1991 BTL 232 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM TIPNING OG LOTTO NR L 232 1991-92, 1. SAMLING
Statutory Text (3 Articles)
Udvalget har behandlet lovforslaget i en række møder og har herunder
stillet spørgsmål til skatteministeren, som denne har besvaret
skriftligt.
Nogle af udvalgets spørgsmål og ministerens svar herpå er optrykt som bilag til betænkningen.
Endvidere har udvalget modtaget skriftlige og/eller mundtlige henvendelser fra
Dansk Boldspil-Union,
Dansk Idræts-Forbund,
De Samvirkende Invalideorganisationer,
Foreningen af Divisionsklubber i Danmark,
Idrættens Fællesråd,
Kommunernes Landsforening,
Kræftens Bekæmpelse og
Muskelsvindfonden.
Der er af et flertal stillet et ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.
Herefter indstiller udvalget lovforslaget til vedtagelse med det stillede ændringsforslag.
Et flertal (Socialdemokratiets, Det Konservative Folkepartis, Venstres, Det Radikale Venstres og Kristeligt Folkepartis medlemmer af udvalget) er opmærksom på de problemer, som Tipstjenestens adgang til at udbyde nye spil kan indebære for velgørende organisationers fortsatte mulighed for at skaffe indtjening ved lotterier og lignende. Flertallet opfordrer justitsministeren til snarligt at finde en tilfredsstillende løsning på disse problemer gennem en justering af bortlodningscirkulæret.
Flertallet er også opmærksom på, at selv efter en justering af bortlodningscirkulæret vil indførelsen af Tipstjenestens nye spil kunne få negative konsekvenser for indtægterne for de velgørende organisationer, der driver lotterier. Flertallet vil tage dette forhold i betragtning i forbindelse med den forestående revision af kompensationsordningen.
ÆndringsforslagAf et flertal (S, KF, V, SF, CD, RV og KRF), tiltrådt af et mindretal (FP)
Til § 1 1) I den under nr. 7 foreslåede affattelse af § 5 affattes stk. 1 således
»Af indskudssummen skal
1) mindst 45 pct. og højst 60 pct. anvendes til gevinster til vinderne i tipning, lotto og andre spil,
2) mindst 45 pct. og højst 70 pct. anvendes til gevinster til vinderne i bookmakerspil.«
Bemærkninger
Til nr. 1 Ændringsforslaget giver fortsat Tipstjenesten en stor fleksibilitet i tilrettelæggelse af sit spilleudbud og dermed udvikling af konkurrencedygtige produkter.
Begrænsningen i forhøjelse af gevinstandelen fra 45-70 pct. til 45-60 pct. er begrundet i et ønske om at sikre overskudsmodtagerne, således at det provenu, der kommer til udbetaling fra Tipstjenesten, ikke bliver reduceret som følge af den forhøjede tilbagebetalingsprocent.
Fastholdelse af gevinstandelen på 45-70 pct. for bookmakerspil skyldes, at det af konkurrencemæssige hensyn er nødvendigt med en høj tilbagebetalingsprocent.
Pia Gjellerup (S) fmd. Klaus Hækkerup (S) Anne-Marie Meldgaard (S) Peder Sass (S) Stavad (S) Ove Fich (S) Jes Lunde (SF) Jens Thoft (SF) Bente Juncker (CD) Aagaard (KF) Pernille Sams (KF) Peter Brixtofte (V) nfmd. Svend Heiselberg (V) Svend Aage Jensby (V) Ole Donner (FP) Elisabeth Arnold (RV) Kofod-Svendsen (KRF) Bilag
Nogle af udvalgets spørgsmål til skatteministeren og dennes besvarelse heraf
Spørgsmål 11
Under henvisning til den meget vide bemyndigelse til ministeren til at meddele bevilling til foranstaltning af spil, lotterier og væddemål bedes det oplyst, efter hvilke kriterier ministeren vil administrere denne bemyndigelse. Efter hvilke retningslinjer tænkes f.eks. bookmaking gennemført i praksis?
Svar
Formålet med lovforslaget er at give Tipstjenesten en større frihed til selv at introducere eller ændre eksisterende spil, lotterier eller væddemål således, at Tipstjenesten får det mest fordelagtige grundlag for udvikling af konkurrencedygtige produkter.
Udgangspunktet er altså Tipstjenestens vurdering af behovet for eventuelle ændringer i spiludbudet.
I bemærkningerne til lovforslaget er nævnt skrabespil og bookmakerspil, som er de to spil, Tipstjenesten aktuelt har ønsker om at indføre. Tipstjenesten har tilkendegivet, at man eventuelt regner med på et senere tidspunkt at indføre et bookmakerspil efter den svenske model. Det drejer sig om 3 typer spil, der går under navnet »Oddset«. To af spillene, nemlig »Toppen« og »Matchen«, fokuserer på enkelte begivenheder, og det tredje, »Lången«, på en kombination af begivenheder, hvor spillerne ud fra en ugentlig liste på 30 kampe skal vælge mindst 3 kampe at spille på.
Spørgsmål 19
Det ønskes oplyst, hvor stort et overskud i procent af omsætningen Tipstjenesten igennem de sidste 3 år har kunnet udlodde til idræts- og kulturformål.
Det ønskes endvidere oplyst, hvilke konsekvenser det forventes at få for overskuddets størrelse, at gevinstandelen foreslås forhøjet til 45-70 pct.
Svar
De ønskede oplysninger baseret på Dansk Tipstjenestes regnskab fremgår af nedenstående oversigt. Fordelingen til overskudsmodtagerne er fastlagt i lovens § 7.
Tipstjenestens omsætning udgjorde for regnskabsåret 1988/89 1.556,6 mio. kr., for 1989/90 2.007,3 mio. kr. og for 1990/91 2.332,1 mio. kr.
Fordeling af Tipstjenestens midler*) til idræts- og kulturformål
1988/89-1990/91
--------------------------------------------------------------------- 1988/89 1989/90 1990/91 --------------------------------------------------------------------- Beløb Andel af Beløb Andel af Beløb Andel af mio. omsæt- mio. omsæt- mio. omsæt- kr. ning kr. ning kr. ning pct. pct. pct. --------------------------------------------------------------------- Idrætsformål 239,0 15,4 261,2 13,0 294,6 12,6 Formål af almen kulturel karakter 23,6 1,5 26,5 1,3 30,1 1,3 Velgørende og andre almen- nyttige formål 16,8 1,1 18,9 1,0 21,5 0,9 Ungdommens friluftsliv 11,4 0,7 12,8 0,6 14,6 0,6 Andre ungdomsformål 45,8 2,9 58,5 2,9 69,2 3,0 --------------------------------------------------------------------- I alt 336,6 21,6 377,9 18,8 430,0 18,4 ---------------------------------------------------------------------
*) Inkl. indtægter fra den sekundære drift (renteindtægter m.v.). Den højere overskudsprocent for regnskabsåret 1988/89 skyldes fortrinsvis, at statsafgiften frem til 31. december 1988 var ekstraordinært nedsat.
Fordeling af tipsmidler til idræts- og kulturformål sker efter, at der af tips- og lottoomsætningen bl.a. er fragået gevinster til spillerne, statsafgift og omsætningsbestemte andele til eliteidræt og humanitære organisationer.
Lovforslaget giver Dansk Tipstjeneste mulighed for at fastsætte gevinstandelen til vinderne til mindst 45 pct. og højst 70 pct. F.eks. forudsætter bookmakerspil højere gevinstandel.
Den foreslåede fleksibilitet med hensyn til gevinstandelen har ikke til hensigt at begrænse Tipstjenestens samlede overskud, men at skabe mulighed for at øge overskuddet ved nye spil.
I den kommende folketingssamling skal fordeling af tipsmidler til omsætningsmodtagerne efter lovens § 6 A, § 6 B og § 6 C tages op til revision.
Spørgsmål nr. 25
»Vil ministeren medvirke til at sikre velgørende organisationer en fremtidig mulighed for at drive lotterier og spil på et blot nogenlunde rimeligt og retfærdigt konkurrencemæssigt grundlag set i forhold til de meget vide aktionsrammer, Tipstjenesten fremover vil få?
Ministeren bedes i tilknytning hertil oplyse, om ministeren samtidig med vedtagelsen af L 232 vil være sindet at foretage ændringer af bortlodningscirkulæret, der sikrer, at velgørende organisationer får mulighed for at afholde forskellige lotterier samtidigt, og at der må ydes kontante gevinster i forhåndstrukne spil.«
Svar
Gennemførelsen af lov om ændring af lov om tipning og lotto medfører ingen indskrænkning i Justitsministeriets adgang til at meddele enkeltstående bevillinger til afholdelse af lotterier.
Det bemærkes i den forbindelse, at det ikke er hensigten med lovændringen, at Tipstjenesten fremover skal foranstalte traditionelle lotterier i form af salg af lodsedler, afholdelse af bankospil eller tombola.
Konkurrencen fra Tipstjenesten må således antages hovedsagelig at komme til at bestå i markedsføring af nye former for lotterier, herunder visse skrabelotterier, der tidsmæssigt kan udstrække sig over længere perioder end de lotterier, som tillades i medfør af bortlodningscirkulæret. Tipstjenesten har endvidere mulighed for at tilbyde gevinstandele på mellem 45 og 75 pct. Der henvises i denne forbindelse til besvarelsen af udvalgets spørgsmål nr. 24 vedrørende lovforslaget.
Bortlodningscirkulæret giver kun mulighed for at meddele tilladelse til afholdelse af lotterier med velgørenhed som hovedformål, jf. bortlodningscirkulærets § 2. Der kan endvidere som udgangspunkt kun meddeles tilladelse til afholdelse af eet lotteri ad gangen, jf. § 3, stk. 1.
Det er Justitsministeriets opfattelse, at tilladelser til afholdelse af flere lotterier samtidigt vil kunne medføre, at større humanitære organisationer vil få en konkurrencemæssig fordel frem for mindre foreninger, som på længere sigt eventuelt vil blive udelukket fra at afholde lotteri.
Det er endvidere Justitsministeriets opfattelse, at et af formålene med bortlodningscirkulæret er at give flest mulige forskellige velgørende foreninger mulighed for at afholde lotteri for derigennem at tilgodese den bredest mulige variation blandt modtagerne af overskuddet fra lotterierne.
Uanset de ovennævnte betænkeligheder vil Justitsministeriet imidlertid overveje, om der kan findes en ordning, som tilgodeser de velgørende foreningers ønsker.
Efter bortlodningscirkulærets § 4 må gevinster kun bestå i pengebeløb, værdipapirer eller lignende, hvis lodtrækningen foretages og offentliggøres efter salgsperiodens udløb.
Justitsministeriet har derfor hidtil efter fast praksis afslået at meddele tilladelse til afholdelse af skrabelotterier, hvor deltageren straks kan se, om og hvor meget den pågældende har vundet, samt om en kontantgevinst eventuelt straks kan udbetales.
Justitsministeriet har i anledning af forslaget til lov om ændring af lov om tipning og lotto modtaget en henvendelse fra Kræftens Bekæmpelse vedrørende forslag til visse ændringer af bortlodningscirkulæret, som skal forbedre de humanitære organisationers konkurrencemæssige position i forhold til Tipstjenesten.
Forslaget overvejes for tiden i Justitsministeriet, i hvilken forbindelse det særligt overvejes, om der bør kunne meddeles tilladelse til visse typer af skrabelotterier med kontantgevinster.
Ingen
Nr BTL 232
Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om tipning og lotto
Nr L 232 1991-92, 1. samling
Afgivet af Skatteudvalget
Afgivet: 19920424