1991 BTL 150 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM AKTIESELSKABER OG LOV OM ANPARTSSELSKABER (KAPITALKRAV) NR L 150 1991-92, 1. SAMLING
Statutory Text (5 Articles)
Bilag
Nogle af udvalgets spørgsmål til industriministeren og dennes svar herpå
Spørgsmål 3
Det oplyses i bemærkningerne til §§ 3 og 4, at Erhvervs- og Selskabsstyrelsen foranlediger selskabet opløst. I den anledning bedes oplyst
- Hvorledes sker det i praksis?
- Får virksomheden en særlig frist?
- Vil der blive taget hensyn til, om de pågældende virksomheder har haft misligholdt gæld til det offentlige eller ej?
Svar
Når Erhvervs- og Selskabsstyrelsen efter overgangsperiodens udløb konstaterer, at et selskab ikke opfylder lovens kapitalkrav, anmoder styrelsen selskabet om at berigtige forholdet.
Hertil får selskabet en frist på 4-6 uger, således at selskabets generalforsamling kan træffe foranstaltninger til gennemførelse af kapitalforhøjelsen. Har styrelsen ikke ved fristens udløb modtaget den fornødne anmeldelse, vil selskabet uden yderligere varsel blive oversendt til skifteretten med anmodning om opløsning.
Der er tale om lovbestemte krav til selskaberne, hvori der ikke indgår kriterier om gæld til det offentlige.
Spørgsmål 5
Hvor mange aktieselskaber er skønsmæssigt i dag under grænsen på 500.000 kr.?
Svar
Jeg kan oplyse, at der den 30. oktober 1991 var registreret i alt 27.361 aktieselskaber, der ikke var i likvidation, oversendt til opløsning i skifteretten eller under konkurs. Af disse havde omkring 17.000 en registreret aktiekapital på under 500.000 kr.
Spørgsmål 6
Hvor mange anpartsselskaber er skønsmæssigt i dag under grænsen på 200.000 kr.?
Svar
Det kan oplyses, at der den 30. oktober 1991 var registreret i alt 55.578 anpartsselskaber, der ikke var i likvidation, oversendt til opløsning i skifteretten eller under konkurs. Af disse havde omkring 52.000 en registreret indskudskapital på under 200.000 kr.
Spørgsmål 11
Hvad vil statens samlede akkumulerede merprovenu være fra kapitaltilførselsafgiften, når denne lov er fuldt gennemført i 1997?
Svar
Jeg har fra skatteministeren indhentet følgende udtalelse
»På baggrund af oplysninger fra Erhvervs- og Selskabsstyrelsen om aktie- og indskudskapitalen i de eksisterende selskaber kan provenuet af kapitaltilførselsafgiften på 1 pct. ved den nødvendige kapitalforhøjelse for samtlige selskaber skønnes til i alt ca. 100 mio. kr.«
Spørgsmål 12
Hvorledes fordeler private virksomheders gæld til staten sig på de forskellige virksomhedskategorier: A/S, ApS, I/S, andelsselskaber, personligt ejede virksomheder osv.?
Svar
Jeg har nu fra skatteministeren modtaget følgende oplysninger
»Der kan oplyses følgende om fordelingen af private virksomheders skatte- og afgiftsrestancer på personligt ejede virksomheder (inkl. I/S) og øvrige virksomhedsformer (A/S, ApS osv.)
--------------------------------------------------- Personligt Øvrige ejede virksomheder virksomheder --------------------------------------------------- Mia. kr. A-skat, moms m.v. 4,1 4,3 Selskabsskat m.v. - 1,7 (*)Personskat m.v. 3,6(*) - --------------------------------------------------- I alt 7,7 6,0 ---------------------------------------------------
(Alle tal er opgjort primo november 1991).
(*) Andelen af den samlede personskatterestance, der kan henføres til private virksomheder, er skønnet ud fra størrelsen af B-skatterestancer samt eventuelle restskatterestancer, der med rimelighed kan henføres til selvstændigt erhvervsdrivende.
Som det fremgår, fordeler den samlede »virksomhedsrestance« på skatte- og afgiftssiden sig med ca. 56% til de personligt ejede virksomheder og ca. 44% til øvrige virksomheder.
På A-skatte- og momsområdet er fordelingen 50:50.'
Spørgsmål 14
Udvalget udbeder sig ministerens kommentar til henvendelse af 12. december 1991 fra Advokatrådet vedrørende ovennævnte lovforslag, navnlig for så vidt angår det under pkt. 4 anførte, jf. L 150, bilag 9.
Svar
Som jeg tilkendegav i min besvarelse af spørgsmål 8, har ikrafttrædelsesbestemmelsen fået den foreliggende udformning for at forhindre misbrug af overgangsordningen.
Jeg er enig med Advokatrådet i, at der kan opstå overgangsproblemer for nogle af de selskaber, der er blevet stiftet, men ikke anmeldt i perioden til og med den 6. december 1991.
Det er imidlertid meget vanskeligt at fastsætte en overgangsordning, der yder alle den absolutte retfærdighed og samtidig er præcis og administrerbar.
Regeringen har derfor som nævnt i besvarelsen af spørgsmål 8 valgt anmeldelsestidspunktet som skæringsdato. Dette tidspunkt er objektivt konstaterbart.
Advokatrådets forslag vil komplicere overgangsreglerne og dermed bevirke en øget administration. Endvidere kan jeg oplyse, at Erhvervs- og Selskabsstyrelsen efter lovforslagets fremsættelse har modtaget et betragteligt antal anmeldelser af såkaldte skuffeselskaber, der formentlig vil blive omfattet af den overgangsordning, som Advokatrådet foreslår.
Spørgsmål 15
I forlængelse af svaret på spørgsmål 2 ønskes oplyst, hvorledes ministeren forventer at kapitaltilførselsafgiftsprovenuet til staten vil fordele sig over den 5-års-tidsfrist, virksomhederne har?
Vil det efter ministerens vurdering ikke være mest sandsynligt, at de fleste virksomheder venter med at tilføre kapitalen - og dermed betale afgiften - til lige inden tidsfristen udløber?
Svar
Det er min forventning, at de fleste selskaber vil vente med at forhøje kapitalen til hen imod overgangsperiodens udløb. Kapitaltilførselsafgiften vil blive indbetalt i overensstemmelse hermed.
Spørgsmål 17
I forlængelse af svaret på spørgsmål 10, hvori det oplyses, at det må anses for lidet sandsynligt, at der vil kunne frembringes det nødvendige kapitalindskud, ønskes oplyst, om der i den formulering ligger en erkendelse af, at en lang række virksomheder vil gå konkurs eller blive administrativt lukket som følge af denne lov. Og i givet fald: Hvilket skøn har ministeren om omfanget af disse virksomhedslukninger?
Svar
Det forhold, at et selskab ikke vil kunne frembringe det nødvendige kapitalindskud inden overgangsperiodens udløb, medfører ikke nødvendigvis konkurs eller tvangsopløsning.
Nogle selskaber kan vælge at fusionere med deres naturlige samarbejdspartnere, mens aktieselskaber f.eks. vil kunne omdanne sig til anpartsselskab. Endelig er der også den nærliggende mulighed, at selskabet træder i likvidation med henblik på at føre virksomheden videre i et personligt drevet firma, f.eks. under virksomhedsskatteordningen.
Spørgsmål 18
I forlængelse af svaret på spørgsmål 11 ønskes bekræftet, at den kapital, virksomhederne skal fremskaffe inden 1. januar 1997, er ca. 10 mia. kr.
Spørgsmål 19
Ministeren bedes give en vurdering af, hvorledes det vil påvirke danske virksomheders investeringer, beskæftigelse og konkurrenceevne, når der skal fremskaffes 10 mia. kr. til opfyldelse af denne lov.
Svar
Jeg har fra skatteministeren indhentet følgende udtalelse
»Det kan bekræftes, at det anførte skøn over kapitaltilførselsafgiften på ca. 100 mio. kr. bygger på et skøn over den nødvendige kapitaltilførsel på i størrelsesordenen 10 mia. kr. i løbet af overgangsperioden.
Dette skøn bygger på oplysninger fra Erhvervs- og Selskabsstyrelsen om aktie- og indskudskapitalen i de eksisterende selskaber.«
I tilslutning hertil skal jeg påpege de alternative muligheder for omdannelse, som er angivet i min besvarelse af spørgsmål 17. Anvendelse af disse muligheder vil gøre beløbet mindre.
Endvidere må man være opmærksom på, at nogle selskaber har frie reserver, som kan anvendes til den kapitalforhøjelse, som lovforslaget kræver. Jeg henviser til min besvarelse af spørgsmål 4 (bilag 2). Overførelse af frie reserver til aktie- eller indskudskapital indebærer ikke øgede investeringsomkostninger.
I de selskaber, som må tilvejebringe den nødvendige kapitalforhøjelse ved indskud fra aktionærer eller anpartshavere, vil disse indskud forøge selskabernes egenkapital og dermed formindske behovet for lån og andre former for fremmedkapital. Styrkelse af selskabernes egenkapital er netop forslagets formål, og jeg har ingen grund til at tro, at denne omlægning fra fremmedkapital til egenkapital vil indebære højere samlede finansieringsomkostninger.
Med et stærkere økonomisk grundlag vil aktie- og anpartsselskaber fremstå mere tillidvækkende over for leverandører, kreditorer og andre samhandelspartnere, og dette vil styrke selskabernes konkurrenceevne.
Samtidig vil lovforslaget gøre det vanskeligere for useriøse virksomheder at udøve erhvervsdrift i selskabsform. Investering og beskæftigelse i sådanne virksomheder vil derfor blive påvirket. Til gengæld begrænses den urimelige konkurrence og de andre skadevirkninger, som useriøse virksomheder påfører det øvrige erhvervsliv og det offentlige.
Alt i alt er det min vurdering, at lovforslaget vil styrke selskabernes soliditet og begrænse misbrug af selskabsformen uden at have andet end beskeden virkning for virksomhedernes investeringer, beskæftigelse og konkurrenceevne.
Tillægsbetænkning
Udvalget har, efter at lovforslaget ved 2. behandling blev henvist
til fornyet udvalgsbehandling, behandlet dette i et møde og har
herunder haft samråd med industriministeren.
Industriministerens skriftlige besvarelse af samrådsspørgsmål A er optrykt som bilag til tillægsbetænkningen.
Herefter indstiller et flertal (udvalget med undtagelse af Fremskridtspartiets medlem) lovforslaget til vedtagelse uændret.
Et mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse.
Lotte Henriksen (S) Frank Jensen (S) Sonja Mikkelsen (S) Erling Olsen (S) Nyrup Rasmussen (S) fmd. Løvig Simonsen (S) Tommy Dinesen (SF) Rahbæk Møller (SF) Sonja Albrink (CD) Flemming Hansen (KF) nfmd. Kai Dige Bach (KF) Svend Heiselberg (V) Pia Larsen (V) Helge Sander (V) Annette Just (FP) Lone Dybkjær (RV) Lysholm Christensen (KRF)
Bilag
Industriministerens skriftlige besvarelse af samrådsspørgsmål A
Spørgsmål
Vil industriministeren overveje et ændringsforslag, der alene går ud på at etablere en overgangsregel for selskaber, der kan fremlægge attestation fra pengeinstitut for kontant indbetaling af aktiekapital på mindst 300.000 kr. eller indskudskapital på mindst 80.000 kr. inden den 6. december 1991?
Svar
Jeg skal indledningsvis henvise til min besvarelse af spørgsmål 8 og 14.
Lovforslaget indgår som bekendt i regeringens bestræbelser for at nedbringe restancerne til det offentlige ved at styrke selskabernes soliditet. Lovforslaget hjælper samtidig med at dæmme op for konkursrytteri.
For at opnå den tilsigtede effekt af lovændringen finder jeg det nødvendigt at forbeholde overgangsordningen for selskaber, der er registreret eller anmeldt til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen senest den 6. december i år.
Jeg erkender, at der kan opstå overgangsproblemer for nogle af de selskaber, der er stiftet før den 6. december, men ikke har nået at blive anmeldt senest denne dag.
Jeg må imidlertid påpege, at det ikke er muligt effektivt at kontrollere, hvornår et selskabs stiftelse rent faktisk har fundet sted. Jeg finder det derfor mest forsvarligt at lægge anmeldelsestidspunktet over for Erhvervs- og Selskabsstyrelsen til grund.
Til orientering kan jeg oplyse, at Erhvervs- og Selskabsstyrelsen siden lovforslagets fremsættelse den 6. december har modtaget anmeldelse af ca. 1.000 »skuffeselskaber« fra en anmelder. Disse selskaber er efter det oplyste stiftet henholdsvis den 1. og den 2. december 1991, men er alle anmeldt efter den 6. december. Fra anmelderens side er der fremlagt sædvanlig dokumentation for, at den kontante indskudskapital er til stede.
En overgangsordning som den forslåede vil i det konkrete tilfælde ud over at give den pågældende anmelder en særlig økonomisk gevinst medføre, at et betragteligt antal selskaber vil blive omfattet af den 5-årige overgangsperiode.
Disse selskaber får således mulighed for i overgangsperioden at drive erhvervsvirksomhed på et svagere økonomisk grundlag end det, lovforslaget tilsigter.
Det er derfor min opfattelse, at en ændring af overgangsbestemmelsen som den i spørgsmålet skitserede vil medføre en væsentlig forsinkelse af regeringens bestræbelser for en reduktion af offentlige tilgodehavender og først på længere sigt dæmme op for konkursrytteri.
Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder og har herunder
stillet spørgsmål til industriministeren, som denne har besvaret
skriftligt.
Nogle af udvalgets spørgsmål til industriministeren og dennes svar herpå er optrykt som bilag til betænkningen.
Endvidere har udvalget modtaget skriftlige henvendelser fra
Advokatfirmaet Jens Roel,
Advokatrådet og
Foreningen af Registrerede Revisorer.
Herefter indstiller et flertal (udvalget med undtagelse af Fremskridtspartiets medlem) lovforslaget til vedtagelse uændret.
Et flertal inden for flertallet (Socialdemokratiets, Det Konservative Folkepartis, Venstres, Centrum-Demokraternes, Det Radikale Venstres og Kristeligt Folkepartis medlemmer af udvalget) opfordrer regeringen til at fremsætte lovforslag, hvorefter eksisterende selskaber, der som følge af den foreslåede forhøjelse af kapitalkravene foretager en forhøjelse af aktie- eller anpartskapitalen i perioden fra den 1. januar 1992 til den 31. december 1993, fritages for kapitaltilførselsafgift ved kapitalforhøjelsen.
Flertallet er dog opmærksomt på, at en sådan fritagelse ikke er i overensstemmelse med kapitaltilførselsdirektivet. Efter dette direktiv skal medlemsstaterne anvende en enhedssats på højst 1 pct.
For bestemte typer af dispositioner eller selskaber er der dog mulighed for fritagelse, nedsættelse eller forhøjelse af satsen enten for at skabe skattemæssig rimelighed, af sociale grunde eller for at gøre det muligt for en medlemsstat at tage hensyn til en særlig situation. En medlemsstat, der overvejer en sådan forholdsregel, skal tidligst muligt henvende sig til EF-Kommissionen med henblik på anvendelse af traktatens artikel 102.
Flertallet er indforstået med, at der forinden fremsættelse af lovforslag sker henvendelse til EF-Kommissionen med henblik på at få Kommissionens og de øvrige medlemsstaters accept.
Et mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling, men ønsker dog at stemme for det af mindretallet stillede ændringsforslag.
Det er Fremskridtspartiets opfattelse, at dette lovforslag er helt unødvendigt. Det mål, man har med lovforslaget, nemlig at komme konkursryttere osv. til livs, opnås ikke. For de »smarte« erhvervsfolk, som opretter og sælger skuffeselskaber, er det ikke noget problem at skaffe den ekstra kapital til selskabsmanipulation.
Til gengæld kommer man til at ramme de gode, sunde virksomheder, som hver dag søger at overleve de høje skatter, den urimelige miljøpolitik og de absurde love og regler, dette Folketing i øvrigt belaster dem med - og hvad er så takken? Man får en ekstra regning på 10 mia. kr. til betaling senest 1. januar 1997, eller man må lukke sin virksomhed.
Jyllands-Posten kunne den 19. oktober 1991 offentliggøre det hårrejsende resultat, at 40 pct. af alle danske selskaber har underskud. Hver tredje virksomhed vil lukke, hvis gælden forøges, osv. Der er ingen tvivl om, at dette lovforslags 10 mia. kr. store regning vil få tusinder af virksomheder til at bukke under for statens tunge åg.
Lovforslaget er endnu et led i den kæde, regeringen har lagt om halsen på dansk erhvervsliv. Nu skal der rigtig strammes til! Resultatet bliver tusinder af virksomhedslukninger og deraf følgende arbejdsløshed, bistandsmodtagere, skilsmisser, tvangsauktioner, børnetvangsfjernelser og al den anden råddenskab, som årtiers kontinuerlig erhvervsfjendsk politik fra Folketingets flertal har ført med sig.
Fremskridtspartiet vender sig imod lovforslaget. Mindretallet er selvfølgelig parat til at diskutere, om kapitalkravene bør sættes op. Der er jo gået en række år siden sidste forhøjelse i 1982. Men såvel regeringens bemærkninger som svarene på de optrykte spørgsmål viser, at lovforslagets egentlige intention er at tvangsstyre, skræmme og slagte løs i dansk erhvervsliv, og så ønsker Fremskridtspartiet ikke at deltage i debatten - den er ganske enkelt afsporet.
Ændringsforslag
Af et mindretal (FP)
Til § 4
1) Stk. 2 og 3 udgår.
Bemærkninger
Til nr. 1
Det kan diskuteres, om tiden er inde til en forhøjelse af kravene til kapital for etablering af aktie- og anpartsselskaber. Men det forekommer aldeles urimeligt, at loven får den tilbagevirkende kraft, at alle eksisterende selskaber skal forhøje deres kapital. Formålet med lovforslaget er at forhindre, at selskaberne får betydelig gæld til det offentlige. Men hvad med det lille familieaktieselskab med en beskeden omsætning, og som i 5 generationer har betalt enhver sit? Det vil blive lukket som følge af denne lovgivning. Hertil svarer skatteministeren i svaret på spørgsmål 18 og 19, at sådanne selskaber er »useriøse« og nærmest til gene for det offentlige og samfundet som helhed - magen til hovmod skal man lede længe efter.
Ændringsforslaget går derfor ud på at fjerne den tilbagevirkende effekt.
Lotte Henriksen (S) Frank Jensen (S) Sonja Mikkelsen (S) Erling Olsen (S) Nyrup Rasmussen (S) fmd. Løvig Simonsen (S) Tommy Dinesen (SF) Rahbæk Møller (SF) Sonja Albrink (CD) Flemming Hansen (KF) nfmd. Kai Dige Bach (KF) Svend Heiselberg (V) Pia Larsen (V) Helge Sander (V) Annette Just (FP) Lone Dybkjær (RV) Lysholm Christensen (KRF)
Ingen
Nr BTL 150
Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om aktieselskaber og lov om anpartsselskaber (Kapitalkrav)
Nr L 150 1991-92, 1. samling
Afgivet af Erhvervsudvalget
Afgivet: 19911217