1991 BTL 230 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM DEN EUROPÆISKE MENNESKERETTIGHEDSKONVENTION NR L 230 1991-92, 1. SAMLING
Statutory Text (3 Articles)
Udvalget har behandlet lovforslaget i en række møder og har herunder
stillet spørgsmål til justitsministeren, som denne har besvaret
skriftligt.
Endvidere har udvalget modtaget skriftlige henvendelser fra
Amnesty International,
Balling, Inge, København og
Munkel, Wilfried, Helsingør.
Herefter indstiller et flertal (udvalget med undtagelse af Fremskridtspartiets medlem) lovforslaget til vedtagelse uændret .
Flertallet kan tilslutte sig lovforslaget om inkorporering af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Konventionen indeholder regler, der er af grundlæggende betydning, og flertallet finder, at en inkorporering af konventionen vil være et godt signal til borgerne om den betydning, konventionen tillægges her i landet.
En inkorporering vil medføre, at den nugældende retstilstand, hvor de danske domstole og de retsanvendende myndigheder anvender Menneskerettighedskonventionens regler ved fortolkning af gældende dansk ret, lovfæstes.
Flertallet vil samtidig understrege, at den hidtidige praksis, hvorefter afgørelser fra Menneskerettighedsdomstolen undergives en nøje vurdering med henblik på at fastslå, om dansk ret er i overensstemmelse med Menneskerettighedskonventionen, bør opretholdes. Det er af afgørende betydning, at nødvendige tilpasninger af dansk ret foretages ved gennemførelse af den nødvendige lovgivning, således at Folketingets pligt og ansvar i så henseende fastholdes.
Også hensynet til borgernes mulighed for at kunne danne sig et sikkert indtryk af indholdet af dansk ret på et givet område taler afgørende for, at en ændret retstilstand afspejler sig i gennemførelse af den nødvendige lovgivning, således at der ikke opstår modstrid mellem lovgivningens indhold og Menneskerettighedskonventionens regler. Men det ændrer naturligvis ikke ved det forhold, at Den Europæiske Menneskerettighedskonvention fremover bliver en del af dansk ret.
Et mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling og bemærker i øvrigt
Alle partier i Folketinget er enige om at leve op til de europæiske menneskerettigheder og at indrette den danske lovgivning efter de europæiske menneskerettigheder.
Fremskridtspartiet er således også enig i, at man skal følge de europæiske menneskerettigheder, men finder derimod ikke, at den valgte løsning til inkorporering er den rigtige, tværtimod.
Mindretallet har altid betragtet de europæiske menneskerettigheder som nogle retningslinier, der har »svævet« over Folketinget, når Folketinget har lavet lovændringer. Som sådan ønsker Fremskridtspartiet fortsat, at de europæiske menneskerettigheder skal virke.
Ved en direkte inkorporering, hvor man gør de europæiske menneskerettigheder til en særlig lov i Danmark, sker der uvilkårligt det, at spørgsmål om den samme retsstilling vil kunne besvares i flere forskellige love med deraf følgende usikkerhed om, hvad der er gældende lov. Med andre ord vil der fremover blive en mere intens debat om, hvilken lov der egentlig er gældende, hvilket mildest talt er uheldigt.
Siden 1973 har Fremskridtspartiet kæmpet for udtynding i lovjunglen og for, at vi i Danmark får en lovsamling, som er enkel og klar, så alle kan forstå den. Ved flertallets vedtagelse af dette lovforslag bliver forvirringen i definitionen af retstilstanden kraftigt forøget, hvilket Fremskridtspartiet ikke kan godkende.
Det viser sig da også, at anklagemyndighedens øverste person, rigsadvokaten, taler kraftigt imod en direkte inkorporering af de europæiske menneskerettigheder i dansk lovgivning i sit høringssvar til lovforslaget.
Rigsadvokaten oplyser endda, at det vil give betænkeligheder med hensyn til den almindelige befolknings kendskab og forståelse af gældende lov og ret.
Fremskridtspartiet kan tilslutte sig rigsadvokatens betænkeligheder og advarsler og skal i den forbindelse henvise til bilag 2 til lovforslaget.
Dorte Bennedsen (S) Erling Christensen (S) Lise Hækkerup (S) Frank Jensen (S) Holger Graversen (S) Karen Jespersen (S) Ebba Strange (SF) nfmd. Gert Petersen (SF) Sonja Albrink (CD) Grove (KF) fmd. Helge Adam Møller (KF) Inge Dahl-Sørensen (V) Birthe Rønn Hornbech (V) Svend Aage Jensby (V) Tom Behnke (FP) Niels Helveg Petersen (RV) Inger Stilling Pedersen (KRF)
Ingen
Nr BTL 230
Betænkning over Forslag til lov om Den Europæiske Menneskerettighedskonvention
Nr L 230 1991-92, 1. samling
Afgivet af Retsudvalget
Afgivet: 19920326