede formål. EM-lån
- Eksportfremmemidlerne
- Markedsudviklingsordningen
- Tilskud til projekteksport
- Eksportkredit
- Eksportfinansiering
- Garanti- og kautionsordning
- Industrialiseringsfonden for Udviklingslandene
- Nordisk Projekteksportfond
- Nordiske projektinvesteringslån og -garantier
- Tilskud til udvikling af samarbejde mellem virksomheder i EF og AVS-landene.
Teknologisk udvikling og produktudvikling
- Det Teknologiske Udviklingsprogram
- Teknologisk service
- Udviklingsfondet. Fondet til fremme af teknisk og industriel udvikling
- Tilskud til produktudvikling
- Teknologirådets etableringsordning
- Konsulentbistand i.f.m. produktudviklingsansøgninger
- Formidling. Danske leverancer til den offentlige sektor
- Byerhvervenes konsulenter
- Teknologikonsulenter
- Produktivitetsfremmende foranstaltninger
- Stipendier for iværksættere
- EF's forsknings- og udviklingsprogram inden for informationsteknologiområdet
- EF's plan til stimulering af det europæiske videnskabelige og tekniske samarbejde
- EF's forsknings- og udviklingsprogram for nye materialer og produktionsteknologier (Brite)
- EF's handlingsprogram for forskning vedrørende bioteknologi
- EF's forsknings- og udviklingsprogram inden for telekommunikationsteknologi (Race)
- Samarbejde inden for højteknologi mellem virksomheder og forskningsinstitutioner i 19 europæiske lande (Eureka)
- EF's program for forskning i materialer
- Nordisk Industrifond
- Industrielle samarbejdsprojekter
- Produktudvikling, jordbrugsprodukter.
Energi
- Lån til energibesparende formål. EM-lån
- Energiministerens forsknings- og udviklingsprogram
- Udnyttelse af vedvarende energikilder
- Energiøkonomiske enkeltprojekter
- Udnyttelse af nye energiteknologier
- Demonstrationsprojekter på energiområdet
- Udviklingsprojekter inden for kulbrintesektoren
- FoU-programmet for ikkenuklear energi.
Uddannelse
- Projektgruppeordningen for færdiguddannede
- Efteruddannelse
- EF's handlingsprogram for uddannelse i teknologi (Comett)
- Teknologistipendieordningen.
Miljø
- Tilskud til genanvendelse og mindre forurenende teknologi
- Lån til miljøformål. EF-lån.
Særlig med finanslovsforliget for 1990, hvori Fremskridtspartiet deltog, blev der foretaget en række reduktioner i erhvervsstøtten, men langtfra tilstrækkeligt. I forslaget til finanslov for 1992 kan man på side 342 læse om udviklingen i erhvervsstøtten - vel at mærke den direkte statsfinansierede og uden EF-ordningerne. Der er ikke medregnet de indirekte tilskud, som erhvervslivet opnår gennem forskellige tilskudsordninger inden for jobskabelse, iværksætterydelse, gældssanering m.v. Og der er ikke medregnet tilskud, som ifølge Finansministeriet ikke belaster statens udgiftsbudget. Det gælder f.eks. skibskreditordningen med 1 mia. kr., landbrugets produktionsafgiftsfonde og dele af refinansieringsordningen med ca. 380 mio. kr., vedvarende energi med 1,04 mia. kr., og dagblade med 650 mio. kr. Med alle disse forbehold blev der i 1989 i alt udbetalt 5,131 mia. kr. i erhvervsstøtte. I 1992 forventes der udbetalt 4,782 mia. kr. Reduktionen er beskeden og alt for lille.
I tillæg til de mange finanslovspenge kommer mange ekstra EF tilskudsordninger, som bl.a. florerer inden for landbrugs- og fiskeripolitikken: Tilskud til nedslagtning af forskellige dyr, braklægning af produktionsjord, tilskud til ophugning af fiskerkuttere osv.
EF's landbrugsordninger betyder tilskud fra EF til danske landmænd på 10,4 mia. kr. i 1992. En afvikling heraf skal selvsagt ske som led i den internationale udvikling, hvor forslagsstillerne meget håber, at GATT-forhandlingerne kan føre til en international aftale om stop for landbrugstilskud.
I Politiken den 22. februar 1989 sammentælles de mange erhvervsstøtteordninger, der er udbetalt siden 1970, til i alt at være på 70 mia. kr.
Største post er 38 mia. kr. til støtte for skibskreditformål. 18 mia. er udbetalt til eksportfremme, 11 mia. kr. til investeringsfremme. Spørgsmålet er, hvorledes dansk erhvervsliv ville have klaret sig, hvis der ikke skulle have været indbetalt de 70 mia. kr. plus administrationsomkostninger til det offentlige.
Under overskriften »Erhvervsfremme ligner en skandale« skriver T. Dalsgaard Jensen i Jyllands-Posten den 27. juni 1990: »Hvem er fædrene eller godfatheren i dette system, som på den ene side gang på gang næsten upåtalt kan slippe af sted med over for Folketinget at præsentere programmer, der lover bedring i beskæftigelsen og betalingsbalancen samt guld og grønne skove for hele landet, men som gang på gang ender med at resultere i det stik modsatte?»
Oven i de mange ordninger og beløb, som her er nævnt, skal lægges alle de kommunale og amtskommunale ordninger, der på forskellig vis betyder erhvervsstøtte, men her ligger et bolværk i den såkaldte kommunalfuldmagt, der i et vist omfang forbyder kommunerne dels at indlade sig på direkte eller indirekte at drive erhvervsvirksomhed, dels at bruge skatteydermidler til at genere nogle af de lokale næringsdrivende ved at begunstige andre. Mange vil slække på denne del af kommunalfuldmagten.
Fremskridtspartiet arbejder i modsat retning. Så sent som den 10. oktober 1991 skriver Erhvervs-Bladet: »Kun Fremskridtspartiet stemte imod en bevilling på 110 mio. kr. i perioden 1991-94. Her af skal de 30 mio. kr. bruges i 1991 til finansiering af industriministerens udviklingsprogram Eksportnetværk.
Samfundsøkonomisk er den største omkostning ved alle disse støtteordninger, at de undergraver den dynamik, som ellers ville hærde og modne erhvervsdrivende til hele tiden at være helt oppe på mærkerne for kraftigt og bedst at imødekomme fremtidens forbrugerønsker - helst før de endnu er kommet til forbrugernes egen bevidsthed.
Herved vil der selvsagt opstå mange svipsere, men de går ned med flaget, når der arbejdes uden sikkerhedsnet, mens de under et statsstøttesystem får lov til at gro sig fast ved, at der ødsles flere og flere midler ud på dødssejlere. Jo flere kræfter de pågældende erhvervsfolk sætter ind på at pleje deres gode forbindelser til politikere og bureaukrater i magtfulde positioner, jo værre. Hvis erhvervsfolk for en tid kan slumre under subsidiedynen, vågner de op til en barsk verden, som de ikke mere kan klare. Og søvnperioden bliver dramatisk forkortet, når vi midt i 1990'erne bevæger os ind i det indre marked og andre uundgåelige internationaliseringer. Produktion, som ikke kan sælges til rentable priser uden offentlige tilskud, er uønsket produktion, der ikke skal fremavles eller holdes kunstigt i live med erhvervstilskud.
Afbureaukratiseret lovgivning
Bagere, boghandlere, læger, skotøjsfabrikanter, redere osv. skal først og fremmest producere brød, sælge bøger, helbrede mennesker, lave sko og sejle, og deres tid skal ikke stjæles til at slås med embedsmænd om udfyldelsen af omfattende, svært forståelige regnskabspapirer, blanketter og indberetningsskemaer - vederlagsfrit.
Folketinget gør dem til hjælpeembedsmænd med den forskel, at de dels skal arbejde gratis, dels gøre det under strengt personligt strafansvar. Når erhvervslivet opdager en chance, skal den ofte bruges her og nu og ikke efter, at man har måttet gennemføre et forhindringsløb over statslige spærrebomme med henvendelser til 8-10-12 myndigheder.
Folketinget skal derfor gøre det til en meget vigtig opgave at afskaffe unødvendige love og regler. Den konstante strøm af cirkulærer, bekendtgørelser og lovændringer skal afløses af bureaukratifred, fred for virksomhederne til at bruge kræfterne på gavnlig produktion.
Selv om de offentlige reguleringer er velmente, viser det sig ved næsten hver eneste lov, bekendtgørelse og cirkulære, at når de mødes med den pulserende og hastigt skiftende virkelighed, skaber ordningen uforudsete større problemer, end den løser.
Nedenstående er et udpluk af de tusinder af regelforenklinger, der er dele af Fremskridtskampen mod den dirigistiske erhvervspolitik, som i ulykkelig høj grad plejer at præge de andre partiers afstemningsmønster i Folketinget. Andre eksempler på FP-modstanden mod statsstyring af danske virksomheder findes i Fremskridtspartiets mange andre forslag, ændringsforslag til finanslovene osv., alt sammen fremsat og dokumenteret i Folketinget.
1) Afskrivningsloven skal give langt større frihed for den enkelte skatteyder til selv at fordele det samlede afskrivningsbeløb ud over indkomstårene. Fremskridtspartiet er tilhænger af, at der på mange flere områder indføres mulighed for 125 pct.s afskrivning af investeringer på lige fod med nuværende regler om investeringer i internationale forskningsprojekter.
2) Anparts- og aktieselskabsloven begrænses til kun at omfatte strengt nødvendige regler ifølge allerede udstedte EF-regler. Danmark modsætter sig, at EF pålægger de erhvervsdrivende flere pligter på dette område.
3) Kommanditselskaber. Reglerne om kommanditisters skattemæssige stilling rationaliseres.
4) Begrænsninger i anpartsfinansiering af erhvervsinvesteringer fjernes. Fremskridtspartiet ønsker mindst samme regler som før lovindgrebet mod anpartsfinansieringen i folketingsåret 1988-89 (L 174 og L 245, begge forslag til lov om ændring af forskellige skattelove - anparter).
5) By- og landzoneloven samt lovene om lands-, region- og kommuneplanlægning kvæler folks eksistensmuligheder. Lovene skal derfor ophæves, så udvikling igen kan finde sted - også i landområderne.
6) Råstoflovgivningens mange restriktioner reduceres yderligere.
7) Udstykning sker ved, at ejendommens ejer giver meddelelse herom til tinglysningskontoret og betaler et gebyr for hver ejendom. Matrikelmyndighederne kan herefter nedlægges.
8) Indberetningspligten over for offentlige myndigheder reduceres til et absolut minimum. Virksomhederne skal udøve deres fag og ikke arbejde gratis for nysgerrige offentlige skrankepaver.
9) De mange lovbestemte forhindringer for start af virksomheder erstattes af en etableringsret. Køber man et stykke jord eller en ejendom, skal man frit kunne udøve sit erhverv, så længe det ikke er til væsentlig gene for naboerne eller miljøet.
10) Tvistigheder mellem to eller flere parter afgøres i reglen langt bedre af domstolene, herunder voldgiftsinstitutionen, end af det offentlige bureaukrati og politisk bestemt indblanding med detaljerede lovparagraffer.
11) Nedrivning af bygninger eller dele deraf skal kunne ske bureaukratifrit.
12) Tilbygninger og udvidelser skal frit kunne foretages, så længe det ikke er til væsentlig gene for naboerne.
13) Alt for stor en del af en virksomheds anlægsbudget går til uendelige tovtrækkerier med offentlige myndigheder.
14) Opsætning af lysreklamer, skilte, flag og andet reklame- og navnemateriale på en virksomheds grund skal være tilladt, så længe det ikke er til væsentlig gene for naboerne eller for trafikken.
15) Enhver repræsentationsudgift er at regne som en driftsudgift. Den stigende handel med fjerntliggende markeder gør, at danske myndigheder må liberalisere deres syn på behovet for bestikkelse og returkommissioner ved handel. Repræsentationsfradraget genindføres fuldt ud.
16) Indkomstunderskud skal kunne tilbageføres og modregnes i den skattepligtige indkomst for et eller flere af de fem år, som ligger forud for underskudsåret.
17) Der indføres negativ indkomstskat, således at skatteborgeren kan vælge at få et beløb svarende til 53 pct. af indkomstunderskuddet udbetalt fremfor at få det modregnet i fremtidigt års skattepligtige indkomst.
18) Statsligt kontrolservicearbejde
Det offentlige udøver en række kontrolforanstaltninger for at efterprøve, om virksomhederne lever op til kvalitets- og hygiejnekravene. Disse offentlige tilsyn nedlægges og videreføres i privatiseret form. Det overlades i langt højere grad til brancheorganisationer osv. at indføre prædikater og kvalitetskontrol. Således kan kunderne få vished om f.eks. kødets kvalitet hos slagteren ved at se, at han er medlem/godkendt af f.eks. Dansk Kødkvalitets Forbund, eller hvad det måtte benævnes. At det offentlige udøver kontrollen, er ikke nogen selvstændig garanti for kvalitet og/eller hygiejne. Allerede i dag bruger producenter at påtrykke en tekst som f.eks. »Under stadig kontrol af Steins Laboratorier« og lignende.
Vil man absolut have statscertifikat, må man betale den fulde pris for det, også i de tilfælde, hvor obligatorisk statslig varekontrol skal fortsætte af hensyn til folkesundheden eller af hensyn til sikring af vigtige eksportmarkeder. Det drejer sig særlig om ernæring, giftstoffer og visse andre kemikalier.
19) Arbejdsmiljøbestemmelserne forenkles og begrænses til nogle få enkle lovbestemmelser, der dækker de virkelig væsentlige risici i det praktiske livs virkelighed.
20) Miljøhysteriet stoppes. Folketingets hovsalovgivning afløses af få og fornuftsbetonede miljørammer. Flertalspolitikerne skal stoppe deres higen efter at give Danmark førerpositionen som »verdens mest miljøbevidste nation«. Mange af miljøtiltagene er spekulationsfostre fra erhvervsfjendske miljøteoretikere, hvis egentlige formål er at styrke sagsbehandlersamfundet.
Det er f.eks. miljøhysteri, når amtskommunerne laver lange lister og rapporter over, hvilke grunde de har under mistanke for at være forurenede. Alene i Århus Amt har amtsrådet sat 820 grunde på en liste over mistænkte. Randers Amtsavis skriver den 20. og 21. december 1990 om, hvorledes en fabrikant er blevet offer for miljøhysteriet.
Fabrikanten vil udvide produktionen. Det kræver en ny fabrik uden for byen. Imidlertid er fabrikantens nuværende virksomhed beliggende på en grund, hvor amtet har påhæftet »mistænkt for forurening« - ikke fra den nuværende ejer, men fra en tankstation, som engang lå på grunden. Fabrikanten kan ikke sælge grunden med det prædikat og vil derfor have undersøgt, om der er forurening eller ej. Det har amtet ikke ressourcer til, og en undersøgelse gennemført af f.eks. et privat firma til 60.000 kr. vil amtet ikke godkende som grundlag for en endelig afgørelse! Manden er skakmat af det offentlige og kan ikke udvide sin produktion og dermed skabe mange nye arbejdspladser.
Miljøhysteri er også den sag, Europa Posten den 11. april 1991 skriver om: Fire nordiske stålværker havde overvejet at lægge en ny trådfabrik med 200 arbejdspladser i Frederiksværk. Efter en hetzkampagne fra pressionsgrupper og miljøfanatikere besluttede man sig imidlertid for i stedet at lægge fabrikken og de 200 arbejdspladser i Norge!
21) Danmark skal bruge de fleste miljøkræfter på at opnå internationale aftaler. Uden disse er danske initiativer af ringe betydning og i værste fald med til at øge forureningen.
22) Miljøpolitik angår ikke blot problemer med udledning og opbevaring af giftige stoffer, men også spørgsmålet om, hvor meget det f.eks. forurener at fremstille de komponenter, man anvender til at bekæmpe forurening med, og hvilke opgaver der forsømmes, når så mange ressourcer sættes ind på enøjede miljøtiltag!
23) Skattenedsættelser reducerer prisen på Danmarks hovedvelstandsråstof, arbejdskraften, tilstrækkeligt til at skabe nyttigt arbejde til de mellem en halv og en hel million, der nu er ubeskæftigede og fejlbeskæftigede. Sættes lønomkostningerne tilstrækkeligt ned pr. produceret enhed, opstår nemlig overbeskæftigelse. Skattenedsættelsen (finansieret ved offentlige besparelser) skal være så stor, at den også giver plads til stigende realløn.
24) Arbejdstiden skal gøres fri. Det skal være op til den enkelte at afgøre, om han vil arbejde i f.eks. 20, 40 eller 60 timer om ugen. Der udbetales kun løn for den tid, man udfører arbejde. Et samfund i gæld har ikke plads til den luksus, at arbejdstiden fortsat tvinges ned.
25) Arbejdsformidling gøres til et helt frit privat erhverv. De offentligt finansierede AF-kontorer og alt deres bureaukrati nedlægges altså. Allerede i dag er det således, at når en virksomhed har brug for folk, henvender de sig oftere til annonceløsning, fagforeninger, vikarbureauer og lignende for at få kvalificerede medarbejdere. Fremtiden vil være præget af et hav af nye og meget forskelligartede job og af stedse mere varierede arbejdsanvisningsmetoder (edb, psykologer, headhuntere m.m.), her kommer de gammeldags stive arbejdsanvisningssystemer uhjælpeligt til kort. Der er allerede gennemført en liberalisering af arbejdsformidlingsområdet, hvorved private kan etablere arbejdsformidling. De nuværende statslige AF-kontorer privatiseres, og der opretholdes alene eet kontor til varetagelse af internationale forpligtelser.
26) Lovgivningen om vikarbureauer liberaliseres totalt, så vikarformidling kan finde sted inden for alle fag og uden offentlig indblanding.
27) Arbejdsløshedskassesystemet og dermed arbejdsløshedsunderstøttelsen privatiseres. Derved opnås gunstig konkurrence og kraftigt reducerede offentlige udgifter. De opnåede besparelser anvendes til personskattelettelser. Så længe det er staten, der betaler, skal arbejdsløshedsunderstøttelsen nedsættes således, at det igen kan betale sig at tage et arbejde. Derudover nedsættes bruttobeløbet forholdsmæssigt ved forhøjelsen af den skattefrie bundgrænse. Offentlig arbejdsløshedsunderstøttelse udbetales kun til den, der daglig stiller sin arbejdskraft til rådighed.
28) Ingen kan tvinges til at indmelde sig i en fag- eller arbejdsgiverforening. Grundlovens ord om foreningsfrihed skal respekteres. Strejker, lockouter, blokader og andre såkaldte arbejdskampmidler hører ikke til i et så udspecialiseret samfund som det nuværende.
29) Lovgivningen sletter reglerne om offentlig betaling for arbejdsret, forligsinstitutionen og øvrige arbejdsmarkedsinstitutioner. Arbejdsmarkedets parter må overtage drift og finansiering af institutionerne - hvis de ønskes videreført.
30) Enhver offentligt pålagt pligt til at aftage en bestemt energiform ophæves. Det betyder, at fjernvarme ikke længere kan påtvinges købere af nye byggegrunde eller allerede eksisterende byggerier. Det betyder, at naturgassen ikke kan påtvinges nogen, hverken private boliger, erhvervsvirksomhederne eller elværkerne. Alle energiforsyninger skal vurderes på deres reelle pris og kvalitet.
Hvor langt man er nået i den planøkonomiske jagt på virksomhederne, viser en beskrivelse i Århus Stiftstidende den 21. december 1990. 91 virksomheder i Århus har fået besked på at tilslutte sig fjernvarme eller naturgas. Hvis en virksomhed har forhold, der umuliggør brugen af energiformerne, kan den søge dispensation. Hvis virksomheden ikke får dispensation, skal den inden juni 1991 lave en skitse for overgangen til kollektiv forsyning. »Jeg ved ikke, hvor dyrt det bliver for de enkelte virksomheder, siger Arne Holm Pedersen fra Århus Kommunale Værker.«
31) Det skal være tilladt at anvende el til ethvert formål i frie mængder og uden opvarmnings- eller andre begrænsninger. Den frie anvendelse af elektricitet medvirker til at udbygge og vedligeholde vort elnet. Dette er vigtigt, bl.a. fordi fremtidens energiformer som fusionskraft, rumbaserede solfangere, superledere osv. alle bygger på fremstilling og brug af elektricitet.
32) Danmark skal ikke med eller uden de øvrige EF-lande indføre en ny erhvervsskadelig CO2-afgift.
33) Godkendelsesprocedurer og andet bureaukrati nedtrappes, så det bliver lettere at genanvende overskudsvarme. Hvis f.eks. en bygherre af et indkøbscenter ønsker at opvarme centret via overskudsvarme fra kølemontrer i supermarkeder, skal dette kunne gøres uden bureaukratiomsvøb eller modkrav fra fjernvarmeværker eller naturgasselskaberne.
34) Fremstilling af vedvarende energianlæg, vindmøller, halmfyr, flisbrændere, biogasanlæg, solfangere osv. skal være fri næring uden offentlige hindringer. Det offentlige skal ikke gennem lovhysteri og cirkulærebegrænsninger stoppe disse gode tiltag.
Også anvendelse af vedvarende energikilder gøres fri. Hvis det ikke er til væsentlig gene for naboer, at vedvarende energianlæg etableres og anvendes, skal det offentlige ikke lægge bureaukratiske skrivebordshindringer i vejen.
35) De danske elværker gives langt større frihedsgrad til fornuftsplanlægning af, hvilke råstoffer de vil anvende, hvor de vil købe dem, og hvad overskudsvarmen skal anvendes til. Sydafrikaboykot, kul- og naturgaspligt, tvungne vindmølleforsøg samt andre folketingsindblandinger er med til at fordyre og besværliggøre elproduktionen i Danmark.
36) Danmark skal ikke gå enegang i miljøkravene til elværkerne, men følge EF-normerne.
37) Arbejdsmarkedets Feriefond og lovgivningen om ferieforhold afskaffes. Det er ikke en offentlig opgave at tvangsopspare borgernes penge til ferieformål, ligesom det må stå enhver frit for at aftale med sin arbejdsgiver, hvornår ferie ønskes afholdt.
Ovenstående punkter er blot et udpluk af de utallige afbureaukratiseringer, som det danske samfund har behov for, hvis vi igen skal have gang i hjulene.
Offentlig planlægning
En meget væsentlig kilde til de meget besværlige forhold, som virksomhederne oplever, når de ønsker at starte en ny produktion, er det omsiggribende planlægningsvanvid. Alt skal planlægges, stat, amtskommuner og kommuner har hver sine planlæggere, der med emsige regler og indgreb gør livet surt for de driftige erhvervsfolk. En af de mest interessante kritikere af de statslige planlægningsmyndigheder (Planstyrelsen) er amtsborgmester Ib Frederiksen (S) fra Århus Amtskommune. En grundig kritik af statslige styrelser f.eks. i Jyllands-Posten den 6. januar 1991 blev fulgt op af følgende rigtige udsagn fra amtsborgmesteren: »Nu har Danmarks geografi været uændret siden sidste istid, hvordan kan Planstyrelsen blive med at lave alle disse planer?»
I det praktiske liv koster planlægningshysteriet tusinder af arbejdspladser, fordi erhvervsfolk giver op over for bureaukraterne. Her er en række eksempler fra planlægningens overdrev
1) Århus Byråd brugte fire år på at få vedtaget en lokalplan for en campingplads ved Ajstrup. Århus Stiftstidende 17. december 1990.
2) Århus Byråd har besluttet, at der efter deres vurdering er nok restauranter i Århus midtby. Resultatet er, at man ikke tillader, at nye åbnes. Byrådet har vurderet, at konkurrencen bliver for hård, hvis der kommer flere restauranter. Århus Stiftstidende 19. december 1990.
3) Fire planlagte ekspresbusruter i Jylland fik nej fra Persontrafikrådet. Begrundelsen var, at det vil gå ud over de eksisterende rutebilruter. I Persontrafikrådet sidder amterne, som også står for rutebildriften. DSB var overrasket, eftersom ekspresbusserne skulle være et kundevenligt supplement til IC-3-tognettet. Politiken 3. april 1991.
4) Ribe Amtsråd vil ikke give tilladelse til en privat busrute mellem Odense og Billund. Børsen 9. april 1991.
5) Århus Amtsråd vil ikke give tilladelse ttil en busrute mellem Århus og Billund. Amtet udtaler: »Folks rejsebehov kan dækkes af de eksisterende forbindelser«. Jyllands-Posten 25. april 1991.
6) Et firma søger om tilladelse til at oprette en virksomhed i Rønde Kommune på en nedlagt landbrugsejendom. Det tog 5 måneder, inden sagen overhovedet kom op i Århus Amt. Sagen kom frem fordi Fremskridtspartiets amtsrådsmedlem Rasmus S. Nielsen rejste den. Begrundelsen er, at en ny sagsbehandler er blevet ansat. Firmaets ejer kan ikke vente og opgiver projektet. Århus Stiftstidende 25. april 1991.
7) En landmand i Yderup får eksproprieret et stykke jord til brug for en ny motorvej. Som følge af det og af landbrugsloven skal der i tilgift også eksproprieres til en ny privat fællesvej. Imidlertid ændres landbrugsloven, så der ikke længere er krav om fællesvejen. Manden vil derfor have ekspropriationen til fællesvejen ændret. Det kan han ikke få. Myndighederne henholder sig til, at de har overholdt nøje fastlagte regler. At loven derefter er ændret, er ikke deres problem. Myndighederne fastholder, at fællesvejen skal anlægges - også selv om Århus Kommune har planer om at lave en flyveplads for svævefly på arealet, så fællesvejen efter anlæggelse blot skal pløjes op igen. Jyllands-Posten 8. september 1991.
8) Langs Grenåvej i Århus skal eksproprieres som følge af vejudvidelse. En anlægsgartner har nogle lagerbygninger for sine maskiner og redskaber. De skal rives ned. Der blev eksproprieret i efteråret 1990. Anlægsgartneren skulle være ude af sine bygninger april 1991. Men på det tidspunkt havde han endnu ikke fået en godkendelse til at opføre sine nye bygninger længere tilbage på samme grund. Århus Kommunes embedsmænd trak sagen i langdrag, fordi de fandt det landskabeligt uheldigt (klos op ad en firesporet hovedvej!!) at genopbygge på det pågældende sted. Århus Amtskommunes bureaukrater var heller ikke hurtige. Mange måneder efter, at manden skulle have været ude af bygningerne, kom endelig tilladelsen til at genopbygge. Og så kunne han endelig bygge. Det offentlige bureaukrati forsinkede en sag, som var skabt af samme offentlige bureaukrati. Anlægsgartneren var ved at miste sin virksomhed og 23 arbejdspladser! Århus Stiftstidende 1. maj 1991.
9) En fabrikant har i 3 år kæmpet med Vejle Amtskommune på grund af by- og landzonelovgivningen. Han må ikke udvide en 800 kvm bygning med 75 kvm tilbygning. Det betyder, at produktionen ikke kan komme i gang. 150 kunder venter på leverance for 20 mio. kr., og mindst 10 medarbejdere kan ikke ansættes. Mange års tovtrækkeri og enorme udgifter og tab gør, at fabrikanten overvejer at flytte til Slesvig i Tyskland. Jyllands-Posten 1991.
10) Salling A/S ønskede at lave et Domo-varehus i Viby om til et lavprisvarehus. Århus Byråd sagde nej. Efter dets vurdering kan Århus ikke bære flere lavprisvarehuse. FDB ønskede at bygge et OBS-lavprisvarehus på en del af FDB-fabrikkernes grund i Viby. Lige pludselig ville varehusmodstanderne (bl.a. Socialdemokratiet og SF) gerne give tilladelse. Det er et eksempel på utilstedelig politisering og misbrug af byråds plankompetence. Århus Stiftstidende 20. december 1990.
11) Venstres Århus-formand udtaler: ». . . venstrefløjen benytter enhver lejlighed til at forsinke sagsbehandlingen, når erhvervslivet tager nye initiativer . . . Århus Byråd har vedtaget at skaffe 20.000 nye arbejdspladser inden år 2000 . . . Det har ikke skortet på initiativer fra erhvervslivet, men mange bliver bremset eller forsinket på grund af langsommelig politisk sagsbehandling . . .«.
12) Esbjerg Kommune inddrog for 15 år siden en landmands jord til byzone. Kommunen havde »planlagt«, at der skulle ske en voldsom udvikling i området. Udviklingen udeblev, og kommunen har derfor ikke købt jord af landmanden til den højere byzonepris. Men landmanden har i alle årene skullet betale højere skat af jorden, »som jo er blevet mere værd?! . . .«. Resultatet er, at landmanden over årene har betalt i alt 5 mio. kr. i ekstra skat. Nu kan han ikke længere tjene de mange penge til skattebetaling og må opgive. Jyllands-Posten den 12. juni 1991.
13) En støbeasfaltsvirksomhed ville flytte sit utidssvarende produktionsanlæg ud fra Åbyhøj til et nyudlagt erhvervsområde i Hørning. Selv om virksomheden umiddelbart opfyldte alle de krav, der kunne stilles i erhvervsområdet, skulle virksomheden alligevel søge om kap. 5-godkendelse i amtet. Her var miljøembedsmænd og et stort politisk flertal indstillet på en hurtig og positiv behandling. Men den kendsgerning, at der skulle søges om godkendelse inden udflytningen, gjorde automatisk sagen til en brik i et politisk spil. SF stemte nemlig, som eneste parti, imod godkendelsen. SF indbragte sagen for amtsrådet. SF ville slå politisk mønt af sagen, og dermed blev den også trukket i langdrag. Ingen virksomhed er formentlig interesseret i politisk blæst og mistænkeliggørelse. Virksomheden meddelte derfor blot de offentlige myndigheder, at ansøgningen var trukket tilbage. Man havde samtidig købt en grund i et andet amt, hvor myndighederne var mere velvillige. Jnr. 8-76-1-715-5-89, Århus Amtsråd.
14) En landskabsarkitekt ønskede at indrette en tegnestue i et nedlagt landbrug ved Blegind. Der ville blive op til 10 ansatte. Amtet afslog med den begrundelse, at istandsættelsen vil være bekostelig og ændre landbrugsbygningernes karakter. Jnr. 8-70-21-3-715-4-89, Århus Amtsråd.
15) En borger ved Bøstrup søger om at indrette en mindre fliseproduktion i en 84 kvm. stor garage, som er opført i 1983. Amtet ville ikke anerkende bygningen som en »overflødiggjort landbrugsbygning« og afslog ansøgningen. I øvrigt også ud fra en vurdering af »de noget uordnede forhold på ejendommen«. Jnr. 8-70-21-3-717-1-90, Århus Amtsråd.
16) En garage i Malling var i 1987 godkendt opført på tinglyst vilkår - vilkår om, at bygningen ikke måtte anvendes erhvervsmæssigt. Derfor sagde Århus Amt nej til, at ejeren måtte indrette garagen til et mindre reparationsværksted. Jnr. 8-70-21-2-751-87, Århus Amtsråd.
17) Et eksisterende stuehus på et nedlagt landbrug i Vrads ønskedes indrettet til en mindre konsulentvirksomhed for økologisk landbrug, med lidt kursusfaciliteter og overnatningsmulighed for 10 personer i værelser med tekøkken. Det ansøgte blev afslået, idet amtet anså de eksisterende bygninger for passende under hensyn til areal og jordkvalitet, samt at det vil være uheldigt af byudviklingsmæssige årsager. Jnr. 8-70-21-2-749-1-90, Århus Amtsråd.
18) Rønde Kommune ønskede at udlægge et areal i kommuneplanen til kursuscenter. Man havde et velegnet areal og jævnlige forespørgsler til dette areal. Men ingen ønskede at binde an med et omfattende projekt, når der ikke var helt klare rammer for, hvad man må og ikke må på arealet. Århus Amtsråd ville ikke give en rammetilladelse, som kommunen ønskede, men ønskede at vurdere et konkret projekt. Altså skakmat. Efter længere bureaukratisk tovtrækkeri bøjede Århus Amtskommune sig for kommunens pres og gav en rammetilladelse, dog med en række tekniske krav som f.eks., at byggeprocenten skulle være under 10, at der højst måtte bygges i to etager, at taget skulle være tegltag, osv. Jnr. 8-70-11-739-1-89, Århus Amtsråd.
Kommunalfuldmagt og -produktion
Netop i efteråret 1991 arbejdes der fra flere sider på at få den såkaldte kommunalfuldmagt opblødt, hvorved kommunerne får adgang til i større omfang end i dag at indgå i halv- og heloffentlig produktions- og servicevirksomhed.
Der kan ikke advares nok imod en udvidelse af kommuners deltagelse i privat virksomhed. Allerede under de nugældende regler har kommuner i en lang række tilfælde bevist, at de ikke magter at drive privat virksomhed. Spørgsmålet er jo også: Hvad gør et »tilfældigt« sammensat byråd til bedre erhvervsledere end bestyrelsen i et privat firma?
Hidtil har spørgsmålet om, hvilke projekter kommuner kan deltage i uden at overtræde kommunalfuldmagten, været forelagt til afgørelse i Indenrigsministeriet. Den nuværende indenrigsminister, Thor Pedersen (V), har med forholdsvis hård hånd administreret kommunalfuldmagten - det skal fortsætte. Industriministerens forslag til lov om kommuners og amtskommuners deltagelse i erhvervsudviklingsaktiviteter er derimod et skridt i den forkerte retning. Forslaget fra april 1991 har som sin største fejl, at socialisterne gives medhold i, at kommunerne overhovedet skal deltage i produktion. Nok hedder det i forslaget, at aktiviteterne ikke må påføre private virksomheder ubillig konkurrence og ikke må give enkelte virksomheder en urimelig fortrinsstilling. Det lyder flot, men det farlige er, at der igen lægges op til en successiv vurdering. Halv- og helrøde flertal i kommuner vil således kunne tillade projekter ud fra deres subjektive vurdering.
Kommunernes Landsforening har bl.a. med en konference den 6. og 7. oktober 1991 gjort det helt klart, hvad den ønsker. Kommunerne vil gerne have mulighed for at deltage i flere projekter end i dag. Kommunerne anvender formuleringer som systemeksport, rådgivning og andre »bløde« områder. Det er ganske bevidst, eftersom de fleste ikke umiddelbart betragter f.eks. lobbyvirksomhed i EF som egentlig produktion.
Imidlertid er den type arbejde også noget, private i dag varetager. Når kommuner stiller rådgivning gratis til rådighed, er der derfor tale om aldeles urimelig konkurrence over for finansielle rådgivere m.v.
Kommunernes Landsforening har i publikationen »Kommunal erhvervspolitik, 1991« spurgt landets borgmestre, hvilke områder de finder vigtige at medtage i erhvervsfremmearbejdet. 74 pct. vil støtte eksisterende virksomheder. 71 pct. mener, at arealplanlægning er vigtig. 69 pct. mener, at den kommunale service skal være bedre. 61 pct. vil gøre sagsbehandlingen bedre.
Kun 22 pct. mener, at billigere erhvervsarealer og lavere takster og afgifter vil kunne gavne erhvervsudviklingen.
Der er med andre ord en afgrundsdyb kløft mellem de midler, som landets borgmestre vil anvende, og de løsninger, som erhvervslivet har brug for.
Bladet Dansk Industri fra 15. april 1991 skrev: »Industrirådet advarer imod at ændre kommunalfuldmagten. Tarco Energi A/S tabte 38 mio. kr. i 1988 og 5 mio. kr. i 1989. Tabene blev begge år dækket ved tilførsel af kapital fra moderselskabet, det kommunalt ejede Tarco A/S. Det henter hvert år ny kapital hos kommunerne ved at konvertere udbytte til aktiekapital. Det er principielt forkert, at kommunalt ejede virksomheder engagerer sig i forretningsmæssig produktion i konkurrence med private.«
Bladet Dansk Industri fra 23. september 1991 skrev: »Kommuner skal holde sig i skindet. Industrirådet advarer kraftigt imod, at der gives adgang for det offentlige til at tage kommercielle risici i forbindelse med erhvervsprojekter. Det gælder også de tanker, der har været om adgang til at indskyde kapital i såkaldte udviklingsselskaber, der skal kunne deltage i finansieringen af nye selskaber. Vi ser en klar risiko for, at en række private virksomheder, som arbejder med erhvervsservice, f.eks. konsulentfirmaer, kan blive udsat for ubillig konkurrence fra skattebetalt service.«
En af de store fejl ved de halv- og helkommunale selskaber er, at det bliver politikere og bureaukrater, som skal træffe beslutningerne, frem for driftige private erhvervsfolk. Det er for embedsmænd således, at tab ikke berører deres egen indkomst - det er jo skatteyderne, som må dække tabene - hvorimod en virksomhedsejer selv må betale alle tab og fejl.
Århus Stiftstidende beskriver den 15. maj 1991 et projekt, hvor kommunen gav en person 200.000 kr. til at udvikle et særligt bord. Det viser sig imidlertid, at opfindelsen allerede var gjort. På markedet har der i 6-7 år været et sådant produkt. Det vidste de kommunale embedsmænd bare ikke! Nu har kommunen imidlertid placeret penge i projektet og vil derfor købe disse borde fra sin »egen« produktion. Det private alternativ får derved en aldeles urimelig konkurrence.
Århus Stiftstidende beskriver den 18. december 1990, hvordan kommunen har lånt 7,2 mio. kr. til en møbelfabrik. Fabrikken skal beskæftige 40 bistandsklienter og lave møbelkomponenter. Den kommunale embedsmand har nok noteret sig, at det lokale erhvervsliv er imod den kommunale fabrik, men mener, at samarbejdet med de private nok skal komme i gang! Embedsmændene har nemlig kortlagt mulighederne.
Igen et eksempel på, at erhvervsvirksomhed og -udvikling ikke planlægges, men skabes.
Inden for de seneste år har der været alt for mange eksempler på, hvordan disse kommunale engagementer har medført store tab for skatteyderne. I flæng kan nævnes: Naturgas Syd, DanVand og Bibliotekscentralen.
Lunderskovs borgmester, Bent Bechmann (KF), udtaler til bladet Dansk Industri 8. april 1991: »Det (Naturgas Syd) er et skræmmende eksempel på, hvordan udgifterne løber løbsk. Og politikerne er meget dygtige til at skjule fejl. Man vil ikke lukke en tabgivende virksomhed. Der vil altid være nogle, der hævder, at der er tale om en god forretning. Men en god forretning kan kun defineres som en forretning, der giver overskud . . . For den kommunale driftsform egner sig ganske enkelt ikke til at drive den form for virksomhed.«
Industrirådets Bent le Fevre udtaler i samme blad: »Det er i sidste ende retten til at gå konkurs, der sikrer, at virksomhederne producerer de varer, markedet vil betale for. Man kan ikke forestille sig, at en kommune eller et amt går konkurs. Derfor bør kommuner og amter ikke forsøge sig med alle hånde fantasifulde forsøg på at drive forretning for skatteborgernes penge. Derfor siger industrien nej tak til kommunale investeringer i det private erhvervsliv.«
Kommunale erhvervschefer m.v.
Kommunernes Landsforening oplyser i »Kommunal Erhvervspolitik, 1991«, at 60 pct. af kommunerne for skatteyderpenge har oprettet erhvervschefafdelinger, konsulentordninger og andet offentligt bureaukrati for at skaffe flere virksomheder til kommunen. Halvdelen har erhvervsråd, halvdelen bruger kommunens eget personale. Århus Kommune har endda åbnet et lobbyistkontor i Bruxelles til »varetagelse« af Århus-virksomhedernes interesser i forhold til EF. Og på det seneste har samme kommune også ansat 5 lobbyister i Skt. Petersborg (Leningrad) i det håb, at man derved kan skaffe århusianske firmaer flere ordrer til Rusland.
Sådan rådgivningsvirksomhed anses af mange som acceptabel i forhold til, hvad kommuner bør indgå i af projekter. Rådgivningen fra lobbyister m.v. anses nemlig ikke for at være egentlig produktion. Men man glemmer, at en lang række revisionsvirksomheder, advokatvirksomheder m.fl. faktisk lever af den type rådgivning. Derfor er kommunalt engagement også på dette område med til at lave konkurrenceforvridning.
Hvis resultatet af disse initiativer blot er, at virksomhederne »stjæles« fra andre kommuner, er samfundsgevinsten meget begrænset. Oftest er det direkte udgiftsforøgende og udløser dermed højere skatter.
Resterne af egnsudviklingslovene ophæves ud fra tilsvarende synspunkter.
Vil en kommune søge at konkurrere med andre kommuner om virksomhederne, skal det være på lavere skattetryk, mindre papirnusseri, mere erhvervsfrihed, færre restriktioner osv. Derved opnås, at nye virksomheder startes, og ikke blot, at man flytter rundt på eksisterende virksomheder. Nyetablering skal ikke ske ved offentlige tilskud.
Jyllands-Posten skrev den 2. maj 1991 følgende: »Der er millioner at spare, hvis virksomheder nøje undersøger prisniveauet i de enkelte kommuner. Årsagen er, at der er stor forskel både på etableringsudgifter og på årlige driftsomkostninger fra kommune til kommune. En entreprenør kan spare ikke mindre end ca. 4,5 mio. kr., hvis han starter forretning i Skovbo Kommune i stedet for Roskilde.«
Der er således nok af muligheder for, at kommunerne kan anvende nedsatte takster som lokkemidler - frem for kommunale erhvervschefer og andet pengespild - for nye virksomheder.
Hvis brancheorganisationer, laug, handelsstandsforeninger eller lignende ønsker at lave erhvervschefordninger til vejledning og andre formål, er de selvfølgelig velkomne til at gøre det, uden offentlige tilskud. Vil de have det offentlige med, må de selv forudbetale alle hermed forbundne udgifter.
Forskning og teknologifremme
Det offentlige skal ikke foretage nogen form for teknologivurdering. Den viden, vi har i dag, er langtfra absolut. Lige så vel som vores viden ikke var absolut for 50 år siden. Det er derfor en uforskammethed over for vore efterkommere, at vi med dagens viden forbyder ting, der kan være af enorm betydning for fremtidens generationer.
Havde der været teknologivurdering på den tid, hvor hjulet blev opfundet, så havde datidens »sagkundskab« sikkert berettet om, hvilke ulykker hjulet ville bringe op gennem årene. Og man havde måske forbudt en videreudvikling af denne vigtige opfindelse.
Ting, der opfindes i dag, og som »dommedagsprofeter« udnævner til at være skadelige, kan vise sig at være af afgørende betydning for hele menneskeheden. Måske ikke som endeprodukt, men som udviklingstrin.
Det nok mest omdiskuterede emne i dag er genteknologien. Såkaldte lærde og Etisk Råd-folk skaber frygt og utryghed hos folk ved at udmale skrækbilleder om produktion af kunstige mennesker osv. De samme personer ville sikkert have forbudt penicillinen ved dens opfindelse.
Alle produkter kan misbruges. Blot fordi fly kan bruges i krig, er der jo ingen grund til at total forbyde brugen af dette vigtige transportmiddel.
Genteknologien kan vise sig at være redskabet til at sikre større fødevareproduktion til gavn for hele Jorden, og det kan vise sig at være redskabet til fremstilling af medicin, der kan helbrede kræft, AIDS og andre frygtelige sygdomme. Vi skal ikke restriktionsbesværliggøre disse nyttevirkninger af genteknologien, blot fordi der er en teoretisk mulighed for skadelige bivirkninger. Noget ganske tilsvarende gælder for hormonkød, bestrålede madvarer osv.
Enhver virksomhed eller person skal have frihed til at foretage udvikling eller opfindelse af nye produkter, når dette ikke sker til væsentlig gene for andre. Om produktet så kan sælges, afgøres ved verdens mest effektive afstemning: kundernes køb eller ikke-køb. Under overskriften »Svært at forbyde bestrålet mad« skrev Jyllands-Posten den 26. oktober 1991: »Hvis varerne er mærket rigtigt, og hvis bestrålingen i øvrigt er sket efter forskrifterne, vil et land få meget vanskeligt ved at forhindre import af bestrålede varer. Det vil i stedet blive op til forbrugeren at træffe valget. . . Verdenssundhedsorganisationen, WHO, har godkendt bestråling som værende fuldstændig uskadelig . . .«.
Skatteyderbetalt forskning koncentreres om de steder, hvor den gør umiddelbar samfundsnytte, og ophører derfor bl.a. på humanistiske og finkulturelle områder. Forskning på offentlige institutioner skal være anvendelsesorienteret. Det sker bedst gennem kontraktforskning. Den gør umiddelbar nytte. Og forskermiljøet har gavn af at blive konfronteret med virkelighedens problemer. Alt for megen forskning foregår for forskerens egen forfængeligheds skyld. Doktorafhandlinger er ofte mere dirigerede af ønsket om doktortitlen end af ønsket om at gøre videnskabeligt anvendelige fremskridt.
Der skal kun i begrænset omfang anvendes offentlige midler til forskning. Disse midler anvendes bedst til at sikre Danmark andel og deltagelse i den internationale forskning og til, at danske forskere følger med i internationale publikationer.
Den væsentligste forskning skal foregå i virksomhederne eller sammenslutninger af disse, i forskningskarteller eller i andre former for samarbejde. Denne forskning stimuleres bedst ved, at virksomhederne opnår frihed. Udbetaling af offentlige tilskud giver ikke i sig selv øget forskning. Ofte giver det sig blot udslag i skødesløs omgang med de tildelte midler.
Interessen for at forske og udvikle nye produkter er til stede overalt. Men det kræver overskud i virksomhederne, hvis projekterne skal realiseres. Har en virksomhed vigende afkast, bliver det alt for tit forskningspengene, der holder for, når stormen skal rides af.
Nedsatte skatter for virksomhederne og medarbejderne har dobbelt effekt. Virksomhederne får overskud til at betale forskning, og den nedsatte indkomstskat gør forskerne billigere i bruttoløn. Indtil alle indkomstskatter (også selskabsskatten) er helt væk, er forbedrede afskrivningsregler for forskning og nyudvikling at foretrække frem for de konkurrenceødelæggende tilskud. Ordningen med 125 pct. afskrivning af investeringer i udenlandske forskningsprojekter skal udvides til også at omfatte indenlandske investeringer.
De mange tilskudsordninger har meget lidt brugbart afkom. De penge, en virksomhed modtager til teknologifremme, forsvinder nemlig ofte i administration, sløsethed og fejlprojekter. Børsen skrev den 9. april 1991: »Den danske virksomhed Computer Resources International (CRI) har modtaget over 150 mio. kr. i støtte fra EF-kassen. Det svarer til 30 pct. af alle ESPRIT-midler til danske virksomheder. CRI har deltaget i ikke mindre end 20 projekter. Men resultatet står ikke mål med støtten . . . Ifølge EF-Kommissionens oplysninger har virksomheden tilsyneladende kun præsteret eet eneste produkt i løbet af seks år . . . Og dette projekt har aldrig modtaget teknologipenge.«
Teknologifremme foregår bedst og mest rationelt ved, at virksomhederne i den frie konkurrence stimuleres til at lave nye produkter eller produktionsmetoder. De milliardbeløb, der udbetales i teknologifremme, giver automatisk konkurrenceforvridning. Den, som ikke modtager tilskud, er også med til, gennem højere skatter, at betale for konkurrentens tilskudsprojekter.
Den bedste form for teknologifremme, som Folketinget kan foretage, er derfor at afvikle alle de love, bekendtgørelser og forordninger, som forhindrer en driftig iværksætter i at komme i gang med den ide, han har fået.
Folketinget har i alt for mange år set det som sin opgave at lægge hindringer i vejen for den frie markedsøkonomi. Forbrugerrådet, Konkurrencerådet (Monopoltilsynet), Det Etiske Råd, Finanstilsynet, Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, Teknologirådet, Eksportkreditrådet, Forbrugerombudsmanden, Ligestillingsrådet og et hav af andre tilfredsstiller blot kontrolsyge politikere, som bruger disse organer til at skjule sig bag, når politikerne selv udsættes for kritik. Derfor skal disse foretagender fratages enhver skatteyderfinansiering og enhver statslig magtbeføjelse.
Et frit marked behøver ikke offentlig indblanding. Producent og kunde vil i fælles interesse finde sammen og udveksle den bedste vare til den rigtige pris. Specielt Monopoltilsynet har totalt udlevet sin opgave. I EF's indre marked med fri varebevægelighed vil et monopoltilsyn ikke længere have nogen opgave. At regeringen så stort set blot har ændret logo på brevpapir og kalder det et konkurrenceråd, viser, at de svage politikere ikke vil give forbrugerne og producenterne frihed.
Fri konkurrence betyder, at man som fri forbruger også kan foretage fejlkøb. Det skal man have lov til uden offentlig, vatindpakket beskyttelse. Fri konkurrence kan medføre, at en producent opnår monopolstatus. Denne status kan kun opretholdes, hvis forbrugerne er tilfredse med varernes kvalitet og pris eller staten blander sig. Hvis prisen bliver for høj eller kvaliteten for dårlig på det frie marked, vil der være et marked for en konkurrent, og monopolet er brudt.
International handel
For velfærd og velstand i det råstoffattige, lille, nordligt beliggende Danmark er fri samhandel med andre lande af aldeles afgørende betydning. I de sidste 30 år er der opstået en anden og meget ubehagelig grund til, at vi skal øge vores internationale handel: Vi har lånt penge til overforbrug. Disse lån med rentes rente må tilbagebetales ved øget dansk eksport af varer og tjenesteydelser.
Heldigvis er vor tids verden en verden med udstrakt frihandel over åbne grænser og med gode transportmuligheder. Her kan man virkelig opnå belønning for udviste dygtige initiativer og flittig arbejdsomhed.
Bedst for alle bliver det, når hver region koncentrerer sig om det, den er bedst til. Det vil altså for et land med få promiller af befolkningen i den materielt rige del af verden betyde, at vi skal koncentrere vor produktion om de varer, hvor de bedste priser kan opnås.
Valutakurser og renteniveau
Af hensyn til stabiliteten og dispositionsmuligheden i udenrigs- og handelsvirksomheder skal Folketinget arbejde for så faste valutakurser som muligt. Det danske medlemskab af EMS'en er derfor godt og bør udbygges - især ved, at flere OECD-lande også kommer med i valutasamarbejdet; derved sikres vore eksportvirksomheder, at de flest mulige kunder har stabile valutakurser.
Over en noget længere periode vil kronens værdi afhænge af, hvor god en økonomisk politik Folketinget fører til sikring af, at kronen har høj købekraft. Det opnås ved, at landets produktionsressourcer bruges effektivt.
Fremskridtspartiet er ikke tilhænger af, at kronen skal udskiftes med ECU'en. ECU'en må gerne indføres som en 13., hård valuta, der så på det frie marked må tilkæmpe sig en markedsandel. Tvang er aldrig godt, ej heller i forholdet til valg af mønt.
Renteniveauet i Danmark har i årtier ligget over vore konkurrenters. Det har betydet, at danske virksomheder har haft langt ringere finansieringsvilkår end konkurrenterne. Herunder er vist, hvorledes den danske rente har udviklet sig siden 1977.
Effektiv udlånsrente i pengeinstitutterne, gennemsnit kassekredit
Kilde: Danmarks Statistik Det danske ambitionsniveau for renten har gennem mange år været alt for lavt. Ambitionen har været, at vi tilnærmede os den tyske rente. Det er nu sket, fortrinsvis fordi den tyske rente er steget!
Berlingske Tidende skrev den 19. oktober 1991: »Efter flere års gradvis indsnævring har Danmark nu den samme rente som Tyskland«. Finansministeren viser derefter for første gang et større ambitionsniveau end tidligere, idet han siger: »Hvis vi fastholder den stramme økonomiske politik, vil vi kunne få en rente, der er lavere end den tyske«. Alligevel må det konstateres: »Lav inflation og lav vækst betyder fortsat - selv om renten nu er på tysk niveau - at det er dyrt at låne penge i Danmark«.
Det er overordentlig vigtigt for danske virksomheder, at de kommende års gigantinvesteringer - til fjernelse af arbejdsløsheden - kan ske til en rente, der er lavere end den nuværende. Meget må derfor gøres for at få renten længere ned.
Eksportfremme
I forsøget på at skabe flere kunder ude i verden til danske produkter gives statstilskud til produktionen herhjemme og til projekter i udlandet.
Begge dele er fejlinvesteringer. De virksomheder i Danmark, som skal øge deres eksport, skal ikke konkurrere på evnen til at opnå statstilskud, men på produktets ægte pris og kvalitet. Mange mener, at vi skal fortsætte med at give tilskud til eksporten, så længe andre lande giver tilskud. Dertil er kun at sige, at hvis andre landes skatteborgere er parate til at »forære« f.eks. danske forbrugere billige varer, skal vi tage imod dem og så koncentrere vores produktion og eksport om de områder, hvor vi er de bedste og billigste - uden tilskud.
På landbrugsområdet opnås skatteyderstøtte bl.a. via de mange EF-ordninger. Disse har utvivlsomt haft en vis værdi. Det mest positive, der er sket for det hårdt trængte danske landbrug i de sidste 15 år, er nemlig, at vi i f.eks. Japan og USA har kunnet opbygge markeder for salg af højt specialiserede produkter. For så vidt angår salg på EF's hjemmemarked må Danmark se at få størst mulig andel af de multimilliarder, som hvert forår er på EF-gavebordet, og som kan erhverves, uden at det koster ekstra bidrag fra danske skatteydere. Den danske stat giver også tilskud til kampagner for danske produkter i udlandet. Disse fremstød er uden værdi. Erhvervs-Bladet skrev den 28. januar 1991: »Denmark in Britain, der med et budget på 37 mio. kr. blev gennemført i Storbritannien i perioden april 1989 til september 1990, ligner foreløbig en eklatant fiasko. I de første ni måneder af kampagnens sidste år - 1990 - er den danske eksport til Storbritannien faldet med godt 4 pct. i faste priser. Og det på et tidspunkt, hvor den britiske import generelt er steget med 9 pct.«
Berlingske Erhverv skrev den 17. februar 1990: »Pengene er smidt ud i den blå luft af skrivebordsstrategier, mener industrien. »Embedsmandsløsninger hviler på den forældede og akommercielle forestilling, at det gavner industrien at forsøge at styrke den danske identitet på eksportmarkederne«, hedder det fra Industrirådet'.
Når forbrugerne i udlandet skal overbevises om at købe en vare fremstillet i Danmark, så skal det være varens kvalitet og pris, som overbeviser kunden, og ikke at varen er dansk fremstillet. Når Ford, Audi eller Mercedes forsøger at sælge biler i Danmark, er det på navnet og kvaliteten og ikke på, at de er fremstillet i Tyskland. Lego, B&O, Bruel & Kjær, Novo og Anthon Berg sælger deres produkter på navnet og kvaliteten.
Udenrigstjenesten og alle andre offentlige myndigheder skal holde op med at bruge skatteyderpenge på at påvirke ulande og andre udlande til at købe dansk. Vil dele af erhvervslivet gerne have offentlig bistand på eksportmarkederne, må de pågældende selv forudbetale de dermed forbundne udgifter.
Fri dansk eksport
Danske virksomheder skal have frihed til at sælge til alle lande. Embargo mod Sydafrika, Argentina eller Sovjet er kun med til at ødelægge gavnlig dansk eksport. Danmark skal ikke føre udenrigspolitik ved at udnævne nogle landes regimer til »handelsuegnede«. Hvis vi skal begrænse os til kun at handle med de lande, hvis styreform vi kan rose, er der ikke mange samhandelspartnere.
Dertil kommer, at fri handel er det bedste middel til opnåelse af en fri fredelig verden, »man bomber jo ikke sine kunder«! Handelens veje er fredens veje.
Danmark skal ikke være verdens dommer. Vi har ikke saglig basis for at fordømme eller forherlige andre landes politik. Det fører frem til, at Danmark ikke har behov for alle de kostbare ambassader og konsulater i alverdens lande. Dansk udenlandsk repræsentation skal derfor privatiseres på nær den i EF's hovedstad, Bruxelles.
Danske virksomheder har stor brug for en andel i den nyeste internationale forskning. Derfor skal Folketinget afholde sig fra at begrænse danske virksomheders medvirken i udenlandske projekter, som det f.eks. skete i tilfældet med det amerikanske S.D.I.-projekt. Danske virksomheder blev da forhindret i at høste gavn af den nyeste forskning ved forbud mod deltagelse.
Det nuværende forbud mod at eksportere våben eller dele deraf er absurd. I stedet burde f.eks. vore værfter have haft lov til at bygge kvalitetsskibe til andre landes flåder.
Danske virksomheder er dygtige på to væsentlige våbenområder, maritime våben og elektronikdele til våben. At forbyde eksport af disse produkter betyder blot, at konkurrenter i udlandet får ordrerne. Det danske våbeneksportforbud giver desværre ikke færre krige. Det giver sig kun udslag i manglende dansk eksport.
Fri dansk import
Folketinget skal ikke afgøre, hvilke lande og hvilke produkter den danske forbruger skal have adgang til. Vi generer os selv ganske tåbeligt, når vi forbyder import af sydafrikanske kul. De er miljøvenlige, billige og af meget høj brændværdi. Ønsket om fri handel betyder også, at vi skal afholde os fra boykot af andre lande, når det gælder import fra disse.
Mange kræfter bruges på køb dansk-kampagner i Danmark. Den danske forbruger skal frit købe den efter hans mening bedste vare til den bedste pris.
At staten begunstiger danske produkter, blot fordi de er danske, betyder i sin yderste konsekvens, at de danske producenter (for en stakket tid) kan løsrive sig fra realiteternes beske verden og forsumpe på sovepuden, hvorfra de for en kort tid kan levere stadig dårligere varer til bestandig mere skyhøje priser. Det fornuftige produktvalg, som alle foretager hver dag i grossist- og detailhandeler, må ikke ødelægges af fejlplaceret nationalfølelse.
Folketingsflertallet prædiker dagligt, at vi skal begrænse importen af forbrugsgoder. De bruger betalingsbalancen som hovedargument. Fakta er, at det ikke er den danske forbruger, men folketingsflertallet, som har ødelagt betalingsbalancen. De hidtidige underskud skyldes de store rentebetalinger og det alt for store offentlige forbrug. Import af biler, radioer eller ananas skal være frit og uden offentlig indblanding.
Vi forfærdes bestemt ikke over, at nogle vil bruge deres penge til at købe japanske kameraer, tyske biler og franske vine. Det skal folk da være velkomne til. Fremskridtspartiets grundide er netop, at hver enkelt selv kan disponere over langt flere af sine egne penge end nu. Hvis der for lønnen købes udenlandske produkter, efterspørges der ikke danske. Derfor må disse danske varer sælges udenlands og indbringe valutaindtjening.
Mekanismen i erhvervslivet er, at firmaerne ikke kan udbetale større lønninger, end at de kan sælge deres varer til rentable priser. Konkurrencen i udlandet vil blive langt lettere, når indkomstskatten nedsættes.
Statslige aktieselskaber og offentlige investeringer
En del af efterårets debat er kommet til at dreje sig om muligheden for at anvende øgede offentlige investeringer og oprettelsen af statslige aktieselskaber som middel til reduktion af ledigheden. Det vil i givet fald være en blindgyde.
Trafikminister Kaj Ikast (KF) åbnede ballet ved i en kronik i Jyllands-Posten den 30. august 1991 at beskrive muligheden for, at staten, eventuelt i samarbejde med amtskommunerne, laver et fælles aktieselskab - Danske Veje (Danveje A/S). Selskabet skal derefter stå for udbygning og vedligeholdelse af det overordnede vejnet.
Ideen er imidlertid ikke ny. Dansk Olie og Naturgas A/S og A/S Storebæltsforbindelsen er 100 pct. statsligt ejede aktieselskaber. Aktieselskaberne har så med statslig kaution lånt samtlige penge til bygning af naturgasnet og bæltforbindelse. Ved vedtagelsen af en broforbindelse over Øresund bruger regeringen så den »elegante« fremgangsmåde, at aktierne fra A/S Storebælt bliver indskudt i Øresundsselskabet. Det nye selskab vil igen med statslig kaution låne samtlige penge til projektet. Der argumenteres livligt for, at disse selskaber ikke er statsprojekter. Imidlertid er kendsgerningen den, at det under alle omstændigheder er skatteyderne, der bærer omkostningerne ved, at staten har det beskrevne engagement. De statslige aktieselskaber har også den ulempe, at der ikke længere er bevillingskontrol med selskabets dispositioner - ud over aktieselskabslovgivningen. Hverken Finansudvalg, Rigsrevisionen eller statsrevisorerne har indsigt i projektøkonomien.
Modellen med de statslige aktieselskaber tænkes ikke kun anvendt ved de to nævnte broprojekter og til Danveje A/S. Også projektet vedrørende Københavns Havn vil ske i et statsligt aktieselskab.
Ørestaden ønsker man derimod organiseret som et interessentskab. I publikationen »Oplæg om vækst og beskæftigelse i 90'erne« - udgivet af regeringen i forbindelse med en konference den 10. september 1991 - tales der i afsnit 2.1. om fremrykning af vækstfremmende offentlige investeringer. Regeringen nævner 9 forskellige projekter, som man ønsker at prioritere. Fælles for projekterne er, at regeringen er fastlåst i den overbevisning, at det er staten, der skal forestå projekterne. Fremskridtspartiet er tilhænger af investeringer, mange investeringer, men private investeringer. En stat, hvis samlede gæld i 1992 vil runde 560 mia. kr., er totalt insolvent og økonomisk ude af stand til at indgå nyinvesteringer på betryggende vis. Derfor må regeringens investeringsideer afvises.
Virksomhedernes størrelse og organisationsform
Politikere skal blande sig uden om, hvorvidt den enkelte foretrækker at drive virksomhed i den ene eller anden organisationsform. De skal også være neutrale over for, om virksomhederne er små, mellemstore eller gigantiske.
Multinationale virksomheder fremdrages som skræmmedyr af socialisterne i deres puritanske had til kapitalkoncentrationer og profit. Det er uberettiget. Efter hele deres struktur er disse selskaber trækdyr for velstandsudviklingen. For hele levestandardfremgangen har deres masseproduktion og store forskningsafdelinger været socialt velsignende. Ikke alle ledere er gode ledere, men en eller anden skal jo bestemme, hvad der skal ske i Philips, General Motors, ØK og i de andre store selskaber. Man skal være umådelig verdensfjern for at tro på, at en regeringskommission af embedsmænd bedre kan afgøre dette end kaptajner af Mærsk McKinney Møller-støbningen.
Fremskridtspartiet bekæmper derfor forslag om at genere de multinationale selskaber. Rent faktisk begunstiges de store firmaer betydeligt af lovreguleringer. Mindre virksomheder tynges jo forholdsmæssigt mange gange så hårdt af bureaukratikrav om skrivebordspapirartisterier og har sværere ved at finde ud af og hensigtsmæssigt udnytte de indviklede erhvervsstøtteordninger eller smutte uden om de handelshindringer, som staten opstiller. Bliver vi dette uvæsen kvit, vil smådriftsfordelene på mange områder være så betydelige, at titusinder af danske virksomheder vil trives fremragende ved siden af og i samspil med giganterne.
Erhvervszoner - 90'ernes løsning
»Det er ikke blot virksomhederne, der er ude i international konkurrence. Politikerne er det også. Danske politikere må konkurrere med andre landes politikere om at skabe et erhvervsklima, der kan fastholde og tiltrække virksomheder og kvalificeret arbejdskraft. Det danske erhvervsklima skal ikke være lige så godt som andre steder i EF. Det skal være bedre, hvis vi skal tiltrække ny aktivitet.« Således skrev Bent J. le Fevre i forordet til Industrirådets pjece »Vejen til et konkurrencedygtigt Danmark, september 1991«.
Fremskridtspartiet er aldeles enig i ovenstående udsagn. Nærværende forslag er derfor også et udtryk for et af Fremskridtspartiets bud på, hvordan dansk erhvervsliv opnår bedre konkurrenceforhold end konkurrenterne. I det foregående hovedafsnit er beskrevet en række problemstillinger og løsningsmuligheder, der vedrører det samlede danske samfund. Fremskridtspartiet har gennem mange års utrætteligt politisk arbejde søgt at få flertal for de gode initiativer. Det er desværre endnu ikke lykkedes. Nærværende forslag går derfor ud på - i form af en forsøgsordning - at udpege en række erhvervszoner, hvori der gennemføres en række nye initiativer.
Ideen med erhvervszoner er ikke ny, og den er ikke Fremskridtspartiets. Der har i udlandet været Erhvervszoner lige siden 1958. Der er derfor tale om et velfungerende, internationalt afprøvet system. Alle steder har resultatet været etablering af mange tusinde nye virksomheder og millioner af arbejdspladser.
I 1958 oplevede den irske by Shannon en krise. Ud af en arbejdsstyrke på 2.000 mistede 300 deres arbejde som følge af lukning af en større virksomhed. Byen ønskede derfor at tiltrække nye, særlig amerikanske, virksomheder for at skabe nye arbejdspladser.
Byrådet indstillede, at området blev udlagt til skattefri zone. Regeringen gav tilladelse. Dertil kom en garanti fra alle myndigheder om, at alle ansøgninger ville blive besvaret inden for 24 timer. Dermed var det 20. århundredes første industrizone etableret under navnet Shannon Free Zone. 27 år efter var der i området etableret 23.000 job. 100 udenlandske virksomheder var blevet etableret inden for zonen. De fordeler sig med halvdelen inden for industri og halvdelen inden for handel. Der beskæftiges ca. 5.000 personer i selve zonen. I byen Limerick og byen Shannon er der etableret yderligere 5.000 job som følge af zonen. Der produceres/omsættes for ca. 400 mio. irske pund i zonen. Midwesternregionen har oplevet, at yderligere ca. 10.000 nye job er blevet etableret i nye udenlandske virksomheder som følge af afledt effekt fra zonen. Zonen har betydet, at 300 irske arbejdere har etableret egen virksomhed uden for zonen. Deres virksomheder beskæftiger i alt 3.000 personer.
Rådgivningsfirmaet Institutum Europaeum, Bruxelles, med direktør Michael van Notten i spidsen, er nok det mest succesfulde europæiske firma, når det gælder rådgivning og hjælp til etablering af erhvervszoner. Firmaet har medvirket til etablering af ikke mindre end 226 zoner i 39 lande med over 1 mio. beskæftigede. Også det amerikanske rådgivningsfirma International Parks Inc., Arizona, har haft travlt. Det er blevet til 37 zoner i 20 forskellige lande. Den mest kendte er Flagstaffzonen i Arizona, USA.
I EF er der industrizoner i Irland, Storbritannien, Belgien, Grækenland og Spanien. Dertil kommer at Frankrig, Belgien og Luxembourg arbejder med etablering af meget store multinationale frizoner.
Storbritannien har hele 24 zoner (enterprise zones) og 6 frihavne (freeports).
Erfaringen fra den engelske Corby Enterprise Zone er, at der på bare 5 år blev etableret 5.000 job ved etablering af 200 små virksomheder. Situationen var den, at en stor stålvirksomhed lukkede og området fik 40 pct. arbejdsløshed.
Den typiske kandidat til at få en zone er en by med een meget stor virksomhed (skibsværft, stålværk, minedrift osv.), der går konkurs og sender hundreder eller tusinder af arbejdere på gaden. Mange steder er arbejdsløsheden »overnight« steget med f.eks. 30 pct. Byen eller kommunen er blevet lammet af arbejdsløsheden, og drastiske initiativer har derfor været nødvendige.
Selv i Rusland er der planer om etablering af en økonomisk frizone. Århus Stiftstidende skrev den 15. juni 1991: ». . . Skt. Petersborg bliver efter al sandsynlighed økonomisk frizone. En aftale om en sådan speciel status er faktisk allerede underskrevet af bystyret og regeringen i Rusland . . . Udenlandske investorer vil blive lokket med bl.a. gunstige skattevilkår. . .«
Fælles for de mange industrizoner, industriparker, afgiftszoner, og hvad de i øvrigt kaldes, er, at der inden for et geografisk areal er blevet givet særlige begunstigelser til nyetablerede virksomheder. Begunstigelserne er ikke i form af tilskud, men i form af fritagelse for afgifter og skatter samt særlig hurtig offentlig godkendelsesprocedure. Den typiske frizone i udlandet har karakter af at være et område udlagt til industri. Myndighederne kan derfor med få dages varsel give godkendelse til etablering. Virksomhederne har en meget høj frihedsgrad i forhold til produktion, udvidelse, produktvalg osv. Som ekstra gulerod er der så også lavere skat eller skattefrihed for virksomhederne i zonen. Skattefriheden kan være åremålsbestemt, afgrænset til særlige afskrivninger eller lignende begunstigelser. Det er vigtigt at fastslå, at der ikke er tale om tilskud til virksomhederne. Altid frihed, frihed for skat og frihed til erhverv.
Finansielle konsekvenser
Indførelsen af erhvervszoner adskiller sig fra andre politiske forsøg på at nedbringe ledigheden og andre politiske indgreb på flere væsentlige områder.
For det første er der ikke tale om øgede offentlige udgifter. Der er tale om færre offentlige indtægter. Det er værd at bemærke, at hver gang det offentlige betaler tilskud til erhvervslivet, betyder det, at der i gennemsnit skal opkræves tilsvarende beløb plus 30 pct. fra andre skatteydere, eftersom det koster at administrere pengestrømmen.
Færre indtægter koster derimod alene det reducerede provenu og ikke et »velfærdsøkonomisk tab«. Denne mekanisme er velargumenteret beskrevet i Skattepolitisk Redegørelse fra maj 1990.
For det andet vil etableringen af erhvervszoner give sig udslag i etableringen af mange nye arbejdspladser. Derved sparer det offentlige udgifter til dagpenge og bistandshjælp, ligesom der opnås større skatte- og afgiftsindtægter til det offentlige.
For det tredje er der nøje parallelitet mellem det provenu, det offentlige mister som følge af mange virksomheder, der benytter erhvervszonetilbudet, og det provenu, det offentlige opnår gennem sparede udgifter og øgede skatter og afgifter. Jo flere nye virksomheder - jo flere arbejdspladser. Der er med andre ord ingen ubehagelige overraskelser i dette forslags økonomiske virkninger.
De erhvervszoner, der er etableret i andre lande, har alle opnået en betydelig tilgang af udenlandske virksomheder. Muligheden for at kunne starte en virksomhed med mindre eller slet ingen skattekrav er tillokkende for alle investorer, danske som udenlandske. Forslagsstillerne er derfor ikke et øjeblik i tvivl om, at en indførelse af erhvervszoner i Danmark vil betyde en betydelig interesse fra udlandet - og nyetablering her i landet. Spørgsmålet er jo, om f.eks. Nissanbilfabrikken fra Japan havde valgt Danmark frem for England ved etableringen af deres europæiske samlefabrik først i 80'erne.
Anslår vi forsigtigt, at f.eks. 5 erhvervszoner vil give 25.000 nye arbejdspladser på 5 år, giver det en betydelig besparelse på de offentlige budgetter. Sparede dagpenge eller bistandshjælp vil akkumulerende over de fem år nå op på en årsværdi det femte år svarende til en besparelse på mindst 2,5 mia. kr. Det betyder, at alene denne besparelse giver budgetplads til at sænke skatter og afgifter med 500 mio. kr. i den enkelte erhvervszone!
I tilgift kommer der så yderligere skatte- og afgiftsindtægter fra de 25.000 personer, der går fra offentlig hjælp til beskæftigelse og egenindtjening. Omfanget af denne offentlige budgetforbedring er svært at anslå. Men at der er tale om en positiv effekt, er der ingen tvivl om.
Regeringen taler meget om begrebet krone til krone-finansiering. Det betyder, at man ikke vil give f.eks. en skattelettelse, medmindre der er fuld dækning i form af offentlige besparelser (eller oftere nye indtægter). Dette princip er selvfølgelig prisværdigt i det omfang, der er politisk mod og flertal bag offentlige besparelser. Er der ikke det, betyder en ultimativ krone til krone-holdning, at alt går i stå.
Dette forslag lægger ikke op til at gennemføre kamikazeændringer i den offentlige økonomi. Forslaget lægger op til, at man dels erkender sammenhængen i bedre forhold for erhvervslivet og reducerede dagpengeudgifter og dels tager et politisk hop ud af den onde cirkel, som økonomien i øjeblikket befinder sig i. Den onde cirkel er udgifter til ledige, højere skatter, flere ledige, flere udgifter til ledige . . . osv.
Forslagsstillerne har ikke en stor centraladministration til deres rådighed, hvorfor en række af de konsekvensberegninger, der skal gennemføres, må være en del af udvalgsarbejdet med forslaget. Det er dog vigtigt at fastslå allerede her, at forslaget kan anvendes/gennemføres under forhold med såvel store som mindre skatte- og afgiftslettelser i erhvervszonerne. Det vil alene være et spørgsmål om det politiske mod hos et flertal, hvor meget der skal åbnes for ekspansion i erhvervszonerne.
Konkurrenceforvridning?
Det er selvfølgelig relevant at spørge om, hvorvidt disse erhvervszoner vil udgøre en konkurrenceforvridende faktor. Svaret er ja! Det forholder sig nemlig således, at ethvert politisk initiativ, enhver lov, ethvert tilskud, enhver skat osv. er konkurrenceforvridning. Spørgsmålet er bare, hvad er målet? Den hidtidige socialistiske velfærdsstat med stigende offentlig kontrol og formynderi, stigende skatter og stigende tilskudsnarkomani har trukket samfundsudviklingen den gale vej. Det vil sige, konkurrenceforvridningen har ikke været en øjebliksulempe, men derimod en permanent tilstand uden udsigt til bedring. Vi lever nu i en postvelfærdsstat, hvor de socialistiske dogmer er under nedbrydning. Lige så vel som befolkningen i de tidligere socialistlande i øst må gennemleve mange år med utilfredsstillende forhold, vil det også betyde konkurrenceforvridning og urimeligheder, når det danske samfund skal trækkes tilbage i den frie markedsøkonomi.
Selv hvis hele Danmark blev omgjort til en erhvervszone på en gang, ville det give konkurrenceforvridning. Tusinder af virksomheder er jo etableret under de nuværende højskatteforhold. De vil opleve forskelsbehandling i forhold til nyetablerede virksomheder under nye lavere skattebetingelser.
Forsøget med f.eks. 5 erhvervszoner adskiller sig konkurrencemæssigt ikke fra de forhold, der hersker allerede i dag med tilskudsfavorisering af enkeltvirksomheder - når man gør en øjebliksbetragtning set fra virksomhedernes side. Hvor tilskudspolitikken og den politiske favorisering eller disfavorisering fører til virksomhedslukninger og arbejdsløshed, der vil erhvervszonerne give succes og brede sig som ringe i vandet til hele samfundet. Erhvervszonernes succes vil få kommuner til at konkurrere om, hvem der kan tilbyde virksomhederne de bedste forhold i retning af færre byrder og hurtigere sagsbehandling.
Erhvervszonerne vil give dynamik og fremgang for såvel det område, hvor de er placeret, som for samfundet som helhed. Den byrde, som hele landet lider under som følge af arbejdsløsheden og stagnationen, vil blive lettet betydeligt, når erhvervszonerne kommer til at udgøre en art industrilokomotiver.
Bemærkninger til de enkelte punkter
Ad 1
Fremskridtspartiet mener, at man sagtens kan gøre hele Danmark til een erhvervszone. Det er vi imidlertid nok det eneste parti der har mod og realisme til. Derfor foreslår vi erhvervszonerne etableret som en forsøgsordning og i et begrænset antal amter. Hvor længe forsøgsperioden skal række, har forslagsstillerne ikke taget stilling til, men 5-8 år vil være minimum, hvis virksomhederne skal have en chance for at hjemtjene investeringerne.
Forslaget om at starte med 5 erhvervszoner er heller ikke ultimativt. Er der flertal for 4 eller 6 zoner, vil forslagsstillerne også uden problemer kunne medvirke til det.
Derimod vil det være uklogt, om der afviges fra princippet om, at zonerne etableres i de amter, hvor arbejdsløsheden er størst. Amterne er ikke i sig selv nogen særlig hensigtsmæssig afgrænsning, men denne afgrænsning er nu engang gældende, og arbejdsløsheden opgøres på amtsbasis.
Ifølge Danmarks Statistik 26. september 1991 forholder det sig således, at de 5 amter med størst arbejdsløshed er følgende
1) Københavns og Frederiksberg Kommuner, 13,5 og 11,6 pct. ledighed
2) Nordjyllands Amt, 12,3 pct. ledighed
3) Fyns Amt, 11,1 pct. ledighed
4) Storstrøms Amt, 10,9 pct. ledighed
5) Århus Amt, 10,8 pct. ledighed.
Forslaget vil derfor indebære, at det kommer til at omfatte ovenstående amter. I denne forbindelse regnes Københavns og Frederiksberg Kommuner for et amt. Beskæftigelsen netop i dette område vandrer jo fra gade til gade og er ikke afgrænset af en snæver amtsgrænse.
Hovedstadsregionen er ramt hårdt af arbejdsløsheden. Det skyldes, dels at Københavns politikere ikke kan tage sig sammen og give nødvendige tilladelser m.v. til virksomhederne, og dels at skattetrykket er særlig højt i dette område. Cand.polit. Nils Groes skriver i DanairMagasinet nr. 5/91: »Det stigende skattetryk har ramt hovedstadsregionen særlig hårdt. Den nye industri er især vokset op i Jylland - ikke mindst i Viborg og Ringkøbing samt Ribe Amter, mens den gamle industri i Københavnsområdet er bukket under.«
Såfremt det bliver en succes med erhvervszonerne, er det forslagsstillernes opfattelse, at lovforslagene skal indeholde mulighed for, at erhvervszonerne kommer til mere end 5 amter, uden at hele lovgivningen skal ændres.
Ad 2
Erhvervszonerne etableres som et geografisk afgrænset område. Det skal forstås således, at der kan være tale om et helt ubebygget område, der udlægges til zone. Der kan også være tale om et område, der allerede er bebygget eller delvis bebygget (f.eks. Københavns Havn).
Også den nye Ørestad kan med fordel tildeles frizonestatus allerede fra begyndelsen. Derved slipper regeringen og hele den offentlige sektors planbureaukrater for at bekymre sig for, hvorvidt Ørestaden vil blive en succes. Zonestatus for en helt ny by vil i sig selv virke som en magnet for etablering af erhvervsvirksomheder fra hele verden.
Uanset arealets eksisterende bebyggelsesgrad kan arealet overskride kommunegrænser. Arealets geografiske størrelse er ikke afgørende.
Ad 3
Erhvervszonen skal tildeles samtlige myndighedsgodkendelser. Virksomheder, der ønsker at starte, skal ikke først afvente en stribe myndigheders godkendelse af deres etablering. Godkendelserne skal gennemføres forlods. De skal gennemføres i en form, som også gør det muligt for virksomhederne at udvide osv. efter den egentlige etablering.
Denne godkendelsesprocedure udgør den offentlige sektors direkte bidrag til at få dette projekt til at lykkes. For administrationen vil det også være en betydelig administrativ besparelse, at hver enkelt virksomhed ikke skal have særskilt godkendelsesprocedure.
Netop problemerne med den besværlige og langsommelige opnåelse af ret til etablering er i mange tilfælde den direkte årsag til, at virksomhederne opgiver deres planer. Det vil derfor være en meget betydelig lettelse for virksomhederne, at de har en egentlig etableringsret i disse zoner.
Ad 4
En virksomhed vil i dag være nødsaget til at overveje meget grundigt, om der er økonomisk basis for at starte en produktion. Ikke bare om der vil være et marked for produktet, om der vil være et overskud at hente ved produktionen osv. Men en meget væsentlig faktor for virksomhedernes overvejelser er også udsigten til at skulle betale skatter og afgifter af meget betydeligt omfang.
Etableringsomkostningerne omfatter f.eks. udgifter til grundkøb, byggeudgifter, eltilslutning, kloak-tilslutning, vandtilslutning og byggesagsbehandling. I f.eks. Roskilde Kommune må en nystartet entreprenør påregne 13 mio. kr. i udgift til kommunen, mens Skovbo Kommune »kun« forlanger 7,5 mio. kr. for tilsvarende ydelser. Som et andet eksempel kan nævnes, at det koster næsten 3 mio. kr. mere at starte en bilforretning i Greve end i Skovbo. Efter etableringen er der løbende udgifter til kommunen. En maskinfabrik vil i Roskilde skulle betale 325.000 kr. årligt mod 140.000 kr. i Skovbo! - kilde: Jyllands-Posten 2. maj 1991.
Forslagsstillerne har den opfattelse, at alle skatter og afgifter er hæslige. Derfor er der meget stor åbenhed omkring, hvilke skatter og/eller afgifter der skal reduceres eller helt udgå for virksomheder i erhvervszonerne.
Der kan være tale om permanent eller periodisk bortfald af de skatter og afgifter, som virksomheder betaler til stat, amt eller kommune. Jo mere omfattende lempelsespakken bliver, jo mere attraktivt bliver det for virksomheder at starte i erhvervszonen.
Af statslige skatter og afgifter, der kan indgå i lempelsespakken, kan nævnes følgende, hvor det for alle gælder, at de kan nedsættes, udgå helt, være permanente eller være åremålsbestemte
- Selskabsskatten og virksomhedsskatten på 38 pct.
- Stempelafgifter
- Energiafgifter
- Forskellige arbejdsmarkedsbidrag
- Kapitaltilførselsafgift
Også indkomstskatten kan bringes i overvejelse. I forbindelse med etableringen af DIS (Dansk Internationalt Skibsregister) bortfaldt sømandsskatten. Forudsætningen er, at sømænd ikke længere skal betale sømandsskat af deres indkomst og nettolønnen forbliver uændret, idet nye overenskomster betyder, at skattelettelsen kom rederierne til fordel i form af lavere bruttoløn. I dag erkender alle, at indførelsen af DIS er blevet en meget betydelig succes. Mange skibe er kommet under dansk flag igen, og beskæftigelsen blandt danske søfolk er steget.
I perioden 1985-88 faldt den danske handelsflåde fra ca. 5 til 4 mio. bruttoregisterton. I antal skibe var der et fald på over 100 skibe. Prognosen fra Danmarks Rederiforening viser, at i 1995 vil vi være oppe på 1985-niveauet med hensyn til antal skibe, nemlig ca. 600 - derimod vil disse skibe repræsentere over 6 mio. bruttoregisterton.
Der kan i forbindelse med erhvervszonerne etableres et DIE (Dansk Internationalt Erhvervsregister), hvor forudsætningen er, at alle eller en del af de beskæftigede på virksomheder i zonen opnår en særlig personskattelettelse (f.eks. forhøjet personfradrag) mod, at der indgås særlige overenskomster, hvorved virksomhedernes bruttolønudgift reduceres samtidig med, at nettolønnen for de ansatte fastholdes (eller forbedres). For at have faste rammer omkring denne del af skattelettelsen vil det være hensigtsmæssigt, om der sker en særlig registrering af virksomhederne i f.eks. et DIE.
I kommuner og amter kan følgende skatter og afgifter bl.a. indgå i zonelettelserne
- Amtskommunale grundskatter
- Primærkommunale grundskatter
- Amtskommunale ejendomsskatter
- Primærkommunale ejendomsskatter
- Amtskommunal dækningsafgift
- Primærkommunal dækningsafgift
- Kommunale koncessionsafgifter
Virksomheder afkræves også forskellige afgifter for renovation, kloak, vand, elforsyning osv. Det kan diskuteres, om disse afgifter skal indgå i zonelempelserne, eftersom der her er tale om betaling for konkrete ydelser (brugerbetaling).
Ad 5
En række af de udenlandske zoner har særlige reg-ler om, at virksomhederne opnår hurtigere eller bedre afskrivningsregler, når de etableres i zonen. Vi kender i Danmark reglen om 125 pct. afskrivning for særlige forskningsinvesteringer.
For at tilskynde virksomhederne til at etablere sig i erhvervszonerne kan der også laves særlig gunstige afskrivningsregler for de etableringsudgifter, som virksomhederne har.
Det kan ske i form af mulighed for hurtigere afskrivning og/eller bedre afskrivning - f.eks. gøre 125 pct.-afskrivningsordningen gældende for alle investeringer inden for zonen.
Ad 6
For mange virksomheder er de snævre regler vedrørende f.eks. ferieforhold, arbejdstid, fastsættelse af erhvervsleje og lukkelov med til at forhindre en dynamisk udvikling. Regler fastsat i lovgivning har det meget store problem, at virkelighedens mangfoldighed aldrig kan presses ned i en firkantet lovbestemmelse, uden at det giver problemer for en række virksomheder.
Derfor er det forslagsstillernes opfattelse, at der skal indarbejdes bestemmelser i lovgivningen vedrørende ferieforhold, arbejdstid, fastsættelse af erhvervsleje og lukkelov, som tillader tildeling af dispensation. Betingelsen for dispensationen er, at virksomhederne kan dokumentere, at de har indgået en lokal aftale om de nævnte forhold. Aftalen kan indgås direkte mellem arbejdsgiver og arbejdstager eller mellem disses repræsentanter, eller i øvrigt som en aftale/kontrakt mellem relevante parter. Det er Fremskridtspartiets grundlæggende opfattelse, at der slet ikke bør være lovgivning for de nævnte fire områder. Det har desværre nok lange udsigter at få lovgivningen ophævet. Derfor vil der med denne forsøgsordning blive skabt grundlag for at vurdere, hvordan lokale aftaler kan fungere i praksis uden lovgivning.
Såfremt der måtte komme andre ideer til, hvad punkt 6 skal omfatte, under Folketingets arbejde med dette forslag, er forslagsstillerne meget interesseret i, at punkt 6 bliver mere omfattende.
Nærværende forslag er indeholdt i Fremskridtspartiets lovkatalog 1991-92 udgivet af Fremskridtspartiets folketingsgruppe oktober 1991, forslag nr. 85. (ISBN nr. 87-89766-00-8).
Ingen
Nr BSF 24
Forslag til folketingsbeslutning om oprettelse af erhvervszoner
Fremsat af Kim Behnke (FP) Ole Donner (FP) Kirsten Jacobsen (FP) Annette Just (FP) Poul Nødgaard (FP)
den 19. november 1991