1991 BTL 259 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM BEHANDLING AF KRAV OM TILBAGEBETALING AF ARBEJDSMARKEDSBIDRAG M.V. NR L 259 1991-92, 1. SAMLING

Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder og har herunder

stillet spørgsmål til skatteministeren, som denne har besvaret

skriftligt.

Endvidere har udvalget modtaget skriftlige og/eller mundtlige henvendelser fra

Assurandør-Societetet,

Berning, Schluter og Hald, advokatfirma,

De Danske Husmoderforeninger,

Finansrådet,

Det Danske Handelskammer,

Kampagnen mod AMBI og Bureaukratiets Overgreb,

KG Jensen/Coopers & Lybrand og

Lindholt, Holger, advokat.

Der er af skatteministeren stillet et ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.

Herefter vil et mindretal (Socialdemokratiets og Det Radikale Venstres medlemmer af udvalget) stemme hverken for eller imod lovforslaget og det stillede ændringsforslag.

Et andet mindretal (Venstres, Det Konservative Folkepartis, Centrum-Demokraternes og Kristeligt Folkepartis medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse med det stillede ændringsforslag.

Et tredje mindretal (Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget) vil stemme hverken for eller imod lovforslaget. Mindretallet kan dog stemme for det stillede ændringsforslag.

Et fjerde mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling. Mindretallet kan ikke stemme for det stillede ændringsforslag.

Fremskridtspartiet finder det uansvarligt at afgive betænkning på et tidspunkt, hvor der fortsat mangler svar på en række spørgsmål.

ÆndringsforslagAf skatteministeren , tiltrådt af et flertal (V, KF, SF, CD og KRF)

Ny paragraf 1) Efter § 5 indsættes som ny paragraf

»§ 01. Bidrag beregnet efter lov om arbejdsmarkedsbidrag § 7, § 8, stk. 1, nr. 1, og § 9, stk. 1, nr. 1, som i medfør af nævnte lov forfalder til betaling efter den 31. marts 1992, men som er indbetalt af den bidragspligtige denne dato eller tidligere, tilbagebetales senest 1 måned efter denne lovs ikrafttræden.«

Bemærkninger

Til nr. 1 For virksomheder, der efter den nu ophævede lov om arbejdsmarkedsbidrag har opgjort deres arbejdsmarkedsbidrag kvartalsvis, forfaldt bidraget for sidste kvartal i 1991 den 1. april 1992 med sidste rettidige indbetalingsdag den 21. april 1992. Samme forfalds- og indbetalingsterminer gjaldt for arbejdsmarkedsbidraget for 1991 for virksomheder, der har opgjort bidraget på kalenderårsbasis.

Som anført i bemærkningerne til lovforslag nr. L 260 om ændring af toldloven og momsloven (afkortning af kredittider) er der ikke hjemmel til at oppebære og inddrive arbejdsmarkedsbidrag, der forfalder til betaling efter den 31. marts 1992.

Enkelte virksomheder har imidlertid, uanset de nævnte forfalds- og indbetalingsterminer, indbetalt sidste rate af arbejdsmarkedsbidraget vedrørende 1991 inden EF-Domstolens dom vedrørende arbejdsmarkedsbidraget.

Retligt set må spørgsmålet om tilbagebetaling af sådanne indbetalinger før dommen bedømmes på samme måde som andre beløb, der er indbetalt efter loven om arbejdsmarkedsbidrag. Udgangspunktet er derfor, som det fremgår af lovforslagets bemærkninger, at staten ikke har pligt til at tilbagebetale beløb, der er indbetalt inden dommen.

Det kan imidlertid forekomme urimeligt, såfremt virksomheder, der har indbetalt før forfaldstiden, ikke uden videre skal kunne beholde sidste rate af arbejdsmarkedsbidraget på samme måde som alle de virksomheder, der har ladet indbetaling afvente forfaldsdagens indtræden.

Ud fra sådanne rimelighedsbetragtninger finder regeringen derfor, at der bør tilvejebringes en særlig hjemmel til, at sådanne virksomheder får tilbagebetalt indbetalte arbejdsmarkedsbidragsbeløb vedrørende sidste rate.

