Legislator Case Law & Legislation
199114K00280 DK

1991 BTL 280 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF PERSONSKATTELOVEN (LIGNINGSRÅDETS DISPENSATIONSBEFØJELSE FOR MINDRE UDLEJNINGSVIRKSOMHEDER) NR L 280 1991-92, 1. SAMLING

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Betænkning over lovforslag 1991 280 Valid

Udvalget har behandlet lovforslaget i en række møder og har herunder

stillet et spørgsmål til skatteministeren, som denne har besvaret

skriftligt.

Det stillede spørgsmål og ministerens svar herpå er optrykt som bilag til betænkningen.

Endvidere har udvalget modtaget skriftlige henvendelser fra

Advokatrådet,

Ernst & Young A/S og

Foreningen af Statsautoriserede Revisorer.

Herefter indstiller udvalget lovforslaget til vedtagelse uændret .

Et mindretal (Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget) udtaler

Da ministeren i sin besvarelse af spørgsmål 1 klart giver udtryk for, at lovforslaget udelukkende betyder en indskrænkning i Ligningsrådets muligheder for dispensation og således lukker huller uden at åbne nye, kan Socialistisk Folkeparti støtte en vedtagelse af lovforslaget.

Et andet mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) ønsker at henlede opmærksomheden på partiets holdninger ved 1. behandling, hvor skatteministeren blev spurgt, om ministeren under udvalgsbehandlingen ville være behjælpelig med at foreslå nogle enklere regler på området, specielt omkring dispensationer.

Ministeren svarede således

»En dispensationsregel har jo netop den karakter, at der, efterhånden som dispensationsansøgningerne indløber og sagerne bliver behandlet, indhøstes nogle erfaringer, og ud af de erfaringer kan man muligvis finde frem til en enklere administration, en nemmere praksis. Og derfor vil jeg sige til hr. Ole Donner, at på forhånd erklærer jeg mig helt åben og meget positiv over for at overveje, om man kunne forenkle reglerne yderligere. Jeg deltager gerne i sådanne overvejelser, selvfølgelig med den begrænsning, at det ikke må forflygtige sigtet med lovgivningen og dispensationsbestemmelsen.«

Fremskridtspartiet beklager, at dette ikke er fulgt op, men håber, at ministeren vil tilkendegive, at han i næste samling vil se på disse regler.

Pia Gjellerup (S) fmd. Klaus Hækkerup (S) Anne-Marie Meldgaard (S) Peder Sass (S) Stavad (S) Ove Fich (S) Jes Lunde (SF) Jens Thoft (SF) Bente Juncker (CD) Aagaard (KF) Pernille Sams (KF) Peter Brixtofte (V) nfmd. Svend Heiselberg (V) Svend Aage Jensby (V) Ole Donner (FP) Elisabeth Arnold (RV) Kofod-Svendsen (KRF) Bilag

Udvalgets spørgsmål til skatteministeren og dennes besvarelse heraf

Spørgsmål 1

Kan ministeren bekræfte, at lovforslaget på alle områder begrænser Ligningsrådets dispensationsbeføjelser, således at en vedtagelse af lovforslaget ikke på noget område betyder, at Ligningsrådet kan dispensere, hvor det ikke allerede i dag ifølge gældende lovgivning ville have kunnet dispensere?

Er lovforslaget således udelukkende opstramning, eller er der i lovforslaget også mulighed for, at Ligningsrådet kan benytte muligheden for det friere skøn til at dispensere på områder, der i dag ikke kunne have været dispenseret fra?

Svar

Lovforslaget går ud på at justere Ligningsrådets adgang til at give dispensation efter bestemmelsen i personskattelovens § 4, stk. 1, nr. 12. Denne bestemmelse indebærer, at skattepligtige, der får formidling eller administration af udlejning varetaget af en anden virksomhed for flere end 10 personer, er omfattet af anpartsreglerne dvs. kapitalindkomstbeskatning og underskudsbegrænsning. Bestemmelsen gælder for udlejning af alle aktiver bortset fra ikke-afskrivningsberettiget fast ejendom.

Anpartsreglerne finder i dag dog ikke anvendelse, når Ligningsrådet giver dispensation, fordi der ikke er tale om fælles udlejning for ejerne.

Efter lovforslget skal Ligningsrådet kunne dispensere for udlejning af afskrivningsberettiget fast ejendom,

- når der ikke er tale om fælles udlejning, og

- når omstændighederne i øvrigt taler derfor.

Begrænsningen af Ligningsrådets dispensationsbeføjelse til kun at gælde for udlejning af afskrivningsberettiget fast ejendom er en stramning i forhold til gældende regler, idet der ikke længere kan gives dispensation, når udlejningen gælder skibe og driftsmidler.

For afskrivningsberettiget fast ejendom kan Ligningsrådet som anført tillade, at anpartsreglerne ikke skal finde anvendelse, når rådet finder det godtgjort, at der ikke foreligger fælles udlejning, og omstændighederne i øvrigt taler for en dispensation.

Det foreslåede yderligere krav om, at omstændighederne i øvrigt skal tale for en dispensation, er også en stramning i forhold til gældende regler.

Jeg kan således bekræfte, at lovforslaget begrænser Ligningsrådets dispensationsbeføjelse, og at det derfor er en stramning.

Jeg kan endvidere bekræfte, at Ligningsrådet efter forslaget ikke skal kunne dispensere på områder, hvor der efter gældende regler ikke kan dispenseres.

Betænkning over lovforslag 1991 280 Valid

Nr BTL 280

Betænkning over Forslag til lov om ændring af personskatteloven (Ligningsrådets dispensationsbeføjelse for mindre udlejningsvirksomheder)

Nr L 280 1991-92, 1. samling

Afgivet af Skatteudvalget

Afgivet: 19920513

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →