1991 BTL 182 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM OFFENTLIGE ARKIVER M.V. NR L 182 1991-92, 1. SAMLING
Statutory Text (3 Articles)
Udvalget har behandlet lovforslaget i en række møder og har herunder
stillet spørgsmål til kulturministeren, som denne har besvaret
skriftligt.
Endvidere har udvalget modtaget skriftlige og/eller mundtlige henvendelser fra
Dansk Historisk Fællesråd,
Dansk Kulturhistorisk Museums Forening,
Danske forskningsinstitutioner og faglige sammenslutninger,
Formandskollegiet,
Journalistforbundet,
Kolding Kommune,
Kommunernes Landsforening,
Københavns Magistrat,
Københavns og Århus Universiteter,
Randers Kommune,
Rigsarkivet,
Sammenslutningen af Lokal Arkiver og
Stadsarkivarforeningen.
Der er af kulturministeren stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.
Kulturministeren har over for udvalget givet tilsagn om, at det i lovforslagets § 5, stk. 2, omhandlede samarbejdsorgan vil blive nedsat snarest muligt efter lovens ikrafttræden, således at der etableres et forum for drøftelse af samarbejdet mellem bl.a. statens arkiver og lokalarkiverne.
Kulturministeren har endvidere over for udvalget understreget, at man ved fortolkningen af lovforslagets § 21 skal lægge afgørende vægt på, at forlængelse af den almindelige 30-års-frist kun kan foretages, hvor det er nødvendigt til beskyttelse af væsentlige hensyn til de i § 21, nr. 1-6, nævnte interesser.
Det er i denne forbindelse forudsat, at de i § 21, nr. 1-6, nævnte beskyttelseshensyn for så vidt angår arkivadgang vil gøre sig gældende med væsentlig mindre vægt end i spørgsmålet om aktindsigt efter lov om offentlighed i forvaltningen.
Udvalget går i øvrigt ud fra, at ønsket om størst mulig åbenhed med hensyn til adgang til offentlige arkivalier også kommer til udtryk i behandlingen af dispensationsansøgninger, og at forlængelse af den generelle frist efterhånden kun sker i ganske særlige tilfælde.
Kulturministeren har endelig tilkendegivet over for udvalget, at lovgivningen på arkivområdet vil blive taget op til vurdering i foråret 1996 med henblik på fremsættelse af forslag til revision af loven inden den 1. januar 1997.
Vurderingen skal bl.a. ske på grundlag af resultatet af arbejdet i det følgeudvalg, der nedsættes i henhold til det i betænkningen under nr. 1 stillede ændringsforslag.
Det er oplyst, at rigsarkivaren årligt vil afgive en rapport om tilgængelighedspraksis med følgende hovedpunkter
- afleveringspraksis,
- praksis vedrørende tilgængelighedsfrister og
- praksis vedrørende dispensationer.
Det foreslåede følgeudvalg vil årligt drøfte denne rapport og afgive udtalelse til kulturministeren. Kulturministeren vil give Folketingets Kulturudvalg en orientering om de overvejelser, som følgeudvalgets udtalelser giver anledning til.
Herefter indstiller et flertal (udvalget med undtagelse af Fremskridtspartiets medlem) lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.
Et mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de under nr. 2 og 3 stillede ændringsforslag og vil stemme imod det under nr. 1 stillede ændringsforslag.
Fremskridtspartiet er af den opfattelse, at arkivlovgivningen skal være præget af det princip, at offentligheden skal have så fri adgang til arkiverne som overhovedet muligt. Denne adgangsret skal kun begrænses af hensynet til enkeltindivider og i særlige tilfælde til statens sikkerhed.
Derudover har Fremskridtspartiet ingen betænkeligheder ved at åbne arkiverne mest muligt. Det offentliges behandling af borgerne skal altid kunne tåle at blive set efter i sømmene. Det offentlige er alene at betragte som en service for borgerne. Derfor er det vigtigt, at de mange administrative afgørelser hurtigt kan få eftertidens dom. Formålet er ikke at hetze eller rejse stribevis af tiltaler, men derimod at opnå den forebyggende effekt, som en senere afsløring af en uretsbehandling vil have på den offentlige forvaltning.
Nærværende lovforslag er nogle få skridt i den rigtige retning. Særligt præciseringerne i betænkningen har gjort forventningerne til den efterfølgende administration af loven mere lyse end ellers og klart bedre end dagens tilstand. Fremskridtspartiet anbefaler derfor lovforslaget til vedtagelse.
ÆndringsforslagAf kulturministeren , tiltrådt af et flertal (udvalget med undtagelse af FP)
Ny paragraf 1) Efter § 25 indsættes som ny paragraf
»§ 01. Kulturministeren nedsætter et udvalg, der skal vurdere praksis på tilgængelighedsområdet.
Stk. 2. Udvalget består af en repræsentant for forskningen, en repræsentant for pressen, en dommer og en departementschef.«
Af kulturministeren , tiltrådt af udvalget
Til § 36 2) I den foreslåede affattelse af § 9, stk. 4 , ændres i 1. pkt. »Rigsarkivet« til: »arkiv«.
Ny paragraf 3) Efter § 39 indsættes som ny paragraf
»§ 02. Forslag til revision af loven fremsættes for Folketinget senest i folketingsåret 1996-97.«
Bemærkninger
Til nr. 1 Udvalget skal på baggrund af en årlig rapport udarbejdet af Rigsarkivaren vurdere praksis på tilgængelighedsområdet og udtale sig om, hvorvidt der bør gennemføres ændringer på dette område.
Den i det foreslåede stk. 2 omhandlede forskerrepræsentant udpeges efter indhentet udtalelse fra Forskningsrådenes formandskollegium. Den foreslåede repræsentant for pressen udpeges efter indhentet udtalelse fra Danske Dagblades Forening og Dansk Journalistforbund, og den foreslåede dommer udpeges efter indhentet udtalelse fra Justisministeriet. Departementschefen skal være departementschefen fra enten Stats-, Justits- eller Forsvarsministeriet eller Udenrigsministeriets direktør og skal udpeges af kulturministeren i samråd med vedkommende minister.
Til nr. 2 Den foreslåede ændring medfører, at kommunale registre i givet fald vil kunne opbevares i kommunale arkivinstitutioner.
Til nr. 3 Ved den foreslåede ændring sikres det, at loven senest tages op til revision i folketingsåret 1996-97.
Hanne Andersen (S) Eva Fatum (S) Søren Hansen (S) Qvist Jørgensen (S) Peder Sass (S) Jimmy Stahr (S) fmd. Pernille Frahm (SF) Birthe Hansen (SF) Jette Pors (CD) Agnete Laustsen (KF) Jens Jørgensen (KF) Helge Sander (V) nfmd. Mariann Fischer Boel (V) Erik Larsen (V) Aage Brusgaard (FP) Ole Vig Jensen (RV) Lysholm Christensen (KRF)
Ingen
Nr BTL 182
Betænkning over Forslag til lov om offentlige arkiver m.v.
Nr L 182 1991-92, 1. samling
Afgivet af Kulturudvalget
Afgivet: 19920429