1991 BTL 124 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM LØNSUMSAFGIFT FOR VIRKSOMHEDER INDEN FOR DEN FINANSIELLE SEKTOR NR L 124 1991-92, 1. SAMLING
Table of Provisions (6)
Statutory Text (6 Articles)
Bilag
Folketingets Skatteudvalg 13. december 1991
Christiansborg I anledning af udvalgets spørgsmål 10 til L 124 kan jeg oplyse, at Skatteministeriet er gået i gang med at bearbejde den skitserede model, og jeg forventer at kunne redegøre for min stillingtagen ved 2. behandlingen den 17. december 1991 og eventuelt fremsætte ændringsforslag.
Jeg agter samtidig ved ændringsforslag at præcisere, at grossister m.fl. skal udsende nye prislister excl. moms pr. årsskiftet.
Med venlig hilsen
Anders Fogh Rasmussen
Tillægsbetænkning
Udvalget har, efter at lovforslaget ved 2. behandling blev henvist
til fornyet udvalgsbehandling, behandlet dette i nogle møder og har
herunder stillet spørgsmål til skatteministeren, som denne har
besvaret skriftligt. Endvidere har udvalget modtaget skriftlige
henvendelser fra Dansk Tandlægeforening og Diners Club International.
Der er af skatteministeren stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.
Herefter indstiller et flertal (udvalget med undtagelse af Socialistisk Folkepartis og Fremskridtspartiets medlemmer) lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.
Flertallet er opmærksom på, at bestemmelserne i § 5, stk. 2, nr. 4, svarer til de gældende regler i arbejdsmarkedsbidragslovens § 8, stk. 2, jf. punkt 5 i bilaget til denne lov. Reglerne kan medføre, at selvejende institutioner m.v., som udfører f.eks. undervisnings- og kursusaktivitet, kan blive hårdere belastet end selskaber, som udfører tilsvarende aktiviteter.
Flertallet vil i foråret 1992 overveje indholdet i justeringer, der kan sikre neutralitet i belastningen af lønsumsafgift mellem virksomheder med forskellig organisationsform, der udfører samme aktiviteter.
Et mindretal (Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse. Mindretallet vil hverken stemme for eller imod de stillede ændringsforslag.
Mindretallet bemærker, at ændringsforslagene er mere omfattende end det oprindelige lovforslag. Det fremtvinger en vis morskab hos SF, der i denne sag er Folketingets egentlige opposition, at det lovforslag, som ministeren oprindelig betegnede som »helt problemfrit«, alligevel under udvalgsbehandlingen har måttet korrigeres over 20 steder.
SF indstiller lovforslaget til forkastelse, fordi vi mener, det rammer helt skævt. Naturligvis er SF tilfreds med, at den finansielle sektor må betale lønsumsafgift, men vi finder det ikke acceptabelt, at f.eks. almennyttigt byggeri stilles ringere end privat byggeri, og vi beklager, at en lang række foreninger m.v. må betale afgiften.
Et andet mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse. Mindretallet kan ikke stemme for de stillede ændringsforslag. Fremskridtspartiet henviser til partiets tilkendegivelser i udvalgets betænkning.
Ændringsforslag
Af skatteministeren, tiltrådt af et flertal (udvalget med undtagelse af SF og FP)
Til § 1
1) Nr. 3 affattes således
»3. I § 2 indsættes efter stk. 4 som nyt stykke
»Stk. 5. Virksomheder omfattet af § 1, stk. 1, 1. pkt., der opgør afgiftsgrundlaget efter § 5, stk. 2, skal kun anmeldes til registrering, hvis de beskæftiger lønnet arbejdskraft.«»
2) I den under nr. 8 foreslåede affattelse af § 5 affattes stk. 1 således
»Afgiftsgrundlaget er virksomhedens lønsum med tillæg af overskud eller med fradrag af underskud af selvstændig erhvervsvirksomhed i indkomståret opgjort efter reglerne i § 4, stk. 1, i lov om investeringsfonds, jf. dog stk. 2 og 5. Til virksomhedens overskud eller underskud opgjort efter 1. pkt. medregnes ikke overskud eller underskud, der hidrører fra virksomhed i udlandet.«
3) I den under nr. 8 foreslåede affattelse af § 5 affattes stk. 4 således
»Stk. 4. Virksomheder, der både udøver aktiviteter efter § 1, stk. 1, 1. pkt., og andre aktiviteter, skal på grundlag af en sektoropdeling af virksomheden foretage en fordeling af virksomhedens lønsum og overskud eller underskud, der vedrører den afgiftspligtige del af virksomheden, henholdsvis den øvrige del af virksomheden. For virksomheder, der både skal opgøre afgiftsgrundlaget efter stk. 1 og stk. 2, skal der foretages en tilsvarende fordeling. Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler for opgørelsen af afgiftsgrundlaget efter 1. og 2. pkt.«
4) Efter nr. 8 indsættes som nyt nummer
»01. I § 6, stk. 1, indsættes efter »kvartalet«: », jf. dog §§ 6 a og 6 b«.'
5) Efter nr. 9 indsættes som nyt nummer
»02. Efter § 6 indsættes
»§ 6 a. For virksomheder, der opgør afgiftsgrundlaget efter § 5, stk. 1, skal der foretages en foreløbig opgørelse og indbetaling af afgiften alene på grundlag af virksomhedens lønsum. Opgørelsesperioden for den foreløbige opgørelse er kvartalet. Den endelige opgørelse og indbetaling af afgiften på grundlag af virksomhedens samlede afgiftsgrundlag skal foretages efter reglerne i § 6 b.
Stk. 2. Virksomhederne skal senest 3 måneder og 20 dage efter opgørelsesperiodens udløb til told- og skatteregionen angive virksomhedens lønsum og afgiftens størrelse. Samme dag er sidste rettidige indbetalingsdag. Angivelsen skal være underskrevet af virksomhedens ansvarlige ledelse. § 6, stk. 2, 4. pkt., og § 6, stk. 3 og 4, finder tilsvarende anvendelse.
§ 6 b. Den foreløbige opgørelse og indbetaling af afgift efter § 6 a skal reguleres i forhold til virksomhedens samlede afgiftsgrundlag efter § 5, stk. 1. Reguleringen skal foretages efter udløbet af virksomhedens indkomstår. Ved den endelige opgørelse og indbetaling af afgiften er opgørelsesperioden virksomhedens indkomstår.
Stk. 2. Personligt ejede virksomheder skal senest den 20. august, der følger mindst 5 måneder efter indkomstårets udløb, til told- og skatteregionen angive afgiftsgrundlaget og afgiftens størrelse. Angivelsen skal være underskrevet af virksomhedens ansvarlige ledelse.
Stk. 3. Andre virksomheder end personligt ejede skal senest den 20. i den ottende måned efter udløbet af den måned, hvori indkomståret udløber, angive afgiftsgrundlaget og afgiftens størrelse. Angivelsen skal være underskrevet af virksomhedens ansvarlige ledelse.
Stk. 4. Angivelsesfristen efter stk. 2 og 3 er sidste rettidige indbetalingsdag. § 6, stk. 2, 4. pkt., og § 6, stk. 3 og 4, finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 5. Virksomheder skal ved indbetaling af afgiften efter stk. 4 fratrække tidligere indbetalt afgift efter § 6 a vedrørende virksomhedens indkomstår. Overstiger virksomhedens foreløbige afgiftsindbetaling efter § 6 a den endeligt opgjorte afgift, tilbagebetales den for meget indbetalte afgift senest 3 uger fra dagen for sidste rettidige indsendelse af angivelse, for så vidt angivelsen er indsendt rettidigt.
Stk. 6. Kan told- og skatteregionen på grund af virksomhedens forhold ikke kontrollere afgiftsgrundlaget for den pågældende opgørelsesperiode, afbrydes udbetalingsfristen, indtil virksomhedens forhold ikke længere hindrer kontrol.
Stk. 7. Udbetaling sker kun, såfremt angivelse vedrørende tidligere opgørelsesperioder, herunder efter § 6 og § 6 a, er modtaget af told- og skatteregionen.
Stk. 8. Krav på afgift og eventuelle renter for tidligere opgørelsesperioder, herunder efter § 6 og § 6 a, modregnes ved udbetalingen, selv om kravet ikke er forfaldent.
Stk. 9. Tilbagebetalingsbeløb under 50 kr. udbetales ikke.
Stk. 10. Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om administrationen af stk. 2 og 3.
§ 6 c. For virksomheder omfattet af § 5, stk. 4, 2. pkt., gælder reglerne i § 6 a og § 6 b, for afgift, der beregnes efter § 5, stk. 1. Reglerne i § 6 gælder for afgift, der beregnes efter § 5, stk. 2.«»
6) Efter nr. 10 indsættes som nyt nummer
»03. I § 8, stk. 1, indsættes efter »§ 6, stk. 2,»: »§ 6 a, stk. 2, eller § 6 b, stk. 2 og 3,».«
7) Efter nr. 11 indsættes som nyt nummer
»04. I § 11, stk. 1, indsættes efter »§ 6, stk. 2,»: »§ 6 a, stk. 2, eller § 6 b, stk. 2 og 3,».«
8) Efter nr. 15 indsættes som nyt nummer
»05. I § 18, stk. 1, nr. 1, indsættes efter »afgift«: »eller kontrollen med tilbagebetaling efter § 6 b, stk. 5«.'
9) Nr. 16 affattes således
»16. § 18, stk. 1, nr. 2, affattes således
»2) Overtræder § 2, stk. 1, § 3, stk. 2 eller 3, § 6, stk. 2, 1. eller 3. pkt., § 6 a, stk. 2, 1. eller 3. pkt., § 6 b, stk. 2 eller 3, § 14, stk. 2 eller 3, § 15, stk. 3, 2. pkt., eller § 21, stk. 2.«»
Til § 2
10) Efter stk. 1 indsættes som nyt stykke
»Stk. 2. Virksomheder omfattet af § 6 a og § 6 b, der ikke anvender kalenderåret som opgørelsesperiode, er virksomhedens første opgørelsesperiode perioden fra 1. januar 1992 til indkomstårets udløb. For så vidt angår virksomhedens overskud eller underskud, som anført i § 5, stk. 1, beregnes afgiftsgrundlaget for denne opgørelsesperiode forholdsmæssigt svarende til forholdet mellem længden af denne periode og virksomhedens indkomstår.«
Stk. 2-3 bliver herefter stk. 3-4.
Bemærkninger
Til nr. 1
Ændringsforslaget er en konsekvens af ændringsforslaget nedenfor under nr. 2, som medfører, at reglerne for opgørelse af afgiftsgrundlaget ændres for de ikkemomspligtige virksomheder, der beregner arbejdsmarkedsbidrag efter momsmetoden.
Til nr. 2
Reglen angår afgiftsgrundlaget for de ikkemomspligtige virksomheder, som efter de gældende regler betaler arbejdsmarkedsbidrag efter momsmetoden. Det drejer sig f.eks. om rejsebureauer, taxivognmænd, læger og tandlæger. Med henblik på at størrelsen af lønsumsafgiften for disse virksomheder i højere grad kommer til at svare til det, der hidtil er betalt i arbejdsmarkedsbidrag, foreslås reglerne for afgiftsgrundlaget ændret.
Det foreslås, at afgiftsgrundlaget for disse virksomheder opgøres som lønsummen med tillæg af overskud eller med fradrag af underskud af selvstændig erhvervsvirksomhed i indkomståret opgjort efter reglerne i § 4, stk. 1, i lov om investeringsfonds. Overskuddet eller underskuddet skal således beregnes med tillæg af renteudgifter og kurstab på fordringer og gæld og med fradrag af rente- og udbytteindtægter m.v. Til virksomhedens overskud/underskud medregnes dog ikke overskud/underskud, der hidrører fra virksomhed i udlandet. Afgiftsgrundlaget kan ikke blive negativt. Reglerne gælder både for personligt ejede virksomheder og andre virksomheder, herunder selskaber.
Samtidig hermed foreslås det ved et ændringsforslag til lovforslag nr. L 125 om godtgørelse vedrørende erhvervsvirksomheders udgifter til administration af skatter og afgifter, at også de her berørte virksomheder, der er personligt ejede, bliver omfattet af godtgørelsesordningen.
Ved ændringsforslagene føres afgiftsbelastningen for de ikkemomspligtige virksomheder, der hidtil har opgjort arbejdsmarkedsbidraget efter momsmetoden som forskellen mellem salg og køb, i store træk videre uændret. Den væsentligste forskel bliver, at indkomstskattesystemets afskrivninger lægges til grund ved opgørelsen af afgiftsgrundlaget, der ikke kan blive negativt, hvorimod momsmetoden har indebåret en form for straksafskrivning. Over tiden udlignes denne forskel.
Indtægterne fra disse såkaldte køb/salg virksomheder vil således uændret kunne skønnes til ca. 375 mio. kr. årligt før godtgørelse efter lovforslag nr. L 125, som ifølge ændringsforslag stillet til dette lovforslag også skal omfatte disse virksomheder, for så vidt de er personligt ejede. Provenuet efter godtgørelse anslås til ca. 300 mio. kr. netto på helårsbasis svarende til arbejdsmarkedsbidraget fra køb/salg virksomheder netto for moderation efter gældende regler.
Ifølge det oprindeligt fremsatte lovforslag skulle virksomhederne betale kvartalsvis afgift af lønsummen med tillæg af 45 pct. I 1992 ville der således være kommet en indtægt på ca. 150 mio. kr. fra to kvartaler af 1992, hvilket som følge af ændringsforslaget reduceres til ca. 100 mio. kr., medens resten af afgiften for 1992 først vil blive indbetalt i 1993.
Godtgørelsen ifølge L 125 udvides ved ændringsforslag til også at omfatte personligt ejede virksomheder, der skal svare lønsumsafgift ifølge nærværende lovforslag. Isoleret betragtet indebærer dette et provenutab, der anslås til ca. 75 mio. kr. årligt. Godtgørelsen udbetales første gang i 1992 efter samme regler som for momspligtige virksomheder. Godtgørelsen er skattepligtig.
Ændringsforslagene vil ikke medføre merudgifter til administration i forhold til det, der er oplyst i bemærkningerne til lovforslagene.
Til nr. 3
Affattelsen af § 5, stk.4, foreslås ændret som følge af de foreslåede ændringer i afgiftsgrundlaget for de ikkemomspligtige virksomheder, der beregner arbejdsmarkedsbidrag efter momsmetoden, jf. bemærkningerne til nr. 2.
Bestemmelsen angår fordeling af lønsum og overskud eller underskud i tilfælde, hvor en virksomhed både har ikkemomspligtig virksomhed og momspligtig virksomhed, eller hvor virksomheden både skal opgøre afgiftsgrundlaget efter § 5, stk. 1 og stk. 2. Det foreslås, at fordelingen skal foretages på grundlag af en sektoropdeling af virksomheden. Sektoropdelingen skal gøre det muligt for virksomheden at opgøre den del af lønsum og overskud eller underskud, der vedrører den afgiftspligtige del af virksomheden. I tvivlstilfælde er forholdet mellem omsætningen i den afgiftspligtige del af virksomheden og virksomhedens samlede indenlandske omsætning i det pågældende indkomstår vejledende for fordelingen.
Til nr. 4
Ændringen er en konsekvens af det under nr. 5 stillede ændringsforslag.
Til nr. 5
Som følge af de foreslåede ændringer i afgiftsgrundlaget for de ikkemomspligtige virksomheder, hvorefter der til lønsummen skal lægges overskuddet eller fratrækkes underskuddet, er det nødvendigt at fastsætte nogle særlige bestemmelser om opgørelsesperioden og frister for angivelse af indbetaling af afgift for disse virksomheder.
For de nævnte virksomheder omfattet af § 5, stk. 1, foreslås det, at der skal foretages en kvartalsvis acontoopgørelse og indbetaling af afgiften, inden den endelige afregning af afgiften kan foretages. Disse virksomheders afgiftsgrundlag kan således først fastlægges ved udløbet af indkomståret, da overskud/underskud først kendes på dette tidspunkt.
Acontobetalingen skal alene foretages på grundlag af virksomhedens lønsum.
Den foreløbige opgørelse og indbetaling af afgift skal efter udløbet af virksomhedens indkomstår reguleres i forhold til virksomhedens samlede afgiftsgrundlag. Ved den endelige opgørelse og indbetaling af afgiften er opgørelsesperioden derfor virksomhedens indkomstår.
Det foreslås, at personligt ejede virksomheder skal angive og indbetale afgiften senest den 20. august, der følger mindst 5 måneder efter indkomstårets udløb. For andre end personligt ejede virksomheder foreslås angivelses- og indbetalingsfristen fastsat til 7 måneder og 20 dage efter udløbet af den måned, hvori indkomståret udløber.
Har en virksomhed betalt for meget i acontoafgift, tilbagebetales den for meget indbetalte afgift senest 3 uger fra dagen for sidste rettidige indsendelse af angivelse. Tilbagebetalingsreglerne svarer til momslovens regler om tilbagebetaling af overskydende afgiftsbeløb.
For virksomheder omfattet af § 5, stk. 1, vil der efter indbetalingsfristens udløb kunne ske ændringer i virksomhedens opgørelse af overskud eller underskud i forbindelse med den efterfølgende skattemæssige ligning. Der foreslås derfor en bemyndigelse til skatteministeren til at fastsætte regler om regulering af afgiftsbetalingen i disse tilfælde.
Til nr. 6-9
Ændringerne er en konsekvens af ændringsforslaget under nr. 5.
Til nr. 10
I § 2 foreslås indsat en overgangsregel i sammenhæng med de foreslåede ændringer i afgiftsgrundlag og opgørelsesperiode m.v. for visse ikkemomspligtige virksomheder, jf. bemærkningerne til nr. 2 og 3. For de virksomheder, hvis opgørelsesperiode er indkomståret, og hvor kalenderåret ikke anvendes som indkomstår, vil den første opgørelsesperiode kun dække en del af indkomståret. For så vidt angår overskud eller underskud, foreslås afgiftsgrundlaget for denne afgiftsperiode beregnet forholdsmæssigt svarende til forholdet mellem længden af denne periode og virksomhedens indkomstår.
Pia Gjellerup (S) fmd. Klaus Hækkerup (S) Anne-Marie Meldgaard (S) Poul Nielson (S) Stavad (S) Ove Fich (S) Jes Lunde (SF) Jens Thoft (SF) Bente Juncker (CD) Aagaard (KF) Pernille Sams (KF) Peter Brixtofte (V) nfmd. Svend Heiselberg (V) Svend Aage Jensby (V) Ole Donner (FP) Elisabeth Arnold (RV) Kofod-Svendsen (KRF)
Udvalget har behandlet lovforslaget i en række møder og har herunder
stillet spørgsmål til skatteministeren, som denne har besvaret
skriftligt. En tilkendegivelse fra skatteministeren er optrykt som
bilag til denne betænkning.
Endvidere har udvalget modtaget skriftlige og/eller mundtlige henvendelser fra
Advokatfirmaet Bech-Bruun & Trolle,
Dansk Taxi Forbund,
Falcks Redningskorps A/S,
Finansrådet,
Foreningen af Statsautoriserede Revisorer og
Storkøbenhavns Taxivognmænds Arbejdsgiversammenslutning.
Herefter vil et mindretal (Socialdemokratiets medlemmer af udvalget) redegøre for sin stilling til lovforslaget ved 2. behandling.
Socialdemokratiet har for længst tilkendegivet, at sagen måtte finde sin afklaring i sammenhæng med de nødvendige aftaler om finansloven.
Det ville føre til uoverskuelige og uacceptable virkninger for statens finanser, hvis et uændret arbejdsmarkedsbidrag måtte blive underkendt af EF-Domstolen, og en tilbagevenden til ordningen fra før 1987 ville være til stor skade for beskæftigelsen i eksporterhvervene.
Derfor må en løsning findes med udgangspunkt i de fremsatte lovforslag.
Men for Socialdemokratiet er det aldeles afgørende, at der også i praksis bliver tale om en rent teknisk omlægning, der ikke bruges som anledning til pris- og avanceglidning.
Socialdemokratiet har derfor ved forhandling med regeringen fået ændret lovteksten, så alle indgåede kontrakter automatisk tilpasses. Der bliver en klar ret for køber til at nedsætte prisen eksklusive moms med det bortfaldne arbejdsmarkedsbidrag, så prisen inklusive moms forbliver helt uændret.
Men det må sikres, at grossisterne i alle tilfælde har klar pligt til at fortælle deres kunder, hvorvidt prisen eksklusive moms er nedsat svarende til bortfaldet af arbejdsmarkedsbidraget. Det vil sikre en gennemsigtighed på markedet og derved yderligere modvirke prisstigninger i detailleddet.
Endelig må det overvejes, hvordan momsfri virksomheder som f.eks. taxavognmænd og læger undgår store forskydninger i betalingerne i forhold til reglerne om arbejdsmarkedsbidrag.
Socialdemokratiet vil derfor sikre, at disse problemer tages op til endelig afklaring mellem 2. og 3. behandling.
Et andet mindretal (Det Konservative Folkepartis medlemmer af udvalget) vil redegøre for sin stilling til lovforslaget ved 2. behandling.
Et tredje mindretal (Venstres medlemmer af udvalget) vil redegøre for sin stilling til lovforslaget ved 2. behandling.
Et fjerde mindretal (Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling.
Et femte mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling.
Fremskridtspartiet mener, der her lægges op til en kompliceret beregningsmetode og en lang række indviklede bestemmelser, som efter Fremskridtspartiets mening endog kan være EF-stridige.
Det provenu, regeringen kommer til at mangle, vil Fremskridtspartiet gerne være med til at fremskaffe ved offentlige besparelser.
Et sjette mindretal (Centrum-Demokraternes medlem af udvalget) vil redegøre for sin stilling til lovforslaget ved 2. behandling.
Et syvende mindretal (Det Radikale Venstres medlem af udvalget) vil redegøre for sin stilling til lovforslaget ved 2. behandling.
Et ottende mindretal (Kristeligt Folkepartis medlem af udvalget) vil redegøre for sin stilling til lovforslaget ved 2. behandling.
Pia Gjellerup (S) fmd. Klaus Hækkerup (S) Anne-Marie Meldgaard (S) Poul Nielson (S) Stavad (S) Ove Fich (S) Jes Lunde (SF) Jens Thoft (SF) Bente Juncker (CD) Aagaard (KF) Pernille Sams (KF) Peter Brixtofte (V) nfmd. Svend Heiselberg (V) Svend Aage Jensby (V) Ole Donner (FP) Elisabeth Arnold (RV) Kofod-Svendsen (KRF)
Ingen
Nr BTL 124
Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om lønsumsafgift for virksomheder inden for den finansielle sektor
Nr L 124 1991-92, 1. samling
Afgivet af Skatteudvalget
Afgivet: 19911213