Det foreslås derfor, at der i lovforslaget indsættes en bestemmelse, hvorefter arbejdsmarkedsbidrag, der først forfalder efter den 31. marts 1992, men som er indbetalt denne dato eller tidligere, tilbagebetales senest 1 måned efter lovens ikrafttræden.

Den foreslåede særlige tilbagebetalingsordning vedrører alene de nævnte førtidige indbetalinger af arbejdsmarkedsbidrag vedrørende sidste rate og berører således ikke alle øvrige indbetalinger af arbejdsmarkedsbidrag. Her må virksomhederne følge den fremgangsmåde, som lovforslaget lægger op til, og anmelde deres krav over for told- og skatteregionen med henblik på, at Told- og Skattestyrelsen og i sidste instans domstolene kan træffe afgørelse i overensstemmelse med dansk rets almindelige regler om, hvorvidt der skal ske tilbagebetaling.

Det kan i øvrigt også tænkes, at nogle virksomheder har indbetalt sådanne arbejdsmarkedsbidrag efter den 31. marts 1992. Det er ikke fundet nødvendigt at medtage en særlig lovbestemmelse om tilbagebetaling af sådanne beløb, idet det som nævnt følger af EF-Domstolens dom, at staten er uberettiget til at opkræve eller oppebære disse beløb efter dommens afsigelse.

Der kan også være grund til at anføre, at EF-dommen ikke medfører nogen ændringer i forhold til de begunstigende dele af arbejdsmarkedsbidragsloven. Udbetaling af bidragsgodtgørelse efter lovens § 17 (»negativ ambi«) kræver således ikke tilvejebringelse af ny lovhjemmel hertil, ligesom der fortsat kan ske udbetaling af for meget betalt arbejdsmarkedsbidrag i forbindelse med reguleringer af forkerte bidragsafregninger for tiden før oktober 1991.

Pia Gjellerup (S) fmd. Klaus Hækkerup (S) Anne-Marie Meldgaard (S) Peder Sass (S) Stavad (S) Ove Fich (S) Jes Lunde (SF) Jens Thoft (SF) Bente Juncker (CD) Aagaard (KF) Pernille Sams (KF) Peter Brixtofte (V) nfmd. Svend Heiselberg (V) Svend Aage Jensby (V) Ole Donner (FP) Elisabeth Arnold (RV) Kofod-Svendsen (KRF)

Tillægsbetænkning afgivet af Skatteudvalget

Udvalget har, efter at lovforslaget ved 2. behandling blev henvist

til fornyet udvalgsbehandling, behandlet dette i et møde.

Herefter vil et flertal (Socialdemokratiets, Socialistisk Folkepartis og Det Radikale Venstres medlemmer af udvalget) stemme hverken for eller imod lovforslaget ved 3. behandling.

Et mindretal (Venstres, Det Konservative Folkepartis, Centrum-Demokraternes og Kristeligt Folkepartis medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse i den affattelse, hvori det foreligger efter 2. behandling.

Et andet mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse .

Mindretallet har ved betænkningsafgivelsen den 5. maj 1992 gjort opmærksom på, at det er uansvarligt at afgive betænkning på et tidspunkt, hvor der fortsat mangler svar på en række spørgsmål. Mindretallet ønsker forud for 3. behandling at anføre følgende

Ved afgivelsen af tillægsbetænkningen er der fortsat væsentlige uafklarede spørgsmål, der efterlader et foruroligende, men tydeligt billede af lovsjusk.

Mange af regeringens svar på de udvalgsspørgsmål, der er stillet, er klart utilfredsstillende eller direkte undvigende. For eksempel fremgår det af besvarelsen af spørgsmål 129, at lovforslaget i forbindelse med vurderingen af dets eventuelle lovmedholdelighed i forhold til EF-retten ikke har været forelagt Udenrigsministeriet til vurdering. Af andre besvarelser, bl.a. besvarelsen af spørgsmål 130, fremgår, at regeringen ikke har den fjerneste mening om, hvor mange virksomheder der vil rejse krav om tilbagebetaling af ambi, endsige hvilke beløb staten vil blive dømt til at udrede.

Det er heller ikke under udvalgets arbejde med lovforslaget lykkedes at formå regeringen til at fremkomme med blot antydningen af et skøn over, hvilke administrative udgifter lovforslaget vil medføre. Det er således absolut muligt, at Folketinget med åbne øjne her vedtager en lovgivning, der dels er stridende mod EF-retten, dels har omfattende ikkeforudsete økonomiske konsekvenser, ligesom det meget vel kan tænkes, at der ved domstolene og de administrative myndigheder vil opstå ekstreme besværligheder ved retsanvendelsen.

Baggrunden for lovforslaget er som bekendt EF-Domstolens dom af 31. marts 1992, der fastslog, at loven om arbejdsmarkedsbidrag er i strid med EF-retlige regler.

På denne baggrund anførte skatteministeren ved fremsættelsen den 3. april d.å., at lovforslaget skal fastsætte nærmere regler for behandlingen af ansøgninger om tilbagebetaling af betalte ambibidrag. Den lovtekniske fremgangsmåde, regeringen valgte, består i en henvisning til dansk rets almindelige regler, jf. lovforslagets § 1.

Af bemærkningerne til lovforslaget fremgår ikke, hvilke retsregler regeringen har haft i tankerne ved sin henvisning til dansk rets almindelige regler. Under udvalgsbehandlingen er det oplyst, at spørgsmålet om tilbagesøgning af uretmæssigt opkrævede afgifter ikke er nærmere lovreguleret i dansk ret. Af besvarelsen af udvalgsspørgsmålene 63 og 65 fremgår, at henvisningen til »dansk rets almindelige regler« således reelt er en anmodning fra Folketinget til domstolene om at løse det problem, staten er blevet påført som følge af regeringens ansvarsløse optræden, da arbejdsmarkedsbidraget i 1987, mod Fremskridtspartiets advarsler, blev vedtaget.

Som det vil erindres, gjorde ikke kun Fremskridtspartiet, men også Handelskammeret og andre i 1987 regeringen tydeligt opmærksom på, at ambibidraget kunne være stridende mod EF-retten. Alligevel blev lovgivningen om dette bidrag hastet igennem på ganske få dage og med et helt utilstrækkeligt udvalgsarbejde som baggrund. Det står i dag fast, at regeringen fortiede forhold af væsentlig betydning over for Folketinget, og der behandles i den anledning i Folketinget for tiden et forslag om tiltalerejsning ved Rigsretten mod skatteminister Anders Fogh Rasmussen.

Med disse forhold som baggrund forekommer det for det første meget utilfredsstillende, at regeringen med støtte af et snævert flertal reelt har valgt at opgive at rydde op efter sig i sagen om de uretmæssige ambiopkrævninger. Dernæst er det yderligere utilfredsstillende, at regeringen ikke har bestræbt sig på at udforme loven således, at der i det mindste er fastlagt principper, domstolene kan holde sig til. Situationen er reelt den, at det politiske flertal er kørt fast i ambisagen og nu blot beder til, at domstolene kan rede trådene ud.

De højesteretsafgørelser, der er henvist til i besvarelsen af udvalgsspørgsmål 52, er ikke meget i overensstemmelse med regeringens synspunkter, i alt fald ikke for den overvejende del af det helt ubestemte antal retssager, der nu kan forventes rejst. Det må forbavse, at regeringen har så dårlig en sag, at den kun kan påberåbe sig retsafgørelser, der fører til det modsatte resultat af det, regeringen ønsker.

Den ene af de domme, regeringen henviser til (højesteretsdommen fra 1952), lagde afgørende vægt på, at den pågældende virksomhed havde opnået en højere pris for sine varer, der nøje modsvarede de af Landbrugsministeriet med urette opkrævede afgifter. I de talrige sager, der vil blive rejst med krav om tilbagebetaling af ambibidrag, vil virksomhederne tværtimod i betydeligt omfang kunne dokumentere, at de netop ikke har været i stand til at overvælte ambibidraget på efterfølgende omsætningsled. Højesteretsdommen peger således klart i retning af, at staten bør tabe langt størstedelen af de retssager, der rejses.

Også den anden dom, skatteministeren henviser til (højesteretsdommen fra 1965), fastslog, at Landbrugsministeriet måtte tilbagebetale uretmæssigt opkrævede afgifter i det omfang, den pågældende virksomhed ikke kunne antages at have opnået dækning i efterfølgende omsætningsled. Endelig bygger også højesteretsdommen fra 1970 på tilsvarende præmisser.

Sammenfattende kan højesteretspraksis tages som udtryk for den retstilstand, at uretmæssigt opkrævede afgifter skal tilbagebetales, medmindre det godtgøres, at den, der har betalt afgiften, faktisk har overvæltet afgiften på efterfølgende omsætningsled.

Der er altså intet i de retsafgørelser, regeringen påberåber sig, der kan tages som udtryk for, at staten generelt skulle kunne regne med frifindelse i de talrige sager, der vil blive rejst. Uanset om antallet af sager bliver fire-, fem- eller sekscifret, taler alle faktiske og retlige forhold for, at staten vil blive dømt i meget stort omfang.

Et administrativt, retsplejemæssigt og provenumæssigt kaos kan forudses. Regeringen og dens flertal vil ikke indse dette.

På den baggrund, der her er anført, er det yderst kritisabelt og helt uforståeligt, at regeringen ikke har villet følge opfordringer fra erhvervslivet, herunder ikke mindst fra Handelskammeret, om at indgå i en dialog med erhvervslivet om at finde holdbare løsninger, måske baseret på kompromismodeller, der kunne have fungeret i det mindste rimeligt tilfredsstillende for de berørte virksomheder. Den åbne indbydelse til dialog, som Handelskammeret lagde frem, har slet ikke haft regeringens interesse, jf. den fornærmede besvarelse af udvalgets spørgsmål 44 »Forhandlinger med Handelskammeret ... kan regeringen selvsagt ikke gå ind i«.

Regeringen har i stedet muret sig inde i sit lovgivningstekniske elfenbenstårn, hvor dramatiske fejl kaldes »at tage chancer«, store fejl kaldes »at rydde op«, og mindre fejl er hverdagskost.

En meget lang række øvrige eksempler på ufyldestgørende besvarelser af udvalgsspørgsmål kunne fremdrages. Besvarelsen af udvalgets spørgsmål 118 og talrige andre besvarelser indeholder således ikke noget egentligt svar, men alene helt indholdsløse udsagn eller cirkelslutninger. Der er ikke tilnærmelsesvis klart nok redegjort for administrative konsekvenser eller for de byrder, erhvervslivet, dets rådgivere, domstolene og hele det administrative system vil blive påført.

Fremskridtspartiet ønsker, så tydeligt det er muligt, at advare Folketingets flertal mod at vedtage dette lovforslag. Forslaget vil føre til kaos, ikke kun på de få områder, det har været muligt af fremdrage i et tillægsbetænkningsbidrag, men også på talrige andre forudsigelige og ikkeforudsigelige områder. Ambiskandalen ville i et normalt fungerende parlamentarisk retssamfund føre til, at regeringen tog sin afsked. Det er rystende, at en skandale som denne her i landet tværtimod fører til, at regeringen og dens håndgangne flertal blot yderligere forværrer og komplicerer de selvskabte problemer gennem vedtagelsen af dette lovforslag.

Pia Gjellerup (S) fmd. Klaus Hækkerup (S) Anne-Marie Meldgaard (S) Peder Sass (S) Stavad (S) Ove Fich (S) Jes Lunde (SF) Jens Thoft (SF) Bente Juncker (CD) Aagaard (KF) Pernille Sams (KF) Peter Brixtofte (V) nfmd. Svend Heiselberg (V) Svend Aage Jensby (V) Ole Donner (FP) Elisabeth Arnold (RV) Kofod-Svendsen (KRF)

Ingen

Nr BTL 259

Betænkning over Forslag til lov om behandling af krav om tilbagebetaling af arbejdsmarkedsbidrag m.v.

Nr L 259 1991-92, 1. samling

Afgivet af Skatteudvalget

Afgivet: 19920505