1991 BTL 146 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM INDIVIDUEL BOLIGSTØTTE (STRAMNING AF AREALNORMEN) NR L 146 1991-92, 1. SAMLING
Statutory Text (3 Articles)
Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder og har herunder
stillet spørgsmål til boligministeren, som denne har besvaret
skriftligt.
Der er af et mindretal stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.
Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets, Det Konservative Folkepartis, Venstres, Centrum-Demokraternes, Det Radikale Venstres og Kristeligt Folkepartis medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse uændret.
Et mindretal inden for flertallet (Socialdemokratiets medlemmer af udvalget) udtaler, at Socialdemokratiet naturligvis vedstår den indgåede finanslovsaftale for 1992, herunder også aftalen vedrørende ændringen af den individuelle boligstøtte.
Under udvalgsbehandlingen har det vist sig, at lovforslaget på et enkelt punkt modvirker mobiliteten, som det ellers er lovforslagets hensigt at øge.
Lovforslaget indebærer, at man ved flytning mister det fulde beløb på een gang. Socialdemokratiet har ønsket at medvirke til løsning af dette problem, men må med stor beklagelse konstatere, at der ikke blandt forligspartierne kunne opnås enighed herom.
Et andet mindretal inden for flertallet (Det Radikale Venstres medlem af udvalget) ønsker at udtale følgende
Under 1. behandling gjorde mindretallet opmærksom på det problem, som lovforslaget indebærer for boligstøttemodtagere, som flytter efter den 1. januar 1993. Disse vil ikke være omfattet af overgangsordningen, og de vil derfor føle en negativ tilskyndelse til at flytte, også selv om dette måtte indebære en samfundsøkonomisk fornuftig disposition, hvor en større lejlighed udskiftes med en mindre.
Mindretallet har sammen med de øvrige finanslovspartier bestræbt sig på at løse dette problem under udvalgsarbejdet. Det er således lykkedes at finde en administrativt anvendelig model til løsning af problemet. Løsningen vil imidlertid indebære, at lovforslagets besparelser formindskes med skønnet 0 kr. i 1992, 5 mio. kr. i 1993, 10 mio. kr. i 1994 og 1995 samt omkring 8 mio. kr. i 1996. Dette økonomiske problem har det desværre ikke været muligt at skabe enighed om at løse. Det beklager mindretallet.
Et mindretal (Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling.
Et andet mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de af mindretallet stillede ændringsforslag.
Mindretallet vil gerne medvirke til, at boligstøtte beregnes efter bedre regler, end tilfældet er i dag. Fremskridtspartiet ønsker, at reglerne skal være indrettet således, at støtte gives efter individuelle kriterier, der beregnes efter familiens størrelse, økonomi og lejens størrelse.
For alderspensionister kan Fremskridtspartiet acceptere regler, der er mere skematiske, idet alderspensionister udgør en mere ensartet kreds end de øvrige boligstøttemodtagere.
Som et skridt på vejen synes Fremskridtspartiet, at det er rimeligt, at der kun kan gives boligstøtte til et bestemt areal pr. person. Derfor er selve ideen i lovforslaget efter vores opfattelse udtryk for en bedre og rimeligere måde at beregne boligstøtte på end de nuværende regler, som hæmmer den mobilitet på boligmarkedet, der er så nødvendig. At reglerne skal have virkning fra den 1. januar 1993 er fornuftigt. Det giver de personer, der i øjeblikket har for mange m2, mulighed for at finde en mere passende bolig i løbet af 1992. Overgangsreglerne er også rimelige, når der ses bort fra alderspensionister.
Men Fremskridtspartiet vil under ingen omstændigheder medvirke til regler, der tvinger gamle skrøbelige mennesker til at flytte fra en lejlighed, de måske har boet i i 35-40 år, og fra et kvarter, de kender, og hvor de er trygge. Mange af alderspensionisterne har hverken fysiske eller psykiske kræfter til at flytte, men alternativet til flytning er en nedgang i deres boligstøtte på op til 2.000 kr. pr. år. Dette vil medføre en så stor nedgang i deres disponible indkomst, at det ikke vil være muligt at leve af den i forvejen lave pension, de får. Nedskæringerne på ældreområdet har fået et omfang, som er direkte truende for de gamles velfærd.
Derfor har Fremskridtspartiet stillet ændringsforslag, der sikrer, at alderspensionister ikke får nogen nedgang i deres nuværende boligstøtte, selv om deres lejlighed er større end de m2-normer, der bliver gældende efter lovforslagets vedtagelse.
På grund af den relativt korte tidshorisont, der bliver tale om, finder Fremskridtspartiet det acceptabelt rent administrativt, selv om det vil bevirke 2 regelsæt. Med moderne edb-teknik burde det ikke være noget problem.
Ændringsforslag
Af et mindretal (FP)
Til § 1
1) Før nr. 1 indsættes som nyt nummer
»01. I § 23 c, stk. 1, ændres »stk. 2« til: »stk. 2 og 3«.'
2) Efter nr. 1 indsættes som nyt nummer
»02. Efter § 23 c, stk. 2, indsættes som nyt stykke
»Stk. 3. For alderspensionister, der ved udgangen af 1991 oppebærer boligydelse, finder stk. 2, 1. og 2. pkt., tilsvarende anvendelse. For de følgende 20 m2 medregnes uanset stk. 2, 3. pkt., 75 pct. af m2-udgiften, og for yderligere 20 m2 medregnes 50 pct.«
Stk. 3-4 bliver herefter stk. 4-5.'
Til § 2
3) I den under nr. 3 foreslåede nye § 12 a indsættes i stk. 1, 1. pkt., efter »siden udgangen af 1992« ordene: », og som ikke er omfattet af § 12 b«.
4) Efter nr. 3 indsættes som nyt nummer
»03. Efter § 12 indsættes som ny paragraf
»§ 12 b. For alderspensionister, der har oppebåret boligydelse siden udgangen af 1992, nedsættes den boligudgift, der er opgjort efter §§ 10 og 11 i henhold til reglerne i stk. 2. Bestemmelsen finder ikke anvendelse, hvis boligydelsesmodtageren efter udgangen af 1992 fraflytter den bolig, hvortil der er udbetalt boligydelse ved udgangen af 1992.
Stk. 2. Ved opgørelsen medregnes for een person boligudgiften pr. m2 bruttoetageareal for 65 m2. For hver af de øvrige personer i husstanden medregnes m2-udgiften for 20 m2 bruttoetageareal. For de følgende 20 m2 medregnes 75 pct. af m2-udgiften, og for yderligere 20 m2 medregnes 50 pct.
Stk. 3. Såfremt nogen af husstandsmedlemmerne er stærkt bevægelseshæmmede og boligen er egnet herfor, medregnes ved opgørelsen for een person boligudgiften pr. m2 bruttoetageareal for 75 m2. Stk. 2, 2. og 3. pkt., finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 4. Såfremt et eller flere værelser fremlejes, fremlånes, udlejes eller anvendes til erhvervsformål, fradrages der ved beregningen et beløb i boligudgiften efter stk. 1-3, der mindst skal svare til den forholdsmæssige del af lejen efter antallet af værelser i lejligheden.«»
Bemærkninger
Til nr. 1-4
Ændringsforslagene indebærer, at alderspensionister, der p.t. modtager boligstøtte, ikke får nogen nedgang i deres boligstøtte, så længe de bebor samme bolig.
Det bemærkes, at affattelsen af reglen i ændringsforslag nr. 2 indebærer, at alderspensionister, der oppebærer boligydelse ved udgangen af 1991, fortsætter efter den samme arealnorm, som var gældende i 1991, selv om de flytter i 1992. Baggrunden herfor er at undgå en væsentlig administrativ komplicering af regelsættet. Samtidig ville det kun have ubetydelige økonomiske konsekvenser for det offentlige, såfremt en pensionist, der flyttede i 1992, straks skulle overgå til den strammere arealnorm (det vil sige 57 pct. af de »midterste« 20 m2) i resten af 1992 (og herefter aftrapning efter den foreslåede § 12 a i 1993-loven).
Affattelsen af reglen i ændringsforslag nr. 4 indebærer derimod, at en alderspensionist, der flytter i 1993 eller senere, overgår til den nye arealnorm i den foreslåede § 12, stk. 1 og 2, i 1993-loven (det vil sige støtte til 65 m2 til den første person i husstanden og 20 m2 for hver af de øvrige personer i husstanden).
Baadsgaard (S) fmd. Pia Gjellerup (S) Lissa Mathiasen (S) Jørn Pedersen (S) Grete Schødts (S) Else Marie Mortensen (S) Holger K. Nielsen (SF) Pelle Voigt (SF) Svend Aage Jensen (CD) Pernille Sams (KF) Fischer (KF) John Winther (KF) Mejdahl (V) Bodil Thrane (V) Kirsten Jacobsen (FP) nfmd. Jørgen Estrup (RV) Lysholm Christensen (KRF)
Ingen
Nr BTL 146
Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om individuel boligstøtte (Stramning af arealnormen)
Nr L 146 1991-92, 1. samling
Afgivet af Boligudvalget
Afgivet: 19911213