1991 BTL 249 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM VÆGTAFGIFT FOR MOTORKØRETØJER M.V. OG LOV OM AFGIFT AF ANSVARSFORSIKRINGER FOR MOTORKØRETØJER M.V. NR L 249 1991-92, 1. SAMLING
Statutory Text (3 Articles)
(Nedsættelse af vægtafgiften af visse lastvogne og busser,
udligningsafgiften af personbiler og hyrevogne samt
ansvarsforsikringsafgiften for visse lastvogne og turistbusser)
+
+ Udvalget har behandlet lovforslaget i en række møder og har herunder stillet spørgsmål til skatteministeren, som denne har besvaret skriftligt.
Endvidere har udvalget modtaget skriftlige og/eller mundtlige henvendelser fra
Danske Vognmænd,
Erhvervenes Transportudvalg,
Foreningen af Danske Eksportvognmænd og
Turistvognmændene.
Der er af skatteministeren stillet et ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.
Herefter indstiller et flertal (udvalget med undtagelse af Socialistisk Folkepartis medlemmer) lovforslaget til vedtagelse med det stillede ændringsforslag.
Et mindretal inden for flertallet (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) mener, at det er rimeligt, at der sker en nedsættelse af vægtafgift og af afgift på ansvarsforsikring, således at vognmandserhvervet kan blive styrket i konkurrencemæssig henseende.
Et mindretal (Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling. Mindretallet vil redegøre for sin stilling til det stillede ændringsforslag ved 2. behandling. Mindretallet finder det uhensigtsmæssigt og miljømæssigt forkert at billiggøre transport med motorkøretøjer. Skal den faktiske belastning af miljøet og vejene indregnes, er der behov for at fordyre vejtransporten.
ÆndringsforslagAf skatteministeren , tiltrådt af et flertal (udvalget med undtagelse af SF)
Til § 3 1) I stk. 1 og 2 ændres datoen »1. juli 1992« til: »1. oktober 1992«.
Bemærkninger
Til nr. 1 Det foreslås, at ikrafttrædelsestidspunktet ændres til den 1. oktober 1992.
Ændringsforslaget medfører en provenugevinst på ca. 55 mio. kr. i 1992 i forhold til det oprindelig foreslåede. Af provenugevinsten vedrører ca. 35 mio. kr. vægtafgift af lastbiler m.v., ca. 5 mio. kr. udligningsafgift for personbiler og hyrevogne og ca. 15 mio. kr. udskydelse af nedsættelsen af afgiften på ansvarsforsikring for lastbiler og turistbusser.
Provenuet af vægtafgiften og ansvarsforsikringsafgiften ændres ikke på helårsbasis eller i 1993 ved ændringsforslaget.
Pia Gjellerup (S) fmd. Klaus Hækkerup (S) Anne-Marie Meldgaard (S) Peder Sass (S) Stavad (S) Ove Fich (S) Jes Lunde (SF) Jens Thoft (SF) Bente Juncker (CD) Aagaard (KF) Pernille Sams (KF) Peter Brixtofte (V) nfmd. Svend Heiselberg (V) Svend Aage Jensby (V) Ole Donner (FP) Elisabeth Arnold (RV) Kofod-Svendsen (KRF)
Ingen
Nr BTL 249
Forslag til lov om ændring af lov om vægtafgift for motorkøretøjer m.v. og lov om afgift af ansvarsforsikringer for motorkøretøjer m.v.
Nr L 249 1991-92, 1. samling
Afgivet af Skatteudvalget
Afgivet: 19920514