1991 BTL 233 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM TOTALISATORSPIL NR L 233 1991-92, 1. SAMLING
Statutory Text (3 Articles)
Udvalget har behandlet lovforslaget i en række møder og har herunder
stillet spørgsmål til skatteministeren, som denne har besvaret
skriftligt.
Nogle af udvalgets spørgsmål og ministerens svar herpå er optrykt som bilag til betænkningen.
Endvidere har udvalget modtaget en skriftlig og mundtlig henvendelse fra Dansk Travsports Centralforbund.
Der er af skatteministeren stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.
Herefter indstiller udvalget lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.
Et flertal (Socialdemokratiets, Socialistisk Folkepartis, Fremskridtspartiets, Det Radikale Venstres og Kristeligt Folkepartis medlemmer af udvalget) kan støtte ændringsforslagene, som bringer den tilstand til ophør, at gevinster, der er skattepligtige, stort set uden undtagelse alligevel ikke beskattes. Beskatningspligten af gevinsterne ophæves, mens der til gengæld indføres en øget indskudsbeskatning. Flertallet vil følge virkningerne af lovforslaget for at bedømme, om det virker hensigtsmæssigt, eller om det vil være mere formålstjenligt i stedet at indføre en egentlig gevinstbeskatning med et vist bundfradrag, eventuelt kombineret med en indberetningsordning.
ÆndringsforslagAf skatteministeren , tiltrådt af udvalget
Til titlen 1) Efter »totalisatorspil« indsættes ordene: »og om ophævelse af lov om landsspil i forbindelse med hestevæddeløb (V6-spil)».
Til § 1 2) Før den foreslåede ændring, som bliver nr. 1, indsættes som nyt nummer
»01. § 2 A, stk. 1, affattes således
»Ved totalisatorspil i forbindelse med heste- og hundevæddeløb udgør afgiften 1 pct. af den del af indskudssummen, der falder på vinder- og pladsspil, og 11 pct. af den del af indskudssummen, der falder på andre spilleformer, dog bortset fra V5- og V6-spil, hvor afgiften udgør 16 pct.«»
3) Den foreslåede ændring, som bliver nr. 1, affattes således
»1. § 3, stk. 1, affattes således
»Ved totalisatorspil i forbindelse med hestevæddeløb, hundevæddeløb og kapflyvninger med brevduer skal der af indskudssummerne anvendes følgende andele til gevinster til spillerne
80 pct. ved vinder- og pladsspil.
Mindst 65 pct. ved kombineret spil bortset fra V5- og V6-spil.
59 pct. ved V5- og V6-spil.«»
4) Efter den foreslåede ændring, som bliver nr. 1, indsættes som nyt nummer
»02. I § 3 indsættes efter stk. 4 som nyt stykke
»Stk. 5. Gevinsterne er fritaget for indkomstskat til stat og kommune.«»
Til § 2 5) Paragraffen affattes således
»§ 2 Loven træder i kraft den 1. juli 1992.«
Ny paragraf 6) Efter § 2 indsættes som ny paragraf
»§ 01 Lov nr. 270 af 8. juni 1983 om landsspil i forbindelse med hestevæddeløb (V6-spil), som senest ændret ved lov nr. 59 af 7. februar 1990, ophæves.«
Bemærkninger
Til nr. 1-6 Ændringsforslagene giver totalisatorbanerne mulighed for afholdelse af et V6-spil og ophæver indkomstskattepligten for gevinster i totalisatorspil.
V6-spillet er en videreudbygning af V5-spillet, hvor der skal findes de 5 vindere i 5 løb. I V6-spillet skal der findes 6 vindere i 6 løb. I praksis kan V5- og V6 slås sammen, således at præmiepuljen deles i to lige store dele til henholdsvis 5 og 6 rigtige.
V6-spillet blev indført i Danmark ved lov nr. 270 af 8. juni 1983. Spillet var udformet således, at afgiftssats, spillernes gevinstandel og beskatningen af gevinsterne var identisk med bestemmelserne i tipsloven. Selve bevillingen til afholdelse af spillet blev givet til et aktieselskab, hvis aktiekapital blev tegnet af Dansk Tipstjeneste. Hestesporten var repræsenteret i bestyrelsen.
V6-spillet ophørte efter en kortere periode, idet der ikke var det fornødne spillegrundlag.
En genoplivning af V6 i totalisatorlovens regi, hvor det vil indgå sammen med de øvrige spil på heste m.v., indebærer, at banerne får en større frihed i tilrettelæggelsen af deres spilleudbud samtidig med, at spillet får samme betingelser som V5.
I henhold til den gældende lovgivning er gevinsterne ved totalisatorspil indkomstskattepligtige. Gevinsterne indgår således i spillernes skattepligtige indkomst med fradrag af indskud til opnåelse af gevinsten.
Ændringsforslagene indebærer en ophævelse af den nuværende beskatning af gevinsterne ved totalisatorspil, således at gevinsterne ved totalisatorspil ikke længere indgår i den skattepligtige indkomst.
I stedet forhøjes statsafgiften med 1 pct. både for kombinerede spil og V5 til henholdvis 11 pct. og 16 pct. Samtidig sænkes gevinstandelen med 1 pct. for V5 til 59 pct., således at det i realiteten vil blive spillerne, der betaler den forhøjede afgift. For V6 foreslås samme betingelser som for V5.
Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juli 1992.
Det er uvist, hvornår de enkelte baner vil indføre V6-spillet.
Ændringsforslaget om at indføre V6-spil vil medføre et merprovenu i det omfang, den samlede omsætning ved totalisatorspil forøges.
Dansk Travsports Centralforbund skønner, at et V6-spil på sigt kan medføre en meromsætning i størrelsesordenen 75 mio. kr. på årsbasis, hvilket med samme statsafgift (15 pct.), som i dag gælder for V5, vil indbringe et årligt merprovenu på godt 10 mio. kr. Skønnet er behæftet med stor usikkerhed. For finansåret 1992 forventes V6-forslaget ikke at medføre noget provenu.
Den foreslåede forhøjelse af statsafgiften med 1 pct. for kombinerede spil, V5 og V6, skønnes yderligere at indbringe et årligt provenu på ca. 4,5 mio. kr. For finansåret 1992 skønnes merprovenuet til knap 2 mio. kr.
Ændringsforslagene har ingen nævneværdige administrative konsekvenser.
Pia Gjellerup (S) fmd. Klaus Hækkerup (S) Anne-Marie Meldgaard (S) Peder Sass (S) Stavad (S) Ove Fich (S) Jes Lunde (SF) Jens Thoft (SF) Bente Juncker (CD) Aagaard (KF) Pernille Sams (KF) Peter Brixtofte (V) nfmd. Svend Heiselberg (V) Svend Aage Jensby (V) Ole Donner (FP) Elisabeth Arnold (RV) Kofod-Svendsen (KRF) Bilag
Tre af udvalgets spørgsmål til skatteministeren og dennes besvarelse heraf
Spørgsmål 6
Modsat tips og lotto, hvor indsatsen ved hvert enkelt spil kun foretages en gang, gør deltagerne i totalisatorspil deres indskud i flere løb samme dag. Gevinster, der udbetales i et løb, anvendes oftest til indskud i et senere løb. Finder ministeren ikke, at spillernes spillekapital derved beskattes flere gange på samme spilledag, og at beskatningsprocessen herved hurtigt stiger til et niveau, der er højere end den 15 pct.-afgift, som gælder i tips og lotto?
Spørgsmål 7
Hvis ovennævnte spørgsmål kan besvares bekræftende, forespørges, om det ikke ud fra et almindeligt rimelighedskriterium vil være moralsk rigtigst, at gevinster bliver afgiftsfrie ved totalisatorspil.
Svar
Ved totalisatorspil i forbindelse med hestevæddeløb beregnes der en afgift af dagens samlede indskudssum i totalisatoren. Afgiften er 1 pct. ved vinder- og pladsspil, 10 pct. ved kombineret spil og 15 pct. ved V5-spil. I den beregnede afgift gives et bundfradrag.
Af indskudssummen skal der anvendes 80 pct. til gevinster ved vinder- og pladsspil, 70 pct. ved kombineret spil og 60 pct. ved V5-spil.
Ved tips og lotto beregnes en statsafgift på 13 pct. af indskud, efter den 30. september 1992 dog 16 pct. Af indskudssummen skal 45 pct. anvendes til gevinster til vinderne. Gevinsterne pålægges 15 pct. i afgift af beløb, der overstiger 200 kr.
Indledningsvis bemærkes, at afgiften ved et spil i totalisatoren ved hestevæddeløb varierer fra 1 til 15 pct. af indskudssummen afhængig af spilleform. Gevinster belægges ikke med gevinstafgift, men nettogevinst ved spil er skattepligtig indkomst.
Gevinsten reduceres således med udgiften til indskud ved indkomstopgørelsen. Afhængig af omfanget af de indskud, som spillere med gevinst har foretaget, bliver en del af de udbetalte gevinster skattepligtige. Det må dog nok antages kun at være en beskeden del af gevinsterne, der skal indkomstbeskattes, da det næppe er mange spillere, der har nettogevinst over et år.
Ved tipning/lotto er (stats)afgiften 16 pct. af indskudssummen, hvortil kommer, at udbetalte gevinster, der som nævnt er på 45 pct. af indskudssummen, belægges med 15 pct. gevinstafgift. Det giver en samlet afgift på 223/4 pct. af indskudssummen, hvis der ses bort fra bundfradraget ved gevinstafgiften på 200 kr.
Den samlede skattebelastning ved tipning/lotto er for så vidt højere end de nævnte ca. 22 pct., idet de lovbestemte andele af indskudssummen til humanitære organisationer, eliteidræt, Danmarks Olympiske Komite og andre idrætsformål på i alt 6 pct. samt den lovfæstede overskudsudlodning til idræt, kultur m.v. også bør medregnes.
Overskudsudlodningerne varierer fra år til år og udgjorde 16,7 pct. af omsætningen for 1990-91, således at der for dette regnskabsår ud over statsafgift og gevinstafgift også går ca. 23 pct. af omsætningen til lovbestemte formål.
Den samlede skatte- og afgiftsbelastning ved tipning/lotto er således på ca. 45 pct. af indskudssummen.
Da der ikke er forpligtelse til fortsat spil, kan det anførte umiddelbart tages som udtryk for afgiftsbelastningen ved de to typer spil.
I vedføjede eksempel er vist, hvad den samlede afgift ved totalisatorspil andrager, når det som anført i spørgsmålet forudsættes, at udbetalte gevinster »ruller videre« til indskud i efterfølgende løb på samme dag. Det forudsættes, at der spilles i fire løb. I dette eksempel overstiger indskuddene gevinsterne, og der skal derfor ikke betales indkomstskat. I andre tilfælde vil der skulle betales indkomstskat af gevinsterne. Endvidere forudsættes det, at bevillingshavernes overskud ikke medfører krav om afgivelse af beløb til anvendelse i almenvelgørende eller andet almennyttigt øjemed efter lovens § 3 og § 5.
Tilsvarende er i eksemplet vist, hvad den samlede statsafgift og gevinstafgift andrager ved tipning/lotto, idet det af hensyn til sammenligningen med totalisatorspil forudsættes, at udbetalte gevinster anvendes som indskud i fire spillerunder.
Det fremgår af eksemplet, at hvis spilleren indskyder 10.000 kr. i kombineret spil ved hestevæddeløb, hvor totalisatorafgiften er 10 pct., og der tilbagebetales 70 pct. af indskuddet som gevinst, udgør den samlede afgift efter fire spil 2.533 kr. svarende til 10 pct. af den samlede indskudssum. Det forudsættes, at spilleren ikke skal betale indkomstskat af gevinsterne.
Ved tipning/lotto bliver den samlede statsafgift og gevinstafgift efter fire spillerunder 3.513 kr. eller 22 pct. af den samlede indskudssum. Det er her forudsat, at der ligeledes indskydes 10.000 kr. i 1. spillerunde, at statsafgiften udgør 16 pct., gevinstandelen 45 pct., og at der betales 15 pct. i gevinstafgift af beløb over 200 kr.
Hertil kommer de lovbestemte andele af indskudssummen og overskudsudlodning, som efter fire spillerunder udgør 3.624 kr.
Forudsætningen om fortsat spil ændrer således ikke billedet af afgiftsbelastningen af de to spilleformer.
På denne baggrund er der ikke grundlag for at fritage gevinster ved totalisatorspil for afgift.
Spørgsmål 9
Kan ministeren oplyse, hvor mange totalisatorgevinster på 10.000 kr., 20.000 kr. eller 40.000 kr. og derover der årligt udbetales?
Svar
Hestesporten har oplyst, at der i 1991 blev udbetalt 964 præmier over 10.000 kr., 235 præmier over 20.000 kr. og 57 præmier over 40.000 kr. Præmierne omfatter i praksis kun V5, trio og firkløver.
Antallet af præmier er opgjort som det antal, der fremkommer, når et væddemåls laveste indsats giver gevinst over de nævnte beløbsgrænser.
Eksempel
Ved totalisatorspil er det forudsat, at der spilles i kombineret spil, hvor der i hvert spil tilbagebetales 70 pct. af indskudssummen som gevinst. Totalisatorafgiften er 10 pct. af indskudssummen, og det forudsættes, at der ikke skal betales indkomstskat. Resten af tilskudssummen tilfalder bevillingshaverne.
Ved tipning/lotto er statsafgiften 16 pct. og gevinstafgiften 15 pct. af beløb over 200 kr. De 16,7 pct. som lovbestemt overskudsudlodning gælder for 1990-91.
--------------------------------------------------------------------- Totalisatorspil --------------------------------------------------------------------- Udbetalt Indskud gevinst Totalisator- 70 pct. af (1) afgift (1) (2) (3) --------------------------------------------------------------------- --------------- Kr. --------------- 1. spil ....................... 10.000 7.000 1.000 2. spil ....................... 7.000 4.900 700 3. spil ....................... 4.900 3.430 490 4. spil ....................... 3.430 2.401 343 --------------------------------------------------------------------- I alt ......................... 25.330 17.731 2.533 --------------------------------------------------------------------- Totalisatorafgift i pct. af samlet indskud ........... 10 pct. Tipning/lotto Gevinst med Indskud Gevinst Gevinstafgift fradrag af gevinstafgift (1) (2) (3) (4) --------------------------------------------------------------------- -------------------- Kr. -------------------- 1. spillerunde ..... 10.000 4.500 645 3.855 2. spillerunde ..... 3.855 1.735 230 1.505 3. spillerunde ..... 1.505 677 72 605 4. spillerunde ..... 605 272 11 261 --------------------------------------------------------------------- I alt .............. 15.965 7.184 958 6.226 --------------------------------------------------------------------- Statsafgift: 16 pct. af 15.965 kr. 2.555 kr. Gevinstafgift 958 kr. ---------- Afgift i alt 3.513 kr. eller 22 pct. af samlet ind- skud Lovbestemt andel af indskudssum (6 pct.) 958 kr. Lovbestemt overskudsudlodning (16,7 pct.) 2.666 kr. ----------- I alt 7.137 kr. eller 44,7 pct. af sam- let indskud ---------------------------------------------------------------------
Ingen
Nr BTL 233
Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om totalisatorspil
Nr L 233 1991-92, 1. samling
Afgivet af Skatteudvalget
Afgivet: 19920424