1991 BTL 105 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM PERSONLIG ASSISTANCE TIL HANDICAPPEDE I ERHVERV NR L 105 1991-92, 1. SAMLING
Statutory Text (3 Articles)
Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder og har herunder
stillet spørgsmål til arbejdsministeren, som denne har besvaret
skriftligt.
Endvidere har udvalget modtaget skriftlige henvendelser fra
Blinde og svagsynedes interessegruppe for erhverv og uddannelse,
Dansk Blindesamfund og
Danske Døves Landsforbund.
Herefter indstiller udvalget lovforslaget til vedtagelse uændret.
Et mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) udtrykker den største tilfredshed med, at lovforslagets vedtagelse vil betyde personlig assistance ikke alene til lønmodtagere, men også til selvstændige erhvervsdrivende.
Mindretallet påregner, at den kreds af handicappede, der kan blive tale om, må få en fleksibel behandling, hvor en forenklet sagsbehandling bør være en ledetråd.
Jytte Andersen (S) Bakholt (S) Ole Vagn Christensen (S) Poul Erik Dyrlund (S) Hans Jørgen Jensen (S) fmd. Lone Møller (S) Taanquist (S) Jes Lunde (SF) Duetoft (CD) Pia Christmas-Møller (KF) Kai Dige Bach (KF) Charlotte Antonsen (V) Helge Sander (V) Jørgen Winther (V) Poul Nødgaard (FP) Lone Dybkjær (RV) Glønborg (KRF)
Tillægsbetænkning
Udvalget har, efter at lovforslaget ved 2. behandling blev henvist
til fornyet udvalgsbehandling, behandlet dette i et møde.
Der er af arbejdsministeren stillet et ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.
Herefter indstiller udvalget lovforslaget til vedtagelse med det stillede ændringsforslag.
Et flertal (udvalget med undtagelse af Socialistisk Folkepartis medlem) forudsætter, at der ikke sker et merforbrug til ordningens gennemførelse ud over det, der er foreslået bevilget over finansloven for 1992. Hvis udgifterne mod forventning kommer til at overstige de 7 mio. kr. i 1992, er partierne indstillet på at finansiere denne udgift ved hjælp af kompenserende besparelser.
Et mindretal (Socialistisk Folkepartis medlem af udvalget) kan principielt tilslutte sig flertallets betænkningsbidrag. Mindretallet mener dog, at eventuelle yderligere udgifter skal finansieres ved besparelser f.eks. inden for militæret eller ved en ekstrabevilling.
Ændringsforslag
Af arbejdsministeren, tiltrådt af udvalget
Til § 5
1) Stk. 2 og 3 udgår.
Bemærkninger
Til nr. 1
Det foreslås, at ordningen gøres lovbunden. Der har i forsøgsperioden været en skæv udnyttelse af bevillingen, hvilket har nødvendiggjort omfordelinger mellem AF-regionerne. Erfaringer fra forsøgsperioden har desuden vist, at det er vanskeligt at styre tolkeforbruget, idet forbruget er uforudsigeligt på grund af mangel på tolke. Dette har medført, at det i løbet af året har været nødvendigt at lave omdisponeringer i bevillingerne.
Ved at gøre ordningen lovbunden sikres det endvidere, at alle, der er omfattet af målgruppen og derfor har behov for en personlig assistent, får mulighed for at få offentligt tilskud til aflønningen af den personlige assistent.
Jytte Andersen (S) Bakholt (S) Ole Vagn Christensen (S) Poul Erik Dyrlund (S) Hans Jørgen Jensen (S) fmd. Lone Møller (S) Taanquist (S) Jes Lunde (SF) Duetoft (CD) Pia Christmas-Møller (KF) Kai Dige Bach (KF) Charlotte Antonsen (V) Helge Sander (V) Jørgen Winther (V) Poul Nødgaard (FP) Lone Dybkjær (RV) Glønborg (KRF)
Ingen
Ingen
Nr BTL 105
Betænkning over Forslag til lov om personlig assistance til handicappede i erhverv
Nr L 105 1991-92, 1. samling
Afgivet af Arbejdsmarkedsudvalget
Afgivet: 19911217