Legislator Case Law & Legislation
199114K00243 DK

1991 BTL 243 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF SKATTEKONTROLLOVEN OG FORSKELLIGE ANDRE SKATTELOVE (SELVANGIVELSESREFORM) NR L 243 1991-92, 1. SAMLING

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Betænkning over lovforslag 1991 243 Valid

Udvalget har behandlet lovforslaget i en række møder og har herunder

stillet spørgsmål til skatteministeren, som denne har besvaret

skriftligt.

Endvidere har udvalget modtaget skriftlige henvendelser fra Finansrådet og Realkreditrådet.

Der er af skatteministeren stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.

Herefter indstiller et flertal (udvalget med undtagelse af Socialistisk Folkepartis medlemmer) lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.

Et mindretal inden for flertallet (Socialdemokratiets medlemmer af udvalget) var ikke med til at gennemføre lovgivningen om det oplysningskort, der nu foreslås afskaffet. Enhver af de betænkeligheder, som mindretallet fremførte ved behandlingen af lovforslaget om oplysningskortet, har desværre vist sig at blive til virkelighed. Det stærkt opreklamerede eksperiment har tæret på personale- og edb-ressourcer på en helt uacceptabel måde.

Skatteministeren har hele vejen valgt at overføre personale og økonomi fra andre helt nødvendige opgaver, herunder fra ligningen. Mindretallet ønskede ved indførelsen af oplysningskortet, at man i stedet afventede den teknik, der ville gøre det muligt at gennemføre en egentlig fortrykt selvangivelse uden oplysningskortet som mellemfase. Det er dette forslag, der nu lægges op til en gennemførelse af.

Mindretallet vil kraftigt opfordre regeringen til at tilføre projektet de nødvendige ressourcer uden at tage disse fra andre skatteopgaver.

Det er ude af trit med virkeligheden at forestille sig, at en gennemførelse af forslaget vil skabe besparelser i en længere periode. Såfremt ministeren vil fastholde sin ressourcenedbrydende politik, vil selv gode forslag få en ringe skæbne til ugunst for såvel skatteydere og skattemedarbejdere som de offentlige indtægter.

Mindretallet har ved sin positive stilling til lovforslaget således udelukkende lagt vægt på lovforslagets intentioner. Gennemført rigtigt vil der være tale om et fremskridt.

Et andet mindretal inden for flertallet (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) mener, at det er af stor betydning for skatteyderne, at de lettes mest muligt i forholdet omkring indsendelse af selvangivelse, og Fremskridtspartiet mener, at dette lovforslag er et skridt i den rigtige retning.

Fremskridtspartiet skal henstille til skatteministeren at forsøge at få udsendt alle årsopgørelser så tidligt som muligt, så borgerne så hurtigt som muligt kan finde ud af, hvad de skal betale i skat af den indtægt, de har haft i det foregående kalenderår.

Der henvises her specielt til lovforslagets bemærkninger, hvoraf det fremgår, at nogle skatteydere vil modtage deres årsopgørelse og overskydende skat lidt senere end efter de gældende regler.

Et mindretal (Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling, men kan dog stemme for ændringsforslag nr. 1 og 2. Mindretallet finder den valgte løsning dårligt gennemarbejdet og forudser ganske store problemer med at overholde de meget knappe tidsfrister, der er en forudsætning for vellykket udsendelse af årsopgørelserne. Allerede i dag er der ganske mange fejl i årsopgørelserne. Størsteparten af dem, der er til fordel for skatteyderne, kommer aldrig til ligningsmyndighedernes kundskab. Det er derfor indtrykket, at tingene fungerer, mens virkeligheden er, at mange skatteydere har det, som når de har vundet i lotteriet. Pludselig kommer der 5.000 eller 10.000 kr. dumpende ind, som skyldes indberetningsfejl, hvoraf størsteparten aldrig opdages. Da der reelt ingen strafbestemmelser er længere, er skatteydernes incitament til at oplyse ligningsmyndigheden om fejl i årsopgørelserne i skatteydernes favør naturligvis særdeles ringe.

ÆndringsforslagAf skatteministeren , tiltrådt af udvalget

Til § 2 1) Paragraffen affattes således

»§ 2 I lov om opkrævning af indkomst- og formueskat for personer m.v. (kildeskat), jf. lovbekendtgørelse nr. 595 af 15. august 1991, som ændret senest ved § 2 i lov nr. 236 af 8. april 1992, foretages følgende ændringer

1. I § 2, stk. 4 , ændres »§ 65 A, stk. 2« til: »§ 65 A, stk. 1«.

2. § 80, stk. 2 , ophæves.

Stk. 3 bliver herefter stk. 2.'

Til § 3 2) I den under nr. 1 foreslåede affattelse af § 4 indsættes i stk. 2, 1. pkt. , efter »det følgende år« ordene: », for bogførings- og regnskabspligtige personer samt deres samlevende ægtefæller den 10. juni«, stk. 4 udgår, og i stk. 6 udgår »eller 4«.

Stk. 5-7 bliver herefter stk. 4-6.

Af skatteministeren , tiltrådt af et flertal (udvalget med undtagelse af SF)

Til § 4 3) I stk. 1 indsættes efter »1. august 1992« ordene: »bortset fra § 3, nr. 4, der træder i kraft dagen efter lovens bekendtgørelse i Lovtidende«.

4) I stk. 2 ændres »nr. 7« til: »nr. 7 og 8«.

5) I stk. 3 ændres »nr. 8-9« til: »nr. 9«.

6) Stk. 4 udgår.

Stk. 5 bliver herefter stk. 4.

Bemærkninger

Til nr. 1 Ændringen er redaktionel.

Til nr. 2 Det foreslås at lovfæste selvangivelsesfristen for bogførings- og regnskabspligtige personer.

Efter gældende ret kan Ligningsrådet fastsætte en senere selvangivelsesfrist end den 15. maj for denne persongruppe. Fristen er de seneste 4 år fastsat til en dato i begyndelsen af juni måned.

Bl.a. på grund af denne faste praksis er det fundet forsvarligt at lovfæste denne selvangivelsesfrist og dermed opnå administrative og retssikkerhedsmæssige fordele.

De kommunale skattemyndigheders hidtidige adgang til at dispensere fra den generelle selvangivelsesfrist opretholdes.

Til nr. 3 Det foreslås, at ophævelsen af indberetningspligten efter skattekontrollovens § 7 A vedrørende byggeudgifter gennemføres hurtigt efter lovens vedtagelse.

Til nr. 4 Det foreslås, at indberetningspligten vedrørende låneforhold med ubetalte renter, der er mere end et år gamle, generelt først tillægges virkning for oplysninger vedrørende kalenderåret 1993 og senere.

Herved imødekommes interesseorganisationernes påpegning af de administrative problemer, der er forbundet med indførelsen af denne indberetningspligt.

Til nr. 5 Ændringen er redaktionel.

Til nr. 6 Ændringen er dels en redaktionel følge af forslaget under nr. 5, dels at realkreditinstitutterne ikke skønnes at have behov for en dispensationsadgang vedrørende indberetning om reservefondsudlodninger.

Pia Gjellerup (S) fmd. Klaus Hækkerup (S) Anne-Marie Meldgaard (S) Peder Sass (S) Stavad (S) Ove Fich (S) Jes Lunde (SF) Jens Thoft (SF) Bente Juncker (CD) Aagaard (KF) Pernille Sams (KF) Peter Brixtofte (V) nfmd. Svend Heiselberg (V) Svend Aage Jensby (V) Ole Donner (FP) Elisabeth Arnold (RV) Kofod-Svendsen (KRF)

Betænkning over lovforslag 1991 243 Valid

Nr BTL 243

Betænkning over Forslag til lov om ændring af skattekontrolloven og forskellige andre skattelove (Selvangivelsesreform)

Nr L 243 1991-92, 1. samling

Afgivet af Skatteudvalget

Afgivet: 19920429

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →