Legislator Case Law & Legislation
199114K00108 DK

1991 BTL 108 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM LANDINSPEKTØRVIRKSOMHED (LANDINSPEKTØRSELSKABER) NR L 108 1991-92, 1. SAMLING

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Betænkning over lovforslag 1991 108 Valid

Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder.

Herefter indstiller et flertal (Det Konservative Folkepartis, Venstres, Socialistisk Folkepartis, Centrum-Demokraternes, Det Radikale Venstres og Kristeligt Folkepartis medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse uændret .

Et mindretal (Socialdemokratiets medlemmer af udvalget) vil redegøre for sin stilling til lovforslaget ved 2. behandling.

Et andet mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling.

Mindretallet bemærker i denne forbindelse, at landinspektører selvfølgelig skal have mulighed for at oprette aktieselskaber. Imidlertid betyder vedtagelsen af dette lovforslag, at denne virksomhed kommer til at foregå inden for rammer, der er helt urimeligt reguleret af statsmagten.

Reglerne om, hvem der må eje selskabets aktier, hvem de må sælges videre til osv., er en aldeles urimelig regulering af et liberalt erhverv, en regulering som slet ikke foretages over for andre erhverv.

Også absurde regler om, hvor mange kontorsteder landinspektøren må have, hvad hans virksomhed må hedde, og hvad der skal ske med virksomheden ved dødsfald, viser med usmagelig tydelighed, hvilken reguleringstrang der hersker blandt politikere og embedsmænd.

Fremskridtspartiet foreslår derfor, at man dropper de mange bestemmelser til fordel for følgende

»Landinspektører kan virke i aktieselskabsform«. Derefter har vi mere end rigelig anden lovgivning, der regulerer selskaber og erhvervsvirksomhed i øvrigt.

Det er ufatteligt, at regeringen vil indføre en så stram regulering for landinspektørvirksomhed, som indtil nu ikke har skabt problemer for brugerne, mens regeringen accepterer, at ejendomsmæglervirksomhed gennem flere år er blevet drevet på en for brugerne helt uacceptabel måde.

Baadsgaard (S) fmd. Pia Gjellerup (S) Lissa Mathiasen (S) Jørn Pedersen (S) Grete Schødts (S) Else Marie Mortensen (S) Holger K. Nielsen (SF) Pelle Voigt (SF) Svend Aage Jensen (CD) Pernille Sams (KF) Fischer (KF) John Vinther (KF) Mejdahl (V) Bodil Thrane (V) Kirsten Jacobsen (FP) nfmd. Jørgen Estrup (RV) Lysholm Christensen (KRF)

Tillægsbetænkningen

Udvalget har, efter at lovforslaget ved 2. behandling blev henvist

til fornyet udvalgsbehandling, behandlet dette i to møder. Et af

udvalget stillet spørgsmål og boligministerens svar herpå er optrykt

som bilag.

Herefter indstiller et flertal (udvalget med undtagelse af Fremskridtspartiets medlem) lovforslaget til vedtagelse uændret .

Et flertal inden for flertallet (Socialdemokratiets, Socialistisk Folkepartis og Det Radikale Venstres medlemmer af udvalget) konstaterer, at der med lovforslagets gennemførelse kan opstå problemer med skatteunddragelse i forbindelse med stiftertilgodehavender.

Flertallet konstaterer endvidere, at regeringen er opmærksom på problemet, og noterer sig, at det af svaret på udvalgets spørgsmål fremgår, at Skatteministeriet er opmærksom på den rejste kritik af loven, og at de stillede spørgsmål allerede er under overvejelse i Skatteministeriet.

Flertallet vil følge sagen og forventer, at regeringen fremsætter forslag til en løsning af de nævnte problemer så betids, at de kan være løst inden lovens ikrafttræden den 1. januar 1993.

Et mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse .

Baadsgaard (S) fmd. Pia Gjellerup (S) Lissa Mathiasen (S) Jørn Pedersen (S) Grete Schødts (S) Else Marie Mortensen (S) Holger K. Nielsen (SF) Pelle Voigt (SF) Svend Aage Jensen (CD) Pernille Sams (KF) Fischer (KF) John Vinther (KF) Mejdahl (V) Bodil Thrane (V) Kirsten Jacobsen (FP) nfmd. Jørgen Estrup (RV) Lysholm Christensen (KRF) Bilag

Udvalgets spørgsmål til boligministeren og dennes besvarelse heraf

Spørgsmål 1

Der udbedes en redegørelse for reglerne for stiftertilgodehavender og de begrænsninger, der er indeholdt i det gældende regelsæt.

Endvidere udbedes en kommentar til, om følgende model for at undvige reglerne om stiftertilgodehavender er fuldt lovligt og kan anvendes

- Forud for oprettelse af et aktieselskab eller anpartsselskab optager stifteren et personligt banklån på f.eks. 1 mio. kr.

- Provenuet for lånet indsættes på en personlig konto i stifterens bank. Lånet indgår i selskabet ved dets stiftelse og fremkommer som en passivpost i form af et banklån.

- Efter at selskabet er stiftet, overfører stifteren provenuet fra lånet fra den personlige konto til selskabet, hvorved der opstår et nyt »stiftertilgodehavende« på ca. 1 mio. kr. Selskabet anvender beløbet til indfrielse af banklånet.

- Herefter kan stifteren hæve ca. 1 mio. kr. i selskabet over en periode/årrække og alene nøjes med at betale 34 pct. i selskabsskat, hvorved der opnås en skattebesparelse på op til 340.000 kr.

Såfremt denne model er lovlig og kan anvendes, bedes oplyst, om regeringen agter at fremkomme med forslag, som kan imødegå denne form for omgåelse af reglerne.

Svar

Lovforslaget tilsigter ikke at fastsætte særlige bestemmelser om stiftelse af aktie- eller anpartsselskaber, som driver landinspektørvirksomhed, eller om beskatningen af sådanne selskaber eller deres stiftere. Da de forhold, som er beskrevet i spørgsmålet, ikke alene vedrører selskaber, som driver landinspektørvirksomhed, har Skatteministeriet ydet bidrag til besvarelsen.

Jeg kan således henvise til vedlagte skrivelse af 27. marts 1992 fra Told- og Skattestyrelsen til Kort- og Matrikelstyrelsen.

Kort- og Matrikelstyrelsen

Matrikeldivisionen

27. marts 1992

Vedrørende lov om skattefri virksomhedsomdannelse - Landinspektører

Under henvisning til Kort- og Matrikelstyrelsens skrivelse af 25. marts 1992 til Skatteministeriet, som samme dato er oversendt til Told- og Skattestyrelsen til videre foranstaltning, skal Told- og Skattestyrelsen herved give udtryk for sin opfattelse til det af Boligudvalget stillede spørgsmål om den skattemæssige behandling af »stiftertilgodehavender« m.v.

I skrivelse af 24. marts 1992 har Folketingets Boligudvalg på baggrund af forslag til lov om ændring af landinspektørvirksomhed (Landinspektørselskaber), jf. L 108, rejst følgende to spørgsmål

1. En redegørelse for reglerne for stiftertilgodehavender og de begrænsninger, der er indeholdt i det gældende regelsæt.

2. En kommentar til spørgsmålet om, hvorvidt følgende model om undvigelse af reglerne om stiftertilgodehavende er fuldt lovlig og kan anvendes

- Forud for oprettelse af et aktieselskab eller anpartsselskab optager stifteren et personligt banklån på f.eks. 1 mio. kr.

- Provenuet for lånet indsættes på en personlig konto i stifterens bank. Lånet indgår i selskabet ved dets stiftelse og fremkommer som en passivpost i form af et banklån.

- Efter at selskabet er stiftet, overfører stifteren provenuet fra lånet fra den personlige konto til selskabet, hvorved der opstår et nyt »stiftertilgodehavende« på ca. 1 mio. kr. Selskabet anvender beløbet til indfrielse af banklånet.

- Herefter kan stifteren hæve ca. 1 mio. kr. i selskabet over en periode/årrække og alene nøjes med at betale 34 pct. i selskabsskat, hvorved der opnås en skattebesparelse på op til 340.000 kr.

Boligudvalget har endvidere forespurgt, såfremt modellen i øvrigt er lovlig og kan anvendes, om regeringen agter at fremkomme med forslag, som kan imødegå denne form for omgåelse af reglerne.

Forudsat at lov om skattefri virksomhedsomdannelse ønskes anvendt, kan der efter bestemmelserne i lovens § 2, stk. 1, litra b), og § 5, stk. 1, ydes et stiftertilgodehavende til skattepligtige ejere på højst 25 pct. af det selskabsretligt opgjorte vederlag for den overdragne virksomhed. Loven indeholder derimod ingen begrænsning med hensyn til udlodning m.v. fra virksomheden, der finder sted inden omdannelsen, eller lån, som stifteren yder selskabet efter stiftelsen.

Det er således Told- og Skattestyrelsens opfattelse, at bankindestående efter gældende praksis almindeligvis vil kunne holdes uden for virksomhedsomdannelsen uden iagttagelse af reglerne i lov om skattefri virksomhedsomdannelse samtidig med selskabets overtagelse af stifterens personlige gæld tilvejebragt fra såvel virksomhedens kassekredit og lignende som stifterens private banklån.

Det nystiftede selskabs overtagelse af den private gæld vil også kunne modregnes i stiftertilgodehavendet til parikurs efter lov om skattefri virksomhedsomdannelse § 5, stk. 1, og hermed påvirke opgørelsen af aktiernes eller anparternes skattemæssige anskaffelsesværdi inden for stiftertilgodehavendets beløbsramme efter lovens § 4, stk. 2.

Ved omdannelse efter skattelovgivningens almindelige regler (afståelsesprincippet), dvs. overdragelse af virksomheden uden succession, men til handelsværdier, berøres adgangen til at opnå stiftertilgodehavender ikke. I sådanne omdannelsessituationer forhindrer § 5, stk. 1, ikke, at stiftertilgodehavendets pålydende overstiger 25 pct. af de værdier, der overføres til selskabet, ligesom kursregulering i disse tilfælde heller ikke udelukkes af bestemmelsen.

For så vidt angår spørgsmål 2 om overdragelse af stifterens personlige banklån på 1 mio. kr. til selskabet samt den efterfølgende overførsel af låneprovenuet fra den personlige konto til selskabet mod optagelse af nyt »stiftertilgodehavende« på ligeledes ca. 1 mio. kr., kan Told- og Skattestyrelsen besvare med henvisning til ovennævnte besvarelse af spørgsmål 1, idet lov om skattefri virksomhedsomdannelse som anført ikke indeholder begrænsninger med hensyn til udlodning m.v. fra virksomheden, der finder sted inden omdannelsen, eller lån, som stifteren yder selskabet efter stiftelsen.

På denne baggrund, og da stiftertilgodehavendet ifølge Boligudvalgets »omdannelsesmodel« forudsættes at ligge inden for lovens 25 pct.-regel, finder styrelsen, i overensstemmelse med gældende praksis, at stifteren efter modellen lovligt vil kunne anvende reglerne i lov om skattefri virksomhedsomdannelse på de angivne vilkår. Stifteren vil således over en periode/årrække kunne hæve tilgodehavendet på 1 mio. kr. i selskabet uden skattemæssige konsekvenser.

Skatteministeriet, Departementet, har i sagens anledning oplyst, at man er opmærksom på den rejste kritik af loven. Det stillede spørgsmål er således allerede under overvejelse i Skatteministeriet.

Med venlig hilsen

Hans Christensen

kontorchef

/ Jørgen Nonbroe

Betænkning over lovforslag 1991 108 Valid

Nr BTL 108

Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om landinspektørvirksomhed (Landinspektørselskaber)

Nr L 108 1991-92, 1. samling

Afgivet af Boligudvalget

Afgivet: 19920324

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →