1991 BTL 120 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM FERSKVANDSFISKERI NR L 120 1991-92, 1. SAMLING
Statutory Text (3 Articles)
Udvalget har behandlet lovforslaget i en række møder og har herunder
stillet spørgsmål til fiskeriministeren, som denne har besvaret
skriftligt.
Endvidere har udvalget modtaget skriftlige og/eller mundtlige henvendelser fra
Amtsrådsforeningen i Danmark,
August Møller, Vojens,
Danmarks Naturfredningsforening og
Danmarks Sportsfiskerforbund.
Der er af fiskeriministeren og af nogle mindretal stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.
Som led i udvalgets arbejde med lovforslaget har kompetencen og fordelingen af arbejdsopgaver i forhold til amtskommunerne været drøftet.
Udvalget har noteret sig, at forslaget indebærer en forenkling, således at den formelle kompetence til at sikre fiskepassage i form af f.eks. fisketrapper forbi forhindringer i vandløbet, der skyldes andet end fiskeri, såsom stemmeværker, styrt m.v., alene varetages i medfør af de bestemmelser, der allerede gælder i miljølovgivningen. For så vidt angår passage forbi fangstredskaber forudsættes dette løst via ferskvandsfiskeriloven; dog er det ikke udelukket at nedlægge en spærrende fangstindretning i medfør af miljølovgivningen, såfremt dette kræves af overordnede, generelle miljømæssige hensyn, f.eks. en omfattende vandløbsrestaurering.
Etablering af fisketrapper er omkostningskrævende, og afgørelser træffes på grundlag af en nøje vurdering af anlæggene i forhold til de lokale forhold.
Af mindre omfattende karakter, men ligeledes af stor betydning for fiskepassagen, er ålepas og ungfiskesluser.
For at sikre, at disse opsættes og vedligeholdes, vil Fiskeriministeriet fastsætte regler i medfør af lovforslagets § 20 og § 21.
Samarbejdet mellem myndighederne sikres derved, at Fiskeriministeriet inddrages i form af en høring, som forudsat i lovforslagets § 33, inden vandløbsmyndigheden afslutter sagen om fiskepassage. Fiskeriministeriet vil kunne udtale sig om et projekts egnethed i forhold til fiskepassage. Desuden vil Amtsrådsforeningen få lejlighed til at udtale sig om de regler, der udarbejdes af Fiskeriministeriet om ålepas m.v.
Amtsrådsforeningen har over for udvalget givet udtryk for bekymring over omfanget af de sager, hvor Fiskeriministeriet forventes inddraget gennem en høring i medfør af lovens § 33. Fiskeriministeren har over for udvalget tilkendegivet, at sagsområderne vil blive fastlagt ved aftale med Amtsrådsforeningen, og at det netop drejer sig om ovennævnte beslutninger til sikring af fiskepassage.
Samarbejdet mellem myndighederne forudsættes desuden også at omfatte udsætningsplanerne. De overordnede fiskeplejeplaner lægges i samarbejde med det udvalg, der er nedsat i medfør af § 12 a i lov om saltvandsfiskeri. Lokalt bør planerne afstemmes med de lokale amtsråd, inden de iværksættes.
Lovforslagets § 38 åbner mulighed for, at fiskeriministeren kan nedsætte udvalg, der skal rådgive om særlige forhold, herunder lokale forhold. Til disse udvalg kan der også udpeges medlemmer af de berørte amtsråd. Fiskeriministeren har oplyst over for udvalget, at amtsrådene altid vil få lejlighed til at deltage i et sådant udvalgsarbejde, hvis de ønsker det.
På kontrolsiden åbnes ligeledes for et samarbejde. Tilsynet med overholdelse af loven påhviler i medfør af § 40 Fiskerikontrollen. Fiskeriministeren har desuden mulighed for at fastsætte regler om amtsrådenes medvirken i tilsynet. Dette kan ske, i det omfang amtsrådene selv ønsker det. Det vil være naturligt at åbne mulighed for, at amtskommunerne deltager i tilsynet vedrørende ålepas og ungfiskesluser, der sikrer passage i vandløbene.
Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets og Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse med de under nr. 1-3 og 6 stillede ændringsforslag.
Et mindretal (Venstres, Det Konservative Folkepartis, Det Radikale Venstres og Kristeligt Folkepartis medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse med det af fiskeriministeren under nr. 6 stillede ændringsforslag.
Et andet mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de under nr. 4, 5 og 6 stillede ændringsforslag. Såfremt ovennævnte ændringsforslag ikke vedtages, vil mindretallet ikke kunne stemme for lovforslaget som helhed ved 3. behandling.
Ændringsforslag
Af et mindretal (SF), tiltrådt af et mindretal (S)
Til kapitel 1
1) Overskriften affattes således
»Lovens formål og område«
Ny paragraf
2) Før § 1 indsættes som ny paragraf
»§ 01. Lovens formål er at sikre bevaring og ophjælpning af en alsidig bestand af naturligt forekommende fisk, krebs og bløddyr samt sikre befolkningen mulighed for at drive fiskeri.«
Til § 3
3) Paragraffen udgår.
Af et mindretal (FP)
Til § 4
4) Stk. 2, 2. pkt., udgår.
5) I stk. 2, 3. pkt., ændres ordet »Endvidere« til: »Dog«.
Af fiskeriministeren , tiltrådt af udvalget
Til § 47
6) Efter stk. 1 indsættes som nyt stykke
»Stk. 2. Med bøde straffes den, der driver fiskeri, hvor vedkommende ikke har ret hertil, jf. § 4, stk. 1. Overtrædelse påtales kun efter den forurettedes begæring, medmindre almene hensyn kræver offentlig påtale.«
Stk. 2 og 3 bliver herefter stk. 3 og 4.
Bemærkninger
Til nr. 1-3
Baggrunden for ændringsforslagene er, at lovens formål bør indlede loven.
Til nr. 4
Ændringsforslaget skal forhindre, at staten i modsætning til andre kan erhverve fiskeret.
Til nr. 6
Ændringsforslaget giver mulighed for at straffe personer, der uberettiget fisker i andens fiskevand. Tilsvarende bestemmelse findes i den gældende ferskvandsfiskerilov.
Erling Christensen (S) Eva Fatum (S) Arne Jensen (S) Henrik Dam Kristensen (S) Jacob Lindenskov (S) Henning Nielsen (S) nfmd. Bjørn Westh (S) Birthe Hansen (SF) Jens Thoft (SF) Rønholt (KF) Grove (KF) Mejdahl (V) Sønderby (V) fmd. Svend Heiselberg (V) Niels Højland (FP) Marianne Jelved (RV) Lysholm Christensen (KRF)
Centrum-Demokraterne havde ikke medlemmer i udvalget.
Ingen
Nr BTL 120
Betænkning over Forslag til lov om ferskvandsfiskeri
Nr L 120 1991-92, 1. samling
Afgivet af Landbrugs- og Fiskeriudvalget
Afgivet: 19920421