1991 BTL 287 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM AKTIVERINGSORDNING FOR LEDIGE PÅ BORNHOLM NR L 287 1991-92, 1. SAMLING
Statutory Text (3 Articles)
Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder og har herunder
stillet spørgsmål til arbejdsministeren, som denne har besvaret
skriftligt.
Endvidere har udvalget modtaget skriftlig og mundtlig henvendelse fra Restaurations- og Bryggeriarbejder Forbundet.
Herefter indstiller et flertal (udvalget med undtagelse af Fremskridtspartiets medlem) lovforslaget til vedtagelse uændret.
Et mindretal inden for flertallet (Socialdemokratiets medlemmer af udvalget) ser aktiveringsforliget som en landvinding på afgørende punkter. Især er det vigtigt, at der gennemføres udvidet adgang til orlov med dagpenge til uddannelse og pasning af småbørn, og at der gives midler til kommunerne til fremskyndelse af nødvendig øget indsats inden for ældreomsorg og børnepasning, så service kan forbedres og ventelister nedbringes.
På denne baggrund er det efter Socialdemokratiets opfattelse også acceptabelt, at man i en halvandet års forsøgsperiode bryder med en række principper i arbejdsmarkedspolitikken, men vel at mærke kun gør det, hvor deltagelse i forsøgene er frivillige både for den ledige og arbejdsgiveren.
Arbejderbevægelsens Erhvervsråd vurderer, at forligets samlede virkning i 1993 kan være, at over 30.000 flere end ellers får plads på arbejdsmarkedet. Dette er efter Socialdemokratiets opfattelse et mere realistisk skøn end regeringens. Et mindretal (Fremskridtpartiets medlem af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling og bemærker, at Fremskridtspartiet anser lovforslaget for umuligt at gennemføre i praksis, da det vil være vanskeligt at fastslå, hvornår der er tale om merbeskæftigelse.
Hertil kommer, at virksomheder, der alligevel ville have planer om at udvide medarbejderstaben, nu kan få denne stillet gratis til rådighed.
En deputation i Arbejdsmarkedsudvalget fra de faglige organisationer har bekræftet, at det ville være overordentlig vanskeligt at gennemføre lovforslaget i praksis.
Fremskridtspartiet finder lovforslaget ude af trit med sund fornuft, og som følge heraf vil Fremskridtspartiet naturligvis stemme imod det.
Jytte Andersen (S) Bakholt (S) Ole Vagn Christensen (S) Poul Erik Dyrlund (S) Hans Jørgen Jensen (S) fmd. Lone Møller (S) Taanquist (S) Lilli Gyldenkilde (SF) nfmd. Duetoft (CD) Pia Christmas-Møller (KF) Kai Dige Bach (KF) Charlotte Antonsen (V) Helge Sander (V) Jørgen Winther (V) Poul Nødgaard (FP) Lone Dybkjær (RV) Kofod-Svendsen (KRF)
Tillægsbetænkningen
Udvalget har, efter at lovforslaget ved 2. behandling blev henvist
til fornyet udvalgsbehandling, behandlet dette i et møde.
Herefter indstiller et flertal (udvalget med undtagelse af Fremskridtspartiets medlem) lovforslaget til vedtagelse uændret.
Et mindretal inden for flertallet (Socialistisk Folkepartis medlem af udvalget), som er med i aktiveringsaftalen, er endvidere af den mening, at med 310.000 ledige må nye muligheder for at skaffe beskæftigelse afprøves for at få flest muligt i beskæftigelse.
Aktiveringsaftalen indeholder selvfølgelig forslag, som ikke er blomster, der er groet i SF's have. Sådan må det jo være, når mange partier er med i en aftale. Men der er nye tiltag, der har elementer af forslag, SF tidligere har fremsat: Det gælder jobrotation til uddannelse og til småbørnsforældre, der kan få arbejdsfrihed i op til 36 uger på nedsat dagpengesats. SF havde selvfølgelig helst set denne ordning med en ikke nedsat dagpengesats, men støtter den foreliggende aftale.
Kommunerne får nu mulighed for at ansætte omsorgspersonale i børne- og ældresektoren, hvor der er et stort behov for forbedringer.
Det var meget vigtigt for SF at fastholde, at VUS og ATB kan kombineres, idet det netop er denne ordning, der har gjort VUS-ordningen til en succes. Det er vigtigt, at personer, der mangler uddannelse, fortsat kan uddanne sig, og efter SF's mening skal man videre ad denne vej.
Betaling for hjemmehjælp havde SF helst været foruden, men vi mener, det i forhandlingerne er lykkedes at forhandle sådan, at ingen på almindelig folkepension uden store formuer kommer til at betale for hjemmehjælp.
Vejet for og imod har SF valgt at være med i aktiveringsaftalen og indstiller lovforslagene til vedtagelse.
Et mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse.
Jytte Andersen (S) Bakholt (S) Ole Vagn Christensen (S) Poul Erik Dyrlund (S) Hans Jørgen Jensen (S) fmd. Lone Møller (S) Poul Andersen (S) Lilli Gyldenkilde (SF) nfmd. Duetoft (CD) Pia Christmas-Møller (KF) Kai Dige Bach (KF) Charlotte Antonsen (V) Helge Sander (V) Jørgen Winther (V) Poul Nødgaard (FP) Lone Dybkjær (RV) Glønborg (KRF)
Ingen
Nr BTL 287
Betænkning over Forslag til lov om aktiveringsordning for ledige på Bornholm
Nr L 287 1991-92, 1. samling
Afgivet af Arbejdsmarkedsudvalget
Afgivet: 19920612