1991 BSF 11 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM FOLKETINGETS OMBUDSMANDS BERETNING FOR ÅRET 1990

Folketinget tager Folketingets Ombudsmands beretning for året 1990

til efterretning.

Oprindelig fremsat forslag

I overensstemmelse med bestemmelserne i § 7, stk. 1, nr. 18, i

Folketingets forretningsorden har Retsudvalget behandlet Folketingets

Ombudsmands beretning for året 1990.

Et flertal (udvalget med undtagelse af Fremskridtspartiets medlem) har intet at bemærke til beretningen.

Et mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) indstiller beretningen til forkastelse og udtaler i denne forbindelse

Ombudsmandens beretning er forøget med 237 sider og er nu oppe på 649 sider. Rent personalemæssigt er der også for Fremskridtspartiet at se sket en forøgelse i forhold til de tidligere år. Fordeler man sagerne på ansat personale, så har der været ca. 30 sager pr. ansat pr. år.

Udvidelsen af personale og ressourcer hænger nok sammen med, at Ombudsmanden har fundet ud af, at der er en række hvide pletter på Danmarkskortet, hvor folk ikke klager, og det skal undersøges, for der må jo være noget at klage over. Denne udvikling kan Fremskridtspartiet ikke støtte. Fremskridtspartiet mener ikke, at Ombudsmanden skal lave opsøgende arbejde, men udelukkende koncentrere sig om de sager, befolkningen sender til ombudsmanden.

I beretningen kan man på side 147 under pkt. 9-11 læse om en sagsbehandling, der vedrørte sagsbehandlingstiden i en familiesammenføringssag, hvor A indgiver klage over for B og hans ægtefælle C over den tid, der er medgået til Direktoratet for Udlændinges behandling af B's ansøgning om opholdstilladelse på grundlag af hans ægteskab med C, der boede her i landet.

Til behandling af B's ansøgning medgik der ca. 10 måneder, hvoraf ansøgningen i ca. 9 måneder henlå hos Rigspolitichefen med henblik på en nærmere undersøgelse af B's og C's familieforhold, uden at der blev foretaget ekspeditioner i sagen. Direktoratet for Udlændinge underrettede først efter knap 8 måneder på ny A om, hvorpå sagens behandling beroede. Direktoratet for Udlændinge undlod endvidere at besvare A's rykkerskrivelser.

Ombudsmanden udtalte her, at en så langvarig sagsbehandlingstid i forhold til B og C var klart urimelig. Ombudsmanden fandt det bl.a. beklageligt, at der i ca. 9 måneder, mens sagen henlå hos Rigspolitichefen, ikke var foretaget ekspeditioner i sagen.

Under henvisning til Justitsministeriets vejledning om forvaltningsloven pkt. 206 og 208 fandt Ombudsmanden det beklageligt, at Direktoratet for Udlændinge ikke under sagens langvarige forløb orienterede sagens parter om, hvorpå sagen beroede.

Ombudsmanden fandt det endvidere kritisabelt, at A's rykkerskrivelser ikke var blevet besvaret med det samme af Direktoratet for Udlændinge. Endelig fandt Ombudsmanden det kritisabelt, at Direktoratet for Udlændinge ikke besvarede A's begæringer om aktindsigt inden 10 dage efter modtagelsen af begæringerne, jf. bestemmelsen i forvaltningsloven § 16, stk. 2.

På side 150, første spalte, sidste afsnit, skriver Ombudsmanden: »I et brev til A udtalte jeg følgende: »Til behandling af B's ansøgning om opholdstilladelse medgik der ca. 10 måneder fra det tidspunkt, da B indgav sin ansøgning af 5. september 1989, og til Direktoratet for Udlændinge meddelte opholdstilladelse med telex af 12. juli 1990. En så langvarig sagsbehandlingstid er i forhold til B og hans hustru klart urimelig. Som det fremgår af Justitsministeriets udtalelse i anledning af Deres klage til mig, finder ministeriet det beklageligt, at der ikke er foretaget ekspeditioner i sagen i perioden fra den 18. oktober 1989 til 6. juli 1990, i hvilken periode sagen var sendt til Rigspolitichefen med henblik på nærmere undersøgelse af familieforholdet. Denne beklagelse kan jeg fuldt ud tilslutte mig.«»

Mindretallet kan altså konstatere, at Ombudsmanden mener, at ca. 10 måneder er for lang en sagsbehandlingstid, uden at der reelt sker noget.

På side 12, under pkt. D, i beretningen kan man læse en meget kort sætning; den lyder, som følger: »I et antal sager har jeg erklæret mig inhabil. Dette var tilfældet i 7 sager i 1990. Folketingets Retsudvalg overdrog det til landsdommer Torben Plessing at behandle disse sager.«

Bag disse tre ultrakorte sætninger, nærmest skrevet i telegramstil, gemmer der sig en højst uheldig dobbeltmoral set i forhold til Ombudsmandens skarpe kritik af Rigspolitichefen og Direktoratet for Udlændinge vedrørende sagsbehandlngstiden.

De 7 sager, hvor Ombudsmanden erklærede sig inhabil, stammer fra 2 advokater, der på deres klienters vegne klagede til Ombudsmanden over Flygtningenævnets afslag om opholdstilladelse efter udlændingelovens bestemmelser.

Den første af de 7 skriftlige klager til Ombudsmanden blev indgivet af advokat Niels Forsby den 17. november 1988.

De 6 øvrige skriftlige klager til Ombudsmanden var indgivet af advokat Niels Henrik Christensen og var indgivet henholdsvis den 6. december 1988, den 14. juni 1989, den 10. juli 1989 og den 11. juli 1989. De 3 sidste var alle indgivet den 3. oktober 1989.

Som dokumentation kan der henvises til Retsudvalgets bilag, alm. del, bilag nr. 89-96, folketingsåret 1990-91 (1. samling).

Den ældste af disse sager havde således en behandlingstid på ca. 2 år, og den yngste af sagerne, den hurtigst behandlede af sagerne, havde en sagsbehandlingstid hos selveste Ombudsmanden på 13 måneder.

Det er i den forbindelse værd at lægge mærke til, at når man læser Ombudsmandens skrivelse til Retsudvalget under ombudsmandssager, bilag 25, af 1. marts 1989 (folketingsåret 1988-89) vedrørende tamilske flygtninge, så tilkendegiver Ombudsmanden i sit resume, at Direktoratet for Udlændinge kunne være mere end 9 måneder om at behandle en ansøgning.

På side 15 i Ombudsmandens skrivelse under pkt. 5 vedrørende tamilsagen og familiesammenføringerne og sagsbehandlingen skrev Ombudsmanden dengang: »Min gennemgang af de konkrete sager har vist, at der i langt de fleste af disse er tale om en meget væsentlig overskridelse af den normale gennemsnitlige behandlingstid for familiesammenføringssager. I 32 af sagerne blev de ansøgte tilladelser således meddelt mellem 7 og 16 måneder efter, at direktoratet havde modtaget den fornødne dokumentation af familieforhold samt ansøgning via dansk repræsentation i udlandet. I et flertal af disse sager var behandlingstiden nærmere de 16 end de 7 måneder.«

På side 17 under pkt. 7 i samme skrivelse vedrørende tamilsagen skrev Ombudsmanden følgende: »Jeg må - under henvisning til ovenstående - finde det overordentlig kritisabelt, at Justitsministeriet og Direktoratet for Udlændinge har undladt at færdigbehandle ansøgninger om familiesammenføring vedrørende tamilske flygtninge inden for en rimelig tid. Jeg skal i den forbindelse erindre om, at det drejer sig om sager, hvor de pågældende har et retskrav på meddelelse af opholdstilladelse. Samtidig skal jeg påpege, at det er sager af meget væsentlig betydning for de pågældendes familiemæssige situation, herunder forholdet til deres mindreårige børn.«

Mindretallet kan herefter konstatere, at der i tamilsagen var en kritik af Direktoratet for Udlændinge og Justitsministeriet af en behandlingstid af sagerne på imellem 7 og 16 måneder, og samtidig kan mindretallet konstatere, at i ombudsmandsinstitutionen er man altså oppe på 2 år for behandling af en enkelt sag.

På side 16 i det anførte bilag 25 af 1. marts 1989 vedrørende tamilsagen oplyser Ombudsmanden under pkt. 6, 3. afsnit: »Jeg har fundet at burde overveje, om der i de foreliggende sager er tale om »kvalificeret forsinkelse« i den forstand, at Direktoratet for Udlændinge - efter samråd med Justitsministeriet - ved at undlade eller udsætte sagernes afsluttende behandling har tilsigtet at øge muligheden for at få herboende tamilske flygtninge til at vende tilbage til Sri Lanka.'

I forbindelse med Ombudsmandens beretning for 1990 og de sager, som det har taget imellem 13 måneder og 2 år at behandle i ombudsmandsinstitutionen, har Fremskridtspartiet også fundet, at det burde overvejes, om der i de foreliggende 7 sager er tale om en kvalificeret forsinkelse i ombudsmandsinstitutionen eller almindeligt sløseri.

Ombudsmandens undskyldning til retsudvalget for den lange sagsbehandling af de 7 klagesager vedrørende udlændinges ophold i Danmark er faktisk mere ukvalificeret end de undskyldninger, der kom fra Direktoratet for Udlændinge og Justitsministeriet for så vidt angår tamilsagen.

Ombudsmand Gammeltoft-Hansen har nemlig i et brev til Retsudvalget undskyldt og ved møde i ombudsmandsinstitutionen tilkendegivet, at han desværre var kommet dybt ned i materien i de enkelte sager, inden han opdagede, at han faktisk var inhabil i sagerne på grund af sin fortid i Dansk Flygtningehjælp m.v. Først derefter blev de 7 klagesager overgivet til sætteombudsmanden, landsdommer Torben Plessing.

På dette sted er det nok værd at erindre to gamle ordsprog: »Man skal ikke kaste med sten, når man selv bor i glashus« og »Man skal feje for egen dør, før man fejer for andres«.

Det forekommer besynderligt, at Ombudsmanden rejser land og rige rundt for at undervise i inhabilitetsregler i forbindelse med forvaltningsloven, når han selv tager adskillige måneder om at finde ud af det i sit eget kontor. Desuden er reglerne for, hvornår Ombudsmanden er inhabil, utroligt magre i forhold til de regler, der gælder i forvaltningsloven.

Mindretallet skal da heller ikke undlade at nævne den prioritering Ombudsmanden foretager, når han vælger de ca. 5 pct. af sagerne, som fortjener en yderligere beskrivelse. Eksempelvis har der været klaget over Boligministeriets totale despekt for offentlighedsloven i overbelåningssager ved at bruge Finanstilsynet for at undgå, at offentligheden får indblik i sager om overbelåning, som nok må siges at være i befolkningens interesse, ikke midst på baggrund af, at det har været et af de mest debatterede emner i 1990. Selv om klageren fik ret og det gav anledning til kritik fra Ombudsmandens side, så har sagen kun fået et par linjer og en plads i statistikken.

Da man den 25. februar 1953 førstebehandlede forslag til lov om Rigsdagens Ombudsmand, udtalte hr. Bomholt følgende, jf. Folketingstidende, forhandlingerne sp. 2566: »For en ordning som den her foreslåede vil meget afhænge af, hvem der vælges til Ombudsmand, ja, man kan sige, at ordningen står og falder med personen. Han skal findes inden for kredsen af de højest ansete jurister, han skal i henhold til § 2 have den juridiske uddannelse. Men det er naturligvis den mindste side af sagen. Spørgsmålet er, hvor meget den pågældende som personlighed rager op over juraen. Her kræves ikke blot en omfattende og alsidig viden, men ro og klarhed i overblikket, kendskab til mennesker, evne til kontakt med mennesker, en fin og fast karakter, som ikke på noget punkt kan udsættes for berettiget angreb; der kræves et menneske, som rummer i sig en myndighed, der gør sig gældende uden ydre virkemidler, et menneske, der tåler den høje placering uden at rokkes en tomme i sit væsen. Der kræves først og fremmest en stor og ægte demokrat, hvor findes han?»

Under den samme førstebehandling udtalte Bertel Dahlgaard bl.a., at det drejede sig om »en mand, til hvis retsindighed og upartiskhed tilliden er så grundmuret, at han har autoritet både over for administrationen, lovgivningsmagten og befolkningen.«

Fremskridtspartiet mener ikke, at denne upartiskhed er til stede hos den nuværende Ombudsmand, og derfor er tilliden til den nuværende Ombudsmand heller ikke til stede, og det samme gælder den beretning, der er afgivet for 1990.

Et flertal (udvalget med den undtagelse af Fremskridtspartiets medlem) fremsætter herefter følgende

Forslag til folketingsbeslutning om Folketingets Ombudsmands beretning for året 1990.

Folketinget tager Folketingets Ombudsmands beretning for året 1990 til efterretning.

Dorte Bennedsen (S) Erling Christensen (S) Lise Hækkerup (S) Frank Jensen (S) Holger Graversen (S) Karen Jespersen (S) Ebba Strange (SF) nfmd. Gert Petersen (SF) Finn Eriksen (CD) Grove (KF) fmd. Jens Heimburger (KF) Inge Dahl-Sørensen (V) Birthe Rønn Hornbech (V) Svend Aage Jensby (V) Tom Behnke (FP) Niels Helveg Petersen (RV) Jørgen Kvist Jensen (KRF)

Ingen

Nr BSF 11

Forslag til folketingsbeslutning om Folketingets Ombudsmands beretning for året 1990

den 31. oktober 1991

Vedtaget ved anden (sidste) behandling den 7. november 1991