Legislator Case Law & Legislation
199114K00119 DK

1991 BTL 119 BETÆNKNING OVER BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM BRUGSMODELLER M.V. NR L 119 1991-92, 1. SAMLING (-L91)

4 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (4 Articles)

Betænkning over lovforslag 1991 119 Valid

Bilag 1

Et af udvalgets spørgsmål til industriministeren og dennes svar

herpå

Spørgsmål 1

Hvilket niveau skal en eventuel brugerbetaling ligge på, såfremt den i lovforslaget foreslåede ordning udelukkende skal brugerfinansieres?

Svar

Som det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, forventes forslaget ikke at medføre nettoudgifter for staten, idet de administrative merudgifter, herunder udgifter til et begrænset øget personaleforbrug, forventes dækket ved brugerbetaling i form af ansøgningsgebyrer, prøvningsgebyrer, fornyelsesgebyrer m.v.

De samlede gebyrer for en brugsmodelbeskyttelse i 10 år forventes at udgøre ca. 7.000 kr., hvori indgår et ansøgningsgebyr på ca. 2.000 kr., som tillige omfatter registreringen for de første 3 år. Hertil kommer et eventuelt gebyr til en egentlig prøvning af brugsmodellen med hensyn til nyhed og registrerbarhed. En sådan prøvning er ifølge lovforslaget frivilligt, og gebyret betales af den, som begærer prøvningen. Gebyrets størrelse vil blive fastsat i forhold til de gennemsnitlige omkostninger i forbindelse med en prøvning og forventes at ville udgøre ca. 3.000 kr.

Til sammenligning kan jeg oplyse, at gebyrerne i en tilsvarende periode for et relativt ukompliceret patent vil udgøre 15.450 kr. og for en mønsterbeskyttelse af det sædvanlige omfang 3.600 kr.

Samtlige beløb er angivet i 1992-tal.

Jeg kan i øvrigt tilføje, at gebyrernes størrelse forudsættes taget op til overvejelse årligt ud fra omkostningsudviklingen og de indhøstede erfaringer med hensyn til f.eks. ressourceforbruget og antal fornyelser.

Betænkning over lovforslag 1991 119 Valid

Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder og har herunder

stillet spørgsmål til industriministeren, som denne har besvaret

skriftligt.

Udvalget har endvidere modtaget skriftlig henvendelse fra Håndværksrådet.

Der er af industriministeren stillet ændringsforslag, hvorom der henvises til de ledsagende bemærkninger.

Et af udvalgets spørgsmål til industriministeren og dennes svar herpå er optrykt som bilag til betænkningen.

Herefter indstiller et flertal (udvalget med undtagelse af Socialistisk Folkepartis medlemmer) lovforslaget til vedtagelse med de af industriministeren stillede ændringsforslag.

Et mindretal inden for flertallet (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) bemærker desuden

Fremskridtspartiet glæder sig over ministerens ændringsforslag vedrørende forlængelse af perioden for udsættelse af registrering fra 6 til 15 måneder. Det har gjort lovforslaget bedre og mere anvendeligt for de mange små danske virksomheder, hvis administrative og juridiske kapacitet ofte er begrænset.

Til gengæld mener Fremskridtspartiet ikke, at Håndværksrådets ønsker om en statsfinansieret »massiv oplysnings- og introduktionskampagne« skal efterkommes. Hvorfor betaler virksomhederne kontingent til en brancheorganisation? Det må være op til brancheorganisationerne at oplyse virksomhederne om en ny lovgivnings muligheder.

Fremskridtspartiet vil desuden benytte lejligheden til at opfordre ministeren og regeringen til en alvorlig barbering af det danske patentvæsen i takt med udnyttelsen af edb-udstyr og overgangen til stigende internationalisering af patenterne.

Et mindretal (Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse uændret og kan derfor ikke stemme for industriministerens ændringsforslag.

Ændringsforslag

Af industriministeren , tiltrådt af et flertal (udvalget med undtagelse af SF)

Til § 4

1) Efter stk. 1 indsættes som nyt stykke

» Stk. 2. Med hensyn til handlinger angående produkter, som er bragt i omsætning i en anden stat, som har ratificeret eller tiltrådt Aftale om EF-patenter, finder art. 76 i EF-patentkonventionen anvendelse.«

Til § 16

2) I stk. 1 og 2 ændres »6 måneder« til: »15 måneder«.

Til § 33

3) Efter stk. 1 indsættes som nye stykker

» Stk. 2. Bestemmelserne i EF-patentkonventionens art. 75, stk. 1 og 2, om helt eller delvis ophør af et patent, der er udstedt af patentmyndigheden her i landet, finder tilsvarende anvendelse for brugsmodeller.

Stk. 3. Enhver kan begære patentmyndighedens afgørelse eller anlægge sag om helt eller delvis ophør af brugsmodelregistrering efter stk. 2. Med begæringen skal der følge et gebyr.

Stk. 4. Er der fremsat begæring efter stk. 3, finder §§ 35-37 tilsvarende anvendelse. Industriministeren fastsætter de nærmere regler herom.«

Til § 52

4) Efter stk. 2 indsættes som nyt stykke

» Stk. 3. § 4, stk. 2, og § 33, stk. 2-4, træder i kraft samtidig med Aftale om EF-patenter. Industriministeren udfærdiger bekendtgørelse herom.«

BemærkningerTil nr. 1

Det foreslåede stk. 2 ønskes indføjet under hensyn til den forventede vedtagelse af det fremsatte forslag til lov om ændring af patentloven. (Ratifikation af Aftale om EF-patenter, indsigelse efter patentudstedelse og administrativ omprøvning) (L 61), som indeholder hjemmel til dansk ratifikation af Aftale om EF-patenter. Det følger af EF-patentkonventionen, som er en del af Aftale om EF-patenter, at konventionens bestemmelse i art. 76 finder tilsvarende anvendelse for brugsmodeller. I henhold til art. 76 er de rettigheder, der knytter sig til en brugsmodel, udtømt, når det af brugsmodelregistreringen beskyttede produkt er bragt i omsætning i et medlemsland i EF af brugsmodelindehaveren eller af andre med dennes samtykke. Dette princip (konsumptionsprincippet) er begrundet i hensynet til den frie bevægelighed inden for EF. En tilsvarende bestemmelse findes i den i ovennævnte lovforslag nr. L 61 under § 1, nr. 1, foreslåede ændring for så vidt angår patenterede produkter.

Til nr. 2 For at imødekomme en henvendelse fra den del af erhvervslivet, som lovforslaget i første række tager sigte på, de små og mellemstore virksomheder, foreslås perioden for udsættelse af registrering og dermed offentliggørelse af en frembringelse ændret fra 6 til 15 måneder fra ansøgningsdagen. Ifølge de foreliggende oplysninger vil der ofte gå mere end et år, inden en ny frembringelse kan markedsføres som et færdigt produkt, og en offentliggørelse af frembringelsen forinden vil være til skade for virksomheden. Hertil kommer, at den tilsvarende tyske lovgivning om brugsmodeller indeholder en bestemmelse om udsættelse af registreringen i indtil 15 måneder. I henhold til Pariserkonventionen, jf. lovforslagets § 5, kan en tysk brugsmodelansøgning videreføres i Danmark indtil 12 måneder efter ansøgningstidspunktet i Tyskland. Ændringsforslaget indebærer, at danske virksomheder ikke behøver at søge brugsmodelbeskyttelse via en tysk ansøgning, hvor der er behov for at hemmeligholde en frembringelse i en længere periode end 6 måneder.

Til nr. 3

Det foreslåede stk. 2 ønskes indføjet under hensyn til forventningerne om dansk ratifikation af Aftale om EF-patenter, jf. bemærkningerne til nr. 1. I stk. 2 henvises til EF-konventionens bestemmelse i art. 75. Ifølge denne bestemmelse kan en brugsmodelbeskyttelse ikke opretholdes, hvis der meddeles EF-patent på samme frembringelse, som brugsmodelbeskyttelsen omfatter (forbud mod dobbeltbeskyttelse).

Betingelserne for, at en brugsmodelregistrering kan bringes til helt eller delvis ophør efter det foreslåede stk. 3, er, at patentmyndigheden har registreret en brugsmodel angående en frembringelse, for hvilken et EF-patent med gyldighed for Danmark er udstedt til den samme ansøger med samme ansøgningsdag. Det vil kræve en teknisk bedømmelse at konstatere, om beskyttelsen er omfattet af et EF-patent. Der foreslås derfor et gebyr for begæringen.

Af hensyn til brugsmodelindehaveren findes det rimeligt efter det foreslåede stk. 4, at samme fremgangsmåde anvendes som ved en anmodning om administrativ prøvning i henhold til § 34. Der henvises til bemærkningerne til §§ 35-37.

Til nr. 4

Den foreslåede bestemmelse i stk. 3 indebærer, at § 4, stk. 2, og § 33, stk. 2-4, først træder i kraft, når Danmark har ratificeret Aftale om EF-patenter og aftalen er trådt i kraft.

Lotte Henriksen (S) Ole Vagn Christensen (S) Sonja Mikkelsen (S) Erling Olsen (S) Nyrup Rasmussen (S) fmd. Løvig Simonsen (S) Tommy Dinesen (SF) Rahbæk Møller (SF) Sonja Albrink (CD) Flemming Hansen (KF) nfmd. Kai Dige Bach (KF) Svend Heiselberg (V) Pia Larsen (V) Helge Sander (V) Annette Just (FP) Lone Dybkjær (RV) Lysholm Christensen (KRF)

Betænkning over lovforslag 1991 119 Valid

Nr BTL 119

Betænkning over Betænkning over Forslag til lov om brugsmodeller m.v.

Nr L 119 1991-92, 1. samling (-l91)

Afgivet af Erhvervsudvalget

Afgivet: 19920206

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →