Legislator Case Law & Legislation
199114K00290 DK

1991 BTL 290 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM SOCIAL BISTAND M.V. (UDVIDELSE AF ORDNINGEN OM UNGDOMSYDELSE) NR L 290 1991-92, 1. SAMLING

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Betænkning over lovforslag 1991 290 Valid

Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder og har herunder

stillet spørgsmål til socialministeren, som denne har besvaret

skriftligt.

Endvidere har udvalget modtaget mundtlig og skriftlig henvendelse fra Pædagogisk Medhjælperforbund.

Der er af socialministeren stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.

Herefter indstiller udvalget lovforslaget til vedtagelse med de af ministeren stillede ændringsforslag.

Et mindretal (Socialdemokratiets medlemmer af udvalget) udtaler

Socialdemokratiet ser aktiveringsforliget som en landvinding på afgørende punkter. Især er det vigtigt, at der gennemføres udvidet adgang til orlov med dagpenge til uddannelse og pasning af småbørn, og at der gives midler til kommunerne til fremskyndelse af nødvendig øget indsats inden for ældreomsorg og børnepasning, så service kan forbedres og ventelister nedbringes.

På denne baggrund er det efter Socialdemokratiets opfattelse også acceptabelt, at man i en halvandet års forsøgsperiode bryder med en række principper i arbejdsmarkedspolitikken, men vel at mærke kun gør det, hvor deltagelse i forsøgene er frivillig både for den ledige og arbejdsgiveren.

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd vurderer, at forligets samlede virkning i 1993 kan være, at over 30.000 flere end ellers får plads på arbejdsmarkedet. Dette er efter Socialdemokratiets opfattelse et mere realistisk skøn end regeringens.

Et andet mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) udtaler

Fremskridtspartiet er ikke med i forliget om aktivering af unge, idet forliget indeholder punkter, som efter Fremskridtspartiets opfattelse trækker udviklingen i den forkerte retning. Blind høne finder også korn. Dette lovforslag er blandt de dele af forliget, som går et par millimeter ud ad fornuftens vej.

I bestræbelserne på at få unge arbejdsløse aktiveret er det Fremskridtspartiets opfattelse, at man burde gå langt hårdere til værks. Det offentlige burde stille meget skrappe krav, før udbetaling af betroede skatteydermidler kan finde sted. Kravene skal være så skrappe, at flest mulige slet ikke henvender sig ved de offentlige kasser. Nærværende forslag følger desværre linien med efterlevelse af »overenskomstkrav« og alle de andre bortforklaringer, politikerne bruger for at slippe af med det ubehagelige hverv at sætte tingene på plads en gang for alle.

Når mindretallet støtter forslaget, er det som nævnt, fordi det bringer udviklingen nogle få millimeter i den rigtige retning. Der er stadig mange dårligdomme, som senere må rettes op. Fremskridtspartiet vil derfor fortsat uafladeligt presse på for at få en fornuftig udvikling sat i gang.

ÆndringsforslagAf socialministeren , tiltrådt af udvalget

Ny paragraf 1) Efter § 2 indsættes som ny paragraf

»§ 01 I lov om indkomstskat og formueskat for personer m.v. (personskatteloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 582 af 7. august 1991, som senest ændret ved § 1 i lov nr. 234 af 8. april 1992, ændres i § 11, sidste pkt. , »ydelser efter § 49 b, stk. 2« til: »udligningstillæg efter § 49 b, stk. 1, ydelser efter § 49 b, stk. 2«.'

Til § 3 2) Efter 2. pkt. indsættes som nyt punktum

»§ 01 har virkning for indkomstårene 1992 og 1993 for ydelser indtil 1. april 1993.«

Ny paragraf 3) Efter § 4 indsættes som ny paragraf

»§ 02 Socialministeren fremsætter forslag om revision af ordningen om ungdomspraktik inden udgangen af 1993.«

Bemærkninger

Til nr. 1 og 2 Som noget nyt indfører lovforslaget et udligningstillæg. Efter ændringsforslaget skal udligningstillægget skattemæssigt behandles ligesom trangsbestemte sociale ydelser. Dvs. at tillægget er skattefrit, men medfører en nedsættelse af personfradraget.

Efter gældende ret er ungdomsydelse skattepligtig ligesom almindelig løn. Dette opretholdes efter ændringsforslaget. Den særlige ungdomsydelse, der udmåles efter bistandslovens § 37, og som er omtalt i bistandslovens § 49 b, stk. 2, er efter gældende ret skattefri, men skal dog ligesom almindelige trangsbestemte ydelser medføre, at personfradraget nedsættes. Denne regel opretholdes ved ændringsforslaget.

Til nr. 3 I aftalen af 8. maj 1992 om aktivering er det om ungdomspraktikordningen i den offentlige sektor nævnt, at der er tale om en forsøgsordning, der har virkning frem til 1. januar 1994. I overensstemmelse hermed foreslås det i loven at medtage en bestemmelse om, at der skal fremsættes forslag om revision af ungdomspraktikordningen inden udgangen af 1993.

Jytte Andersen (S) Pernille Forchhammer (S) Jytte Hilden (S) Jørn Pedersen (S) Jan Petersen (S) Grete Schødts (S) Taanquist (S) nfmd. Lilli Gyldenkilde (SF) Bente Juncker (CD) Pia Christmas-Møller (KF) Per Tærsbøl (KF) Grethe Fenger Møller (KF) Eva Kjer Hansen (V) Hanne Severinsen (V) Tom Behnke (FP) Lone Dybkjær (RV) Kofod-Svendsen (KRF) fmd.

Tillægsbetænkning

Udvalget har, efter at lovforslaget ved 2. behandling blev henvist

til fornyet udvalgsbehandling, behandlet dette i et møde. Der er af

socialministeren stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de

ledsagende bemærkninger.

Herefter indstiller udvalget lovforslaget til vedtagelse med det af socialministeren stillede ændringsforslag.

Et flertal (udvalget med undtagelse af Fremskridtspartiets medlem af udvalget) ønsker at fremhæve bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 4, og den foreslåede ændring af denne bestemmelse og lægger i den forbindelse specielt vægt på, at forskellen mellem ungdomspraktikken og den almindelige ungdomsydelse er det oplærings-, introduktions- og uddannelseselement, beskæftigelse under ungdomspraktikordningen skal indebære. Flertallet forudsætter, at praktikperioden afsluttes med et praktikbevis, som bl.a. indeholder en beskrivelse af de forløb, den unge har gennemgået under opholdet.

ÆndringsforslagAf socialministeren , tiltrådt af udvalget

Til § 1 1) Nr. 4 affattes således

»4. I § 49 f, stk. 2, indsættes efter »§§ 49 a-c« ordene: »samt ansættelse i en ungdomspraktikordning (følordning), hvor løn- og arbejdsvilkårene for den unge svarer til reglerne for ungdomsydelsen«.'

Bemærkninger

Til nr. 1 I lovforslaget blev der stillet forslag om at indføre en ungdomspraktikordning (følordning) inden for den offentlige sektor, hvor løn- og arbejdsvilkårene for den unge svarer til reglerne for ungdomsydelsen.

Det anses imidlertid for hensigtsmæssigt, at ungdomspraktikordningen også kommer til at gælde inden for den private sektor. Med ændringsforslaget foreslås det derfor at udvide ansættelsesområdet for ordningen, således at det bliver muligt at etablere ungdomspraktik inden for såvel den offentlige som den private sektor. På sidstnævne område modtager den unge overenskomstmæssig løn efter gældende regler.

Jytte Andersen (S) Pernille Forchhammer (S) Jytte Hilden (S) Jørn Pedersen (S) Jan Petersen (S) Grete Schødts (S) Taanquist (S) nfmd. Hanne Thanning Jacobsen (SF) Bente Juncker (CD) Pia Christmas-Møller (KF) Per Tærsbøl (KF) Grethe Fenger Møller (KF) Eva Kjer Hansen (V) Hanne Severinsen (V) Tom Behnke (FP) Lone Dybkjær (RV) Kofod-Svendsen (KRF) fmd.

Betænkning over lovforslag 1991 290 Valid

Nr BTL 290

Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om social bistand m.v. (Udvidelse af ordningen om ungdomsydelse)

Nr L 290 1991-92, 1. samling

Afgivet af Socialudvalget

Afgivet: 19920612

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →