1991 BTL 180 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM DET DANSKE KLASSELOTTERI A/S NR L 180 1991-92, 1. SAMLING
Statutory Text (3 Articles)
Udvalget har behandlet lovforslaget i en række møder og har herunder
stillet spørgsmål til skatteministeren, som denne har besvaret
skriftligt.
Herefter indstiller udvalget lovforslaget til vedtagelse uændret .
Et mindretal (Socialdemokratiets medlemmer af udvalget) finder det fornuftigt at modernisere Det Kgl. Københavnske Klasselotteri, således at der i forbindelse med det stigende antal spil og en eventuel international konkurrence på spilleområdet er handlingsmuligheder og frihedsgrader som ved andre spil.
Der er med lovforslaget lagt op til, at det ved omdannelsen til et aktieselskab stadig er muligt at bevare klasselotteriet som et klassisk spil med de traditioner, der er forbundet med spillet.
Det er for Socialdemokratiet afgørende, at det fastansatte personales, herunder kollektørernes, rettigheder og vilkår ikke forringes i forbindelse med overgangen til det nye selskab.
Under behandlingen af lovforslaget er det oplyst, at det nuværende personale, herunder kollektørerne, er omfattet af lov om lønmodtagernes retsstilling ved virksomhedsoverdragelse, således at det nye selskab er forpligtet til at anerkende de rettigheder, som det ikketjenestemandsansatte personale havde på overdragelsestidspunktet.
Socialdemokratiet er derfor af den opfattelse, at bl.a. de mange kollektører er sikret fortsat beskæftigelse, og kan derfor støtte lovforslaget.
Et andet mindretal (Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget) udtaler, at SF's stillingtagen er afgørende påvirket af, at samtlige personalegrupper, herunder kollektørerne, støtter lovforslaget. Mindretallet finder det især bemærkelsesværdigt, at kollektørerne støtter lovforslaget, for næppe nogen forestiller sig, at kollektørinstitutionen vil eksistere bare på mellemlang sigt. Mindretallet opfordrer ministeren til at sikre personalegrupperne uændrede arbejdsvilkår og tryghed i ansættelsen.
Et tredje mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) bemærker desuden, at efter Fremskridtspartiets opfattelse skal klasselotteriet gøres til en helt fri privat virksomhed. Mindretallet opfatter således kun dette lovforslag som første skridt på den vej, der skal føre klasselotteriet ud af statens kløer og over i en fri og fremadrettet status.
Skatteministeren opfordres til hurtigst muligt at sælge flest mulige aktier til en optimal kurs og derudover nøje følge udviklingen blandt medarbejderne. Når hensynet til tjenestemændene ikke længere blokerer for et yderligere salg end de 25 pct. af aktieposten, skal ministeren afhænde yderligere, og helst alle, aktier.
Pia Gjellerup (S) fmd. Klaus Hækkerup (S) Anne-Marie Meldgaard (S) Peder Sass (S) Stavad (S) Ove Fich (S) Jes Lunde (SF) Jens Thoft (SF) Bente Juncker (CD) Aagaard (KF) Pernille Sams (KF) Peter Brixtofte (V) nfmd. Svend Heiselberg (V) Svend Aage Jensby (V) Ole Donner (FP) Elisabeth Arnold (RV) Kofod-Svendsen (KRF)
Ingen
Nr BTL 180
Betænkning over Forslag til lov om Det Danske Klasselotteri A/S
Nr L 180 1991-92, 1. samling
Afgivet af Skatteudvalget
Afgivet: 19920311